Det næste punkt på dagsordenen er:

16) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 59:

Forslag til folketingsbeslutning om afskaffelse af samlivskravet ved stedbarnsadoption.

Af Pernille Skipper (EL) og Trine Mach (SF) m.fl.

(Fremsættelse 27.01.2015).

Forhandlingen er åbnet. Jeg giver først ordet til ministeren med den lange titel – ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold.

Tak, formand. Socialistisk Folkeparti og Enhedslisten vil med B 59 pålægge regeringen at fremsætte et lovforslag, hvor der foretages de nødvendige ændringer med henblik på at lade det såkaldte samlivskrav ved stedbarnsadoption bortfalde for lesbiske par, som får børn via hjemmeinseminering. Samlivskravet skal i stedet erstattes af en konkret individuel vurdering af parret og deres ansøgning. Lovforslaget skal fremsættes inden udgangen af folketingsåret 2014-15.

I sidste uge var jeg i samråd, hvor jeg blev bedt om at redegøre for den fremtidige praksis for stedbarnsadoptioner i forhold til kravet om samliv mellem adoptanten og barnet. Så man må tilgive mig, for jeg vil naturligvis komme til at gentage mig selv, men derfor vil jeg alligevel slå fast endnu en gang, at det for mig er rigtig, rigtig vigtigt, at alle børn får de retlige forældre, som de også er tiltænkt, og at man ved, hvad man kan regne med. Derfor er jeg sådan set også rigtig glad for de ændringer, som vi har vedtaget i børneloven, om medmoderskab.

I børneloven har vi reglerne om, hvem der er et barns juridiske forældre, og dette slås fast i forbindelse med barnets fødsel. Adoption er i modsætning hertil et familieskifte og sker af den grund senere. Det er også vigtigt, at vi med reglerne i børneloven giver både retssikkerhed og forudsigelighed for alle parter. Mor er mor, og medmor er medmor. I tilfælde, hvor der er en kendt donor, er der sågar en unik valgmulighed. Parterne kan forud for behandlingen vælge, om det er den kendte donor, der skal være far, eller om det er morens kvindelige partner, der skal være medmor. Forældreskabet vil i forbindelse med barnets fødsel blive fastsat ud fra parternes oprindelige intentioner og, som det er vigtigt i den her sammenhæng, blive fastsat, når barnet fødes. Alligevel er der par, der træffer et valg om at blive forældre uden at iagttage betingelserne for medmoderskab i børneloven. Forældrenes valg har betydning for, hvordan morens partner kan blive forælder til barnet.

Hører man ikke til i børnelovens kategori, vil adoptionslovens principper gælde. Her er der nogle generelle krav, der skal være opfyldt, inden en adoption er en reel mulighed. Først derefter skal der foretages en vurdering af, om adoptionen er til barnets bedste. Adoptionsloven sætter altså nogle rammer for adoption, som skal udfyldes i praksis. Det er faktisk ganske udmærket, at det er sådan, for så er det nemlig muligt at justere og tilpasse praksis, sådan at vi har den nødvendige og rigtige balance mellem reglernes formål og afsæt på den ene side og samfundsudviklingen på den anden side.

I den forbindelse vil jeg gerne slå fast, at kravet om samliv på 2½ år mellem den voksne og barnet netop er et krav, der er udviklet i praksis. Det fremgår ikke af selve reguleringen på området. Det eneste, der er regler om, er, hvornår de ugifte samlevende kan anses som samlevende i adoptionslovens forstand. Med den seneste udvikling af denne praksis, hvor der konkret er set bort fra samlivskravet mellem barnet og ansøgeren, har vi en større palet at spille på, uanset om man er omfattet af børneloven eller ønsker en stedbarnsadoption.

Endelig er det også vigtigt at slå fast, at praksis i sager om adoption er mere komplekse end blot et krav om 2½ års samliv mellem barn og ansøger, og sagerne om stedbarnsadoption rummer jo også mange andre end de helt små, f.eks. den 12-årige, der adopteres af sin stedfar. Derfor er og skal det være muligt at fravige praksis. Det er sådan, vi får en udvikling af området og tilgodeser børnene.

