Det sidste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 30:

Forslag til folketingsbeslutning om at trække aktstykke 37 af 3. december 2013 om kapitaludvidelse i DONG Energy A/S m.v. tilbage.

Af Frank Aaen (EL) og Finn Sørensen (EL).

(Fremsættelse 10.12.2013).

Forhandlingen er åbnet, og jeg vil gerne give ordet til finansministeren. Værsgo.

Mange tak for det. Baggrunden for det aktstykke og – i forlængelse af det – det beslutningsforslag, vi i dag drøfter, er jo helt grundlæggende, at finanskrisen og den styrkede amerikanske produktion af skifergas har ført til, at mange europæiske energiforsyningsselskaber er kommet under pres i de seneste år. F.eks. måtte det svenske Vattenfall i sommer nedskrive værdien af deres aktiver med over 30 mia. skr.

Det er en udvikling, som desværre heller ikke er gået vores danske energiselskab DONG Energy forbi. Efter et udfordrende år i 2012 stod det klart, at der var behov for at styrke DONG Energys finansielle fundament, hvis ikke selskabet skulle aflyse en række planlagte investeringer og dermed revidere den ambitiøse grønne strategi, selskabet har. En sådan opbremsning af investeringsprogrammet i DONG Energy ville i givet fald medføre, at en række allerede afholdte projektomkostninger ville være gået tabt, ligesom en række unikke kompetencer i selskabet kunne mistes. Det ville have påført aktionærerne og dermed staten og dermed skatteyderne et betydeligt tab.

Derfor offentliggjorde DONG Energy i februar i år, at man som led i en finansiel handlingsplan ville søge at rejse ny kapital fra nye og/eller eksisterende aktionærer. På baggrund af en omfattende og struktureret proces er der nu indgået aftaler med Goldman Sachs, ATP og PFA om et kapitalindskud på 11 mia. kr. i DONG Energy.

Jeg mener, at staten som aktionær har en klar interesse i et stærkt DONG Energy – et selskab, der kan udnytte de muligheder, som den grønne omstilling vil skabe for de selskaber, der formår at være på forkant med den udvikling. Derfor er det også i statens interesse, at DONG Energys finansielle fundament styrkes, så DONG Energy kan forfølge den ambitiøse strategi, som jo indeholder massive investeringer inden for havvindmøller samt efterforskning og produktion af olie og gas frem mod 2020.

Med 11 mia. kr. mere i kassen i DONG Energy sikrer vi netop, at DONG Energy kan fastholde den fastlagte strategi, og dermed sikrer vi, at selskabets unikke kompetencer inden for navnlig havvind kan udnyttes til at skabe værdi for både de eksisterende og de nye aktionærer. Vi sikrer også, at DONG Energy fremadrettet kan deltage i den grønne omstilling af Nordeuropa, hvis de rammer, der fastlægges i klima- og energipolitikken, i øvrigt gør det tilstrækkelig attraktivt for de kommercielle energiselskaber. Det kan kun være godt for det danske samfund.

Desuden mener jeg, at aftalen om kapitalindskud med deltagelse af tre private investorer rummer en række væsentlige styringsmæssige og forretningsmæssige fordele, som kan være af positiv betydning for den fremadrettede drift af DONG Energy. Først og fremmest er det jo værd at hæfte sig ved, at en aftale som den her sender nogle meget stærke signaler til omverdenen. Aftalen viser, at en række topprofessionelle investorer tror på, at der er en kommerciel fremtid for havvindmøller i navnlig Nordvesteuropa, og dermed jo indirekte, at den grønne omstilling vil blive en realitet.

Endvidere ser jeg frem til, at vi med Goldman Sachs, ATP og PFA som nye medlemmer af ejerkredsen får nogle særdeles kompetente medaktionærer, og det er min forventning, at de nye investorer bl.a. gennem deres repræsentation i bestyrelsen vil bidrage aktivt til, at DONG Energys strategi og drift skærpes yderligere. Jeg synes, det er rimeligt at forvente, at den type private investorer kan bidrage med skarpe kompetencer inden for virksomhedsdrift. Det er jo kompetencer, som man med god grund skal kigge en lille smule længere efter inden for det politisk-administrative system. Derfor ser jeg frem til et konstruktivt samarbejde med de nye aktionærer. I længden kan det kun blive en styrke DONG Energy, at der er personer med forskellig baggrund i bestyrelsen, som kan bringe nye perspektiver ind i diskussionerne om selskabets strategiske retning.

DONG Energy drives på et forretningsmæssigt grundlag, og derfor kan selskabet ikke bruges som instrument i klima- og energipolitikken. Selskabet konkurrerer på lige fod med andre energiselskaber om, hvem der kan levere den billigste energi, og derfor er det klart, at vi ikke kan pålægge DONG Energy særlige energipolitiske forpligtelser, som deres konkurrenter ikke har. Gjorde vi det, ville konsekvensen jo uundgåeligt blive, at selskabet ikke ville kunne skabe det overskud, der er nødvendigt for at udvikle sig og investere. Med andre ord ville selskabet stille svinde ind, og det ville ske med tab for skatteborgerne til følge.

Samtidig gælder det jo, at der siden 2006 har været andre aktionærer i DONG Energy end staten. Det er nogle af de forbrugerejede selskaber, der valgte den danskbaserede løsning, da store dele af den danske elsektor var på vej på udenlandske hænder. Deres formål er nu engang at sikre deres ejere, dvs. de danske elforbrugere, det bedst mulige afkast af deres investering i DONG Energy. Så også af den grund giver det ikke mening at se DONG Energy som et instrument i den danske klima- og energipolitik.

Derfor er der allerede i udgangspunktet en meget klar arbejdsdeling. Staten skal med ejerskabet af DONG Energy sikre, at selskabet drives ud fra forretningsmæssige kriterier med henblik på at skabe et afkast til sine aktionærer, mens Folketinget i klima- og energipolitikken må skabe de rammer, der sikrer opfyldelsen af klima- og energipolitiske mål. Jeg mener, at det er den rette arbejdsdeling.

Jeg vil også gerne understrege, at regeringen lægger afgørende vægt på, at staten fastholder aktiemajoriteten i DONG Energy. Det gælder i dag, og det vil også gælde den dag, DONG Energy skal børsnoteres. Og aftalen med de nye investorer respekterer i alle henseender det forhold. Derfor er der heller ikke nogen grund til at frygte, at DONG Energy skal havne i hænderne på nogle, som hverken vil selskabet eller Danmark det godt. Det kræver i det mindste, at et flertal i Folketinget uden om de nuværende regeringspartier på et tidspunkt måtte mene, at det ville være en god idé.

DONG Energy er Danmarks største energivirksomhed og spiller derfor også en afgørende rolle for at holde danskerne forsynet med energi. Ved at fastholde aktiemajoriteten kan vi for det første sikre, at DONG Energy vedbliver med at være et danskbaseret selskab, der er bevidst om det ansvar, der bl.a. følger af at eje en væsentlig del af den danske energiinfrastruktur og nogle af de kraft-varme-værker, der bidrager til, at det danske elsystem fungerer. For det andet betyder det jo, at selskabets hovedkontorfunktioner og unikke kompetencer inden for især havvindmøller i høj grad forbliver i Danmark og bidrager til den fortsatte økonomiske udvikling i Danmark.

Samlet set mener regeringen altså, at der er rigtig mange positive perspektiver i den løsning, hvor Goldman Sachs, ATP og PFA tilsammen skyder 11 mia. kr. ind i DONG Energy. Det gælder for selskabet, det gælder for dets medarbejdere, det gælder for staten, det gælder for de øvrige aktionærer, og det gælder for det danske samfund i bredere forstand. Derfor kan regeringen ikke støtte det fremsatte beslutningsforslag.

Der er foreløbig to indtegnet til korte bemærkninger, og den første er hr. Frank Aaen, værsgo.

Det er jo muligt, at DONG mangler kapital – men af alle i denne verden kapital fra Goldman Sachs, som havde en meget afgørende negativ indflydelse på finanskrisen, og som har store sager kørende, hvor de spekulerer i råvarer i stedet for at spekulere i samfundets bedste. Hvorfor skulle de ind? Hvorfor skal de ind?

Jeg vil spørge: Er det ikke rigtigt, at hvis det var sådan, at det var staten, der skød penge ind i DONG, i stedet for Goldman Sachs, ville det være billigere, fordi staten låner penge til en meget lav rente? Og ville det ikke medføre, hvis der kommer den værdistigning, som er forudsætningen for hele det her projekt, at så ville staten få pengene i stedet for Goldman Sachs' aktionærer? Hvorfor er valget at give Goldman Sachs den fortjeneste i stedet for at gøre det, der var klogest og billigst, nemlig selv at skyde pengene ind? Det er den ene ting.

Den anden ting er: Er det ikke rigtigt, at ved at give så afgørende indflydelse til Goldman Sachs, vetoret på en lang række områder vedrørende DONG's videre udvikling, så udhuler man statens mulighed for at styre DONG, ud fra hvad der er bedst for forbrugerne, for klimaet, for miljøet, og sætter i stedet for et ensidigt fokus på det, som Goldman Sachs er allerbedst til, nemlig hvordan der kan tjenes allerflest penge på den her sag? Er det ikke en meget uheldig drejning, i forhold til hvad det er, man skal styre DONG efter?

Ministeren.

Jeg tror, at spørgsmålet kendetegner det forhold, at Enhedslisten jo har et noget andet perspektiv på driften af et stort statsligt selskab som DONG Energy end regeringen og de partier, regeringen har en aftale med det her om. Og det er vel også derfor, at Enhedslisten står uden for den aftale, der er indgået, om, hvordan vi driver DONG Energy, også lang tid inden man på nogen måde har drøftet en involvering af Goldman Sachs eller andre. Så der er forskellige grundholdninger.

