Det næste punkt på dagsordenen er:

13) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 63:

Forslag til folketingsbeslutning om initiativer til at minimere mobning i skolen.

Af Karina Lorentzen Dehnhardt (SF) m.fl.

(Fremsættelse 29.01.2015).

Så er vi klar til at genoptage mødet.

Forhandlingen er åbnet, og jeg starter med at give ordet til undervisningsministeren.

Tak for ordet, og tak for SF's beslutningsforslag, som jo er en anledning til at diskutere det, som jeg faktisk tror vi alle sammen i Folketinget er dybt optaget af, nemlig at vi skal have skoler, som så vidt muligt har et mobbefrit miljø, uanset om vi snakker grundskoler, ungdomsuddannelse eller andre uddannelser. Vi skal i hvert fald have nogle tydelige strategier for, hvordan man kan gribe ind, identificere og følge op, så man så tidligt som muligt både kan forebygge og sætte ind, hvis der er problemer. På regeringens vegne vil jeg gerne starte på den måde.

For vi har haft et godt samarbejde med SF om det, bl.a. i forbindelse med nogle af de ting, vi i fællesskab har vedtaget om den nye skole. Men når jeg kigger nærmere på det beslutningsforslag, SF har fremsat, kan jeg ikke se, at der er noget i det, som vi ikke allerede i dag i fællesskab har taget højde for. Det er med den begrundelse, at regeringen afviser SF's beslutningsforslag, men det er en anledning til at få ridset op, hvad man så gør, for vi er helt enige i intentionen om, at man virkelig skal tænke sig om for at finde ud af, hvordan man bedst muligt forebygger mobning hele vejen rundt.

Det er sådan – og det er det første element i SF's beslutningsforslag – at lovgivningen allerede i dag både indeholder et ansvar og en handlepligt for skolens ledere og ansatte i forhold til at sikre alle elever et godt og trygt undervisningsmiljø uden mobning. Det er sådan, at skolelederne efter undervisningsmiljøloven har ansvaret for at sikre, at eleverne har et godt undervisningsmiljø, og et undervisningsmiljø er godt, når det fremmer elevernes udvikling og læring, og det omfatter derfor også skolens psykiske miljø.

Hvis det er sådan, at en elev ikke overholder skolens ordensregler, værdiregelsæt og i øvrigt almindelige normer for god opførsel, så skal man få afklaret årsagen gennem samtaler med eleven og forældrene, for det er klart, at en så tidlig forældreinddragelse som muligt er vigtig for at finde nogle løsninger. Og jeg tror også, man vil kunne høre, at min tale er gennemsyret af, at der så tidligt som muligt skal findes løsninger, hvis der er ansatser til mobning.

Lærerne og skolelederne har i alvorlige tilfælde pligt til at underrette de sociale myndigheder, når der er kendskab til eller grund til at antage, at en elev har behov for særlig støtte eller er udsat for overgreb. Det indebærer en forpligtelse til også at afklare årsagerne til elevers overtrædelse af ordensreglementer og værdiregelsæt og iværksætte de nødvendige foranstaltninger, og det har siden 2009 været lovpligtigt for skolerne at have et sådant værdiregelsæt. Det skal bl.a. indeholde en antimobbestrategi og være retningsgivende for god adfærd og respektfulde relationer mellem eleverne og mellem eleverne og lærerne.

Jeg vil godt igen understrege, at forældrene selvfølgelig har et medansvar for at sikre eleverne et godt undervisningsmiljø, og derfor er det også skolebestyrelsen, der fastsætter værdiregelsættet for skolen. Regelsættet skal udarbejdes i et tæt samarbejde med skolelederen, og desuden bør der inddrages input fra den samlede forældrekreds, elevrådet og de ansatte.

Hvis man som elev eller forælder finder, at skolen ikke overholder gældende regler, kan man henvende sig til Folketingets Ombudsmand, og med oprettelsen af Ombudsmandens Børnekontor i 2012 er børns adgang til Ombudsmanden og sager om børn i øvrigt sat ekstra i fokus.

I forbindelse med oprettelsen af børnekontoret er Ombudsmandens virksomhed også udvidet til at omfatte børns forhold på private institutioner m.v., som umiddelbart varetager opgaver i forhold til børn, og derfor omfatter det bl.a. også private skoler.

Hvis vi kigger på folkeskolereformen, som en bred kreds af partier er en del af, så er et af de tre nationale mål at følge udviklingen i elevernes trivsel. Det er jo en af nyskabelserne, at vi både følger den faglige udvikling, så alle bliver så dygtige, som de kan, uanset social baggrund, men at vi også vil være sikre på, at det er på et fundament af solid trivsel, og at elevernes trivsel styrkes.

Det gør vi bl.a. igennem den nye trivselsmåling, som kommer, og som jo netop ikke bare forholder sig til det fysiske miljø, men også til det psykiske miljø, og det er elevernes egen stemme, der danner grundlag for det.

I trivselsmålingen indgår der simpelt hen helt specifikt spørgsmål, som kan indikere, om der er problemer med mobning på en skole eller i en klasse. I samarbejde med Dansk Center for Undervisningsmiljø er der også udarbejdet eksemplariske forløb og vejledningsmateriale i forbindelse med gennemførelse og opfølgning på trivselsmålingerne, så der er metoder til, hvordan man kan gå ind og arbejde med hele klassens trivsel. Det er en vigtig del af den fælles nye skole.

Som opfølgning på anbefalinger fra en ekspertgruppe om ro og klasseledelse, som også blev nedsat som led i folkeskolereformen, vil vi i Undervisningsministeriet i foråret 2015 offentliggøre en vejledning om ro og klasseledelse, som kan understøtte skolernes arbejde med at opretholde og udvikle gode læringsmiljøer.

