Det næste punkt på dagsordenen er:

2) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 22:

Forslag til folketingsbeslutning om ledsagelse af demente og svage ældre.

Af Liselott Blixt (DF) m.fl.

(Fremsættelse 07.11.2014).

Forhandlingen er åbnet. Ministeren for sundhed og forebyggelse.

Der kan man bare se – man bliver hele tiden klogere. Jeg var af den opfattelse, at det var ordføreren for forslagsstillerne først, men så gik det op for mig, at sådan forholder det sig jo ikke, så jeg må hellere prøve at komme med en tale, når nu jeg er heroppe alligevel.

Altså, i virkeligheden står vi med et beslutningsforslag, som har et rigtig fornuftigt afsæt, nemlig at Ældre Sagen og andre har inspireret Dansk Folkeparti til at fremsætte et i virkeligheden ræsonnabelt forslag, der handler om, hvordan vi egentlig sikrer os, at vi ikke ender i en situation, hvor der er ældre demente i vores samfund, som har brug for at komme til lægen og ikke har pårørende, som kan hjælpe, og som bliver efterladt i en situation, hvor de ikke får den støtte og hjælp, som der skal til.

Der er jo oven i købet beskrevet en situation, som er af sådan en karakter, at det kan få en sten til at græde. Det drejer sig om et ældre menneske, der bliver sendt på hospitalet og, fordi vedkommende er dement, uden i virkeligheden selv at vide, hvad det er, der skal foregå. Hospitalet kan selvfølgelig ikke vide, hvad der skal foregå, og personen bliver så sendt tilbage igen. Det er jo på alle måder forfærdeligt, selvfølgelig for den ældre selv, for hospitalspersonalet, der efterlades i en situation, hvor de ikke kan hjælpe, og for nogle pårørende, der så ikke kan være til stede, men jo alligevel lider med det menneske, som der er tale om her.

Derfor er der selvfølgelig grund til at se på, hvordan vi som samfund kan undgå, at vi ender i den situation. Der i virkeligheden to veje at gå, kan man sige. Den ene er at se på, om den regulering, vi har, er god nok, om den gør det, der skal til, om den virker, som den skal. Den anden er at spørge, om kommunerne eller de andre ansvarlige gør, hvad de kan.

Hvis man starter med at se på reguleringsgrundlaget, kan det konstateres, at hvis en kommune har visiteret en ældre til en plejebolig, er reguleringsgrundlaget godt nok; så er der en forpligtelse til at hjælpe den ældre. Plejehjemmets omsorgspligt indebærer, at plejehjemmet må stille en ledsager til rådighed, hvis borgeren har brug for det – det følger af servicelovgivningen.

Er vi så i den situation, at den ældre bor i sin egen bolig, så vil kommunen konkret skulle vurdere, om der er behov for at stille en ledsager til rådighed ved læge- eller sygebesøg. Og det er måske i virkeligheden her, hvor man kan frygte, at der ikke er sikkerhed for, at der er den hjælp, som skal til. Jeg er med mit kendskab til kommunerne ikke i tvivl om, at man vil kunne finde kommuner ud over landet, som leverer det, som sørger for, at hjemmehjælperen er der, som sørger for, at der er den assistance, som skal til. Men der er jo tilsyneladende også eksempler på kommuner, hvor det ikke sker, og det giver så, som jeg sagde, grund til at kigge på, hvordan kommunerne bruger reglerne, og om reglerne er gode nok.

Og sådan som jeg forstår det – og nu siger det, som om jeg ikke rigtig aner noget om det – er det i virkeligheden det, som Dansk Folkeparti vil sætte på dagsordenen. Og når jeg siger, at jeg godt aner noget om det, er det, fordi jeg jo har snakket med Dansk Folkepartis ordfører om det, og vi er sådan set blevet enige om en rigtig fornuftig tekst, som det er min forståelse at der er et meget, meget bredt flertal i Folketinget der i øvrigt vil bakke op om.

