Det sidste punkt på dagsordenen er:

3) 1. del af 3. behandling af lovforslag nr. L 1:

Forslag til finanslov for finansåret 2013.

Af finansministeren (Bjarne Corydon).

(Fremsættelse 02.10.2012. 1. behandling 04.10.2012. Betænkning 25.10.2012. 2. behandling 15.11.2012. Tillægsbetænkning 06.12.2012. I tillægsbetænkningen er der stillet 505 ændringsforslag. Ændringsforslag nr. 506-585 af 14.12.2012 uden for tillægsbetænkningen af finansministeren (Bjarne Corydon)).

Finansministeren har meddelt mig, at han ønsker at tage følgende ændringsforslag tilbage: 179, 181, 192, 202, 274, 275, 407, 408, 429, 446, 447 og 449-456. Ønsker nogen at optage disse ændringsforslag?

Det er ikke tilfældet. Så er ændringsforslagene bortfaldet.

Jeg skal gøre opmærksom på, at både ændringsforslagene og forslaget som helhed kan kommenteres.

Forhandlingen er åbnet, hr. Peter Christensen som ordfører for Venstre.

Det gik slet ikke, som regeringen forventede. Så ærlig var økonomi- og indenrigsminister Margrethe Vestager i sidste uge, da hun fremlagde regeringens nye prognose for dansk økonomi. 2012 var et dårligt år. Og jeg er ked af at måtte give ministeren ret. Danmarks velstand skrumpede i 2012. Bruttonationalproduktet faldt ligefrem. Vi blev fattigere som nation, desværre.

Selv om konjunkturerne er dårlige i udlandet, bærer regeringen alligevel en stor del af ansvaret. Regeringen har nemlig solgt danskerne en historie om, at man vil kickstarte økonomien. Meget af regeringens kickstart handlede om at indregne de udgifter, som kommunerne allerede havde planlagt, og nu viser det sig så, at de kommunale budgetter har udviklet sig lidt anderledes, end regeringen forudsatte og håbede. Samtidig har regeringens mange skattestigninger heller ikke kickstartet dansk økonomi, tværtimod. Kort sagt har danskerne fået en sang fra de varme lande. Den sang har vi hørt i mange versioner i årets løb. Vi hørte den også, da regeringen ville hjælpe de dagpengemodtagere, som var i fare for at falde ud af dagpengesystemet. De skulle hjælpes med såkaldte akutjob. Efterfølgende har vi set, at også det var en sang fra de varme lande.

Lad mig sige med det samme: Det er ikke regeringens gode hensigter, jeg kritiserer i dag. Det ville da være dejligt, om regeringen kunne kickstarte økonomien; det ville da være dejligt, om regeringen kunne skabe arbejdspladser til de ledige; det ville da være dejligt, om regeringen kunne skabe velstand til danskerne.

Men alt dette ligger tydeligvis uden for regeringens rækkevidde. Forklaringen er ikke så underlig. Befolkningen har mistet tilliden. Danskerne tror ikke på regeringens gyldne løfter og gyldne prognoser. Det kunne man jo så bare trække på skulderen af. Men problemet er, at regeringens mangel på realisme øger danskernes utryghed. Den medvirker til, at folk holder deres investeringer tilbage, sågar deres eget forbrug. Danskerne er skuffede.

Da finansloven for 2012 skulle på plads, valgte regeringen og Enhedslisten at hæve skatter og afgifter med over 5 mia. kr. Højere skatter og afgifter midt i en krise. Man tager sig til hovedet. Skattestigninger er jo ikke ligefrem kendt for at skabe arbejdspladser eller øge forbruget. Et kort øjeblik i årets løb var det, som om det gik op for regeringen, hvad den havde gjort. Så indgik den en skatteaftale med Venstre og De Konservative i forsommeren 2012, som trækker i den rigtige retning. Det var en aftale om rigtige skattelettelser finansieret af lavere offentlige udgifter. Men med finansloven for 2013 har regeringen og Enhedslisten igen fundet tilbage i det vante spor med højere skatter og flere afgifter.

Ingen nye generelle skattestigninger. Sådan lød løftet fra statsministeren. Javel. Men det skulle ikke tages så alvorligt, da statsministeren ikke havde lovet et stop for specifikke skatter. Og sådan leger man jo med ordene og danskernes penge. Men jeg vil sige til den kære statsminister, at alle skatter er specifikke, og hvad er løftet så egentlig værd?

Finanslovene for 2012 og 2013 gør det dyrere at være dansker og gør det dyrere at drive virksomhed. Det reducerer virksomhedernes og forbrugernes investeringer og forbrug. Og hvad nytter det, at regeringens skattestigninger er specifikke? Den utryghed, som regeringen skaber, er nemlig generel. Derfor skal vi væk fra regeringens zigzagkurs i den økonomiske politik. Vi skal væk fra regeringen skønmaleri. Vi har brug for en dosis realisme og en dosis mådehold. Det har danskerne forstået i modsætning til regeringen. Det har kommunerne også forstået i modsætning til regeringen.

I årene 2011-2013 ligger den gennemsnitlige stigning i det offentlige forbrug på omtrent 0,1 pct. om året. Jeg ved godt, at regeringen skammer sig over det. Jeg ved godt, at regeringen føler, at den har et forklaringsproblem, når det offentlige forbrug ikke stiger. Men realiteten er, at vi reelt har nulvækst i det offentlige forbrug i Danmark.

Forleden morgen hørte jeg finansministeren på P1. Han sagde: Vi er blevet fattigere, og det gør, at der er ting, vi simpelt hen ikke har råd til.

Så sagde finansministeren: Krisen har været en anledning til at se, om der ikke er ting, man kan gøre smartere eller klogere. På den baggrund undrer det mig lidt, at regeringen er så utilfreds med Venstres budskab om tilbageholdenhed med det offentlige forbrug. Vi kan jo konstatere, at det kan lade sig gøre i praksis, og Venstre foreslår såmænd blot et udgiftsstop, hvor der vil være plads til, at udgifterne stiger i takt med pris- og lønudviklingen. Den offentlige sektor vil således have nøjagtig de samme penge til rådighed som i dag, og det er derfor muligt at fastholde samme antal ansatte og købe de samme varer.

Vi har ikke sagt, at det vil være nemt at holde de offentlige udgifter i ro, men det er kun rimeligt, at verdens største offentlige sektor kan holde lidt igen. Det handler nemlig om at bevare danske arbejdspladser. Det handler om, at vi skal investere i at gøre det mere attraktivt at være virksomhed, for kun på den måde kan vi holde danske arbejdspladser i Danmark, og kun på den måde kan vi få virksomhederne til at oprette nye danske job, der kan gøre ledighedskøen kortere.

Vi skal styrke dansk konkurrenceevne, og vi skal styrke den ved at sætte skatten ned. Gør vi ikke det, ja, så kan vi ikke engang konkurrere med et ellers velstående land som Sverige, og hvis vi ikke engang kan konkurrere med Sverige, hvad er så argumentet for at vælge Danmark, når forretningen skal udvides eller en helt ny division skal startes op? Det argument findes ikke. Og konsekvensen er, at danske arbejdspladser vil fortsætte med at flytte ud af Danmark, og at der dermed bliver færre til at betale regningen for en af verdens største offentlige sektorer.

Det kan godt være, at regeringen ikke har viljen til at gå hele vejen for at få rigtige arbejdspladser i Danmark, men det har Venstre. Vi vil ikke bare flytte rundt på byrderne, men vi vil lette byrderne. Vi anerkender behovet for at rette op på de fejl, der tidligere er begået. Det fremgik tydeligt af vores finanslovudspil i september. Men vi kan ikke se pointen i at løse et problem ved at skabe nye problemer. Derfor nytter det ikke, at man, som regeringen vil, fjerner en afgift det ene sted for at hæve skatten et andet sted. Det skaber hverken den vækst eller de arbejdspladser, som dansk økonomi har så hårdt brug for.

I Venstre ønsker vi ikke at lappe huller gennem evindelige nye skattestigninger. Det er perspektivløst. Og i regeringens finanslovforslag var der plads til at afskaffe fedtafgiften, men regeringen prioriterede anderledes sammen med Enhedslisten og valgte bl.a. at bruge yderligere 1,5 mia. kr. på det grønne område, 1,1 mia. kr. til kontanthjælpsmodtagere og flygtninge m.v., og sågar penge til nycirkusuddannelsen var der plads til. Men vi kan ikke leve af gøgl og tomme løfter. Det skaber ikke rigtige arbejdspladser, når regeringen hæver nogle afgifter og anvender dem til øgede offentlige udgifter, eller når regeringen fra nytår nedlægger boligjobordningen, altså det, at man kan få fradrag for bl.a. sine håndværksudgifter. Den prioritering er Venstre imod. Man skal ikke fjerne en ordning, der har skabt omkring 5.000 private arbejdspladser i en tid, hvor dansk økonomi er presset.

Arbejdspladser forsvinder. Væksten er i bund. Og vores konkurrencekraft er udfordret. De udfordringer tager regeringen ikke hånd om med finansloven for 2013. Venstres finanslovudspil »Færre afgifter. Flere arbejdspladser« var en fremstrakt hånd til regeringen. Vi ønskede at samarbejde om en styrkelse af dansk konkurrenceevne i kraft af en erhvervsskattepakke og en grænsehandelspakke. Regeringen sagde nej. Regeringen sagde nej til danske arbejdspladser.

I Venstre rakte vi også hånden frem for at fortsætte samarbejdet om økonomiske reformer. Det skulle bl.a. ske med en kontanthjælpsreform. Her sagde regeringen foreløbigt nej. Men den fremstrakte hånd er der stadig, det har Danmark brug for. Set fra Venstres perspektiv skal det altid kunne betale sig at arbejde frem for at være på passiv forsørgelse. Venstre vil derfor gennemføre en reform på kontanthjælps- og aktiveringsområdet. Det skal kunne betale sig at arbejde. Det skal kunne betale sig at investere. Det skal kunne betale sig at skabe arbejdspladser i Danmark. Det er Venstres vej. Det nytter ikke noget at sidde og vente på, at 2013 også bliver et dårligt år. Det handler om arbejdspladser, og dem vil Venstre kæmpe hårdt og indædt for, så nu mangler vi bare, at regeringen smøger ærmerne op.

Vi skal nu afvikle korte bemærkninger til ordførerne efter nye regler. Jeg skal bare lige repetere, at de nye regler går ud på, at man har 1 minut til henholdsvis spørgsmål og svar første gang og ½ minut i anden omgang. Det vil vi prøve at håndhæve rimelig skrapt, fordi formålet er, at så mange som muligt inden for 45 minutter, dvs. ca. 15, kan man nok regne ud, kan nå at stille spørgsmål til ordførerne.

Jeg håber, vi kan bruge de her nye regler med nytte, og den første, der har bedt om en kort bemærkning, er hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Tak til ordføreren for egentlig en konstruktiv indgangsvinkel til det også at være med i de fremtidige reformer. Hvis det skal blive til noget, kræver det, at vi ved, hvad Venstre vil, og det er lidt svært at finde ud af, også efter ordførerens tale nu. Jeg har forstået, at hr. Lars Løkke Rasmussen nu har flyttet Venstre over i retning af, at Venstre nu går ind for nulvækst i den offentlige sektor, men ordføreren må jo være enig med mig i, at der også stadig skal være plads til ambitioner med hensyn til f.eks. uddannelse. Vi er enige om, at der skal være ambitioner i uddannelsessektoren og på uddannelsesfronten i Danmark, men så koster det formentlig lidt flere penge, og så betyder det jo, at man skal spare så meget mere andre steder. Kunne ordføreren så ikke være god at forklare salen og dem, der lytter med ude i det ganske land, hvor det så er, Venstre vil spare, når nu Venstre er slået ind på nulvækstkursen?

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at vi mener, at en af verdens største offentlige sektorer ikke skal vokse, for de penge, vi ville kunne frembringe i fremtiden, skal bruges på at forbedre konkurrenceevnen, så vi kan skabe arbejdspladser. Jeg synes jo egentlig, regeringen har vist vejen til, at man godt kan lave en finanslov, hvor man netop holder nulvækst, omtrent nulvækst, og samtidig kan prioritere inden for de midler, der er. Vi har set det de sidste 3 år, og det er sådan set den vej, vi vil gå. Vi vil få pengene til at række længere. Vi vil tage sundhedsområdet, fortsætte den kurs, hvor man øger produktiviteten, det er et godt værktøj, så man altså får mere ud af de ressourcer, man i forvejen bruger. Vi har lige lavet en forsvarsaftale med regeringen, og der viser det sig, at vi kan få det samme ud af forsvaret, men med 2,7 mia. kr. mindre. Der er masser af eksempler.

Hr. John Dyrby Paulsen.

Tak. Ordføreren siger, hvad vi nu har gjort – og jeg er enig med ordføreren i, at vi jo også laver aftaler på andre områder – men det, jeg spurgte til, var sådan set: Hvad er det, Venstre har tænkt sig i fremtiden? For én ting er at tage et enkelt år, hvor der ikke er ret meget vækst, noget andet er at have vækst i adskillige år, 8-10 år. Så bliver man nødt til at forklare Danmarks befolkning, hvor det er, man vil spare. Og det er det, jeg spørger til endnu en gang: Hvor er det, Venstre vil spare? Hvad er det for nogle områder?

Ordføreren.

Nu behandler vi en finanslov, som har nulvækst. Det er ikke vores finanslov, det er regeringens. Og der er så åbenbart ikke nogen problemer i at holde nulvækst – det kan man gøre, uden at man har skullet spare de forkerte steder, altså på den borgernære service, men fremadrettet kan det ikke lade sig gøre. Det er jo en herlig socialdemokratisk logik.

Jeg kan konstatere, at mens vi havde ansvaret, fra 2001 til 2011, havde sundhedsområdet en produktivitetsgevinst på 23 pct. Så det kan jo lade sig gøre at få mere ud af de mange ressourcer, man i forvejen bruger.

Hr. Nadeem Farooq for en kort bemærkning.

Vi skal lige have en mikrofon til hr. Nadeem Farooq.

Tak til Venstres ordfører. Hr. Peter Christensen har jo tidligere tilkendegivet, at der er væsentlige områder, der skal friholdes for nulvækst. Lad mig bare nævne i flæng: Sundhedsvæsenet, ældreplejen og uddannelsessektoren. De områder har Venstres ordfører tilkendegivet skal friholdes. Men det må jo unægtelig betyde besparelser på andre områder. Derfor kunne jeg godt tænke mig at spørge til f.eks. politiet: Skal politiet være omfattet af nulvæksten? Skal politiet rammes af besparelser – ja eller nej?

Ordføreren.

Jeg deler ikke den tilgang, at fordi man ikke realt får tildelt flere penge år efter år, er man blevet ramt af en besparelse. Sådan er det ikke i den virkelige verden, og sådan bør det heller ikke være, når vi diskuterer den offentlige sektor, nemlig at det, at man ikke får flere penge hvert år, er det samme, som at man er blevet ramt af en besparelse.

Jeg synes jo, det er interessant – her vil jeg igen tage forsvarsområdet, fordi det er det mest aktuelle, som vi har lige lavet en aftale om – at da man fik fokus på økonomistyring, da man gik ind og prioriterede, kunne det lade sig gøre at opretholde et forsvar med værnepligt, som vil være i stand til at levere den ydelse, som Folketinget gerne vil have, men 2,7 mia. kr. billigere. Skal jeg garantere, at man ikke vil effektivisere politiet fremover? Nej, det vil jeg ikke, for det håber jeg at man kan.

Hr. Nadeem Farooq.

Det lyder jo alt sammen meget godt. Man kan sige, at forsvaret er en ting, men nu spurgte jeg specifikt ind til politiet. Jeg tror, at der er rigtig mange borgere i det ganske kongerige, der godt kunne tænke sig at høre, om Venstre mener, at politiet skal underkastes besparelser.

Ordføreren.

Jeg mener, at man i alle dele af den offentlige sektor skal kigge på, om man kan gøre tingene klogere og bedre. Det gælder alle områder. Jeg synes ikke, at vi som politikere lever op til vores ansvar, hvis vi ikke kritisk gennemgår alle bevillinger. Der var for nylig en diskussion om, hvad det koster at undervise en folkeskoleelev. Så går man ind og kigger på det. I Skanderborg koster det 46.000 kr., i Horsens koster det 63.000 kr. Er der mon ikke noget at diskutere der?

Hr. Jonas Dahl for en kort bemærkning.

Lad os blive lidt i den her diskussion om nulvæksten, for det er jo interessant, at når vi spørger ind til nogle konkrete områder, kan vi ikke få nogen konkrete svar fra Venstres ordfører. Sådan har det sådan set været det seneste halve år. Vi har kunnet høre ordføreren sige, at det ikke er på sundhedsområdet, på uddannelsesområdet, på forskningsområdet eller på ældreområdet, at vi skal have nulvækst. Men det vil sige, at hvis der skal være fortsat vækst dér, stiller det jo endnu større krav til den samlede nulvækst. Det betyder, at der skal være negativ vækst på nogle områder. Kan vi ikke få nogle eksempler på, hvor det i givet fald skal være?

Nu har vi jo lavet en forsvarsaftale, hvor vi sparer 2,7 mia. kr. Det er vi fra SF's side meget tilfredse med, men jeg vil da gerne høre, om Venstres ordfører mener, at der skal spares yderligere på forsvarsområdet, eller hvad det er for nogle områder, der skal stå for, når man skal fastholde en vækst på en række områder, men overordnet set vil have nulvækst? Det skylder Venstre et svar på – kan vi få det her i dag?

Ordføreren.

Jeg ved ikke, om det egentlig skyldes, at regeringspartierne skammer sig over den finanslov, vi er ved at behandle nu, for det er en finanslov, som opererer med nulvækst, og hele diskussionen handler nu om: Jamen kan man have nulvækst? Kan man have et udgiftsstop? Kan man sige, at verdens største offentlige sektor må klare sig med de penge, den har – vel at mærke hvor man øger bevillingen i forhold til inflationen, så man har den samme købekraft fra det offentliges side?

Det handler diskussionen om nu. Regeringen har lige vist den danske befolkning, at det kan man. Så jeg er dybt forundret over, at det her nu er en diskussion om, hvorvidt man kritisk skal gå ind og kigge på alle områder i det offentlige, hvor vi bruger penge, og se på: Kan vi gøre det klogere? Kan vi gøre det smartere? Kan vi få pengene til at række længere?

Vores ambition er, at det skal vi, for på den måde kan vi frigøre penge til at skabe private arbejdspladser.

Hr. Jonas Dahl.

Så må vi bare konstatere, at Venstre ikke har nogen konkrete svar på, hvor pengene skal hentes. Der kommer ingen konkrete bud. Det er lidt det samme som at læse Venstres finanslovforslag, som også blev skilt ad af Finansministeriet. Det understreger jo bare, at det igen kun er lommeuld, der kommer frem fra Venstres side. Der er simpelt hen ingen substans i det, i forhold til hvordan man vil finansiere den stigende ældrebyrde, finansiere, at der er flere unge, der tager en uddannelse.

Med regeringens finanslovforslag finansierer vi uddannelserne på en måde, som man ikke har set i de tidligere år under VK-regeringen. Regeringen lægger konkret finansiering på bordet. Der er ingen penge fra Venstre.

Ordføreren.

Regeringen fører nulvækst i finansloven for i år. Jeg blev spurgt, hvor man kan frigøre ressourcer, og jeg har svaret med en lang række konkrete eksempler. Og så er der jo hele reformsporet – det har vi slet ikke været inde på endnu. Og med hensyn til kontanthjælpsreformen vil jeg sige, at vi meget gerne hjælper regeringen med at lave en kontanthjælpsreform, men vi har lidt svært ved lige nu at se, hvordan regeringen vil få den til at hænge sammen med sin langsigtede økonomiske politik. Det kan vi jo ikke få svar på, når vi spørger.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Hr. Peter Christensen kritiserer, at arbejdsløsheden stiger, og det er vi enige i. Hr. Peter Christensen kritiserer akutplanerne for, at de ikke virker, og det er vi også enige i. Men spørgsmålet er jo: Hvad vil Venstre så gøre? Var det nu klogt, at man halverede dagpengeperioden, sådan som Venstre også var med til at gøre det? Er det ikke noget, der vil komme til at betyde, at der vil være mange tusinde mennesker, der vil falde ud af dagpengesystemet, og at de vil miste deres forsørgelse? Hvis vi er enige i det, hvad vil Venstre så gøre ved det?

Vil Venstre bare lade i tusindvis af mennesker falde ud af dagpengesystemet og miste deres forsørgelsesgrundlag?

Ordføreren.

Man kan jo sige meget om hr. Frank Aaen, men ærlig er han i hvert fald. Prisen for, at Enhedslisten ville indgå en finanslovaftale med regeringen, var en akutpakke. Mens vi så er ved at behandle selv samme finanslov, konstaterer hr. Frank Aaen, at det ikke virker. Det er besynderligt. Hr. Frank Aaen burde jo egentlig derfor lytte mere til Venstres løsninger. Vi tror på, at det bedste svar, man kan give til de ledige danskere, er, at man skaber vækst i samfundet, og at man skaber flere arbejdspladser. De to ting hænger uløseligt sammen. Vi tror på, at den mest konkrete måde, man kan skabe vækst på, er ved at fjerne nogle af de byrder, som virksomhederne har, så de tør investere i Danmark. Hvad angår boligjobordningen, altså den ordning, hvor man kan få et fradrag for at få lavet reparationer på sit hus eller få gjort rent i sit hjem, har den vist sig at være en ordning, der giver 5.000 arbejdspladser, også til ufaglærte, og i alle dele af landet. Men den ordning er hr. Frank Aaen nu med til at nedlægge med den her finanslovaftale.

Hr. Frank Aaen.

Jamen det er da noget sludder, at Enhedslistens pris for at kunne indgå en finanslovaftale, var akutpakker. Det var sådan set blot et udtryk for, at vi ikke mente, de var gode. Jeg vil derfor igen sige til hr. Peter Christensen: Der må jo være et svar til de mennesker. Det er altså ret mange tusinde, vi taler om, der den 1. januar mister deres dagpengeret. De vil for en kort periode, i et halvt år, blive hjulpet af en aftale, som Enhedslisten har været med til at lave sammen med regeringen, men det fundamentale problem er der stadig væk. Hvad vil Venstre gøre for at hjælpe dem, der mister deres dagpengeret?

