Det næste punkt på dagsordenen er:

3) Forhandling om redegørelse nr. R 16:

Klima,- energi- og bygningsministerens energipolitiske redegørelse 2014.

(Anmeldelse 20.05.2014. Redegørelse givet 20.05.2014. Meddelelse om forhandling 20.05.2014).

Sammen med dette punkt foretages:

4) Forespørgsel nr. F 31:

Forespørgsel til klima-, energi- og bygningsministeren:

Hvad kan ministeren oplyse om regeringens fremtidige energipolitiske initiativer set i lyset af den energipolitiske redegørelse?

Af Steen Gade (SF), Lars Christian Lilleholt (V), Jens Joel (S), Mikkel Dencker (DF), Andreas Steenberg (RV), Per Clausen (EL), Villum Christensen (LA) og Mike Legarth (KF).

(Anmeldelse 24.04.2014. Fremme 29.04.2014).

Jeg gør opmærksom på, at afstemning om eventuelle forslag til vedtagelse udsættes til i morgen, tirsdag den 3. juni 2014.

Det er først ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade, for begrundelse.

Tak. På vegne af alle Folketingets partier skal jeg give en kort begrundelse for, at vi har stillet den her forespørgsel. Det gør jeg som formand for Folketingets Klima-, Energi- og Bygningsudvalg.

Det er jo oplagt, at energipolitikken er vigtig. Det er oplagt, at den også er inde i en vigtig fase i forhold til EU-forhandlingerne, hvor der er vigtige møder i juni og måske i oktober, som lægger linjen frem til 2030.

Det er oplagt, at der desuden er en energiaftale, indgået af alle partier her i Folketinget undtagen et. Det er en stor ramme, som danner grundlaget for energipolitikken i de kommende år, og man kan vel sige det på den måde, at der inden for den ramme er rigtig mange forskellige diskussioner, som med visse mellemrum når den her sal og i hvert fald når Energiudvalget og medierne.

Så vi er jo i gang med en stor og omfattende omstilling af vores energiforsyning både i Danmark og i europæisk sammenhæng, og på den baggrund ser vi frem til ministerens besvarelse.

Tak for det. Så er det klima-, energi- og bygningsministeren for besvarelse.

Mange tak for det. Det er en fornøjelse at få lov at deltage i en redegørelse om energipolitik. Dansk energipolitik har jo i årtier været baseret på en bred politisk opbakning. Det skal vi værne om, for energiområdet er præget af store investeringer med meget lange levetider. Derfor skal aktørerne, hvad enten det er husejeren eller fabrikanten eller elproducenten, kunne investere, i tiltro til at Danmark tilbyder stabile rammevilkår. Det, der er fornuftigt i dag, skal helst også være fornuftigt om 5 år eller om 15 år.

Derfor er det virkelig positivt, at et stort flertal af Folketingets partier grundlæggende er enige om de store linjer i energipolitikken – enige om, hvor vi skal bevæge os hen. Et meget bredt flertal deler den opfattelse, at den rette vej for Danmark er en omstilling til et mere effektivt energiforbrug og et skift fra fossile brændsler til vedvarende energi. At udfase fossilt brændsel er en ambitiøs målsætning, men det er et opnåeligt mål – teknologien er langt hen ad vejen til stede, og omstillingen er til at betale.

Det var hovedbudskabet fra VK-regeringens klimakonvention, og det er hovedbudskabet i den såkaldte energiscenarieanalyse, som Energistyrelsen offentliggjorde i maj måned. Heri bliver det konkluderet, at meromkostningen ved at drive et energisystem, der er baseret på vedvarende energi, er begrænset sammenlignet med et scenarie, hvor energisystemet er baseret primært på fossil energi. Og her er det vel at mærke vigtigt at bemærke, at et scenarie, der er baseret primært på fossile brændsler, ikke er en realistisk mulighed. Det er hverken i overensstemmelse med ambitionerne i Danmark eller med vores internationale forpligtelser.

Den energiaftale, som et bredt flertal i dette Ting blev enige om i 2012, udstikker kursen for energipolitikken frem mod 2020, og den er et afgørende skridt på vejen mod det langsigtede 2050-mål. Helt konkret sikrer vi den grønne omstilling via fire indsatsområder: for det første indfasning af en stadig større mængde vedvarende energi, for det andet en markant indsats for at energieffektivisere vores samfund fra top til bund, for det tredje et konstant fokus på at øge elektrificeringen og for det fjerde støtte til at udvikle fremtidens energiteknologier gennem forskning, udvikling og demonstrationsprojekter.

Årets energipolitiske redegørelse gør status for den danske energipolitik, og i den forbindelse vil jeg gerne nævne nogle eksempler på emner, der er en del af årets redegørelse. For det første har regeringen i april 2014 fremlagt en strategi for renovering af bygninger. Danmark har allerede ambitiøse krav til nybyggede huses energieffektivitet, og målet med strategien er at fremme energirenoveringen af de eksisterende bygninger, så vi hæver energieffektiviteten af den samlede danske boligmasse.

For det andet blev der i forbindelse med energiaftalen nedsat et udvalg af eksperter og brancherepræsentanter, der skal se på, hvordan reguleringen af elsektoren kan optimeres. Målet er at reducere udgifterne til at drive netselskaberne, så energiomkostningerne kan bringes ned. Det skulle gerne blive til glæde for virksomhederne og til glæde for forbrugerne.

For det tredje vil jeg fremhæve regeringens fokus på bæredygtig biomasse. En helt central komponent i omstillingen af brugen af mere vedvarende energi er bl.a. i form af biomasse. Det kræver dog, at biomassen er bæredygtig, og derfor opfordrer regeringen også energibranchen til at indgå en brancheaftale om bæredygtighed. Vi skal sikre os, at den biomasse, vi bruger, er miljømæssigt forsvarlig.

Endelig, for det fjerde, vil jeg fremhæve, at den danske indsats ikke batter, hvis vi ikke får andre med. Derfor arbejder Danmark målrettet med at sprede de danske erfaringer med omstilling af energisystemet gennem energieffektivisering og udbredelse af vedvarende energi. Det gør vi gennem en række bilaterale samarbejder med både i- og ulande, og målet er at understøtte den globale omstilling til vedvarende energi.

Overordnet viser årets redegørelse, at vi fortsat er på rette spor i forhold til omstillingen af energisystemet. Vi er allerede ganske langt med implementering af de initiativer, der var enighed om i energiaftalen, men selvfølgelig er der udfordringer fremadrettet. Det gælder både på nationalt og på europæisk niveau, og disse udfordringer skal løses for at indfri vores ambitioner.

Dansk energipolitik foregår ikke i en osteklokke. EU har stor betydning for, hvilke muligheder vi har for at udforme en dansk energipolitik. På mødet i Det Europæiske Råd i marts 2014 vedtog EU's stats- og regeringschefer, at der senest til oktober i år skal træffes en beslutning om en EU-politikramme for klima og energi frem til 2030. Det er afgørende for regeringen, at vi i EU når til enighed om en ambitiøs ramme for klima og energi så hurtigt som muligt. Det vil give investorerne den nødvendige sikkerhed gennem stabile rammebetingelser, og det vil sikre, at EU kan bidrage troværdigt og konstruktivt til de internationale klimaforhandlinger i 2015.

Regeringen arbejder i den forbindelse for, at EU sætter ambitiøse mål frem mod 2030. Det gør vi for at sikre, at EU yder et markant bidrag til at reducere verdens udledning af drivhusgasser, men også af hensyn til den europæiske forsyningssikkerhed. Udviklingen i Ukraine i 2014 har understreget, at vi ikke kan tage for givet, at den russiske gas vil flyde stabilt til Europa.

Ambitiøse mål for europæisk klima- og energipolitik medfører lavere energiforbrug og mere vedvarende energi, og dermed reduceres EU's energiimport. Derfor er en ambitiøs klima- og energipolitik en stor del af løsningen på den udfordring, som krisen i Ukraine har gjort lysende klar for EU's medlemslande. Den danske regering vil derfor frem mod Det Europæiske Råds møde i efteråret 2014, hvor 2030-rammen skal fastlægges, arbejde for et mål for drivhusgasreduktion i EU på mindst 40 pct. i forhold til 1990, fælles bindende mål for vedvarende energi på 30 pct. og fastsættelse af et bindende mål for energieffektivitet i 2030 i lyset af den evaluering af den nuværende indsats, som Kommissionen skal fremlægge til juni.

Herudover mener vi, at EU's CO 2 -kvotehandelssystem bør reformeres. Det siger næsten sig selv. Det nuværende system, hvor der er et massivt kvoteoverskud til stede, giver ikke i sig selv et tilstrækkeligt incitament til en grøn omstilling af den europæiske energiforsyning. Danmark støtter et stærkt kvotesystem som udgangspunkt for den fælles regulering af CO 2 -udledningerne inden for EU. Det er derfor vores klare holdning, at kvotesystemet bør styrkes, og det skal styrkes med strukturelle reformer, der kan skabe grundlag for langsigtede investeringer for de europæiske virksomheder. Vi skal sikre, at det kan betale sig for virksomhederne at investere i vedvarende energi og energieffektiv produktion.

Retter vi igen blikket mod Danmark og dansk energipolitik, er det vigtigt, at vores energipolitiske beslutninger i dag er konsistente med vores langsigtede mål, og det kræver rettidig omhu og en forståelse for de vigtige strategiske valg, der skal træffes for at sikre en omkostningseffektiv omstilling af det danske energisystem. I forbindelse med energiaftalen blev det derfor aftalt, at Energistyrelsen skulle lave fem analyser vedrørende fremtidens danske energisystem. Der er tale om grundige og omfattende analyser af vigtige delelementer, og det er anbefalelsesværdigt læsestof for alle, der har en interesse i dansk energipolitik.

I sammenhæng med disse analyser blev der udarbejdet den energiscenarieanalyse, jeg omtalte i starten af mit indlæg. Tilsammen giver disse analyser et bidrag til at give os politikere og energisystemets interessenter det bedst mulige grundlag for at træffe de strategiske valg, der er afgørende for, hvordan vi sammensætter vores energisystem for at nå 2050-målet.

Jeg vil gerne sige det helt klart: Omstillingen er en stor opgave, og selvfølgelig er der udfordringer undervejs, men det er udfordringer, vi kan løse. Den seneste tid har der især været fokus på virksomhedernes energiomkostninger som følge af udviklingen i PSO-udgifterne. Den ekstraordinært lave elpris har medført, at de danske virksomheders udgifter til PSO er blevet forøget, og det har givet anledning til en helt legitim bekymring for virksomhedernes konkurrenceevne.