Så på den måde kan man sige at vi heldigvis bevæger os hen i en situation, hvor vi bredt i Folketinget konstaterer – og Dansk Folkeparti sætter det på dagsordenen – at der her er et problem, og spørger, om vi skal prøve at se, om vi kan håndtere det. Og forhåbentlig kan vi – det er min ambition – i fællig i dag sige: Ja, det vil vi sådan set godt kigge på; vi vil kigge på reguleringsdelen, og vi vil kigge på administrationsdelen, sådan at vi kan sikre, at vores ældre medborgere får en ordentlig og værdig pleje, sådan at vi kan sikre dem i de situationer, hvor der ikke er pårørende, der vil hjælpe. For det her handler jo ikke om, at man skal tage og gøre et problem offentligt, i den forstand, at det offentlige skal tage sig af det, hvis det i øvrigt er sådan, at der er pårørende, som gerne vil hjælpe. Det her handler om at hjælpe dem, som ikke har anden mulighed for at få hjælp, og det her handler om at støtte dem, som ikke har anden mulighed for at få støtte. Det er i virkeligheden det, som er ambitionen.

Med den her indledning er konklusionen, at vi stemmer imod beslutningsforslaget, hvilket talen i øvrigt taget i betragtning kan lyde lidt underligt, men det er, fordi konstruktionen her i Folketinget jo er sådan, nemlig at så ryger beslutningsforslaget til udvalget, der skriver en beretning, som har det indhold, som vi har aftalt, hvorefter vi i regering vil agere på den beretning. Så det skal være mine bemærkninger til en, som I kan høre, i øvrigt relevant problemstilling, som bliver rejst, så vi herindefra kan hjælpe til at gøre lidt yderligere på demensområdet.

I virkeligheden kan man sige, at det egentlig er utroligt, at jeg som minister ikke har mere styr på procedurerne, end jeg har, men jeg kan jo se her, at jeg stadig har taletid tilovers, og den skal da ikke være forgæves, når nu I har mødt så talstærkt op her i dag for at høre og diskutere den her problemstilling. Derfor er der da grund til at sige, at det her initiativ jo stiller sig oven på en række andre initiativer, bl.a. den ældremilliard, som kommunerne jo i høj grad har valgt at prioritere til de allersvageste ældre, eller de seneste satspuljeforhandlinger, hvor vi jo helt bevidst sammen sagde, at her skal der laves fem initiativer, som styrker indsatsen for præcis de demente, hvor vi satte 121,4 mio. kr. af, og det element i vores sundhedsstrategi »Jo før – jo bedre«, som lægger op til, at man som beboer på plejecenteret får mulighed for at skifte fra den praktiserende læge og i stedet for have en læge, som er fast tilknyttet plejecenteret, hvilket jo vil løse også en del af den problemstilling, som vi diskuterer i dag.

Så med den selvros til regeringens indsats, som vi så sandelig har fortjent, vil jeg bare konkludere og sige, at det er et godt initiativ. Vi har fået det håndteret, synes jeg, som alle partier bør kunne se sig selv i, og vi kan så glæde os over, at i dag bidrager Folketinget en lille smule til at skubbe det en lille smule i den rigtige retning for nogle demente, for nogle ældre, som har hjælp behov. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Liselott Blixt.

Det bliver jeg jo nødt til. Først vil jeg takke for de pæne ord, men når ministeren nu roser regeringens tiltag på området, vil jeg gerne lige sige: Den 4. marts 2014 skrev man til Bjarne Hastrup fra Ældre Sagen – det er så lidt unfair, for nu står vi jo med sundhedsministeren – at socialministeren ville tage kontakt til KL, som vi så også beslutter efter den her sag. Jeg tænker: Har den her kontakt været der? Er det noget, sundhedsministeren kan svare på, for så lå der måske allerede noget til i dag, hvor man kunne sige, at man ville gøre noget ved problemet?

Ministeren.

Altså, du – nu var jeg oven i købet lige ved at anvende direkte tiltale, det går rigtig, rigtig fint i dag. Jeg stiller jo gerne op og svarer på hvad som helst, hvad der stilles spørgsmål om. Det er ikke sikkert, jeg kan svare på dem, og faktisk har jeg lidt svært ved at svare på, hvad socialministeren har gået og lavet de sidste 8-9 måneder. Men det er mit indtryk fra det, jeg i øvrigt har læst om sagen, at der har været kontakt til KL, og det er mit indtryk, at det, som vi beslutter i dag, stiller sig over på den dialog, der har været. Så på den måde er det mit indtryk, at vi ikke starter på bar bund. Men hvis man vil vide helt præcist, hvad socialministeren har gjort på dette område og andre områder, så vil jeg næsten anbefale, at man spørger socialministeren.

Fru Liselott Blixt – ikke mere? Jeg siger tak til ministeren, og så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen som Venstres ordfører.

