Det næste punkt på dagsordenen er:

3) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 64:

Forslag til folketingsbeslutning om bedre rammer for inklusion i folkeskolen.

Af Rosa Lund (EL) m.fl.

(Fremsættelse 29.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Undervisningsministeren.

Tak for ordet. Enhedslisten har fremsat et beslutningsforslag, som pålægger regeringen at tage fem konkrete initiativer, som efter Enhedslistens mening vil fremme inklusion. Jeg vil så gerne starte med at sige, at vi i regeringen ikke kan støtte beslutningsforslaget, men det er ikke det samme, som at vi ikke synes, det er vigtigt hele tiden at følge inklusion tæt.

Det er jo en diskussion, vi har haft længe, ikke bare da vi vedtog inklusionsloven, som der var et meget, meget bredt flertal i Folketinget der stod bag, men også på en række møder i Folketingets Børne- og Undervisningsudvalg, i samråd, i onsdagsspørgsmål osv. For min oplevelse er, at vi alle sammen er dybt optaget af, at vi gerne vil udvikle en skole, hvor børn får det bedst mulige læringsmiljø, også selv om de skulle have diagnoser, og uanset om vi snakker Aspergers syndrom, adhd, stærkt ordblinde eller andet.

Men hvis vi overhovedet kan give en mulighed for, at børn kan få den nødvendige støtte i det uddannelsesmiljø, de er i, så er det det, der giver den bedste læring for børnene. Det hviler bl.a. på, at vi i en lang årrække har kunnet se – uden at det i øvrigt har været en politisk beslutning – at flere og flere børn er blevet udskilt fra den fælles folkeskole over til specialiserede miljøer. Det har kostet utrolig mange penge. På et tidspunkt har det været oppe på, at det var 30 pct. af folkeskolens samlede budget, der blev brugt til specialundervisning.

Så kan man sige, at hvis det viste sig, at de børn virkelig fik en langt bedre vej videre til at gennemføre en ungdomsuddannelse, så er det jo fair nok at diskutere, at det måske er det, der skal til. Men desværre har vi jo kunnet konstatere af de undersøgelser, der har været, at det ikke har været den gode vej videre at blive udskilt fra det fælles, være i et særligt tilbud væk fra det fælles. Det har faktisk ikke givet dem særlig mange flere muligheder for at få en god uddannelsesvej videre. Det er jo det, der har været dilemmaet.

Derfor har vi med åbne øjne sagt: Vi skal gentænke måden, hvorpå vi hjælper børn til at blive styrket som en del af det almene skolemiljø. Derfor hænger det også sammen med det lovforslag, vi tidligere har drøftet her i dag, nemlig at de frie grundskoler også er en del af det fælles børnesyn, for det er jo det, det handler om, nemlig et fælles børnesyn: Hvad er det, der skal til, for at meget forskellige børn får det bedste læringsmiljø – uanset om man går i en folkeskole eller en fri grundskole – med den nødvendige støtte, hvis man har brug for det?

Det er også sådan, at der efterhånden er rigtig meget god, gedigen viden på området. Og noget af det, som nogle af de forskningskortlægninger – som jo også er blevet sat i gang i forbindelse med inklusionsloven og det ressourcecenter, som vi har etableret via ministeriet – viser, er, at inklusion grebet an på den rigtige måde faktisk gavner alle børns læring, altså når man netop anvender de organiseringsmetoder og undervisningsmetoder, man ved hjælper til forskellige børn. Det er jo meget interessant, at når man griber det rigtigt an, er det både til gavn for de børn, der har brug for ekstra støtte, men det giver faktisk også et løft i forhold til alle de børn, som er en del af klassen.

I hele taget er den vidensudvikling og vidensdeling noget, som vi har blikket stift rettet imod. Det afspejler sig bl.a. i det korps af læringskonsulenter, som har fungeret i noget tid, og som nu er en del af det store samlede læringskonsulentkorps, hvor det netop handler om, at den viden, der jo hele tiden kommer og bliver udviklet i forhold til gode inklusionsfremmende strategier, kommer helt ud i klasselokalerne, helt ud til de enkelte lærere: viden om, hvordan man arbejder med vidensdeling på tværs, og udvikling af faglige ressourcepersoner, man kan trække ind, i forhold til hvordan man kan understøtte børn undervejs.

Det er sådan, at i aftalen om kommunernes økonomi for 2015 er regeringen og KL blevet enige om, at kommunerne skal fortsætte og styrke det igangværende arbejde, der er i forhold til en omstilling, netop sådan, at de mange penge, der er brugt ved siden af den fælles folkeskole – i og med at flere børn bliver som en del af den fælles folkeskole – følger med, sådan at børnene kan få den støtte, der skal til, så lærerne kan få uddannelse, og så der kan etableres ressourcecentre osv.

Derfor fremgår det også, og der er vi tilbage i aftalen om kommunernes økonomi for 2011, at kommunerne vil etablere inklusionsfremmende styringsmodeller og arbejde strategisk med lærernes kompetenceudvikling og udnyttelse af personalets kompetencer til gavn for alle elever.

