Det sidste punkt på dagsordenen er:

24) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 31:

Forslag til folketingsbeslutning om genindførelse af omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager.

Af Torsten Schack Pedersen (V), Ole Birk Olesen (LA) og Brian Mikkelsen (KF).

(Fremsættelse 14.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Det er skatteministeren. Værsgo.

Med det beslutningsforslag, som vi nu behandler, B 31, fremsætter forslagsstillerne forslag om, at der sikres fuld omkostningsgodtgørelse for udgifter til virksomheder og fonde, som får medhold i klager mod SKAT i det administrative klagesystem. Forslaget begrundes med, at det ikke skal være forbundet med omkostninger at få ret i forhold til myndighederne.

Nærværende beslutningsforslag er i det store hele en genfremsættelse af beslutningsforslag B 17 fra folketingssamlingen 2013-14, som blev behandlet i Folketinget den 26. november 2013. Så hvis der er passager i min tale, som måtte virke bekendt, er det forklaringen derpå.

I 2009 blev reglerne om omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde afskaffet af den tidligere VK-regering med støtte fra Dansk Folkeparti. Det skete med henblik på at finde finansiering til forårspakke 2.0, og det bidrog til, at de skattelettelser, erhvervslivet havde efterspurgt, kunne gennemføres. I forbindelse med afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen til selskaber og fonde blev reglerne i øvrigt justeret på den måde, at selskaber og selvstændige erhvervsdrivende fik fradrag for udgifter til sagkyndig bistand ved en sagsbehandling ved SKAT. Derudover fik selskaberne fradragsret for samme type udgifter ved klageinstansen.

Forslaget om afskaffelse af omkostningsgodtgørelse indgik i Skattekommissionens rapport »Lavere skat på arbejde«, der dannede grundlag for forårspakke 2.0, og i rapporten fandtes det ikke, at der var knyttet retssikkerhedsmæssige betænkeligheder til afskaffelsen af omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde. Skattekommissionen lagde især vægt på, at selskaber og fonde i forbindelse med udarbejdelsen af selvangivelsen var bistået af professionelle rådgivere. Herudover var kommissionen af den opfattelse, at anledningen til en klage ofte var, at et selskab ønskede at få afklaret retsstillingen på et givent område.

Tal fra Skatteankestyrelsen synes heller ikke at kunne danne grundlag for at konkludere, at færre selskaber og fonde klager, efter at omkostningsgodtgørelsen til selskaber og fonde blev afskaffet i 2009. Således viser de nyeste tal, at antallet af selskaber, der klager, er på samme niveau som i 2006.

Går man ind på forslagsstillernes beslutningsforslag og tilbageruller reglerne fuldstændig, vil det betyde, at selskaber og fonde kan få omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. ved klageinstansen og ved domstolene. Muligheden for at få fradrag forsvinder så i forhold til tilsvarende udgifter ved klageinstansen og ved domstolene. Selskaber og fonde vil i stedet alene kunne få omkostningsgodtgørelse for udgifter til sagkyndig bistand m.v. i klagesager ved domstolene.

Med en sådan tilbagerulning af regelsættet til, hvad der gjaldt før ændringen i 2009, skønnes det, at statens udgifter til godtgørelsesordningen vil øges med 45 mio. kr. Regeringen vil naturligvis følge udviklingen på området, men regeringen må samtidig udvise en høj grad af økonomisk ansvarlighed. Der er behov for at prioritere statens udgifter, og regeringen finder derfor ikke, at tiden er til en ændring af regelsættet.

Regeringen kan derfor ikke støtte beslutningsforslaget.

Tak til ministeren. Og så går vi i gang med ordførerrækken. Fru Karin Gaardsted som ordfører for Socialdemokraterne.

Tak for det. Også her taler jeg på vegne af vores skatteordfører, fru Astrid Krag.

I 2009 afskaffede Venstre og De Konservative med støtte fra Dansk Folkeparti omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager. Pengene har partierne forlængst brugt i forbindelse med forårspakke 2.0 til at betale for skattelettelser til erhvervslivet. Hr. Torsten Schack Pedersen sagde dengang, i april 2009:

»Dansk erhvervsliv har talt for lavere marginalskatter. Det ønske efterkommer vi, men erhvervslivet må også være med til at betale regningen.«

Derfor står man tilbage med en fornemmelse af, at Venstre og deres venner har lidt svært ved at betale, når regningen kommer. For med det beslutningsforslag, som vi behandler nu, ønsker Venstre, Konservative og Liberal Alliance at genindføre omkostningsgodtgørelse til virksomheder og fonde i skattesager og altså at rulle betalingen af de skattelettelser, som de allerede har givet, tilbage. Det skal finansloven for 2015 så klare.