Tak. Jeg vil gerne starte med at takke Dansk Folkeparti for at rejse den her meget væsentlige debat. I Venstre anser vi det for at være virkelig vigtigt at behandle vores demente og svage ældre med respekt og ansvarsfuldhed. Og den problemstilling, som Dansk Folkeparti rejser på det her område, er jo netop, at vi skal være talerør for nogen, der ikke engang selv kan bede om hjælp. Det er lettere være talerør for nogen, der kontakter os og beder om hjælp, men her er vi altså nødt til at gå foran. Så tak til Dansk Folkeparti for at tage en debat og løfte den herind, så vi får taget stilling og handler på en måde, som respekterer de demente og de svage ældre.

I Venstre har vi haft en drøftelse, for inden vi gik i gang med den her debat, blev vi kontaktet af Danske Folkeparti, så vi kunne forholde os til, hvordan vi gør efter i dag. Jeg vil også gerne takke for, at vi allerede har haft nogle vurderinger på, hvordan vi kan handle, og i stedet for at stå her og stemme et beslutningsforslag ned kan vi tværtimod sige, at vi løfter det videre ind i det politiske arbejde i udvalget. Og der tænker jeg at Dansk Folkeparti måske kommer med et forslag til en beretning, vi kan skrive, hvori vi både kan pålægge regeringen og os selv nogle handlinger, som skal have en konsekvens.

Jeg blev lige lidt motiveret, da ministeren stod og klappede sig selv på skulderen over de mange penge, der er tildelt, og jeg bad egentlig også om en kort bemærkning. Men jeg stiller mit spørgsmål her i ordførertalen, selv om ministeren så ikke kan svare: Er det rigtigt husket, at Sundhedsministeriet ikke havde sat en eneste øre af til Videnscenter for Demens, da finanslovsforhandlingerne startede, til trods for at det er et område, hvor vi har et videnscenter, der virkelig har en faglighed, der kan løfte og give os nogle vurderinger og svar, men også nogle handlinger? Jeg vil så sige, at svaret er, at pengene gudskelov blev fundet under to satspuljeforhandlinger, så Videnscenter for Demens nu bliver videreført til gavn for os alle sammen.

Vi er meget interesseret i at få løftet vurderingerne på, om lovgivningen er tilstrækkelig, og vi er også meget interesseret i at få vurderet, om der er nogen gode eksempler derude, som kan blive til gængs viden for alle, så det er der, vi handler.

Jeg skal hilse fra De Konservative og sige, at de har samme betragtninger, og at de også ønsker, at vi i udvalget kan skrive en beretning. Så der er en tilslutning derfra også.

Tak til Venstres ordfører. Så er det hr. Flemming Møller Mortensen som socialdemokratisk ordfører.

Se, for os Socialdemokrater er det en helt grundlæggende holdning, at vores samfund skal kunne nogle ting, skal magte nogle ting. Og der er det rigtig godt at have fokus på, hvem det er, der har det allersværest i hverdagen her i Danmark, og det er jo lige nøjagtig eksempelvis svage ældre og personer, som er blevet ramt af demens. Jeg har selv erfaring fra skadestuen og akutmodtagelsen i forhold til lige nøjagtig det, som det her beslutningsforslag handler om, nemlig at der kommer borgere ind, som ikke selv er i stand til at fortælle om deres situation, hvilken pleje og behandling de måske er i, og dermed har jeg selv på egen krop oplevet, hvor uheldigt det er, når et behandlingssystem gerne vil gøre det bedste, men faktisk ikke ved, hvad det bedste så er at gøre. Og dermed kommer det til at bero på antagelser og iagttagelser, og det kommer til at skabe en helt forventelig usikkerhed, angst og utryghed hos borgerne, men også for de pårørende, der får at vide, at deres eksempelvis ældre mor eller far er kommet ind på sygehuset, uden at nogen kan ledsage dem. Det skal undgås, når det kan.

Det er jo sådan, at i rigtig mange tilfælde er der heldigvis pårørende, venner, bekendte, som tager sig af at ledsage til egen læge, privatpraktiserende speciallæge eller til sygehuset. Men det, der jo er rejst som problemstilling her, er dem, der rent faktisk er visiteret til en kommunal ydelse og enten er inde på et ældrecenter eller bor i eget hjem. Kan de være sikre på, at de får en ledsagelse i de situationer, vi her taler om? Derfor rammer beslutningsforslaget faktisk sådan lige i plet i forhold til den årsagsgranskning, der er behov for, for at finde ud af, hvorfor der er tilfælde, hvor der ikke sker en ledsagelse fra eksempelvis plejehjemmet. Det er rigtig væsentligt at prøve at få blikket rettet skarpt mod det her og også i den sammenhæng finde ud af, hvor hyppigt det finder sted. Er det enkeltstående tilfælde, eller er det sådan, som Ældre Sagen har berettet, nemlig at man ikke så sjældent ser eksempler på det.