Beslutningsforslaget kommer også ind på en af de nye former for mobning, som der er kommet fokus på, nemlig mobning på sociale medier og det, der kan ske der. Det er jo en anden vej, hvor vi desværre også har hørt om og set tilfælde på mobning, som selvfølgelig er helt uacceptabelt, uanset om det sker fysisk i klasserummet eller via de sociale medier.

Mobning er jo desværre noget, der er svært at styre og kontrollere. Det er det også på de sociale medier, men det ændrer ikke ved, at regelsættet jo er præcis det samme. Man skal så tidligt som muligt spotte, om der er adfærd, der kunne tyde på mobning, og uanset om det foregår via de sociale medier eller i klasselokalet eller andre steder, er der en forpligtelse til at gribe ind så hurtigt som muligt. Der er også udarbejdet en række eksemplariske læringsforløb om, hvordan man kan understøtte børnenes viden om at kunne diskutere og arbejde med de dilemmaer, der er med mobning via de sociale medier, i øvrigt i tæt samarbejde med en række organisationer, bl.a. Børns Vilkår og andre, der har lavet et virkelig godt understøttende materiale til den utrolig vigtige diskussion om mobning via nettet.

Det ændrer ikke ved, at selv om det foregår via de sociale medier, er det strafbart at fremsætte ærekrænkende og injurierende udsagn eller viderebringe eller i øvrigt misbruge personfølsomme oplysninger og fremsætte trusler. Igen vil jeg sige, at uanset om det er i den fysiske verden eller via de sociale medier, er det strafbart. Det er også strafbart at behandle personoplysninger i strid med persondataloven. Datatilsynet kan give påbud om, at oplysninger på nettet skal fjernes, ligesom ærekrænkende udsagn skal anmeldes til politiet. Det er bare for at sige, at der er et regelsæt – heldigvis for det – men det handler også om, og det er også intentionen med SF's beslutningsforslag, så tidligt som muligt, forhåbentlig inden man når ud i det, at man kan sætte ind, og der er en række redskaber og vejledninger til, hvordan man kan tage de dialoger i forlængelse af de antimobningsstrategier, man heldigvis er blevet bedre og bedre til at arbejde med.

På den baggrund støtter regeringen ikke SF's beslutningsforslag, men jeg håber også, at det er tydeligt for både SF og alle, der vil høre debatten her, at vi er præcis ligeså optaget, som de er, af de problemstillinger, der er med mobning.

Selv om omfanget af mobning ifølge de seneste undersøgelser er faldet, må man bare sige, at mobning er uacceptabelt, også selv om der ikke er så meget, for mobning er for ethvert barn en helt forkert udvikling. Det er noget, der sætter dybe spor. Hvis der kommer en mobbekultur, er det noget, der betyder noget for en hel klasses relationer, så vi er dybt optaget af det, men vi mener faktisk, at vi i fællesskab har en række initiativer, der støtter, at mobning bliver bekæmpet og forebygget så tidligt som muligt.

Jeg siger tak til undervisningsministeren. Og vi går videre i talerlisten. Den næste er ordføreren for Venstre, fru Louise Schack Elholm.

Tak. Mobning i barndommen er en traumatiserende oplevelse. Det kan medføre depressioner og angst, og det kan hjemsøge én igennem resten af ens liv. Derfor er bekæmpelse af mobning meget vigtig. Vi er både som politikere og mennesker forpligtet til at bekæmpe mobning. Det er derfor prisværdigt, at SF med dette forslag sætter emnet på dagsordenen her i Folketingssalen.

Konkret fremsætter SF fire initiativer, der skal stoppe mobning. For det første skal det gøres tydeligt i lovgivningen, at skolerne har handlepligt over for mobning. For det andet skal den enkelte elev have klageadgang til Folketingets Ombudsmand, hvis skolen ikke opfylder handlepligten. For det tredje skal regeringen indsamle nødvendig viden om bekæmpelse af mobning, og for det fjerde skal mobning på sociale medier kortlægges, og dem, der bliver mobbet, skal have mulighed for at få slettet det krænkende indhold.

Venstre ser positivt på initiativer, der har til formål at bekæmpe mobning. I sidste måned fremlagde Venstre også selv et antimobningsoplæg. En del af Venstres antimobningsudspil er, at det skal være muligt at sanktionere voksne, der ikke griber ind over for mobning. Det skal f.eks. være muligt at udtale kritik af en skole, hvis ikke den gør noget for at bekæmpe mobning. Samtidig er det også et forældreansvar at sikre, at ens børn ikke mobber andre børn. Forældrene til mobbere skal derfor kunne drages til ansvar for deres børns adfærd. I de allermest ekstreme tilfælde kan man indtænke forældrepålægget som et muligt redskab.

En anden del af Venstres antimobningsudspil er, at der skal indsamles mere evidens. Det kunne f.eks. være oplagt at anvende midler fra satspuljen til at sikre, at der forskes i bekæmpelse af mobning. Endelig er det også en del af Venstres udspil, at bekæmpelse af mobning på sociale medier skal håndteres bedre. I udspillet foreslås det derfor at iværksætte en kampagne, der gør det tydeligt, hvor og hvordan man kan blokere og melde brugere, der mobber. Denne kampagne kan meget vel indtænkes i at blive lavet i samarbejde med f.eks. Facebook.

Der er altså et par åbenlyse ligheder imellem Venstres antimobningsudspil, som blev fremlagt i sidste måned, og SF's initiativer i dette forslag. Venstre er ikke helt sikre på, om det er nødvendigt at lave en decideret paragraf om adgangen til at slette det krænkende indhold, og Venstre stiller sig også tvivlende over for effekten i at kunne klage til Folketingets Ombudsmand. Vi mener, at sagerne burde kunne klares bedre i kommunerne, og man kan allerede i dag klage til Folketingets Ombudsmands Børnekontor.