Som jeg læser beslutningsforslaget, vil vi jo faktisk det samme. Forslagsstillerne vil jo netop også gerne have hånd i hanke med, hvornår der gennemføres en adoption. Det fremgår af beslutningsforslaget, at samlivskravet bør erstattes af en konkret individuel vurdering, hvor der er tre kriterier, der skal lægges vægt på, nemlig følgende: hvor længe parret har levet sammen forud for eventuel inseminering, om parret eventuelt har andre børn, samt eventuelle andre indikatorer. Det er faktisk lige præcis det skøn, som Ankestyrelsen også foretager i sagerne, og som en afgørelse fra januar 2015 netop er et eksempel på. På baggrund af det kan regeringen ikke støtte forslaget, da der ikke er behov for en lovændring. Tak.

Tak til ministeren. Så går vi til ordførerrækken, og først er det Venstres fru Tina Nedergaard.

Mange tak. Nu skal jeg rose dem, der roses bør og dermed også regeringen i den her sag. Vi er i Venstre faktisk helt enige med regeringen i at afvise forslaget fra SF og Enhedslisten, som jo går på, som ministeren redegjorde for, at kravet om 2½ års samliv bortfalder for lesbiske par, som hjemmeinseminerer.

Vi er imod af to overordnede grunde. For det første af den grund, at forældrene, moren og den ikkejuridiske medmor, forud for inseminationen jo har truffet et valg, i og med at man fravælger at komme ind under børnelovens bestemmelser, når man fravælger at lade en sundhedsperson assistere ved inseminationen. Der er altså også en juridisk betænkelighed i det fra vores side, netop den, at man jo ikke helt præcis kan vide, hvad der er foregået i det hjem. Dermed kan der jo faktisk være en biologisk far, som har en regulær interesse i også at være juridisk far, og det hensyn tillægger vi også betydning i Venstre.

For det andet er det sådan, at Ankestyrelsen, hvilket ministeren også meget fint redegjorde for, jo har vist ved en ændret praksis, at man kan dispensere fra kravet om 2½ års samliv ved stedbarnsadoption mellem den kommende medmor og barnet – medmor ved adoption – og den biologiske mor. Så jeg medgiver, at den problemstilling, som forslagsstillerne jo helt berettiget har rejst, er det ganske fornuftigt at vi får drøftet. Vi gjorde det også i et samråd med ministeren og gør det nu også i salen i dag – det er fuldstændig berettiget. Men vi føler ikke, at den problemstilling, som den er rejst på baggrund af, for os medfører et behov for at ændre lovgivningen.

Det er sådan med debatter i salen, at man undervejs i debatten godt kan få et behov for at svare på nogle spørgsmål, der ikke nødvendigvis er blevet rejst hernede, for de bliver rejst ude i hjemmene eller rejst andre steder. Et af de argumenter, der har været for dette beslutningsforslag, drejer sig om et barn, som altså er født af en biologisk mor, som man jo typisk er, men som er vokset op med en de facto medmor, som så efter 2½ års samliv kan stedbarnsadoptere, og hvor det barn rent faktisk også har en biologisk/juridisk far i baggrunden, som ikke nødvendigvis er aktiv omkring barnet. Det er blevet anført i debatten, at et sådant barn kan komme i en meget uheldig situation, for så vidt at barnet vokser op med en mor og en ikkejuridisk medmor og den biologiske mor dør, inden barnet er blevet stedbarnsadopteret. Det er blevet anført fra forskellig side, at det er en dybt problematisk situation, at et barn således kan opleve, at det jo sådan set juridisk og biologisk hører til hos en far, som det ikke er bekendt med.