Omvendt skal udfordringerne ikke overdrives. For det første er det den samlede elregning, som er afgørende, og ikke kun PSO-betalingen. Hvad angår husholdningerne, modsvares de stigende PSO-omkostninger af den lavere elpris, og danskerne vil altså ikke opleve en højere elpris som følge af de stigende PSO-omkostninger. For det andet kan en lavere energiregning og dermed bedre konkurrenceevne også opnås gennem et mere effektivt energiforbrug. For det tredje skal man ikke fokusere ensidigt på energiomkostninger. For de fleste virksomheder og brancher udgør energi trods alt kun en ret lille del af de samlede omkostninger. En analyse fra Dansk Energi viser, at de energiintensive virksomheder står for under 10 pct. af værditilvæksten og beskæftigelsen.

Men det er klart, at for virksomheder, der er energiintensive, kan niveauet for PSO-betalingen naturligvis gøre en forskel, og regeringen har derfor ønsket at imødekomme denne bekymring ved at inkludere en omfattende PSO-lempelse som en del af regeringens vækstplansudspil. Med regeringens forslag til lempelser af PSO-omkostningerne for erhvervslivet sikrer vi virksomhedernes konkurrenceevne til gavn for vækst og beskæftigelse. Den foreslåede PSO-lempelse er en balanceret pakke, der både tilgodeser erhvervslivet bredt og sætter særlig ind der, hvor behovet er størst, nemlig hos de elintensive erhverv inden for rammerne af EU's nye statsstøttebestemmelse.

Vækstplansudspillet underbygger en omkostningseffektiv grøn omstilling, der tager hensyn til konkurrenceevnen. Vi må se i øjnene, at den hidtidige finansiering over elpriserne, der var ens for alle forbrugere, var ved at blive en for stor belastning for især de elintensive erhverv, og det ville kunne blokere for opbakningen til den grønne omstilling på sigt. Det er værd at bemærke, at vækstplansudspillet ikke ændrer på de forskellige tilskud til vedvarende energi, kun på finansieringen. Vækstplansudspillet viser, hvor meget det ligger regeringen på sinde at tage hensyn til erhvervslivet, når energipolitikken skal udmøntes, men det skal ske, uden at vi går på kompromis med vores energipolitiske ambitioner.

Herudover er det vigtigt at understrege, at den grønne omstilling har en lang række fordele for Danmark. Den positive historie i forhold til PSO-udgifterne er selvfølgelig, at de også er et udtryk for, at vi allerede producerer en meget stor mængde vedvarende energi i Danmark. Fordelene ved en grøn energisektor vil kun stige i fremtiden. I takt med at vi elektrificerer områder såsom persontransport og kollektiv trafik og opvarmning, vil vores grønne energimiks gøre, at vi reducerer vores udledning af drivhusgasser yderligere.

Ligeledes giver omstillingen et hjemmemarked for danske virksomheder, der udvikler energiteknologi. Denne sektor eksporterer årligt for et stort milliardbeløb. Det er især den grønne del af eksporten, der oplever en kraftig vækst i disse år, i takt med at vores europæiske nabolande igangsætter en grøn omstilling af deres energisystemer. Det er til glæde for den globale grønne omstilling, men det er i høj grad også til glæde for dansk vækst og dansk beskæftigelse.

Omstillingen medfører også, at Danmark lever op til klimaforskningens anbefalinger og fastholder vores høje grad af forsyningssikkerhed. Vi ved, at der bliver færre, ikke flere, fossile brændsler. Vi ved, at vi skal reducere vores drivhusgasudledninger markant. Det betyder, at en ambitiøs klima- og energipolitik er udtryk for rettidig omhu.

Herudover vil omstillingen selvfølgelig gradvis reducere luftforureningen i Danmark og reducere støjforureningen fra biler, i takt med at stadig flere elbiler kommer på de danske veje. Efter min overbevisning er fordelene mange og ulemperne få. Det er derfor vigtigt, at vi fastholder retningen i den grønne omstilling, at vi sætter os ambitiøse delmål og sikrer stabile rammer. Det sikrer, at omstillingen foregår omkostningseffektivt. De igangværende drøftelser af energiaftalen må derfor ikke resultere i ændringer, som kan underminere de mange positive resultater, som den ambitiøse danske linje har medført indtil nu.

Regeringen vil arbejde for, at Danmark også i fremtiden har en ambitiøs energipolitik med bred politisk opbakning. Jeg ser meget frem til en fortsat konstruktiv dialog om, hvordan vi bedst muligt når de energipolitiske mål for Danmark. Tak for ordet.

Tak for det. Så påbegynder vi forhandlingen. Først er det ordføreren for forespørgerne, hr. Steen Gade.

Tak, og tak til ministeren for en grundig og god skriftlig redegørelse og en god uddybning her i dag.

Mine første bemærkninger handler om EU-delen, som også spillede en betydelig rolle i ministerens fremlæggelse her. Som jeg sagde i begrundelsen, vil junitopmødet være næste runde, hvor målene for 2030 skal diskuteres og, som jeg har forstået det, med en betydelig mulighed for, at vi skal vente til oktober, før vi får en endelig afklaring.

Som vi ser det i SF, er vi på to punkter ikke på plads. Det ene er målet for andelen af vedvarende energi i 2030. Vi har et udspil på 27 pct., og regeringen har med rette meldt ud, at det bør være 30 pct. – et synspunkt, vi deler. Det bør efter vores opfattelse også deles op som landeforpligtelser og ikke bare være en EU-forpligtelse. Når jeg tager fat på det, er det også, fordi netop det tema spiller en stor rolle i diskussionen om forsyningssikkerhed i Europa. Ifølge Kommissionens egne vurderinger vil forslaget med de 27 pct. vedvarende energi, som man har lagt frem, reducere behovet for gasimport med 9 pct. Men går man op på 30 pct. vedvarende energi i 2030, vil man kunne skære gasimporten ned med 26 pct. ifølge Kommissionens eget Impact Assessment, som er blevet offentliggjort.

Jeg synes, det er en god illustration af, at når vi nu med rette igen i betydelig grad fokuserer på forsyningssikkerhed, bl.a. på grund af krisen i Ukraine og afhængigheden af russisk gas til Europa, så er den eneste sikre måde at få større forsyningssikkerhed at øge andelen af vedvarende energi, og det også være sagt til nogle af de diskussioner, vi i øvrigt har i Danmark, hvor man prøver at digte andre løsninger på bordet. Det er vedvarende energi, som kan give Europa større forsyningssikkerhed.

Det andet tema, som jeg synes det er afgørende at vi får sikkerhed for, er energieffektivisering – det er jo skudt til hjørne, kan man sige – og her mener jeg virkelig at vi skal kæmpe kampen. Man kan sige, at det var det danske formandskab, som fik direktivet om energieffektivisering igennem under formandskabet, og det var sådan set godt gået. Nu handler det så om at få det næste skridt til at følge den linje. I den forbindelse har der været en diskussion om, at man overhovedet ikke havde set på et analysescenarie i forhold til at øge effektiviteten til 40 pct. Jeg vil spørge ministeren, om ministeren aktivt vil arbejde for det, og om, hvor langt man er kommet i kampen for at få sådan en analyse på bordet, sådan at der kan laves en kvalificeret stillingtagen.

Jeg har bemærket, at man selv skriver i redegørelsen, at EU's ecodesigndirektiv faktisk forventes at give en begrænsning på 5 pct. i perioden, hvis vi regner fra 2011 til 2020. Og det er jo en slags illustration af, at energieffektivitet og det at spare på energi på mange måder er den mest effektive måde at løse vores klima- og energiudfordringer på. Enig i ministerens betragtninger om kvoteystemet!

Og så til Danmark: Her er det mit synspunkt, SF's synspunkt, at det værste, der kan ske, er, at vi skaber usikkerhed om den energiaftale, vi har. Tiden er ikke til, at der kommer bølgeskvulp her – eller rettere, vi har bølgeskvulp, men tiden er ikke til at øge dem. Tiden er til at mindske dem, for ellers tager vi vand ind. Og »vand ind« betyder i den her sammenhæng, at hvis vi tvivler på de mål, vi har sat: at vi skal have de to store havvindmølleparker, at vi skal foretage de udbygninger og omstillinger, som vi har været enige om, er vi altså med til også at skabe tvivl om de investeringer, som vi, dengang aftalen blev lavet, fik at vide fra Finansministeriet ville være på mellem 90 og 150 milliarder danske kroner, vel at mærke ikke statspenge og ikke noget, folk skulle af med, men noget, som private ville investere i det danske samfund. Det er den kraftigste beskæftigelsesmæssige effekt, der overhovedet er lavet i Danmark i de sidste 2, 3, 4 år. Så derfor væk med den usikkerhed!

Så har vi en diskussion om de konkurrenceudsatte industrier. Jeg er glad for, at ministeren nævnte Dansk Energis analyse af, at det er under 10 pct. Vores bud er: Lad os hjælpe den gruppe, og lad os lade være med, som regeringen faktisk lægger op til, at give alle PSO-lettelser. Det er der jo ingen argumenter for, i hvert fald ikke energipolitiske argumenter. Så hvad skal det til for? Men lad os hjælpe de industrier, der er hårdest ramt, og dermed er det heller ikke nødvendigt at lave en lettelse så stor som den, regeringen har lagt op til. Og så skal vi jo huske, at det, der hedder PSO, faktisk er investeringsstøtte. Det er den måde, vi er med til at betale de næste kraftværker på.

Ellers vil jeg sige, at energiaftalen jo er en rammeaftale, og det er en proces. På mange måder skrider det faktisk frem som aftalt. Ministeren nævnte selv den dynge af analyser, der er kommet. For mange af os bliver det sommerferielæsning, for den dynge papir er nok 10-15 cm høj. Dermed er der lagt op til store drøftelser i efteråret. Når jeg nu dvæler lidt ved det, er det også for at få forklaret, at det er en rammeaftale, og dermed forhandles der jo hele tiden inden for den aftale. Det, som jeg gerne vil advare imod, er, at man begynder at snakke genforhandling, for så er det, som om vi skrotter det, der var inden i den. Vi skal ikke skrotte det, der er indeni, men hele aftalen er selvfølgelig en, der skal forhandles inden for rammen.

Jeg synes, det er godt, at redegørelsen også nævner succesen med eksport- og erhvervsudviklingen. Det er vigtigt. Jeg synes også, det er godt, at man lægger op til en større indsats for at sælge den danske energimodel som en helhed med reguleringssystem, med produkter osv. Jeg har forstået, at der bliver lavet et partnerskab på det område. Det er meget vigtigt, og det er faktisk også et eksempel til efterfølgelse på andre områder, hvor man arbejder med grøn omstilling.