Ellers ser vi det, som om Venstre og SF langt hen ad vejen ønsker det samme her. Derfor er Venstre positive over for intentionerne i dette forslag.

Da De Konservative ikke har mulighed for at være til stede, skal jeg på vegne af De Konservative meddele, at De Konservative ikke støtter forslaget.

Tak til Venstres ordfører. Der er en kort bemærkning, og den er fra fru Annette Vilhelmsen.

Jeg er meget glad for, at Venstre ser muligheder i et samarbejde om at få gjort noget ved mobning, og derfor vil jeg jo bare høre, om fru Louise Schack Elholm vil være med til, at vi eventuelt tager en drøftelse om det i udvalget, så vi kan finde det, vi samles om, til gavn for de alt for mange børn og unge, som i dag møder i skolen med ondt i maven; det skal de helst ikke gøre i morgen.

Fru Louise Schack Elholm.

Nej, og jeg er meget enig i, at vi skal have gjort noget for at hjælpe de børn, som har problemer. Selvfølgelig har vi i folkeskolereformen fokus på trivsel, men jeg mener også, at vi skal gøre mere, så jeg er åben over for at se på det i udvalgsbehandlingen.

Så er der ikke flere korte bemærkninger, og jeg siger tak til fru Louise Schack Elholm. Så er det den næste ordfører, og det er fru Annette Lind fra Socialdemokraterne.

Fra socialdemokratisk side vil vi altid gerne diskutere, hvordan vi sikrer den bedst mulige hverdag for vores børn i folkeskolen. Vi er glade for, at trivsel for børn og unge er et område, som får lov til at fylde endnu mere med de nye rammer for folkeskolen. Målet med reformen er jo netop, at alle børn kommer med, og at det skaber en endnu stærkere folkeskole, en folkeskole, som er førstevalget for forældrene i hele landet, og hvor vores børn og unge bliver så dygtige, som de kan.

Men det handler altså ikke kun om nye fag; det handler i høj grad netop også om at have fokus på trivsel. Børn og unge må aldrig føle, at de ikke hører til; skolen skal være et sted, hvor de både lærer og leger, hvor de har gode venner, og hvor de er glade for at være. Derfor er vi Socialdemokrater også meget opsatte på at komme mobningen til livs. Ét barn, der bliver mobbet, er altså et barn for meget. Jeg har selv haft en tid i folkeskolen og har set, hvad det gør ved børn, når de bliver udsat for mobning, og derfor skal man sætte ind med det samme. Så derfor er vi fuldstændig enige med SF i hensigten.

Men vi har taget en række tiltag: først og fremmest med nye mål for trivsel i folkeskolen, som vi følger op på; med ekspertgruppen om ro og klasseledelse, som er i gang med at sikre konkrete redskaber til elever, lærere og pædagoger; med oprettelsen af børnekontoret i 2012, hvor man har sat øget fokus på netop børn, og de har jo allerede i dag mulighed for at klage til Ombudsmanden. Så gøres der jo også rigtig meget ude på skolerne, hvor man tager ansvar for at have en politik på området med en antimobningsstrategi, og vi tror, at skolerne kan løfte det ansvar og den opgave. Det er nemlig vigtigt, at mobning er noget af det, der tages hånd om med det samme, og det derfor ikke får lov til at udvikle sig.

Så selv om forslagsstillernes hensigt er rigtig sympatisk, synes vi fra socialdemokratisk side, at mobning er noget, som man ikke alene kan lovgive sig ud af. Derfor støtter vi ikke forslaget, men vi tager trivslen på skolerne meget alvorligt, og vi ser frem til at få den nye trivselsmåling for i år og fortsætte arbejdet med at sikre, at skolerne er et godt sted for vores børn.

Der er en kort bemærkning fra fru Annette Vilhelmsen.

Det er jo altid meget sympatisk at have lyst til at diskutere, men det, som jeg bare ikke tror at de børn og unge, der går ude i skolerne, kan vente på, er endnu en måling og endnu en evaluering. For vi kender dem jo alle sammen, de børn, som står op om morgenen og har ondt i maven, som ikke trives i skolen, som ikke kan lære det, de ellers kan, som finder på undskyldninger og har pjækkedage, og som for manges vedkommende desværre også får men, som sidder der resten af deres liv.

Mener Socialdemokraternes ordfører, at det, der i dag er muligt, med at gå til Ombudsmanden, er nok? Det har jeg simpelt hen brug for at vide, for det er i hvert fald ikke oplevelsen hos de børn og unge, der rammes af det her. Men mener Socialdemokraternes ordfører, at det, der er i dag, er nok?

Fru Annette Lind.

Med de nye rammer for folkeskolen har vi tre overordnede mål, som fru Annette Vilhelmsen ved. Det handler om, at vi skal have alle børn til at blive så dygtige, som de kan, uanset social forskel, og så skal det også være sådan, at de skal være glade for at gå i skole, og derfor er trivselsmålingerne noget helt centralt i forhold til de nye rammer for folkeskolen. Vi kommer her til at skulle måle både på det fysiske og på det psykiske, og man skal sætte ind mod mobning; der er slet ikke nogen tvivl om, at det er noget af det, som man har et kæmpe ansvar for ude i skolerne. Men der er altså en lovgivning i dag, og med de nye rammer for folkeskolen og trivselsmålingerne er vi kommet et ret langt stykke ad vejen.

Fru Annette Vilhelmsen.

Men måske Socialdemokraternes ordfører alligevel kunne blive en lille smule mere præcis? For i forhold til de henvendelser, jeg får fra børn og unge, som bliver mobbet, synes jeg ikke, det er et rigtig godt svar til dem at sige: Jeg kan godt høre, hvad du siger, men jeg venter på en trivselsmåling. Hvad vil ordføreren foreslå at vi svarer de børn, som igen skriver i morgen, med hensyn til hvad det er, der skal gøres ved det her?