Det synes jeg er et interessant aspekt. Jeg synes også, det er fuldstændig legitimt, at man bringer det frem i debatten. Jeg vil blot sige, at det jo altså gælder for tusindvis af børn, som er vokset op typisk hos deres biologiske mor, men uden kontakt med deres biologiske/juridiske far. Og i den situation, hvor den biologiske mor omkommer, ville statsforvaltningen skulle gå ind og tage stilling til, om det er biologien/juraen på den ene side, der vejer tungest, eller på den anden side f.eks. en netværksfamilie, som skal overtage det lille barn i en så tragisk situation, hvor barnet mister sin biologiske mor.

Vi kan ikke støtte forslaget, som vi i øvrigt har stor sympati for, og som gør, at vi får drøftelsen af det her i salen.

Tak til Venstres ordfører. Så er det Socialdemokraternes ordfører hr. Jens Joel.

Tak for det. Jeg vil starte med at sige, at jeg synes, det er en væsentlig diskussion, som de to partier, SF og Enhedslisten, rejser med det her beslutningsforslag, og det giver os jo også anledningen til, synes jeg, at sige, at det er vigtigt – har været og stadig er vigtigt – for den nuværende regering at sikre, at man kan leve sammen i familier i Danmark på den måde, man helst vil, i så stor udstrækning som det overhovedet er muligt og med de juridiske rettigheder, som der er.

Vi synes, det er et kæmpe skridt fremad, at man har mulighed for at være sammen i en familie med en mor og en medmor. Vi synes også, at de regler, der ligger på nuværende tidspunkt, faktisk i meget vid udstrækning både giver den mulighed at vælge den livsform til, hvis det er det, man har lyst til, men også sikrer, kan man sige, den juridiske stilling, som altid i familiesituationer vil være kompliceret. Det er jo ikke en unik situation for lesbiske par eller for andre homoseksuelle, at der er nogle juridiske gråzoner i det her, og derfor tror vi faktisk fra Socialdemokratiets side på, at den balance, der ligger i lovgivningen lige nu, er den rigtige i forhold til at sikre både den biologiske far, som måtte kunne skrives ud af ligningen uden egentlig at blive spurgt om det her, hvis ikke man har nogen garantier, men selvfølgelig også i forhold til barnets tarv i den her situation.

Samtidig med at vi synes, det er meget, meget vigtigt, at man kan leve sit liv, som man vil, så synes vi også, at lovgivningen faktisk giver mulighed for det. Man har mulighed for under supervision af sundhedspersonale, som det er blevet sagt, at sikre sig, at man kommer ind under barneloven, altså at man får de her muligheder for at være en familie, sådan som man gerne vil, og vi synes ikke, at der er behov for lovændringer på det område.

Det er også klart, at der er den kendelse fra Ankestyrelsen. I den kan vi jo sige, at der netop blev fortolket på en situation, hvor man mente, at der var tale om en familie; hvor der ikke var tvivl, og hvor der var et etableret samliv. Der var stabile rammer. Der går man jo ind, når man laver sådan en afgørelse, og anerkender også den reelle situation i familien, og det synes vi er en god måde at sikre, at man både har den juridiske sikkerhed og samtidig har den, kan man sige, mulighed for at fortolke på reglerne, som ligger i Ankestyrelsen.

Så vi afviser det her beslutningsforslag, fordi vi mener, at den nuværende stilling er den mest sådan retssikkerhedsmæssigt rigtige, men vil jo så selvfølgelig samtidig gerne understrege, at det også har været vigtigt for os at etablere den ret til at have familier og leve, sådan som man gerne vil. Jeg har lovet at hilse fra Det Radikale Venstre og sige, at de heller ikke støtter beslutningsforslaget.

Tak til begge partier. Og så er det Dansk Folkepartis ordfører, fru Susanne Eilersen.

Tak for det. Da vores ordfører ikke har mulighed for at være til stede, skal jeg hermed fremføre talen på vegne af Dansk Folkeparti.

