Tak for en fin modtagelse af det her forslag, specielt fra Venstre, selvfølgelig, som nærmest ubetinget vil støtte forslaget.
Tak for det.
Det kunne jo i hvert fald betyde, hvis der kommer et andet flertal i Folketinget på et tidspunkt, og det kan man ikke udelukke, at man så vil kunne gennemføre nogle af de ting, der står i det her forslag, hvor målet er at sætte ind over for den organiserede kriminalitet, når det gælder betleri.
Det, som nogle andre partier forholder sig til, er, at det kan komme til at ramme nogle, vi ikke vil ramme med det her forslag.
Det er klart, at skal der laves et lovforslag – nu er det her et beslutningsforslag – skal der kigges på detaljerne i, hvordan man gør det i praksis, så man skiller de to grupper ad.
Men man må bare sige, at den store, altafgørende gruppe om sommeren i Danmark desværre efterhånden er de romaer og andre østeuropæere, der kommer her og deltager i organiseret betleri, og som i virkeligheden, tyder politiets undersøgelse på, også deltager i anden form for kriminalitet samtidig, når de ikke tigger eller betler.
Jeg synes derfor, det er meget vigtigt, at vi netop har fokus på det organiserede tiggeri, som rigtig mange mennesker er trætte af og kede af, og det er noget, som vi som politikere får en del henvendelser fra borgere om, som ønsker sig, at der bliver gjort mere.
Man mener ikke, at politiet har tilstrækkelige ressourcer, og det er også det, politiet selv siger, i hvert fald når man taler med de menige betjente.
Det gælder måske ikke altid så meget med ledelsen eller justitsministeren.
Så der er nogle steder her, hvor der er brug for, at vi gør mere fra politisk side.
Vi kan give nogle flere redskaber, og vi kan give nogle flere ressourcer til politiet, så de kan gøre nogle ting.
Det, der er problemet, og det, der skaber utryghed, er, at nogle af dem, der betler, og det er specielt de østeuropæiske kriminelle, er meget pågående og meget intimiderende og tager ikke nødvendigvis et nej for et nej.
Det er derfor, vi siger, at her er der brug for, når man tager en gruppe af dem, der gør det her organiseret, med, at politiet på stedet har mulighed for at gribe ind, give bøde eller gøre noget, der er endnu mere konsekvent, i stedet for at lægge hele politi- og retssystemet ned, som det ofte medfører.
I realiteten er det også sådan, som vi skriver i bemærkningerne til beslutningsforslaget, at der træffes meget få afgørelser, fordi man netop har det store bureaukrati, der skal til, hvis man skal tage fat i de pågældende, få dem med på stationen og lave en reel afgørelse.
Det betyder faktisk, og det synes man måske nærmest er lidt til grin, at der kun er faldet 49 afgørelser over 5 år.
Man kan jo selv regne ud, hvor mange det er i gennemsnit pr.
år, og dermed også forstå den irritation, der er blandt nogle borgere over, at det ikke bliver taget alvorligt, for det svarer til, at man bare ved at tage en af de her betleribander så kunne tage et helt års fangst.
Det er i virkeligheden det, der er tale om, Det er så få afgørelser, der er her, at det i realiteten er straffrit at gøre de ting, vi taler om her.
Det er derfor, jeg synes, det er lidt for meget slåen hen, når vi hører specielt regeringspartierne, men også Enhedslisten og SF, tale om det her.
Man vil måske gerne undersøge, og der er måske nogle ting og sådan noget, men det bliver ikke rigtig til noget.
Så det, der er brug for, er, at politiet får de nødvendige ressourcer, og at man i praksis gør det nemmere for politiet at gribe ind, hvis de f.eks.
kan udstede sådan en bøde, som vi taler om, med det samme.
Samtidig ser vi også nogle eksempler på, at vores grænsekontrol ikke fungerer.
Man kan så diskutere, om vi overhovedet har en grænsekontrol, der virker, men det er da i hvert fald positivt, at regeringen er begyndt at tale om, at grænsekontrol kan virke.
Nu mangler vi så bare, at der sker noget.
For realiteterne er – det kan vi se på de få sager, der så har været – at man oplever, at der arrangeres busture for organiserede betlere og tiggere, der fragtes til Danmark, specielt fra Rumænien, for at tigge, specielt i sommermånederne.
Man oplever så også, som jeg har sagt før, at de her mere eller mindre organiserede østeuropæere ikke bare tigger, men også snyder med trickspil, og indbrud og røverier er nogle af de her bander også involveret i.
Det skaber altså noget utryghed, og der kan jeg undre mig over, når vi går ind til en sommer, hvor det her netop er et problem, at regeringen kan se på, at et forslag som det her vil man ikke rigtig støtte.
Man gør ikke rigtig noget, og man vil heller ikke give politiet de nødvendige ressourcer, så de så kan gøre det.
For det, man har sagt, er, at man vil give den her terrorbevilling på 150 mio.
kr.
til politiet, men virkeligheden er, at det jo bare er for at dække en lille del af det problem, der kommer med afspadsering, løn og lignende til den ekstra indsats, der skal ydes i forbindelse med terrorangrebet.
Det betyder altså, at man må regne med, at vi går en sommer i møde, hvor det her problem ikke bliver taget alvorligt.
Jeg kunne godt tænke mig, at justitsministeren gik herop på talerstolen og lovede, at det vil blive taget alvorligt, og at ministeren vil sørge for, at det her er noget, der bliver sat fokus på, for ellers har vi nogle frustrerede borgere, butiksejere, folk, der føler sig generet i det daglige af de her ting, og det er ikke rimeligt, det er ikke acceptabelt.
Så vores opfordring til regeringen er:
Okay, man vil ikke støtte det her forslag, så må man komme op med noget bedre selv, og man skal gøre det snart.