Der er derudover også en række, synes jeg, misforståelser i spørgsmålet. Altså, det er jo ikke sådan, at staten har valgt, hvem man helst ville have med i den her sammenhæng. Man har ladet alle få en fair chance, bredt udbudt muligheden for at investere i DONG Energy og så taget de tilbud, der var mest attraktive for skatteyderne. Det er dem, der foreligger. Og det er jo ikke rigtigt, at de har fået fuldstændig kontrol over selskabet, de har tværtimod tilsluttet sig selskabets forretningsplan, som er meget grøn, og som går på at tjene mange penge på at bygge mange vindmøller. Og det må man da glæde sig over, hvis man i øvrigt går ind for det.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jamen det er da fantastisk at høre en finansminister, som står her med salg af aktier og afgørende indflydelse på Danmarks største energivirksomhed, stå og sige, at de ikke får indflydelse. I hele aktstykket, vi behandler i dag, vælter det jo med, hvilken indflydelse man giver Goldman Sachs, herunder vetoret mod nye investeringer, vetoret mod nye direktører, vetoret på alle felter, der rækker ud over den plan, som DONG har i dag.

Hvis vi nu i morgen finder ud af, at DONG måske burde satse på et andet område, så har Goldman Sachs vetoret. Hvorfor skal et privat selskab, der kun har indtjening som målsætning, og som har bevist i årtier, at de kun har indtjening som målsætning, have vetoret i forhold til udvikling af Danmarks største og i dag offentligt ejede energiselskab?

Ministeren.

Det er som sagt ikke alene offentligt ejet, og den indflydelse, de får, får de, fordi de stiller 11 mia. kr. til rådighed for, at vi kan investere i havvindmøller og få en masse arbejdspladser og en stor grøn omstilling for det. Og det gør de i et rimeligt omfang, der svarer til den risiko, de løber med de penge, de stiller til rådighed, og som styrker det danske samfund. Så enkelt er det.

Det kan vi sagtens tage en diskussion af. Det oplever jeg jo også at der er i det offentlige rum, og jeg forstår helt, at Enhedslisten har helt, helt andre holdninger til det forhold, der handler om at udvikle et selskab som DONG Energy kommercielt, så det tjener penge til de skatteydere, der dybest set ejer det. Men der er vi i regeringen ikke enige, og det er man heller ikke blandt de partier, der har aftalt det – allerede i udgangspunktet, også før man sikrede 11 mia. kr. mere til grøn omstilling med private investeringer, var vi ikke enige med Enhedslisten i, hvordan det her skal være. Det er også derfor, Enhedslisten står uden for den forligskreds. Enhedslisten mener jo heller ikke i udgangspunktet, sådan som jeg forstår det, at selskabet alene skal drives på kommercielle betingelser, og det er nu engang det, der er forholdet og har været det længe.

Næste spørger er fru Stine Brix, værsgo.

Finansministeren siger, at når man fra Goldman Sachs' side laver en investering, skal man også have en indflydelse, og at så enkelt er det. Men så enkelt er det jo ikke her, for det, der er tale om, er, at Goldman Sachs får nogle helt særlige magtbeføjelser. Ud over det sædvanlige, ud over selskabsloven får man en særlig vetoret på en række områder. Så hvad er Finansministeriets begrundelse for, at netop Goldman Sachs, der, som hr. Frank Aaen rigtigt sagde, er kendt som en af skurkene bag en af historiens største finanskriser, som har fået en af den amerikanske finanshistories største bøder og som i øjeblikket er under mistanke for spekulation i aluminiumspriser, skal have nogle helt særlige magtbeføjelser i forhold til dansk energiproduktion og energiforsyning?

Ministeren.

Jeg afviser helt præmissen for spørgsmålet. Der er tale om et selskab, som skyder mange milliarder kroner ind i at få bygget havvindmøller i Nordvesteuropa, hvilket vi vel alle sammen bør være glade for. Det gør de så ikke alene, det gør de sammen med to pensionskasser, i øvrigt to danske pensionskasser.

Det forhold, at man skyder penge ind i et statsejet selskab, gør selvfølgelig, at der skal være en aftale om betingelserne for, hvordan man behandles, mens man er medejer af det pågældende selskab, eftersom vi jo som politikere som udgangspunkt kan beslutte at gøre med selskabet, hvad vi vil. Det er jo ikke unaturligt, at man i den forbindelse aftaler betingelserne for, hvordan man samarbejder, herunder en vis mindretalsbeskyttelse. Sådan fungerer den slags, og det er der ikke noget urimeligt i.

Det, der derimod er, er det glædelige, at vi nu får 11 mia. kr. mere pumpet ind i et selskab, som vil investere massivt i noget, der er meget grønt, og noget, der, tror jeg, med stor sikkerhed vil give flere danske arbejdspladser. Det synes jeg er en god ting.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Finansministeren siger, at det på ingen måde er usædvanligt, men at det er helt naturligt. Kunne finansministeren så oplyse Folketinget om en række andre eksempler med tilsvarende vetoretbestemmelser, hvor man har samme aktieandel, som der er tale om her? Det kunne da være interessant at høre om, hvor naturligt det er.

Et andet spørgsmål til finansministeren: Jeg kunne godt tænke mig at høre, om man fra statens side har forsøgt sig med andre modeller. Altså, har man seriøst undersøgt muligheden for, at staten gik ind og lavede et indskud, eller har man undersøgt, om der kunne være andre, f.eks. danske pensionskasser, som kunne være med til at lave en kapitaludvidelse, eller er man gået målrettet efter at få Goldman Sachs ind i DONG?

Ministeren.

Det kan besvares uhyre enkelt: Det har været en meget lang og struktureret proces – det tror jeg i øvrigt også at spørgeren ved – hvor alle med lyst til at investere i DONG har haft mulighed for det, og hvor staten, Finansministeriet, har vurderet, hvor vi gør den bedste forretning. Selvfølgelig. Hvorfor skulle vi dog have andre motiver? Det ville da være helt mærkeligt.

Der er muligvis et ønske om at gøre det her til en politisk diskussion om noget helt andet end DONG, og det skal man jo så være velkommen til, hvis det er det, man ønsker, men hvis man lige holder sig til realiteterne, er forholdet jo, at der er tre investorer til stede. Der er Goldman Sachs, der er den danske pensionskasse, der hedder ATP, og den danske pensionskasse, der hedder PFA. De er med, og det er de, fordi de var interesseret, og fordi de så et perspektiv i at tjene penge på grøn omstilling, hvilket formentlig vil slå ud i flere danske arbejdspladser, og i hvert fald ud fra, hvor jeg står politisk, er det positivt.

Tak til ministeren. Der er ikke flere korte bemærkninger til ministeren, så vi begynder ordførerrækken. Den første ordfører er hr. Peter Christensen, Venstre. Værsgo.

Tak for det. Venstre støtter, at der finder en kapitaludvidelse sted i DONG, og dermed afviser vi også beslutningsforslaget – for at tage konklusionen først.

Der er jo ikke tvivl om, at DONG som følge af en meget aggressiv investeringsprofil har fået skabt sig nogle problemer, og derfor er DONG jo grundlæggende i en situation, hvor selskabet er nødlidende og har brug for penge. Vi har fra starten støttet, at regeringen afsøgte mulighederne for at rejse privat kapital, fordi vi anså alternativerne for være dårligere – alternativer, som enten ville være, at skatteyderne skulle til lommerne, eller at man skulle til at frasælge dele af virksomheden, som ikke var modne til salg, og det ville dermed ikke være en fornuftig varetagelse af statens aktiver.

Vi har tillid til, at den aftale, der behandles her, er den bedst mulige, der kunne forhandles med de forskellige aktører, der havde interesse i at investere i DONG. Vi finder det ikke bemærkelsesværdigt, at private investorer ønsker noget sikkerhed for at skyde penge i en virksomhed, som politikere kan gå ind og påvirke i den retning, et bestemt flertal nu måtte mene. Det ville jeg sandelig også med mit kendskab til politikere have bedt om nogle garantier mod.

Derfor tror vi på, at det, at der nu både kommer viden og penge, er garanten for, at DONG fremover vil blive drevet 100 pct. kommercielt og med et klart sigte om at gøre selskabet så værdifuldt som muligt, når selskabet skal børsintroduceres, og hvor planen er, at det skal ske i 2017. Så en anden grund til, at Venstre støtter beslutningen, er, at der også ligger en plan og en hensigt om at børsintroducere DONG, sådan at man også på den måde kan få klarlagt, hvad værdien af DONG er. Det vil selvfølgelig også være i de nye investorers interesse, at deres ejerandele vil være så meget værd som muligt, når vi når frem til 2017.

I forhold til en børsintroduktion synes Venstre, at det er en god idé, at staten bevarer aktiemajoriteten for de dele af DONG's virksomhed, som er vitale infrastrukturer. Men dermed siger vi også, at det, finansministeren understregede flere gange, nemlig at DONG bygger og investerer i havvindmølleparker, ser vi sådan set ikke som en vital infrastruktur. Så måtte man overveje at splitte selskabet op, ville der sådan set kunne være god idé i, at nogle af de dele blev afhændet 100 pct., for der ser vi ingen grund til, at de danske skatteydere er ejere af et selskab, der bygger vindmøller.

Der er en enkelt indtegnet til korte bemærkninger. Hr. Frank Aaen. Værsgo.

Det er klart, at der er en stor forskel på Venstre og Enhedslisten. Altså, Venstre mener, at markedet kan klare det hele, og det er rigtig fint. Vi har lige set med finanskrisen, hvor fint det kan gå. Så har vi Enhedslisten, der siger, at når det f.eks. drejer sig om klima, energiproduktion, energisikkerhed, forbrugernes interesser er det nok en god idé at have en politisk kontrol over de ting. Det er to forskellige synspunkter. Det behøver vi ikke at diskutere, dem tror jeg ikke vi bliver enige om.