Forslagsstillerne begrunder forslaget med, at det vil styrke retssikkerheden. Det bekymrede ellers ikke den daværende skatteminister, hr. Kristian Jensen, da han afskaffede godtgørelsen. Den 23. maj 2009 udtalte han til Jyllands-Posten, og jeg citerer: »Nej, jeg mener ikke, at man skærer i retssikkerheden«.

Bekymringen virker da også ubegrundet. For det første har selskaberne helt tilbage fra juni 2009 i stedet haft mulighed for at få fradrag for deres udgifter til sagkyndig bistand, herunder advokatbistand. Samtidig har selskaberne og de selvstændigt erhvervsdrivende fradrag for udgifter til sagkyndig bistand ved behandling af sagen i første instans og altså ikke kun i klagesager.

For det andet viser de nyeste tal fra Skatteankestyrelsen, at antallet af selskaber, der klager, er på samme niveau som i 2006. Situationen er heldigvis ikke ændret, selv om reglerne er blevet lavet om, og det er jo rigtig godt.

Både borgeres, virksomheders og fondes retssikkerhed er vigtigt for regeringen, så selvfølgelig skal vi holde et vågent øje med, om udviklingen går den forkerte vej. Det synes dog ikke at være tilfældet i dag, og i en tid, hvor økonomien er knap, prioriterer vi derfor ikke at ændre reglerne.

Med finansloven for 2015 ønsker vi at styrke fællesskabet. Derfor har vi prioriteret bedre behandling af mennesker med kroniske sygdomme, flere pædagoger i børnehaver og vuggestuer og ekstra hjemmehjælp til vores ældre.

Socialdemokraterne kan ikke beslutningsforslaget.

Tak for det. Den næste ordfører er hr. Dennis Flydtkjær, Dansk Folkeparti.

Det her forslag handler om, at der skal sikres fuld omkostningsgodtgørelse af udgifter for virksomheder og fonde, som får medhold i sager mod SKAT i det administrative klagesystem. Igennem de sidste par år har der været meget storm omkring SKAT og meget kritik af SKAT, hvilket også har vist, at der har været behov for at skabe en bedre retssikkerhed, både for borgere, men også for virksomheder, som det her forslag så omhandler. Der har været en regulær tillidskrise omkring SKAT, og derfor synes jeg også, det er vigtigt, at vi får fokus på retssikkerheden, så vi får tilliden tilbage. Det er trods alt vigtigt, at selskaber har en god mulighed for at tage kampen op mod staten, hvis de føler, at de har fået en uretfærdig behandling, og det er så her, omkostningsgodtgørelsen kommer ind.

Vi synes i Dansk Folkeparti, at det er helt naturligt, at man får en omkostningsgodtgørelse, hvis man vel at mærke vinder sagen, så det ikke er de økonomiske ting, der gør, at man bliver afskrækket fra at føre en sag. Hvis man som virksomhed fra starten kan se, at den økonomiske gevinst ved at føre sagen om den fejl, som SKAT f.eks. skulle have begået, er langt lavere end de omkostninger, man potentielt får ved at føre sagen, så tror jeg, at der er nogle, der måske vil lade være med at føre sagen. Det synes jeg egentlig er ærgerligt, fordi de så ikke får oprejsning for den fejl, der eventuelt er blevet begået.

Så vi synes, det er helt naturligt, at man får indført omkostningsgodtgørelsen igen, men vi kan også ud fra den debat, der har været indtil videre, se, at regeringspartierne, og også SF og Enhedslisten, vil jeg gætte på, ikke støtter det. Så det her må jo så være op til et potentielt nyt borgerligt flertal, hvis der kommer det efter et valg, at få genindført det her.

Tak til Dansk Folkeparti. Der kommer lige en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen, Enhedslisten.