At ville barnets bedste ligger nok de fleste af os meget på sinde i vores privatliv og i vores politiske arbejde. Dette forslag, som vi debatterer her, har flere betragtninger i forhold til at sikre et barn en god tilværelse med sine forældre. Når vi skal vurdere og tage stilling til, om der skal ske ændringer og lovændringer, således at 2½-årskravet kan fraviges, er det vigtigt at se på, hvad der er muligt i dag.

Den anden dag blev der afholdt et samråd i Socialudvalget om emnet, og der blev på mødet ad flere omgange refereret til en sag, der drejede sig om den problemstilling, som forslaget vedrører, og hvor Ankestyrelsen, da den behandlede den konkrete sag, fraveg det krav om 2½ års samliv. Det vil sige, at der i dag er mulighed for at fravige kravet ud fra en konkret og individuel vurdering. Det bekræftede ministeren også på mødet.

Det, der kan være relevant at vurdere for at tage endelig stilling til forslaget, er, hvorfor et lesbisk par, der har ønsket at etablere familie og få børn, ikke vælger at tage på en godkendt klinik og der få screenet den medbragte sæd og få foretaget inseminering med lægelig assistance. Så ville ønsket om en kendt donor til barnet kunne opfyldes, og samtidig ville det opfylde ønsket om at sikre begge mødres ret til barnet.

I forslaget nævnes det, at det kan være meget omkostningsfuldt at få foretaget denne screening. Andre steder vurderes det betragtelig billigere end det, der nævnes. Det skal selvfølgelig undersøges, hvad der er korrekt, men for Dansk Folkeparti er beløbsstørrelsen ikke det udslagsgivende for, hvorledes vi endelig forholder os til selve forslaget. Derimod mener vi, det er vigtigt at være bevidste om, at alt, hvad vi som mennesker foretager os i livet, har konsekvenser; det hersker der ingen tvivl om. Det har også konsekvenser, når man vælger at leve i andre familieformer og gerne der vil etablere en familie med børn. Det er der jo primært biologiske årsager til.

Dansk Folkeparti anerkender, at der er andre familieformer, og at børn også kan have en god opvækst i disse. Der er dog nogle ting, som unægtelig vil være anderledes, og som kræver en stillingtagen fra de voksnes side. Faktisk er der meget, man som voksen skal forholde sig til, når man vælger at få børn. Det vil der være livet igennem og for alle, der får børn, men når man vælger en anden familieform, er der ingen tvivl om, at der er nogle ekstra forhold, som man nøje skal overveje og tage stilling til.

Der kan også være ting, man skal gå på kompromis med, f.eks. at man i stedet for hjemmeinsemination skal henvende sig på en klinik. Umiddelbart må dette kompromis være til at leve med, hvis man dermed kan få opfyldt ønsket om at få et barn og være fælles om det. Derudover kan der ved en screening trods alt blive afklaret nogle sundhedsmæssige forhold, som ellers ikke ville afklares, såfremt der havde fundet en hjemmeinsemination sted. Det må være barnets tarv, der i så fald kommer i første række, hvilket for Dansk Folkeparti er meget væsentligt.

Det kan afslutningsvis også nævnes, at der kan være andre familieformer end den, der er nævnt i dette forslag, som også kan opleve uhensigtsmæssigheder i forhold til at sikre barnets ret juridisk, og hvor den voksne må forholde sig til det. Vil man i et lesbisk parforhold sikre medmoren og især barnet, såfremt noget skulle ske den biologiske mor, er det vigtigt at tage stilling til dette, inden barnet undfanges.

Dansk Folkeparti finder ikke, at der er tilstrækkeligt belæg for at støtte forslaget, da der allerede i dag er mulighed for at kunne sikre parterne, såvel den voksne som børnene. Tak for ordet.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så giver jeg ordet til Enhedslistens ordfører, fru Pernille Skipper.

I dag er reglerne sådan, at man som lesbisk par, der benytter en kendt sæddonor og inseminerer hjemme, skal have haft 2½ års samliv med barnet, før den biologiske medmor kan stedbarnsadoptere, og det er det, vi kalder for samlivskravet. Det er altså reglen, selv om der ikke er nogen tvivl om, at de to mødre er barnets ægte forældre, og at det hele tiden har været tiltænkt sådan.