Men jeg troede, at det var sådan i liberalistisk tankegang, at hvis nogen vil investere, må de også tage risikoen, fordi det hænger sådan sammen, at når man har taget risiko, får man også del i fortjenesten, men man har også risiko for at få et tab. Derfor undrer det mig meget, at et parti som Venstre kan gå ind i en konstruktion, hvor man reelt set må sige, at Goldman Sachs har nul risiko. Hvis ikke det går som forventet, må de sælge aktierne tilbage og få deres indskud tilbage med renter, store renter. Det vil sige, at de får muligheden for at få en gevinst, men de er stort set beskyttet mod risikoen. Er det ikke meget underligt?

Jeg synes, at det er underligt, at en socialdemokratisk ledet regering går ind for det, men jeg synes i virkeligheden også, at det er underligt, at et liberalt parti går ind for, at en investor kan få fuld adgang til provenuet, overskuddet, fortjenesten, men ikke i virkelighedens verden løber nogen risiko.

Ordføreren, værsgo.

Jeg mener simpelt hen ikke, at det er en korrekt udlægning af den aftale, der er indgået fra regeringens side med investorerne, herunder Goldman Sachs, at der ikke skulle være nogen risiko forbundet herved. Altså, 40 pct. af købesummen er i forhold til markedsværdien, og den kan jo så i princippet være nul, hvis selskabet er gået konkurs. De resterende 60 pct. er så med en lav rente, og det tror jeg sådan set også ud fra en investeringsbetragtning er en risiko, fordi man er garanteret en meget lav rente for de 60 pct., i forhold til hvad man normalt ville sige var god forvaltning af pengene, så det tror jeg stadig væk at man i de kredse vil anse som en risiko, hvis man nogen sinde skulle ende med at gøre brug af den put-option.

Så at der er risiko mener jeg er helt åbenlyst, men derudover skal jeg jo selvfølgelig også understrege, at vi jo ikke har siddet og forhandlet. Folketingets rolle er at tage stilling til aktstykket og det resultat af forhandlingen, som foreligger, og for mig er alternativet altså skatteyderne, og det, man skal gøre sig klart, er, at der er en stor risiko i DONG Energy. Hele deres forretningsmodel er enormt risikofyldt, og den risiko forsvinder jo ikke, ved at det er skatteyderne, der skal komme med de her godt 10 mia. kr.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Jo, men der er en del eksperter, der allerede har været inde at kigge på det. Man kan godt sige, at der er en teoretisk risiko for, at DONG bliver 0 kr. værd, men det tror jeg ikke der er nogen der vil mene er en reel risiko. Lad os sige, at DONG ikke bliver 0 kr. værd, og samtidig har de en garanti for at få ikke bare 2,25 pct., for det er jo en ubestemt rente plus 2,25 pct. Det er virkelig en høj rente, de får, og det er jo derfor, man fra SYD ENERGIs side siger, at man regner med at tjene tocifrede procentbeløb i forrentning på det her. Altså, det er rigtig mange penge, man regner med at tjene, og risikoen er stort set nul.

Nu skal vi have en udvalgsbehandling, og derfor vil jeg bare spørge som punkt 1: Er det ikke sådan, at hvis ikke der er en reel risiko for Goldman Sachs, er det en forkert aftale og så må den aflyses? Og som punkt 2: Er det ikke urimeligt, at én mindretalsaktionær får vetoret over selskabets udvikling i modsætning til andre mindretalsaktionærer?

Ordføreren.

Det, at Goldman Sachs har opstillet nogle betingelser for at skyde penge ind i selskabet, finder jeg på lige fod med finansministeren ikke unaturligt. Sådan som jeg ser den vetoret, som man får, er det jo for at sikre sig, at selskabet ikke pludselig ændrer strategi i en anden retning end den, man har investeret i. Man får en sikkerhed for, at selskabet ikke fyrer den direktør, som man har tillid til, og som sikkert også har været et element i, at man tør investere i selskabet.

Grundlæggende startede hr. Frank Aaen med at sige, at der var en masse ting, vi var uenige om. Ja, det er helt, helt sikkert, og jo mere jeg hører Enhedslisten argumentere, jo større forståelse har jeg for, at der var nogle ting, Goldman Sachs gerne ville have sikkerhed for, inden de gik ind og investerede i selskabet. Jeg er sikker på, at det her vil være til stor gavn for skatteyderne, ikke kun fordi der bliver tilført kapital, som er nødvendig, men også fordi der vil komme viden ind i bestyrelsen fra en ejer, som er 100 pct. kommerciel. Denne vil kunne bibringe viden til selskabet og dermed også gøre selskabet mere værd. Det vil også være til gavn for skatteyderne.

Der har meldt sig endnu en spørger. Fru Stine Brix. Værsgo.

Nu siger Venstres ordfører, at han heller ikke synes, at der er noget som helst usædvanligt i det her, i hvert fald ikke i, at Goldman Sachs stiller nogle betingelser for sin investering. Men måske skal man prøve at kigge på det på en anden måde. Er det ikke korrekt, at det er usædvanligt i forhold til det, der er dansk praksis og i øvrigt også gældende lov i selskabsloven, at man får rettigheder af den størrelse, som Goldman Sachs får her?

Ordføreren.

Nu undrer det mig lidt, at man henviser til selskabsloven, for det er jo generelle regler. Så er der noget, der hedder aktionæroverenskomster, og det er jo der, hvor man går ind og forhandler sig til nogle rammer for en investering. Det anser jeg egentlig ikke for at være usædvanligt.

Jeg kan da godt forstå, at et privat selskab vil have en sikkerhed, inden de siger ja til at skyde 8 mia. kr. ind i selskab som DONG Energy, hvor Folketinget i princippet kunne gå ind og ændre forretningsmodellen helt radikalt og beslutte, at filantropiske ideer på det grønne område skulle føres ud i livet, uden at der var kommercielt grundlag for at gøre det, og dermed kunne de risikere, at det indskud, de var kommet med, var tabt. At man ligesom vil have noget sikkerhed for, at det ikke sker, forstår jeg sandelig godt. Der er det, at skatteyderne set fra vores stol har sammenfaldende interesser med Goldman Sachs, nemlig at selskabet bliver mere værdifuldt, og at politikere, herunder politikere fra Enhedslisten, ikke kan komme ind og spolere virksomheden.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Nu bemærkede jeg, at ordføreren indledte med at fortælle om DONGs nyere historie. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om man mener, det er relevant at tage Goldman Sachs' nyere historie med i betragtning, når Goldman Sachs nu kommer ind i DONG. Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om han mener, at Goldman Sachs er et godt selskab at have med i dansk energiforsyning.

Ordføreren.

Jeg har ikke studeret Goldman Sachs, så det har jeg sådan set ikke nogen holdning til.

Der er ikke flere til korte bemærkninger til ordføreren, så vi fortsætter i talerrækken. Hr. Thomas Jensen, Socialdemokraterne. Værsgo.

Tak. Jamen jeg kan lige så godt indlede med konklusionen: Socialdemokraterne støtter ikke, at aktstykke 37 trækkes tilbage fra Finansudvalget. Socialdemokraterne støtter til gengæld, at aktstykket bliver godkendt, og at vi dermed sikrer kapitaludvidelsen i DONG Energy. Jeg og Socialdemokraterne synes nemlig, at der er rigtig mange gode perspektiver i den løsning, hvor New Energy Investment, ATP og PFA indskyder tilsammen 11 mia. kr. i DONG Energy. Det gælder for selskabet og dets medarbejdere, det gælder for staten og de øvrige nuværende aktionærer, og det gælder for det danske samfund.

Der har været meget turbulens i og omkring Dong Energy det seneste års tid. Det er ikke så godt for noget selskab, men når tre private investorer nu beslutter at skyde et meget, meget stort beløb – et milliardbeløb – i selskabet, er det, fordi de har stor tillid til Dong Energy, ledelsen og medarbejderne. Investorerne tror på, at kerneforretningen i Dong Energy er sund, og at det, vi har set det seneste år, er noget, Dong Energy nu lægger bag sig.

Jeg kan forstå, at Enhedslisten gerne vil have, at Dong Energy er hundrede procent statsejet, men det sikrer partiet ikke ved at stoppe aktstykke 37. Siden 2006 har der været andre aktionærer i Dong Energy end staten, så det er ikke noget nyt. Dong Energy er et aktieselskab, der drives på et forretningsmæssigt grundlag , og sådan skal det også være i fremtiden – ingen tvivl om det.

Når det er sagt, vil jeg også sige, at regeringen lægger afgørende vægt på, at staten fastholder aktiemajoriteten i Dong Energy. Det gælder i dag, det gælder med kapitaludvidelsen, og det vil også gælde den dag, Dong Energy skal børsnoteres. Derfor er det ikke berettiget, når Enhedslisten er bekymret for, at Dong Energy skulle blive overtaget af nogle, som hverken vil selskabet eller Danmark det godt. Vi sikrer statens aktiemajoritet. Og ved at fastholde statens aktiemajoritet kan vi sikre, at Dong Energy vedbliver at være et dansk baseret selskab.

Jeg vil gerne fastslå, at vi hverken kan eller vil bruge Dong Energy som et instrument i vores klima- og energipolitik, som Enhedslisten lægger op til. Dongs monopol blev brudt for 10 år siden, og selskabet konkurrerer på lige fod med andre energiselskaber om, hvem der kan levere den billigste energi. Det er godt for forbrugerne, og vi kan derfor ikke pålægge Dong Energy særlige forpligtelser, som deres konkurrenter ikke har. I så tilfælde vil selskabet jo ikke kunne skabe det overskud, der er nødvendigt for, at det kan udvikle sig og reinvestere. Selskabet vil tabe konkurrencekraft og gå baglæns ud af markedet til stor skade for bl.a. skatteborgerne her i Danmark. Vi skal sikre, at Dong Energy drives ud fra forretningsmæssige kriterier med henblik på at skabe et afkast til sine aktionærer, mens Folketinget så med klima- og energipolitikken må skabe de rammer, der sikrer opfyldelsen af de klima- og energipolitiske mål. Og skal vi så ikke glæde os over, at Dong Energy rent faktisk udnytter de rammer, der skal sikre den grønne omstilling – tag f.eks. havvindmølleparken ved Anholt, som lige er blevet indviet.

