Tak.
Jeg må sige, at jeg synes, det er en meget besynderlig argumentation, den socialdemokratiske ordfører har – og regeringen i øvrigt – i den her sag.
Det er sådan en argumentation, der går på, at hvis man diskuterer det, regeringen lægger frem, så forhaler man tingene.
Med den samme argumentation kunne jeg jo sige, at det, fru Trine Bramsen lige har sagt fra Folketingets talerstol – den debat, vi har brugt 25 minutter på – forhaler politiets indsats med at lave terrorbevogtning eller opgaven med at finansiere den terrorbevogtning.
Det synes jeg helt ærligt ville være useriøst af mig at sige, og jeg synes helt ærligt også, at vi godt kan bede om lidt mere seriøsitet i den behandling, der er her i Folketingssalen.
For hvis man læser det beslutningsforslag, som en samlet borgerlige blok har fremsat, og som vi behandler her i dag, kan man se, at det handler om at trække et aktstykke tilbage.
Det er fuldstændig rigtigt.
Men det lyder som følger – og nu vil jeg gerne læse op, for der er nogle, der tilsyneladende ikke har læst forslaget eller ikke ønsker at forstå, hvad ordene betyder:
»Folketinget pålægger justitsministeren at trække aktstykke 108 om styrket indsats mod terror tilbage fra Finansudvalget og fremlægge en samlet plan for finansieringen af indsatsen mod terror, der sikrer, at det forhøjede terrorberedskab siden terrorattentatet i København ikke går ud over politiets almindelige kriminalitetsbekæmpelsesindsats, særlig den borgernære og personfarlige kriminalitet.«
Hvis man så går ned i bemærkningerne, og det kan jo være en god idé, inden man forholder sig til et forslag, ikke blot at læse forslagsteksten, men også bemærkningerne, kan man se, at der her står, som det rigtigt blev læst op tidligere af fru Jane Heitmann:
»Forslagsstillerne er indstillet på at støtte en øget bevillig til politiet, der finansierer det forøgede terrorberedskab.«
Jeg kan selvfølgelig fortsætte med at læse op, men det, der er budskabet, og det, vi har ønsket i Venstre og i øvrigt i de øvrige borgerlige partier, er at sikre, at politiet har de nødvendige ressourcer til ikke blot at løfte opgaven med at beskytte Danmark mod terror, men jo altså også samtidig med det at sørge for, at når folk har haft indbrud, kommer politiet, og når uskyldige bliver overfaldet på gade og vej i det offentlige rum, har politiet ressourcerne til at efterforske og opklare det.
Det betyder jo, at hvis man har det politiske synspunkt, som vi har i Venstre i hvert fald, så må man tilføre politiet de nødvendige ressourcer, der gør, at det øgede terrorberedskab ikke går ud over den almindelige kriminalitetsbekæmpelse.
Det er et klart politisk synspunkt.
Det er det politiske synspunkt, den socialdemokratiske ordfører her fra Folketingets talerstol har sagt er dybt uansvarligt, og jeg gentager:
dybt uansvarligt.
Der må jeg sige, at jeg faktisk synes, fru Trine Bramsen skulle skamme sig en lille smule over at påstå, at en fuldstændig legitim politisk debat om, hvor mange penge politiet skal have, er en dybt uansvarlig debat, og at det her beslutningsforslag om et aktstykke, som vi behandler her i dag, er dybt uansvarligt.
Det mener jeg bestemt ikke det er.
Det er en helt legitim politisk debat, og der er jo så en klar politisk forskel på, hvad Justitsministeriet og regeringen og justitsministeren mener er nødvendigt at politiet skal tilføres af yderligere ressourcer, og hvad vi mener.
Man mener, man kan løfte opgaven med det aktstykke, der ligger, hvor man tilfører politiet 130 mio.
kr.
– hvoraf i parentes bemærket de 50 mio.
kr.
kommer fra politiets opsparing, så altså 80 mio.
kr.
i nye penge.
Det mener man man kan løfte den her nye opgave med.
Det er jo fair at have det politiske synspunkt; vi i Venstre er bare uenige.
Vi havde gerne set, at vi tilførte politiet yderligere ressourcer.
Det her kommer sig også af, at Politiforbundet jo har været ude og sige, at den terrorplan, regeringen har lagt frem, er useriøs.
Det kan man læse i Jyllands-Posten den 10.
marts i år.
Der siger formanden for Politiforbundet, Claus Oxfeldt, f.eks.:
»»Vi har været meget pæne og stille:
men nu synes jeg, at man strammer skruen.
Vi kan se, hvordan det ser ud med dansk politi lige nu.
Folk løber spidsrod og har svært ved at nå at afvikle ferie inden 1.
maj.
Siden 1.
januar 2011 er der blevet 550 færre betjente i Danmark,« siger han, som oprindeligt havde forstået regeringen sådan, at der skulle følge penge med terrorudspillet, som blev fremlagt i februar«.
Artiklen fortsætter:
»»De første meldinger gik på, at den pakke på en milliard skulle man finde pengene til.
Halvdelen var til Forsvarets Efterretningstjeneste, og resten var til PET og politiet.
Men nu snakker man gudhjælpemig«« – undskyld sproget – »»om, at det bare skal indregnes i en ny flerårsaftale.
Det synes jeg faktisk er useriøst,« lyder det fra Oxfeldt.«
Det er jo, fordi man har sådan nogle meldinger fra politiets fagforbund, Politiforbundet, at vi er nogle borgerlige partier, der ønsker at rejse en saglig debat om, om man nu løfter den opgave, man skal, i forhold til at holde politiet fri for de udgifter, der er i forbindelse med terrorattentatet, og sikre, at politiet kan rykke ud til indbrud og anden kriminalitet, samtidig med at man laver den øgede terrorbevogtning.
At regeringen så ikke være med til andet end det, der ligger i aktstykket, synes vi da er sørgeligt, og derfor sagde vi også i fredags, da vi diskuterede det her, at hvis det er det eneste, regeringen vil, stemmer vi selvfølgelig for.
Det var der så også nogle, der kritiserede, og der synes jeg måske regeringen skulle beslutte sig for, om de vil kritisere os, når vi stemmer for, eller når vi stemmer imod.
Det er fuldstændig legitimt at have de synspunkter og den politiske konflikt, som vi jo altså har, og som står tilbage, nemlig at regeringen tror, man kan samle dele af regningen op og spise dansk politi af med 80 mio.
kr.
i nye penge, og så er alt fryd og gammen.
Sandheden er noget helt andet.
Vi kommer til at se et 2015, hvor dansk politi ikke vil have så gode opklaringsprocenter, som vi tidligere har set, og hvor vi vil opleve, at man ikke kan rykke ud til almindelig borgernær kriminalitet, fordi den øgede bevogtning i forbindelse med terrorattentatet jo trækker på dansk politi.
Det er meget naturligt.
Det var også det, justitsministeren indrømmede, da vi havde behandlingen i fredags.
Derfor var det godt, vi havde den diskussion i Folketingssalen.
Det er folkestyre, det er demokrati.
At vi så ikke kan være enige og regeringen vil spise politiet af med 80 mio.
kr.
og vi i den borgerlige blok mener, der skal mere til, er jo så en politisk uenighed, og sådan er det.
Jeg håber nu, at det er klart for alle, at det er det, der er indholdet i aktstykket.
Og hvis man vil vide mere, er man velkommen til at læse det.