Af den første statusrapport, vi har lavet på baggrund af en repræsentativ undersøgelse i 12 kommuner, hvor vi i regeringen og KL har fulgt op på inklusionsindsatsen, kan vi se, at det billede, der tegner sig klart, er, at alle kommunerne prioriterer opgaven med inklusion, men med forskelle, for det kommer helt an på, hvordan kommunerne tidligere har grebet opgaven an. Nogle har været rigtig gode til at tænke i inklusionsfremmende læringsstrategier. De er kommet langt, de har gode erfaringer med det. Andre har gjort det, lad mig sige det sådan, på meget kort tid, meget hurtigt og på en måde, hvor man måske ikke var klar til at løfte den opgave godt nok. Men der er ingen tvivl om, at det at følge det tæt, både i forhold til om der er økonomi, der kommer tilbage, og hele tiden at dele viden og gå ind med en særlig indsats og hjælpe de kommuner, der i særlig grad har brug for hjælp, er måden, hvorpå vi sikrer os, at alle bliver så dygtige som muligt til at løfte opgaven, vel at mærke med udgangspunkt i børnenes behov.

Lige for at afslutte vil jeg sige, at der med finansloven for 2014 er afsat i alt 1 mia. kr. i perioden fra 2014 til 2020 til styrkelse af kompetenceudvikling i folkeskolen. Det er nogle midler, der bl.a. kan bruges til at styrke medarbejdernes kompetencer i forhold til inkluderede elever. Og på finansloven for 2015 er der i øvrigt også afsat en pulje på 25 mio. kr. årligt fra 2015 til 2017 til at styrke indsatsen for øget inklusion i folkeskolen. Puljen giver muligheder for at yde en indsats for de lærere og pædagoger, der har de største udfordringer i forbindelse med undervisning af elever med særlige behov.

Med det vil jeg bare sige igen, at jeg ikke tror, vi er uenige i intentionen. Der kan være forskellige holdninger til, hvordan det skal gennemføres, og det er grunden til, at vi ikke støtter Enhedslistens beslutningsforslag. Men vi synes, det er vigtigt, at vi hele tiden har drøftelsen, for vi er alle sammen dybt optaget af, at det her skal lykkes til gavn for eleverne.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak, og tak til ministeren for talen. Jeg kan forstå på ministeren, at regeringen også er meget optaget af inklusion og af, at inklusion skal lykkes; det må jeg ud fra. Ministeren siger, at regeringen følger det tæt – både det her med, om pengene fra specialundervisningen følger eleven med over i folkeskolen, og om lærerne har de redskaber, de skal have.

Jeg er lidt nysgerrig efter: Hvad vil regeringen gøre, hvis det ikke sker? Altså, man følger inklusionen tæt, men hvis inklusionen ikke lykkes ude på den enkelte skole eller ude i kommunerne, hvad vil regeringen så gøre?

Ministeren.

Altså, i forhold til at lykkes med at skabe god inklusion, kan man sige, ligger det, som lovgivningen kan gøre, inden for den ramme, vi lavede med inklusionslovgivningen. Det vil sige, at hvis man har brug for et vist antal støttetimer, skal opgaven kunne løses på den enkelte skole, men selvfølgelig med den støtte, der skal til for det enkelte barn. Hvis man har brug for et større støttebehov, kan det være, at det er et andet tilbud, der skal til. Hvis man som forældre ikke er enige i det, er der klagemuligheder; det er jo det, man kan med en lovgivning.

Når jeg starter på den her måde, er det jo, fordi det er alt det andet indimellem, der er det afgørende. Og det er at have veluddannede lærere og pædagoger, der samarbejder på den rigtige måde, hvilket jo skal foregå forskelligt, alt efter om det er et barn, der har brug for et skærmet undervisningsmiljø – det kan f.eks. være et barn med Aspergers syndrom, eller det kan være et stærkt ordblindt barn, hvor det handler om noget med læsestrategi osv. Det er bare for at sige, at det at lave et undervisningsmiljø for meget forskellige børn kræver forskellige strategier, som handler om, at man har en rigtig god praksis ude på de enkelte skoler.

Så det, vi er optaget af, er jo hele tiden løbende at lave vidensdeling og sparring via læringskonsulentkorpset sammen med de inklusionsvejledere, der er på de enkelte skoler, og som er i kommunerne. Og hvis det går galt – og det er jo også derfor, vi følger det tæt – handler det om så hurtigt som muligt at tage fat i de kommuner eller de skoler og hjælpe dem på vej med hensyn til at få rettet op.

Fru Rosa Lund.

Tak. Jeg er sådan set meget enig i, at forskellige klasser og forskellige børn kræver noget forskelligt og forskellige tilgange. Og derfor er jeg bare lidt nysgerrig efter at høre, om det er ministerens opfattelse, at det de steder, hvor det ikke går så godt med inklusionen, så er et spørgsmål om, at lærerne og skolepædagogerne ikke er godt nok uddannet, altså at de mangler noget uddannelse i inklusion, eller er et spørgsmål om rammer. Altså, er det et spørgsmål om, at der er for mange elever i klasserne, så der ikke er tid nok til den enkelte elev?

Altså, er det et spørgsmål om lærernes kompetencer, eller er det et spørgsmål om rammerne, når det ikke fungerer?

Ministeren.

Jeg vil godt starte med at understrege, at jeg synes, at man er kommet rigtig langt og gør et utrolig godt stykke arbejde ude i langt de fleste kommuner og ude på langt de fleste skoler. Når man ikke kan svare entydigt ja eller nej til det spørgsmål, er det, fordi det kan være forskellige ting. Nogle steder kan det godt være, at rammerne ikke er til stede for det, desværre. Andre steder kan det være, at der, alt efter hvad det er for nogle børn, der går på den pågældende skole, har været nogle særlige udfordringer. Man kan ikke svare entydigt. Der er ikke ét svar, der passer til alle skoler, og dermed er der heller ikke én politisk løsning eller én metode, der passer til alle.