Jeg kan derfor også afvise den underlige modsætning, som Enhedslisten stiller op, mellem på den ene side at have en veldrevet virksomhed med overskud og på den anden side muligheden for, at samme virksomhed kan gavne miljøet og klimaet.

Afsluttende vil jeg sige, at staten som aktionær har en klar interesse i et stærkt Dong Energy, der har muskler til at udnytte de muligheder, som den grønne omstilling vil skabe for de selskaber, der formår at være på forkant med udviklingen – og det er netop perspektivet med den enighed om vilkårene for indskud af 11 mia. kr. i DONG Energy, som er opnået med New Energy Investment, ATP og PFA. Med 11. mia. kr. i kassen vil Dong Energy kunne fastholde den strategi, der blev annonceret i februar i år – en strategi, der indeholder massive investeringer inden for havvindmøller, og som betyder efterforskningsproduktion af olie frem til 2020. Begge dele er noget, som skaber gode arbejdspladser. Det er den vej, Socialdemokratiet gerne vil gå, og derfor afviser vi Enhedslistens forslag.

Der er foreløbig en til korte bemærkninger. Hr. Frank Aaen, værsgo.

Jo, men vi ønsker jo alle sammen et stærkt DONG, til gavn for forbrugerne, klimaet og miljøet, og det går jeg da ud fra at vi stadig væk er nogenlunde enige om er målsætningen. Derfor undrer det mig meget, at man nu laver DONG om i en retning, der peger direkte mod en privatisering, hvor det ikke er forbrugernes interesser, hvor det ikke er klimaet, der er det vigtigste, men hvor det er bundlinjen, overskuddet, profitten til ejerne. Og så giver man det ovenikøbet til Goldman Sachs. Altså, Socialdemokratiet er vel klar over, at Goldman Sachs jo var en af hovedforbryderne bag hele finanskrisen, at de blev udsat for enorme erstatningskrav på grund af deres optræden under finanskrisen, og at de i dag har enorme sager kørende i USA, fordi man spekulerer i råvarer til skade for amerikansk industri, til skade for den amerikanske økonomi, alene for at score en gevinst på prisstigninger på aluminium? Altså, det er simpelt hen en af de værst tænkelige banker, man overhovedet kunne invitere indenfor. Pensionskasserne har jo penge nok; hvis man endelig vil have anden kapital ind, hvorfor er man så gået med til, at det skulle være Goldman Sachs af alle selskaber i denne verden?

Ordføreren.

Alle selskaber i verden, som er interesserede i at investere penge, har jo haft mulighed for at se på den mulighed, der var for at investere i DONG Energy; det er jo ikke noget med, at staten er gået ud og har sagt, at man kun vil lege med nogle bestemte. Jeg synes, at vi skal glæde os over, at ATP, PFA og så New Energy Investment med Goldman Sachs vælger at se på, at der her er en rigtig, rigtig god forretningsmulighed, hvor man selvfølgelig – det er jo målet – kan få en god forretning for sine penge, men man samtidig også investerer i en virksomhed, som har lagt en strategi, før de her penge er kommet, der handler om, at man går havvindmøllevejen, altså investerer i noget, der bidrager til en grøn energiomstilling, noget, der bidrager til et bedre klima. Jeg synes, at vi skal være glade for, at Goldman Sachs også kan se, at der er penge at tjene på det, og at de derfor har valgt at investere i det her i Danmark.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Der var ikke noget svar på mit spørgsmål. Når man har aktiemajoriteten i et selskab og vil sælge nogle af de aktier, tager man selvfølgelig stilling til, om det er en god investor, eller om det er en tvivlsom investor – selvfølgelig. Jeg er grundlæggende imod den konstruktion, at DONG Energy primært skal drives af hensyn til private investorer, men lad det være. Men det, at man vælger, at det er DONG, der skal investere – i virkeligheden have en statsgaranteret profit, for det kan man læse ud af aktstykket, altså at den stort set er statsgaranteret– og samtidig have vetoret over virksomhedens udvikling, når man kender DONG's generalieblad, forstår jeg ikke. Kæden springer fuldstændig af, når en socialdemokratisk ledet regering og en socialdemokratisk ordfører, der har siddet med til forhandlingerne om den her aftale, mener, at det er i orden lige at tage Goldman Sachs med, selv om det er en af de mest blakkede investeringsbanker, der er i hele verden.

Ordføreren.

Det lyder jo på hr. Frank Aaen, som om vi nærmest giver aktierne væk, sådan at Goldman Sachs får aktiemajoriteten, men det er altså bare ikke sandt. Staten opretholder aktiemajoriteten i DONG Energy – punktum. Derudover skal vi også glæde os over, at når der kommer investorer udefra, er det jo ikke bare en gavebod, nej, de påtager sig også en risiko, og i og med at der kommer investorer ind, der er med til at påtage sig en risiko, får vi også bredt risiciene ud for de danske skatteborgere, kan man sige, for nu står staten med en mindre del af risiciene. Samtidig er det vigtigt for mig at understrege, at staten stadig væk står med aktiemajoriteten, så Goldman Sachs kommer ikke ind og overtager DONG Energy.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning.

I USA diskuterer man på baggrund af dyrekøbte erfaringer fra finanskrisen, om investeringsbanker overhovedet skal have lov til at eje f.eks. kraftværker og raffinaderier, fordi man har oplevet, hvor meget det kan koste for samfundet. Gør man sig ikke den slags overvejelser i Socialdemokratiet? Diskuterer man, om det er klogt overhovedet at lade spekulanter som f.eks. Goldman Sachs komme inden for i selskaber som DONG?

Ordføreren.

Jeg tror, vi skal se på, hvad der er af problemer, og hvordan man løser de problemer. Alle må erkende, at der inden for det seneste år har været stor turbulens omkring DONG, både internt og eksternt, og at det er nødvendigt med en kapitaludvidelse for at kunne sikre, at man kan komme videre med investeringen ud fra den strategi, man har lagt, nemlig den grønne investeringsvej.

Derfor tror jeg også på, at det er den rigtige vej at gå, hvis vi samtidig sikrer os, at de ejerforhold, der kommer til at være efter den her kapitaludvidelse, stadig væk vil være sådan, at staten har aktiemajoriteten, og at de investorer, der kommer ind nu, jo ikke bare er nogle, der får det hele gratis, men nogle, der også er med til at tage nogle risici, når de investerer.

På den måde synes jeg at det er godt, at man stadig væk fra statens side har hånd i hanke med, hvad der sker i DONG Energy, så det ikke er noget med, at vi bare giver det hele ud til Goldman Sachs, og at de kan skalte og valte med danske DONG Energy.

Ordføreren for anden korte bemærkning.

Det lyder jo nærmest på ordføreren, som om Goldman Sachs ikke får nogen indflydelse. Men kan ordføreren bekræfte det, eller er det ikke korrekt, at Goldman Sachs jo rent faktisk får vetoret i en række afgørende spørgsmål og dermed får markant indflydelse på dansk energipolitik igennem DONG?

Ordføreren.

Nej, Goldman Sachs får ikke indflydelse på dansk energipolitik. Når Goldman Sahcs laver den her investering, får de jo indflydelse i DONG Energy. Der er selvfølgelig også nedfældet nogle bestemte bestemmelser i aktstykke 37, og det er da også bare naturligt, at en investor, der kommer og lægger 8 mia. danske kroner i det danske selskab DONG Energy, så også får noget indflydelse.

Men det er vigtigt at understrege, at de ikke kommer ind og får aktiemajoriteten, det er stadig væk staten, der har den. Dermed kan man sige, at de er medbestemmende sammen med staten, ATP og PFA, og det er da kun naturligt, når man skyder nogle penge ind, at man så også får indflydelse på, hvad der skal ske med firmaet.

Tak til ordføreren, der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i talerrækken er hr. Mikkel Dencker, Dansk Folkeparti. Værsgo.

Mange tak. Da Dansk Folkepartis ordfører, hr. René Christensen, ikke kan være til stede her i dag, skal jeg fremføre Dansk Folkepartis holdning til B 30.

Dansk Folkeparti er enig med Enhedslisten i, at DONG er et selskab, som har stor betydning for det danske samfund. Vi mener ligeledes, at der er tiltag i aktstykke 37, som giver anledning til yderligere belysning, og vi har derfor også stillet nogle spørgsmål i Finansudvalget til aktstykke 37.

Dansk Folkeparti er dog af den opfattelse, at kapitaltilførslen skal komme udefra, og Dansk Folkeparti er ligeledes enig i, at DONG på længere sigt skal børsnoteres. Dermed er vi uenige i præmissen, kan man sige, for Enhedslistens fremsættelse af beslutningsforslaget her, B 30, som jo går ud på at trække aktstykke 37 tilbage, og jeg skal derfor sige, at Dansk Folkeparti er imod beslutningsforslag B 30, som vi behandler her.

Der er en kort bemærkning fra hr. Frank Aaen. Værsgo.

Jeg synes, det er ærgerligt, at hr. René Christensen ikke deltager i debatten, for Dansk Folkepartis sædvanlige ordfører har jo udtalt sig ret klart til pressen i det sidste døgns tid og nævnt nogle af de store problemer, som Enhedslisten også fremhæver, nemlig spørgsmålet om vetoretten og spørgsmålet om den aktieoption, som man agter at give til medarbejderne og især ledelsen i DONG.