Her er der jo typisk tale om professionelle folk, der har deres egne juridiske afdelinger og skatteafdelinger og alt muligt til at føre deres sager. Synes Dansk Folkeparti ikke, det var mere interessant at sætte fokus på kontanthjælpsmodtagere og arbejdsløse og andre, som jo hurtigt får frataget deres ydelser fuldstændig, men som ikke har nogen omkostningsgodtgørelse, hvis de ønsker at rejse en klagesag? Var det ikke meget vigtigere at kigge på det spørgsmål end det her, hvor det er virksomhederne med deres store afdelinger, der tager sig af den her slags spørgsmål?

Tak, så er det ordføreren.

Jeg er ikke helt enig i præmissen for spørgsmålet, for det her er jo ikke nødvendigvis kun store multinationale selskaber, der har kæmpe skatteafdelinger og råd til dyre skatteadvokater og revisorer. Det her kunne lige så godt være et lille selskab. Det kunne lige så godt være bilforhandleren, eller det kunne være tømrervirksomheden med to ansatte. Der er jo ikke nogen grund til, at det nødvendigvis skal være store selskaber. Og små selskaber har altså ikke uanede økonomiske ressourcer til at køre sådan en sag.

For mig gælder retssikkerhed både virksomheder og borgere. Begge dele er lige vigtigt. Så jeg er sådan set enig i, at der godt kunne være behov for også at kigge på retssikkerheden for borgere. Nu handler det her forslag, som jeg ikke selv er medforslagsstiller på, om virksomhedernes mulighed for at få en ordentlig retssikkerhed. Jeg synes sådan set, det er ganske rimeligt, at man også sørger for, at de får det.

Tak, så er det hr. Frank Aaen.

Så kan vi regne med, at Dansk Folkeparti stemmer for, når vi på et tidspunkt efter et valg – hvis det kommer snart, det gør det nok – fremsætter et forslag om, at almindelige borgere, kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og andre, der følger sig mishandlet i systemet, selvfølgelig skal have mulighed for at få godtgørelse, hvis de rejser en sag?

Tak, så er det ordføreren.

Nu handler det her forslag jo om virksomhedernes mulighed for at få omkostningsgodtgørelse, og jeg har ikke læst op på, hvad det vil have af bl.a. økonomiske konsekvenser og andre ting for de sager, som hr. Frank Aaen nævner. Men hvis der kommer et forslag om det, vil vi selvfølgelig læse op på det og tage stilling til det.

Men generelt er vi ganske positive over for, at danskerne og virksomhederne skal have en rigtig god retssikkerhed, når man nu tager kampen op mod det offentlige. Derfor er vi egentlig ganske positive over for ideen om at kigge på de ting, men jeg er som skatteordfører ikke ekspert i, hvad det lige ville betyde både provenumæssigt og retssikkerhedsmæssigt. Men lad os kigge på det.

Tak for det, tak til ordføreren. Hr. Nadeem Farooq er den næste ordfører, og det er for Det Radikale Venstre. Værsgo.

Tak. Det skete i de dage i 2009, hvor reglerne om omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde blev afskaffet. Det var VKO, der afskaffede den godtgørelse for at skrabe penge sammen til skattelettelserne i forårspakke 2.0. Det var jo gode skattelettelser, så der er ikke noget kritik for det, men det er bare vigtigt at have med, når man nu taler om, at retssikkerheden trædes under fode.

Jeg har et par bemærkninger til det med, at retssikkerheden har lidt overlast, for i forbindelse med afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen til selskaber og fonde ændrede man også reglerne, således at selskaber og selvstændigt erhvervsdrivende fik fradrag for udgifter til sagkyndig bistand ved en sagsbehandling ved SKAT. Dertil skal man lægge, at i forbindelse med Skattekommissionens rapport om lavere skat på arbejde, som indgik i grundlaget for forårspakken og skattelettelserne tilbage i 2009, fandt man heller ikke nogen retssikkerhedsmæssige betænkeligheder ved afskaffelsen af omkostningsgodtgørelse til selskaber og fonde.

Det, Skattekommissionen især lagde vægt på, var, at selskaber og fonde i forbindelse med udarbejdelsen af selvangivelsen var bistået af professionelle rådgivere. Hvis man ser på tal fra Skatteankestyrelsen, synes der heller ikke at være noget grundlag for at postulere, at færre selskaber og fonde klager, i og med at de nyeste tal viser, at antallet af klager er på samme niveau i 2006 som i 2009.