Den regel er et problem, bl.a. fordi den ikkebiologiske medmor ingen juridiske rettigheder har i barnets første 2½ leveår, herunder f.eks. ikke retten til en barselsorlov. Men mere vigtigt er det, at det har en betydning for barnets ret til begge sine forældre. Der siger jeg helt åbent, at én ting er forældrenes rettigheder, noget andet – og det er det vigtigste for os i Enhedslisten – er barnets rettigheder, og vi mener, at børn skal have ret til begge deres forældre.

Både barn og medmor vil være ringe stillet, hvis den biologiske mor skulle afgå ved døden, inden stedbarnsadoptionen er gennemført, for i så tilfælde ville barnet nemlig skulle overgå til den biologiske far, som sandsynligvis ingen kontakt har med barnet, eller som har en meget begrænset kontakt med barnet. Samtidig vil barnet i tilfælde af skilsmisse mellem de to mødre rent juridisk ikke have ret til samvær med den ene forælder. Og der er det vores klare udgangspunkt, at børn har ret til begge deres forældre, også i de første 2½ leveår, og det mener vi ikke at reglerne, som de er i dag, er i overensstemmelse med.

Siden vi i Enhedslisten sammen med SF har fremsat det her beslutningsforslag, er der kommet en ny afgørelse fra Ankestyrelsen, som ministeren også har omtalt, hvor Ankestyrelsen konkret fraviger kravet om 2½ års samliv. Det gør de, som ministeren også sagde, af de samme grunde, som Enhedslisten og SF opremser som de mulige kriterier, man burde basere fremtidige afgørelser på, nemlig ud fra en helt individuel vurdering, hvor der fokuseres på familiens stabilitet og indikatorer for det, f.eks. at parret har levet sammen forud for fødslen, at der er andre børn i familien, men det kan også være andre indikatorer.

Vi har alligevel opretholdt det her beslutningsforslag, fordi vi vil være sikre på – og det var også derfor, vi indkaldte til et samråd forud for førstebehandlingen – at man ikke tager det ene rigide krav om 2½ års samliv og erstatter det med et andet rigidt krav om, at der f.eks. skal være en ældre søskende, for at man kan stedbarnsadoptere, før der er gået 2½ år. Og på trods af det samråd har vi ikke rigtig kunnet få svar på, hvad retstilstanden er. Der vil jeg medgive ministeren – sådan som han også sagde på samrådet – at ministeren jo ikke kan garantere, at praksis udvikler sig på en bestemt måde. Og ministeren nikker tilfreds, fordi jeg har forstået budskabet – det er dejligt; sådan kan det jo gå så godt. Og det er fuldstændig rigtigt, at ministeren ikke kan garantere, at praksis udvikler sig på en bestemt måde – det vil være op til Ankestyrelsen. Og det er derfor, at vi fra Enhedslistens side har svært ved at forstå, hvorfor ministeren ikke gør det, som ministeren kan, nemlig at ændre på bekendtgørelsen. Det er faktisk noget, som ministeren ikke engang behøver at have Folketingets opbakning til, men noget, han kan gøre på egen hånd.

Jeg synes sådan set heller ikke, det er usagligt at sige – som er ministerens argument – at hvis man afskaffer kravet om 2½ års samliv, vil det også gælde for de større børn, som jo altså ikke på den her måde er et produkt af en hjemmeinsemination, men måske er et barn, som er ældre, og som måske har mistet en forælder. Og jeg synes ikke, det er usagligt, at man også afskaffer det her rigide krav, for så vidt angår de børn. Altså, man må spørge sig selv, hvorfor det er 2½ år. Hvorfor er det ikke 2 år? Hvorfor er det ikke 3 år? Efter 3 år vil det være mere stabilt. Ville det måske ikke være fuldstændig logisk i nogle tilfælde?