Kan det forstås sådan, at hvis ikke der kommer ordentlige svar på de spørgsmål, som jeg kan forstå at Dansk Folkeparti vil rejse, så vil man ikke stå ved den aftale, man har indgået? Er det det, vi hører fra ordføreren i dag, selv om jeg anerkender, at det kan være svært at svare, når man ikke er den sædvanlige ordfører? Men alligevel blev det jo berørt i indlægget. Hvis ikke man får ordentlige svar på de spørgsmål, vil man så gå fra den aftale, man har indgået?

Ordføreren. Værsgo.

Jeg skal medgive Enhedslistens ordfører, at det selvfølgelig havde været bedst, hvis Dansk Folkepartis sædvanlige ordfører på området havde kunnet være til stede. Og jeg kan da bekræfte, som hr. Frank Aaen også selv fremfører, at vi har fremført nogle ting, som vi er tvivlende over for, og som vi selvfølgelig afventer at få svar på. Jeg kan bare sige, at Dansk Folkeparti har for vane altid at overholde sine aftaler, så vi har ikke tænkt os at rende fra en aftale. Det må jeg afvise, hvis det er det, som Enhedslisten håber på.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nej, det er bare en stille undren. For når man har skrevet under på en aftale, som er udtrykt i et aktstykke, som vi alle sammen har læst, og hvor der står, at man går ind for at lave en uhørt dårlig aktieoptionsordning, der kan koste skatteyderne 0,5 mia. kr., og når man har skrevet under på en aftale, der indeholder en salgsaftale, der giver Goldman Sachs vetoret over væsentlige dele i DONG's udvikling, og man så op til behandlingen i dag siger, at det synes man ikke om, så synes man enten ikke om det, og så må man sige: Det var en forkert aftale, vi beklager, vi går. Eller også må man sige: Det her er bare det rene skuespil.

Ordføreren.

Jamen jeg kan bekræfte, at Dansk Folkeparti ikke er begejstret for den aktieoptionsordning, der ligger i den ordning, som er ved at blive gennemført. Og det skyldes jo, at de værdier, som ligger i DONG, er værdier, der er opbygget, fordi danskerne har været energikunder og derfor har betalt mere for deres energi, end den kostede at producere. Så derfor er der opbygget nogle værdier, som bliver udloddet til nogle medarbejdere, og det finder vi i bund og grund ikke rimeligt. Så kan man spørge, om det så skal føre til, at vi i sidste ende ender med at være direkte imod den ordning, som er aftalt. Jeg tror ikke, det kommer så vidt, men kritiske er vi i hvert fald over for den.

Men i bund og grund deler vi jo ikke Enhedslistens præmis for at fremsætte B 30, nemlig at DONG skulle være et rent statsejet selskab, så derfor må vi også afvise beslutningsforslaget her, som jeg sagde i mit ordførerindlæg.

Tak til ordføreren. Vi fortsætter i talerrækken, og næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen, Radikale Venstre. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, vi har været omkring det her aktstykke og beslutningsforslag fra forskellige vinkler, jeg skal gerne gøre det kort i al fald.

DONG Energy er et aktieselskab, det skal drives som en forretning. Det har både finansministeren og flere ordførere gjort opmærksom på, fordi det er en beslutning, som Folketinget har truffet. Finansministeren har forelagt begrundelsen for behovet for ny kapital i DONG, og det er jo samlet det, som er udgangspunktet for, at kapitaludvidelsen finder sted. Som ejer og majoritetsaktionær i DONG skal staten sikre, at DONG drives på netop forretningsmæssige vilkår, altså tjener penge til sine aktionærer. Staten er jo også her aktionær, og i dette tilfælde er det så penge til statskassen og dermed til borgerne. I modsat fald ville det være statskassen og altså borgerne, skatteyderne, der skulle betale.

DONG stod, som det også er beskrevet, med en konkret og en meget markant udfordring i forhold til behovet for en kapitaludvidelse. Og så blev der i Finansministeriets regi iværksat forhandlinger med en række partnere og udbudt aktier til alle dem, der havde interesse i det. Der blev sågar annonceret for det. Så skal man jo huske på – jeg ved også, at det blev der gjort opmærksom på – at staten i en længere årrække ikke har været eneaktionær i DONG. Der er andre mindretalsaktionærer i DONG, og det er så blevet til den her aftale med tre investorer.

Generelt er vi i Radikale Venstre glade for, at nogle er parate til at skyde så betragtelige beløb i en forretning, som satser massivt på vedvarende energi, i særdeleshed havvindmøller, som det er tilfældet med DONG. Der følger nogle betingelser med aftalen, og de har også været beskrevet og diskuteret. De er efter min og Radikale Venstres vurdering ikke urimelige i betragtning af det betydelige beløb, som disse investorer tilfører DONG Energy.

Så jeg har ikke nogen grund til at tro, at forhandlingsresultatet vedrørende en kapitaludvidelse i DONG ikke er det bedst mulige under de givne omstændigheder. Derfor er Radikale Venstre selvsagt imod beslutningsforslag B 30 og for en vedtagelse af aktstykke 37. Tak.

Tak. Der er en enkelt til en kort bemærkning. Hr. Frank Aaen, værsgo.

Er fru Sofie Carsten Nielsen enig i, at når man har igangsat den her udvikling hen imod en børsnotering, som er endemålet, og hvor vi har Goldman Sachs inde, som kun har én målsætning, nemlig at tjene flest mulige penge, så drejer man den måde, man styrer DONG på, væk fra at tage hensyn til miljø, klima, forbrugerinteresser, til hvad der giver flest penge på bundlinjen? Er det virkelig en udvikling, som Radikale Venstre med en normalt grøn profil synes er god, altså at profit er vigtigere end klima? Det er punkt 1.

Punkt 2: Er det også Radikale Venstres ønske, at det er Goldman Sachs, der skal gå ind og have vetoret og have den indflydelse, som de er tildelt med den aftale, der er fremlagt? Er Goldman Sachs blevet til Radikale Venstres venner?

Og punkt 3: Kan fru Sofie Carsten Nielsen nævne bare én ikkepolitiker, der støtter det og mener, at det her er en rigtig god idé? Og når jeg siger ikkepolitiker, vil jeg også sige: nok heller ikke dem fra Goldman-Sachs – men uafhængige.

Ordføreren.

Børsnoteringen som endemål, spørger hr. Frank Aaen til. Det er jo ikke et endemål, som er besluttet nu. Det er en beslutning, som er truffet tidligere, og som blot bekræftes med denne aftale med de nye investorer.

DONG er et aktieselskab, og det skal drives på forretningsmæssige vilkår. Det har Folketinget besluttet, det støtter Radikale Venstre, og derfor er det det, som er hovedformålet: DONG er en forretning, den skal tjene penge til sine aktionærer. Det støtter Radikale Venstre.

Jeg er glad for, at man her også ønsker at investere i en forretning, som i den grad, som DONG gør, satser på vedvarende energi, havvind primært. Det synes jeg er virkelig positivt. Men Radikale Venstre holder fast i, at det er en forretning, der skal drives på forretningsmæssige vilkår. Og regeringen har en klima- og energipolitik, der skal opfylde regeringens klima- og energipolitiske mål. Det er to forskellige ting.

Så spørger hr. Frank Aaen en kende polemisk, om Radikale Venstre er Goldman Sachs' venner. Det er ikke min oplevelse. Jeg har ikke noget personligt forhold til nogen som helst i Goldman Sachs. Men jeg forholder mig til, at Finansministeriet har opnået et forhandlingsresultat. Jeg har tillid til, at det er det bedst mulige efter et udbud, en eftersøgning efter investorer. Og at Goldman Sachs er en af de spillere, som findes på markedet, har jeg et nøgternt og pragmatisk forhold til.

Så spørger hr. Frank Aaen også, om jeg kan nævne de ikkepolitikere, som synes – jeg er ikke helt sikker på, hvordan spørgsmålet blev formuleret – at Goldman Sachs er fantastiske. Men det har jeg også et nøgternt og pragmatisk forhold til. Det vil blive samme svar som under punkt 2. Det gælder om at opnå den bedst mulige aftale, og det har jeg tillid til, uanset hvilket navn disse investorer har. Jeg har tillid til, at det er gennemgået ordentligt og grundigt fra Finansministeriets side, og det er det, jeg forholder mig til.

Spørgeren til sin anden korte bemærkning.

Det, jeg spurgte til, var, om Det Radikale Venstres ordfører kender nogle eksperter – som ikke er politikere, og som ikke er tilknyttet Goldman Sachs – som synes, at det her er en rigtig god aftale. Jeg har nemlig ledt efter det i aviserne, og jeg har ikke fundet nogen. Jeg har fundet en hel masse, der har sagt det modsatte. Derfor kunne det jo være rart at vide.

Når jeg spørger, er det ikke bare polemisk. Så er det, fordi jeg da går ud fra, at man, når man bag lukkede døre i en forligskreds – for det er jo det, vi taler om – laver en aftale, som altså ender med valget af Goldman Sachs, som vi vidste var en af dem, der skulle ind, så også har undersøgt Goldman Sachs.

Altså, jeg påstår ikke, at Det Radikale Venstre er venner med Goldman Sachs. Jeg spørger bare: Har man overhovedet ikke overvejet, om det var det klogeste valg at invitere en investor med en record som Goldman Sachs' med ind til at tjene penge på DONG?

Ordføreren.

Nu ved hr. Frank Aaen jo udmærket, at forlig som regel indgås bag lukkede døre; dem har hr. Frank Aaen også deltaget i en række af. Sådan er det med forligskredse. De mødes og taler om tingene i et lukket rum, og så offentliggør de deres forlig efterfølgende. Og jeg er helt tryg ved, at tingene er grundigt gennemgået både blandt politikere og i den forhandling, som har fundet sted konkret mellem Finansministeriets forhandlere og disse tre investorer.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Den næste i talerrækken er fru Lisbeth Bech Poulsen, SF. Værsgo.