Det her er jo en drøftelse, hvilket sundhedsministeren også siger, som må bero på en dialog mellem sundhedsminister og socialminister, men så sandelig også i forhold til de 98 kommuner, som jo har hver deres praksis derude. Det er enten en praksis, der falder inden for det, vi gerne vil, eller de eksempler – som Ældre Sagen også har fremhævet – hvor det går galt og der ikke er en ledsagelse.

Derfor er det, som ministeren siger, det helt rigtige at gøre, altså at man sætter sig sammen, man får drøftet, man får fokuseret, og at man også efter den vurdering får fundet ud af, om der er noget i lovkomplekserne, som skal ændres. For er der det, må vi gøre det. Det er klart Socialdemokraternes syn på den her sag. For det her er svage borgere, som har en vanskelig hverdag, og som ikke magter mange af de komplekse ting, de tidligere har gjort, eksempelvis at stå over for et personale på et sygehus.

Ældre Sagen siger jo, at det jævnligt forekommer, at plejehjemscentre eller hjemmeplejen sender demente og andre svage ældre til læge eller på sygehus uden ledsagelse.

Vi skal have et billede af omfanget, og det er det, jeg mener der er lagt op til, ved at de to ministerier og kommunerne går sammen i det her.

Det er også væsentligt at sige, at vi jo uheldigvis har mange demente i vores samfund, og uheldigvis ser det ud, som om tendensen er stigende. Vi har i øjeblikket omkring 87.000 borgere over 60 år, som har fået demens, men hvis vi kigger på årene frem, bare 10 år frem til 2025, så ser antallet ud til at være steget til omkring 115.000. Så problemet er der, og derfor skal vi have et system i kommunerne, som kan modsvare behovet, sådan at vi får en værdighed, en respekt og en tryghed i de situationer, hvor der er behov for at komme ind på sygehuset, og hvor der ikke er en pårørende, som kan ledsage.

Som ministeren har sagt, er det ikke muligt for regeringspartierne at støtte det her beslutningsforslag, men vi er rigtig glade for, at der har været en forhandling nu omkring, hvordan vi kan lande en eventuel tekst, og det skal nu behandles i udvalget efterfølgende. Jeg tror, det vil sikre, at vi vil få en fremdrift og en fokusering på det her væsentlige område, så vi kan sikre en respektfuld og værdig pleje, behandling og omsorg til alle borgere.

Tak til ordføreren. Fru Marlene Borst Hansen som radikal ordfører.

Jeg vil gerne starte med at takke Dansk Folkeparti og Liselott Blixt for at tage problemstillingen omkring ledsagelse af demente og svage ældre op, fordi det er en vigtig problemstilling, men også, fordi det giver anledning til at få kigget på, om praksis og administrationen af gældende regler er, som de bør være. For der skal ikke være nogen tvivl om, at demensområdet er et område, som Radikale Venstre er optaget af.

Antallet af demente i Danmark er jo hastigt stigende, og det er, bl.a. fordi vi alle sammen bliver ældre og ældre, og det er jo naturligvis glædeligt. Men det er ikke nok bare at have et liv. Det handler jo også om, hvilken kvalitet det liv, man så lever, har. Og selv om du lever med en demenssygdom, har du stadig væk krav på god livskvalitet, og det består bl.a. i, at du får den hjælp, som du har behov for som demenspatient. Du har meget ofte behov for hjælp til transport, men du har også i høj grad brug for hjælp til at gøre dig forståelig eller måske til selv at forstå, når du eksempelvis har kontakt med lægen eller sygehuset.

Derfor synes jeg også, at den tekst, som vi er blevet enige om som opfølgning på det her beslutningsforslag, er rigtig god, fordi den netop har fokus på at undersøge praksis på området og undersøge, om lovgivningen i dag er tilstrækkelig til at sikre en værdig behandling af svage ældre og demente i forbindelse med besøg hos lægen eller på sygehuset. Den viden er der brug for, og vi er i Radikale Venstre tilfredse med, at en sådan afdækning nu iværksættes.

Tak til den radikale ordfører. Fru Özlem Sara Cekic som SF's ordfører.