Vi har selvfølgelig et par hjørner, hvor vi ikke er helt på plads. Vi må have lavet nogle danske bæredygtighedskriterier for biomasse. Jeg vil spørge ministeren, om der er en tidsplan for det. Vi kan jo ikke vente på EU, sådan som jeg ser det. Og jeg vil også spørge ministeren om, hvornår medio 2014 er. Man kunne have en idé om, at vi er tæt på medio 2014. Men når jeg nævner det, er det, fordi transportområdet jo er vores smertensbarn. De andre ting har vi på mange måder styr på, men det her er vores smertensbarn. Der har regeringen lovet, at vi medio 2014 får den her roadmap på grøn transport. Det må jo være lige om hjørnet. Det kan være, at der skal en sommerferie ind imellem. Men de to ting er vel nogle af de ting, vi skal arbejde videre med.

Til sidst vil jeg sige, at vores energipolitik giver os større forsyningssikkerhed, hvis vi laver en hurtig omstilling til vedvarende energi. Men det bliver jo ikke sådan en forsyningssikkerhed, som sætter et hegn op omkring Danmark. Vores forsyningssikkerhed i Danmark er tæt knyttet til, at vi er knyttet til andre lande via forbindelser. Derfor ser jeg også frem til, at vi rimelig hurtigt får en fuld bekræftelse på, at vi får nettilslutning til Holland. Det er også i det lys, at Kriegers Flak er så vigtig, for det øger muligheden for transport mellem Skandinavien og Tyskland.

På vegne af en række partier, Venstre, Socialdemokraterne, Det Radikale Venstre, Socialistisk Folkeparti, Enhedslisten og Det Konservative Folkeparti skal jeg fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager Energipolitisk Redegørelse 2014 til efterretning og konstaterer med tilfredshed, at regeringen har valgt bl.a. at adressere udfordringerne forbundet med den grønne omstilling i årets redegørelse. Udfordringerne er netop blevet belyst i en række analyser, der blev udarbejdet som en del af energiaftalen fra 2012.

Med baggrund i disse analyser opfordres regeringen til fortsat at arbejde for en ambitiøs og omkostningseffektiv energipolitik på såvel nationalt som europæisk plan, der sikrer, at Danmark i 2050 er uafhængig af fossile brændsler. Energipolitikken skal tage hensyn til beskæftigelse og konkurrenceevne og skal hvile på bredest muligt parlamentarisk grundlag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 53).

Tak for det. Der er et enkelt medlem, der har ønsket en kort bemærkning. Det er hr. Lars Christian Lilleholt, Venstre.

Når jeg lytter til ordførerens udmærkede tale, synes jeg måske, at ordføreren især på et punkt – der er flere punkter – nemlig punktet vedrørende PSO og konsekvenserne af den meget, meget kraftige stigning, der har været i PSO, negligerer den udfordring noget. Bekymrer det slet ikke ordføreren, at PSO-afgiften, omkostningen, er steget fra de forventede 4-4½ mia. kr. til 7½ mia. kr. med den elpris, vi kender for nuværende?

Ordføreren.

Jeg synes nu ikke, jeg negligerede det; jeg synes faktisk, jeg adresserede netop de brancher, som er ramt, og jeg har også fuldt ud øje for, at der er en enkelt branche, nemlig gartneribranchen, som vi ville hjælpe med nogle andre aftaler, som vi har lavet, men som ikke har kunnet nyde fremme i EU, og som vi altså også har en udfordring med. Så jeg synes faktisk, at jeg adresserede, at vi skal hjælpe de sektorer, som er energiintensive og derfor konkurrenceudsatte, men vi skal egentlig ikke bruge pengene på alle de andre områder, som faktisk ikke har problemet.

Det er rigtigt, at vi har fået en højere PSO-betaling, fordi vi har lavet biogasudbygning, det er støtten til biogas, og fordi Anholt Havmøllepark er blevet indviet. Det er jo altså først og fremmest noget, der er besluttet tidligere.

Hr. Lars Christian Lilleholt.

Vi er i Venstre glade for, at vi har en meget bred energiaftale, men ordføreren vil selvfølgelig nok sige, at når økonomien begynder at skride, skyldes det tidligere beslutninger. Men for os er det jo sådan, at når vi har de her brede aftaler på energiområdet, følger den ene aftale den næste, og det gør omkostningerne sådan set også. Er ordføreren og SF parate til, at vi sætter os ned i kredsen af forligspartier og får kigget på, hvordan vi kan reducere den høje PSO-regning?

Ordføreren.

Ja, det er jeg og SF faktisk, ligesom vi, da vi for et par år siden lavede energiaftalen, jo også satte os ned og så på, om der var nogle områder, hvor det kunne være mere effektivt, og hvor der var effektiviseringspotentiale osv. Sådan går vi til det her, for vi synes, at de problemer, som opstår, grundlæggende skal løses inden for rammen. Så kan der jo nok blive en diskussion om, hvor store problemerne er, om det er rimeligt, at hele erhvervslivet får en lettelse. Efter min mening er der ingen energipolitisk argumentation for det, og derfor synes jeg så ikke, det skal løses inden for energiforligskredsen.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Venstre, hr. Lars Christian Lilleholt.

Vi har en efterhånden mangeårig tradition her i Folketinget for, at vi i forbindelse med den energipolitiske redegørelse får en snak eller en forhandling her i Folketinget om hele den samlede energipolitik. Sådan gør vi også i år, og en bred kreds af partier står bag forespørgslen her. Ja, alle partier står bag forespørgslen her, og derfor giver det også gode muligheder for, at vi i et åbent rum her i Folketinget kan diskutere den danske energipolitik.

Det går jo, når man kigger på det og kigger på redegørelsen, som er ganske flot og meget veldokumenteret, godt med at implementere de energipolitiske mål. Det er den grønne omstilling, som en bred kreds af partier her i Tinget står bag, og der går det jo ganske godt. Vi får mere vind, mere biomasse, mere sol, mere biogas, og på alle de her områder går det i den rigtige retning.

Vi er også enige i, at det er fornuftigt at presse alt det på, vi overhovedet kan, i EU i forhold til at presse på for at få høje målsætninger. Når man kigger lidt på, hvad ambitionsniveauet er i EU, kan man se, at EU ikke engang når op på det ambitionsniveau, vi har i Danmark i 2030, og det viser måske i virkeligheden nogle af de udfordringer, vi står over for. Derfor er det helt afgørende for Venstre, at vi fortsat presser på i EU i forhold til at få høje europæiske målsætninger, således at vi undgår, at den danske energipolitik betyder, at danske virksomheder påføres unødige omkostninger.

Vi har også en anden stor udfordring med energiaftalen – vi var kort inde på den lige før – og det er prisen for energiaftalen. Hvad koster den for de danske virksomheder? Hvad koster den for de danske forbrugere? Da Venstre for 2 år siden indgik energiaftalen, var det et klart mål for os, at den skulle være omkostningsmæssig effektiv, at vi skulle sikre, at den kunne gennemføres så billigt og effektivt som muligt.

Regeringen spillede ud med et udspil om samlede årlige omkostninger på 5,6 mia. kr. og efter hårde, lange og trange forhandlinger lykkedes det heldigvis at nå til enighed om en bred energipolitisk aftale med samlede omkostninger på 3,6 mia. kr. i 2020, dvs. 2 mia. kr. mindre end det, som regeringen spillede ud med. Det var en klar forudsætning for os for at indgå aftalen.

Meget tyder nu på, at noget af økonomien i aftalen er skredet. Hvor meget økonomien er skredet, er lidt svært at få helt styr på. Og det er jo ikke bare økonomien i aftalen her, men det er de samlede omkostninger til den førte danske energipolitik. For det er jo klart, at en lang række af de mål, der står i energiaftalen, er vi ikke kommet i gang med at implementere endnu. Der er en lang række af de tiltag, der står i aftalen, som vi ikke er kommet i gang med endnu, men den førte danske energipolitik er i dag dyrere end forventet.

Det er der jo en række årsager til. Ministeren sagde i sin tale, at Danmark ikke opererer i en osteklokke. Det er vi ganske enige i, for der sker så meget i verden omkring os, som også påvirker den danske energipolitik og omkostningerne ved den – de forhold, at prisen på CO 2 -kvoter ligger på en tredjedel af, hvad vi regnede med, da vi indgik energiaftalen, og at prisen på de fossile brændsler er på et langt lavere niveau nu, end det var, da vi indgik energiaftalen, ikke mindst på grund af fremkomsten af skifergasser i USA. Og når det er billigere at producere energi og el på fossile brændsler, bliver det dyrere at producere den på vedvarende energi. Dermed skal den vedvarende energi have større tilskud, og det er jo det, der er årsagen til, at den aktuelle pris for PSO ligger på et meget, meget højt niveau, ja, vel nærmest det dobbelte af det forventede, da vi indgik energiaftalen.

Der er en ekstraregning på ikke mindre end 3,5 mia. kr., og det er også baggrunden for, at Venstre sammen med de øvrige borgerlige partier i Folketinget har bedt om en genberegning ikke bare af energiaftalen, men af hele den førte energipolitik. Det skuffer os dybt, at vi bad om den genberegning den 18. marts første gang og endnu ikke har set tallene.

Når man indgår en bred aftale, må det være en klar forudsætning, at vi selvfølgelig gerne vil nå de mål, der står i aftalen, men at der også er en økonomi i aftalen, som vi skal nå, og når økonomien skrider, må vi også i fællesskab – og det fællesskab burde vi jo have, når vi indgår en sådan aftale og forståelse med hinanden – arbejde for, at økonomien holder; det er afgørende. Derfor ønsker vi, at vi får kigget på det her, og at vi får aftalen genberegnet, men det er også sådan, må vi erkende, at vi jo ikke inden for energiaftalen og inden for dansk energipolitik alene kan finde finansieringen af de 3,5 mia. kr., som PSO'en er steget med.

Derfor er det nødvendigt at gøre to ting: dels at finde penge fra andre områder til at reducere PSO'en, dels at få kigget på de muligheder, der er inden for energiaftalen for at finde yderligere finansiering. Det kan sagtens være, at vi er nødt til at se på, hvilke muligheder der er for at billiggøre energiaftalen, men stadig væk holde fast ved at nå de energipolitiske mål, som vi er enige om i Folketinget.

Så vi opfordrer regeringen til at sætte sig ned sammen med forligspartierne og prøve på at finde en løsning, så vi sikrer, både at økonomien holder, og at vi når de energipolitiske mål på en fornuftig måde. For os at se handler det her om, at vi skal sikre, at der både er en fornuftig økonomi i det, og at vi samtidig fortsætter den grønne omstilling, som Danmark står midt i, og som vi også er enige med regeringen i har en række både beskæftigelsesmæssige og økonomiske fordele. Og det handler for os om at finde den rigtige balance.

For øjeblikket må man nok sige, at der er balancen skredet til den forkerte side, og derfor synes vi, at det ville være fornuftigt at få kigget på det her og sikret, at dansk energipolitik igen kommer i økonomisk balance.