Ordføreren.

Vi tror, det bedste svar er at skabe vækst og at skabe arbejdspladser. Hr. Frank Aaen spørger nu til, hvordan man på individniveau vil garantere, at der ikke er nogen, der falder ud af dagpengesystemet. Det har jeg også hørt Enhedslistemedlemmer råbe og skrige om hele vejen op til, at der blev indgået en finanslovaftale. Nu sidder vi så med finanslovaftalen, og der kan vi se, at de selv samme partier jo ikke har kunnet give de ledige nogen garanti på individniveau. Det hele er noget, der bæres af en akutpakkeaftale, som hr. Frank Aaen siger er dårlig. Det er da et besynderligt forløb, vi nu er vidne til.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Tak. Der er så megen snak om nulvækst. Jeg vil godt høre, om Venstres ordfører kunne give en forklaring på, hvordan det egentlig kan gå til, at den nuværende regering skaber misvækst på det private arbejdsmarked med de vækstpakker, der er blevet sendt ud, og som normalt skulle give arbejdspladser. Vi ved jo, at Socialdemokratiet bryster sig med, at de i 1990'erne skabte vækst og arbejdspladser og de vil gøre det samme i den regering, de er kommet i nu. Men indtil videre har vi kun set misvækst på det private arbejdsmarked. Så vil jeg høre, om Venstres ordfører, der egentlig er en fornuftig og kløgtig mand med indsigt i mange ting, kan give en forklaring på, hvordan det kan lade sig gøre at skabe misvækst med de vækstpakker, der er sendt ud.

Ordføreren.

For regeringen handler politik meget om ord i langt højere grad end handling. Regeringen har den forestilling, at hvis de taler om kickstart og vækstpakker, er det løsningen, selv om virkeligheden er, at man f.eks. sætter skatterne op og lægger byrder på virksomhederne. Der er ingen sammenhæng mellem ord og virkelighed. Det var grunden til, at 2012, hvor regeringen sagde, at nu kommer der en kickstart, endte med at give et fald i væksten.

Lærer regeringen så af det? Ikke spor. Hvad ser vi nu? At man stadig væk taler om en kickstart af økonomien for det kommende år, selv om man i sine egne prognoser skriver, at der vil komme et fald i beskæftigelsen alene i den private sektor på 7.000 personer. Der er ingen sammenhæng mellem ord og handling.

Hr. Bent Bøgsted.

Med hensyn til sammenhæng mellem ord og handling så vi, at Venstre indgik en aftale om en skattepakke, og efterfølgende fandt man ud af, at der var noget, der skulle laves om. Det var så meget fornuftigt, det er slet ikke det. Jeg vil bare lige høre, om der er andre ting, som Venstre har indgået aftale med regeringen om, og som Venstre måske synes skulle laves om efter indgåelsen af aftalen. Det var det, man gjorde med skattepakken. Man sagde bagefter: Hov, der er lige noget, det er nok ikke så godt, det skal vi lige have lavet om.

Ordføreren.

Det er fuldstændig korrekt, at vi indgik en skatteaftale. Det gjorde vi først og fremmest, fordi den indbefattede ægte skattelettelser på 7 mia. kr. Det var værd at slå til på. Jeg tror derfor i en overordnet sammenhæng, at vi er mere glade for den skatteaftale, end regeringen dybest set er.

Så var der nogle små elementer i aftalen, som vi forsøgte at få forhandlet ud. Det kunne vi af ideologiske årsager hos regeringen ikke. Efterfølgende ramte virkeligheden regeringen, og det er nu blevet ændret. Det synes vi er klogt, for det gør jo grundlæggende, at den samlede skattereform står endnu smukkere tilbage.

Hr. Rasmus Prehn for en kort bemærkning.

Er der problemer? Hr. Rasmus Prehn har fået en kort bemærkning. Vi skal have en mikrofon, og den kom nu.

Det er meget interessant at høre Venstres hr. Peter Christensen tale om ord og handlinger. Når man hører på Venstres retorik, når man hører på hr. Peter Christensens tale her, er det jo rigtig, rigtig mange ord, men meget lidt konkret. Der bliver brugt ord som prioritere, effektivisere, vi skal gøre det klogere, smartere, bedre, og pengene skal strækkes noget længere. Det er meget lidt konkret, det er nærmest sådan en rundrejse i svulstige superlativer, men meget lidt konkret. Man kunne fristes til at kalde det paradekørsel med tom vogn.

Jeg kunne godt tænke mig bare helt konkret, når vi taler nulvækst, at høre om noget. Venstre har udeladt det ene område og det andet område, så kan hr. Peter Christensen nævne bare ét område, bare et eneste område, hvor vi bruger offentlige penge i dag, hvor Venstre siger, at der skal vi bruge noget mindre – bare ét?

Ordføreren.

Kontanthjælpsområdet. Jeg skulle kun svare med ét ord, så det fik ordføreren.

Hr. Rasmus Prehn.

Så det er altså Venstres svar til de danske borgere. Det, Venstre vil prioritere, er, at dem, der har mindst i forvejen, skal have endnu mindre. Er det det, der er svaret, altså at dem, der har mindst, skal have endnu mindre, når vi skal fordele samfundskagen?

Ordføreren.

Det er jo et af mange eksempler på, hvordan vi vil sikre, at verdens største offentlige sektor ikke vokser yderligere fremover, for det er vores ambition. Nu kan jeg se på ordføreren, og det er igen der, hvor jeg bliver lidt overrasket, at han nærmest er gået i svime over, at vi ønsker at lave en kontanthjælpsreform, men jeg kan bare som almindelig borgeroplysning sige, at det er en del af regeringsgrundlaget og altså en del af måden, regeringen vil få sin fremtidige økonomi til at hænge sammen på. Så læs regeringsgrundlaget, så kan vi måske mødes endda.

Fru Camilla Hersom for en kort bemærkning.

Tak. Det er utrolig svært at forstå, hvilke prioriteringer Venstre konkret vil foretage, for ordføreren siger, at det, at man ikke får tilført flere midler, ikke er en besparelse. Men når Venstre samtidig vil bruge flere penge på en lang række områder, bliver det vel nødvendigt at lave en omprioritering inden for den offentlige sektor.

Jeg interesserer mig for sundhed, og jeg kan se i Venstres eget forslag, at man foreslår 2 mia. kr. til en velfærdspulje, der skal omfatte sundhed; man foreslår 50 mio. kr. til telemedicin; man vil bevare en ventelistegaranti på 1 måned – godt nok er den rigid, men man vil bevare den; og man vil have en udredningsgaranti, som vi i går her i salen kunne høre skal tilføres et reelt indhold. Så hvor er det så, man vil prioritere i den offentlige sektor, hvis vi altså skal bruge mere på sundhed, mere på forskning, mere på uddannelse?

Ordføreren.

Det fremgår sådan set meget klart af Venstres udspil op til finanslovforhandlingerne, at vi jo netop peger på en kontanthjælpsreform, og vi peger også på, at man kan hente besparelser i udviklingsbistanden og føre den tilbage til niveauet for genopretningspakken. Og så er det, jeg siger, at derudover bliver vi nødt til i fremtiden at have fokus på produktivitetsudvikling, ligesom vi netop har haft det på sundhedsområdet.

Så en del af svaret på, hvad vi skal gøre, hvis der f.eks. bliver flere ældre og dermed et større pres på sundhedsområdet, er, ud over at se, om der er behov for yderligere ressourcer, at få de ressourcer til at række længere. Og der kan jeg forstå på regeringen, at de ikke tror på, at de kan holde den produktivitetsudvikling, som vi havde i de 10 år, da vi havde ansvaret. Det synes jeg jo er uambitiøst. Hvad er det, der gør, at regeringen ikke tror på, at når de har ansvaret, så kan man få mere ud af de ressourcer, man bruger?

Fru Camilla Hersom.

Altså, i modsætning til ordføreren kender regeringen jo fremskrivningerne for demografien, og derfor ved vi også, at der notorisk bliver behov for flere penge, fordi demografien ændrer sig. I runde tal er det omkring 8 mia. kr. bare på den konto. Hvor vil Venstre finde de midler?

Ordføreren.

Jamen det, der fremgår af Venstres finanslovudspil, er, at vi i form af reformer, f.eks. også at skære ned på udviklingsbistanden, kan tilvejebringe penge til yderligere velfærd alene i 2013. Men det ændrer ikke ved, at jo mere man kan få ud af de mange ressourcer, man bruger i forvejen, altså det, der hedder at øge produktiviteten, jo færre nye penge er der jo selvsagt brug for til de samme områder. Så det er jo en del af løsningen.

Hr. Jesper Petersen, kort bemærkning.

Jeg lyttede meget grundigt til hr. Peter Christensens tale i dag, for Venstre formår jo at skøjte igennem den politiske debat i en ellers ret alvorlig situation for vores land, fuldstændig uden en sammenhængende plan for, hvad det er, man vil. Der kommer nogle luftige overskrifter, men man kan ikke forklare sin egen politik. Det udspil, der blev lagt frem til en finanslov, er hullet som en si, der er ikke dækning for de ting, man foreslår. Stiller vi spørgsmål, kan vi ingen svar få. Det får vil heller ikke i dag. Jeg lyttede ellers grundigt, men der var ingen.

Noget af det, hr. Peter Christensen dog siger, er, at den offentlige sektor på forskellige områder vil have nøjagtig det samme, som den havde sidste år, med det, som hr. Peter Christensen lægger op til, og som han kalder nulvækst. Men man skal jo ikke gå længere end til Venstres egen 2020-plan, hvori der bliver sagt, at »uden reformer vil der kun være plads til omtrent nulvækst i det offentlige forbrug i mange år fremover. Det vil reelt betyde, at man bliver nødt til at spare på kernevelfærd som folkeskole eller ældrepleje, hvis sundhedsvæsenet fx skal kunne anvende de nyeste – og ofte dyre – behandlingsformer og medicin.« Hvorfor gælder det ikke længere?

Ordføreren.

Hr. Jesper Petersen nævner nu folkeskolen. Hvis man vil lidt mere på folkeskoleområdet, hvordan kan man så det uden at finde nye penge? Ja, det har regeringen lige vist: Der er kommet et folkeskoleudspil fra regeringen, og ikke én ny krone er der tilført. Man vil løse det via overenskomsterne ved at få lærerne til at arbejde længere. Det er den produktivitet, jeg taler om.

Men igen: Det er, som om regeringen skammer sig over sin egen politik. Der er ikke nye midler, kan man se, hvis man kigger på, hvad der i årene forud har været lagt ind af midler til folkeskoleområdet. Det hele skal løses, ved at lærerne skal arbejde mere. Så regeringen giver sådan set svaret på, hvordan man også kan holde et udgiftsstop. Det svar giver regeringen selv.

Hr. Jesper Petersen.

Jamen regeringen vil hele tiden gerne se efter, om pengene kan bruges bedre. Vi mener også, at vi i vores 2020-plan kan finde 5 mia. kr., som frem til 2020 kan bruges bedre inden for den offentlige sektor. Vi har en idé om, at vi måske vil bruge dem lidt anderledes, end Venstre vil, men vi har faktisk lagt os i selen for at bruge pengene klogt.

Venstre fortæller bare ikke danskerne sandheden om, hvad der er konsekvensen af Venstres luftige overskrifter. Den er nemlig, at hvis man vil have den her nulvækst, er det i virkeligheden en nedskæringsplan, der skal til, for der bliver flere unge, der skal have en uddannelse, og der bliver flere ældre, der skal have pleje og behandling. Derfor skal man skære ned på andre områder, og Venstre nægter at fortælle, hvor det er. Der blev spurgt konkret før om kontanthjælpen, men hvad med daginstitutionerne – skal daginstitutionerne skære ned?

Ordføreren.

Helt fredeligt vil jeg sige, at jeg ikke synes, at SF skal være så flov over den politik, regeringen fører. Jeg synes, det er en god ambition at have for folkeskolen og lærerne at sige til dem: Lad os få mere ud af de ressourcer, vi bruger.

Vi vil gerne bakke regeringen op. Vi synes sådan set, det er klogt at tage det med ind i overenskomstforhandlingerne. Jeg synes ikke, at SF skal skamme sig over det. Det er jo en måde at kigge på tingene på inden for mange områder, altså, hvordan vi kan få mere ud af de ressourcer, vi bruger.

Så er det hr. Finn Sørensen for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren siger, at Venstre vil gå samme vej, som man er gået de sidste 3 år. Jeg går ud fra, at man hentyder til perioden 2008-2011, hvor Venstre havde regeringsmagten. I den periode blev der fyret 30.000 offentligt ansatte, især skolelærere, pædagoger og SOSU-assistenter.

Mine spørgsmål er: Tyder det på, at man kan opnå nulvækst uden at fyre en hel masse offentligt ansatte? Hvor mange tusinde offentligt ansatte skal fyres for at opnå den nulvækst, som Venstre nu går ind for, og som vi ser ud til at få i 2013? Hvor mange tusinde offentligt ansatte skal fyres for at opfylde Venstres målsætning om at sænke skatten med 65 mia. kr.?

Ordføreren.

Som udgangspunkt betyder nulvækst og en regulering af den i årene fremover med pris- og lønudviklingen rent faktisk, at man kan have det samme antal offentligt ansatte.

Men igen vil jeg sige, at jeg er nødt til at komme med en servicemeddelelse til Enhedslisten. Det år, vi er på vej ud af nu, og som går på hæld, har betydet, at der er blevet 7.000 færre offentligt ansatte. Det er altså en finanslov, som Enhedslisten har båret. Så jeg forstår ikke rigtig angrebet. Hvis Enhedslisten ikke kunne lægge stemmer til en politik, der betyder, at man sådan set går ind og holder igen og tillader, at kommunerne også bruger færre penge, end der oven i købet var sat af i budgetterne, skulle Enhedslisten jo sige fra.

Hr. Finn Sørensen.

Nu bad jeg ikke om servicemeddelelser, men om svar på nogle meget konkrete spørgsmål. Tyder de sidste 3 år, hvor der i hvert fald har været nulvækst i det seneste af årene, i 2011, på, at man kan opnå nulvækst uden at fyre en hel masse offentligt ansatte? Hvor mange tusinde offentligt ansatte vurderer Venstre der skal fyres i 2013 for at opnå den nulvækst, som Venstre nu går ind for? Hvor mange tusinde offentligt ansatte skal der fyres for at opfylde Venstres målsætning om at sænke skatten med 65 mia. kr.? Kunne man få et svar?

Ordføreren.

Der var sådan set også et svar tidligere, men jeg vil godt prøve at gøre det mere enkelt. Altså, når jeg siger, at det offentlige forbrug i fremtiden skal have lov at stige med lønudviklingen, betyder det, at den lønstigning, som gennemsnitligt er til medarbejderne, stiger budgetterne med. Det betyder oversat til dansk, at hvis man vil, kan man holde det samme antal offentligt ansatte år efter år. Det er jo sådan set vel at mærke med udgangspunkt i en af verdens største offentlige sektorer.

Hr. Jeppe Mikkelsen for en kort bemærkning.

Tilbage i 2010 fortalte hr. Lars Løkke Rasmussen på Venstres landsmøde, at man ønskede at tage et opgør med strafrabatten, og for en måneds tid siden bekræftede Venstre, at det stadig er partiets politik. VK-regeringen satte i 2010 Straffelovrådet til at beregne, hvad det her ville koste. Nu er tallet så kommet, og det vil koste 3.000 ekstra fængselspladser. Vi har omkring 4.100 i dag. Det vil altså betyde, at man skal ud at bruge en engangsudgift på – og nu håber jeg, at hr. Peter Christensen holder godt fast i talerstolen deroppe – 9-10 mia. kr. her og nu og derefter 1,8 mia. kr. årligt fremadrettet i driftsudgifter. Det er mange penge, og Venstre har endnu ikke peget på, hvor man vil finde de her penge henne, og jeg vil da gerne give hr. Peter Christensen mulighed for at gøre det nu.

Ordføreren.

Min holdning til sådan nogle spørgsmål er, at selvfølgelig skal pengene være der. Man skal have økonomien til at passe, den skal være ansvarlig, og den skal hænge sammen. Jeg ville da være lidt ked af, hvis enhver retspolitisk diskussion fremover ikke starter med udgangspunkt i, hvad der er behov for af strafferegler i det her land, men starter med at være en diskussion af, om vi har råd til at have folk i fængsel, for det tror jeg kunne ende et lidt løssluppent sted. Så jeg har sådan set den holdning: Lad os føre en konsekvent stram og hård retspolitik, og så må vi også, synes jeg, udsætte Kriminalforsorgen for de samme krav til effektivitet og produktivitet, som vi stiller til andre, altså, få mere ud af de penge, vi bruger der. Det kunne også ligefrem være, at vi skulle prøve at spørge nogle private, om de kunne være med til at løse nogle af opgaverne.

Hr. Jeppe Mikkelsen.

Hvis vi skal bruge 1,8 mia. kr. mere i Kriminalforsorgen, svarer det til en vækst på ca. 60 pct. i udgifterne til Kriminalforsorgen. Jeg ved ikke, om det lyder som nulvækst i hr. Peter Christensens ører. Nu er det jo snart jul, og jeg vil gerne give hr. Peter Christensen en tidlig julegave: Kan man finde bare halvdelen af de penge, det faktisk koster, kan vi sige, at resten er fundet i effektivisering osv. Det vil sige, at hr. Peter Christensen og Venstre bare skal finde 5 mia. kr. her og nu og ca. 900 mio. kr. årligt fremadrettet. Er det muligt for Venstre at finansiere bare halvdelen af dette forslag inden for et konkret område?

Ordføreren.

Jeg står altså ikke og tryller regnestykker frem. Jeg synes som sagt, at det afgørende er, at enhver retspolitisk diskussion ikke handler om, hvorvidt vi vil prioritere fængselspladser eller ej. Det handler om, at vi starter med at have en diskussion med hinanden om, hvad det er for regler, der skal til, for at vi får kriminaliteten ned i Danmark. Og min erfaring er så bare, at når man skal have pengene til at række længere, fordi der ikke hele tiden bliver sendt flere og nye penge, sker det helt af sig selv, at man i alle grene af det offentlige faktisk kan gøre det billigere.

Hr. Eigil Andersen for en kort bemærkning.

Det er jo meget tydeligt, at Venstre er et planløst parti. Danmarks største parti mangler simpelt hen en økonomisk helhedsplan. Man har nogle overskrifter, men under de overskrifter er der luft; der står der ingenting. Som det er fremgået, har Venstre jo hidtil ment, at der skulle være en vækst på 0,8 pct. om året for at lave en afbalanceret økonomi i det offentlige, og nu mener man så nulvækst.

Der er ingen, der vil tro på – det passer også, at det ikke er sådan – at man kan effektivisere så meget, at det kan kompensere så store nedskæringer. Og den forskel, der er på 0,0 pct. og 0,8 pct. i vækst er 48.000 offentligt ansatte. Derfor vil jeg gerne vende tilbage til spørgsmålet: Er det Venstres mening, at der skal skæres ned på ældreområdet, eller er det Venstres mening, at der eksempelvis skæres ned på sundhedsområdet? 48.000 job.

Ordføreren.

Det er jo en besynderlig debat, for det er, som om den fremtidige virkelighed ikke har noget at gøre med den nuværende virkelighed. Enhedslisten har lige indgået en finanslovaftale for 2013 med regeringen, og den er tæt på nulvækst. Og det kan ikke lade sig gøre, siger SF så, uden at det medfører voldsomme nedskæringer. Men hvad er det for voldsomme nedskæringer, der er i den her finanslov, vi er ved at behandle lige nu? Jeg beder bare om, at der også måske er en lille sammenhæng mellem det, der sker lige nu, og så den debat, der åbenbart pågår.

Men jeg vil så sige, at grunden til, at det er vigtigt, at vi ikke bare holder krampagtigt fast i 0,8 pct. – og det tør regeringen jo ikke engang – er, at vi har behov for at gøre noget for at få den private beskæftigelse op. Det er den, vi skal leve af. Det er i øvrigt også den, den offentlige sektor skal leve af.

Hr. Eigil Andersen.

Det er såmænd meget enkelt: Den finanslov, der gælder for i år, giver en vækst på 1,5 pct., og den finanslov, der kommer til at gælde for næste år, giver en vækst på 0,1 pct. Det er tilsammen 1,6 pct., altså 0,8 pct. over 2 år. Sådan er det.

Men det står jo tydeligt for enhver, der lytter til det her, at Venstre ikke har et svar på, hvor der skal skæres ned. Hvor er det, der skal nedlægges 48.000 stillinger? Det fremgår jo på ingen måde af de svar, vi får her.

Ordføreren.

Jamen nu forstår jeg pludselig bedre, hvorfor finanslovaftalen gled igennem SF's folketingsgruppe, for SF's folketingsgruppe har fået at vide, at den her finanslov giver en vækst på 1,5 pct. Men det gør den ikke, og man kan jo med fordel spørge finansministeren om det, når han kommer op. Den giver en vækst i det offentlige forbrug på 0,1 pct. Den har oven i købet de konsekvenser, siger regeringen, at man forventer et fald i beskæftigelsen på 12.000 personer i år og yderligere 2.000 personer næste år. Det er fakta, og man kan spørge finansministeren.

Hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Først tak til Venstres ordfører for talen, som var så glædelig set fra vores pladser her i salen. Det er så godt, at Venstre ikke længere går ind for, at verdens største offentlige sektor skal være større år for år, men nu mener, at den godt kan holdes på det samme niveau. Det lover rigtig godt for det fremtidige samarbejde. Jeg skal være ærlig og sige, at jeg var lidt bekymret ved udsigten til det borgerlige samarbejde efter et folketingsvalg, hvor Venstre ville have en større offentlig sektor og vi ville have en mindre. Hvordan skulle vi finde ud af det? Nu ser det hele meget nemmere ud. Men jeg vil lige høre Venstres ordfører om noget. Hr. Peter Christensen sagde, at det er håbløst, at regeringen hæver skatter og afgifter i en krise, men hvorfor hævede Venstre skatter og afgifter i den krise, som kom efter 2008, med over 20 mia. kr.?

Ordføreren.