Tak. Jeg vil også starte med at rose ordføreren for Dansk Folkeparti for at fremsætte forslaget. Det er en ekstremt relevant problemstilling, som har stået på i rigtig, rigtig lang tid. Så det er ikke noget nyt. Det er fint, det er rigtig positivt, at man nu vil undersøge problemets omfang. Det er heller ikke noget nyt, at antallet af mennesker med demens stiger, det har det gjort i et par år, og muligvis vil den udvikling desværre også fortsætte i fremtiden. Det er heller ikke noget nyt, at kommuner og hospitaler ikke kan samarbejde, de kan ikke snakke sammen. Og derfor er der rigtig mange borgere med demens, som desværre bliver de største tabere. Så på den måde er det jo rigtig positivt, at vi sætter fokus på det her. Men det ærgrer mig selvfølgelig, at vi ikke laver en løsning med det samme og går i gang med at finde en løsning for de mennesker, som har det problem.

Jeg mener jo, at der for et menneske, som har demens, og som har svært ved at orientere sig og skal kontakte sundhedsvæsenet, bør være en ledsager hver gang. Jeg mener ikke, at det er de pårørendes opgave. Det er ikke altid, at de pårørende ved, præcis hvad det er, de skal spørge om, med hensyn til hvordan de forskellige behandlingsformer er. Det burde være sådan, at der er en fagperson, der tager med, der koordinerer og medvirker til, at der er informationer, der ikke går tabt, men også at der er informationer, der bliver givet videre.

Derfor havde jeg nok også ønsket, at vi allerede nu kunne sige, at de her mennesker på en eller anden måde skulle sikres en ledsager, selv om vi stadig væk gik i gang med at undersøge det. Det er rigtigt, at det ifølge lovgivningen er kommunernes ansvar, men desværre har man mange steder ikke taget det ansvar på sig, og det synes jeg faktisk er rigtig, rigtig bekymrende.

Jeg vil bare lige sige til ordføreren, da der nu er indgået et kompromis med regeringen om, at man undersøger mulighederne, at hvis der ikke var blevet det, havde SF stemt for forslaget. Jeg vil gerne sige herfra, at vi er meget, meget positive over for, at man kunne gøre noget for den her gruppe. Men samtidig vil jeg også understrege, at vi er med på den fælles beretning, som der er blevet lavet, hvorefter regeringen nu vil prøve at undersøge, ja, omfanget af problemet, hvad man kan gøre, om der er noget i lovgivningen, der kan ændres – det er jeg faktisk rigtig, rigtig glad for – med det formål, at hvis der er noget, der skal justeres, så skal det justeres. Og det håber jeg vi i fællesskab, når den undersøgelse er klar, uanset hvilken regering der sidder, stadig væk tænker, hvad der er godt for de her mennesker, og at man ikke er så optaget af, hvor meget det vil koste at lave en ledsageordning. For det synes jeg simpelt hen er det mindste, man kan gøre for nogle mennesker, der gennem hele deres liv har betalt skat og har fået det her samfund til at hænge sammen.

Men tak til ordføreren for Dansk Folkeparti for at sætte fokus på problemet, og tak til regeringen for at imødekomme det, selvfølgelig.

Tak til SF's ordfører. Fru Stine Brix som Enhedslistens ordfører.

Tak for det. Det er jo en højaktuel problemstilling, ganske rigtigt er den ikke ny, men den er jo stadig aktuel. Sidste forår kunne man se en lang række sager med eksempler på ældre, som kom i den her ulykkelige situation, at de ikke fik den ledsagelse, de skulle bruge til at komme til praktiserende læge eller hospital. Der har også tidligere været nævnt et eksempel heroppe fra talerstolen med en ældre, der blev sendt hjem igen uden at få den behandling, som vedkommende havde brug for og faktisk var kommet for at få. Så det er rigtig, rigtig godt, at den her problemstilling bliver taget op, så vi forhåbentlig kan få løst det.

Fra Enhedslistens side kan vi sagtens støtte det beslutningsforslag, Dansk Folkeparti har fremsat. Vi har også tilsluttet os den beretning, som der så er lavet i et forsøg på at se, hvordan vi arbejder videre med den.