Fru Annette Lind.

Det her er et ansvar, man har ude på skolerne. Vi skal lave en antimobningsstrategi, og man har et kæmpeansvar ude på skolerne. Man kan efter Børnenes Kontors oprettelse i 2012 klage til Ombudsmanden, og man har en skærpet forpligtelse til at henvende sig til myndighederne. Der er her en lang række ting, som er sat i værk. Jeg tror ikke, at mere lovgivning gør, at børn bliver mobbet mindre. Det her skal man sætte ind over for fra dag et, når man opdager det, og man skal heller ikke vente på, at man får en afgørelse fra Ombudsmanden. Det her handler altså om, at når der er et barn, der bliver mobbet, så skal man tage det alvorligt, og det skal man handle på lige med det samme.

Så kan jeg sige tak til fru Annette Lind og give ordet til den næste ordfører. Det er fru Susanne Eilersen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Minimering af mobning, om det foregår i skolen eller i fritiden eller på en arbejdsplads, har alles fokus, også Dansk Folkepartis. Derfor er det også et meget sympatisk forslag, forslagsstillerne sætter fokus på, og emnet er højaktuelt. Vi ser desværre en stigende tendens til mobning på de sociale medier. Det vil sige, at mobning kan finde sted på alle tider af døgnet, hvorfor mobning kan virke som en stressfaktor og en psykisk belastning, hvor den unge aldrig får sig et frirum.

Det er også ubehageligt at se sit navn svinet til eller se et billede i en privat eller pinlig situation uploaded på nettet, eller at man bliver lagt for had i en facebookgruppe uden mulighed for at kunne få det slettet. Og måske ved man heller ikke, hvem afsenderen er, da de ofte optræder anonymt. Derfor ser Dansk Folkeparti også positivt på punkt d. i forslaget om, at den, der bliver mobbet, skal have mulighed for at få slettet det krænkende indhold.

Folkeskolerne har de seneste år fået mere fokus på mobning, både via en antimobningsstrategi og via de trivselsmålinger, der er indført med den nye folkeskolereform, der skal afdække, hvordan eleven har det. Det tvinger skolelederen til at handle. Vi mener, at punkt a. i beslutningsforslaget dermed er overflødigt og for vidtgående. Og det samme gælder sådan set for punkt b., da det vil medføre, at ansvaret for skolerne fratages ledelsen og kommunen.

Som det er i dag, har børn også mulighed for at rette henvendelse til Ombudsmandens Børnekontor. Forældrene kan gå til skolelederen, og i yderste fald kan de også henvende sig til byrådsmedlemmerne, hvis de har den opfattelse, at den pågældende skoleleder ikke tager de nødvendige tiltag. Skolerne er et lokalt anliggende, og man kunne få den opfattelse, at forslagsstillerne ønsker at fratage kommunerne ansvaret for folkeskolerne og centralisere beslutningerne, og det ønsker Dansk Folkeparti ikke.

Tak til fru Susanne Eilersen. Vi går videre til den næste ordfører. Det er fru Lotte Rod fra Det Radikale Venstre. (Susanne Eilersen (DF): Havde jeg ikke mere tid? Jeg var ikke færdig, havde jeg ikke mere tid?). Undskyld, det er det, at når man holder for lange pauser, tror formanden straks, man er færdig. Jeg beklager det meget. Jeg kan se, at jeg gør, hvad jeg kan, for at chikanere folk i dag.

Sådan er det, så prøver vi at give lidt tilbage igen. Tak, fordi jeg måtte fortsætte.

Der har været et ønske om og en efterspørgsel fra skoler og især forældregrupper efter værktøjer til at kunne håndtere den stigende tendens til mobning, og vi skal gøre alt, hvad vi kan, for at være behjælpelig med det. Så et samarbejde mellem KL, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Danske Skoleelever og andre sagkyndige med henblik på at kunne samle viden om gode metoder til at håndtere situationer med mobning ser Dansk Folkeparti som et tiltag, der vil være et af flere værktøjer, der vil kunne finde anvendelse ude på de enkelte skoler, og forhåbentlig i et stærkt samarbejde mellem skolen og de involverede forældre.

Som sagt er mobning noget, vi i Dansk Folkeparti tager meget alvorligt. Derfor kæmpede vi også for at få skærpet bekendtgørelsen om fremme af god ro og orden. Vi havde i folkeskoleforhandlingerne foreslået, at voldelige og meget groft mobbende elever skal flyttes til en anden skole i stedet for som i dag, hvor der står, at de kan . Vi ser desværre ofte, at det er ofrene for mobning, der må flytte skole, og ud over at de har haft en traumatiserende oplevelse, er det også utrolig krænkende, at man er den, der lider det her nederlag og så må tage sit gode tøj og gå. Vi mener jo absolut, at det er den, der mobber, der bør flytte væk.

Da der i beslutningsforslaget er rigtig mange sympatiske og gode tiltag, vi også i Dansk Folkeparti gerne vil sætte fokus på, sigter vi imod en beretning i udvalget, som alle partier står bag, hvor vi kan signalere vigtigheden af at holde fokus på mobning, og især hvordan mobning kan minimeres. Tak for ordet.

Ja, jeg skal atter en gang beklage, men det var godt, at det sidste kom med, tror jeg. Men jeg giver i hvert fald ordet videre til fru Lotte Rod fra De Radikale.

Tak. Også tak til SF for at rejse en vigtig debat om mobning. I Radikale Venstre deler vi ønsket om, at vi bliver endnu bedre til at skabe trivsel på skolerne. Men måske er tiden ikke til flere regler lige nu. Det er jo ikke, fordi det altid bliver bedre af, at politikerne laver flere regler. Nogle gange handler det om at blive bedre til at få de regler, der allerede er, til at fungere i virkeligheden. Og vi har jo netop lige sat særlig fokus på trivslen i skolen.