I starten af året fremlagde DONG Energy som bekendt en handlingsplan, der skal sikre fortsat vækst for koncernen. For at kunne realisere det har der været behov for at sikre koncernen mere kapital. Det er der nu fundet en løsning på, så vi også kan sikre et stærkt DONG i de kommende år. DONG Energy er de bedste i verden til at sætte vindmølleparker op på havet, og den position ønsker regeringen og SF selskabet skal bevare. Det er ikke bare godt for Danmark, men også for klimaet. Hensynet til klimaet er afgørende for SF, og derfor er det også afgørende, at DONG Energy fortsat sikres som en altafgørende aktør, når det gælder en fortsat udbygning af havvindmølleparker og en konkurrencedygtighed inden for området.

Med den ekstra kapitaludvidelse, der nu finder sted, ejer staten fortsat 60 pct. af DONG, og samtidig er nogle af de nye investorer også danske ATP og PFA, som tilsammen vil komme til at eje 7 pct. af energiselskabet. Investeringsbanken Goldman Sachs vil så få en ejerandel på 19 pct. På den måde er der fundet en balanceret løsning med forskellige aktører som en del af ejerkredsen. Selvfølgelig er det helt, helt afgørende, at staten fortsat har aktiemajoriteten. Når der skal investeres så mange penge i en koncern, som tilfældet er her, er det en naturlig konsekvens, at der også følger nogle betingelser med fra investorernes side, nemlig indflydelse på forretningen og sikkerhed for deres penge.

Noget af det afgørende i forhold til markedsudvidelsen er selvfølgelig også værdisætningen af DONG. Vi må erkende, at finanskrisen også har haft betydning for værdien af DONG Energy, som finansministeren også var inde på, og derfor er den markedsværdi, vi ser i dag, formentlig ikke på niveau med, hvad den var før krisen. Med de bemærkninger kan SF ikke tilslutte sig beslutningsforslaget.

Der er to til korte bemærkninger, og den første er hr. Frank Aaen.

Det er bare tre spørgsmål.

Det første er: Har man i forligskredsen, inden man indgik forlig, diskuteret alternativ finansiering, f.eks. fra statens side? Det ville være billigere og uden at nogle private investorer skulle ind at styre DONG.

Det andet er: Har man i forligskredsen ordentligt diskuteret, om Goldman Sachs var en passende investor i DONG?

Det tredje er: Når nu SF på den måde fastholder, at det er vigtigt, at staten har aktiemajoritet, har SF så sikkerhed for, at aktiemajoriteten bliver fastholdt?

Ordføreren.

Jeg vil gerne starte med at sige – som andre ordførere også har været inde på – at den principielle beslutning om, at DONG Energy skal drives kommercielt og som virksomhed, er taget for lang tid siden. Siden 2006 har der jo også været andre aktionærer end staten inde over DONG.

I forhold til nogle af de her spørgsmål, som jo drejer sig rigtig meget om Goldman Sachs, kan jeg høre på Enhedslistens ordfører, at det handler om den type virksomhed, som Goldman Sachs er. Men jeg har det bare sådan, at det er et frit marked, og beslutningen er taget om, at DONG Energy skal drives som en kommerciel virksomhed. Så gør man sig klar til at lave en kapitaludvidelse, og der er en børsnotering på vej; på den måde er den beslutning truffet.

Jeg synes, at det er det, spørgsmålene centrerer sig meget om, nemlig at man fra Enhedslistens side ikke bryder sig om, at der sker den her kommercialisering. Og der mener jeg bare, at den beslutning jo er truffet.

Jeg synes, at de to første spørgsmål, som hr. Frank Aaen kom med, handler om en intern diskussion, som er taget i forligskredsen.

Om det med aktiemajoriteten må jeg bare sige, at det selvfølgelig er fuldstændig altafgørende, at staten har aktiemajoritet. Jeg har heller ikke hørt nogen sige noget andet om det.

Nu tror jeg at min taletid er slut. Undskyld.

Men vi har spørgeren igen til en anden kort bemærkning.

Jeg spurgte sådan set ikke om, hvordan man havde diskuteret det i forligskredsen. Jeg spurgte bare, om man havde diskuteret det. Har forligskredsen diskuteret alternative muligheder for at tilføre DONG kapital, ja eller nej?

Har forligskredsen diskuteret, om Goldman Sachs nu er den helt rigtige at invitere indenfor i ejerkredsen? Det må vi da kunne få et svar på.

Til det med aktiemajoriteten: Har SF fået ændret den oprindelige forligsaftale, som indeholder muligheden for, at man kan sælge aktiemajoriteten?

Ordføreren.

Det er faktisk ikke med vilje, og jeg beklager rigtig meget til hr. Frank Aaen, men jeg sad ikke i forligskredsen på daværende tidspunkt, så jeg må blive ham svar skyldig.

Den næste for en kort bemærkning er fru Stine Brix, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at høre SF's ordfører, om SF har nogen som helst betænkeligheder eller nogen som helst bekymringer, når nu Goldman Sachs med den historie, som Goldman Sachs har, bliver en del af DONG, eller om man, ligesom Socialdemokraternes ordfører sagde, synes, at det er en glædens dag eller i hvert fald glæder sig over det.

Ordføreren.

Jeg synes, at når man har at gøre med grundlæggende og vigtig infrastruktur og man laver en så stor kapitaludvidelse, som der er tale om her, skal man gå ind i det arbejde med stor ydmyghed og være meget grundig i det arbejde og de regelsæt og aftaler, der bliver sat op. Det har vi også gjort fra SF's side, også før min tid.

I forhold til den situation, som DONG har været i, hvor der var behov for en kapitaludvidelse, har vi jo støttet op om, at de penge skulle findes. Og på den måde er vi tilfredse med det resultat, der ligger i dag.

Altså, man kan sige, at det i hvert fald er en glædens dag, når kapitalister får øjnene op for, at den grønne omstilling er en rigtig god forretning. Det synes vi i SF er en god ting. Sådan nogle ting kommer ikke af sig selv. Markedet kan ikke klare alting selv, men vi har haft en politik i Danmark, som har sikret, at vi er blevet førende på det her område. Og når det så endda også er en rigtig god forretning og nogle vil skyde penge ind i det, er vi i hvert fald tilfredse med det – sagt på jysk.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

Så jeg skal forstå SF's ordfører på den måde, at man ikke har nogen bekymringer over, at det er Goldman Sachs, der bliver en del af DONG. Altså, man lægger ikke på nogen måde vægt på den historie, som Goldman Sachs har som en meget aktiv spiller i finanskrisen i USA og med en nylig sag, hvor de formentlig står anklaget for at spekulere i aluminiumspriser. Det har ingen betydning for SF, at det er Goldman Sachs, der bliver inviteret ind i DONG. Man er i hvert fald ikke bekymret over det. Er det rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jeg synes, at aftalen er skruet godt sammen, og at nogle af de vetorettigheder, som Goldman Sachs får, kan man godt forstå at de gerne vil have. Man må også understrege, at der jo ikke er nogen vetorettigheder i forhold til naturgasinfrastrukturområdet.

Men jeg synes, at hele diskussionen omkring finanskrisen og baggrunden for den og om, hvordan det finansielle system fungerede, er en rigtig vigtig diskussion. Vi har også taget den mange gange her i salen, og jeg håber, at vi bliver ved med at tage den, for der er mange ting, der skal ryddes op i. Der er en række store selskaber og virksomheder både i Danmark og på verdensplan, som har handlet overilet og handlet ufornuftigt og uansvarligt i den her krise. Og der mener jeg at det er os som politikere, der skal sætte nogle strukturer og nogle rammer op, så det ikke kan ske igen. Der tror jeg ikke, at Goldman Sachs er så meget anderledes end så mange andre. De er bare rigtig, rigtig store.

Med hensyn til den her aftale er rammerne sat op for, at de kommer ind og skal understøtte det, som DONG Energy skal gøre, nemlig tjene penge og være en forretning, for den beslutning er truffet, og det er ikke noget, vi diskuterer i dag, men også sikre, at der fortsat bliver bygget havvindmølleparker, og at vi kan sikre den grønne omstilling, også når det handler om kommercielle virksomheder.

Tak til ordføreren. Den næste ordfører er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Vi behandler et beslutningsforslag fra Enhedslisten, som skal stoppe en aktieudvidelse i DONG Energy, og det er et beslutningsforslag, som vi ikke kan støtte. Vi vil til gengæld gerne i Finansudvalget støtte aktieudvidelsen i DONG Energy. Det er, fordi vi har to overordnede principper med hensyn til styringen af statslige erhvervsselskaber.

Det første princip er, at de i videst mulige omfang skal sælges; det er ikke meningen, at staten skal drive erhvervsvirksomhed i Danmark; det gør staten ofte ikke særlig godt, private gør det bedre. Derfor skal statslige erhvervsvirksomheder sælges, skatteyderne skal have fortjenesten. Gælden i det offentlige skal med pengene barberes ned, eller man skal bruge pengene til at investere i positive ting for det danske samfund. Den her aktieudvidelse gør, at en del af DONG Energy kommer i privat ejerskab, ikke det hele, men noget af det. Vi ville gerne gå hele vejen, hvis det skulle være, men vi tager også gerne små skridt på vejen.

Det andet princip er, at de statslige erhvervsselskaber, skal drives så godt som muligt, mens staten har dem, så de er så værdifulde som muligt, så staten og skatteyderne kan tjene så mange penge som muligt på disse erhvervsvirksomheder, som staten ejer, enten som ejer eller ved salg. I den forbindelse synes vi, det er en god idé, og vi synes, det er godt, at der kommer private investorer ind i de helt eller delvis statsejede erhvervsvirksomheder, fordi det er med til at sikre, at de beslutninger, som træffes i virksomhederne, træffes med den hensigt, at virksomheden skal være så værdifuld som muligt, at den skal tjene så mange penge som muligt. Det kommer ikke kun de private investorer til gavn, det kommer også skatteyderne til gavn.