Under alle omstændigheder, uanset barnet, bør det være en konkret vurdering, fordi familiemønstre ændrer sig. Børn bliver født af enlige mødre; de får måske senere en far eller en mor nummer to; to kvinder får børn sammen – alt sammen er det en del af den virkelighed, som vores lovgivning bør kunne tilpasse sig. Og derfor ville det ud fra vores synspunkt være bedst, hvis man altid tog udgangspunkt i barnets tarv, og hvad der er bedst for barnet, så vi sikrer barnets rettigheder og tryghed.

Vi har stillet nogle flere spørgsmål til ministeren, som vi glæder os til at få svar på. Og fra Enhedslistens side vil vi i hvert fald sige, at det godt kan være, at man i nogle partier synes, det her drejer sig om en lille gruppe, men det er altså nogle børn, som ikke har ret til begge deres forældre, og dermed er det en rigtig vigtig gruppe.

Tak. Så er det Liberal Alliances ordfører, fru Merete Riisager.

Jeg skal gøre det kort, da jeg taler på vegne af fru Thyra Frank i dag. Enhedslisten og SF ønsker med dette beslutningsforslag, at regeringen skal foretage de nødvendige lovændringer med henblik på at lade det såkaldte samlivskrav ved stedbarnsadoption bortfalde for lesbiske par, som hjemmeinseminerer. Samlivskravet skal i stedet erstattes af en konkret individuel vurdering af parret og deres ansøgning om at måtte stedbarnsadoptere. Liberal Alliance kan støtte forslaget.

Tak til Liberal Alliance. Så er det fru Trine Mach, som er ordfører for forslagsstillerne.

I efteråret stemte et enigt Folketing for vedtagelsen af en ændring af adoptionsloven, som gjorde det muligt for samlevende par at adoptere på lige fod med ægtefæller, herunder blev det muligt for samlevende par at adoptere deres partners biologiske barn og foretage en såkaldt stedbarnsadoption. SF bakkede op om forslaget, for det var med til at gøre adoptionslovgivningen mere tidssvarende, så den flugter med nutidens familiemønstre. Her vælger nogle ægteskab, og nogle vælger at leve sammen uden juridiske papirer. Men som både SF og Enhedslisten, som er de fælles forslagsstillere til beslutningsforslaget, vi diskuterer, gjorde opmærksom på under forhandlingerne dengang, så afsluttede vi, i hvert fald efter vores opfattelse, arbejdet med et lille hul i loven, og det er det hul, som vores beslutningsforslag meget gerne skulle lappe.

Det danske frisind er en af de ting, som jeg personlig er mest stolt af ved vores land. Vi er et af de lande i verden, det er bedst at leve i, hvis man er homoseksuel. I 2014 kårede Lonely Planet f.eks. København som den mest homovenlige by i verden, og vi var de første, der gjorde registreret partnerskab mellem personer af samme køn muligt. Det synes jeg er fantastisk, og det vidner om et grundlæggende frisind og en respekt for menneskers ligeværd, som vi skal holde fast i. Det betyder ikke, at alt er idyl. Der er masser af udfordringer: hate crimes, trivselsproblemer, ulighed i fysisk og psykisk sundhed, selvmord, udfordringer på forældreskabssiden osv., og det skal vi i virkeligheden have arbejdet rigtig meget mere med, men det grundlæggende frisind og ønsket om menneskeligt ligeværd er der.

Men den slags kommer jo ikke af sig selv. Det er noget, man værner om og arbejder for, hvis man fortsat vil ligge i front som land. Derfor skal vi hele tiden arbejde mod diskrimination og arbejde for rummelighed og plads til forskellighed og arbejde med, at vores lovgivning i videst muligt omfang rummer den befolkning, som vi er, og sikrer menneskenes retssikkerhed. Det er derfor, vi synes, at det her beslutningsforslag er vigtigt. Det kan være, som min medforslagsstiller sagde, at det i virkeligheden er en ganske lille gruppe i antal. Det gør ikke forslaget mindre væsentligt.