Mobning er børns problem, men det er de voksnes ansvar. Og stop mobning-kampagner handler meget ofte om, at børn ikke må drille eller mobbe. Det er vi ved at gøre op med, fordi det er de voksnes ansvar at stoppe mobningen. I de her dage kører Børns Vilkår og Trygfonden en kampagne om de voksnes ansvar, som netop sætter fokus på, at mobning skal løses i fællesskab.

Med folkeskolereformen sætter vi os sammen trivsel som et af tre mål. Vi har haft nogle dygtige mennesker til at udforme en trivselsmåling, som skal styrke skolernes arbejde med elevernes trivsel, f.eks. i form af indsatser i de enkelte klasser. Derudover er det jo allerede sådan i dag, at lærere og skoleledere har en skærpet pligt til at underrette de sociale myndigheder, hvis man er bekymret for eller har mistanke om, at en elev er blevet udsat for overgreb. Det er også allerede i dag strafbart at fremsætte æreskrænkende og injurierende udsagn, true med vold eller viderebringe personfølsomme oplysninger. Lovgivningen giver mulighed for at lukke hjemmesider eller fjerne bestemt indhold.

Det er også sådan, at enhver kan henvende sig til Folketingets Ombudsmand om en afgørelse, som myndighederne har truffet, eller om den behandling, man har fået. Dermed er der også mulighed for allerede i dag at henvende sig, hvis det drejer sig om skoleledelsens manglende handling i forbindelse med mobning.

Så vi tænker altså i Radikale Venstre, at det ikke nødvendigvis er rigtigt at lave flere regler, men jeg lytter gerne til, hvorfor SF mener der er brug for nye regler, og måske også til ideer til, hvordan vi sammen kan gøre vores til at styrke indsatsen med de regler, som vi jo allerede har lavet sammen.

Så er der en enkelt kort bemærkning, og det er fra fru Annette Vilhelmsen.

Jeg er glad for, at Radikale også synes, det her er en vigtig debat, også gerne vil være med til at se på, hvad vi kan gøre. Fru Lotte Rod nævner ledelsens ansvar. Det er jeg sådan set meget enig i. Har fru Lotte Rod nogle forslag til, hvordan man kan indskærpe over for ledelserne, at det er deres ansvar, og også til at få dem til at handle inden for det gældende regelsæt, som vi har i dag?

Fru Lotte Rod.

Ja, jeg mener, vi har taget et meget vigtigt skridt i fællesskab i folkeskoleforligskredsen med den nye folkeskolereform, hvor vi har gjort trivsel til et af de tre mål, og hvor vi har bedt nogle rigtig dygtige mennesker, som ifølge deres eget udsagn havde ventet i 20 år på at få lov til det, om at lave de her trivselsspørgsmål, som kan være med til at sætte en dagsorden ude på skolerne.

For jeg tror, at det i virkeligheden i den her diskussion også er meget vigtigt, at vi kommer væk fra det billede, som nogle tegner, af, at der er nogle børn, som mobber nogle andre børn, og hen til, at det handler om, hvordan de er sammen i klassen og i det hele taget, hvad det er for nogle relationer, de har med hinanden, og den voksnes ansvar for at skabe de gode relationer. Så jeg tænker, at det i virkeligheden er et meget stort skridt, vi tager med folkeskolereformen.

Fru Annette Vilhelmsen.

Jo, men der er jo før taget rigtig store skridt, som ikke har betydet så meget, så hvad vil fru Lotte Rod foreslå at vi siger til de elever, som også skriver ind i morgen om systematisk forfølgelse, systematisk dårlig trivsel? Vi må jo tage de her børn og unge alvorligt. De oplever faktisk, at det sådan set ikke er det, at de bliver mere og mere stille, trækker sig mere og mere, der får lærere og pædagoger og ledere til at få mere øje på dem. Så bare ét godt råd til, hvad vi kan gøre fra i morgen af, vil jeg gerne have.

Fru Lotte Rod.

De børn, der oplever det, skal gå til deres lærer, og hvis ikke de føler, de får nok ud af det, så skal de gå til lederen på skolen, for det er lederens ansvar at sikre, at alle børn trives.

Ja. Så er der ikke flere korte bemærkninger. Jeg siger tak til fru Lotte Rod. Vi går videre til hr. Lars Dohn fra Enhedslisten.

Tak. Der er to rigtig glædelige ting omkring mobning. Den ene er jo, at antallet af mobbede elever er faldet ganske kraftigt. I 1998 var det hver fjerde elev, der angav at blive mobbet i skolen, og nu er vi så pænt længere nede. En anden, synes jeg, glædelig ting ved det her er, at det hjælper at gøre noget. Når man gør nogle indsatser, senest her omkring det at indføre en mobbepolitik, så hjælper det. Så det vil sige, at vi ikke står over for et eller andet fænomen, som bare vil blive værre og værre; vi står over for noget, som vi kan gøre noget ved, et fænomen, vi kan gøre noget ved. Jeg har også på fornemmelsen, at hele det politiske kompas sådan set er indstillet på her at ville gøre noget.

Enhedslisten er også indstillet på at indgå i det arbejde, der skal være, med at få indkredset nogle af de ting, som kan være med til at mindske mobning. Men samtidig med det kører man jo den gale vej ude i folkeskolen. I dag er der jo den højest mulige klassekvotient i nyere tid. Det er klart, at risikoen for mobning stiger, jo flere elever der er i en klasse. Vi har også set, at inklusion, også i de tilfælde, hvor det ikke er det bedste for barnet, jo giver nogle mobningssituationer. Vi kan læse om dem i dagspressen, i bladet Folkeskolen og andre steder.