Tak. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er hr. Jens Joel, Socialdemokraterne.

Tak for det, og tak til Venstres ordfører. Jeg vil gerne tage fat i det, som ordføreren slutter med, nemlig det her med balancen, som vi jo i regeringspartierne og Socialdemokratiet er meget enig i at der skal være. Bl.a. derfor har vi i vækstudspillet jo lagt op til, at man giver en ekstra håndsrækning til nogle af de virksomheder, som er særlig hårdt ramt. Men vi er meget bekymret for den usikkerhed, der bliver skabt omkring energiaftalen. Der er jo virksomheder, som har investeret milliarder, i tiltro til at en aftale er en aftale. Og helt konkret har jeg syntes, det har været lidt svært at få et klart svar fra Venstre, uagtet at vi gerne vil finde nye løsninger, hvis vi kan gøre det inden for de målsætninger, som Venstre også henviser til at vi skal holde fast i.

Men jeg kunne godt tænke mig helt konkret at spørge, om man har tænkt sig at holde fast i de to havvindmølleparker, som vi har besluttet at vi skal have, og som jo faktisk giver 20.000 faglærte og ufaglærte arbejdspladser, rigtig mange i vores yderområder, som jeg mener er nogle arbejdspladser, vi også er nødt til at skabe sikkerhed omkring, også fordi der er investeringer bundet op i dem fra private virksomheder. Og vi har sådan set indgået en aftale.

Ordføreren.

Jeg står ikke her i dag og aflyser nogen initiativer overhovedet. Vores opfordring til regeringen er: Lad os sætte os ned, og lad os hurtigst muligt få den usikkerhed, som der muligvis er skabt, fjernet. Og jeg må også tilføje, at når hr. Jens Joel peger på, at regeringen har afsat nogle penge over de kommende år, så er det ganske rigtigt, og det vil jeg også gerne anerkende. Det er bare ikke tilstrækkeligt at foreslå en nedsættelse over en 6-årig periode med samlet set 6 mia. kr. og kun 350 mio. kr. det kommende år, når stigningen er på 3,5 mia. kr. om året. Der skal ganske enkelt mere til.

Hr. Jens Joel.

Jeg er meget enig i, at vi skal diskutere det her, men grunden til, at jeg spørger, er, at jeg jo også bliver en lille smule usikker over, at det, man så smider på bordet, aldrig rigtig er nok. Og det er derfor, jeg bare siger, at vi kan diskutere det hele, at vi kan diskutere, hvordan vi finansierer det, men at vi ikke vil skabe usikkerhed om de målsætninger, der er sat. Og så er det jo bare et helt konkret spørgsmål: Ordføreren siger, at man ikke vil aflyse noget i dag, men vil Venstre bekræfte, at man står på mål for og vil gennemføre de to havvindmølleparker, som vi faktisk har indgået aftale om en gang før, og som der er investeret i, i tiltro til at de ville komme?

Ordføreren.

Venstre løber ikke fra energiaftalen. Men det er også en klar forudsætning for os, at økonomien i aftalen holder, så den usikkerhed kan vi egentlig få aflyst rimelig hurtigt, ved at regeringen får sat sig ned sammen med de øvrige partier inden for energiaftalen og får reduceret den PSO-omkostning, som også bekymrer Venstre dybt, og som koster i tusindvis af danske arbejdspladser.

Tak. Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort bemærkning. Det er hr. Per Clausen.

Nu er der jo ikke noget dramatisk i, at vi hele tiden forhandler gennemførelsen af den her energiaftale. Vi har jo vidst hele tiden, at sådan ville det være. Men det, som jeg alligevel godt vil spørge om, er, om hr. Lars Christian Lilleholt ikke kunne blive lidt mere præcis om, hvordan Venstre forestiller sig at PSO-afgiften skal kunne sættes ned. Altså, er det ved at fjerne initiativer, som er aftalt, eller hvad er det, man forestiller sig?

Ordføreren.

Som jeg sagde i min ordførertale, kan den her udfordring ikke alene løses inden for energiaftalen. Det vil simpelt hen ikke være muligt at finde 3,5 mia. kr. Derfor er det afgørende for os, at der er to elementer i den sammenhæng. Dels er vi nødt til at finde nogle andre penge på den korte bane, og dels er vi på den længere bane nødt til at kigge på, hvilke muligheder der er inden for energiaftalen for at billiggøre aftalen.

Hr. Per Clausen.

Men hvor er det så, hr. Lars Christian Lilleholt vil skaffe pengene fra? Og hvor er det, han vil billiggøre? For det er jo meget tilforladeligt, at hr. Lars Christian Lilleholt vil skaffe nogle penge til energiaftalen, tak for det, og det er da også meget fint, at der skal gennemføres en billiggørelse, men kunne vi ikke komme lidt tættere på, hvad det er, vi snakker om?

Ordføreren.

Nu pågår der i øjeblikket vækstforhandlinger, og rigtig mange ting er i spil. Og der er det vores forventning at vi sammen med regeringen kan finde en løsning på det her. For det er også min overbevisning, at også regeringen er bekymret over den kraftige stigning, der har været i PSO. For os at se er det her en fælles udfordring, og vi er simpelt hen nødt til at få sat os ned og fundet en fornuftig løsning på den.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Socialdemokraterne, hr. Jens Joel.

Tak for det. Først og fremmest vil jeg sige tak for redegørelsen. Jeg synes, det er en rigtig god redegørelse, der giver et godt billede af det store arbejde, som foregår på energiområdet. Det handler om udfordringen med den grønne omstilling. Hvordan sikrer vi, at vi bedre kan udnytte vindenergien, og hvordan og hvor samarbejder vi med andre lande om eksport af systemer, tænkning og danske produkter? Og hvilke målsætninger kæmper vi for i EU?

Den energipolitiske redegørelse viser efter min overbevisning, at vi er på rette spor. Der er stadig lang vej igen, men vi er faktisk på vej.

Vores energipolitik handler jo om ret mange ting. Det handler om forsyningssikkerhed, når der bliver færre og færre fossile brændsler og vi er afhængige af leverancer fra ustabile demokratier eller diktaturer. Det handler selvfølgelig om fremtidens klima, om den klode, vi efterlader til vores børn og børnebørn, men det handler også om danske arbejdspladser og om den førerposition, som vi faktisk har på det grønne område.

Hvis man ser på tallene, kan man jo godt se, at det er noget af det, vi skal leve af i fremtiden. Vores grønne teknologi bliver en større og større eksportvare. Mens den generelle eksport steg med 2 pct., er eksporten af den grønne energiteknologi steget med 17 pct. Så hvis man tager og måler på, hvad det egentlig er af det, vi har herhjemme på hylderne, der lige nu bliver efterspurgt ekstra meget ude i verden, vil man se, at det faktisk er den grønne energiteknologi. Det synes jeg man skal tage med som et signal om, at vi skal passe meget på med ikke at sætte den førerposition over styr.

Det er jo nu, at store dele af verden faktisk går i gang med at omstille deres energisektor, spare på energien, og så er danske virksomheder i høj kurs. Det er jo ikke primært på grund af os herinde i Tinget, men fordi de danske virksomheder faktisk er smadderdygtige. Vi har vist herhjemme, at det virker i praksis, og det giver eksport og arbejdspladser, som vi selvfølgelig skal passe på.

Regeringen gør, som det også fremgår af redegørelsen, et struktureret arbejde for at understøtte den her eksport af både, kan man sige, tænkningen, modellerne og de konkrete varer. Altså, der er et tæt samarbejde eksempelvis mellem Energistyrelsen og de kinesiske myndigheder, og det er jo et samarbejde, som begge parter kan lære noget af, men det er selvfølgelig også et samarbejde, som betyder, at den model, vi har, de løsninger, vi tit peger på herhjemme, bliver placeret centralt, ligesom danske produkter og danske virksomheder bliver placeret centralt.

Vi arbejder selvfølgelig også på EU-plan for at få hævet ambitionsniveauet. Der er ikke nogen tvivl om, at det er noget af det, der batter, hvis vi rent faktisk skal løse klimaudfordringen. Der er heller ikke nogen tvivl om, at samarbejdet på energiområdet i EU er afgørende, hvis vi skal have en chance for for alvor at integrere den vedvarende energi. Hvis vi skal sikre alle de her ting, skal vi have nedbrudt barriererne, men vi skal også have et EU, som går forrest for at sikre nogle ambitiøse målsætninger. I den forbindelse er det jo glædeligt, at det ser ud til, at det på rådsmødet er blevet besluttet, at man ikke bare vil have en CO 2 -reduktionsmålsætning, men også insistere på, at vi skal have mål for vedvarende energi, for energieffektivitet, også selv om den sidste del af det endnu er lidt ustabil, om man så må sige, lidt uklar, fordi vi afventer en evaluering.

Jeg noterer mig, at regeringen fuldstændig ligesom Socialdemokraterne arbejder for at hæve ambitionsniveauet i forhold til det, EU indtil videre har spillet ud med, så vi sikrer, at både CO 2 -reduktionen og andelen af vedvarende energi faktisk er noget, der driver udviklingen fremad og sikrer, at der er et marked for de virksomheder, som er gode til det her.

Jeg vil også godt sige, at jeg gerne vil gøre op med den forestilling om, at det er meget, meget dyrt at lave omstilling, og at vedvarende energi skal have utrolig meget støtte. Det fremstår nærmest, som om kulkraft er gratis og ikke har nogen omkostninger. Det er ikke rigtigt. Faktisk kan man sige, at landvind på lange stræk, hvis det etableres nu, er billigere end kulkraftværker. Så det, men jo må konstatere, er, at, ja, energi koster noget, men det er ganske enkelt forkert og fortegnet, hvis man tegner et billede af, at vedvarende energi nødvendigvis er dyrere end konventionel energi. Gennem omstillingen til vedvarende energi opnår vi jo ud over de ting, jeg omtalte før, nemlig førerposition, eksportmuligheder og arbejdspladser, også en sundhedsgevinst i form af mindre støj og mindre afhængighed af energiimport og andre ting, som kan være med til at styrke os samlet set.

Jeg synes, det er værd at notere sig den analyse, der lige er kommet, af, hvad omkostningerne egentlig er, når man ser frem til 2050 og ser på, hvad der egentlig vil ske. Én ting er, at vi ikke ville kunne have et system, som udelukkende baserede sig på fossile brændstoffer, men hvad er egentlig omkostningen, hvis man gik over til et samfund med 100 pct. VE? Man vurderer, at omkostningen pr. dansker i 2050 er i størrelsesordenen 1.000 kr. Jeg skal lade være med at omregne det til sko eller andre ting, man kunne købe for de her penge, for det bliver jo ikke engang til et par, men jeg vil sige, at jeg synes, at det ikke er nogen herregård i forhold til de fordele, vi får, i form af, som jeg nævnte, arbejdspladser og sundhedsfordele og andre ting.