Det var ellers nogle venlige ord, som hr. Ole Birk Olesen startede med, men så blev spørgsmålet alligevel noget fortegnet, vil jeg sige, for det, hr. Ole Birk Olesen glemte at fortælle i sit spørgsmål, var, hvad pengene blev brugt til. De blev brugt til at lave den største sænkning af marginalskatten nogen sinde i Danmark. Og det var sådan set en skattereform, som vi syntes var fornuftig nok. Det, der er afgørende, er jo, at når regeringen går ind og hæver skatter og afgifter, går pengene altså til at finansiere, at den offentlige sektor bliver endnu større. Det er sandt, vi lavede nogle omlægninger, hvor vi brugte pengene til at sænke skatten på arbejde. Så er jeg undervejs ofte blevet spurgt, om ikke det ville have været bedre, hvis vi havde haft råderum til bare at sænke skatten. Der svarer jeg meget enkelt: Jo, det ville da have været klart bedre for konkurrenceevnen, men det var der først og fremmest politisk ikke mulighed for.

Hr. Ole Birk Olesen.

Det er rigtigt, at nogle af de skatteforhøjelser, der blev vedtaget, blev brugt til at sænke skatten på arbejde, men det er også rigtigt, at en meget stor del af skatteforhøjelserne blev brugt til at finansiere det offentlige overforbrug, som man havde haft op til 2008. Det må hr. Peter Christensen jo i al stilfærdighed erkende. Så er spørgsmålet bare: Er det noget, som Venstre vil beklage i dag, så vi kan have tiltro til, at Venstre mener det, når Venstre siger, at det skal man ikke gøre fremover, eller er det sådan, at Venstre undervejs bare har skiftet politik, og at Venstre mener, at det, der var godt dengang, ikke er godt i dag?

Ordføreren.

Vi har ændret kurs. Vi har ikke lagt skjul på, at vi har ændret kurs, fordi Danmark er langt hårdere ramt, end landet har været tidligere. Vi er udfordret i forhold til arbejdspladser i en sådan grad, at vi synes, vi er nødt til at skifte kurs. Hvis vi skal genvinde de arbejdspladser, skal vi fjerne nogle af de byrder, der er på danske virksomheder, og det vil sige, at vi skal sætte nogle af skatterne ned for de danske virksomheder, så de vil skabe arbejdspladser her i landet. Det er en kursændring, det har vi ikke lagt skjul på, og vores ambition er, at de penge, vi kan finde i årene fremover, ikke skal gøre verdens største offentlige sektor endnu større, de skal bruges til at skabe private arbejdspladser.

Hr. Thomas Jensen for en kort bemærkning.

Tak. Jeg tror, at der er mange, der gerne vil vide, hvad Venstre egentlig vil. Det eneste, vi indtil videre har fået at vide, er, at man har en overskrift, der hedder nulvækst, men hvad nulvæksten vil betyde for det danske samfund, har vi ikke fået et klart svar på endnu, selv om der er blevet stillet klare spørgsmål.

Faktum er, at når der kommer flere ældre, er der flere, der får behov for sundhedsbehandling, og så kommer der stigende udgifter i sundhedsvæsenet. Det vil så betyde, at der skal skæres ned et andet sted i velfærdssamfundet, men Venstres ordfører har endnu ikke kunne give et klart svar på i dag, hvor der skal skæres ned. Det eneste, der er kommet frem, er, at det er på ulandsbistanden og kontanthjælpen. Jeg tror, at der snart er svaret så mange gange, at det er på de to emner, at vi ikke har nogen ulandsbistand tilbage, og vi har heller ikke nogen kontanthjælp tilbage i Danmark med den nedskæring, som Venstre vil med en nulvækst.

Når vi på skatteområdet ser, at Venstre vil lave skattelettelser, ser vi også, at en af finansieringskilderne ofte er, at man vil sanere erhvervsstøtten. I dag kunne jeg godt tænke mig helt konkret at spørge Venstres ordfører om, hvilke erhvervsstøtteordninger der skal skæres ned på for at finansiere en fremtidig nulvækst.

Ordføreren.

Det er altså nogle besynderligt forberedte spørgsmål, den socialdemokratiske gruppe er blevet udstyret med, for de forholder sig simpelt hen ikke til, at en del af regeringsgrundlaget er, at der skal laves en kontanthjælpsreform. Så hils oppe i den økonomisk-politiske afdeling og sig, at det vil regeringen selv. Derfor forstår jeg simpelt hen ikke, at det skal være den store knast mellem Venstre og regeringen.

Det, hele min ordførertale gik ud på, var, at vi fortsat gerne vil samarbejde med regeringen om reformer. Vi kan se, at regeringen vil lave en kontanthjælpsreform, at regeringen vil lave en SU-reform. Vi kan også se, at regeringens økonomiske plan frem til 2020 ikke hænger sammen, fordi der er flere elementer – eller værktøjer, om man vil – der er faldet ud. Det hæver jo kravene til en kontanthjælpsreform. Det må vi da kunne blive enige om; så lad os løse det i fællesskab.

Hr. Thomas Jensen.

Vi står fuldstændig ved det reformspor, som regeringen er inde på. Men det, jeg bare vil understrege, er, at med en nulvækst frem til 2020, som Venstre nu gerne vil have, vil det altså ikke være en finansiering, der kan klares via de reformer, vi står med nu. Med en nulvækst skal man ud og finde ret kraftige offentlige besparelser rundtomkring i systemet.

Jeg stillede et helt konkret ikkeforberedt spørgsmål om, hvor Venstre vil skære ned på erhvervsstøtten for at finansiere det her. Vi har set på skatteområdet, at når Venstre vil finansiere nogle skattelettelser, er det erhvervsstøtteordningerne, der skal holde for. Derfor spørger jeg bare: Kan ordføreren i dag nævne bare en konkret erhvervsstøtteordning, som Venstre vil skære ned på for at finansiere en nulvækst?

Ordføreren.

Jamen den debat havde vi jo også under førstebehandlingen af finansloven, hvor jeg sådan set gjorde det klart, at man også kan tage en procentsats af alle de såkaldte erhvervsstøtteordninger, der er, og spare lidt på dem alle sammen. Men det, jeg synes der er helt afgørende, er, at vi modsat det, regeringen gør, vil føre pengene tilbage til erhvervslivet ved at lette nogle byrder, der er for virksomhederne. Det nytter jo ikke noget, at det igen er en øvelse, sådan som regeringen lægger op til, hvor man fører pengene over i den offentlige sektor. Det bliver vilkårene for konkurrenceevnen jo ikke bedre af.

Hr. Joachim B. Olsen for en kort bemærkning.

Venstre har ændret kurs, når det gælder det offentlige forbrug i Danmark, altså hvor mange penge vi skal bruge på den offentlige sektor.

For ikke ret mange måneder siden gik man ind for en vækst på 0,8 pct. – nu går man ind for nulvækst. Det er rigtig glædeligt, men det, der bekymrer mig en lille smule, er Venstres argumentation, for den går ud på, at fordi der nu er en krise, skal vi omlægge for at skabe arbejdspladser. Intentionen er rigtig god, og vi deler den bestemt i Liberal Alliance.

Men skal det forstås sådan, at hvis der ikke havde været nogen krise, men i stedet et råderum, så ville man have ført en politik, hvor den offentlige sektor i Danmark – verdens største offentlige sektor – skulle vokse yderligere med 0,8 pct eller 1 pct. eller 2 pct., i stedet for at man rent faktisk gjorde danskerne rigere ved at bruge pengene på at sænke skatterne?

Ordføreren.

Vores begrundelse er sådan set ikke den aktuelle krise som sådan. Krisen har forværret situationen – selvfølgelig har den det. Men det, der er vores fokus, er sådan set konkurrenceevnen. Det, at vi kan se, at investeringer flytter ud af landet, og at beskæftigelsen i den private sektor falder i Danmark, er det, som er det væsentlige.

Det bliver selvfølgelig forstærket af den aktuelle krise, men det ændrer jo ikke ved, at det bliver et langt og sejt slid at få rettet op på dansk konkurrenceevne, så vi kan få væksten tilbage til det her land.

Man må også sige, at der er et helt andet aspekt af den her diskussion om 0,8 pct. eller nulvækst, som spiller ind. Det aspekt er, at når vi i Venstre ser på regeringens 2020-plan, konstaterer vi, at den simpelt hen ikke hænger sammen. Vækstskønnet er for positivt og de reformer, som skulle være en del af løsningen, har regeringen ikke kunnet komme igennem med. Trepartsforhandlingerne faldt pinligt til jorden, og vi kan ikke få at vide af regeringen, hvad den så vil gøre.

Hr. Joachim B. Olsen.

Den dagsorden deler vi fuldstændig i Liberal Alliance, altså det med konkurrenceevnen, og at der skal skabes arbejdspladser. Men der er også noget andet i det.

Der er også det helt enkle, at danskerne skal have lov til at beholde flere af de penge, som de selv tjener. Uanset om der er krise eller ej, så skal verdens største offentlige sektor ikke vokse mere. Danmark er rutsjet ned ad listen, når det gælder privatforbrug. I 1970 havde vi det sjettehøjeste privatforbrug, og nu har vi det fjortendehøjeste, fordi den offentlige sektor har slugt mere og mere.

Vil Venstre ikke bare sige, at det er slut nu? Den offentlige sektor skal ikke vokse mere. Danskerne skal beholde flere penge, fordi det bare er rimeligt.

Jeg er nødt til at håndhæve de her nye taletider.

Ordføreren.

Jamen det er da en god ambition. Altså, man får jo ikke folk til at bruge deres egne penge, hvis de hele tiden er bange for, hvilke byrder der ryger ned over dem.

Det er jo grunden til, at vi ser, at privatforbruget lige nu under den her regering ikke er til stede, og det kan ellers være en ret kraftig motor at sætte i gang i en økonomi som den danske, hvis danskerne tør bruge af deres opsparede midler. Det kan vi hurtigt blive enige om.

Den sidste korte bemærkning til hr. Simon Kollerup.

Tak for det. Jeg synes jo, at det er mærkeligt at sidde og lytte til sådan nogle underlige, forberedte og fastlåste svar. Jeg synes bare, at ordføreren skal hilse dem nede på første række og sige, at nu vil man gerne have lov til at svare selv.

Det skal man så få lov til på et spørgsmål, som jeg tror rigtig mange danskere går og undrer sig lidt over i forbindelse med Venstres trylleøkonomi. Der kan man nemlig prioritere sundhed, man kan også tage sig af, at der kommer flere ældre, men man kan alligevel lave noget, der hedder nulvækst frem til år 2020, altså en årrække frem.

Jeg er bare nødt til at prøve at finde ud af, hvor det så er, det skal koste henne. Hvad er det for nogle kerneydelser, det skal koste på? Kunne Venstre forestille sig, at man skulle skære ned eller fjerne ældrechecken for at komme i mål med nulvæksten?

Ordføreren.

Nej, vi har ingen ambitioner om at fjerne ældrechecken.

Hvad er det egentlig, vi diskuterer i dag? Det er, at regeringen har en økonomisk politik frem til år 2020, hvor regeringen siger, at hvis man laver en SU-reform, oversat til dansk betyder det, at man tager penge fra det område, og hvis man laver en kontanthjælpsreform, oversat til dansk betyder det, at man tager penge fra det område, kan man have en vækst i det offentlige forbrug under de givne omstændigheder på 0,8 pct.

Vi siger: Ja, lad os lave reformerne, det vil vi gerne hjælpe regeringen med, men i stedet for at have en vækst i den offentlige sektor så lad os da bruge de samme penge på at fjerne byrder fra erhvervslivet, så vi kan lave nogle arbejdspladser i stedet for.

Det drejer hele diskussionen sig om. Det er to forskellige veje at gå.

Jeg kan konstatere, at regeringen er så usikker på sin økonomiske politik, at statsministeren ikke tør garantere en offentlig vækst på 0,8 pct. Alligevel diskuterer vi det, som om det er helligt.

Hr. Simon Kollerup.

Det, vi diskuterer i dag, er jo forskellen på den vækst, man gerne vil have i det offentlige, altså enten den nulvækst, som Venstre står for, eller en realvækst i det offentlige, som regeringen står for.

Frem mod år 2020 løber det alligevel op i en pæn sum af milliarder, som man altså fra Venstres side er nødt til at forholde sig til.

Nu vil jeg bare give Venstres finansordfører muligheden for at forholde sig til det, som Venstres kommunalordfører har sagt. Drejer det sig om boligsikringen, om varmetilskuddet, om børnechecken, om ældrechecken?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Nu bliver der altså spurgt til det kommunale område. Det, jeg synes er interessant, er, hvor stor forskel der er på det pengeforbrug, der er, når man netop går ind og kigger på det kommunale område.

Tager man Københavns Kommune, bruger den 9.000 kr. pr. borger på administrationsomkostninger. Tager man Gentofte Kommune, som ligger lige ved siden af, bruger den 5.300 kr. pr. borger i administration.

Sådan har jeg eksempler på ældreområdet, på sundhedsområdet, på undervisningsområdet, og man kunne blive ved. Der er jo masser af ting, som kan gøres bedre og billigere.

Så vil jeg bare minde om, at den her finanslov har nulvækst.

Tak til Venstres ordfører. Det var de 15 korte bemærkninger på lige godt 45 minutter. Vi er ved at bestå prøven.

Det er den socialdemokratiske ordfører, hr. John Dyrby Paulsen.

For 2 år siden lancerede Venstreregeringen udspillet »GenopretningsPakken. Danmark ud af krisen – regningen betalt«. For blot 18 måneder siden erklærede hr. Lars Løkke Rasmussen frejdigt, at Danmark er ude af krisen. I dag ved vi alle, at Danmark ikke er ude af krisen. Vi ved alle sammen, at den sidste del af regningen ikke er blevet betalt endnu. Når jeg siger det på den måde, er det såmænd ikke kun, fordi det er en selvstændig fornøjelse at slå Venstre oven i hovedet med tidligere fejltagelser, men også fordi vi jo alle sammen, uanset hvilken side af Folketinget vi kommer fra, deler håbet og ambitionen om, at Danmark kommer ud af krisen. Og vi ser alle frem til, at sidste afdrag på regningen bliver betalt.

Men vi må og skal gøre mere end blot at håbe, at krisen går over af sig selv; vi må og skal gøre noget konkret for at holde hånden under beskæftigelsen; og vi må og skal gøre noget konkret for at sikre dansk økonomi. Vi ved godt, at Danmark blev hårdt ramt af krisen. Vi ved godt, at vi måske kunne være kommet bedre ud af krisen, end vi gjorde. Men det nytter ikke noget at klage nu. Vi kommer ikke ud af krisen ved at pege fingre ad hinanden. Det, der betyder noget, er, at vi handler, og at vi gør noget for at skabe arbejdspladser og vi gør noget for at skabe vækst nu og her.

Der er ingen nemme løsninger, og vi kommer ikke uden om det lange, seje træk. Derfor styrer vi dansk økonomi benhårdt, fordi det styrker tilliden til dansk økonomi og holder den danske rente i bund. Det er bl.a. til gavn for danske boligejere. I sig selv vurderes det at betyde 41.000 job i Danmark. Derfor har vi fokus stift rettet mod at skabe flere job. Derfor bidrager næste års finanslov til dansk økonomi med 20.000 arbejdspladser.

I 2012 har væksten ikke været det, vi havde håbet på. Alligevel har vi ikke oplevet en stor stigning i ledigheden. Det er der kun én årsag til, nemlig at regeringens finanslov for 2012 har holdt hånden under beskæftigelsen. Det vil finansloven også gøre i 2013.

Der er jo ingen grund til at sætte ambitionsniveauet ned. Vi må og skal have høje ambitioner på Danmarks vegne. Vi må og skal have høje forventninger med hensyn til jobskabelse, med hensyn til uddannelse, med hensyn til sundhed, med hensyn til dansk velfærd. Det er ikke, fordi høje forventninger er en garanti for gode resultater, men fordi vi danskere har gjort det før. For os er det helt naturligt, at Danmarks ambition er at høre til i den bedste ende af skalaen, blandt de rigeste lande, blandt de bedste lande at drive virksomhed i. Og vi er det land i verden med absolut mindst korruption. Og så er vi, naturligvis, ifølge FN verdens lykkeligste folk.

De resultater har vi nået, fordi vi danskere først og fremmest gør noget ved tingene. Det ville jo være skønt, hvis vi havde penge nok til at gøre mere, end vi allerede gør, for at skabe job. Men sandheden er, at det har vi ikke. Der er underskud på kontoen, og det har der været siden 2009.

Den økonomiske krise har tydeligt vist, at markedet ikke løser alle problemer. Derfor er svaret på krisen ikke at nedbryde velfærdssamfundet. Tværtimod. I en global økonomi har vi brug for en velfungerende stat, så alle er garanteret ordentlig sundhed, alle er garanteret en mulighed for at få en uddannelse, så vi kan tage os ordentligt af de svageste, og så vi har mulighed for at investere i forskning og udvikling.

Derfor tror vi ikke på nulvækst. Det er vel her vandene for alvor skiller i dansk politik lige nu. Oppositionen med Venstre i spidsen har nu driblet sig frem til, at nulvækst i den offentlige sektor er vejen frem for Danmark. Det er sådan set kun godt, at Venstre nu mener noget, men uanset hvordan man vender og drejer det, betyder Venstres nulvækst store nedskæringer i den offentlige sektor. Nulvækst må jo nødvendigvis betyde det, ordet siger, nemlig nul vækst i den offentlige sektor som helhed, uanset at der bliver flere ældre i Danmark, uanset at der bliver flere udgifter til sundhed i Danmark, uanset at der skal investeres mere i uddannelse i Danmark, og uanset at der skal investeres mere i dansk forskning.

Når nul nu netop er nul, betyder stigninger på nogle områder, at der skal spares så meget mere andre steder i den offentlige sektor. Det er ikke småpenge, vi taler om. Det er meget store summer. Hvordan det skal ske, har Venstre endnu ikke villet svare på. Når Venstre bliver spurgt om disse spørgsmål, taler Venstre sort – kulsort. Vi har lige hørt Venstres ordfører tale fuldstændig i koder fra talerstolen i 1 time, når Venstres nulvækst skulle forklares. Der er ingen forklaring. Det er tilsyneladende fuldstændig umuligt at vride bare antydningen af et svar ud af Venstre, med hensyn til hvad nulvækst betyder for den offentlige sektor. Men jeg kan godt give svaret. Det betyder nedskæringer, nedskæringer og atter nedskæringer. Det skaber en helt unødvendig usikkerhed. Det skaber helt unødvendig utryghed for danskerne, og det er på ingen måde det, vi har brug for lige nu. Derfor er nulvækst på ingen måde den vej, Danmark skal gå.

Vi skal styrke konkurrenceevnen, er vi alle enige om. Det siger Venstre også, og jeg er også helt enig. Man kan selvfølgelig gøre sig lidt morsom over, hvorfor Venstre ødelagde dansk konkurrenceevne, da de selv havde regeringsmagten, men sådan er der jo så meget. Hvad er det man siger? Gud glæder sig mere over en omvendt synder end ti hellige. Det vigtigste er vel under alle omstændigheder, at vi for alvor nu tager fat på at forbedre dansk konkurrenceevne.

Sandheden er, at den udfordring ikke er ny. Den udfordring har vi stået over for i mange år og mange gange før. Mens de borgerlige partier fokuserer ensidigt på lavere lønninger som løsningen, har vi traditionelt i Danmark fokuseret på at øge produktiviteten mere og bedre end andre. Det kan vi fortsat gøre. Det kan vi først og fremmest gøre, fordi danske lønmodtagere er parate til at påtage sig et medansvar for, at danske virksomheder er mindst lige så gode og gerne bedre end deres udenlandske konkurrenter. Så også på dette område har den danske arbejdsmarkedsmodel vist sig at være bedre end andre modeller. Fokus har altid været på, hvordan vi kan gøre tingene lidt bedre end de andre, hvordan f.eks. uddannelse kan trække lønnen med op. Det fokus må vi aldrig slippe af syne, heller ikke her i Folketinget.

Derfor har regeringen fjernet hr. Lars Løkke Rasmussens fedtafgift. Vi har aflyst vores egen sukkerafgift, vi har givet virksomhederne mulighed for betydelig skatterabat, hvis de vel at mærke investerer i maskiner og nye arbejdspladser. Vi har fjernet iværksætterskatten, og vi har fjernet multimedieskatten. På den måde har vi bidraget til dansk konkurrenceevne og til at skabe danske arbejdspladser. Samtidig har vi afsat 1½ mia. kr. til at styrke miljøet og grønne arbejdspladser, og det hele er finansieret krone for krone.

Men det er jo ikke nok at tænke på konkurrenceevnen og produktiviteten nu og her. Vi skal også sørge for, at næste generation er bedre end os. Derfor er der i finansloven afsat 3 mia. kr. til at gøre den næste generation den dygtigste nogensinde, bl.a. ved bedre kvalitet på ungdomsuddannelserne, bedre kvalitet i de videregående uddannelser, bedre kvalitet i erhvervsuddannelserne. Der er afsat penge til en ungepakke, der skal hjælpe unge uden uddannelse i gang med en uddannelse og unge nyuddannede ind på arbejdsmarkedet.

Det er vigtigt, at vi satser på fremtiden, men vi må ikke glemme nuet. Selv om vi har holdt hånden under beskæftigelsen, selv om vi har stoppet væksten i antal ledige, er der stadig ledige, der gerne vil have et job eller en uddannelse. Derfor har vi afsat næsten 500 mio. kr. til uddannelse for arbejdsløse, der opbruger retten til dagpenge i første halvdel af 2013. Derfor har vi igangsat akutpakken, derfor har vi lavet en aftale med arbejdsgiverne om akutjobbene, og derfor har vi taget initiativer, der skaber mere end 13.000 nye fleksjob, og derfor har vi styrket bekæmpelsen af social dumping. Så der er lyspunkter i krisen. Danskernes reale disponible indkomst er i år vokset med 1,2 pct., og i 2013 vil indkomsterne vokse med det dobbelte, nemlig 2,3 pct. Det er godt for danskerne.

Vi er jo langtfra nået i mål endnu. Vil skal give danskerne den tryghed, danskerne så inderligt fortjener. Men det er en lang og sej kamp at bringe Danmark helskindet igennem krisen. Det er en lang og sej kamp at bringe Danmark videre efter krisen. Regeringens finanslovforslag for 2013 er et godt og vigtigt skridt i den rigtige retning.