I dag skal man som lesbisk par, som benytter en kendt sæddonorer og inseminerer hjemme uden en assisterende sundhedsperson, have haft 2½ års samliv med barnet, før den ikkebiologiske medmoder kan stedbarnsadoptere. Det her krav om 2½ års samliv bliver, som det er sagt tidligere fra talerstolen, i en nylig afgørelse fra Ankestyrelsen fraveget konkret, og det gør det af de samme grunde, som vi som forslagsstillere faktisk opremser som mulige kriterier ved fremtidige afgørelser, hvis man ikke havde et krav om 2½ års samliv, nemlig det, at man i stedet kunne have en individuel vurdering, hvor der fokuseres på familiens stabilitet, herunder at parret har levet sammen forud for fødslen, og at der også er søskende i familien og andre lignende kriterier.

Til trods for et i øvrigt udmærket og konstruktivt samråd med ministeren i sidste uge i Socialudvalget er det ikke forslagsstillernes opfattelse, at vi helt har vished for, at der ikke ligger en barriere i selve lovgivningen, ikke mindst fordi vi forstår – og det er noget af det, som ministeren selv var inde på vi skulle have afklaret – at prisen for screening af sæd er ganske høj, og det kan derfor være en barriere for folk, der ønsker at være forældre. Derfor valgte vi at opretholde beslutningsforslaget, fordi vi ønsker at sikre os, at praksis ikke bliver sådan, at det ene krav – 2½-årskravet – erstattes af et andet krav, nemlig at parret har et andet barn sammen. Det var det, min medforslagsstiller var inde på tidligere.

Det er jo ikke nogen hemmelighed og slet ikke nu, at det her B-forslag i udgangspunktet ikke har hele Folketingets opbakning. Der var heller ikke opbakning, da vi i efteråret sammen med Enhedslisten påpegede problemet, da vi forhandlede den tidligere ændring af adoptionsloven. Men noget af det, der i virkeligheden var godt ved det åbne samråd, var jo, at det viste en grundlæggende værdipolitisk opbakning til, at lesbiske i Danmark skal have samme muligheder for at leve et helt almindeligt familieliv som alle andre, og det, at barnet i virkeligheden skal være i centrum, når vi lovgiver, er jo et rigtig vigtigt fælles udgangspunkt at have. Det er vi glade for. Derfor havde vi også håbet på, at vi sammen ville kunne finde en løsning, så vi kunne lukke det her hul, som vi betragter det, hvor kravet på 2½ års samliv er med til at skubbe en gruppe af borgere ud fra at kunne stedbarnsadoptere i det øjeblik, de ønsker det.

Vi havde også håbet, at nogle af de eventuelle bekymringer, som vi har, kunne vi få forhandlet på plads. Og som vi hørte på samrådet, var en af ministerens bekymringer i virkeligheden måske, at nu skulle de her lesbiske måske tage sig lidt sammen og få fundet den her sundhedsperson, der kan være med, sådan som systemet lige nu foreskriver, og det tror jeg egentlig ikke er ministerens holdning. Derfor savner vi lidt – og det her mener jeg hverken polemisk eller på nogen anden lignende måde – at ministeren redegør for, hvad bagsiden af medaljen er ved at gøre det, som vi faktisk foreslår, nemlig at ændre på den måde, vi har skruet bekendtgørelsen sammen på. Det står ikke helt klart, ikke efter samrådet og egentlig heller ikke efter debatten nu.

Men bortset fra det vil jeg takke for en rigtig god debat, og jeg håber, at vi fortsat kan diskutere, hvordan vi sikrer størst mulig lighed for alle typer af familieformer.

Tak. Der er en enkelt kort bemærkning, og den er fra fru Tina Nedergaard.

Tak. Jeg er helt enig med ordføreren i, at der faktisk har været et rigtig godt samarbejde omkring beslutningsforslaget. Det betyder ikke nødvendigvis, at vi ender med at stemme ens i Folketingssalen, og det er jo egentlig, som det skal være.