Derfor kan man samlet set sige, at i den ideelle verden, hvis der var penge til det, synes jeg, det ville være en glimrende idé at genindføre omkostningsgodtgørelsen, men det er jo altid en prioriteringsopgave, og i det lys, og når jeg også tænker på, at jeg ikke mener, at det har haft nogen nævneværdig negativ effekt på retssikkerheden, skal jeg sige, at Radikale Venstre ikke kan støtte nærværende beslutningsforslag.

Der er en kort bemærkning fra Torsten Schack Pedersen.

Da hr. Nadeem Farooqs politiske leder, som nu er indenrigs- og økonomiminister, tiltrådte som skatteminister – jeg ved godt, at det var for en temmelig kort periode – var kodeordet for ham retssikkerhed. Det var i højsædet, og det skulle der gøres noget ved. Den daværende skatteminister blev også spurgt til forslaget om fuld omkostningsgodtgørelse, og ligesom den radikale ordfører nu udtrykte den daværende skatteminister sig egentlig positivt om forslaget, men havde ikke lige penge til det.

Nu har der så været et forløb, der har været en finanslovsforhandling, og der foreligger en aftale, og der er mit spørgsmål så bare: Når både den radikale ordfører og den nuværende politiske leder af Det Radikale Venstre i princippet har udtalt sig positivt om det og sagt, at det ville være et glimrende forslag, hvorfor er det så, at man har valgt ikke at prioritere det alligevel?

Ordføreren.

Jeg vælger at se det som en stor ros til De Radikale, at vi synes, at i en ideel situation ville det egentlig være fint at have den omkostningsgodtgørelse, men samtidig en kritik af, at vi ikke er så gode til at finde de penge til at genindføre omkostningsgodtgørelsen, kan man sige.

Hr. Torsten Schack Pedersen.

Jeg skal forstå det sådan, at Det Radikale Venstre principielt er tilhænger af, at der genindføres fuld omkostningsgodtgørelse, men at det alene er et spørgsmål om økonomisk prioritering. Men altså, i grundsubstansen synes Det Radikale Venstre at det er rimeligt ud fra en retssikkerhedsbetragtning, at man genindfører fuld omkostningsdækning. Det er den måde, jeg forstår ordføreren på, og det glæder mig, fordi så er det jo, havde jeg nær sagt, alene en prioriteringskamp om at finde økonomiske ressourcer dertil, mere end det er et spørgsmål om, hvorvidt det er rimeligt eller ej, for det lader til, at vi ser ens på det.

Ordføreren.

Der er ingen tvivl om, at for Det Radikale Venstre betyder retssikkerhed utrolig meget – retssikkerhed for virksomheder, retssikkerhed for borgere, retssikkerhed for udsatte, retssikkerhed i det hele taget. Der er ingen tvivl om, at det her selvfølgelig også handler om provenu, det handler om penge, og det er den primære årsag til, at vi ikke har kunnet tilvejebringe en genindførelse af omkostningsgodtgørelsen. Men der vil jeg også sige, at hvis man så havde kunnet påpege væsentlige retssikkerhedsmæssige betænkeligheder eller udfordringer i kølvandet på afskaffelsen af omkostningsgodtgørelsen, så havde vi nok også prioriteret det højere.

Tak til den Radikale ordfører. Jeg ser ikke nogen ordfører til stede fra SF – der er ikke nogen? Det er hr. Frank Aaen, der repræsenterer to partier i dag?

Ja, jeg skal sige både for SF og for Enhedslisten, at vi er imod det her B-forslag. Man kan godt blive lidt forundret en gang imellem, når partier, som altså for kort tid siden sagde, at det her var en dum ordning, så lige pludselig foreslår den genindført. Jeg skal ikke kunne sige, hvorfor V og K i sin tid syntes, at det var en dårlig ordning med den her omkostningsgodtgørelse, men jeg er ret sikker på, at det spillede ind hos den daværende regering, at det her jo betød, at det var en slags pengemaskine for advokater.

Jeg vil sige, at sammen med læger er advokater måske nok nogle af dem, der er allerbedst til at sørge for, at pengemaskinen ruller, og man syntes så hos VK i sin tid, at nu måtte man nok lige sætte en bremse i, så statens udgifter ikke bare eksploderede til fordel for enkelte erhvervsgrupper. Vi har det slet ikke sådan, at vi synes, det er en god idé bare at genindføre den pengemaskine.

