Der blev her i foråret afholdt en kirkelig høring som oplæg til nedsættelsen af en styringskommission, og der blev folkekirkens administration gennemgået, og så vidt jeg kan vurdere, er der lovgivning og administration for alt det, som der skal være.
Grunden til, at det virker så godt, er, at man har en frihed, sådan at kirkeministeren eller ministeriet kan tage initiativer, biskopperne kan sige noget, ja, af og til må man endda også have et menighedsråd til at sørge for, at alting bliver bragt i orden.
Det har altså været frihedslovgivning, som har været kendetegnende for folkekirken, og det siges i det kommissorium, der er sat for styringskommissionen, at det fortsat er det lokale sogn og menighedsrådet, som er afgørende.
Det foreliggende lovforslag fortsætter denne tendens, idet en vedtagelse af forslaget, som Det Radikale Venstre støtter, i første række vil give biskopperne bedre mulighed for at fortsætte med at opretholde, at provstestillinger indehaves af personer, som på den ene eller den anden måde falder i biskoppens smag.
Man kan jo ikke være sikker på, at det er de bedst kvalificerede, men det drejer sig om samarbejde, om at få det bedst mulige ud af det.
Det er hovedsynspunktet i det, som man hidtil har haft, at biskoppen vælger, hvem man vil have som provst.
Det, der så ligger i forslaget, er, at man ændrer tidspunktet for provstiudvalget, og det er udmærket, fordi provstiudvalget har fået større betydning.
Derfor er det rimeligt, at man har en diskussion menighedsrådene imellem om, hvem der skal i provstiudvalget.
Det en god ting, at der også kommer en præst i provstiudvalget, fordi det jo binder præster – eller i hvert fald mindst en præst – til at beskæftige sig med det jordnære, takster på kirkegårde, bygningsvedligeholdelse, for der er jo ellers en risiko for, at præster kan blive åndelige personligheder, og det bliver fjernet ved, at der i hvert fald er en af dem, der kommer derhen.
Når det er så vigtigt, at biskoppen får indflydelse på provstevalget, hænger det jo sammen med, at provsten er biskoppens nærmeste repræsentant, og har provsten ikke anden autoritet, har vedkommende da i hvert fald autoritet som følge af, at vedkommende har biskoppens opbakning.
Det er derfor, at der nu skal skabes mulighed for, at en biskop kan få en provst udefra, fordi man kan jo ikke regne med, at en biskop kan finde en, der passer sig, blandt de præster, der er i forvejen.
Der kunne jo også ske det, at der ikke var nogen af præsterne, der ønskede at samarbejde med biskoppen eller have dette ekstra arbejde som provst, selv om det er bedre lønnet.
I bemærkningerne til lovforslaget er der noget skønmaleri af en biskop som en person, der har visioner, som provsten så kan være behjælpelig med at få virkeliggjort.
Når jeg er kritisk over for bemærkningen om biskoppens visioner, hænger det sammen med, at ordet vision handler om, at man har guddommelige åbenbaringer, som man selv anser for indiskutable, hvilket andre så også skal.
Ifølge 2.
udgave af Salmonsens Leksikon fra 1928 står der, og jeg vil tillade mig at citere:
»Vision, Syn, Synsbillede af hallucinatorisk eller pseudohallucinatorisk Karakter, der af den paagældende opfattes som hidført ved overnaturlige Aarsager.«
Hvis jeg må fortsætte, så hedder det under overskriften visionslitteratur i samme udgave af Salmonsens Leksikon, at visioner er en del af oldindisk religiøsitet.
Det findes også i jødedommen i Enock's Syn og i den tidlige kristendom i Petrus-Apokalypsen.
Der var i middelalderen i det kristne Vesteuropa meget visdomsliteratur, for som det siges i Salmonsen, og nu citerer jeg direkte:
»Visioner er virkelige Personers Sjæleoplevelser, medens de laa i Dvaletilstand, ofte en Sjæls Vandring gennem den hinsidige Verden — ofte mest dens Straffesteder — skrevne til Opbyggelse og Advarsel.«
Når det ikke er ordet vision, sådan som det står i bemærkningerne til lovforslaget – og grunden til, at jeg siger det, er, at bemærkninger vist af og til opfattes som lige så afgørende som selve lovforslaget – der skal bruges, så handler det vel nok om, at det afgørende for en biskop er, at man findes tro, og at man som biskop opøver sin evne til at vise tillid til og forståelse for den person, som man ansætter som provst, og ligeledes for de præster og menighedsrådsmedlemmer, som er ens nærmeste medarbejdere.
Frem for at tale om visioner vil det være rimeligere, at man finder en formulering om, at man som biskop også under tidens forhold skal fortsætte den studievirksomhed i den hellige skrift m.v., som biskoppen i sin tid lovede, da præsteløftet blev aflagt.
Men som sagt er der opbakning til forslaget.
Forslaget fortsætter traditionen.
Heldigvis er der ikke i lovteksten noget, som kan anses for visionært.
Nye ideer og nye initiativer vil komme, når der er frihed for alle.
Tillid, åbenhed og diskussioner om, hvad der skal ske dér, hvor man har ansvar, er altings udgangspunkt.
Det er jo sådan, at man i en årrække har fået remtræk til virkeligheden, og sådan ønsker jeg fortsat, at det må være for den danske folkekirke.