Ligesådan med den situation, som man har skabt gennem folkeskolereformen og overenskomstovergrebet på lærerne, hvor eleverne til stadighed møder flere vikarer. Og en vikar er altså ikke så god til at løse de her opgaver som en rigtig læreruddannet lærer eller pædagog. Det hænger selvfølgelig også sammen med det, vi var inde på tidligere på dagen, nemlig det dårlige indeklima. Når man sidder i, jeg havde nær sagt beskidt eller dårlig luft, så er risikoen voksende for, at man bliver udadvendt reagerende. Vi ved også fra undersøgelser, at den måde, man indretter skolen på, om man bare har kørt til en hel masse asfalt ud, eller om man har skabt et spændende skolerum, også er afgørende for, om der foregår mobning. Så alle de her ting spiller ind.

Jeg synes også, der er en anden ting, som vi bliver nødt til at have ind omkring det her, og det er, om undervisningsmiljøloven er det rigtige instrument, om den fungerer tilstrækkelig godt. Der har vi jo tidligere på dagen også nævnt muligheden for, at elever og studerende bliver omfattet af arbejdsmiljølovgivningen. Derfor mener vi, at undervisningsmiljøloven skal genvurderes. Ligesådan gør hele den nye situation omkring de nye medier også, at man ude i skolerne og i samfundet i øvrigt bliver udsat for nye situationer, som vi bliver nødt til at forholde os til. Det vil sige, at den her dagsorden omkring mobning bliver vi ved med at skulle arbejde med.

Men som sagt vil Enhedslisten indgå positivt i udvalgsarbejdet, og vi har også en fornemmelse af, at der er en god vilje til at søge sammen omkring nogle fornuftige initiativer.

Tak til hr. Lars Dohn. Vi går videre til den næste ordfører, og det er fru Merete Riisager fra Liberal Alliance.

Tak. Jeg tror godt, jeg kan sige, at ingen i det her Ting ser let på mobning. Mennesker lever ikke af luft og mad alene, vi har brug for at blive accepteret, vi har brug for venskaber, og vi har brug for at blive valgt til. Voksne kan også mobbe, og det er ikke kun svage mennesker, der bliver mobbet; stærke mennesker kan også blive udelukket fra fællesskabet og opleve den voldsomme situation, det er, at blive mobbet. Men når det gælder børn, gør der sig nogle særlige forhold gældende.

For det første kan børn ikke flytte sig, sådan som voksne kan. De kan ikke bare vælge en anden skole, ligesom vi kan vælge en anden arbejdsplads. Børn er under udvikling, og det vil også sige, at det, der sker dem, mens de er børn, kan sætte sig som varige men resten af livet. Og så er børn jo ikke født altruister, det vil sige, at det her med at behandle hinanden ordentligt er noget, man skal lære. Man skal lære at omgås hinanden på en måde, så man ikke skader hinanden, og der kan man jo altså som barn nogle gange komme ud for at være i en situation med nogle børn, der endnu ikke har lært det. Og det er derfor, at forældrenes rolle er fuldstændig afgørende, når vi taler om mobning. For alle de regler, som jo altså ikke nødvendigvis står noget sted, som handler om, hvordan man udviser empati, hvordan man behandler hinanden respektfuldt og med omsorg, er noget, man skal lære af sine forældre.

I familien lærer man de grundlæggende spilleregler, og uanset at skole og børnehave godt kan forsøge at træde til, især for de børn, der ikke har de muligheder derhjemme for at lære de her spilleregler, må man bare sige, at skolen og børnehaven ikke kan overtage den rolle, som forældrene har, det kan ikke lade sig gøre.

Sker der mobning, er det vigtigt, at de voksne griber ind. I dag er det sådan, at når der sker en meget voldsom mobning, så er det som regel det barn, der bliver mobbet, der ender med at flytte skole. Det er sådan en praksis, vi har fået, det er en kultur, vi har, at sådan bliver det ofte. Det bør vi vende om. Vi bør have en debat om, om vi ikke kan forsøge at indrette det sådan, at det er den, der mobber, der skal flytte skole. Jeg ved godt, det ikke er nemt, det er ikke spor nemt, men det handler altså om, at det, vi gør i dag, mange gange ikke virker særlig godt. Og det er et kæmpe nederlag for det barn, der bliver mobbet, at flytte skole og skulle starte forfra, det er et stort ansvar at pålægge den enkelte. Og der kan altså godt være situationer, hvor man udmærket godt ved, hvem det er, der starter balladen, hvem det er, der udløser det, og så er det altså det barn, der af skolen skal udpeges til at flytte skole. Man må tage fat i forældrene og sige: I må simpelt hen flytte jeres barn, for det her barn skaber nogle problemer, som vi har forsøgt at løse, men det er ikke lykkedes.

Noget andet er, at når vi taler om mobning, er det altså vigtigt, at vi skelner mellem mobning og andre situationer, f.eks. antisemitisme, som vi har diskuteret i et samråd her for nylig. Antisemitisme er jo altså racisme, og det er noget, der rækker ud over en almindelig mobbeproblematik. Da vi diskuterede det i det åbne samråd, sagde ministeren, at det i en eller anden grad går ind under en mobbeproblematik, men det er jeg sådan set ikke enig i. Racisme og antisemitisme skal man have nogle helt andre handlingsplaner for; det er nogle ting, som er alvorlige, og som kan have nogle kæmpe implikationer for civilsamfundet, så det skal man adressere særskilt.

Så er det også vigtigt, at man i en lærerstand skelner mellem drilleri og mobning. For selvfølgelig skal børn også drille hinanden – det at man driller hinanden er også en del af det sociale fællesskab. Det må man gerne, men hvor går grænsen? Det må man hele tiden tale om, også når det handler om vold. For igen kan der godt være nogle knægte, der skubber til hinanden ovre i skolegården, det er en helt almindelig del af det at blive voksen, men når det går over i egentlig vold og trusler, slag, spark, måske endda at have en kniv med i skole, så skal skolen altså træde til, og det er der desværre set eksempler på ikke sker.