Det her kræver virkelig, at vi hele tiden udvikler viden om forskellige undervisningsmetoder. Det er bl.a. derfor, at vi har Ressourcecenter for Inklusion og Specialundervisning. Det er derfor, vi har ekspertgrupper. Og det er derfor, vi deler den viden via vores læringskonsulenter. Det er den måde, man kan håndtere meget forskellige typer af læringsmiljøer på.

Jeg synes, at det opløftende er, at det på de skoler, der er gode til det, ikke alene er til gavn for de børn, der har brug for ekstra støtte; det er faktisk til gavn for hele klassen, at man har lærere og pædagoger, der kan mangfoldigheden af undervisningsmetoder.

Tak til ministeren. Fru Annette Lind som socialdemokratisk ordfører ( Anni Matthiesen (V): Er det ikke mig først?). Jo, det er det jo også. Det er, fordi der er blevet rettet i navnelisten her. Fru Anni Matthiesen først.

Tak for det. Da Venstres ordfører på det her forslag ikke har mulighed for at være til stede, har jeg lovet at læse hendes tale op.

Det er vigtigt for Venstre, at inklusionen fungerer godt og bliver implementeret på en fornuftig måde. Implementeringen er også et svar på den ekskludering på normalområdet, som egentlig har stået på i årevis. I mange år er der sket en indsnævring af normalbegrebet. Mange elever blev ikke rummet inden for folkeskolen. Af internationale sammenligninger fremgik det, at Danmark ekskluderede langt flere elever end lande, som vi normalt sammenligner os med. Derfor var det nødvendigt at vende udviklingen, så vi igen fik inkluderet så mange elever som muligt i den normale undervisning. Det var derfor, vi var med til at stemme for den lov om øget inklusion, som snart er ved at være 3 år gammel. Det eneste parti, der ikke stemte for dengang i 2012, var Enhedslisten. De kommer så i dag med et beslutningsforslag, der ifølge dem skal forbedre inklusionsindsatsen.

Selv om vi som sådan er enige med Enhedslisten i, at man skal sikre god inklusion i folkeskolen, kan vi i Venstre ikke støtte beslutningsforslaget. Vi synes, at loven fra 2012 var et skridt i den rigtige retning. Med den blev det sikret, at flere elever bliver inkluderet i den normale undervisning.

Det skal slås fast, at det ikke er ensbetydende med, at eleverne nødvendigvis skal undervises på nøjagtig samme måde. Der skal selvfølgelig stadig være plads til, at elever med særlige behov kan få ekstra hjælp inden for rammen af den normale undervisning. Netop derfor spiller øget inklusion rigtig fint sammen med folkeskolereformen. Her er der jo åbnet op for øget undervisningsdifferentiering og mulighed for, at undervisningen kan tilpasses den enkelte elev. Den understøttende undervisning og lektiecafeerne er rigtig gode muligheder for, at eleverne kan beskæftige sig med de områder, hvor de har problemer, og få hjælp til dem.

Men det er mange nye opgaver for skolerne at gabe over på en gang – uden tvivl. Derfor er det vigtigt, at der holdes styr på implementeringen, og her kunne vi da godt have tænkt os og ønsket os at implementeringen var forløbet bedre. Regeringen har holdt en del af kommunerne på minusvækst, og det har sat sine spor på folkeskolen. Udgifterne pr. elev er under denne regering i perioden fra 2012 til 2013 faldet med gennemsnitligt knap 2.000 kr. pr. elev, når man ser på nettoudgifterne samlet. I forhold til partierne, der lovede massive investeringer i folkeskolen inden sidste valg, er det jo besynderligt, at det har udviklet sig i den retning.

Der er dog ingen tvivl om Venstres fokus i forhold til inklusion. Vi er meget opmærksomme på, at inklusionen ikke alle steder er gået så godt, som den burde. Det har vi stillet spørgsmål om, også i forligskredsen, og det vil vi blive ved med at have fokus på fra Venstres side.

Derudover er Enhedslistens beslutningsforslag her i dag komplet ufinansieret. Uanset hvor mange gode hensigter der måtte ligge bag beslutningsforslaget, kan vi naturligvis ikke støtte et forslag, der vil iværksætte dyre initiativer uden at angive, hvor pengene skal komme fra. Og på den baggrund må jeg fortælle, at Venstre ikke kan støtte Enhedslistens forslag.

Tak til Venstres ordfører. Så er det fru Annette Lind som socialdemokratisk ordfører.

Bedre sent end aldrig! Tak for det. Allerførst vil jeg gerne takke Enhedslisten for at give os mulighed for at drøfte det vigtige område, som inklusion er. Vi har netop lige debatteret to lovforslag, som handler om vores grundskoler, både vores fælles folkeskole og privatskolerne, og fra socialdemokratisk side er vi altid villige til at diskutere, om der er noget, vi kan gøre bedre for at sikre vores børn og unge en rigtig god skolegang.