Der er selvfølgelig en lang række korte bemærkninger. Da jeg ikke har fået nogen speciel vejledning om rækkefølgen fra partierne, tager jeg dem nogenlunde i den rækkefølge, de kom ind, i hvert fald de første.

Hr. Hans Kristian Skibby.

Tak, hr. formand. Jeg vil gerne spørge lidt til det, som ordføreren var inde på, med regeringens intention om at bekæmpe ledigheden i Danmark. Det er selvfølgelig meget prisværdigt, men det, vi i Dansk Folkeparti har en bekymring om, er sådan set den måde, man vælger at håndtere det her arbejde med at bekæmpe ledigheden på. For vi kan jo se, at antallet af østeuropæiske arbejdere er et stigende problem i Danmark, hvor vi kan se at danske medarbejdere bliver sluset ud, og så kommer der folk ind fra Polen og Tyskland og alle mulige andre lande i stedet for. Den er den ene side af sagen.

Den anden er så den diskussion, vi har haft om ledighed. Vi kan jo se, at man inden for vores rigsfællesskab har den helt store udfordring i, at Grønland eksempelvis har intentioner om at importere op til 5.000 kinesere som arbejdskraft i forbindelse med minearbejde osv. Der vil jeg meget gerne høre ordførerens holdning til de her ting, altså de her eksempler med endnu flere østeuropæiske arbejdere i Danmark. Jeg tror, der er omkring 70.000 nu, og så er der de her op til 5.000 kinesere, der er på vej til Grønland. Hvad synes regeringen egentlig om, hvordan det går med det, når man ser det i forhold til regeringens flotte intention om at skabe arbejdspladser?

Ordføreren.

Jeg deler jo bekymringen over, at vi ser og igennem nogle år har set, også lang tid før sidste folketingsvalg, at antallet af det, nogle kalder østarbejdere, specielt inden for nogle brancher har været meget stort. Jeg har fornøjelsen af at tage rundt med nogle af de faglige folk i det område, hvor jeg er valgt, og se på byggepladser og har også set, hvor mange udenlandske arbejdere der er. Det er ikke, fordi der er noget problem i, at udlændinge kommer til Danmark og arbejder, men de skal sandt for dyden gøre det på danske vilkår. Den bekymring deler jeg, og det gør regeringen jo også.

Vi afsatte midler sidste år til bekæmpelse af social dumping. Det har vi gjort igen i den nye finanslov, og beskæftigelsesministeren kom jo i går med et udspil, der skal sikre, at det er dansk arbejdskraft, der f.eks. bliver beskæftiget på Femern Bælt og i forbindelse med sygehusbyggerierne. Så jeg deler helt bekymringen. Jeg deler også ambitionen om, at vi gør noget konkret på det her område, og det vil jeg håbe at Dansk Folkeparti vil være med til.

Med hensyn til Grønland vil jeg sige: Skulle vi nu ikke lade grønlænderne bestemme, hvad der er bedst for Grønland?

Hr. Hans Kristian Skibby.

Jo, men jeg synes jo, det sidste næsten taler for sig selv. Altså, her i Folketinget har vi hvert år en afrapportering fra OECD om alle mulige andre steder, hvor vi går ind og kigger på, hvordan det går med demokratiudviklingen i andre lande osv. Vi vil gerne blande os i, hvordan det går i Ukraine og i Hviderusland og andre steder, men når det så drejer sig om Grønland, inden for vores eget rigsfællesskab, så må vi ikke blande os. Jeg synes da, det er en besynderlig fremtoning, som vi oplever fra Socialdemokraterne, Danmarks ellers hæderkronede arbejderparti.

Ordføreren.

Få nu lige perspektiverne på plads. Lad nu være med at sammenligne demokratiet i Grønland med demokratiet eller manglen på demokrati i Ukraine. Få nu lige perspektiverne ordentlig på plads.

Der må jeg lige sige ganske kort: Når vi hylder demokrati andre steder, skal vi også gøre det her. Lad dog grønlænderne selv bestemme. Det er en demokratisk ret, de har fået. De har fået en selvbestemmelsesret, men det er den, Dansk Folkeparti åbenbart vil tage fra dem, når det ikke passer ind i Dansk Folkepartis kram. Man kan være enig eller uenig, man kan tage debatten, men man kan ikke være enig eller uenig i, at det er grønlænderne selv, der skal bestemme.

Jeg tror, vi har fået lidt bedre styr på listerne. Hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Hr. John Dyrby Paulsen trak Vorherre ind i debatten, og jeg tror da sådan set, at Gud også glæder sig over socialdemokrater, for han er meget mere rummelig, end danskerne er.

Men det, jeg ikke forstår i den her debat, er, at Socialdemokratiet siger, at nulvækst betyder nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer. Det er jo påstanden. Den finanslov, vi nu ser, er så tæt på nulvækst, som den kan komme, og hvor er nedskæringerne henne i den finanslov?

Ordføreren.

Nu hørte jeg jo hr. Peter Christensen stå heroppe i en time, og vi har forsøgt, jeg tror med 15 eller 16 spørgsmål, at spørge om, hvad det egentlig var, Venstre mente med nulvækst. Og det eneste, hr. Peter Christensen kom til at pege på, var regeringens politik, og at det ville Venstre også, men ikke noget om, hvad Venstre selv vil.

Det, der er kernen, når vi snakker nulvækst, er jo den nulvækst, Venstre vil have frem til 2020. Det er mange år, og det er mange, mange milliarder kroner. At tage et enkelt år ud, hvor vi har skullet opfylde en EU-målsætning, som Venstre i øvrigt har sørget for at vi blev pålagt, har intet at gøre med den nulvækst, som hr. Lars Løkke Rasmussen har flyttet Venstre over til at have. Den nulvækst varer ved helt frem til 2020, det koster milliarder og milliarder og atter milliarder, og Venstre har endnu ikke peget på, hvor de penge skal komme fra. Det er derfor, jeg siger, at de kun kan komme et sted fra, og det er fra nedskæringer, nedskæringer og nedskæringer.

Det er jo derfor, at vi igen og igen spørger ind til hos Venstre: Hvad betyder nulvækst for den offentlige sektor frem til 2020? Og vi får det samme svar. Det er sort, det er kulsort, hvad der bliver sagt af Venstre, og det er intet svar, for vi får ikke noget konkret.

Hr. Peter Christensen.

Det er jo altså ikke mig, der påstår, at nulvækst er lig med nedskæringer. Det gør hr. John Dyrby Paulsen, og bliver det ikke lidt fjollet og lidt tyndt, når vi nu har en finanslov for 2013, som er nulvækst, og jeg så ikke kan få noget svar, når jeg spørger: Jamen hvis Socialdemokratiet har ret, hvor er det så, nedskæringerne er? Eller er konklusionen virkelig, at der ingen nedskæringer er, hvis Socialdemokratiet har nulvækst, men at hvis Venstre har nulvækst, er der nedskæringer? Det giver jo ingen mening.

Ordføreren.

Det hænger sådan sammen, vil jeg sige til hr. Peter Christensen, at Venstre selv i sit eget 2020-udspil, som lå tidligere, sagde, at nulvækst betyder nedskæringer i kernevelfærden. Det er jeg enig i. Og nu har Venstre åbenbart driblet sig frem til, at nulvækst er redningen for Danmark frem mod 2020. Men Venstre vil stadig ikke fortælle, hvor det er, de nedskæringer skal komme. Så jo, det er faktisk Venstre selv, der har sagt, at det betyder nedskæringer, nedskæringer og atter nedskæringer. Venstre vil bare ikke fortælle, hvor de nedskæringer skal komme henne, og hvor de skal ramme henne – og det er jo det, der er problemet.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Der skal mikrofon til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Der er lige lidt underholdning her! Så kom den. Tak, hr. formand.

Hr. John Dyrby Paulsen havde i sit indlæg en historisk gennemgang af, hvornår nogle havde sagt at krisen var ovre og regningen var betalt og sådan noget. Men den historiske gennemgang endte brat; den endte pludselig ved regeringsskiftet i september 2011. Så hørte vi ikke mere om, hvad nogle havde sagt. Mit spørgsmål til hr. John Dyrby Paulsen går derfor på, om vi ikke kan få sådan opdateret den historiske gennemgang til også at indeholde, hvad den nytiltrådte regering efter 2011-valget sagde i forhold til den økonomiske udvikling.

Er det rigtigt forstået – for sådan har jeg forstået det – at det, regeringen sagde, var: I 2012 vender det, og der kommer væksten; det bliver måske lidt trægt i starten af 2012, men i slutningen af 2012 vil vi opleve, at det går fremad? Er det rigtigt forstået? Og er det også rigtigt forstået, at det, man nu siger, er: Nå, men det gik så ikke – væksten kom ikke – men næste år, i 2013, vil det være sådan, at i starten vil det være lidt trægt, men i slutningen af 2013 vil væksten så til gengæld komme?

Ordføreren.

Nu vil jeg nok ikke kalde min gennemgang af, hvad Venstre sagde, og hvor mange gange Venstre aflyste krisen, for en historisk gennemgang. Det synes jeg er lige i overkanten i forhold til to citater, men i øvrigt tak for tilliden.

Så vil jeg gå videre til, hvad der blev sagt om den økonomiske vækst for et år siden, altså forventningerne til 2012. Jeg har en oversigt over, hvad de forskellige økonomiske vismænd og Nationalbanken og bankerne sagde, herunder også hvad regeringen sagde på daværende tidspunkt, og der kan jeg se, at man jo over en bred kam var enige, og at alle – alle – forudsagde, at der blev vækst i 2012. Jeg kan endda se, at regeringen ikke var dem, der var mest optimistiske, vi lå nærmest i bunden. Så det var vel et udtryk for, at alle økonomer på daværende tidspunkt mente, at der ville ske noget i 2012.

Så må jeg også lige anholde den der med, at nogle i regeringen skulle have aflyst krisen eller sagt, at Danmark var ude af krisen i 2012. Det kan jeg ærlig talt overhovedet ikke mindes, men hvis hr. Kristian Thulesen Dahl kan komme med nogle citater, hører jeg da gerne på dem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Altså, man skal vel nærmest tage det svar som et ja. Det, jeg spurgte til, var: Er det rigtigt forstået, at for et år siden sagde regeringen, at i 2012 ville vi opleve en start, som var træg, og en slutning, hvor det gik fremad? Nu har vi haft en økonomi i 2012 med tilbagegang, og nu siger man, at det bliver i 2013, altså at vi bare har en træg start i 2013, men at ultimo 2013 går det fremad. Er det ikke rigtigt, vil jeg spørge hr. John Dyrby Paulsen, at regeringen bare har ladet 2013 være årstallet for det, som man sagde skulle ske i 2012, altså at man skubber det hele foran sig og siger, at vendingen ikke skete i 2012, som man selv havde forudset for et år siden? Men nu tror man, eller håber, at vendingen sker i 2013. Er det ikke rigtigt forstået?

Ordføreren.

Jo, jeg kan fuldstændig bekræfte, at regeringen er enig med de førende økonomer i det her land – i øvrigt med førende økonomer i OECD og i Valutafonden. Alle økonomer siger nøjagtig det samme, og hr. Kristian Thulesen Dahl har selv hørt det – vi sidder jo sammen i Nationalbanken. Alle økonomer er enige om, at det er den profil, man tegner for dansk økonomi i 2013. Og der er vel egentlig ikke noget mærkeligt i, at Finansministeriets økonomer også er enige. Finansministeriets økonomer er faktisk lidt mere forsigtige end de fleste andre økonomer med hensyn til væksten i 2013.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Tak. Ordføreren sagde, at vi ikke er ude af krisen, og at der stadig væk er meget at gøre for at holde hånden under beskæftigelsen. Det ændrer jo så ikke ved, at arbejdsløsheden stiger i de prognoser, regeringen selv kommer med. Derfor er de to helt enkle spørgsmål: Hvad vil Socialdemokratiet gøre for at sætte ekstra gang i beskæftigelsen, altså sørge for, at der bliver tilbud om arbejdspladser til de mennesker, der gerne vil have et arbejde? Og hvad vil Socialdemokratiet gøre ved dem, der så ikke kan få tilbudt et arbejde og derfor vil ryge ud af dagpengesystemet, altså miste deres dagpengeret? Senest til sommer vil der være en hel stribe, fordi vi har hjulpet folk her i foråret 2013. Hvad vil Socialdemokratiet rent praktisk gøre ved de to problemer?

Ordføreren.

Tak. Jeg deler den bekymring med hr. Frank Aaen og Enhedslisten, og det er jo derfor, vi har lavet finansloven med Enhedslisten, og vi sørger for, at der er afsat ½ mia. kr. til uddannelsesinitiativer for dem, der står til at miste dagpengeretten i første halvdel af 2013. Det synes jeg er fornuftigt. Det er derfor, vi har taget initiativet til ordningen med akutjobbene, og vi kan også se, at det i hvert fald ser ud, som om det begynder at virke nu. Det er derfor, vi har taget initiativerne omkring social dumping, for det, der skal komme ud af det, er jo job, nye job, så ledige har mulighed for at søge et, om jeg så må sige, beredskab af job, der er til stede. Derfor må målet være at skabe så mange job som overhovedet muligt inden for de økonomiske rammer, der er – inden for de økonomiske rammer, der er. Og de er snævre, det ved jeg godt, men pointen er jo inden for den meget lille økonomi, der er til rådighed, hele tiden at forsøge at holde hånden under beskæftigelsen.

Jeg mener faktisk, at ledighedstallene både i år og, forventes det, til næste år er et klart udtryk for, at hånden bliver holdt under beskæftigelsen af den her regering – meget, meget bastant endda.

Hr. Frank Aaen.

Jamen det er vel ikke regeringens mål, at arbejdsløsheden skal blive ved med at være så høj, som den er, og oven i købet er stigende? Man må da forvente, og det er det, jeg har hørt tidligere, at man ønsker at få arbejdsløsheden bragt ned. Vi skal investere os ud af krisen, ikke spare os ud af krisen. Der er det bare at jeg mangler nogle nye initiativer, også efter at den nye økonomiske redegørelse, som viser, at det går skidt med dansk økonomi, er kommet. Hvad vil man tage af nye initiativer?

Med den arbejdsløshed, vi har nu og kan se for hele året, vil der være flere og flere, der falder ud af dagpengesystemet. Hvad gør Socialdemokratiet ved det?

Ordføreren.

Nu sidder vi jo – og står – i dag og skal vedtage finanslovforslaget. Finansloven er jo i virkeligheden et katalog af initiativer, der bliver taget til næste år, og som alle sammen stort set sigter på at forbedre beskæftigelsen. Vi har lavet nogle initiativer, så virksomhederne laver nye investeringer i det her investeringsvindue, som også skaber nye arbejdspladser, ordentlige arbejdspladser. Vi har taget en række initiativer i finansloven, som tilsammen skaber 20.000 job i Danmark. Så alle de her initiativer, der er i finanslovforslaget, er jo i virkeligheden det, regeringen vil gøre i 2013. Og der er ikke plads til at gøre ret meget mere. Så i virkeligheden er finansloven et langt katalog over de initiativer, regeringen vil tage til næste år.

Hr. Ole Birk Olesen for en kort bemærkning.

Socialdemokraternes ordfører siger: Vi kommer ikke uden om det lange, seje træk, og der er ingen nemme løsninger i dansk økonomi.

Det er jeg helt enig i, men det undrer mig lidt, at det kommer fra den socialdemokratiske ordfører, for vi i Liberal Alliance har jo spillet ud med reformer, der netop fokuserer på det lange, seje træk, og vi er så blevet mødt af Socialdemokraterne med det svar, at det er alt for langsigtet, og at vi i stedet skal gøre noget her og nu, nemlig en kickstart. Den kickstart vil jeg gerne spørge ind til.

Kan Socialdemokraternes ordfører bekræfte, at regeringen i sin økonomiske redegørelse, som netop er udkommet, forventer lavkonjunktur i Danmark helt frem til 2018? Og kan den socialdemokratiske ordfører så bekræfte, at det, kickstarten gør, er, at den fordeler et offentligt forbrug, nogle offentlige udgifter, fra et år med lavkonjunktur til nogle tidligere år med lavkonjunktur, altså at man flytter om på vækst og beskæftigelse inden for en lavkonjunktur?

Ordføreren.

Ja, hvis man ser på de tal, der er kommet i den økonomiske redegørelse, er det rigtigt, at vi ikke vil se den her meget kraftige vækst i Danmark over de næste år, og det vil holde ved et godt stykke tid i Danmark. Vi vil se nogle lidt højere vækstrater end dem, vi har set i år og i 2011, og det er jo kun godt. Derfor er pointen med kickstarten i virkeligheden at flytte nogle investeringer frem, så vi igen holder hånden under beskæftigelsen. For sandheden er jo, vil jeg sige til hr. Ole Birk Olesen, at hvis ikke vi gjorde det, så ville ledighedskøerne i Danmark være meget, meget lange. Og så ville vi se nogle ledighedsprocenter, som ville være meget, meget højere end det, vi ser nu. Derfor er det en selvstændig ambition at holde hånden under beskæftigelsen. Det er i det lys, det skal ses.

Hr. Ole Birk Olesen.

Jeg vil spørge hr. John Dyrby Paulsen: Hvad skal så holde hånden under beskæftigelsen i de år, hvor man tager vækst ud af dansk økonomi ved ikke at bruge de penge, som man bruger nu i stedet? Fra de kommende lavkonjunkturår frem til 2018 har man jo taget noget vækst og beskæftigelse og placeret det i 2012 og 2013 i stedet for. Hvad skal der så ske med dem, der bliver ledige frem til 2018, hvor der stadig er lavkonjunktur i Danmark?

Ordføreren.

Pointen er jo – det kan hr. Ole Birk Olesen også forsikre sig om, hvis han læser den økonomiske redegørelse – at forventningen er, at ledighedskurven knækker til næste år. Vi vil have en stabil og måske svagt stigende ledighedskurve, der så knækker og går nedad. Det vil sige, at vi i virkeligheden – selv om der ikke er højkonjunktur, men det, man kunne kalde lavkonjunktur, dog på et lidt højere niveau end det, vi har nu, vækstmæssigt set – ender på en lavere ledighed end det, vi har set nu. Det er jo det, der er pointen med den økonomiske redegørelse, og det er det, der er pointen med regeringens økonomiske politik, nemlig at vi holder hånden under den her beskæftigelse og får sænket ledigheden.

Hr. Mike Legarth for en kort bemærkning.

Det er godt, at fedtafgiften og sukkerafgiften fjernes, men det er helt skævt, at det gøres ved at hæve andre skatter. Regeringen har ført en slingrekurs: Først, da man tiltrådte, gennemførte man skattestigninger for 5-6 mia. kr. sammen med Enhedslisten, så gennemførte man en reform sammen med det borgerlige Danmark til stor gavn for landet, men så hæver man skatterne igen med den her finanslov. Kan det virkelig passe, at den her regering og Socialdemokratiet, som står i spidsen for regeringen, ikke kan finde de penge i verdens største offentlige sektor i stedet for at brandbeskatte hårdtarbejdende danskere?

Ordføreren.

Tak. Nu bliver jeg nødt til lige meget kort at redegøre for fakta omkring skattestigninger i Danmark. Hvis vi tager skatterne i Danmark i perioden 2011-2014 – og lad os nu holde den der pensionsbeskatning ude, for den påvirker jo ikke husholdningerne lige nu og her – er 90 pct. af de skattestigninger, som danskerne oplever, indført af VK-regeringen. Så i virkeligheden burde Konservative måske sætte sig ned i gruppeværelset og spørge sig selv: Kan vi være det bekendt, hvad er – og det spørgsmål er i virkeligheden rettet mod os selv – svaret på det? Og det får vi nok ikke et svar på. Det kan være, vi gør det senere, når Konservative er på talerstolen. Men sandheden er, at de skatter og skattestigninger, som danskerne oplever lige nu, er sendt fra VK-regeringen med venlig hilsen, og det påvirker altså danskernes disponible indkomster i negativ retning. 90 pct. af det skyldes VK.

Hr. Mike Legarth igen, værsgo.

Det jo fuldkommen til grin, at man skal stå og høre en af regeringens ordførere tale til Det Konservative Folkeparti, som om vi var nogle, der ønskede at hæve skatten. Altså, længere ud på landet kan man næsten ikke komme, og jeg gider simpelt hen ikke deltage i den debat, for den er simpelt hen for useriøs.

Jeg vil stille et andet spørgsmål med hensyn til kickstart. Den her regering har pralet af, at den har gennemført en kickstart. Nu vil jeg gerne høre: Hvad er regeringens definition på en kickstart, og synes regeringen, at den har kickstartet antallet af danske arbejdspladser?

Tak. Så er det ordføreren, værsgo.

Tak. Kickstarten har holdt hånden under dansk beskæftigelse. Det er der slet, slet ingen tvivl om, det er fuldstændig uomtvisteligt.

Lad os lige gå tilbage til det der med skat. Det er jo altså ikke nogle tal, jeg står og finder på. Det er besvarelser fra Skatteministeriet. Det er fakta, vil jeg sige til hr. Mike Legarth, og så kan Det Konservative Folkeparti lide det eller lade være, men man skylder da sig selv og måske vælgerne at forholde sig til de fakta. For det er sandt, at 90 pct. af de skattestigninger, vælgerne oplever og befolkningen oplever fra 2011-2014, er pålagt af VK.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen, Venstre, værsgo.

Tak. Når vi fra Venstres side siger, at verdens største offentlige sektor må klare sig med de samme penge til næste år som i år, altså et udgiftsstop, hører man fra Socialdemokraternes side, at det er udtryk for nedskæringer, udsultning, massakre og blodbad – vi kender retorikken fra valgkampen. Når man så skal se det finanslovforslag, som vi diskuterer i dag, og som er så tæt på udgiftsstop som overhovedet muligt, må man jo formode, at det er den samme retorik, man så bruger om det, men det er det så imidlertid ikke. Derfor skal mit spørgsmål til ordføreren være: Hvorfor betyder et udgiftsstop, når Venstre lancerer det, nedskæring, udsultning og blodbad, men når Socialdemokraterne lancerer noget tilsvarende, er det kickstart af dansk økonomi?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Tak for spørgsmålet, for det giver mig endnu en gang anledning til over for en Venstremand at forklare, hvad Venstres formand, hr. Lars Løkke Rasmussen, har sagt på Venstres landsmøde. Vi har hørt gang på gang, at Venstre sammenligner sin egen nulvækst, som jo gælder frem til 2020 – det er jo det, der ligger i nulvækst for Venstre – med, at der til næste år er et behov for, at vi lever op til EU-målsætningen og derfor har en meget lav vækst i det offentlige forbrug. De to ting kan ikke sammenlignes, for de har intet med hinanden at gøre, det er som at sammenligne æbler med noget, der ikke er frugt. Lad det være sagt meget klart. Jeg er ikke sikker på, at Venstre forstår det, men lad det være sagt meget klart.