Så ansvaret ligger hos de voksne, og det ligger for Liberal Alliance også lokalt. Og der må jeg bare sige, at SF og Liberal Alliance ser forskelligt på, hvordan man løser problemer, der handler om medmenneskelighed, der handler om relationen mellem mennesker. Og der er nogle af de her ting, der kan laves vejledninger om, men rigtig mange af de mobbeproblematikker, der er, skal løses ved, at der er nogle rigtig dygtige skoleledere og nogle dygtige lærere. Jeg tror ikke på det her med, at de her skemaer, vi nu sender ud i forbindelse med folkeskolereformen, løser noget som helst, skolerne er så forskellige, så det handler altså om lokalt lederskab og personligt ansvar.

Tak til fru Merete Riisager. Vi går videre til ordføreren for forslagsstillerne, og det er fru Annette Vilhelmsen.

Tusind tak for en meget god modtagelse af SF's forslag til at få bekæmpet mobning. Det er i hvert fald for mig en rigtig god dag, da jeg kan fornemme, at vi egentlig er enige om, at der for det første skal gøres noget ved det her, og for det andet, hvilket er lige så vigtigt, at det kan der gøres noget ved, og at vi allerede har gjort noget.

Vi har i SF valgt at fremsætte det her beslutningsforslag med det helt klare formål at stoppe mobning ligesom den stop mobning-kampagne, der kører, og lige præcis give børn de rettigheder, som de har krav på, når skolen ikke opfylder deres pligt til at handle. For nogle skal jo handle, nogle skal jo se de børn, som oftest skjuler sig, fordi det er både flovt og skamfuldt ikke at være en af de populære. Det er ikke sjovt at stå op hver morgen og vide, at i dag vil jeg også blive drillet.

Det er rigtigt, som fru Merete Riisager også siger, at der er forskel på drilleri, på mobning, på en lidt løs omgangstone osv., men mobning er kendetegnet ved systematisk overskridende kommentarer, som gentager sig igen og igen, som har toner af at være racistiske, kønsdiskriminerende, som kan gå på, at man er overvægtig eller for tynd, eller som Ellen i 9. klasse beskriver det, at hver dag at køre i skolebussen og skulle høre på, at der er sådan et kor, der sidder og siger: klamme sæk, klamme sæk, hvad koster du, osv.? Det er ikke muligt at stoppe det, og der er ikke nogen voksne, der griber ind.

Det er også den dreng, som egentlig er meget optaget af at gå i skole, som passer sine ting, som måske ikke er en af de største, ikke en af dem, der klarer sig bedst på fodboldbanen, og når han rækker hånden op og gerne vil svare på et stillet spørgsmål, kommer det nede bagfra hver gang: fessor, fessor. Det bliver også sagt, når han forsøger at klæde om til idræt, og det bliver også sagt på cykelturen hjem.

Denne mobning har nogle meget voldsomme konsekvenser, og for manges vedkommende forfølger det dem jo langt ind i voksenlivet, og det er meget traumatiserende, og det er også meget nedbrydende. Bliver et barn udsat for mobning, er der i dag rent faktisk i virkelighedens verden ikke noget sted at klage til, hvis ikke skole eller forældre skrider til handling. Børnene har ingen ret til at få løst deres problem, som for manges vedkommende påvirker dem langt ind i deres voksenliv.

Derfor er det jo, at jeg og SF synes, at vi bliver nødt til at tage ansvar og samarbejde. Det er der også mange af ordførerne, der nævner nu: Ja, vi skal samarbejde, og det skal børn, skole, forældre, organisationer, og det skal vi også fra politisk side. Så er det jo, at vi i SF har valgt at fremsætte det her beslutningsforslag, som netop lægger op til samarbejde, men vigtigst af alt er det for at sikre, at børnene har mulighed for at undgå at stå i en situation, hvor de ikke har nogen steder at gå hen og få hjælp, eller hvor ingen ser dem, eller hvor ingen tager dem alvorligt.

Vores beslutningsforslag har fire elementer. Det ene er at få strammet op på lovgivningen, og ja, der er lovgivning, og nej, svaret er ikke altid mere lovgivning, men i hvert fald at få strammet op på den lovgivning, der er, sådan at det tydeligt fremgår, at skolerne har en handlepligt over for mobning på skolen, og at en skole derfor skal handle, hvis en elev føler sig mobbet eller krænket. Vi har desværre været vidne til tilfælde, hvor skolen ikke har reageret, heller ikke efter gentagne henvendelser fra både børn og forældre, og det er fuldstændig uacceptabelt. Skolerne har pligt til at skride til handling. Det var det ene.

Det andet er, at sker det, at en skole ikke opfylder handlepligten, skal en elev, som er blevet mobbet eller krænket, have mulighed for at klage til Folketingets Ombudsmand. I dag har børnene simpelt hen ikke juridisk mulighed for at klage. Det må bare ikke ske, at et barn står uden mulighed for at få den hjælp, som voksne har. Voksne har mulighed for at klage og søge om hjælp, når vi på vores arbejdsplads bliver udsat for mobning, krænkelser osv. Børnene har og skal også have en ret. Flere har nævnt, at man jo kan gå til Ombudsmanden, men i den virkelige verden, er det ikke det, der opleves, bl.a. fordi man ikke oplyser børn og forældre om, at dette er en mulighed. Vi ved det bl.a. fra BørneTelefonen, som jo hver eneste dag modtager opkald fra desperate børn, som ikke ved, hvor de ellers skal gå hen.

