B 43 Forslag til folketingsbeslutning om en national undersøgelse af plejeboligenheder.

Udvalg: Socialudvalget
Samling: 2014-15 (1. samling)
Status: Bortfaldet

Om beslutningsforslaget

Sagsgang:
Fremsat 11-12-2014
1. behandlet/henvist til udvalg 24-02-2015
Beretning afgivet 26-03-2015
Ministerområde:
Ministeriet for Børn, Ligestilling, Integration og Sociale Forhold
Resumé:
Med beslutningsforslaget pålægger Folketinget ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold at udarbejde en national undersøgelse af landets plejehjem og plejeboliger. Undersøgelsen skal afdække forholdene for beboere i de kommunale plejeboligtilbud. I undersøgelsen bør der indgå en vurdering af bemanding, faglighed hos plejepersonalet, daglige rutiner og fysiske rammer samt af kvalitet og tilgængelighed af sundhedsfaglige kompetencer.

Undersøgelsen skal desuden inddrage forholdene for den relativt store del af beboerne, der lider af demenssygdomme. Endelig skal undersøgelsen indeholde en afdækning af personalenormeringen pr. ældre. Undersøgelsen færdiggøres inden udgangen af april 2015, hvorefter Folketingets partier indkaldes til drøftelse af mulige tiltag på baggrund af undersøgelsen.

Socialudvalget har afgivet en beretning over beslutningsforslaget, hvoraf det fremgår, at udvalget er enige med ministeren for børn, ligestilling, integration og sociale forhold om at iværksætte en undersøgelse af forholdene i plejeboliger og på plejehjem, der skal være færdig ultimo september 2015.