Så vi skal fremadrettet forfølge en energipolitik, som er ambitiøs, men vi skal selvfølgelig også passe på vores produktionsarbejdspladser, de traditionelle, og på vores konkurrenceevne, og derfor har regeringen fremlagt et udspil til vækstplan, hvor vi nedsætter PSO'en både generelt for at hjælpe på konkurrenceevnen og målrettet til de energiintensive virksomheder, som er hårdest ramt. Vi forfølger den balance, det vil vi fortsat gøre, og derfor forhandler vi også med Folketingets partier om det, men vi vil ikke være med til at skabe usikkerhed om den grønne omstilling. Når Siemens siger, at de har investeret 1 mia. kr. i tiltro til, at en aftale er en aftale, kan vi jo ikke bagefter komme løbende og sige: Tough luck, vi har fået kolde fødder. For det ville sætte den faktisk ret unikke position, vi har haft i Danmark, over styr. Den position gør, at vi i de sidste mange årtier på tværs i det her Ting har været enige om de energipolitiske målsætninger. Det er det, der har gjort, at vores virksomheder står så stærkt, det er det, der har gjort, at der er blevet investeret så meget i det, og det er også det, der gør, som SF's ordfører også nævnte, at det, der ligger i energiaftalen, i virkeligheden er et kæmpe beskæftigelsespolitisk boost, fordi der bliver investeret så mange private kroner i det her.

Vi har brug for en bred politisk enighed om retningen, og vi har brug for at holde fast i de aftaler, vi allerede har indgået. Tak for ordet.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Dansk Folkeparti, hr. Mikkel Dencker.

Dansk Folkeparti valgte for 2 år siden at gå med i energiaftalen, som jo blev indgået mellem næsten alle Folketingets partier. Det valgte vi at gøre af forskellige grunde. Det er ikke, fordi vi deler regeringens målsætning om et fossilfrit Danmark, for det gør vi ikke. Det handler først og fremmest om, at vi ønsker at få indflydelse på en politisk aftale, som omfatter enorme milliardbeløb, og som har indflydelse på alle danskeres private økonomi og vores virksomheders konkurrenceevne. Derfor var det vigtigt for os at deltage i aftalen.

Men det var ikke bare for at have indflydelse på selve aftaleteksten, det var så sandelig også for at få indflydelse på den lange række af udmøntninger, der sker i løbet af aftalens i alt 8 år lange løbetid, og ikke mindst fordi aftalen trækker i retning af, at Danmark også i fremtiden vil være uafhængig af energi fra udlandet. Det er en meget væsentlig prioritet for Dansk Folkeparti. Det er nemlig et element, vi lægger vægt på, for vi ønsker altså ikke at stå i et afhængighedsforhold til fremmede magter, og hvis man spoler tiden omkring 40 år tilbage, kan man huske, hvordan det gik, da vi var afhængige af import af olie fra meget fremmede – kan man sige – magter.

I relation til afhængighed af import af energi er muligheden for at udvinde skifergas en vigtig mulighed, og det er da også et emne, der er blevet diskuteret en hel del i de sidste år. I Dansk Folkeparti ser vi store perspektiver i at udvinde skifergassen, for den vil kunne holde Danmark velforsynet med gas i flere årtier og samtidig bidrage med enorme beløb til statskassen.

Et andet vigtigt element i energiaftalen, som vi lægger vægt på, er, at energibesparelser indgår som en meget vigtig del. For os er det en vigtig del af energipolitikken – og det er også den nemmeste måde at nedbringe CO 2 -udslippet på – at man sørger for at spare på energien. Det er også en vigtig måde at undgå import af energi på. Det er i det hele taget et godt parameter, for det giver alt andet lige et mere økonomisk effektivt samfund, når vi har et energieffektivt samfund. Danmarks konkurrenceevne blive styrket, når overflødigt forbrug af energi bliver minimeret.

Nu er der jo gået 2 år, siden energiaftalen blev indgået, og så kan det spørgsmål naturligvis rejses, om alle beregninger, der ligger til grund for aftalen, holder. Vi har sammen med de andre borgerlige partier bedt om at få genberegnet energiaftalen, og vi venter på tredje måned i spænding på, at ministeren vil åbenbare disse beregninger for os. Skulle det vise sig, at der kommer differencer mellem indtægter og udgifter, må man tage stilling til, hvordan det skal løses. Dansk Folkepartis svar er entydigt: Kommer der til at mangle penge til at betale for aftalens realisering, må aftalens udgifter skæres ned, for med denne energiaftale må vi sige at Dansk Folkepartis smertegrænse for, hvor meget vi vil betale for energipolitikken, er nået, og yderligere udgifter vil skade vores erhvervsliv, det vil skade vores beskæftigelse, og det vil skade forbrugerne.

For Dansk Folkeparti er det, som jeg lige sagde, vigtigt, at vores erhvervsliv ikke belastes yderligere af den førte energipolitik og dermed taber konkurrenceevne over for udlandet. Det vil nemlig koste arbejdspladser. Derfor ser vi også med bekymring på udsigten til en kraftigt stigende PSO-afgift i de kommende år. Vores opfordring til regeringen er derfor også at tage højde for de problemer, som PSO-afgiften kommer til at udgøre for dansk erhvervsliv. Hvad der helt konkret skal gøres for at holde snor i udviklingen i PSO'en, er vi åbne over for at diskutere. Her kan man forestille sig flere forskellige modeller, og vi anerkender også, at regeringen i sit sidste udspil vil gøre noget ved problemet, men altså slet ikke i tilstrækkeligt omfang.

Med de ord skal jeg sige, at vi takker for redegørelsen, og så ser vi frem til den fortsatte debat her i dag. Og så skal jeg slutte af med på vegne af Dansk Folkeparti og Liberal Alliance at fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget tager den energipolitiske redegørelse til efterretning og opfordrer regeringen til at tage højde for de problemer, som energipolitikken giver erhvervslivet, hvor stigende omkostninger til energi skader erhvervslivets konkurrenceevne med tab af arbejdspladser til følge. Folketinget opfordrer regeringen til i energipolitikken at lægge vægt på at fremme vækst og beskæftigelse og at gennemføre energipolitikken med de lavest mulige omkostninger for borgere og virksomheder.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 54).

Tak for det. Der er foreløbig et enkelt medlem, der har ønsket en kort bemærkning. Det er hr. Jens Joel.

Tak for det. Jeg skal ikke gå ind i den diskussion, der er, om, hvorvidt vi skal være fossilfri, for der ser vi nok bare forskelligt på verden. Men jeg hæfter mig ved det faktum, at Dansk Folkeparti også siger, at det her ødelægger og udflytter arbejdspladser og alle mulige ting. Og jeg går ud fra, at man bl.a. baserer sig på Det Miljøøkonomiske Råds og vismændenes vurdering.

Så vil jeg bare have Dansk Folkepartis ordfører til at bekræfte to ting. Det er for det første, at den analyse jo ikke beregner, at vi har nogen fordel af at være i en førerposition i verden, altså at der ikke ligesom er nogen afledte effekter af at være længst fremme ved nettet, for så vidt angår den grønne omstilling; det giver os ifølge den model, de bruger, ikke nogen arbejdspladser. Og det er for det andet, at når de beregner, at der er en beskæftigelseseffekt på i omegnen af 5.000 færre, altså uden at tage hensyn til de fordele, vi får, så er det også rigtigt, at i forbindelse med de havvindmølleparker, som vi har i aftalen, og som Dansk Folkeparti har sagt i medierne at man ønsker at aflyse den ene af, drejer det sig om 20.000 arbejdspladser.

Ordføreren.

Jeg synes, at spørgeren blander pærer og bananer godt sammen. Jeg kan bekræfte, at en af de grunde til, at jeg siger, at energipolitikken koster arbejdspladser for Danmark, er, at Det Miljøøkonomiske Råd har beregnet, at det netto ville kunne give 5.000 ekstra arbejdspladser i Danmark, hvis man lagde energipolitikken om i den retning, som Dansk Folkeparti anbefaler. Og Det Miljøøkonomiske Råd er jo ikke hvem som helst; det er jo nogle af landets førende økonomer, som har beregnet det her, så det tror jeg nok at de har temmelig meget forstand på, og det støtter jeg mig til.

Hr. Jens Joel.

Jeg er også sikker på, at de har temmelig meget forstand på det, men derfor kunne man jo godt kigge på, hvad det er for en økonomisk model, de bruger. Og derfor beder jeg bare igen Dansk Folkepartis ordfører om at bekræfte, om de indregner en fordel af at have en førerposition, eller om de antager, at det får man ikke noget ud af, fordi man, hvis man ikke havde lavet grøn teknologi, bare, om jeg så må sige, ville have lavet kulkraftværker eller et eller andet andet, og det ville der være lige så meget salg i i Kina. Så kan vi ikke få en bekræftelse? For én ting er, at man nu lytter meget til de her økonomer, men man må også vide, hvad det er for en model, de bruger.

Så skal jeg lige igen høre, om Dansk Folkeparti mener, at vi skal aflyse de der tusindvis af arbejdspladser i yderområderne, som kommer af havvindmølleparkerne.

Ordføreren.

Jeg sagde jo før, at jeg mener, at spørgeren blander pærer og bananer godt sammen. Det er rigtigt, at Det Miljøøkonomiske Råd siger netto 5.000 ekstra arbejdspladser. Jeg kender ikke alle forudsætningerne i deres beregninger, og det tror jeg egentlig heller ikke at spørgeren gør, men jeg tror, at de regner rigtigt.

At det skulle koste 20.000 arbejdspladser at aflyse en havvindmøllepark, tror jeg simpelt hen ikke på. Det kan i hvert fald ikke være 20.000 blivende arbejdspladser. Det kan godt være, at der er 20.000 mennesker involveret i at bygge en havvindmøllepark – det vil jeg ikke udelukke – men de er jo kun beskæftiget, lige så længe man bygger, og når man har bygget færdigt, skal de finde på noget andet at lave. Det Miljøøkonomiske Råd taler om 5.000 blivende arbejdspladser.

Tak. Der er yderligere to medlemmer, der har meldt sig for en kort bemærkning. Den første er hr. Steen Gade, SF.

Tak. Jeg synes, ordføreren blander både æbler, pærer og bananer, når der i et forslag til vedtagelse tales om erhvervslivets byrder. Er det ikke korrekt, vil jeg spørge hr. Mikkel Dencker om, at vi er nede på noget, der er under 10 pct. af erhvervslivet, som er ramt af den høje PSO, altså de energiintensive virksomheder, og derfor ikke erhvervslivet i en bred forstand?

Ordføreren.