Det tredje forslag er, at regeringen i samarbejde med Kommunernes Landsforening, Skole og Forældre, Danmarks Lærerforening, Skolelederforeningen, Danske Skoleelever og sagkyndige opsamler den nødvendige viden med henblik på udbredelse af gode metoder til at håndtere situationer med mobning. Det var også noget af det, som fru Louise Schack Elholm nævnte og også fru Lotte Rod fra De Radikale, nemlig at vi skal have mere viden, og vi skal også have systematisk viden, vi skal opsamle viden.

I SF tror vi, at måden at komme mobning til livs er via samarbejde og via deling af erfaring på tværs af organisationer og institutioner, og i den forbindelse er det vigtigt, at samarbejdet også inkluderer forældrene, og derfor er jeg enig i udlægningen fra fru Merete Riisager – jo, jeg er enig i, at der er mange ting, Liberal Alliance og SF er uenige i – om, at det er forældrenes ansvar at være med til at tage hånd om eleverne. Det er der slet ikke nogen tvivl om. Forældrene spiller en stor rolle i bekæmpelsen og i forebyggelsen af mobning. De skal også inddrages og ikke mindst informeres om, hvordan man som forældre kan og skal håndtere det, hvis ens barn bliver mobbet, eller hvis ens barn er den, der mobber.

Endelig er der det fjerde punkt om, at mobning af børn og unge på digitale og sociale medier og konsekvenserne heraf skal kortlægges. Der er også flere af ordførerne i dag, der nævner, at det jo er en ny flade at være på, at det er et nyt rum at være i, og det holder aldrig op. Digital mobning er et stort og stigende problem, samtidig med at flere og flere børn og unge dagligt anvender de sociale medier, er mobning så at sige flyttet med fra skolegården til internettet. Og den er ikke kun flyttet. Mange tilfælde af mobning på nettet er blevet et supplement til den mobning, der foregår i den fysiske verden. Det vil sige, at børnene jo ikke kan få en pause fra mobningen, når nu internet og de sociale medier er med overalt. Hvor hjemmet tidligere har været et helle – når man kom inden for døren, stoppede det dér – så er mobning nu flyttet med hjem, og den er konstant til stede.

I den forbindelse er det så, at vi ønsker, og der bliver sørget for, at de, som er blevet mobbet på sociale medier, skal have adgang til at få slettet det krænkende indhold, så det ikke kan forfølge dem senere i livet eller ved en eventuel flytning til anden skole.

Jeg er meget glad både for opbakningen til, at vi får drøftelsen her, og også for den opbakning, der er til, at vi skal drøfte denne sag videre i udvalgsarbejdet. Det er sådan, at jeg lige vil repetere for ministeren, som desværre afviser vores forslag, men det tror jeg nu sådan er mere af princip, at på indholdet og på det, som undervisningsministeren nævnte, er vi jo meget enige. Så det, der jo vil være mit spørgsmål, der står tilbage, som jeg håber vi kan gøre til genstand for udvalgsarbejdet, er: Hvad gør vi så, når det ikke sker, når nu vi har en lovgivning, når nu vi har paragraffer, når nu vi ved, at skolebestyrelserne skal lave en antimobningsstrategi? Alt det der er vi jo helt enige om, men når det ikke sker, hvad gør vi så, og hvordan varetager og sikrer vi de børns rettigheder, som bliver krænket og på den måde bliver forfulgt af det resten af deres liv?

Til fru Louise Schack Elholm fra Venstre, der nævner, at der er en del ligheder, vil jeg sige, at ja, det er der, og jeg kunne godt tænke mig, at vi arbejder videre med de ligheder, der er, og det skal vi gøre af hensyn til de børn, som det her handler om, og det handler lige præcis om at få skabt noget mere viden og få lavet en seriøs udvalgsbehandling på området.

Fru Annette Lind fra Socialdemokratiet nævner også det, at vi skal diskutere det og også gøre det i skolen, og det er vigtigt, at vi sammen får taget nogle af de her initiativer og så selvfølgelig også får set på de erfaringer, der kommer via trivselsmålene. Men vi er også nødt til at sige højt, og nu kan jeg jo gøre det herfra, at alle børn har ret til at klage, at alle forældre har ret til at klage. Det er skolelederens ansvar, og man skal handle på det, man kan ikke undgå at handle.

Til Dansk Folkepartis fru Susanne Eilersen, som nævnte, at vi måske fra SF's side var ude på at fratage kommunerne ansvaret, vil jeg i hvert fald gerne sige her: Nej, på ingen måde. Det er vi slet ikke, men vi er ude på, at man kommunalt påtager sig det ansvar, der hører sig til, og også gør det ude på skolerne.

Så til Det Radikale Venstres fru Lotte Rod, som nævner de voksnes ansvar og lederens ansvar, vil jeg sige, at det er fuldstændig korrekt. Det skal simpelt hen broderes, det skal hænges op alle steder: Pas på, her bliver skabt mennesker. Det skal stå over enhver skoledør, og det skal lederen hver dag udøve sin ledelse efter.

Enhedslisten nævnte den tidligere drøftelse, vi har haft i dag om en undervisningsmiljølov, og jeg vil hilse velkommen, at også børn får en arbejdsmiljølov at være under.

Endelig nævner fru Merete Riisager fra Liberal Alliance til sidst, at der er noget, SF og Liberal Alliance ser meget forskelligt på, og der vil jeg sige: Ja, det er der, men der er også noget, vi ser ens på, og det er lige præcis samarbejdet og det at få forældrene med ind i det her arbejde, og det håber jeg meget på opbakning til, således at drøftelsen her i dag giver grobund for, at vi kan få en seriøs, konstruktiv drøftelse til gavn for de her børn, som vi jo alle sammen kerer os om. Tak for debatten.

Jeg siger tak til fru Annette Vilhelmsen.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Børne- og Undervisningsudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.