Så er der det tredje element, som man må forholde sig til ved den her aktieudvidelse, og det er, at en god aftale, som finansministeren har lavet som ejer – delejer – af DONG, kan vi som politikere i sagens natur ikke bedømme et hundrede procent; vi har ikke deltaget i forhandlingerne, vi kender ikke alternative tilbud fra andre tilbudsgivere. Så derfor er udgangspunktet for os, at medmindre vi har grund til andet, så har vi tillid til, at finansministeren har lavet en god aftale, den bedst mulige aftale, for skatteyderne. Og vi har ikke grund til at tro andet, end at det har finansministeren også gjort her. Og en medvirkende årsag til, at vi ikke har grund til at tro andet, er, at vi ikke kan se, at han skulle have noget motiv for at lave en dårligere aftale end den, der er den bedst mulige.

Så derfor kan vi støtte aktieudvidelsen, og derfor stemmer vi imod Enhedslistens beslutningsforslag.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det var dog en bemærkelsesværdig tillid, chefliberalisterne i Folketinget har til en socialdemokratisk finansminister, men det er da fint nok. Men hvad så med de liberalistiske principper, som jeg ved at Liberal Alliance hylder? Er det ikke sådan, at hvis man investerer for at få en fortjeneste, må man også tage en risiko? Og risikoen er i det her tilfælde, for Goldman Sachs, stort set bortelimineret, mens fortjenesten er statsgaranteret. Er det ikke underligt? Er man virkelig så glad for at få nogle private ind, at det er på nærmest socialistiske vilkår, altså, at de ikke skal have en risiko, men bare en fortjeneste? Nu brugte jeg Liberal Alliances egen retorik. Det er den ene ting.

Den anden ting er: Er det ikke usædvanligt, at én mindretalsaktionær får vetoret og særrettigheder i modsætning til andre mindretalsaktionærer, altså en forskelsbehandling mellem mindretalsaktionærer, i et selskab styret af staten? Er Liberal Alliance ikke også imod det?

Ordføreren.

Jamen jeg er ikke enig med Enhedslistens ordfører i, at Goldman Sachs ikke løber en risiko her. Goldman Sachs og ATP og PFA løber en risiko. Venstres ordfører har tidligere forklaret, hvordan det hænger sammen, og de ord henholder jeg mig til.

Men det, der står tilbage, er, at det jo var det bedst mulige tilbud, som finansministeren fik. Der var ikke nogen, der leverede et bedre tilbud. Og når man skal finde ud af, om et tilbud om at købe en del af en virksomhed er godt, er der ikke nogen facitbog, man kan slå op i. Det er der måske i en marxistisk planøkonomi, som hr. Frank Aaen bekender sig til, men det er der ikke i en markedsøkonomi. I en markedsøkonomi vurderer man værdien af det, som bliver købt og solgt, på, hvad folk er villige til at give i en handel – i en fri handel med andre bydere på samme produkt. Hvis man dér vælger det bedst mulige tilbud, er det nok også udtryk for – medmindre der er gået et eller andet galt i processen – at det er et rimeligt tilbud i forhold til den ydelse, som sælges.

Vi har stadig væk ikke nogen grund til at mistænke finansministeren for at have solgt for billigt her. Vi har ikke hørt indvendinger, som vi synes vi skal tage alvorligt i den forbindelse, og vi kan ikke se, at finansministeren skulle have et motiv for at sælge billigere, end han behøver.

Hr. Frank Aaen for anden korte bemærkning.

Nej, men man kunne da have lavet en almindelig aktieudvidelse, hvor alle borgere i Danmark fik mulighed for at købe en aktie i DONG. Så måtte man tage risikoen, nemlig den risiko, der altid er forbundet med at købe en aktie, og få fortjeneste i det omfang, aktien steg i værdi. Det er da en måde, man kunne have gjort det på. Jeg tror, den er mere liberalistisk end den model, der ligger her på bordet. Og det forstår jeg sådan, at principløsheden jo er fuldstændig. Altså, det er sådan i en liberalistisk tankegang, at hvis man vil have en fortjeneste, må man også tage risikoen. Her er det altså sådan, medmindre DONG går ned og bliver fuldstændig værdiløst – hvad ingen tror på, heller ikke Goldman Sachs – at så vil der være en statsgaranteret fortjeneste og dermed ikke nogen risiko. Det synes jeg Liberal Alliance burde forholde sig til. Det er da et spørgsmål om principper, det er da et spørgsmål om hjerteblod for hr. Ole Birk Olesen, ikke?

Jeg kan ikke forstå, at man her bare stiller sig op og siger, at det er dejligt, fordi man kan lide Goldman Sachs.

Ordføreren.

Hr. Frank Aaen har en lidt uheldig tendens til at ville udlægge, hvad der er liberal politik, og det har hr. Frank Aaen faktisk ikke særlig meget forstand på – det må jeg sige. Det er mislykkedes flere gange for hr. Frank Aaen ved debatter, som ligner den her.

Der er ikke nogen liberal politik for, hvem en virksomhedsejer skal sælge til. Men det er sådan, at vi som liberale politikere mener, at skatteydernes midler skal forvaltes bedst muligt. Skatteyderne har midler i DONG Energy, og de midler forvaltes bedst muligt ved at sælge til den, der giver det bedst mulige tilbud. Og vi har ingen grund til at tro andet, end at Goldman Sachs, PFA og ATP er dem, der har givet det bedst mulige tilbud i den her sag. Og der er intet af det, som hr. Frank Aaen har sagt i dag, som ændrer på vores synspunkt om, at det er dem, der har givet det bedst mulige tilbud.

Tak til ordføreren. Der er ikke flere korte bemærkninger. Jeg skal nu give ordet til ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg tager nok ikke meget fejl, når jeg påstår, at det liberale princip er, at hvis man vil have en fortjeneste, så må man også tage risikoen. Mon ikke, jeg har lidt forstand på det trods mit skæve udgangspunkt?

Jeg vil sige, at jeg er glad for, at vi har haft debatten. I virkeligheden viser det her jo lidt om nogle store svagheder i det danske demokrati. For det her drejer sig om udviklingen af DONG, som har fået meget større betydning – det er en større virksomhed – for Danmarks klimapolitik og i det hele taget afgørende betydning for, om vi kan opfylde f.eks. vores mål om reduktion af CO 2 . DONG's udvikling har i rigtig mange år efterhånden være afklaret bag lukkede døre i en forligskreds, som er årtier gammel, i hvert fald et årti eller mere, hvor nogle partier på et eller andet tidspunkt har sat sig sammen og sagt: Nu vil vi bestemme over DONG, og så har man i denne lukkede kreds hver eneste gang taget stilling til alt lige fra virksomhedens udvikling til fyring af en direktør, og det er sket bag lukkede døre.

Således også med det forlig, vi diskuterer i dag. Det er besluttet bag lukkede døre. Jeg håber, at vi kan få finansministeren til at opklare nogle af de spørgsmål, jeg stillede undervejs, f.eks.: Har man i forligskredsen diskuteret Goldman Sachs som en egnet investor? Har der været noget spørgsmålstegn ved det overhovedet? Har man diskuteret, om man skulle have en alternativ finansiering i stedet for at inddrage Goldman Sachs? Altså sådan nogle helt elementære ting, som jeg da håber har været debatteret i forligskredsen, for det er jo ganske afgørende. Har man i forligskredsen diskuteret, om det er en god idé, at man ved at lave en aktieudvidelse på den måde, som det sker her, i virkeligheden fjerner statens mulighed for at lede DONG? Det er ganske elementære spørgsmål, men jeg kunne ikke få svar. Enten var ordføreren her ikke, eller også havde ordføreren ikke deltaget i forhandlingerne. Jeg har ikke kunnet få svar på, om man har diskuteret de meget væsentlige ting.

Men i hvert fald vil jeg sige, at den lukkede proces, som der var lagt op via forligskredsen og i Finansudvalget, har vi så fået åbnet lidt op i dag. Vi har fået debatten her i Folketingssalen, fordi der heldigvis er et parti, der ikke er medlem af forligskredsen og derfor ikke har solgt sin sjæl på forhånd, men har haft muligheden for her at rejse diskussionen.

Så vil jeg sige, at jeg synes, det er underligt, at vi ikke i diskussionen har haft mere fokus på – og man kan godt sige, at det er en fejl, der er sket for flere år siden, det tror jeg sådan set er rigtigt – at DONG skal ledes kommercielt. Jeg synes ikke, at DONG skal ledes ud fra, hvad der giver underskud eller noget andet, som man prøver at påstå om socialister. Jeg går ud fra, at man skal lede DONG ud fra, hvad der er samfundsmæssigt nyttigt i forhold til forbrugerinteresser, i forhold til klimaet, i forhold til miljøet. Det synes jeg er helt legitime krav. De påfører jo i forvejen samfundet en masse udgifter gennem afgifter og alt muligt andet, som Liberal Alliance normalt er imod. Her kunne vi altså faktisk klare meget store dele af vores klimaudfordring ved at styre DONG på en fornuftig måde. Og det er jo det, der er problemet, nemlig at i samme sekund, man går på Børsen, og i samme sekund, man har inviteret Goldman Sachs indenfor, bliver DONG ikke ledet og kan ikke ledes efter, hvad der er bedst for klimaet, hvad er bedst for forbrugerne, men kun efter, hvad der er bedst for bundlinjen, for fortjenesten i DONG. Og det er jo den store skandale, at det ikke vækker større debat, og at det ikke giver anledning til større problemer, som man kan tage fat i i sådan en diskussion, som vi har i øjeblikket.