Skulle det så endelig være, at man syntes, der var penge til at lave noget bedre retsbeskyttelse for folk, så synes vi, at det skulle gælde kontanthjælpsmodtagere, arbejdsløse og andre, der kommer i klemme i det sociale system, for de har jo ikke nogen hjælp. Altså, de kan oven i købet vinde en sag, og de får ikke engang pengene tilbage, selv om de har vundet sagen. Og de får i hvert fald ikke godtgørelse for den juridiske hjælp, de måske har indhentet undervejs.

Så kom med det, Venstre og Konservative. Kom med det forslag om, at folk, der kommer i klemme i det sociale system, skal have godtgørelse, at de skal være sikre på, at de får dækket deres sagsomkostninger, når de har en sag og de vinder den. Sådan er det ikke i dag, sådan burde det være – og det vil vi støtte til hver en tid.

Men mon ikke virksomhederne med deres juridiske afdelinger, som de har i forvejen, klarer at vurdere, om det er en god idé at rejse en sag, og så tage omkostningen, hvis de taber den, og tage gevinsten, hvis de vinder den?

Tak til ordføreren for Enhedslisten, der også dækkede SF. Så er det hr. Ole Birk Olesen som Liberal Alliances ordfører.

Vi er medforslagsstillere på det her beslutningsforslag, fordi vi jo bakker op. Og det gør vi, fordi vi synes, at det helt principielt er rigtigt, at hvis SKAT fører sager mod såvel borgere som virksomheder og SKAT taber de sager, så bør SKAT dække de omkostninger, som borgere og virksomheder har haft ved at blive anklaget af SKAT for at have begået noget, der var forkert.

I dag er der omkostningsgodtgørelse for borgere, men altså ikke for virksomheder, og det synes vi der skal være. Og det er ikke kun af hensyn til borgere og virksomheder selv, altså dem, der er i situationen; det er også af hensyn til hele retssikkerheden i Danmark, og at vi får slået fast, hvis det er, at SKAT ikke har forstået loven ordentligt.

For man kan forestille sig en sag, hvor en virksomhed af SKAT får at vide, at virksomheden skal betale 50.000 kr. mere, end virksomheden egentlig havde tænkt sig at skulle betale. Virksomheden står så i en situation, at hvis virksomheden skal føre sagen, vil det koste måske 200.000 kr. Den virksomhed har jo ingen interesse i at føre sagen, fordi gevinsten kun er på 50.000 kr., mens omkostningen er på 200.000 kr., selv om virksomheden kan se og ved, at SKAT er forkert på den her, og at SKAT vil tabe, hvis virksomheden fører sagen. Og så fører det ikke til, at SKAT får en næse af det juridiske system, fordi SKAT er kommet med et forkert krav til virksomheden.

Dermed fortsætter SKAT en praksis over for borgere og virksomheder, som er forkert, fordi der aldrig er nogen, der har en interesse i at føre sagen, fordi gevinsten ved at føre sagen er mindre end omkostningen. Og det er et problem, ikke kun for den pågældende virksomhed, men for hele landet og for alle, der kan komme i en lignende situation senere hen.

Så vil jeg lige sige, at ved det sidste beslutningsforslag sagde jeg til Venstre og Konservative, at jeg godt kan forstå det her med, at man går i forhandling med en regering om en skattereform. Der er en masse ting, man godt kan lide ved den reform, der er nogle få ting, man ikke kan lide, men det sluger man som omkostning for at få alt det gode. Og når man så har gennemført det, fastholder man, at man stadig væk er imod det der, og man fastholder retten til at fremsætte beslutningsforslag. Det kan jeg sagtens forstå.

Den her sag er et eksempel på noget andet. Den er et eksempel på, at man fører en anden politik, når man selv er i regering, end man fører, når man er i opposition. Fjernelsen af omkostningsgodtgørelsen for virksomheder er jo noget, som VK-regeringen selv har gennemført med det flertal, den havde sammen med Dansk Folkeparti dengang i 2009. Nu kommer man så ud og er ikke længere i regering, og så vil man noget helt andet.