Jeg vil gerne derudover knytte nogle kommentarer til debatten. Det har jo været nævnt, at der er to forskellige grupper. For det første er der gruppen, som bor på et ældrecenter eller et plejehjem, hvor der er en form for personale tilknyttet. Der skulle man jo tro at der var en eller anden mulighed for ledsagelse, men jeg synes, at det er uhyre vigtigt, at vi er opmærksomme på, at der rigtig mange steder er en virkelighed, som gør det meget, meget vanskeligt at tage en ansat ud for at sende vedkommende med en person. Bare som et eksempel til illustration af det kan jeg sige, at Alzheimerforeningen lavede en stikprøveundersøgelse, hvor man fandt en hel del steder, hvor der kun var én SOSU til stede til 25 beboere, og så kan man jo ikke sende en med til ledsagelse.

Så jeg synes, at det er rigtig positivt, hvis man, som De Radikales ordfører lagde op til, vil prøve at afdække det her problem i højere grad, med hensyn til om man har de ressourcer, der skal til for at løfte den opgave, som man jo helt klart har, når der er tale om demente, som bor på et plejecenter.

Så er der den anden gruppe, den gruppe, som stadig bor i eget hjem. Jeg synes, at det er uhyre vigtigt, at vi er opmærksomme på ikke at pålægge de pårørende en for stor belastning. Man kalder jo nogle gange demens for de pårørendes sygdom i lige så høj grad, fordi det er så stor en belastning at være gift med eller søn eller datter af en, der har demens, fordi det konstant kræver, at man er til stede og hjælper vedkommende, og det er selvfølgelig også hårdt at opleve den forandring, der kan være, når det menneske, man kender, ændrer sig. Det synes jeg vi skal være meget opmærksomme på.

I forvejen er der en meget kraftig tendens til, at de pårørende skal løfte flere og flere opgaver for de demente, og når det gælder ledsagelse, synes jeg, at vi skal tænke os godt om, med hensyn til om det er de pårørende, vi ser som dem, der skal have rollen. SF's sundhedsordfører var også inde på det heroppe. Det kan faktisk være en temmelig kompleks opgave at ledsage en dement til hospitalet.

For det første kan vedkommende have brug for noget sundhedsfaglig bistand undervejs, under transporten. For det andet kræver det, at man kan kommunikere de symptomer, behov, der er, klart til personalet. Det kræver, at man har kendskab til den journal og sygehushistorie, der er, og det kan sagtens være, at man som pårørende, nært familiemedlem, ikke har lyst til at kende alle de oplysninger, der følger med der. Så jeg må sige, at det er vores holdning, at det burde være en sundhedsfaglig ledsagelse, vi taler om, når det gælder det her område.

Det vil selvfølgelig være et fremskridt, at der i det hele taget er en ledsagelse, ingen tvivl om det, men jeg synes, at vi skal have det perspektiv med, at det altså er en væsentlig belastning for de pårørende, som man skal passe på ikke at vælte over på dem. Tak for ordet.

Tak til ordføreren. Fru Thyra Frank som Liberal Alliances ordfører.

Fra Liberal Alliance skal der også lyde en tak til Dansk Folkeparti for at rejse denne debat. Beslutningsforslaget, vi her behandler, lægger op til at bringe orden i lovgivningen, så der skabes klarhed over, at demente og svage ældre altid skal ledsages til og fra læge, speciallæge og sygehus.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget står, at Ældre Sagen jævnligt får henvendelser fra pårørende til demente og andre svage ældre, som er blevet sendt til læge eller på sygehus uden ledsagelse. I mine år som sygeplejerske på en akutmodtageafdeling oplevede jeg alt for tit, at disse svage ældre blot kom med en ambulance uden ledsagelse. Mange kunne måske ikke engang fortælle, hvad de hed, eller hvad der var galt, og jeg vil aldrig glemme den angst, ulykke og afmagt, som jeg så hos disse mennesker, når vi gik i gang med vores undersøgelser.

I de år tænkte jeg ofte på, hvor trygt det ville have været for disse patienter, hvis en, de genkendte, havde fulgte med dem. Og jeg tænkte også tit på, hvilken aflastning det ville have været for os, hospitalspersonalet, hvis en ledsager kunne have berettet, hvad der var grunden til indlæggelsen.

Da jeg selv blev leder af et plejehjem, blev det derfor også en ufravigelig regel, at vi aldrig sendte en beboer ud af hjemmet, uden at en fra personalet var med til at holde dem i hånden, og hvis man er dement eller på anden måde svækket, bør der altid finde ledsagelse sted.

På den baggrund kan jeg oplyse, at Liberal Alliance støtter formålet med beslutningsforslaget og ser frem til den videre behandling.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, fru Liselott Blixt fra Dansk Folkeparti.