Når jeg taler om erhvervslivet, taler jeg om alle virksomheder, og der mener jeg absolut også, at 10 pct. er værd at tale om. Sjovt nok er de 10 pct., som bliver hårdest ramt af PSO-afgiften, også dem, der har de højeste energiudgifter, og det er også typisk virksomheder, som eksporterer en hel masse. Så det er absolut relevant at tale om, og jeg kan ikke forstå, at SF ikke bekymrer sig om de 10 pct.

Hr. Steen Gade.

Det er jo lige præcis det, vi gør. Men o.k., det var altså kun de 10 pct. og ikke alle.

Næste spørgsmål er, om hr. Mikkel Dencker ikke er enig i, at den mest effektive metode for at få forsyningssikkerhed i Europa er at satse på vedvarende energi?

Ordføreren.

På meget lang sigt anerkender jeg, at selvforsyning i en vis udstrækning bygger på vedvarende energi. Vi i Dansk Folkeparti går også ind for, at der skal udvindes skifergas, for det kan også holde os velforsynet med egen energi i meget lang tid. Men vi var bl.a. med i energiaftalen netop for også at kunne afsætte forskningsmidler til vedvarende energi, for det er en del af løsningen på afhængigheden af udenlandske leverandører. Men derfra og så til at gå ind i den her storstilede statssubsidiering af energisektoren, som jeg ved SF går ind for, kan vi ikke være med til.

Tak. Så er det hr. Per Clausen, Enhedslisten.

Skal jeg forstå hr. Mikkel Dencker sådan, at det, Dansk Folkeparti satser på som vejen til fortsat at være selvforsynende med energi i Danmark, er, at skifergas viser sig at være en god mulighed?

Ordføreren.

Man kan ikke basere sig på noget, som man ikke kender omfanget af, men det er noget, som vi håber på vil kunne give en stor gevinst for Danmark. Det kan både give arbejdspladser, men så sandelig også et stort provenu og holde Danmark forsynet med gas i rigtig mange år. Vi kan sandsynligvis også eksportere det, hvis vi får en situation, hvor det kan betale sig at udvinde gassen. Så det er noget, vi håber meget på.

Hr. Per Clausen.

Dvs. at i stedet for de arbejdspladser, vi ved vi får, hvis vi laver havvindmølleparker, foretrækker hr. Mikkel Dencker vismændenes teoretiske beregninger af arbejdspladser, som måske kun findes i teorien, og som alternativ til en omstilling til vedvarende energi for at sikre selvforsyning foretrækker hr. Mikkel Dencker et eksperiment, et håb, en drøm om, at skifergas nok vil vise sig at kunne løse udfordringen. Det er altså den realisme, der ligger bag Dansk Folkepartis politik i den her sag.

Ordføreren.

Dansk Folkeparti foretrækker flest mulige arbejdspladser. Jeg kan forstå, at det gør Enhedslisten så ikke, i og med at man ikke ønsker at følge Det Miljøøkonomiske Råds anbefalinger, som netop kan give 5.000 arbejdspladser mere netto.

Så er det rigtigt, at der selvfølgelig vil være nogle mennesker beskæftiget ved at bygge vindmøller. Jo flere havvindmøller, man laver, jo flere beskæftigede, men de skal jo ikke skrue på de havvindmøller til evig tid. De skal forhåbentlig kun bygge på dem, så længe de skal bygges, og så har de jo alt andet lige ikke mere at lave bagefter.

Tak. Der er yderligere et medlem, der har bedt om en kort bemærkning, og det er fru Lone Loklindt.

Jeg kan forstå på hr. Mikkel Dencker, at en stor del af Danmarks forsyningssikkerhed fremover skal bygges på skifergas. Jeg kunne i den forbindelse så godt tænke mig at vide, om ordføreren slet ikke har nogen betænkeligheder ved udvinding af skifergas i Danmark – det kunne være i forhold til grundvand, det kunne være i forhold til andre sideeffekter af skifergasudvinding.

Dernæst vil jeg gerne spørge, om ordføreren ligefrem helst ser, at vi fortsætter med at have store andele af fossil energi i vores forsyning.

Ordføreren.

Jeg vil begynde med det sidste. Dansk Folkeparti har ikke noget problem med, at der fortsat skal være fossil energiforsyning i Danmark, og det er også derfor, vi ikke er med på det forslag til vedtagelse, som regeringen fremsætter, altså, fordi man netop her siger, at den fossile forsyning skal stoppes på et tidspunkt, og det ønsker vi ikke i Dansk Folkeparti. Vi håber på, at vi kan udnytte forekomsterne af skifergas, som der primært er i Nordjylland, og umiddelbart ser jeg ikke, at der skulle være nogen særlige miljømæssige problemer forbundet med det, i og med at det er nogenlunde samme metode, man bruger, som man bruger ude i Nordsøen til at få olie og gas op derude, og der har det ikke givet særlig anledning til miljøproblemer. Jeg mener, det med grundvandet er en myte – en myte, som mange hiver frem tit. Sandheden er jo, at det er et sugerør, der bliver stukket flere kilometer ned i undergrunden og kommer langt uden om grundvandsressourcerne.

Fru Lone Loklindt.

Så har jeg lige et opklarende spørgsmål mere. Når Dansk Folkeparti ikke går ind for et fossilfrit samfund, på trods af at vi faktisk nu har scenarier, der viser, at det kan lade sig gøre, er det så, fordi man ikke tror på, at fossil energi påvirker klimaet, og at klimaforandringerne ikke har betydning for mennesker og klode i det hele taget?

Ordføreren.

Det kan ikke udelukkes, at fossil energi har en indvirkning på klimaet, men den måde, man løser det, der i givet fald er et problem, er gennem internationale aftaler, hvor landene forpligter sig til at nedbringe deres CO 2 -udslip. Danmark er gået langt foran alle andre, og selv om vi afskaffer afbrænding af fossil energi i Danmark, redder vi jo ikke klimaet af den grund, for der er stadig flere hundrede lande rundt i verden, som ikke har gjort det samme, men som til gengæld har vækst i deres fossile afbrænding. Dermed gør det ikke det store fra eller til, hvad Danmark foretager sig.

Tak for det. Der er ikke flere medlemmer, der har bedt om korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Det Radikale Venstre, fru Lone Loklindt.

Først tak til klima-, energi- og bygningsministeren for den energipolitiske redegørelse, som jo kommer godt rundt om de overordnede udfordringer for dansk energipolitik, og som også viser, hvordan energipolitikken er central for den grønne omstilling, som vi både i Det Radikale Venstre og i regeringen i det hele taget er meget optaget af at fremme mest muligt under hensyntagen til økonomi og bæredygtighed i bred forstand.

Jeg vil tillade mig at komme ind på enkelte elementer, men ellers vil jeg prøve også at sætte redegørelsen ind i en bredere kontekst. Og lad mig starte med det sidste først. Den her redegørelse kommer jo på et tidspunkt, hvor vi har modtaget tre delrapporter fra IPCC's femte hovedrapport. Det vil sige, at synteserapporten først kommer, når der skal være opsamlende møde her i efteråret i København. Og alle tre delrapporter er faktisk fortvivlende læsning, som i den grad kalder på intelligent handling.

For det første er stigningstakten i udledning af drivhusgasser fra 2000 til 2010 den højeste i menneskets historie på trods af klimapolitikker i mange lande. Det skyldes primært økonomisk vækst og befolkningstilvækst uanset en øget energieffektivitet. Størsteparten af stigningen kommer fra energiforsyning og industri, men det fremgår også tydeligt, at den mest kosteffektive CO 2 -reduktion kræver en mere tværsektoriel indsats, hvor vi høster andre gevinster samtidig, som f.eks. lavere luftforurening og større energisikkerhed, som i parentes bemærket også kræver adfærdsændringer i forhold til at reducere energiforbruget.

Bedre og mere klimarobust byplanlægning og investeringer i infrastruktur, som fremmer miljørigtig mobilitet og dermed mindre fossilt brændsel i transportsektoren, giver også færre udgifter til klimasikring og bedre luftkvalitet. Rapporten taler også om energieffektivt byggeri – og der har vi jo også gjort fremskridt herhjemme, også på det seneste med regeringens strategi – der som en sidegevinst er mindre miljøskadeligt og medfører bedre indeklima og dermed større trivsel og i virkeligheden også højere produktivitet.

Større ressourceeffektivitet og mere genanvendelse bidrager ikke blot til lavere energiintensitet, men også til mindre materialeforbrug og dermed lavere klimabelastning på flere parametre. Og så er der brug for bæredygtighedskriterier for biomasseproduktion, herunder bæredygtig skovdrift, der også vil være til stor gavn for natur, biodiversitet, klimatilpasning og mere stabilt klima. Og sidst vil jeg nævne udfasning af subsidier på fossil energi og flere investeringer i vedvarende energiformer, som fortsat er en udfordring.

Men den danske energipolitik – og ikke mindst energiaftalen fra 2012 – bidrager jo i høj grad til øget energieffektivitet og udvikling af vedvarende energiformer, og er til inspiration for andre lande og for EU-politikken i særdeleshed. Derfor skal vi holde fast i vores overordnede mål for energiaftalen. Den sikkerhed, en aftale med langsigtede mål giver erhvervslivet, er uvurderlig for produktivitet og investering i fremtiden.

Men målet om 100 pct. vedvarende energi i 2050, større energieffektivitet og fortsat CO 2 -reduktion bidrager sammen med forskning og demonstration til en teknologiudvikling, som allerede nu er i verdensklasse. Vi eksporterer nu for 38 mia. kr. grøn energiteknologi om året, og det er steget med tæt på 6 mia. kr. mellem 2012 og 2013, hvilket svarer til hele den stigning i eksporten, der foregik mellem 2012 og 2013. Så på den baggrund står den politiske opgave jo nu tindrende klar, og heldigvis skaber vores energiforlig et godt grundlag for den opgave.

Vi kan nemlig nu sige endegyldigt farvel til kul- og oliealderen, hvis vi vil, og satse kræfterne på at gøre fremtidens energi endnu billigere og mere konkurrencedygtig. Som det har været fremme tidligere, har Energistyrelsen jo allerede regnet på det, og omstilling til 100 pct. grøn energi er slet ikke uoverkommelig. Derfor er det også afgørende, at vi ikke skaber tvivl om ambitionsniveauet, for det gør kun omstillingen dyrere og mere besværlig. De virksomheder og borgere, der hver dag investerer i den grønne udvikling, skal vide, hvad de har at regne med.