Jeg vil bare godt præcisere, at når vi vælger at stemme imod beslutningsforslaget, skyldes det faktisk, at vi ikke finder, at det er et hul i stedbarnsadoptionslovgivningen. Vi finder faktisk, at det er tilsigtet, og det er derfor, at vi i sin tid stemte for de ret skrappe krav. Nu kan der så dispenseres for det, hvis der i øvrigt er andre ting, der gør sig gældende. Men vi har drøftet det meget grundigt igennem i Venstre, og vi er egentlig meget tilfredse med, at der, når man stedsbarnsadopterer – så kan man diskutere, om dette område overhovedet skal være inde under stedbarnsadoption – så længe det er under stedbarnsadoptionslovgivningen, er nogle ret skrappe krav, fordi det at skifte familie jo er omfattende.

Jeg har egentlig ikke så mange spørgsmål til ordføreren. Jeg vil bare alligevel spørge ordføreren, om ikke ordføreren godt kan bekræfte, at det i hvert fald ikke har været intentionen i det, ordføreren har hørt, vi har sagt i Venstre om, at vi ikke ønsker ligestilling mellem lesbiske par og heteroseksuelle par, for det er nemlig meget vigtigt også for os i Venstre, at der er ligestilling, i det omfang det biologisk kan lade sig gøre.

Fru Trine Mach.

Tak. Jeg vil gerne bekræfte Venstres ordfører i, at Venstre ikke har sagt noget, der får mig til at tro, at Venstres ordfører ikke går ind for ligestilling mellem heteroseksuelle og mennesker, som tilhører en seksuel minoritet, og det kan ordføreren med ro i sindet tage med tilbage til sin folketingsgruppe og sige, at det ikke er denne ordførers opfattelse i hvert fald.

Så vil jeg sige, at jeg synes, og det var det, jeg sagde før, at det jo i virkeligheden er en interessant diskussion, fordi vi grundlæggende er enige om, at borgere i videst mulig udstrækning skal have ligestilling. Når vi som forslagsstillere betragter det som et hul eller en uklarhed, er det jo, fordi den her lille gruppe af borgere, lesbiske par, der ønsker at stifte familie via hjemmeinsemination uden tilstedeværende sundhedsperson, ikke får den samme type lovgivningsmæssige sikkerhed, men skal tilbage til en ankestyrelsesafgørelse, og det var det, vi gerne vil sikre at der var en fuldstændig lovmæssig klarhed over.

Fru Tina Nedergaard.

Jeg synes jo i hvert fald, at det her beslutningsforslag også tjener det formål, at der er nogle generelle ting, vi måske med fordel kan drøfte i udvalget, fordi det rejser jo også spørgsmålet: Hvad sker der egentlig i en sammenhæng, hvor en mand og en kvinde lever sammen og kvinden simpelt hen bliver gravid med en anden mand, hvor den anden mand jo har ret til at blive juridisk far i dag, og hvor det barn så først ville kunne overgå til den samlevende mand ved stedbarnsadoption? Derfor synes jeg egentlig, at det er fornuftigt, at vi i fællesskab i Socialudvalget – nu har vi jo tidligere her for nylig i forbindelse med adoption uden samtykke, hvor jeg var ordfører, taget initiativ til, at vi havde en teknisk høring – prøver at brede lidt ud, hvad der egentlig sker i de her sager mere bredt, også i de sager, hvor der i øvrigt ikke er kontakt med en biologisk forælder.

Fru Trine Mach.

Det vil jeg da som ordfører for SF meget gerne være med til at vi tager. Jeg synes, at de debatter, vi har i Socialudvalget, grundlæggende udmærker sig ved at handle om politik, så det vil jeg bakke op om.

Jeg siger tak til ordføreren for forslagsstillerne, fru Trine Mach.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at beslutningsforslaget henvises til Socialudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget.

Det er vedtaget.