For et år siden så jeg en artikel med overskriften: »Demente ældre sendes alene til lægen.« Det er altså sådan en overskrift, der gør mig rigtig skidt tilpas, for hvor er værdigheden efterhånden for vores ældre henne?

I dag er det sådan, at vores familiemønstre og arbejdsmarked ikke altid gør det så nemt at være pårørende til ældre, der er ramt af demens eller på anden måde er svækket. For jeg er sikker på, at hvis man har tid og kan få det passet ind, sørger mange pårørende også for at hjælpe. Det er nu altid bedst, at det er en pårørende, som er genkendelig, og som kender borgerens problemer, der kan ledsage. Men det er nu engang sådan, at vi kan bo langt fra hinanden, måske i helt forskellige lande, eller at arbejde og trafikforhold forhindrer en i at deltage.

Det er derfor, vi har et system herhjemme, hvor kommunen skal passe på sine svage medborgere. Det er og bliver en kommunes fornemste pligt at sørge for det. Der er ældre, der ikke er i stand til at fortælle, hvad de fejler, hvor de skal hen, ja, nogle gange, hvad de selv hedder. Det er uværdigt for de ældre, og det giver store problemer i behandlingen. Derfor er det en skam at læse, at man uden tøven sender en person med demens alene til læge.

Avisen.dk fortæller om et plejecenter, der sendte en kvinde med hjerneskade og store taleproblemer alene til en akutmodtagelse på hospitalet. Hospitalet vidste ikke, hvad problemet var, og kvinden blev sendt retur med Falck, der prøvede at aflevere hende på en forkert adresse. Først da datteren tog affære, blev det opdaget, at kvinden havde fået en hjerneblødning.

En anden historie er historien om Steen, som ikke kom tilbage fra en undersøgelse på sygehuset. Steen var 65 år og havde diagnosen alzheimer. Men plejecenteret havde sendt ham alene af sted med Falck til en undersøgelse efter et fald. Da han efter flere timer ikke var vendt tilbage, blev hans kone bange, ringede til datteren, og datteren tog så ud på hospitalet, hvor hun fandt ham i venteværelset. Efter undersøgelsen havde lægerne kørt ham ud i venteværelset og havde glemt ham. Da havde han siddet der i 3 timer. Det synes jeg er uværdigt.

Ældre og svage har ikke et retskrav på at få en ledsager med. Det er op til den enkelte kommunalbestyrelse, om man yder den service, og derfor mener vi i Dansk Folkeparti, at det er vigtigt, at vi herinde sikrer det, som vi så ofte taler om her fra talerstolen, nemlig værdighed. Værdigheden må være der den dag, hvor man ikke selv kan huske, og den dag, hvor man er så svag, at man ikke selv kan komme af sted, og hvor vi så sikrer, at der følger en hjælper med, når det er, at pårørende ikke kan.

Vi sidder her i alle partier, og vi vil vel alle sammen de her ting, men vi har også et bagland. Og der synes jeg, det er vigtigt, at vi vender tilbage. Det burde vi have gjort for lang tid siden, for de her historier er fra for et år siden. Men jeg får stadig breve fra folk, der siger: Sådan er virkeligheden stadig væk. Jeg har set borgmestre, der siger: Nej, vi har ikke fået noget at vide inde fra Folketinget, og så skal vi bare DUT'es, og hvad det ellers hedder; så det er ikke vores opgave. Jeg synes simpelt hen ikke, man er værdig til at sidde som borgmester med den holdning.

Jeg sidder selv i en kommune, og jeg er gået tilbage. Jeg sidder som socialudvalgsformand, så er det lidt nemmere at finde ud af, hvad det er, vi selv gør. Men ja, vi har nedskrevet i vores politik, at når der sendes en person af sted, som ikke selv kan fortælle, hvad der er galt – det kan være en, der lider af demens eller på anden måde har en diagnose, der gør det svært – så sikrer man, at der kommer en ledsager med i det omfang, pårørende ikke kan hjælpe.

Vi har taget mange andre tiltag, for der er mange steder hul i lovgivningen, når det drejer sig om eksempelvis personer med demens. Er der en person med demens, der går sig en lang tur og ikke kan finde tilbage igen, så er der en diskussion om, hvem der skal betale taxaen hjem, hvis der er nogen, der sætter personen ind i en taxa. Det er der heller ikke noget lovkrav om, men der kan man som kommune gå ind og sige: Det her tager vi på os, og vi betaler selvfølgelig regningen. Det har vi f.eks. også sikret at vi gør.