For det første vil vores energisystem ikke længere bidrage til at ødelægge klimaet, og i forhold til resten af verden vil Danmark fremstå som et lysende eksempel i modsætning til f.eks. Tyskland, hvor man – som nogle af os så i aftes i TV Avisen – beklageligvis er i fuld gang med udvinding af brunkul. Det er en forsyningssikkerhed, som vi i hvert fald ikke ønsker os i Danmark. Forsyningssikkerhed skal klares ved mindre afhængighed via de vedvarende energiformer, men også via effektivisering, så vi har mindre brug for energi.

Med mål om et fossilfrit Danmark vil luft- og støjforureningen falde betragteligt. Sidste år efterlyste Radikale Venstre at få fokus på omstillingen af transportsektoren i den energipolitiske redegørelse – jeg tror, det var ministeren selv, der stod for talen. Men jeg vil bare tillade mig nu at kvittere for, at der nu i samarbejde med Transportministeriet arbejdes med Roadmap 2050 for grøn transport med henblik på at få den langsigtede omstilling til en fossilfri transportsektor, selv om vi stadig væk må vente lidt på at se resultatet. Der er ingen tvivl om, at transporten fylder meget i scenarierne for at blive fossilfri. Når både dieseltog og personbiler begynder at køre på grøn el, bidrager de ikke til luftforurening i byerne, ligesom danskerne heller ikke længere vil være generet af luftforurening fra kraftværkerne. Forskerne har tidligere vurderet, at det vil medføre samfundsøkonomiske gevinster på op til 2-3 mia. kr., fordi færre bliver syge af luftforurening. Og det vil jo også gøre, at dem, der bor langs støjende veje og i støjende byer, pludselig vil kunne høre fuglene synge igen.

Som afslutning vil jeg sige, at Radikale Venstre naturligvis tager redegørelsen til efterretning og bakker op om det fælles forslag til vedtagelse. Den grønne omstilling er godt i gang, men den kommer ikke af sig selv, vi bliver nødt til at holde ambitionsniveauet højt.

Tak for det. Der er ingen, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Enhedslisten, hr. Per Clausen.

Nu kunne man jo vælge at glæde sig over, at der stadig i Folketinget er et stort flertal for, at vi skal være gået over til vedvarende energi i 2050; der skal det være slut med de fossile brændsler. Men nu er det, som jeg også har antydet i nogle af de snakke, der har været forud for den her forespørgselsdebat, jo mindst lige så interessant, hvad man har tænkt sig at gøre de næste 10-20 år, som hvad man har tænkt sig at ens efterkommere skal gøre i 2050.

Det er jo ikke sådan, at man kan tage springet fra fossile brændstoffer til vedvarende energi-kilder i løbet af 5-10 år, fra 2040 til 2050, og det er jo ikke sådan, at vi kan lukke CO 2 ud i atmosfæren, uden at det får nogen som helst negative konsekvenser, bare vi inden 2050 holder op med det. Det er sådan set af afgørende betydning, hvis vi vil gøre noget i forhold til klimaudfordringen, at vi handler, og at vi handler nu . Og det synes jeg måske er værd at tage med, for det er næsten, som om vi i Danmark har den her diskussion i sådan en osteklokke og ikke rigtig bryder os om at lytte til de ting, der kommer til os udefra. F.eks. den konstatering, at hvad Bolivias præsident sagde umiddelbart efter klimatopmødet i København, nemlig at det, man havde aftalt her, hverken sikrede 1- eller 2-gradersmålsætningen, men snarere 4-5-graders temperaturstigning i de kommende år, har nu vist sig at være det, som FN siger, altså at det er der, vi er.

Vi står altså over for nogle klimaforandringer, som er langt mere dramatiske, langt mere vidtgående end dem, hvis konsekvenser vi har diskuteret indtil nu, medmindre der handles og der handles på en helt anden måde end den, vi har set indtil nu. Vi er sådan set derude, hvor man med fuldstændig ro i sindet kan sige, at den megen snak om alle de regninger, man ikke måtte efterlade i børneværelset, når det handlede om at efterlade en smule økonomisk gæld, er vores generation nu i færd med at overlade til børneværelset på et langt, langt mere alvorligt spørgsmål, nemlig spørgsmålet om, hvordan miljø- og klimaudfordringen kommer til at se ud.

Det er sådan set udtryk for, at vi tager pant i vores børn og børnebørns fremtid og deres muligheder for at sikre et ordentligt liv og et ordentligt livsgrundlag. Det er jo sådan set en ganske alvorlig sag, vil jeg sige.

Derfor er det selvfølgelig godt, at vi i Danmark har et flertal, som regeringen, fordi regeringen holder så meget af brede flertal, kalder et meget bredt flertal, som støtter en klimalov. Nogle vil nok hævde, at så bredt er det heller ikke, men det er da i hvert fald bredere end regeringspartierne, og jeg vil ikke sige de sædvanlige støtter, men dem, der støtter dem, når regeringen vil noget godt. Og det er selvfølgelig rigtig godt, at vi har en bredere aftale om energi, selv om der er det særlige ved brede aftaler, at gennemførelsen af dem undertiden kan blive ganske vanskelig. Men det er jo godt, at vi har det, og det skal jeg nok vende tilbage til.

Men det er jo også rigtigt, som det er sagt i debatten her i dag, at hvis der ikke også sker noget andre steder end i Danmark, ja, så hjælper det jo ikke meget. Der er måske mest blevet talt om den afsætning, vi kan opnå, af alle vores kloge tanker og alle vores geniale produkter, hvis man også begynder at lave klimaomstilling og miljøomstilling i andre dele af verden, men det afgørende er jo, at vi så kommer tættere på at indfri den fælles målsætning, vi må have, om også at sikre vores børn og børnebørn nogle gode udfoldelsesmuligheder i fremtiden.

Derfor synes jeg, det er godt, at regeringen har taget initiativ til at etablere samarbejde med rigtig mange lande rundtomkring i både Europa og resten af Verden for at køre nogle projekter. Det er rigtig godt. Jeg tror bare, man er nødt til at se i øjnene, at som et supplement til den strategi, man har med at stille krav om, at EU skal være ambitiøs og FN skal være ambitiøs og der skal skrives globale aftaler, er det rigtig vigtigt, at vi forsøger at forpligte os selv og hinanden i forhold til konkrete lande rundtomkring i verden, der også vil noget mere og noget andet, sådan at det ikke ender med, at Danmark er det eneste lysende fyrtårn, men at vi er et lysende fyrtårn sammen med rigtig mange andre lande. Det tror jeg bliver en vigtig dimension i fremtiden.

Så vil jeg bare sige et par enkelte ord om det, som kun Dansk Folkepartis ordfører var inde på, nemlig at vi jo kombinerer det med, at vi vil fjerne efterspørgslen efter fossile brændstoffer, med selv at udvinde så meget, som vi overhovedet kan komme til. Nogle vil sige, at det er en smule modsætningsfyldt, i hvert fald kan man sige, at hvis det lykkes for alvor at få sat en stopper for efterspørgslen, er det da lidt dumt, hvis man har gjort så meget økonomisk afhængig af, at der stadig væk er en stor efterspørgsel. Nogle vil måske også sige, at det er lidt modsætningsfyldt, at man vil omstille, og at man så gør, hvad man kan, for at sikre, at der er en rigelig tilførsel af billige fossile brændstoffer fremadrettet.

I den anledning påkalder skifergas sig jo en særlig opmærksomhed. Det kan være, at man kan klare det med grundvandet, det kan være, man kan klare en række andre miljøudfordringer, men det, der står tilbage, er, at udvindingen af skifergas er så energikrævende, at det samlede CO 2 -udslip meget nemt bliver præcis det samme, som hvis man brugte kul. Og så er man i hvert fald i forhold til klimaudfordringen kommet langt hinsides det fornuftige og det ansvarlige.

Det fremhæves i redegørelsen, at Europa-Kommissionen har lagt en række mål frem, og hr. Lars Christian Lilleholt har jo ret, når han siger, at det, EU synes EU skal i 2030, er det, som vi i Danmark helst skulle nå i 2020. Og det siger måske også en lille smule om, at så stort er ambitionsniveauet heller ikke i EU. Også når det handler om bindende mål for vedvarende energi og på andre områder, er der jo helt klart brug for en opstramning og en styrkelse af de målsætninger og krav, der er, og også af, at der bliver tale om en reel forpligtelse.

Jeg bemærker også, at man sådan lidt konstaterer, at man bør styrke EU's kvotemarked ved strukturelle reformer, og så kan jeg jo bare i al stilfærdighed konstatere, at det, der er gennemført på området for at sikre, at man ikke også fremover vil have et stort overskud af CO 2 -kvoter, sådan at effekten af kvotesystemet i forhold til vedvarende energi bliver uhyre begrænset, jo er helt, helt utilstrækkeligt. I virkeligheden må man vel bare sige, at det er rigtig trist, at der ikke er politisk enighed om, at det, vi bør gå efter, og det, man bør satse på, er, at forureneren betaler. Hvad er forklaringen på, at de miljømæssige og klimamæssige konsekvenser af fortsat anvendelse af fossile brændstoffer slet ikke indgår i prisen og derfor ikke indgår i nogen som helst økonomiske overvejelser? Det forsøger man så at kompensere for ved hjælp af et kvotesystem, som er uigennemskueligt og i hvert fald endnu mangler at vise, at det sådan for alvor kan fungere effektivt.

Der har været meget diskussion det seneste stykke tid om PSO'en. Jeg bemærker mig, at regeringen lægger vægt på stabilitet og forudsigelige rammer og også mener, at man skal holde fast i at høste de langsigtede gevinster i form af positive klimaeffekter og øget forsyningssikkerhed samt de kortsigtede gevinster i form af øgede investeringer og beskæftigelse, når det handler om omstilling til vedvarende energi og energibesparelser. I den sammenhæng kan det måske være lidt underligt, at regeringen har spillet ud med at ville lette PSO'en for erhvervslivet, sådan at det i stedet for at være dyrere at bruge energi skal være billigere at bruge energi. I stedet for at opmuntre til at spare på energien, vil man opmuntre til at bruge energi. Det synes jeg måske er en lille smule paradoksalt – i lighed med det, som hr. Steen Gade fra SF sagde. Jeg har sådan set præcis helt den samme opfattelse, som hr. Steen Gade gav udtryk for, men det ændrer ikke noget ved, at der sagtens kan være konkrete brancher, konkrete virksomheder, det kan være interessant at give en lettelse, under forudsætning af at man så også kan lave nogle aftaler med dem om, at de reelt gør, hvad de kan for at spare på energien. Det er vi selvfølgelig åbne over for og indstillet på at gå ind i forhandlinger om.