Grundlæggende mener vi, at det er godt for vores børn at være en del af fællesskabet. Vi ved, at børn bliver dygtigere, og at det styrker deres sociale udvikling, når de indgår i inkluderende fællesskaber. Og det er en del af det børnesyn, som vi har, altså netop at skabe stærke børnefællesskaber. Derfor synes jeg også, det er både vigtigt og rigtigt, at flere børn med særlige behov henvises sammen med deres kammerater til den almindelige undervisning, og det er også rigtigt, at vi tog fat på at vende den udvikling, hvor flere og flere elever blev specialundervist, og hvor en tredjedel af skolernes budget blev brugt på netop specialundervisning. Det er altså ikke det samme som at sige, at inklusion er let. For det er en svær øvelse, og vi er derfor enige med forslagsstillerne i nødvendigheden af at skabe gode rammer for inklusion. Og præcis som ministeren sagde, er vi er dybt optaget af den her problemstilling, og vi følger den tæt.

Ressourcerne skal følge børnene, og vi har iværksat mange tiltag, som skal være med til at sikre, at inklusionen lykkes. Vi har bl.a. afsat en hel milliard til ekstra efteruddannelse til lærerne og det pædagogiske personale og lederne – et læringskonsulentkorps, som støtter inklusionsarbejdet i kommunerne og skolerne; en ny pulje på 75 mio. kr., som blev afsat på finansloven i år, der giver mulighed for at yde en indsats for de lærere og pædagoger, som oplever de største udfordringer. Og derudover har vi lavet en kommuneaftale for i år, hvor man ude i kommunerne forpligter sig på det igangværende arbejde med inklusion og det at prioritere de ressourcer, som er nødvendige for at sikre en god omstilling. Rapporteringen af arbejdet er noget, vi også skal følge tæt.

Nogle kommuner er kommet længere end andre – det er der, som ministeren også påpegede før, slet ikke nogen tvivl om. Men som jeg lige har listet op, gør vi altså allerede rigtig mange ting for at sikre en god inklusion af flere børn i skolen. Og derfor støtter Socialdemokraterne ikke forslaget her. Men som jeg også allerede har sagt, er det et arbejde og en omstilling, som vi er meget optaget af, og som vi følger tæt.

Så har jeg lovet at hilse fra ordføreren for Det Radikale Venstre, som heller ikke kunne være til stede til det her beslutningsforslag i dag, og sige, at de heller ikke støtter forslaget.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Jeg har et enkelt spørgsmål til den socialdemokratiske ordfører. Socialdemokraternes ordfører sagde, at hun er enig med Enhedslisten i, at der skal være nogle gode rammer, hvis man skal lave god inklusion. Alligevel kan Socialdemokraterne ikke støtte det her beslutningsforslag, som i den grad handler om rammer. Hvordan vil Socialdemokraterne så sikre, at der er gode rammer for inklusion?

Ordføreren.

Præcis som jeg sagde, er der rigtig mange gode intentioner i det her beslutningsforslag. Først og fremmest er der fem punkter, som ikke med ét ord viser, hvordan man skal finansiere det. Først og fremmest derfor kan vi ikke støtte beslutningsforslaget, som altså på ingen måde har anvist finansiering.

Derudover synes vi, at det selvfølgelig er en svær proces. Det er sådan, at inklusion er en opgave, der skal gøres, men som fru Rosa Lund også hørte mig sige, er der en række initiativer. 20 kommuner har været involveret i forarbejdet her. Det er 16.000 elever, som også har været med i det her projekt. Det her handler om, at det er et projekt, og det er noget, der skal arbejdes med hver eneste dag i folkeskolen. Vi ønsker altså ikke alternativet, som er, at børn ekskluderes fra almindelige børnefællesskaber. Det er det vigtigste sigte for os.

Fru Rosa Lund.

Så lad mig prøve at spørge på en anden måde. De initiativer, som den socialdemokratiske ordfører listede op, handler primært om efteruddannelse og om styrkelse af kompetencerne hos folkeskolens lærere og pædagoger. Jeg prøver at spørge til rammerne.

Mener Socialdemokraterne, at de penge, som vi i fællesskab satte af i finanslovsaftalen sidste år, er nok til at skabe gode rammer for inklusion? Det er altså 25 mio. kr. om året. Vi snakker om rammer, ikke om kompetencer.

Ordføreren.

Det var sådan, at landets folkeskoler faktisk næsten brugte en tredjedel af deres budget på specialundervisning og henvisning til socialpædagogisk bistand. Det er en tendens, som vi syntes vi skulle vende. Det her handler altså ikke kun om økonomi. Det her handler netop om rammer. Og med de nye rammer for folkeskolen vil vi have, at alle børn skal blive så dygtige, som de kan.

Den tredje pind i vores overordnede princip her er altså, at børn skal trives, og derfor har vi taget en lang række initiativer for at børn skal trives: Vi laver elevplaner og mål for hver enkelt elev; vi har lavet nye fælles mål, som er udviklingsmål i stedet for at være slutmål; man skal være opmærksom på netop den enkelte elev; man skal lave trivselsmålinger hvert eneste år, hvor man kommer til at have sigte på både det enkelte barn, men også hele børnefællesskabet.

Det her med at blive ekskluderet fra det almindelige børnefællesskab oplever mange børn altså også som voldsomt.

Tak til den socialdemokratiske ordfører. Hr. Alex Ahrendtsen som Dansk Folkepartis ordfører.

Tak, formand. Enhedslistens beslutningsforslag er et fint oplæg til at forbedre rummeligheden i folkeskolen. De fleste af forslagene falder fint i tråd med, hvad Dansk Folkeparti selv har foreslået adskillige gange: At der skal være støttelærere i klasser med inkluderede elever, at lærerne skal efteruddannes, at pengene fra specialundervisningen følger med over i normalskolen.