Derfor er spørgsmålet til Venstre stadig: Når nu Venstre har sagt, at vi skal have nulvækst frem til 2020, hvor er det så, nedskæringerne skal ramme i den offentlige sektor? Vi får ikke noget svar fra Venstre. Vi kan spørge hundrede gange, men vi får det samme svar, nemlig ingenting. Det bliver sort snak, det bliver kulsort.

Tak. Så er det hr. Jacob Jensen igen.

Nu diskuterer vi jo her i dag finansloven for 2013, og når man må forstå på Socialdemokraterne, at et udgiftsstop medfører nedskæring på nedskæring, vil jeg bare spørge hr. John Dyrby Paulsen, hvor i finansloven, som regeringen har lagt frem for 2013, nedskæringerne så viser sig. For når man lægger et finanslovforslag frem, som er tæt på at indebære nulvækst, må det også dermed med Socialdemokraternes egen retorik og logik betyde nedskæringer i den offentlige sektor. Så jeg vil spørge hr. John Dyrby Paulsen, hvor nedskæringerne i finansloven for 2013 er.

Tak. Hr. John Dyrby Paulsen, ordføreren, værsgo.

Tak. Det er rigtigt, at vi skal stemme om ændringsforslagene til finansloven senere i dag, og i morgen skal vi stemme om den endelige finanslov, men det er ikke rigtigt, at vi kun diskuterer finansloven for 2013. Det, vi diskuterer, er jo også, hvad det er, Venstre mener, når de siger nulvækst frem til 2020. Enhver kan tage regeringens finanslov og se, hvordan det hænger sammen, og den er finansieret krone til krone. Det bør enhvert ansvarligt parti sørge for ens politik er. Det er jo derfor, vi bliver ved med at spørge Venstre: Hvor er det, man vil finde pengene fra til den nulvækst, der skal ske frem til 2020? Vi har ikke kunnet få et eneste svar endnu. Så jeg vil sige til hr. Jacob Jensen, at det i høj grad også er Venstres økonomiske politik og nulvækst frem til 2020, vi diskuterer.

Tak. Så er det fru Anne-Mette Winther Christiansen, Venstre. Værsgo.

Tak. Nu kan jeg jo høre på ordføreren, at han godt kan lide meget klare svar. Og der er ikke noget, jeg holder mere af end klare svar.

Derfor vil jeg gerne spørge, hvad jeg skal svare formanden for Grenaa Haandværker- & Industriforening. Han har rettet henvendelse til mig, fordi regeringen afskaffer boligjobordningen. Han kan se, hvad konsekvensen bliver lokalt på Djursland i fyringer, på grund af at den afskaffes. Hvad skal jeg lige svare ham?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Jeg tror, at man skal svare alle, der snakker om boligjobordningen, herunder ikke mindst Venstre, som snakker om den i tide og utide, at det sådan set er en udmærket ordning i en begrænset periode. Man kan bare ikke gøre den permanent, så er det jo sådan en permanentgørelse af en skatterabat i den her sammenhæng.

Så må man bare sige, at det ikke er ret mange job, der bliver skabt i boligjobordningen. Finansministeriet skønner, at det ca. drejer sig om 1.200 job, og de er dyre. Det koster 1,5 mio. kr. pr. job at skabe dem.

Hvis man regner det om til det jobtab, Venstre led fra 2009 til 2011, svarer det jo næsten til, at vi har tabt 300 mia. kr. Så mange penge drejer det sig om. Derfor er det en meget, meget dyr ordning at skabe job med.

Man kan sige, at regeringens finanslov til næste år holder hånden under 20.000 job. Så kan man sige, at i den sammenhæng er boligjobordningens 1.200 job ikke mange.

Jeg er enig i, at det på mange måder er en god ordning, men det er jo sådan en ordning, der skal gælde i en begrænset periode, og Venstre har selv bestemt, at den skulle udløbe med udgangen af 2012. Det er sådan set bare den beslutning, vi fortsætter med at følge.

Tak. Fru Anne-Mette Winther.

Derfor havde vi et ønske om at få den forlænget, det var med i vores finanslovforslag.

Se, nu er det jo ikke 1.200 job, jeg snakker om på Djursland; det er et færre antal, bevares. Men se, det er folk, der er i beskæftigelse, og jeg har forstået – det kan være jeg har misforstået det – at regeringen har talt om akutpakke og akutjob og har talt om, at folk skulle i beskæftigelse, om ikke andet skulle de i hvert fald holdes i den beskæftigelse, de var i.

Det vil sige, at jeg så kan ringe hjem og sige, at nu kan han fyre folk, regeringen er ligeglad, der kommer ikke nye job til dem.

Tak. Ordføreren.

Tak. Jeg skal ikke bestemme, hvad fru Anne-Mette Winther ringer hjem og siger til Venstrefolk hjemme i Grenaa.

Jeg må bare sige, at vi jo har en forpligtelse til at bruge skatteydernes penge med meget stor omhu. Og hvis vi har en ordning, som Venstre i øvrigt selv har besluttet skulle slutte ved udgangen af 2012, der betyder, at det koster 1,5 mio. kr. pr. job, der skabes, må man, hvis man sidder i Finansministeriet og skal være lidt objektiv, sige, at det er mange, mange penge at bruge på hvert enkelt job.

I virkeligheden er der i boligjobordningen det, de i Finansministeriet kalder en betydelig dødvægt. Det vil sige, at en hel del af det ville blive lavet alligevel. Derfor er rådet fra Finansministeriets regnedrenge: Lad være med det her.

Tak. Så er det hr. Peter Skaarup, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Jeg synes, at det er positivt, at hr. John Dyrby lægger vægt på, at der skal være styr på økonomien. Man kan selvfølgelig diskutere, hvor meget styr på økonomien der så er, men det er i hvert fald en god målsætning at have for enhver regering, også for den nuværende regering.

Det er også godt, at man er parat til at effektivisere, køre med nulvækst i perioder, hvis det er det, der er brug for.

Men når man kigger på finanslovforslaget og alle de udgifter, der er kommet ekstra igennem det seneste år på udlændingeområdet, er det, der undrer mig, at man så kan få det til at harmonere.

På den ene side kan man altså få sig selv til ikke eksempelvis at ville forlænge dagpengeperioden midlertidigt, til gengæld for at man på den anden side bruger 888 mio. kr. ekstra på udlændingeområdet. Det forstår jeg ikke noget af.

Der kunne jeg godt tænke mig, at hr. John Dyrby Paulsen forklarer Folketinget i dag: Hvad er baggrunden for, at man har råd til mange nye ekstraudgifter på det område, men ikke har det på andre områder?

Tak. Ordføreren, hr. John Dyrby Paulsen, værsgo.

Tak. Jeg synes måske, at det sådan nogle gange er en underlig, bagvendt ting, at vi skal høre partiet, der i virkeligheden har været med til at bestemme, at dagpengeperioden blev sat ned til 2 år, nu gøre sig sådan lidt hellig over det: Det skulle man aldrig have gjort, man skulle have gjort noget helt andet. Fred nu være med det, man har lov til at blive klogere.

Sandheden er, at skal man ændre på de her ting, skal tingene også finansieres. Vi har bare en situation i øjeblikket, hvor kassen er tom. Der er ingen tvivl om, at hvis der var mange penge i kassen og vi kunne bruge dem til hvad som helst, ville Danmark også se anderledes ud. Men sandheden er – og det ved vi alle sammen – at det er der ikke.

Derfor skal der være styr på pengene. Der er ikke et pengetræ ude i en eller anden have, vi kan gå ud og plukke fra. Det virker nogle gange også, som om Venstre har fundet et pengetræ, men det har vi altså ikke. Derfor er vi nødt til at få pengene til at passe.

Der er ikke de penge på de områder, som hr. Peter Skaarup nævner, til at lave alle de indsatser for, som vi gerne vil på andre områder. Derfor er det ikke rimeligt at lave den sammenligning. Der er ikke penge nok på de områder.

Så er det hr. Peter Skaarup, værsgo.

Jeg tror simpelt hen, at hr. John Dyrby glemte, hvad jeg egentlig spurgte om. Man kan diskutere, hvad der er sagt og skrevet om dagpengeområdet.

Det, jeg i virkeligheden spurgte om, var: Når regeringen gerne vil have styring på de offentlige finanser, det er det, regeringen siger hele tiden, hvordan kan det så være, at man altså på en række områder, selv om man lovede det modsatte, lemper udlændingepolitikken i de her år? I 2012 og 2013 får vi jo rekordstore asyltal i forhold til tidligere, det får vi faktisk i år. Hvordan kan det være? vil jeg spørge hr. John Dyrby.

Ordføreren.

Jeg vil sige til hr. Peter Skaarup: Nej, man kan sådan set ikke diskutere, hvad der er sagt om dagpengereglerne. Man kan ikke diskutere, at det var den tidligere regering, der med stor hjælp fra Dansk Folkeparti indførte de dagpengeregler, vi nu har. Man kan heller ikke diskutere, at Dansk Folkeparti var en af hovedkræfterne i forbindelse med de nye regler om dagpengene, som vi har nu.

Derfor er det jo stadig lidt underligt, at Dansk Folkeparti bliver ved med at kritisere sin egen lovgivning og sine egne bestemmelser, som man har indført på et tidspunkt. Det kan man ikke diskutere, vil jeg sige til hr. Peter Skaarup.

Tak. Så er det hr. Per Clausen, Enhedslisten, værsgo.

Jeg synes jo, at det er en spændende debat, for måske kan vi i dag få afklaret, hvad der i virkeligheden er forskellen på regeringen og Venstre. Derfor vil jeg bare stille to enkle spørgsmål til hr. John Dyrby Paulsen.

Kan jeg forstå den meget markante afvisning af Venstre sådan, at Socialdemokraterne ikke har tænkt sig i de kommende år at indgå en aftale med Venstre om at forringe kontanthjælpen? Og skal jeg forstå hr. John Dyrby Paulsens udtalelser på den måde, at selvfølgelig får vi mindst en vækst på 0,8 pct. i den offentlige sektor frem til år 2020, så det her år altså er en undtagelse?

To bekræftende svar, så kender vi jo forskellen.

Tak. Ordføreren.

Nej, man må sige, at vi er en mindretalsregering. (Munterhed). Tak for anerkendelsen.

Hvis jeg her fra talerstolen stod og sagde, at der er nogle, vi absolut ikke vil lave en aftale med, ville jeg jo lægge alle mine lodder i én vægtskål. Det ville være meget, meget dumt ud fra sådan et forhandlingssynspunkt. Så nej, det vil jeg ikke, den garanti kan ikke gives.

Der er heller ikke nogen økonomer, der ved deres fulde fem vil kunne give en garanti for, at vi når et eller andet bestemt mål, et eller andet bestemt tal frem til år 2020. Det tror jeg ikke man kan.

Der, hvor jeg synes vandene skiller nu, er jo ved, at de borgerlige partier nu meget klart har sagt, at der er nulvækst frem til år 2020, og at regeringen jo lige så klart har sagt: Nej, der er ikke nulvækst frem til år 2020, der er noget, der er større.

Tak. Hr. Per Clausen igen, værsgo.

Jeg synes ikke, at svaret var ret klart; det må jeg erkende. (Munterhed). Men forudsætningerne kan jo briste, det er jeg enig med hr. John Dyrby Paulsen i.

Når nu forudsætningerne for at sige, at man ikke skulle forlænge dagpengeperioden, også er bristet, fordi akutpakken ikke virker, og fordi arbejdsløsheden stiger næste år i stedet for at falde, skulle man så ikke ændre på det?

Jeg synes jo altså, at det at tage hensyn til, hvordan tingene udvikler sig, er en rigtig god idé, men går det kun én vej, er det eneste, hr. John Dyrby Paulsen så kan forestille sig, at det skal gå skidt, så han kan lave dårlige aftaler med Venstre, hvorimod det aldrig kan gå i den rigtige retning?

Tak. Ordføreren.

Jeg kan godt se, hvorfor man har det synspunkt, når man er i Enhedslisten. Så vil man selvfølgelig gerne have, at regeringen på forhånd siger: Vi vil kun indgå en aftale med Enhedslisten. For så er det klart, at Enhedslisten vil stå bedre i forhandlingssituationen. Men lige nøjagtig af den årsag vil jeg heller ikke give den garanti til Enhedslisten.

Så synes jeg, at man skal passe på med at lægge akutpakken og ordningen om akutjobbene i graven alt for tidligt. Vi ser jo, at akutjobbene virkelig kommer nu. Og jeg er ikke i tvivl om, at de også kommer over de næste par uger, så jeg abonnerer ikke på den der holdning om, at den ordning har spillet fallit.

Jeg tror nok, den skal komme til at virke, og jeg ved, at den også kommer til at virke i det nye år.

Tak. Vi går til en ny spørger, og det er hr. Simon Emil Ammitzbøll, Liberal Alliance, værsgo.

Tak. Hvis ordføreren så er færdig med at mundhugges med sit parlamentariske grundlag, vil jeg sådan set glæde mig over, at ordføreren selv lagde op til, hvilke parametre man gerne vil måles på. Det vigtigste er højere vækst og lavere arbejdsløshed, blev der sagt.

Jeg vil spørge hr. John Dyrby Paulsen: Helt ærligt, hvordan synes man selv det går?

Ordføreren.

For det første vil jeg lige sige, at jeg ikke synes, at jeg på noget tidspunkt har oplevet, at jeg mundhugges med Enhedslisten, hverken nu eller tidligere. Jeg har nogle ganske udmærkede drøftelser med Enhedslisten, og jeg sætter stor pris på deres deltagelse i det parlamentariske arbejde og på deres flid.

Så til spørgsmålet: Ja, jeg kunne da godt tænke mig, at væksten var højere. Jeg kunne da også godt tænke mig, at beskæftigelsen var højere og ledigheden lavere. Det, jeg glæder mig over, er, at regeringens politik trods alt har holdt hånden under beskæftigelsen.

For sandheden er, at hvis den her regering ikke havde holdt hånden under beskæftigelsen på den måde, den har, havde ledighedskøerne i Danmark været meget, meget lange; så havde ledighedsprocenten i Danmark være meget, meget høj; så havde beskæftigelsen i Danmark været endnu lavere, end den er i dag.

Så på den måde synes jeg egentlig, at det er gået godt nok; på den måde er jeg glad for, at det er os, der sidder ved roret. Men jeg kunne da godt tænke mig, at væksten var højere, det skal da være indrømmet.

Tak. Hr. Simon Emil Ammitzbøll.

I forhold til at det kunne være gået værre, er ordføreren glad. Det må være dejligt at være så stærk i troen, mens arbejdsløsheden er steget og væksten er faldet. Det er egentlig ret imponerende.

Det er jo ikke ret lang tid siden, man mente, at væksten ville blive på 0,9 pct. Så blev den på -0,4 pct. i stedet for, altså en negativ vækst.

Enten var man naiv, og så må man jo skiftes ud, eller også vidste man bedre, og så er det vel i virkeligheden utilgiveligt, at man på den måde spiller hasard med danske menneskers jobmuligheder og fremtidsmuligheder.

Hvordan synes man selv det går med at få højere vækst og lavere arbejdsløshed? Jeg mangler stadig svar.

Jeg skal bede om, at man overholder taletiden, tak.

Værsgo, det er ordføreren.

Jamen det svarede jeg jo meget klart på. Jeg vil meget gerne have en højere vækst, men jeg er glad for, at vi har holdt hånden under beskæftigelsen, for ellers ville mange flere stå uden arbejde. Det er da et meget klart svar.

Pointen er jo i virkeligheden, at vi har haft nøjagtig den samme vurdering som andre økonomer – økonomerne i Nationalbanken, blandt vismændene, i OECD, i Valutafonden – vi har haft nøjagtig den samme vurdering af den økonomiske udvikling. Vi har i virkeligheden bare ligget lidt lavere.

Så hvis hr. Simon Emil Ammitzbøll har en ambition om at skifte regeringen ud på den baggrund, så fred være med det. Men så skulle hr. Simon Emil Ammitzbøll også skifte Nationalbankens økonomer ud, skifte vismændene ud, OECD's økonomer ud og Valutafondens økonomer ud. Det tror jeg trods alt ikke der er baggrund for.

Så går vi til en ny spørger, og det er hr. Flemming Damgaard Larsen, Venstre, værsgo.

Tak for det. Nu har den politik på skatteområdet og afgiftsområdet, som den socialdemokratisk ledede regering har gennemført, betydet, at en lang række arbejdspladser er flyttet til udlandet. Gode og solide arbejdspladser er flyttet ud af landet. Det er produktionsarbejdspladser og handelsarbejdspladser, der er flyttet syd for grænsen. Prognosen for 2013 siger, at der vil det blive endnu værre. Synes den socialdemokratiske ordfører ikke, at det er en kedelig nytårshilsen til de danske lønmodtagere?

Ordføreren.

Tak. Jamen nytårshilsenen er jo i virkeligheden, at den her regering har holdt hånden under beskæftigelsen. Hvis man ser på, hvornår Danmark virkelig har tabt private arbejdspladser, var det, da Venstre stod ved roret. Vi tabte næsten 130.000 private arbejdspladser i perioden 2009-2011. Så kan man jo godt sige, at det burde Venstre have gjort noget mere ved. Jeg tror i virkeligheden, at det ville have været svært, men man kunne godt have fundet på politikker, der havde holdt hånden under beskæftigelsen på en helt anden måde end den måde, vi så Venstre og den Venstreledede regering gjorde det på fra 2009 til 2011.

Det sidste spørgsmål fra hr. Flemming Damgaard Larsen.

Men VK-regeringen gennemførte jo en lang række foranstaltninger for at imødegå tab af arbejdspladser og for at forbedre rammevilkårene og andre vilkår for danske virksomheder. Vi gennemførte bl.a. boligjobordningen. Den er nu blevet afskaffet, hvilket betyder, at 5.000 personer, faglærte og ufaglærte, mister deres arbejdsplads i 2013. Er det så en god hilsen til de danske lønmodtagere?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg tror, at hilsenen går ud på, at vi dels holder et lavt renteniveau – det skaber 40.000 job – dels at finansloven i sig selv vil holde hånden under 20.000 job i 2013. Det er jo alt andet lige en god nytårshilsen, for sandheden er, at havde regeringen ikke ført den økonomiske politik, som regeringen har ført, ville antallet af ledige i Danmark være væsentligt højere, end det er. Derfor er det en kerneopgave for den her regering at sørge for at holde hånden under beskæftigelsen, og det er lige nøjagtig det, vi gør, også med finansloven for 2013.

Tak. Der er en ny taler. Hr. Jan E. Jørgensen, Venstre, værsgo.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at rose regeringen for at afskaffe fedtafgiften, men samtidig undre mig over, at man ikke kan gøre noget godt uden samtidig at skulle gøre noget skidt som at indføre NO x -afgift, indføre reklameafgift, hæve marginalskatterne vist for første gang i 23 år, hæve bundskatten og fjerne håndværkerfradraget. Hvis finansministeren nu var læge og jeg var en patient, der havde pest, så kom jeg op til doktor Corydon og blev kureret for min pest, men samtidig skulle jeg lige have kolera og tuberkulose, spansk syge, gul feber og røde hunde. Hvorfor kan jeg ikke bare blive gjort rask?

Tak. Ordføreren.

Nu skal man jo passe på, hvad man siger her fra talerstolen. Jeg vil ikke påtage mig at gøre Venstre sådan rask med hensyn til den økonomiske politik, for der må jeg indrømme, at der er noget langt til en egentlig forståelse af, hvad Venstre gerne vil. Bare sådan noget meget simpelt, som når hr. Lars Løkke Rasmussen siger, at han har flyttet Venstre frem til at ville have nulvækst i 2020, hvad betyder det så? Det kan vi ikke få et eneste svar på.

Nu bliver der bl.a. nævnt skatteaftalen fra i sommer, og sandheden er, at Venstre jo er med i den. Det var en aftale, vi indgik sammen med Venstre og Konservative – en fornuftig aftale på mange områder, som jo øger den disponible indkomst hos danskerne til næste år med 2,3 pct., og det er vel ikke så dårligt endda.

Så den her snak om sygdom og ikke sygdom skal jeg ikke forholde mig til, det skal jeg heller ikke gøre mig klog på. Jeg konstaterer bare meget kort og præcist, at den finanslov for 2013, som vi nu kommer til at vedtage i morgen, holder hånden under beskæftigelsen i Danmark, øger beskæftigelsen i Danmark og sørger for, at væksten i Danmark bliver højere, end den ellers ville være blevet. Det er sådan set fornuftigt nok. Tak.

Tak. Et sidste spørgsmål fra hr. Jan E. Jørgensen, værsgo.

Jeg skal forsøge at forklare ordføreren for Socialdemokraterne, hvordan det fungerer her i salen. Det fungerer på den måde, at jeg stiller et spørgsmål, og så skal ordføreren forsøge at svare på det spørgsmål, jeg har stillet. Ordføreren skal ikke stille spørgsmål til mig, for så mange runder har vi altså ikke. Så vil ordføreren ikke nok være venlig at svare på det spørgsmål, jeg stillede: Hvorfor kan man ikke gøre noget godt uden samtidig at skulle gøre en hel masse skidt?

Tak. Ordføreren.

Jamen det kan man også.