Det at man nu satser på mest mulig profit, at man nu satser på eller rettere sagt accepterer, at en af de førende profitjægere her i verden, Goldman Sachs, får vetoret over væsentlige dele af DONG's udvikling, er et ganske alvorligt problem. Goldman Sachs er hovedansvarlig for den måde, finanskrisen udviklede sig på. De spekulerer i dag i råvarer kun med det formål at gavne dem, der har aktier i Goldman Sachs til stor skade for det amerikanske samfund, for de amerikanske virksomheder.

Nu kan jeg se, at hr. Peter Christensen er gået, og det kan der være gode grunde til. Men når vi så oven i købet hører hr. Peter Christensen sige, at Venstre ikke lige har studeret Goldman Sachs' nyere historie, så o.k., det er da også helt i orden. Men man har bare accepteret, at Goldman Sachs skal have vetoret over DONG. Skulle man måske så ikke lige have studeret den virksomhed en anelse? Det gør enhver normal investor. Enhver bestyrelse for et selskab, der overvejer at sælge aktier, kigger da på køberens validitet, på, hvad køberen vil med de aktier. Men jeg kan forstå, at Venstre ikke lige har sat sig ind i, hvad Goldman Sachs er for en virksomhed. Det er da også ganske sørgeligt.

Risiko? Ja, der er sagt noget om, at de nok pådrager sig en vældig risiko. Så kan man læse på en ikkesocialistisk hjemmeside på nettet, der hedder EnergiWatch, at der f.eks. er en kreditanalytiker fra Merrill Lynch, altså et af de andre store investeringsselskaber og dem, der er med til at vurdere alle muliges kreditværdighed, som siger, at den forudsætning, som lægges ind i kreditvurderingen, nemlig at DONG skulle miste al værdi fra dag til dag, er ikkeeksisterende. Der er ikke nogen risiko. Det samme siger analytikere fra Jyske Bank og fra Sydbank: Der er ikke nogen risiko.

Det vil sige, at den aftale, der ligger nu, betyder, at hvis ikke Goldman Sachs er tilfreds med udviklingen, kan de sælge aktierne tilbage til den værdi, de har købt dem til, plus at de får en rentebetaling for resten af indskuddet. Altså, det er derfor, jeg siger, at der er en statsgaranteret profit, og det, jeg synes er så underligt, er, at man har indført, at der er en statsgaranteret profit, uden at f.eks. Goldman Sachs skal have nogen reel risiko. Og det er altså aktieanalytikere, der er enige med os i den vurdering.

Så er der det med vetoretten, det har jeg nævnt.

Så er der spørgsmålet om, om man ikke kunne skaffe kapital på anden måde. Havde det ikke alt andet lige været billigere at udstede nogle statsobligationer til en rente på 1-2 pct. og bruge de penge til at putte ind i DONG? Det var da billigere end den forrentning, som man regner med at Goldman Sachs beregner sig.

Vi har hørt en fra SYD ENERGI [nu: SE], der også overvejer at investere i DONG, snakke om at få et tocifret procentbeløb i forrentning. Så havde det da vist været ikke bare lidt, men meget billigere, hvis staten selv havde fundet det kapitalindskud. Og hvis det så går, som man håber, nemlig at kursværdien i DONG, hvis det skulle blive børsnoteret, vokser, så havde staten fået andel i kursgevinsten, i modsætning til at det er private selskaber, der får det. Det er også underligt, hvis ikke det er diskuteret ordentligt igennem.

Så må jeg sige om incitamentsstrukturen, som man også har lagt ind, at det er helt ufatteligt. Der er en beregning i dag i Jyllands-Posten på, at det måske kan koste ½ mia. kr., at ledelse og ansatte i DONG skal have sådan et aktieoptionsprogram. Ikke alene er det svineri med skatteydernes penge, men det er også fuldstændig blindt over for, hvad det var, der var med til at skabe finanskrisen. Det var nemlig, at man gav ledelsen i bankerne incitamentsprogrammer, så de kun tænkte på, om kurserne på de aktier, de havde eller kunne få, ville stige. Det var deres eneste interesse i at lede virksomheden, og derfor gik det så frygtelig galt i forskellige banker rundtomkring i Danmark.

Nu indfører man samme princip, nemlig at ledelsen i DONG skal styre virksomheden, ud fra hvad der gavner kursen og fortjenesten og indtjeningen og til og med jo på kort sigt, fordi det ligger i programmernes natur, at det er inden for en afgrænset periode, man skal have præsteret en kursstigning. Det er der, man får sin belønning, og så er man ligeglad med, hvad der sker dagen efter. Det er en aldeles usund ledelsespolitik at lægge ind under DONG, og jeg forstår heller ikke, at man er gået med til det.

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti også lidt har fortrudt det – på samme måde, som man har fortrudt det med vetoretten. Men helt ærligt – og det er ikke for at være politisk drillende – det er lidt sent at komme med en bekymring, dagen efter man har indgået en aftale. Og så står man også heroppe og siger, at selvfølgelig står man ved aftalen. Så al den bekymring, man ligesom har givet udtryk for også i dagspressen, er bare det rene skuespil.

Men altså, Enhedslisten vil selvfølgelig arbejde videre med det her. Vi har stillet en lang række spørgsmål til finansministeren, som man ikke har kunnet nå at svare på til i dag, og det er så også o.k. Så får vi svarene en af de nærmeste dage, og så borer vi selvfølgelig videre i denne mildt sagt usædvanlige historie. Og der vil jeg sige: Vi står altså ikke alene med det. Det var ikke bare det rene pjat, jeg sagde undervejs. Jeg har ikke hørt en eneste ekspert fra finansverdenen, fra energiverdenen, fra nogle af de steder, hvor man ikke direkte enten er politiker eller blandt dem, der nu skal til at købe aktier i DONG, der har rost den her struktur, ikke en eneste. Tværtom, der er masser af kritik, og derfor er der også meget at komme tilbage til.

Der er en enkelt til korte bemærkninger. Hr. Ole Birk Olesen.

Først skal jeg bare lige rette den misforståelse, at Enhedslisten skulle være det eneste parti, som ikke er med i forligskredsen omkring DONG. Vi er heller ikke med. Så vi har heller ikke været en del af forhandlingerne om det her, inden vi ser det i Finansudvalget.

Jeg kan ikke rigtig forstå Enhedslistens kritik. Jeg kan ikke forstå, om det er det ene, man kritiserer, eller det andet, man kritiserer. Kritiserer Enhedslisten, at finansministeren og regeringen her tænker for kommercielt, tænker for meget i værdi af DONG, få flest mulige penge ud af DONG, eller kritiserer hr. Frank Aaen regeringen for at have solgt sig for billigt, at have lavet en dårlig aftale, så der ikke var penge nok til skatteyderne i den handel, man har lavet med PFA, ATP og Goldman Sachs? Det virker, som om hr. Frank Aaen kritiserer begge dele, at regeringen tænker for meget på penge, og at regeringen tænker for lidt på penge. Hvad er det rigtige?

Ordføreren.

Det er helt korrekt, at Enhedslisten, når vi skal være helt præcise, nok er det eneste parti, der er imod den her aftale, der er indgået med DONG. Så er den klaret.

Så vil jeg sige, hvis jeg lige må svare på den anden del, at det dårlige i det her er, at man allerede med den her aktieudvidelse, hvor man giver DONG vetoret i forhold til væsentlige beslutninger, så er med til at skifte DONG's fokus væk fra det at tage hensyn til klimaet, miljøet og forbrugernes interesser og så over til, at det kun er fortjenesten, der er vigtig som målestok for DONG's udvikling. Det er den afgørende kritik, vi har, og den har vi haft længe, men den bliver skærpet med det, der sker nu.

Spørgeren for anden korte bemærkning.

Så regeringen har med den her aftale ifølge Enhedslisten tænkt for meget på profit på vegne af skatteyderne. Men det vil jo så sige, at halvdelen af den argumentation, vi har hørt i dag fra hr. Frank Aaen, kan vi godt kaste væk igen. For den er jo gået på, at man har lavet en dårlig handel – at man har tænkt for lidt på profit. Men det smider vi så bare væk. Hvad skulle også motivet være fra finansministeren til at sælge billigere, end han behøver? Mistænker Enhedslisten virkelig regeringen for at ville forære skatteydernes og statens værdier væk i en handel, der er alt for profitabel for andre end staten?

Ordføreren.

Jeg ikke sikker på, jeg kan genkende den måde, min argumentation bliver gengivet på. Jeg mener sådan set, vi har været ret stringente med at sige, at det er det med, at man indretter udviklingen af DONG efter profitinteresser og har givet en afgørende indflydelse til Goldman Sachs, vi er imod, fordi vi synes, det er bedre at tage hensyn til forbrugerne, tage hensyn til klimaet og til miljøet. Og der vil jeg sige, at danskernes interesse i DONG er langt større, end om der skulle komme et aktieafkast til staten. Altså, det helt afgørende for danskerne med hensyn til DONG er forsyningssikkerheden på den ene side – der ved vi, at der også har været store problemer i USA med privatisering – og så det, at man på den anden side får gjort en indsats for klimaet, fordi vi alle sammen ved, at vi er nødt til at gøre noget for at undgå den klimakatastrofe, der er i fuld udvikling.

Tak til ordføreren.

Der er ikke flere, som har bedt om ordet, og forhandlingen er sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Finansudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg dette som vedtaget

Det er vedtaget.

Inden jeg afslutter dagens forhandlinger, vil jeg lige understrege, at medlemmerne har fået lidt god taletid her i eftermiddag, også i anden spørgerunde – bl.a. fordi jeg gav lidt god tid i starten, men også for at vise hensyn over for de mange publikummer, vi faktisk har haft i dag. Jeg syntes ikke, de skulle gå forgæves på en dag, der ikke blev, som vi havde planlagt fra ugeplanens start.