Det lægger sig i enden på nogle andre sager, hvor det var samme forhold. Man indførte en fedtafgift, som man så fortrød, lige så snart man kom i opposition; man barslede med en energireform, en energiaftale med en masse forhøjelser af energiafgifter, som man, da man kom i opposition, pludselig påstod at man var imod.

Det forstår jeg ikke, det synes jeg faktisk ikke er reel politik, altså det der med at føre to forskellige slags politik, afhængigt af om man er i regering eller i opposition. Det synes jeg er uærligt. Men når man kommer på bedre tanker, bakker vi op, selvfølgelig. Men jeg synes, at man burde afholde sig fra den slags ting.

Det er jo det samme, som også Socialdemokraterne og SF's står for, når de, mens de er i opposition, barsler med »En Fair Løsning«, der bruger milliarder og atter milliarder på ting og sager, som man så, når man kommer i regering, indrømmer at man ikke havde penge til – og så fører man ikke den politik længere.

Der har de der regeringsbærende og såkaldt ansvarlige partier altså en meget uansvarlig omgang med politikken i Danmark, fordi de bilder vælgerne ind, at de kan en masse, når de er i opposition, og så slet ikke gør det, når de er i regering. Eller omvendt: De gør tingene, når de er i regering, og påstår, de er imod det, når de så er i opposition. Det synes jeg ikke er en måde at føre politik på, som er i orden.

Men beslutningsforslaget bakker vi op om.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Brian Mikkelsen som konservativ ordfører.

Vi må erkende, at da VK-regeringen sammen med Dansk Folkeparti ændrede reglerne i 2009 og fjernede den fulde omkostningsdækning, var det en fejl. Det var en fejl af principielle årsager og af retssikkerhedsmæssige årsager. For situationen er jo nu den, at en mindre håndværkervirksomhed, som oplever at have en stor sag med skattevæsenet, selv må afholde udgifterne under sagen, men de skal sågar også, hvis de vinder sagen og SKAT uretmæssigt har rejst sagen, betale omkostningerne. Det er selvfølgelig urimeligt, og det gør jo også, at man retssikkerhedsmæssigt kan komme lidt i tvivl om, om man nu vil rejse sagen eller ikke rejse sagen.

Så det var en fejl at gennemføre initiativet i 2009. Nu vil vi så rette op på det igen, hvis der forhåbentlig kommer en borgerlig regering, så der igen kommer retssikkerhed og kommer perspektiv i, at man selvfølgelig godt kan gå ind i en sag med skattevæsenet som overmagt og som statsmagt og så få den fulde omkostningsdækning. Derfor holder vi fast i, at det er et nødvendigt forslag, som retter op på de problemer og skævheder, der er i systemet i dag.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre.

En række af de forslag, vi har diskuteret i dag, har givet anledning til sådan en historisk diskussion om, hvordan det nu lige var, det var. Og jeg tror måske egentlig, det ville være passende – også i den her forbindelse – lige at gå tilbage og spørge: Hvordan var det lige, det var?

For det var sådan, at før VK-regeringen trådte til i 2001, var der ikke fuld omkostningsgodtgørelse. Det var VK-regeringen, der indførte den fulde omkostningsgodtgørelse for borgere og virksomheder i klagesager, fordi vi ikke ønskede den situation, som hr. Ole Birk Olesen meget glimrende beskrev: at man som skattebetaler, hvad enten det var som person eller virksomhed, ikke anlagde sag af frygt for, at omkostningerne forbundet med at vinde sagen ikke stod mål med den tvist, man havde med skattemyndighederne, altså fordi den dækning, man fik af sine omkostninger, var alt for beskeden.

Så ud fra en grundlæggende retssikkerhedsmæssig betragtning var det vurderingen, at det ikke skulle kunne risikere at være forbundet med tab at få ret. Derfor indførte VK-regeringen den fulde omkostningsgodtgørelse. Det glemmes lidt i diskussionen i dag, hvor det alene er den begrænsning, der kom i 2009, der har været omdrejningspunktet. Men virkeligheden er altså, at den fulde omkostningsdækning var noget, som VK-regeringen indførte ved sin tiltræden. Det er bare lige for at få det på plads.

Det er jo selvfølgelig lidt ærgerligt, at Socialdemokratiet ikke stiller med sin ordfører, for der var jo mange ting, man også kunne diskutere i denne sag, men lad nu det ligge. Man kan jo bare konstatere, at partiet ikke ønsker at prioritere det.