Det var sidste besvarelse fra ordføreren, og så går vi til de sidste spørgsmål. Det er først hr. Martin Henriksen, Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Jeg bemærkede, at hr. John Dyrby Paulsen ikke var meget for at svare på hr. Peter Skaarups spørgsmål om udlændingepolitikken, og det må jo hænge sammen med, at regeringen har mistet kontrollen med udlændingepolitikken, især på asylområdet. Vi kan jo se, at vi nærmer os, at det er et rekordhøjt antal asylansøgere, der kommer til Danmark i løbet af i år. Så undrer det mig bare, at regeringen har en finanslov med en masse forskellige initiativer, som man kan diskutere herfra og til evigheden, men ikke har nogen initiativer, der går efter at begrænse den store tilstrømning til Danmark, som vi ser via f.eks. asylsystemet. Der vil jeg bare høre, hvordan det kan være.

Ordføreren.

I virkeligheden synes jeg, at mange af de initiativer, som justitsministeren har taget, vedrører det her område. Sandheden er, at man ikke bare kan smide folk ud. Der skal ligesom være en hjemmel til det og en ordentlig begrundelse, så det nytter ikke noget bare at lukke Danmark inde og gøre os hermetisk lukket i forhold til alt, der kommer udefra. Det duer jo ikke. Jeg tror ikke, at man kan komme af sted med det, som hr. Martin Henriksen og Dansk Folkeparti gerne vil gøre. Jeg tror i øvrigt heller ikke, at det er særlig sundt for Danmark som sådan. Sandheden er jo, at ja, vi kan godt gøre nogle ting inden for de rammer, der er, og jeg mener faktisk, at det, justitsministeren har gjort, og også de initiativer, han har taget på det seneste, er rigtig, rigtig gode skridt i den rigtige retning.

Tak. Hr. Martin Henriksen.

Det kan være, at hr. John Dyrby Paulsen kan redegøre for, hvad justitsministeren så har taget af initiativer inden for det seneste stykke tid, der skal begrænse tilstrømningen. Jeg har altså ikke bemærket nogen. Jeg har bemærket initiativer, der sådan set gør det vanskeligere at føre en stram asylpolitik. Det kan godt være, at hr. John Dyrby Paulsen ikke er opmærksom på det, men i det nye år kommer hans regering jo til at fremlægge en række forslag, der lemper asylpolitikken, en lang række forslag, der lemper asylpolitikken. Så man lægger altså op til, at man lemper asylpolitikken. Det er altså regeringens svar på, at der kommer flere og flere asylansøgere. Måske kan hr. John Dyrby Paulsen lige redegøre for, hvilke initiativer justitsministeren har taget, der kommer til at begrænse tilstrømningen. Det har jeg ikke lige fanget.

Og det er ordføreren.

Prøv nu at høre bare ganske kort: Det er jo ikke en uskik at hjælpe folk i nød, tværtimod. Det har vi altid kunnet i Danmark, og det vil vi også fortsat gøre. Der, hvor vi har problemet, er, når nogle misbruger vores gæstfrihed. Det er jo derfor, at indsatsen over for kriminalitet i nogle af flygtningelejrene er blevet kraftigt opgraderet på det seneste. Det var på tide, det var også relevant, det medgiver jeg – man kunne have gjort det for mange år siden, da Dansk Folkeparti også var med til at have magten – og på det område synes jeg, at den indsats, der er gjort, er god. Men det bliver aldrig i Danmark, at vi ikke kommer til at hjælpe folk i nød.

Tak. Så er det den sidste spørger, og det er hr. Kristian Jensen, Venstre. Værsgo.

Hr. Dyrby Paulsen er både i sit ordførerindlæg og i sine spørgsmål til Venstres ordfører fokuseret rigtig meget på, hvor stor væksten i den offentlige sektor skal være. Jeg synes, at hr. Dyrby Paulsen og Socialdemokraterne helt glemmer forudsætningen for diskussionen. Forudsætningen er, at danske virksomheder er under et enormt pres i øjeblikket: Beskæftigelsen er faldet, og væksten er forsvundet. Vi havde vækst i Danmark i 2010, vi havde vækst i 2011, men i 2012 har vi negativ vækst.

Kigger vi på regeringens egne forudsætninger for næste år, ser vi, at beskæftigelsen falder. Der bliver færre danskere, der har arbejde i 2013. Og jeg spørger bare: Hvorfor er det, Socialdemokraterne fravalgte det tilbud, Venstre gav, om at lave en finanslovaftale, der kunne mindske byrderne, gøre det billigere at drive virksomhed i Danmark, skabe optimisme og få gang i økonomien igen og skabe vækst i beskæftigelsen, og i stedet valgte at lave en finanslovaftale, der tilsyneladende fører til, at vi bliver et fattigere land med færre i beskæftigelse?

Ja tak. Ordføreren.

Jeg er ikke enig i, at vi bliver et fattigere land. Til næste år forventer vi en vækst i BNP på omkring 1½ pct., det gør de fleste økonomer også. Så på den måde kan man sige at vi bliver rigere. Vi lavede ikke en finanslovaftale med Venstre, men vi gjorde det, som enhver mindretalsregering skal gøre, nemlig at forhandle åbent og ærligt med henblik på at nå frem til en aftale, og da vi fik regnet Venstres eget udspil til en finanslov igennem, ja, så kunne vi se, at det ganske enkelt ikke hang sammen, altså finansieringen passede ikke. Der var ikke en finansiering krone til krone. Der var et ret stort hul i finansieringen.

Det gjorde jo, at vi blev nødt til sætte os ned og spørge: Hvor finder vi så de penge henne? For vi havde jo en bunden opgave med, at vi skulle leve op til de EU-målsætninger, der var. Vi havde en bunden opgave med, at underskuddet skulle være maks. en vis størrelse, for hvis vi kom over den størrelse, så ville udlandets tillid til Danmark lide skade, og renten i Danmark ville stige. Derfor var det en bunden opgave, og den bundne opgave løste Venstres udspil ikke.

Tak. Sidste spørgsmål fra hr. Kristian Jensen.

Sagen er den, at regeringen med sin finanslovaftale med Enhedslisten valgte at udvide den offentlige sektor på en række områder, hvilket bl.a. Venstres ordfører nævnte i sin ordførertale. Dermed fravalgte man at gøre noget for at mindske byrderne for virksomhederne.

Jeg vil sige til hr. John Dyrby Paulsen, at man lægger op til en finanslov, der betyder, at der næste år vil være færre danskere i beskæftigelse. Vi vil få en lav vækst. Det er faktisk sådan, at FTF har kaldt regeringens finanslovoplæg og Økonomisk Redegørelse for ønsketænkning. Hr. Bent Greve, professor ved RUC og tidligere socialdemokratisk folketingskandidat, siger, at det, regeringen gør, er for optimistisk.

Hvorfor fravalgte man en finanslov, der ville skabe vækst og arbejdspladser, og valgte en, der i stedet skaber færre arbejdspladser i Danmark?

Ja tak. Ordføreren, værsgo.

Det var, fordi Venstres finanslovudspil ikke hang sammen finansieringsmæssigt. Så enkelt er det. Og så er det jo lidt underligt, at vi nu skal skoses af en af toppolitikerne fra Venstre for, at vi bruger flere penge i den offentlige sektor til næste år. Nu ved jeg ikke, hvor mange Venstrefolk der har taget ordet her og klandret mig for, at vi har nulvækst i den offentlige sektor til næste år. Altså, helt ærligt: Jeg synes, Venstre skal gå tilbage og læse finanslovudspillet for at finde ud af, hvad Venstre mener. Bruger vi flere penge, eller bruger vi ikke flere penge? For det her er da en lidt underlig oplevelse.

Det var sidste spørger og sidste svar. Tak til ordføreren. Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti, værsgo.

Tak for det. Det har jo været, som det plejer, havde jeg nær sagt. Det kan godt være, at partierne lidt skifter rolle, men når jeg kommer herop som den tredje ordfører i rækken, har jeg normalt kunnet sige, at vi først har hørt et ordførerindlæg, hvor man i den grad har fået at vide, at tingene ser nærmest sådan paradisiske ud i Danmark, og at vi også har hørt et ordførerindlæg, der har berettet om, hvor forfærdeligt det hele er i Danmark. Sådan har det også været i år. Normalt har det måske været Venstres ordfører, der heroppe har fortalt om, hvor godt det har stået til, og Socialdemokratiets ordfører, der har fortalt om, hvor skidt det har stået til. I år er der så byttet roller, så det har været Venstres ordfører, der har fortalt, hvor skidt det har stået til, og Socialdemokratiets ordfører, der har fortalt, hvor godt det har stået til. Og nu kommer den tredje ordfører i rækken og fortæller noget om virkeligheden; fortæller noget om den situation, vi rent faktisk har i det danske samfund ved slutningen af 2012.

For sagen er jo, at der er rigtig mange gode ting i det danske samfund. Der er en masse ting, der fungerer. Der er en masse ting, vi kan være glade og stolte over. Og jeg synes, at vi i alle de her store debatter, vi har, ikke skal være blege for – uanset hvilken rolle vi har i det parlamentariske arbejde i dagligdagen – at sige, at der er rigtig mange ting i Danmark, som vi kan være glade for og stolte over. Der er mange ting, der fungerer. Der er mange offentligt ansatte, der går på arbejde hver eneste dag. Uanset hvordan de overenskomstforhandlinger, de kigger frem til nu, ser ud, så er der mange, der går på arbejde hver eneste dag og knokler med vores syge medborgere; der tager tjansen i skolen med vores børn; der i daginstitutionen passer dem, mens far og mor er på arbejde; der er ude i kulden og sætte togtider op på togstationerne, så vi alle sammen kan se, hvornår toget går, hvis det kører til tiden, og det gør det jo oftere, end folk måske lige tror. Der er faktisk mange ting, som vi kan være glade for.

Sådan er det også med sådan en finanslov, vi står med. Der er en masse ting i en finanslov og i en finanslovaftale, som jeg tror de fleste partier herinde synes er ganske glimrende. Der er mange ting i den finanslovaftale, der er indgået, som Dansk Folkeparti synes er gode, altså at det er godt, at der gøres noget ved det. Så er der selvfølgelig også en masse ting, som vi synes man godt kunne gøre bedre.

Men jeg må egentlig sige et tillykke til finansministeren, for det var jo en utrolig – i citationstegn – billig finanslovaftale, regeringen kom i hus med. Jeg ved ikke, hvor mange herinde der for kort tid siden havde troet, at Enhedslisten ville acceptere en finanslovaftale med nulvækst i den offentlige sektor til næste år. Jeg tror ikke, at man skal være mange dage gammel i politik for at tænke, at det nok er en umulighed. Men nej, ikke desto mindre har regeringen indgået en finanslovaftale med Enhedslisten, og den betyder nulvækst næste år. Og de rundspørger, som f.eks. FTF og andre har lavet rundt i kommunerne, siger jo, at nulvækst betyder fyringer. Altså, jeg husker nogle år, hvor vi lå på en vækst i den offentlige sektor på sådan et par procent om året, og hvor vi fik at vide fra venstrefløjens side, at det ville være nærmest den sociale massegrav. Det ville være en nedskæringspolitik, der var fuldstændig utilfredsstillende, og det ville være frygteligt at se på. Nu gennemfører venstrefløjen så åbenbart sin nedskæringspolitik, i hvert fald hvis man skal tage retorikken for gode varer, og hvis man skal tage de forespørgsler, der sker bl.a. rundt i kommunerne, for gode varer. Det er da i hvert fald en interessant nyudvikling, som jeg ikke tror de fleste havde set komme.

I forhold til den overordnede styring af økonomien må vi sige, at regeringen har mistet en masse troværdighed. Jeg har allerede i korte bemærkninger været inde på det her med, at bl.a. økonomi- og indenrigsministeren jo for et års tid siden forklarede os alle sammen, at 2012 ville blive året, hvor tingene vendte. Jo, jo, vi ville få en start på 2012, der ville være træg, ville være besværlig osv., men ultimo 2012 ville det gå fremad. Nu har vi så fået den opdaterede prognose fra regeringen selv om økonomien i 2012. Prognosen viser, at Danmark er i tilbagegang, ikke engang stilstand, vi er i tilbagegang, hvad angår økonomien. O.k., men det hele vender i 2013, får vi så at vide. O.k., starten af 2013 bliver lidt træg, bliver lidt besværlig, vi skal over nogle bump, som jeg tror det har været formuleret fra regeringens side, men i slutningen af 2013 vender det, og så går det godt. Det kan man jo så vælge at tro på eller det modsatte. Men det viser i hvert fald, at regeringen ikke har fat om den økonomiske udvikling. Regeringen har allerede efter godt et år misset, hvad der rent faktisk sker ude i den virkelige verden.

Når vi så kigger ud i vores samfund, kan vi se, at vi i den i øvrigt trængte situation, mange danskere så er i, bliver overrumplet af mange udenlandske arbejdere, som kommer til Danmark for at tage jobbene. Vi troede måske, det var noget, der hørte højkonjunkturen til, at der kom mange østeuropæere til Danmark for at tage arbejde, som der måske ikke var danskere til at udføre, men nej, det hører åbenbart også en lavkonjunktur til. I en tid, hvor danskerne er pressede, hvor mange danskere frygter for deres job, og hvor mange danskere frygter, at de af arbejdsgiveren får at vide, at de skal gå ned i løn, hvis de overhovedet skal kunne beholde deres arbejde, kan de altså også se, at alternativet er, at man ansætter østeuropæisk arbejdskraft til en meget billig penge. Det er fuldstændig organiseret, sat fuldstændig i system, og det betyder jo, at mange danskere virkelig er truet.

Regeringens linje har så været, at man vil gøre noget ved det. Der er afsat midler – og det er vi jo glade for, det er en af de ting, vi selvfølgelig godt vil anerkende i forhold til finanslovaftalen – til bekæmpelse af det, der hedder social dumping, løntrykkeri, men når vi kan komme i tvivl om, hvorvidt regeringen mener det alvorligt og virkelig vil gøre det, der måtte være nødvendigt at gøre i den situation, vi nu er i, er det jo, fordi der pludselig kommer en diskussion op som den, vi ser om det grønlandske samfund, hvor regeringen åbenlyst synes, det er en fin idé, at der kommer måske 3.000-4.000-5.000 kinesiske løntrykkere til Grønland i forbindelse med de her storskalaprojekter og tager arbejde i Grønland. Det handler om, at det skal grønlænderne da selv bestemme. Og selv om det også er omfattet af regler, der er en del af selskabslovgivningen – altså som vi her i Folketinget skal tage stilling til – forsøger man at skubbe det ind under det synspunkt, at det må grønlænderne da selv bestemme. Men ikke desto mindre kommer vi jo her i Folketinget til at tage stilling til det. Og det er jo interessant, at regeringen ikke bare synes, det er o.k., men faktisk selv har syntes, at det var ganske udmærket, at det er sådan i Grønland. Det kan jo få os til at sætte spørgsmålstegn ved, hvad regeringen egentlig mener om social dumping: Er det i orden i Grønland? Så er det måske også i orden i Danmark. Og det er måske derfor, man åbenbart accepterer, at det foregår.

Det næste, jeg vil nævne, er jo, at når vi ser på de udfordringer, vi står med i vores velfærdssamfund, er det også et spørgsmål om, hvor man bruger sine penge, når krisen kradser og økonomien er trængt. Altså, prioriteres der så, som der bør prioriteres? Her får vi jo i hvert fald øje på, at regeringen har valgt at opprioritere udviklingsbistanden, ulandsbistanden, for andet år i træk, så det betyder vel, at der nu bruges over 600 mio. kr. mere i udviklingsbistand. Det har man dog fundet penge til.

Så når hr. John Dyrby Paulsen her i sit ordførerindlæg og i sine svar tidligere i dag fra talerstolen hele tiden – når der var spørgsmål om noget, man gerne ville – har brugt det her med, jamen vi har jo ikke mange penge, kassen er tom, og alt det der, så er det jo ikke alene et spørgsmål om, at der ikke ret mange penge i kassen. Så er det også et spørgsmål om den måde, man prioriterer på. Og det er klart, at hvis man forlods prioriterer over 600 mio. kr. mere om året til udviklingsbistand, er de penge der jo ikke til nogle andre ting.

Eller hvad med de lempelser i udlændingepolitikken, der er sket? Vi har rejst spørgsmålet tidligere under debatten. Samlet set, når man gør det hele op, siger regeringens tal, at det kommer til at koste 888 mio. kr. for de offentlige kasser. Det er jo altså så en lille milliard kroner, der kommer oven i det med udviklingsbistanden. Så det er vel nok ikke helt forkert at sige, at man i hvert fald har valgt at disponere med 1,4 eller 1,5 mia. kr. på en bestemt måde, og så er det klart, at de penge jo ikke er til noget andet. Det siger jo sig selv. Sådan er det.

Så det er ikke alene et spørgsmål om, om der er penge i kassen, det er også et spørgsmål om, hvordan man prioriterer. Regeringen har valgt at prioritere på én måde, og vi vil selvfølgelig vælge at prioritere danskerne i højere grad, og det betyder, at mange af de steder, hvor regeringen har fundet penge til udlændinge – uanset om de kommer her til Danmark eller det er i udlandet – synes vi godt at der kunne have været brug for nogle penge til nogle danskere, der kunne have fået gavn af dem.

Derfor har vi jo stillet en række ændringsforslag til regeringens finanslovforslag. Det er jo bl.a. ting, der skal sørge for, at ganske almindelige danskere kan mærke, at de får en håndsrækning. Altså, man kunne jo godt vælge at gøre noget mere ved det i den tid, vi står i, med krise og risiko for fyringer, og hvor folk er nervøse for deres privatøkonomi, og de holder igen, og det er med til at forstærke krisen. Tankevækkende er det jo også, at det finanslovforslag, som regeringen har lavet, jo er lavet før den sidste prognose om tilbagegang i dansk økonomi. Og det, man kunne bruge dagens debat til at spørge om, er jo også: Hvad får det af økonomiske konsekvenser? Betyder det, at regeringen på nogle områder sadler om, eller fastholder man bare den linje, der er nu?

Vi håber, regeringen sadler om, og vi håber, det betyder, at sådan en ordning som boligjobfradragsordningen kan fortsætte i 2013, i modsætning til, hvad regeringen vil nu, hvor den vil nedlægge boligjobfradragsordningen. Det er jo en ordning, hvor husejere og -lejere kan få fradrag for forbedringer. Og i og med, at det er, jeg havde nær sagt, småskalaprojekter, er det jo også nok nogle ting, der skaber danske arbejdspladser. Det er i lokalområderne, man efterspørger den lokale håndværker til at komme og gøre nogle ting ved huset, og det er sådan en ordning, som regeringen så i en krisetid, hvor folk er nervøse, og hvor folk er i risiko for at blive fyret, altså vil fjerne.

Det betyder jo så også, at regeringen fjerner hjemmeserviceordningen – den ordning, som vi ellers har kendt i mange år, og som har givet pensionisterne mulighed for at få lidt støtte og noget hjælp. Og man kan sige, at i en tid, hvor kommunerne så bliver presset på økonomien, kunne man måske forestille sig, at det var en meget god ordning at bevare af hensyn til vores pensionister, men nej, den får også lige kniven, havde jeg nær sagt, af regeringen. Den bliver fjernet af forslaget.

Man kan jo også godt diskutere den grænsehandel, som er i voldsom vækst, og som er med til at skabe en endnu større kulturændring i den danske befolkning i forhold til, hvornår det kan betale sig at køre for at handle i udlandet. Gavner det det danske samfund, at der på den måde er en stigende grad af handel i forhold til vores dagligvareforbrug, der foregår i udlandet? Nej, selvfølgelig gør det ikke det. Der kunne regeringen jo også vælge at sætte kraftigere ind; der synes vi også regeringen har meget at lade tilbage at ønske i forhold til at gøre det nødvendige.

Taletiden er ved at rinde ud – men vi håber selvfølgelig, at det, at krisen er blevet forstærket og regeringen nu også har måttet indse, at den danske økonomi er i tilbagegang, kunne få regeringens øjne op for, at nogle af de her elementer bør komme i spil. Regeringen kender jo altid vores telefonnummer, og får regeringen brug for en god snak om, hvad der kan gøres for at bringe Danmark bedre videre, er Dansk Folkeparti altid parat. Regeringen kan bare sige til.

Tak. Så er det den første spørger, og det er hr. John Dyrby Paulsen, Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det, som jeg opfatter som en imødekommenhed her til sidst fra Dansk Folkepartis side. Det sætter jeg meget stor pris på, for jeg tror i virkeligheden, at på mange områder af den økonomiske politik deler hr. Kristian Thulesen Dahl og jeg synspunkter.

Derfor er det også vigtigt for mig at vide, hvad Dansk Folkeparti og hr. Kristian Thulesen Dahl tænker om den økonomiske politik og om Venstres forslag om nulvækst. Man skal jo huske, at Venstres forslag går på nulvækst frem til 2020, ikke til næste år, men frem til 2020. Deler hr. Kristian Thulesen Dahl og Dansk Folkeparti den vision for den økonomiske politik i Danmark, at det skal være nulvækst frem til 2020?

Tak. Ordføreren.

Nej, det gør vi ikke. Vi lavede før valget sidste år en plan for, hvordan økonomien burde udvikle sig frem til 2020, og der lagde vi meget vægt på, at der er plads til en omend begrænset vækst i de offentlige udgifter og gerne en vækst i de offentlige udgifter, der er lavere frem til 2020, end den vækst, der forhåbentlig kommer i den private sektor. Det har lidt at gøre med forholdet mellem den private sektor og den offentlige sektor. Men vi tror ikke, at det er muligt eller realistisk at have nulvækst frem til 2020.

Derfor har jeg også med glæde noteret mig, at da Venstres formand sagde de her ting på Venstres landsmøde, sagde han, at det er Venstres udgangspunkt. Det tager jeg som udtryk for, at Venstre jo kan have sit udgangspunkt og sin politik, men er vidende om, at der nok alligevel er et stykke vej til at få 90 mandater alene i Folketinget, og så skal der jo snakkes med andre, hvis der måtte komme en dag, hvor regeringen ser anderledes ud, altså hvor vælgerne er blevet spurgt, og hvor der er sammensat et nyt flertal herinde. Det er jo forudsætningen, og vi ved jo ikke, om det kommer til at ske, og der er sikkert også 2-3 år til et valg. Jeg kan næsten se limen på taburetterne, så der kommer nok til at gå lidt tid endnu.

Hr. John Dyrby Paulsen, værsgo.