Sådan kan man gøre noget på mange måder, og der synes jeg, at vi også har en forpligtelse til at gå tilbage til vores bagland og sige: Jamen hør nu her, det er jer, der er valgt til at tage vare på de mennesker, som er i jeres kommune. Det håber jeg vi gør. Om ikke andet, har alle i hvert fald tilkendegivet i dag, at man bakker op om, at der skal ske noget. Og sker det ikke af sig selv – det har jeg i hvert fald hørt både Socialdemokratiets ordfører og Radikale sige – så må man lovgive på området.

Jeg er jo glad for, det er sundhedsministeren, vi har her i dag. Som jeg tidligere spurgte til, hører det jo som sådan ind under socialministeren, der har med kommunerne at gøre. Men eftersom socialministeren ikke har gjort noget i det år, der er gået – ministeren siger måske, at han har haft lidt kontakt med KL, men der er jo ikke nogen kommuner, der er blevet opfordret eller noget til at sørge for deres ældre på det her område – så håber jeg og har tiltro til, at sundhedsministeren ved at gå ind i den her sag også sikrer, at der sker noget fremadrettet.

Om ikke andet, er det det, vi har gjort i partierne, for man undersøger selvfølgelig, hvor stor opbakningen til et forslag er, osv., og jeg synes, det kunne være rigtig godt, hvis vi i samlet flok kunne være enige om, at der skal gøres noget. Derfor går vi tilbage efter førstebehandlingen og laver en beretning. Og den beretning beskriver så, hvordan sundhedsministeren sammen med socialministeren og KL vil se på det her, helst så hurtigt som muligt.

Jeg tænkte, at det kunne ske lidt hurtigere, ved at det blev en beretning. Frem for at vi måske med et snævert flertal kunne stemme beslutningsforslaget igennem, for at det så skal tages op som et lovforslag – og med valg, og jeg ved ikke, hvad der kommer i løbet af året – så kan vi meget hurtigt, som jeg kan se det, næste gang vi har møde i Sundhedsudvalget, blive enige om beretningen. Så er den skrevet, og så er det jo bare at arbejde videre.

Så jeg er jo rigtig glad for de ting, der er sagt heroppe fra talerstolen, de tilkendegivelser, der har været. Jeg er også rigtig glad for, at ordføreren for Venstre kom ind på de midler, som vi sammen på satspuljeområdet har afsat til Nationalt Videnscenter for Demens, så vi sikrer, at vi hele tiden er klar over, hvad der sker på området. Og jeg er rigtig glad for, som jeg sagde før, at Socialdemokratiet og De Radikale sagde, at skal der lovgivning til, er det det, der skal gøres. Jeg er også glad for, at alle har tilkendegivet det, uanset hvornår det her valg kommer. Så vi må holde hinanden op på det, uanset hvem der sidder med magten efter et valg.

Jeg er rigtig glad for, at der var nogle, der sagde, at de ville have stemt for forslaget. Som sagt var det også en mulighed at lade det gå videre og stemme, men jeg kunne frygte, at det fik tommelfingeren nedad. Så kunne vi jo starte forfra, og så ville der ikke ske noget.

Så vil jeg lige knytte en kommentar til, hvad der blev sagt fra Enhedslistens side, hvor der blev talt om, hvad man gør i de situationer, hvor der kun er en personale på arbejde. Jeg vil sige, at de fleste af de her historier, vi hører, handler om varslede tider hos lægen eller på hospitalet. Når der sker noget akut, kan det være svært at sige, lige præcis hvordan man reagerer, men mange steder har man en vikarordning, så man kan ringe og blive dækket ind. Ja, det koster penge, men det skal der være råd til. Vi skal have råd til det. Og det er heller ikke der, jeg har hørt om at der opstår problemer. Det er hovedsagelig i forbindelse med de ting, man har fået indkaldelse til, at der sker noget.

Jeg mener stadig væk, at en pårørende altid vil være den bedste, for nogle gange vil den demente blive usikker, hvis man har en med, som man ikke kender, og som ikke ved nok om personen. Så den pårørende, den, der er tættest på, vil altid være at foretrække. Men som sagt, når vi har et familiemønster, som vi har i dag, så har vi brug for, at der er nogle ledsagere.

Det forstyrrer, når der er nogen, der snakker, men jeg tror, jeg er blevet færdig.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne. Der var højrøstet tale fra ministerbænkene.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Sundheds- og Forebyggelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.