Det gælder jo også, i forhold til hvad Det Radikale Venstre sagde om, hvad økonomi- og indenrigsministeren udtalte, da han var skatteminister – nemlig at han sådan set godt kunne se det retssikkerhedsmæssige fremmende i at sikre en fuld omkostningsgodtgørelse for virksomheder og fonde – at det så åbenbart ikke er noget, der er blevet prioriteret fra Det Radikale Venstres side i regeringens finanslovsudspil eller i regeringens finanslovsaftale. Men som jeg også har gjort det ved andre lejligheder under debatterne i dag, vil jeg da glæde mig over den principielt positive melding fra Det Radikale Venstre, og det håber jeg jo så kan blive lidt mere håndfast på et senere tidspunkt, så der ikke bare er tale om pæne hensigtserklæringer, men også bliver sat handling bag ordene.

I forhold til den anden del af det, som hr. Ole Birk Olesen talte om, da han ud over at tale om det principielle i, at det altså er rimeligt, at borgere og virksomheder ikke risikerer tab ved at vinde en sag, kom med en kritik af, at Venstre og Konservative sammen med Dansk Folkeparti lavede den her ændring i 2009, vil jeg sige, at vi gerne vedstår, at det var en fejl, men det værste ved at begå en fejl er jo stædigt at holde fast i den. Hvis man har begået en fejl, må man rette op på den. Det mener jeg er rimeligt og ganske lige ud ad landevejen.

Der er måske også en del af historieskrivningen, som ikke er blevet belyst i dag, og som jeg tror at hr. Ole Birk Olesen slet ikke er bekendt med. For jeg tror, at det sidste lovforslag – må det næsten have været – som den daværende skatteminister, hr. Peter Christensen, sendte i høring som skatteminister, faktisk var et forslag ikke om en fuld gennemførelse af omkostningsgodtgørelsen til virksomheder og fonde i skattesager, men dog om en række klare forbedringer i forhold til det, der var lavet i 2009. Så allerede, mens VK havde regeringsmagten, var der initiativer til at udbedre den fejl, der blev begået i 2009.

Til sammenligningen i forbindelse med det, at man skifter politik, er uansvarlig og sådan noget, altså til sammenligningen af det, som vi har gjort i Venstre, med det, regeringspartierne har gjort, må jeg nok sige, at det må jeg virkelig have mig frabedt. Regeringspartierne kom med et fatamorgana – et katalog, der kunne løse alle landets problemer på 12 minutter, og så var der mælk og honning; der var ikke grænser for, hvor mange penge der skulle hældes ud over kommunerne. De har så ikke fået udgiftsstop, men en minusvækst i deres velfærdsudgifter, og det står lidt i skærende kontrast til, var det 1,4 pct. i vækst, de skulle have haft?

Der må jeg sige, at vi i Venstre lavede et forslag og vedtog et forslag, der var en besparelse, som vi så efterfølgende siger ikke var den klogeste besparelse, vi fandt på i vores tid. Så det retter vi op på med fuld finansiering i vores finanslovsudspil. Altså, hvis vi ikke ville rette fejlen, ville det være til større gavn for statskassen og ikke efterlade noget hul. Det står dog trods alt i skærende kontrast til den sammenligning, som hr. Ole Birk Olesen kom med.

Men for at runde af vil jeg sige, at det jo altid er godt at få en diskussion om retssikkerhed. Det har der jo i allerhøjeste grad været grund til at diskutere på skatteområdet, hvor vi har set en række mildest talt meget uheldige sager. Det er måske en helt anden løsning, der er relevant i den sammenhæng, men det skal i hvert fald gøres klart over for ikke bare borgere, men også den håndværksmester, som kan have en disput med skattemyndighederne, at det altså kun er rimeligt, at hvis vedkommende står på sin ret og tager en sag og får ret, skal det ikke være forbundet med omkostninger.

Derfor skal vi selvfølgelig have genindført omkostningsgodtgørelsen til virksomheder og fonde, hvis de får ret i en sag mod skattemyndighederne. Det må vi så konstatere at der ikke er flertal for i Folketinget i øjeblikket, men det må vi jo så se om der kan skaffes på et andet tidspunkt.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Skatteudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.