Tak for svaret. Det synes jeg sådan set var meget klart. Men hvad er det så, der ligger i Dansk Folkepartis økonomiske politik med hensyn til væksten i den offentlige sektor? Er det en vækst på 0,1 pct.? Snakker vi om, at det er dernede? Man kunne jo godt have den frygt, at Dansk Folkeparti for at komme med i en regering bliver nødt til at flytte sig over i retning af Venstres nulvækstambitioner. Eller forestiller hr. Kristian Thulesen Dahl sig, at det i virkeligheden er noget i retning af den 2020-plan, som regeringen har fremlagt? Hvor ligger Dansk Folkeparti henne i det spektrum?

Ordføreren.

Dejligt med den anden korte bemærkning fra den ledende socialdemokrat om, at Dansk Folkeparti er på vej ind i en regering. Det går søreme stærkt med at kaste håndklædet i ringen og overlade tøjlerne til andre, må jeg sige. Spøg til side.

Vores holdning er, at vi synes, det vil være ønskværdigt, at der er en vækst i de offentlige udgifter frem til 2020 på 0,8 pct., sådan som vi sagde før valget. Det er vores udgangspunkt, og det er det, vi arbejder på at skabe rum for. Jeg noterer mig bare, at før valget var det jo i sig selv ifølge venstrefløjen utrolig horribelt. Der fik vi jo at vide, at det var alt for lidt. Så har regeringspartierne så flyttet sig hen til det standpunkt, som vi havde før valget. Det er da fint.

Tak. Den næste spørger er fru Lotte Rod.

Venstre vil have nulvækst. Det fik i sin tid hr. Kristian Thulesen Dahl til at sige, at det skulle man ikke have på sundheds- og ældreområdet, for der var brug for flere penge til sundhed og ældre. Det får mig til at spørge: Hvad med uddannelse? Vil Dansk Folkeparti gå med til, at der kommer nulvækst på uddannelsesområdet?

Ordføreren.

Tak igen, for at Dansk Folkeparti bliver betragtet som værende tilbage i den gode gamle vante rolle med stor indflydelse. Det er jeg vældig glad for.

Vi har ikke lagt os fast på, hvordan den vækst i de offentlige udgifter, som vi mener der bør være plads til frem til 2020, præcis skal udmøntes. Vi siger bare, at vi også historisk kan se, at sundhedsudgifterne er blevet forøget, fordi der er kommet et større pres på vores sundhedsudgifter. Det skyldes, at der – gudskelov for det – er kommet flere behandlingstyper, altså der er flere, der kan behandles for sygdomme, som man tidligere ikke kunne blive behandlet for.

Når vi peger på de ældre, skyldes det jo også det faktum, at der i vores samfund gudskelov kommer flere ældre; gudskelov, for alternativet ville jo være, at de døde, så det er sådan set meget godt, at der kommer flere ældre i det danske samfund. Det giver også et forventeligt pres på nogle af de offentlige ting, der skal leveres, og det er bare derfor, vi har nævnt dem.

Fru Lotte Rod for det sidste spørgsmål.

Nu kan man jo diskutere, om det er godt eller skidt, at Dansk Folkeparti har stor eller lille indflydelse, men jeg stiller sådan set et ret konkret spørgsmål, nemlig: Mener Dansk Folkeparti, at det er i orden at lave nulvækst på uddannelsesområdet – ja eller nej?

Hr. Thulesen Dahl.

Svaret er igen, at vi ikke har lagt os fast på, hvordan en begrænset vækst bedst finder anvendelse. Jeg tror i øvrigt, at den bedste måde at gøre det på, hvis man ikke har ret mange penge at gøre godt med, er, at man år for år finder ud af, hvordan pengene bedst kan anvendes. At bede mig – sandsynligvis to-tre år før et folketingsvalg, hvor danskerne skal spørges, om de ønsker et nyt flertal – svare på, hvordan jeg præcis på sektorer vil udmønte en begrænset vækst i den offentlige sektor år for år frem mod 2020, kræver mere taletid.

Så er det en ny for en kort bemærkning, og det er hr. Jonas Dahl, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Jamen det er dog alligevel interessant, at hr. Thulesen Dahl gladelig siger, at lige på sundhedsområdet og ældreområdet vil man ikke være med til nulvækst, men når det så kommer til uddannelsesområdet, kan man ikke rigtig svare på det og siger, at det kommer lidt an på, hvordan det ser ud år for år. Det er nærmest ligesom at høre hr. Peter Christensen; så kunne man ikke rigtig svare på, hvad partiets egen politik egentlig er.

Det er dog lidt interessant at høre, at Dansk Folkeparti mener, at man ikke skal have nulvækst på sundheds- og ældreområdet, og ikke vil svare på det, for så vidt angår uddannelsesområdet. Det er jo det, vi hører i dag. Kan hr. Thulesen Dahl så forklare, hvilke områder det er, Dansk Folkeparti ikke vil have nulvækst på?

Ordføreren, værsgo.

Nej, det kan jeg ikke. Men jeg kan sige, at når man kigger på det historisk, kan man se, at der vel har været en vækst i sundhedsudgifterne på ¾ pct. eller noget, der ligner. Det kan vi slå efter. Facts diskuterer man ikke, dem kan man slå efter. Jeg tror, det er ¾ pct. Det vidner jo noget om ambitionen, hvis man skulle holde en nulvækst på sundhedsområdet.

Så hvis man har en begrænset mulighed for vækst, så ved vi bare, at sundhedsområdet er et af de områder, hvor danskerne helt naturligt efterspørger flere behandlingsmuligheder, og dem vil vi gerne være med til at kunne levere. Så ved vi også, hvad angår ældreområdet, at der kommer ganske mange flere ældre. Og gudskelov for det – mange vil blive selvhjulpne, mange vil jo kunne mange ting, i takt med at man forbliver rask i længere tid. Men der vil også være et træk på almindelig, god gedigen gammeldags service til de ældre, der nu bliver flere af, og det skal der også være plads til. Og så er det bare, at vi siger, at vi kan se, at de to områder jo er oplagte at notere sig i forhold til nulvækst, altså at det bliver svært. Det tror vi er urealistisk.

Så er der jo selvfølgelig alle mulige andre dele af den offentlige sektor, som vi også gerne vil prioritere, men vi har ikke lagt en plan frem for, hvad der præcis kommer til at ske i forhold til områderne. Det må man væbne sig med tålmodighed med hensyn til at få at vide.

Så er det hr. Jonas Dahl for et sidste spørgsmål. Værsgo.

Jamen det, der er det interessante her, er jo forskellen på den ambition, som Venstre har, og den ambition, som regeringen har, og den er jo, at der i 2020 er ca. 30 mia. kr. i forskel på, hvad man vil bruge på den offentlige sektor. Jeg er sådan set enig med hr. Thulesen Dahl i, at vi skal bruge noget af det på sundhed, at vi skal bruge noget af det på ældrepleje. Jeg vil bare gerne høre, om vi også skal bruge nogle af pengene på uddannelse.

Ordføreren, værsgo.

Men man kan jo problematisere det spørgsmål om uddannelse lidt, for man kan senere på dagen også få lejlighed til at spørge finansministeren om det. For jeg har forstået regeringens politik på folkeskoleområdet sådan, at en stor del af de ressourcer, der skal tilføres folkeskolen, skal findes ved, at lærernes arbejdstid bliver anderledes; at en stor del af kvalitetsløftet i folkeskolen skal ske, ved at lærerne arbejder mere og bruger en større del af deres tid på undervisning.

Så altså, det handler jo også om, hvor god man er til inden for et område at nyttiggøre pengene, og det ved vi jo ikke. Altså, vi ved jo ikke, om vi i 2018 vil være supergode inden for et område – nogle bruger jo at sige det her med, at den offentlige sektor skal løbe længere på literen og lignende – eller om der er behov for flere penge. Det må jo bero på, hvad vi ser på det tidspunkt.

Tak. Der er en ny spørger, og det er hr. Frank Aaen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Det er åbenbart meget svært at få at vide, hvad Dansk Folkeparti mener med hensyn til det fremadrettede, men vi ved jo så i hvert fald, hvad Dansk Folkeparti har været med til. Man har været med til at halvere dagpengeperioden, sådan at tusindvis af arbejdsløse stod til at miste deres dagpenge og dermed miste hele deres forsørgelse. Og det er et af de problemer, Enhedslisten har arbejdet meget hårdt med i de her finanslovforhandlinger, nemlig at sørge for, at folk ikke pr. 1. januar mister deres forsørgelse.

Så mit spørgsmål til Dansk Folkeparti er ganske enkelt: Var det ikke en fejl at halvere dagpengeperioden og i en periode med meget høj arbejdsløshed at sige: Nu skal du kun have ret til dagpenge i halvt så lang tid, som du havde før? Er det ikke en fejl, som partiet har fortrudt?

Tak. Ordføreren, værsgo.

Svaret er: Nej, det er ikke en fejl. Dagpengereformen er god for det danske samfund på lang sigt. Men det bør ikke få os politikere til at lade være med at gøre os nogle overvejelser om, hvad man vil gøre på kort sigt.

Sagen er jo, at den kickstart, som regeringen har talt meget om det sidste år, ikke har virket – tingene er ikke kommet i gang, vi har ikke fået sat gang i det danske samfund. Det danske samfund er i tilbagegang. Vi har oplevet nu, at det ikke engang er stilstand, det er regulær tilbagegang.

Bør vi politikere så ikke tage op til overvejelse, hvordan vi så kan indrette de ting, vi i øvrigt har lavet, på en måde, så mennesker bliver stillet ordentligt i den her situation, hvor der er ekstraordinær krise, og hvor krisen trækker længere ud end ellers? Jo, selvfølgelig bør vi det. Og derfor har Dansk Folkeparti også stillet et ændringsforslag til finansloven, der handler om, at man bør forlænge dagpengeretten med op til de her 6 måneder mere. Ligesom man gjorde det i foråret, bør vi gøre det én gang til.

Vi har jo argumenteret for hele vejen igennem, at det er den rigtige måde at håndtere det her på. Det kan vi jo desværre ikke få flertal for. Nu er der så lavet en anden løsning, og vi synes da, det er fint, at man gør noget – det vil vi gerne kvittere for – men vi synes, det havde været rigtigst at lave en midlertidig forlængelse af dagpengeretten nu.

Tak. Sidste korte bemærkning fra hr. Frank Aaen.

Det er vel en form for fortrydelse, og så er det bare, jeg spørger: Hvorfor skal det kun være en fortrydelse, der gælder ½ år? Der er jo ikke noget, der tyder på, at arbejdsløsheden er på vej til at falde, tværtom, og det har vi jo også lige hørt: Arbejdsløsheden ser ud til at være permanent høj og endda stigende. Derfor vil jeg spørge: Hvorfor skal man overhovedet halvere dagpengeperioden? Hvorfor skal man fratage mennesker, der gerne vil arbejde, og som kun har ét ønske i livet, og det er at få et arbejde, og som ikke kan få et arbejde, retten til at få dagpenge? Det er jo det, Dansk Folkeparti står for. Hvordan kan det være?

Tak. Ordføreren.

Altså, det ligger jo faktisk inden for det tankegods, som Arbejdsmarkedskommissionen i sin tid havde i forhold til at lave en dagpengereform, altså at man så, når ledigheden havde en eller anden størrelse, kunne lave midlertidige forlængelser af dagpengeretten. Og det er jo præcis det, vi foreslår at man gør, altså laver en midlertidig forlængelse af dagpengeretten. Det er jo, fordi man så har den langsigtede positive effekt af en dagpengereform, nemlig at der kommer et større arbejdsudbud – forhåbentlig, når der bliver behov for det. Men det er også sådan i den situation, at man tager hånd om de mennesker, der ellers kommer i en knibe nu og her omkring nytår på grund af de nye regler. Og sådan en måde mener jeg faktisk godt man kan lave politik på, altså at man gør det langsigtet, der er rigtigt for dansk økonomi, men at man indfaser det på en måde, så det også tager højde for den konkrete situation, som mennesker i dagligdagen oplever. Det ville skabe mere tryghed, hvis man gjorde det på den måde – det har regeringen desværre ikke valgt.

Tak. Der er en ny spørger. Det er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance, værsgo.

Dansk Folkeparti vil udvide det offentlige forbrug med 0,8 pct. frem mod år 2020, altså 0,8 pct. årligt, men hr. Kristian Thulesen Dahl kan ikke sige, hvad pengene skal bruges på; de skal bare bruges. Hvordan de specifikt skal bruges, og hvor det er, der er behov for pengene, kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke svare på.

Det synes jeg er en lidt underlig tilgang til brugen af andre folks penge, for det er jo andre folks penge, det er jo skatteydernes penge. Altså, hvis man vil bruge flere penge – der er vist ikke gået 1 minut – så må vi forvente, at man ved, hvad de skal bruges til.

Det kan jeg sådan set se heroppefra. Tak.

Værsgo, ordføreren.

Jeg kan svare hr. Ole Birk Olesen, at jeg netop før blev beskyldt for, at jeg kunne udnævne to områder, som særligt var i vores søgelys i forhold til, at der godt kunne bruge flere penge.

Hvis vi ser på sundhedsområdet, ved vi altså, at der er en efterspørgsel efter nye behandlingstyper og behandlingsformer. Og det er helt legalt, at danskere, der bliver ramt af sygdom eller har familiemedlemmer, der bliver ramt af sygdom, gerne vil have, at det offentlige også stiller behandlingsfaciliteter til rådighed. Det vil efter al historisk erfaring koste flere penge. Altså, uanset at vi bliver dygtigere til at bruge de penge, der er, vil det også set ud fra den historiske erfaring komme til at koste flere penge. Det var den ene ting.

Den anden ting er ældreområdet, hvor vi kan se, at der kommer ganske mange flere pensionister, og gudskelov for det, for alternativet er skræmmende, nemlig at de er døde. Vi kan godt lide, at der bliver flere pensionister, og at folk lever længere, og at de forhåbentlig også får en masse gode år, når de lever længere. Men vi ved også, at der traditionelt set er nogle, der får hjælp behov fra det offentlige, og det skal der også være penge til.

På den måde synes jeg, at jeg egentlig har gjort det ganske klart, hvor det er, jeg kan se, at der bliver behov for flere penge til det offentlige, om end begrænset. Men der bliver lidt flere offentlige udgifter fremover.

Tak. Hr. Ole Birk Olesen.

Vi ved at der på grund af en ældre befolkning i Danmark er behov for 0,3 pct. flere udgifter i den offentlige sektor end tidligere. Men hr. Kristian Thulesen Dahl vil jo have 0,8 pct. mere, så hvad er det, de penge specifikt skal gå til, når det nu ikke er det, som de 0,3 pct. skal dække?

Hvorfor kunne de penge ikke afsættes til at gøre dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt? Hr. Kristian Thulesen Dahl har i Børsen fortalt, at han ønsker at gøre dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt, men det virker, som om han hellere vil prioritere et offentligt forbrug, som ikke er specificeret, end at gøre dansk erhvervsliv mere konkurrencedygtigt.

Tak. Ordføreren.

Jamen det er en af de ting, jeg faktisk også kvitterede for i forbindelse med Venstres formands tale på Venstres landsmøde, nemlig det her med, at han dog sagde, at så måtte man år for år frem til år 2020 finde ud af, hvordan pengene gjorde mest gavn, gjorde bedst gavn.

Der siger jeg bare, at jeg godt kan se, at der er nogle steder i den offentlige sektor, som jeg i hvert fald synes har brug for pengene, og så kan man jo få den diskussion. Jeg kan bare se, at allerede, når hr. Ole Birk Olesen her siger 0,3 pct., er der jo en erkendelse af, at der er nogle steder, der kommer til at koste lidt flere penge i fremtiden.

Så har vi en ny spørger, og det er hr. Simon Kollerup, Socialdemokratiet, værsgo.

Tak for det. Og tak for, at Dansk Folkeparti også som en del af de borgerlige partier, i Danmark, siger det tydeligt, nemlig at forslaget om nulvækst ikke er et, partiet deler, det er noget, man anser for ikke at være muligt, ikke at være realistisk. Det synes jeg var rart at få slået fast og få på plads, for der har været sådan en vis tvivl om, hvad de borgerlige partier i Danmark mente.

En af de ting, som skulle finansiere nulvæksten i Venstres arbejdspapir og landsmødetale osv. var, at man skulle øge udbuddet i det offentlige væsentligt. Derfor vil jeg bare spørge ordføreren for Dansk Folkeparti: Har ordføreren nogen grænse for, hvor langt man kan gå i retning af udbud inden for den offentlige sektor, altså det her med at udlicitere og privatisere opgaver? Er der nogen grænser for ordføreren, eller kan man på det punkt følge Venstre helt til dørs? For jeg forstår, at det er et enormt stort finansieringselement i forbindelse med at skulle skabe nulvækst.

Tak. Det er ordføreren.

Jeg har altid været stor tilhænger af, at man laver udbud. For jeg er tilhænger af, at man spørger til prisen, jeg er tilhænger af, at man finder ud af, om man leverer den bedste kvalitet til den rigtige pris.

Men det har ikke for mig at se noget som helst at gøre med, om man efterfølgende så lader private udføre en opgave, der i dag udføres af det offentlige. Altså, et reelt udbud kan jo sagtens medføre, at man finder ud af, at det faktisk er klogt, at det offentlige udfører en bestemt service og skal blive ved med at gøre det.

Men jeg synes altså, at det tit og ofte bare bliver sådan et spørgsmål om, at man ikke engang må spørge til prisen, for så er det nærmest forkert. Det gør jeg da hjemme i min privatøkonomi, der spørger jeg da til, om jeg får den rigtige kvalitet til den rigtige pris.

Det sidste spørgsmål, værsgo hr. Simon Kollerup.

Det gør jeg også. Jeg synes, det er en rigtig god idé, at man gør det, når man også måske er i tvivl og synes, at der kan være anledning til det.

Men grunden til, at jeg spørger lidt ind til det her, er jo, at det, der sådan skal finansiere økonomien i fremtiden i Danmark med et eventuelt borgerligt flertal, hvis det måtte ske, så skal være, at udbuddet bliver drevet rigtig langt. Der vil jeg bare spørge ordføreren, om der er nogle områder, hvor man synes at det kan gå for langt. Jeg vil samtidig også spørge, om Dansk Folkeparti er klar til at genindføre de regler om tvungne udbudsstrategier, om tvangsmuligheder fra indenrigsministeren over for kommuner, som ikke er langt nok med hensyn til konkurrenceudsættelse. Er Dansk Folkeparti klar til at genindføre de ting sammen med Venstre?

Værsgo.

Nej, der er ingen tvivl om, at der er nogle af tingene, der kun kommer, hvis man siger til kommunerne, at de skal.

Jeg kan huske tilbage til 2000-2003 eller deromkring, hvor vi, da jeg var kommunalbestyrelsesmedlem, skulle sidde og begynde at lave prissætning på, hvad vores ydelser kostede. Det udløste nærmest et lokalt ramaskrig hos de folkevalgte og embedsmændene, at man skulle det. Men det var nu en meget god idé, for det gav os byrådsmedlemmer et redskab til at spørge til, hvorfor vi lå anderledes i pris end vores nabokommuner, hvis vi gjorde det. Så det handlede bare om, at vi kunne sikre, at vi fik en bedre kvalitet til den samme pris, eller at vi i virkeligheden fik den kvalitet, vi nu betalte for, til en lavere pris.

Det tror jeg altså er sundt at gøre. Men jeg understreger, at det ikke har noget at gøre med, hvor det ender med at leveringen skal foregå fra. Det kan stadig væk være det offentlige, der ender med at have retten til at levere. Det synes jeg er vigtigt at sige.

Tak. Så er det fru Lone Loklindt, Radikale Venstre.

Tak. Jeg lagde mærke til, at DF ikke mener, at det er realistisk med en nulvækst frem til 2020, og jeg lagde også mærke til, at ordføreren havde et vist håb i stemmen, da han sagde, at Venstres udgangspunkt var nulvækst, men at det måske ikke var nødvendigt, at det blev nulvækst. Men hvad nu, hvis uheldet er ude, og vi får et nyt flertal, hvor Dansk Folkeparti skal arbejde sammen med tre partier, der i hvert fald mindst som minimum vil have nulvækst, er Dansk Folkeparti så parat til at acceptere færre ansatte i den offentlige sektor?

Ordføreren.

Jeg vil først lige komplimentere mange af dem, der har haft ordet indtil nu. Vi står her godt et år efter det sidste valg, og man er i gang med sin store finanslov nu, den første, man egentlig rigtig selv laver, hvor man virkelig har haft tid til at forberede det, og en stor del af spørgsmålene til mig handler om, hvad der sker efter valget, når flertallet er skiftet. Jeg er ikke sådan indrettet, at jeg tror, at sejren er hjemme. Der vil være en lang, hård kamp frem til en valgdag, som sikkert kommer meget sent i valgperioden, og så finder danskerne ud af, om de overhovedet vil have et skifte. Det håber jeg selvfølgelig at de vil, og så kommer der – i citationstegn – andre boller på suppen, men lad nu vælgerne blive spurgt først.

Vores udgangspunkt er, at der er behov for en vækst i de offentlige udgifter. Den må gerne være beskeden, men der er behov for nogle ting, som vi kan se det. Man kan ikke have nulvækst i en længere årrække. Det tror vi ikke er muligt. Vi har noteret, at det så er Venstres udgangspunkt, som jeg siger. Vi noterer os også, at det er deres udgangspunkt. De har ikke formuleret det, som jeg har forstået det, som et ultimativt krav. Det er deres politiske sigtelinje – når de fortæller danskerne, hvordan de tror den økonomiske politik kan udvikle sig fremover – at der er nulvækst. Så må vi se.

Fru Lone Loklindt.

Nu er det jo ikke, fordi vi nødvendigvis skal tale om efter næste valg, men vi taler jo også om en 2020-plan, og det her indgår jo i en 2020-plan, og derfor er det jo rimeligt at spørge til, hvad Dansk Folkeparti egentlig mener, når der er en nulvækstplan, der siger, at der vil forsvinde 17.000 job i det offentlige, og hvis det er en vækst på 0,8 pct. ville det være en forskel på 46.000 job i det offentlige ifølge svar fra finansministeren. Hvad er det så for nogle job, som DF i så fald kunne forestille sig skulle falde væk i den offentlige sektor? Jeg ved, at det åbenbart ikke vil være inden for flygtningeområdet og udviklingsbistanden, at DF ville have svært ved at spare, men det er ikke 17.000 job.