Rummelighed er en vigtig opgave for skolerne, og de skal have de rigtige redskaber for at kunne løse den. Under arbejdet med lovforslaget om rummelighed i forligskredsen spurgte vi, om vi ikke skulle øremærke pengene, fordi jeg som kommunalpolitiker tit så, at pengene ikke altid blev brugt efter hensigten. Men ministerens svar var, at det ville være et indgreb i det kommunale selvstyre. Vi er dog af den overbevisning, at hvis kommunerne ikke kan finde ud af at lade pengene følge med barnet over i normalskolen, som det er lovens hensigt, må vi kigge på det igen.

Selv om forslaget har mange fine ting, halter det dog lidt med finansieringen, som andre også har peget på. Vi vil derfor foreslå, at vi laver en beretning i udvalget. Det vil vi gerne hjælpe Enhedslisten med. Og så kan vi måske finde fælles fodslag i udvalget.

Tak til ordføreren. Fru Pernille Vigsø Bagge, SF's ordfører.

Hele samfundet og alle fællesskaber, ikke mindst folkeskolen, er nødt til at være rummelige og inkluderende, også over for børn og unge med særlige behov. Skolegangen er en stor del af børns og unges liv og et vigtigt udgangspunkt for deres sociale liv og for de fællesskaber, de indgår i. Derfor skal vi selvfølgelig sikre, at børn og unge har den støtte og de hjælpemidler, der skal til, for at inklusionen kan lade sig gøre.

Inklusion er ikke bare at placere flere børn i den almindelige undervisning, uden at der sker yderligere tilpasning og tilføres de nødvendige ressourcer, i takt med at elever flyttes fra specialtilbud til den almindelige undervisning. Det er nemlig helt afgørende, at lærere har de nødvendige håndtag i form af efteruddannelse og også gerne støtte fra lærere og pædagoger fra specialområdet, samt at der sker de nødvendige og rigtige tilpasninger af undervisningsmiljøet og tilbuddene og de fysiske rammer. Vi skal have en skole, hvor alle børn lærer og trives. Og når vi en dag når dertil, at vi ser alle børn som individer, der bidrager til mangfoldighed, er vi nået rigtig langt.

Det er også det, jeg læser er intentionen med Enhedslistens forslag. Enhedslisten foreslår bl.a., at der stilles krav til skoleledelserne om, at der i fællesskab med lærere, forældre og elever udarbejdes handleplaner for inkluderede elever. I SF er vi helt enige i, at succesfuld inklusion kræver klare mål og samarbejde mellem skole, lærere, forældre og elever. Det er i et fællesskab og via en god dialog mellem skole, forældre og elever, at vi skaber de bedst mulige vilkår og læringsmiljøer for børn med særlige behov.

Desuden er vi også helt enige i målsætningen om, at kommunerne skal bruge de ressourcer, der er blevet frigivet på specialområdet, på normalundervisningen. Inklusion skal ikke være en kommunal spareøvelse, så selvfølgelig skal de frigivne midler bruges på at forbedre inklusionen i normalundervisningen til glæde for både børn med specielle behov, men også for de børn, der deltager i undervisningen uden specielle forudsætninger, da de jo også mærker det, hvis der ikke er nok ressourcer i undervisningen.

Det er altså et meget sympatisk forslag, der ligger her fra Enhedslisten, men når vi ikke umiddelbart kan støtte det, er det, fordi der ikke anvises finansiering. Det er sådan, at SF selv foreslog et trecifret millionbeløb til inklusion i forbindelse med vores finanslovsudspil. Vi nåede kun 25 mio. kr. årligt, men det gjorde vi i samarbejde med Enhedslisten, og det er SF's håb, at SF og Enhedslisten kan fortsætte samarbejdet om og for inklusion, der er fuldt finansieret, i forbindelse med den finanslov, vi skal forhandle for 2016.

Tak til SF's ordfører. Fru Merete Riisager, Liberal Alliances ordfører.

Jeg er glad for, at Enhedslisten fremsætter det her beslutningsforslag i Folketingssalen, så vi også her kan få en drøftelse af inklusion. Liberal Alliance er med i inklusionsloven, og det er vi af to årsager.

Den første del af det er, at vi mener, at det har været økonomisk nødvendigt. Det er der mange partier som sikkert ikke bryder sig om at indrømme, men det er jo bare sådan, at før man vedtog inklusionsloven, fyldte specialområdet ca. 30 pct. af de samlede ressourcer, som går til grundskolen, og jeg tror, de fleste partier, som har siddet og kigget på tallene, har tænkt, at det er for meget; det er simpelt hen for meget, og vi bliver nødt til at stoppe et sted. Det er en helt – synes jeg – logisk konklusion. Men der er det bare sådan med Enhedslisten, at I har den luksus at se bort fra økonomiske fakta. Det er ikke en luksus, som andre partier giver sig selv, kan man sige.

Den anden del af det er, at udskillelsen af elever selvfølgelig også har stukket af i den danske folkeskole, for selv om nogle elever med særlige behov kan have meget gavn af at få et specialtilbud på en helt anden skole, blev det altså også en tendens, at der skete en sygeliggørelse af elever, som havde så små handicaps eller sociale udfordringer, at de burde kunne rummes i folkeskolen.