Jeg vil også sige, at vi da, jo netop fordi det her er en så alvorlig sag, som ikke sådan egner sig alt for meget, synes jeg, til politisk drilleri og spilfægteri, også er indstillet på at medvirke konstruktivt i de forhandlinger, der skal være for at sikre, at vi også fremadrettet kan have en energiaftale, som har bred politisk opbakning i Folketinget. Jeg er bare i forhold til det nødt til at sige to ting, som for os er rigtig vigtige. Den første er, at de klima- og energimæssige ambitioner ikke svækkes. Det synes jeg er vigtigt at holde fast i: Sådan må det være. Vi har ingenting imod at diskutere besparelsesforslag i forhold til den energiaftale, der er indgået. Der er elementer i den energiaftale, hvor vi synes at man bruger pengene på en måde, hvor man får alt, alt for let for de penge, man bruger. Man kan jo selv se på beregningerne af, hvad det er for nogle energiformer, som for alvor boner ud, når man snakker om PSO'en – biogas, bare for at nævne et enkelt eksempel. Det diskuterer vi selvfølgelig gerne – det er klart – hvordan vi kan reducere, og vi diskuterer da også gerne, hvordan vi på anden måde kan sikre, at tingene bliver finansieret. Men det er for det andet også afgørende for os, at der ikke rokkes ved den sociale balance – eller mangel på samme – der var, da man lavede energiaftalen, forstået på den måde, at vi altså heller ikke synes, at det skal være de almindelige forbrugere, de økonomisk dårligst stillede danskere, der skal betale for, at der gives lettelser til erhvervslivet på PSO'en.

Men ud fra de to forudsætninger, som jeg langt hen ad vejen tror regeringen deler, er vi selvfølgelig indstillet på at finde en løsning, der gør, at vi i de kommende år kan sikre den omstilling til vedvarende energi og de energibesparelser, som blev aftalt, da vi indgik energiaftalen, som man jo dag for dag bliver gladere for. Altså, hver gang Dansk Folkeparti taler om energiaftalen, bliver man jublende glad for, at man var med til at lave den aftale, som jeg kan huske at hr. Kristian Thulesen Dahl dengang sagde jo bare var en aftale, Enhedslisten havde fået lov til at skrive under på, efter at DF havde klaret det hele. Det står vist nogenlunde klart for de fleste i dag, at det forholdt sig lidt anderledes.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så er det ordføreren for Liberal Alliance, hr. Joachim B. Olsen.

I fravær af vores energiordfører skal jeg takke for den grundige redegørelse om problemerne i forbindelse med den grønne omstilling.

På mange måder adskiller den sig ikke så meget fra de tidligere år, hvor man skamroser de store perspektiver i regeringens tankesæt på området – og dog alligevel. Efterhånden som det også går op for regeringen, at kejseren har meget lidt tøj på, ses der alligevel interessante nyskabelser rundtom i redegørelsen. Alene det, at man indfører et afsnit, der hedder overordnede udfordringer ved finansieringen af den grønne omstilling, er jo et bevis på, at en eller anden form for virkelighedserkendelse er ved at indfinde sig. Det tror pokker, fristes man til at sige.

De to afgørende finansieringselementer, nemlig forsyningssikkerhedsafgiften og PSO-afgiften, er enten afgået helt ved døden eller også på vej i graven. PSO'ens himmelflugt – efter Anholt Vindmøllepark nu en afgift, som i 2013 udgjorde skræmmende 5,7 mia. kr. – vil naturligvis stige yderligere i de kommende år, når endnu to nye kæmpeparker skal op sammen med de kystnære vindmøller.

Det, der umiddelbart kan undre, er, at selv om der står maj måned 2014 på både denne energiredegørelse og regeringens vækstplan, har energiministeren ikke fundet anledning til at fortælle Folketinget, at man i et andet ministerium har lagt planer om en lempelse af PSO'en med i alt 5,8 mia. kr. frem til 2020. Det er så anden gang, man nedsætter PSO'en, fordi det jo giver problemer med konkurrenceevnen og beskæftigelsen.

Når man ikke skriver om disse nye vækstinitiativer, er det formentlig, fordi det ikke skal være for åbenbart, at man både får flere arbejdspladser, når man sætter afgifterne op, altså det, der står i redegørelsen, og når man sætter dem ned igen, dvs. det, der står i vækstplanen. Det viser, at energipolitik i Danmark er ren tryllepolitik. Nej, der er kun én logik, der eksisterer i den grønne drømmeverden, som nu er ved at blive indhentet af de iskolde realiteter. Det er og bliver et bluffnummer, hvis man bilder danskerne ind, at den grønne drømmeøkonomi er lige om hjørnet.

I hele EU udgør sol og vind 1,3 pct. af energiforbruget, og det selv om tyskerne bruger 20 mia. euro årligt i tilskud til især solceller, og selv om det gældsplagede Spanien bruger mere i tilskud, end de bruger til alle deres videregående uddannelser tilsammen.

I sidste uge kunne man i en større dansk lokalavis læse på forsiden, at som følge af vores energipolitik med de mange støttekroner til vind, har man slået så mange almindelige kraftværker ihjel, cirka en tredjedel, at man nu må importere el hver eneste uge, mens det tidligere kun skete et par gange om året, altså er forsyningssikkerheden svækket ud over alle grænser. Længere inde i samme avis ses en glad energiminister i en kronik ved siden af et stort billede af en vindmølle med en julegås på spidsen af en af vingerne. Her proklamerer ministeren, at i december, lige omkring jul sidste år, producerede vi over 50 pct. af strømmen på vind, hvorved rigtig mange danskere fik grønstegt julegås.

Dette er helt mageløst i den forstand, at der ikke stod meget om, at vi jo slet ikke er i stand til at aftage al den strøm, når det blæser, og derfor må forære strømmen til nordmænd og svenskere med enorme danske tilskud i rumpen. Ja, så fik de såmænd også en julegave, men det var af die dummen Dänen. Absurditeten bryder for alvor ud i lys lue, når ministeren et stykke nede i indlægget postulerer, at udlandet beundrer os, og det skulle ikke være for H. C. Andersen, men for den grønne omstilling.

Set fra Liberal Alliances stol er vi enige i, at energibesparelserne i energipolitikken er fornuftige. Det er vedvarende miljørigtigt og vedvarende god økonomi, men det øvrige halleluja er vi ikke særlig store beundrere af, især fordi der hverken er miljø, økonomi eller forsyningssikkerhed i den førte energipolitik, så længe vedvarende energi er så dyr, som den rent faktisk er.

Tak for det. Der er ingen medlemmer, der har ønsket korte bemærkninger. Så går vi videre til klima-, energi- og bygningsministeren.

Tak for det. Mange tak for bemærkningerne og for en rigtig god debat. Jeg synes jo, at debatten udmærket afspejler, hvor vigtig energipolitik er for Danmark. Vi er jo ikke enige om alt i dette Ting, men der er dog et stort flertal her i Folketinget, der deler ambitionen om, at Danmarks energisystem skal gennemgå en grøn omstilling. Den historisk brede enighed om energipolitikken i Danmark har givet os et helt unikt fundament for at lave en omkostningseffektiv omstilling, og den enighed er meget smukt udtrykt i den brede energiaftale fra 2012.

Det er mit indtryk, at danskerne er stolte af de grønne visioner, Danmark har, og af de mål, vi allerede har nået. Vi yder vort for at bekæmpe klimaforandringerne, og vi sikrer samtidig et langtidsholdbart, bæredygtigt, omkostningseffektivt, forsyningssikkert energisystem. Regeringen vil ikke gå på kompromis med de langsigtede ambitioner om en grøn omstilling af Danmark.

I den seneste tid er der blevet sået tvivl om energiaftalen. Den slags usikkerhed om de fremtidige rammer koster troværdighed, og det koster egentlig også kroner, så på den korte bane er det en prioritet for regeringen, at vi hurtigst muligt igen får skabt stabile rammer om den danske energipolitik. Det hører jeg heldigvis også udtrykt af de ærede ordførere. Vi vil meget gerne løbende diskutere dansk energipolitik, og den opfordring fra flere om, at vi nu skal sætte os ned og få skabt ro og rammer, er jeg selvfølgelig enig i, og vi vil selvfølgelig gennemføre disse samtaler snarest. Jeg synes, vi har en god og bred aftale, og den udgør et fundament, men vi skal selvfølgelig løbende kunne undersøge og drøfte enkeltelementer.

Der var et specifikt spørgsmål fra hr. Steen Gade om energieffektivisering. Man kan sige, at Danmark har ført samtaler med GD for Energis kontor for energieffektivisering, hvor Danmark har givet udtryk for, at vi lægger vægt på, at Kommissionen i sit modelarbejde har regnet på virkningen af energibesparelser på 40 pct. som foreslået af Europa-Parlamentet. Vi har fået bekræftet, at et mål på 40 pct.s energibesparelse indgår i et udkast til Kommissionens konsekvensanalyse af energieffektivitet. Det er lidt teknisk, men det er egentlig blot for at sige noget både til hr. Per Clausen og til hr. Steen Gade og til fru Lone Loklindt om, at vi har fuld fokus på EU og på det internationale arbejde for at tackle vores klimaudfordringer. Det er givet – der er flere, der har brugt ordet osteklokke i debatten, og jeg tror, at jeg desværre selv kom til at lægge for – at dette ikke skal løses i vores osteklokke, men under en langt større osteklokke. Det er på globalt plan, vi skal tackle disse udfordringer.

Jeg må også kvittere over for fru Lone Loklindt for at rive mig mine egne ord fra for et års tid siden i næsen om transportens rolle. Det er ufint, synes jeg, men måske alligevel inden for skiven. Jeg må jo sige, at transporten er vores smertensbarn, og selvfølgelig er vi kun i vores samlede grønne omstilling nået halvvejen. Der udestår mange, mange udfordringer, herunder særlig på transportområdet.

Der blev også fra hr. Steen Gades side spurgt til, hvornår vi kan imødese road map for grøn transport. Jeg tror også, at løftet er medio 2014. Spørgsmålet lød så, hvornår medio 2014 er. Jeg tror, vi lige skal over sommerferien først, men så tror jeg også, der kommer en rigtig fin ting, som vi kan glæde os over sammen.

Det skal også være min udgang. Der er ingen tvivl om, at vi har drøftet noget i dag, som er en standende drøftelse. Vi bliver aldrig færdige med at drøfte den grønne omstilling. Det er noget, der skal debatteres; det er noget, der skal tunes; det er noget, vi sammen skal kigge på for at nå målene på den rigtige måde. Heldigvis er der overordnet enighed om den bredere retning, og heldigvis er der en imødekommenhed for at opnå fornuftige aftaler om de specifikke indretninger. Det vil jeg glæde mig til at deltage i med medlemmerne af det ærede Ting, og så vil jeg gerne takke for en god debat.

Tak til ministeren.

Der er vist ikke flere, der har bedt om ordet, så forhandlingen er sluttet.

Afstemningen om de fremsatte forslag til vedtagelse vil som nævnt først finde sted i morgen, tirsdag den 3. juni 2014.