Så de to ting tilsammen gjorde, at vi bakkede op. Men vi må også sige, at den måde, det er blevet implementeret på, bestemt ikke har været optimal, og det har vi jo også påpeget mange gange. For det første mener vi, det er sket for hurtigt. Når man gør sådan noget her, kan man lige så godt lægge en plan, som er langsigtet; der er ikke nogen grund til at skynde sig så meget. Der har været dårlig information ud til skolerne. Man ved rigtig meget om det her område, og der er mange forskellige børn, så man kunne sagtens have varetaget informationen helt ud til skolerne langt bedre. Der har været manglende efteruddannelse. Når man laver en central lov og siger, at nu må alle indrette sig derefter, bør man også stille et apparat til rådighed for skolerne, sådan at det ikke er alle, der skal opfinde den dybe tallerken selv. Det kunne man godt have gjort.

Dernæst, som det er blevet påpeget, har man ikke lavet en model, hvor pengene følger det enkelte barn helt ud i klasselokalet, og det betyder jo altså, at mange af de penge, der skulle have været gået til børn med særlige behov, kan være gået til hæve-sænke-borde, når nu lærerne skal sidde på skolerne, som de skal nu her, og det er selvfølgelig fuldstændig umuligt, eftersom de her børn har nogle behov, der skal varetages.

Endelig er der samtidig sket en implementering af en kæmpe folkeskolereform, og det betyder altså også, at mange af de børn, vi her taler om, er blevet fuldstændig klemt.

Så alt i alt må man konkludere, at implementeringen er sket med hovedet under armen.

Så i Liberal Alliance mener vi, man nu bør lave en model for, at pengene følger med helt ud i klasselokalet og selvfølgelig også til en privatskole, hvis det er det, den enkelte familie ønsker. Der skal laves et digitalt efteruddannelsesapparat til lærerne, så man kan sikre, at de, der sidder med inklusionsbørn, kan få efteruddannelse. Man skal også have en drøftelse af, hvilke lærer det er. Er det alle lærere, der skal varetage inklusionsudfordringen, eller er det lærere, som har særlige kvalifikationer?

Så skal man også åbne op for specialklasser igen, for det nytter ikke noget, at der kommer elever tilbage, som skaber så meget uro, at der er 20 elever, der får ødelagt deres undervisning. Det nytter heller ikke noget, at børn, som er særlig skrøbelige, må sidde i nogle klasser og ikke få optimal undervisning. Så specialklasser er en rigtig god mulighed, hvor børn kan være på skolen, være med i nogle dele af den almindelige undervisning og almindelige gang på skolen, men altså også være i et skærmet miljø. Så specialklasserne skal have lov til at genopstå.

Så Liberal Alliance kan ikke støtte det her beslutningsforslag, men vi har bestemt sympati for elementer i det, og vi vil meget gerne fortsætte drøftelserne, så der kan findes nogle ordentlige løsninger på de problemer, der vitterlig er med inklusion.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Jeg vil ikke forholde mig så meget til, hvilke partier der har meget adgang til luksus, eller som har en luksusagtig politik. Der tror jeg, at jeg er af en lidt anden opfattelse end fru Merete Riisager. Jeg vil bare påpege, at der i beslutningsforslaget sådan set anvises, at de penge, som er blevet frigivet fra specialundervisningen, skal over i folkeskolen for bl.a. at finansiere det her.

Så vil jeg bare gerne spørge fru Merete Riisager: Da Liberal Alliance stemte for inklusionsloven, tænkte man så, at de penge, der blev sparet på specialundervisningen, skulle bruges på noget andet end folkeskolen?

Ordføreren.

Nej, det lå faktisk som intentionen i det lovforslag, som i sin tid blev fremsat, at pengene skulle følge med. Det skete bare ikke, eller der var i hvert fald ikke nogen sikkerhed for det. Og der har vi jo faktisk ret tidligt råbt vagt i gevær fra Liberal Alliances side og sagt: Det går ikke, vi bliver nødt til at få strammet op. Vi bliver nødt til at få lavet en model, hvor pengene følger barnet helt ud i klasselokalet. Så hvis fru Rosa Lund går lidt tilbage og kigger i medierne, vil hun også se, at Liberal Alliance påpegede det, ret kort tid efter at loven blev vedtaget.

Fru Rosa Lund.

Jeg synes da, det er rigtig flot, at Liberal Alliance har påpeget det i medierne. Men når nu vi kan se, at pengene ikke følger med, hvad skal vi så gøre ved det? Altså, vil Liberal Alliance være med til at handle på det? Det vil vi jo meget gerne i Enhedslisten. Det er derfor, vi har fremsat det her beslutningsforslag. Det mener Liberal Alliance så ikke er den rigtige måde at handle på det på. Kan Liberal Alliance måske komme med et forslag til Enhedslisten om, hvordan vi så skal handle på det?

Ordføreren.

Vi vil meget gerne sætte os ned og tage en drøftelse af, hvordan vi kan udarbejde en metode for det her. I virkeligheden vil jeg mene, at hvis man nu var regeringsparti – det er hverken Liberal Alliance eller Enhedslisten – så burde det være muligt at sætte nogle af de mange embedsmænd, som man råder over, i gang og sige: Lav en model for det her, hvor I sørger for, at de penge, der er blevet afsat til et barn på specialområdet, kan følge det enkelte barn helt ud i klasselokalet. Det må være muligt.

Hverken Enhedslisten eller Liberal Alliance råder over en hær af embedsfolk, så vi kan godt sætte os ned og komme med et forslag til en model. Men jeg mener egentlig, det er et ansvar, som påhviler den siddende regering.

Tak til ordføreren. Hr. Daniel Rugholm som konservativ ordfører.

Tak for det. Først vil jeg gerne sige tak til Enhedslisten for at rejse debatten om inklusion her i Folketingssalen. Det er et rigtig vigtigt og ikke mindst aktuelt emne på skoleområdet. Jeg anerkender intentionerne, som er i forslaget, men som de fleste andre partier kan vi ikke heller ikke støtte det, og det vil jeg gerne begrunde nærmere.

For første er det, fordi forslaget indebærer nogle væsentlige økonomiske omkostninger for enten staten eller kommunerne, dog uden at der er anvist finansiering for disse omkostninger. Det er rigtig vigtigt for Det Konservative Folkeparti, at når vi fremsætter forslag eller støtter forslag, er de finansieret.

For det andet synes jeg, Enhedslisten bryder lidt med princippet om kommunalt selvstyre, som også ministeren var inde på. Jeg er ikke vild med, når vi her fra Folketingets side ud over den ramme, vi aftaler med kommunerne, så også godt lige vil sende nogle politiske signaler og lave nogle puljer, hvor vi bestemmer, hvad kommunerne skal prioritere. Jeg er heller ikke så vild med, når vi blander os for meget i de ting, som kommunerne eller skolerne – eller for den sags skyld virksomhederne eller familierne – godt selv kan løse. Og det synes jeg man gør her.

Enhedslisten foreslår, at der i klasser med elever med særlige behov enten er en lavere klassekvotient, støttelærere eller en tolærerordning. Og det kan kommunerne jo godt prioritere, hvis det er nødvendigt. Igen: Det vil koste rigtig, rigtig mange penge, hvis alle skal gøre det. Der var i hvert fald ét, måske endda flere partier, der før sidste valg lovede, at der skulle flere lærere i klasserne, men det er ikke sket. Og en af årsagerne er jo, at det vil koste rigtig, rigtig mange penge, et kæmpe millionbeløb.

Der er også fin mulighed for, at kommunerne kan tildele midler til skolerne, hvor der tages hensyn til f.eks. områder eller skoler med særlige udfordringer på inklusionsområdet. Så kan de jo prioritere et eller flere af de forslag eller tiltag, der er i det her beslutningsforslag.

Enhedslisten foreslår også en national plan for efteruddannelse af landets folkeskolelærere til at løfte inklusionsopgaven, og mange kommuner er allerede i gang med det. Nogle har lavet skræddersyede forløb med professionshøjskoler, som lige præcis imødekommer de behov, som er det enkelte sted. Og skulle jeg drille lidt, vil jeg sige, at jeg ikke forstår, at Enhedslisten kun nævner lærerne. Jeg oplever nemlig, at både pædagogerne og pædagogmedhjælperne også spiller en rigtig vigtig rolle i vellykket inklusion. Så dem skal man ikke glemme, heller ikke i forhold til efteruddannelse.

Endelig foreslår Enhedslisten, at der indledes en dialog med kommunerne om, hvor mange ressourcer de mangler for at kunne implementere inklusionslovgivningen, og etableres en midlertidig økonomisk løsning, der tilvejebringer tilstrækkeligt med ressourcer til inklusionsopgaven i kommunerne. Jeg synes, det er fint – jeg synes faktisk, det er nødvendigt – at vi er i dialog med kommunerne om den her opgave. Det er det også min opfattelse at ministeriet er, og det har ministeren allerede svaret på.

Jeg kan godt afsløre, hvilket svar vi vil få allerede nu, for svaret vil være: Send gerne flere penge, mange flere penge. Så det er fint med dialogen, men vi kan ikke bare lave en midlertidig økonomisk løsning, der tilvejebringer tilstrækkeligt med ressourcer, for hvor mange penge taler vi om? Med forslaget lover man faktisk pengene, inden man ved, hvor meget det egentlig er.

Så er det klassiske spørgsmål til Enhedslisten: Hvor skal pengene komme fra, for jeg er overbevist om, at det ikke er nok at overføre nogle af de midler, der er sparet på specialklassedelen. Uanset om den her midlertidige løsning skal vedtages nu eller i forbindelse med en kommende finanslov, skal pengene i hvert fald under alle omstændigheder findes. Men det afsnit er som sagt ikke med i forslaget.

Det er vigtigt, først og fremmest for børnene, at vi lykkes med inklusionsopgaven på vores skoler, både de børn, som bliver inkluderet, men også de børn, som påvirkes af inklusionen. Vi vil også gerne sikre gode muligheder for, at både ledere, lærere, pædagoger og pædagogmedhjælpere er klædt på til at løse inklusionsopgaven, og vi oplever, at kommunerne og skolerne er godt i gang, og at de har et stort fokus på opgaven.

Er vi så i mål med opgaven? Nej, det er vi ikke, og lige præcis inklusionsopgaven er nok noget af det, vi aldrig helt kommer i mål med, fordi vi hele tiden udvikler os, fordi opgaven også forandrer sig. Er vi i mål med efteruddannelse af skolens medarbejdere? Nej, det er vi ikke, men mit indtryk er, at vi er på rette vej. Er der elementer, der kan forbedres i forhold til inklusion? Ja, helt bestemt, og derfor er debatten og det daglige fokus på inklusion også rigtig vigtigt.

Vi vil gerne være i dialog med kommunerne og skolerne om den her vigtige opgave. Vi vil også gerne evaluere på indsatsen og drøfte mulige ændringer i de kommende år. Men Det Konservative Folkeparti kan ikke støtte et efter vores mening både for vidtgående og ikke økonomisk forsvarligt forslag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Rosa Lund fra Enhedslisten.

Tak, og tak for debatten i dag om inklusion. Vi mener i Enhedslisten, at det er ekstremt vigtigt, at vi hele tiden diskuterer inklusion, og at vi hele tiden gør status over, hvordan det går med inklusion i folkeskolen, og ikke mindst at vi også handler, når det så viser sig, at det ikke fungerer.

Jeg mener, at inklusion er en meget smuk tanke, og der er også flere, der har været inde på, at det er bedst at være en del af et fællesskab; at det er bedst for børnene at være en del af et børnefællesskab. For os i Enhedslisten giver det sig selv, at børn er forskellige, og at de ikke har brug for den samme hjælp; at et barn, der har autisme, et barn, der er meget udadreagerende, og et barn, der er specielt på sin helt egen måde, har brug for tre helt forskellige tilgange og lærer på tre helt forskellige måder. Hvis de skal trives i løbet af en skoledag, og hvis de skal have lov til at være en del af et børnefællesskab, kræver det, at der er tid og plads til dem alle tre. Hvis en elev med særlige behov er blevet inkluderet i en klasse, men den tid og de ressourcer ikke er der til den enkelte elev, så kan inklusion ende med at blive eksklusion, altså så kan den smukke intention, der ligger bag inklusion, faktisk ende med det præcis modsatte; det kan altså ende med, at eleven bliver ekskluderet, fordi eleven ikke kan følge med i undervisningen, eller fordi eleven ikke trives i klassen.

Jeg synes i virkeligheden, vi mangler at spørge alle de elever, som er blevet inkluderet, om, hvordan de oplever inklusionen; om de føler sig som en del af fællesskabet. De elever, som jeg har spurgt, og som jeg har snakket med, oplever det præcis modsatte. De synes ikke, det er sjovt at komme i skole. De føler sig ikke som en del af et fællesskab. Mit klare indtryk er, at det desværre er sådan rigtig mange steder, at inklusionen ikke fungerer. Der er ikke fulgt penge med til inklusionen. Tværtimod er tilskuddet til folkeskolerne pr. elev blevet 13 pct. mindre siden 2002. Antallet af lærere er faldet med 11 pct. Elevtallet er kun faldet med 3 pct. Klassekvotienterne stiger, og op mod 40 kommuner vil spare på folkeskolen i indeværende budgetår. Revisionsfirmaet BDO har f.eks. lavet en analyse, der viser, at der kommer 13 pct. færre kroner pr. elev i folkeskolen. Det hænger jo ikke sammen med, at de penge, som er blevet sparet på specialundervisningen, skulle bruges på folkeskolen. Det regnestykke har jeg i hvert fald svært ved at få til at gå op.

Samtidig viser en undersøgelse lavet af Danmarks Lærerforening, at 84 pct. af de lærere, som har inkluderede elever i deres klasse, vurderer, at de inkluderede elever ikke får det undervisningstilbud, som de har krav på, og flertallet af lærerne mener, at støttemulighederne er blevet dårligere end sidste år. Det er altså sådan, hverdagens eksperter oplever inklusionen. Det synes jeg måske er lidt i modsætning til den debat, vi har haft herinde i dag, hvor vi har snakket meget om, at alle børn skal være en del af børnefællesskaber. Det lyder så smukt, at det er bedst for børn at lære i de rammer, de er i. Jeg synes, at det står meget i modsætning til det, som hverdagens eksperter oplever, og jeg synes faktisk, det taler for, at vi har behov for at diskutere endnu mere inklusion, så vi kan få et fælles grundlag med kommunerne, men især også med lærerne og, som De Konservative var inde på, med de pædagoger og de medhjælpere, som også er i folkeskolen, så vi har et fælles grundlag at diskutere ud fra.

I Enhedslisten er vi som sagt optaget af, at inklusionen skal fungere. Grunden til, at vi stemte imod inklusionsloven, var netop, at den var ufinansieret. Derfor kommer vi her med et forslag til, hvordan vi mener, at inklusionen kan komme til at fungere. Det tror vi den kan, hvis vi sikrer, at der kommer mindre klasser; at der kommer tolærerordninger i de klasser hvor der er inkluderet elever; hvis vi stiller krav til skoleledelserne om, at de skal udarbejde handleplaner i fællesskab med lærere og forældre og pædagoger og elever. Og vi kræver ikke mindst, at kommunerne bruger de penge, de ressourcer, som er blevet sparet i forbindelse med inklusion, på folkeskolen. For det er jo netop her, finansieringen ligger. Jeg synes, det kun ville være på sin plads, hvis de partier, som stod bag inklusionsloven, turde stille krav til kommunerne om, at de penge, som er blevet sparet på specialundervisningen, også bliver brugt på folkeskolen. Det er sådan set det, der er finansieringen i det her forslag.

Den sidste del af forslaget handler om at indlede en dialog med kommunerne, og så vidt jeg ved, koster det ikke nogen penge for Undervisningsministeriet eller for regeringen at indlede en dialog med kommunerne om, hvordan vi får inklusionen til at fungere. Jeg er med på, at man så kan konkludere efter den dialog, at vi er nødt til at bruge nogle flere penge på inklusion. Det ville være min forudsigelse, at det ville være det, der kom ud af det, men det koster vel ikke noget at starte en dialog.

Jeg vil bare afslutningsvis sige tak for debatten og tage imod Dansk Folkepartis tilbud om at forsøge at lave en fælles beretning på det her beslutningsforslag om, hvordan vi sikrer en bedre inklusion.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.