Jeg tror, det er vigtigt, at vi prøver at overholde taletiden. Tak.

Ordføreren, værsgo.

Men det er jo rigtig nok at spørge Venstre om Venstres politik, og hvad den medfører og har af konsekvenser. Jeg prøver så at redegøre for Dansk Folkepartis politik. Det er vel mest naturligt som finansordfører for Dansk Folkeparti og formand for Dansk Folkeparti. Jeg kan jo notere mig, at det, vi står med lige nu, er en finanslov for næste år, der inkluderer nulvækst. Det er somme tider, som om det forbigår regeringspartiernes folk her i salen. Vi har fået at vide fra dem, der kigger på kommunerne, at det f.eks. betyder fyringer næste år i den kommunale sektor. Man burde jo spørge sig selv, om det, man sidder og gør, er rimeligt, hvis man synes det er helt forkert, når det nu bliver problematiseret, som det bliver.

Tak. Så er der en ny spørger. Hr. Jesper Petersen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak for det. Jeg synes ikke, hr. Kristian Thulesen Dahl skal småglædehygge sig over, at der er nogle, der varmer op til, at der skal ske et politisk skifte, men for overhovedet at kunne føre en politisk debat bliver jeg nødt til at have en form for svar på, hvad det er, først Venstre og nu Dansk Folkeparti mener og har tænkt sig, for ellers er det jo totalt umuligt at føre en politisk diskussion, og der bliver det altså noget ved overskrifterne.

Men vi får i det mindste så et klart svar fra hr. Kristian Thulesen Dahl, nemlig at det der med decideret nulvækst, som i mine øjne jo vil være det samme som en nedskæringsplan, ikke holder. Det mener Dansk Folkeparti ikke, det mener hr. Kristian Thulesen Dahl ikke. Det kan såmænd sagtens være, at der skal være en vækst på 0,8 pct., for at vi kan have en ordentlig kvalitet i vores fælles velfærd.

Men kan hr. Kristian Thulesen Dahl ikke prøve at pensle lidt ud, hvorfor det efter Dansk Folkepartis mening så ikke duer med nulvækst, hvorfor det egentlig er et problem, hvis det bare var 0,0, altså ingen udvikling i de offentlige budgetter, og hvad konsekvensen af det ville være?

Tak. Ordføreren.

Nu svarer jeg jo på de spørgsmål, jeg bliver stillet. Vi har jo stillet en række meget konkrete ændringsforslag til den her finanslov, og dem vil jeg meget gerne diskutere: Boligjobordningen skulle fortsætte, vi skulle gøre mere ved grænsehandelen osv. Men jeg svarer jo på de spørgsmål, der bliver stillet, og så bliver debatten selvfølgelig afledt af det. Når der nu kommer et spørgsmål igen om det her med nulvækst, og hvor vi ser problemerne i nulvækst, og om ikke jeg vil konkretisere det, så vil jeg svare, at jeg da rigtig gerne vil det, og at jeg allerede har gjort det nogle gange.

Når vi kan se, at der historisk, det er efter hukommelsen, har været en stigning i sundhedsudgifterne på ¾ pct., bl.a. fordi der kommer nye behandlingsformer, som danskerne naturligt efterspørger, og når vi kan se, at der sker en demografisk udvikling, der kommer flere ældre, og gudskelov for det – når man tager alternativet i betragtning, er det faktisk et gode, at der kommer flere ældre – så ved vi også erfaringsmæssigt, at det kræver et træk på de offentlige ydelser. Så spørger vi så, om det i en længere årrække er realistisk at operere med nulvækst i den offentlige sektor, og nej, det tror vi ikke er realistisk, hvis vi vil have det velfærdssamfund, som vi i Dansk Folkeparti gerne vil have. Så enkelt er det.

Tak. Så er det hr. Jesper Petersen for det sidste spørgsmål.

Med andre ord, hvis man forestillede sig, der var den nulvækst, og der så bliver flere ældre, og gudskelov for det, så ville det faktisk betyde, at man var nødt til at skære ned på nogle andre områder. Sådan forstod jeg svaret fra hr. Kristian Thulesen Dahl. Jeg var egentlig meget på bølgelængde udlægningen i det foregående svar, så det håber jeg egentlig også jeg kan være i det næste. Hvis der skal uddannes flere unge, og hvis der bliver flere ældre, gudskelov for det, og hvis man så ikke lader kvaliteten i velfærden følge med der, så vil det faktisk føre til, at der skal skæres ned på andre områder. Er det sådan, jeg skal forstå hr. Kristian Thulesen Dahl?

Tak. Ordføreren.

Man skal forstå det sådan, at hvis man vil have nulvækst og undgå at gøre mindre på sundhedsområdet og ældreområdet bl.a., områder, som danskerne efterspørger, så skal man finde pengene andre steder, og så kræver det virkelig en benhård prioritering. Det kan man muligvis gøre i få år, men det kan man ikke gøre frem til 2020.

Når vi kan gøre det i få år, ligger det selvfølgelig i, at når regeringen med hr. Jesper Petersen som talsmand for det ene regeringsparti f.eks. har valgt at sige, at man skal have spenderbukserne på i forhold til vores udviklingsbistand, man skal have spenderbukserne på i forhold til asylsøgere her i Danmark, så har man jo valgt at prioritere nogle penge til det, som ikke kan bruges andre steder. De penge ville jo kunne kanaliseres tilbage til ældreområdet eller til sundhedsområdet.

Tak. Der er en ny spørger, hr. Christian Juhl, Enhedslisten. Værsgo.

Jeg takker mange gange. Vi mistede 100 arbejdspladser pr. dag, inklusive om søndagen, under VK-regeringen, kunne jeg læse i avisen i dag. Føler Dansk Folkeparti et ansvar for det kæmpe tab af arbejdspladser i de 10 år, de støttede VK-regeringen?

Ordføreren.

Ja, selvfølgelig føler vi et ansvar for, hvad der foregik i de år, vi var støtteparti. Vi lavede finanslovaftaler, og vi lavede andre store aftaler. Så selvfølgelig føler vi et ansvar. Og det er jo også derfor, vi har vurderet, når vi f.eks. som et svar på finanskrisens efterdønninger lavede en dagpengereform og vi nu kan se, at krisen kradser meget længere end det, man kunne forudse tidligere – og endda længere end det, som regeringen kunne forudse for et år siden, for da regnede man med, at nu var tingene vendt, men det er de ikke, og nu vurderer regeringen, at det måske vender engang i 2013 – at så må vi politikere selvfølgelig også gøre os nogle overvejelser.

En af de overvejelser, vi jo så har gjort os, er bl.a. den, som et af vores ændringsforslag handler om, nemlig at komme de ledige dagpengemodtagere, der ellers står til at ryge ud af dagpengesystemet nu, i møde med en midlertidig forlængelse af deres dagpengeret.

Det er så et af de virkemidler, som man kunne tage i brug, men som desværre ikke vinder opbakning her i Folketingssalen. Men på den måde tager vi selvfølgelig ansvar for det, vi var med til, og vi anviser så også nogle veje til at gøre tingene bedre for almindelige danskere.

Tak. Hr. Christian Juhl.

En midlertidig forlængelse bliver der sagt, men når arbejdspladserne er fosset ud af landet i de 10 år, som Dansk Folkeparti har haft magt, er det jo lidt mærkeligt, at man ikke siger, at det da var en fejl.

Jeg vil gerne høre, hvorfor pokker Dansk Folkeparti ikke mødte op til den nuværende regerings finanslovforhandlinger med kravet om en midlertidig udskydelse af ikrafttræden af dagpengeforliget. Hvorfor står det ikke i de otte punkter, som man offentliggjorde som de punkter, man ville satse mest på, når man kom ind til statsministeren til forhandlinger?

Tak. Ordføreren.

Jeg tror, det er velkendt, at vi hele tiden har ment det om midlertidig forlængelse af dagpengeretten.

Det, vi forsøgte med de otte punkter, vi lavede i forbindelse med en invitation til et møde i Finansministeriet om finansloven for 2013, var jo at se, om der var reel forhandlingsvilje fra regeringens side over for Dansk Folkeparti. Og derfor havde vi selvfølgelig også lavet kravene ud fra at ville teste regeringen, om den var interesseret i at indgå en reel forhandling med os. Og kravene blev jo aflæst sådan uden for huset, at det var det, der var vores mål med det.

Det viste sig jo desværre, at regeringen ikke ønskede en reel forhandling, for vi kom til dét ene møde, og så hørte vi ikke mere. Sådan er det, og det er jo regeringens ret. Vi er ikke bitre folk, så vi kommer, næste gang der bliver kaldt, og så prøver vi igen. Men det var simpelt hen derfor, at vores krav var afstemt, som de var.

Tak. Der er en ny spørger, hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance, værsgo.

Hvad er det for nogle forudsætninger, som har ændret sig, siden Dansk Folkeparti indgik aftalen om en 2-årig dagpengeperiode? Hvad er det for nogle forudsætninger i den aftale, som har ændret sig, siden man indgik den?

Tak. Ordføreren.

Jamen det drejer sig sådan set ikke om forudsætningerne i selve aftalen. Det er mere det med, at der i den retorik, som aftalen blev omgærdet af, var en erkendelse, også hos vores aftalepartnere, om, at man mente at kunne forudse, hvornår krisen var overstået, og hvornår tingene blev normaliseret igen.

Det, der efterfølgende har vist sig, er, at det vidste man åbenbart ikke. Den daværende regering håbede eller troede eller spåede, at krisen ville vare kortere, end den varede. Vi kan se, at krisen har varet ved i længere tid. På trods af at der så er kommet en ny regering, der taler om kickstart, til, kan vi se, det ikke har virket. Krisen kradser fortsat, og nu har man udskudt det forhåbentlige opsving foreløbig med 1 år.

Det er simpelt hen baggrunden for, at vi har vurderet, at man må tage nogle initiativer for at hjælpe de ledige.

Tak. Hr. Joachim B. Olsen.

Det lå i forudsætningerne i den aftale, som Dansk Folkeparti indgik om en 2-årig dagpengeperiode – hvilket jeg synes at Dansk Folkeparti fortjener meget stor ros for, de tog ansvar for dansk økonomi på langt sigt – at nettoledigheden i de efterfølgende år ville være på 135.000 personer, som der stod i aftalen.

Nettoledigheden er i dag på 125.000. Det vil sige, at forudsætningerne har holdt. Når man har indgået en aftale og forudsætningerne holder, hvorfor vil man så ændre på en aftale?

Tak. Ordføreren, hr. Kristian Thulesen Dahl.

Den, der virkelig lyttede godt efter, ville altså kunne høre, at det, jeg svarede, og det, hr. Joachim B. Olsen nu siger, er fuldstændig stringent.

Jeg henviser ikke til noget i indholdet af aftalen. Jeg henviser jo til, at retorikken, da vi lavede den forkortede dagpengeperiode til danskerne, var, at nu kunne man imødese, at krisen snart var ovre, og nu kunne man forvente, at der blev en normalisering.

Man må bare sige, når man kigger ud nu, og når vi senest i sidste uge fik at vide, at økonomien ikke bare er i stilstand, men er i tilbagegang, så ser man, at krisen er langt dybere end det, der blev forudset dengang.

Jeg synes, man skal reflektere over og tage stilling til som politiker, hvad man vil gøre ved det. Og der har vi så et konkret forslag for at komme de ledige i møde.

Tak for det. En ny spørger, fru Sara Olsvig, IA. Værsgo.

Tak. Jeg kunne høre, at ordføreren i sin ordførertale kom ind på spørgsmålet om udefrakommende arbejdskraft i Grønland. Derfor vil jeg høre, om Dansk Folkeparti kan bekræfte det, som man skriver på sin hjemmeside, nemlig at det er Dansk Folkepartis opfattelse, at storskalaloven skal til endelig vedtagelse her i Folketinget. Tak.

Tak. Ordføreren.

Vi afventer jo regeringens forslag til behandling i salen af de ting, der skal til behandling her i salen.

Jeg håber, at jeg kan tage spørgsmålet som udtryk for, at vi så i hvert fald er enige om, at der er dele af storskalaprojektet eller af lovgivningen omkring det, som jo har baggrund i en accept fra Folketinget. For der er altså dele, som er omfattet af fællesskabsregulering, som altså ikke er hjemtagne områder for Grønland, og dem skal vi behandle her i Folketinget. Og så ser vi det konkrete forslag, når det kommer og vi skal behandle det.

Det, jeg har brugt tid på her i dag, har jo været på at udtrykke min forundring over, at regeringspartierne taler meget om at bekæmpe social dumping og løntrykkeri, men åbenbart synes, det er glimrende, eller i hvert fald synes, det er fuldt tilfredsstillende, hvis det sker i Grønland, bare det ikke sker i Danmark. Det synes jeg er dobbeltmoralsk, og det synes jeg er forkert.

Tak. Fru Sara Olsvig.

Tak. Dansk Folkeparti skriver specifikt på sin hjemmeside, at det er storskalaloven, som skal til endelig vedtagelse i Folketinget, og det er det, jeg vil spørge om stadig er Dansk Folkepartis holdning at den skal.

Derudover vil jeg høre, om Dansk Folkeparti tidligere har oplevet problemer med, at udefrakommende arbejdere tager ophold i Danmark efter endt arbejde i Grønland. Vi har jo erfaringerne med olieefterforskningsboringerne i 2010 og 2011, hvor der også kom hundredvis af arbejdere til Grønland og udførte det arbejde.

Endelig vil jeg høre, hvordan Dansk Folkeparti har kunnet vide, at det lige præcis skulle være kinesere, som kom, eller – i gåseøjne – kommunistkinesere, som Dansk Folkeparti godt kan lide at kalde de arbejdere, der muligvis kommer til Grønland. For vi ved faktisk ikke selv, hvem der lige præcis kommer og arbejder der.

Tak. Ordføreren.

Nu er Kina jo et kommunistisk land, så at tale om kommunistkinesere er jo at sige det, som det er. Jeg ved ikke, om de bliver fornærmede over det eller stolte over det; det kan jeg ikke rigtig finde ud af. Det er jo et diktatur, de lever jo ikke i frihed i Kina.

Om storskalaloven vil jeg sige, at den kommer til behandling her på forskellig vis. Der er rejst en forespørgselsdebat, hvor vi jo kommer til at diskutere storskalaprojektet. Der kommer også et lovforslag fra regeringen, som skal udmønte de dele, som har at gøre med dansk kompetence i forhold til Grønland. Så Folketinget kommer til at tage stilling til det. Og så kommer vi jo til at trykke på knapperne, med hensyn til om vi synes, det er en god idé, at man giver mulighed for social dumping, løntrykkeri, bare det foregår i Grønland, eller om vi ikke synes, det er en god idé.

Tak. Der er en ny spørger, og det er fru Liv Holm Andersen fra Det Radikale Venstre.

Tak for det. Jeg kunne godt tænke mig at spørge lidt ind til kontanthjælpen, som vi har diskuteret en lille smule i dag. Forleden dag diskuterede vi starthjælpen hernede i Folketingssalen, som Dansk Folkeparti jo som bekendt ønsker at genindføre. Det kunne Dansk Folkeparti godt tænke sig, fordi det har et enormt beskæftigelsesincitament, når man sådan giver særlig udvalgte grupper, her udlændinge, særlig lave ydelser.

Så kunne jeg bare godt tænke mig at høre, om det så er Dansk Folkepartis plan, at al kontanthjælp skal ned på det samme lave niveau som starthjælpen, hvis det har den her store beskæftigelseseffekt. Er det Dansk Folkepartis holdning?

Tak. Ordføreren.

Nej, det er ikke vores holdning. Vi ønsker starthjælpen genindført. Vi mener, at det er et integrationsfremmende redskab. Vi synes, at det er dårligt, at regeringen har valgt at afskaffe starthjælpen.

I forhold til kontanthjælpen ønsker vi jo et kontanthjælpsloft genindført, og så imødeser vi i øvrigt, at regeringen tager initiativ til forhandlinger om en kontanthjælpsreform. Vi møder gerne op til de forhandlinger. Vi synes bestemt, at der er ting, man bør kigge på. Men den der tro på, at bare man tager kontanthjælpsmodtagerne og giver dem en markant lavere ydelse, så er det godt, deler vi ikke. Det er vi ikke med på. Der er forsørgere, og der er også andre folk, som vil få store, store problemer, hvis vi ændrer grundlæggende på kontanthjælpsordningen.

Vi kommer til de forhandlinger, regeringen indbyder til, og så ser vi, om der er nogle muligheder for, at vi kan lave en aftale med regeringen. Vi ser på det.

Tak. Fru Liv Holm Andersen.

Jeg må indrømme, at jeg simpelt hen ikke forstår, hvorfor de sociale problemer, som Allan støder på, er anderledes end de sociale problemer, Ahmet støder på, eller hvorfor incitamentsstrukturen for Allan er en anden, end den er for Ahmet.

Men lad nu det ligge, for jeg kunne godt tænke mig at spørge ind til det andet, vi har talt om i dag, nemlig den fremtidige kontanthjælp.

Venstre, som er Dansk Folkepartis samarbejdspartner, vil jo gerne skære ned i kontanthjælpen for at få råd til, at der skal være nulvækst, samtidig med at man bibeholder høje udgifter til uddannelse, til sundhed og til ældreområdet.

Så jeg kunne bare godt tænke mig at høre: Er Dansk Folkeparti enig i det?

Tak. Værsgo til ordføreren.

Jeg har ikke opfattet det sådan, at der er kommet et fælles udspil om en kontanthjælpsreform fra Venstre og Dansk Folkeparti. Venstre er kommet med sit bud, men det må man altså diskutere med Venstre. Vi imødeser regeringens udspil. Vi har fået at vide, at der kommer et udspil til en kontanthjælpsreform. Det vil vi meget gerne drøfte med regeringen. Vi ser nok ikke helt den samme provenumulighed som andre her i salen, men vi diskuterer det gerne med regeringen, hvis regeringen ønsker at indbyde Dansk Folkeparti til forhandlinger om kontanthjælpsområdet.

Tak. Der er en ny spørger, og det er hr. Eigil Andersen fra Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Hvilken regering mener Dansk Folkeparti har gjort mest mod social dumping? Var det den tidligere regering under hr. Lars Løkke Rasmussen eller den nuværende?

Vi kan se på, hvad den nuværende regering har gjort. Den har f.eks. årligt bevilget 65 mio. kr. til mere effektiv kontrol fra myndighedernes side mod social dumping. Der er gennemført mange razziaer. Og jeg kan fortælle Dansk Folkepartis ordfører, at når der ruller en kortege af biler ind på en byggeplads med Arbejdstilsynet i den første bil, SKAT i bil nummer to, og så politiet i bil nummer tre, er det noget, der gør indtryk. Der er blevet gennemført i stribevis af razziaer og afsløret i hundredvis af ulovlige forhold fra østeuropæiske firmaers side.

Vi har fordoblet størrelsen på de bøderne i forbindelse med ulovlig kørsel med udenlandske lastbiler. Arbejdstilsynet kan nu uddele straksbøder, hvis man ikke er registreret i det register, som man skal være registreret i osv. Det er noget af det, som den nye regering har gjort.

Men hvad gjorde den tidligere regering, som Dansk Folkeparti støttede? Hvilken af de to regeringer har efter DF's opfattelse gjort mest mod social dumping?

Tak. Ordføreren.

Der er faktisk to svar.

Det ene svar er, at ingen af regeringerne, der bliver nævnt, har gjort nok i forhold til social dumping. Det synes jeg da er åbenbart, når man ser, hvordan virkeligheden ser ud – ser den, som den er.

Det andet svar er, at man skal være opmærksom på, at problemet eskalerede, da man åbnede for, at østeuropæiske arbejdere kunne komme til Danmark.

Må jeg ikke bare henlede opmærksomheden på, at da man havde diskussionen om, hvorvidt man skulle åbne det danske arbejdsmarked for østeuropæiske arbejdere, var Dansk Folkeparti ikke enig med den daværende regering. Men vi kunne ikke stille noget op, for den daværende regering havde jo et flertal sammen med nogle af de nuværende regeringspartier.

Derfor kunne man sådan set ændre på vilkårene, selv om Dansk Folkeparti ikke syntes, at det var en god idé. Vi kunne se, at det her ville kunne skabe en alt for voldsom påvirkning af det danske arbejdsmarked. Og det er præcis også det, vi ser i dag.

Så synes jeg, at det er fint, at der bliver sat nogle midler af til razziaer og lignende, det støtter jeg – det sagde jeg allerede i mit ordførerindlæg; jeg vil gerne kvittere for de positive ting, der er i finanslovaftalen. Men det har jo ikke noget at gøre med, at man slet ikke tog fat på problemet, dengang man havde muligheden.

Dengang var der desværre et flertal her i Folketinget uden om Dansk Folkeparti for at lempe vilkårene for at komme til Danmark.

Tak for det. Hr. Eigil Andersen.

Der bliver meget behændigt ikke svaret på det, som jeg spurgte om.

Der bliver sagt, at der ikke er gjort tilstrækkeligt mod social dumping. Det er vi i SF enige i. Derfor arbejder vi også videre med spørgsmålet, ligesom vi har gjort i det her års finanslov.

Jeg vil gerne gentage mit spørgsmål. Blev der gjort mest under den tidligere regering eller under den nuværende? Sandheden er jo, at der er foregået langt, langt mere mod social dumping under den nuværende regering end under den tidligere.

Under den tidligere regering havde Dansk Folkeparti et medansvar for, at den bare lagde armene over kors.

Tak. Ordføreren.

Man vil altså hurtigt kunne erindre, at Dansk Folkeparti i hvert fald ikke lagde armene over kors. Dansk Folkeparti har i den grad påberåbt sig problemets omfang, hvad angår social dumping og østeuropæisk arbejdskraft. Det vil jeg gerne berige spørgeren med ved eventuelt at fortælle om efterfølgende.

Den anden ting, jeg vil sige noget om, er, at jeg altså synes, at det er en underkendelse af problemets omfang, hvis man tror, at man lige kan håndtere det ved hjælp af et øget antal razziaer og lignende. Det er godt, at man gør det, men helt fundamentalt er der jo et kraftigere behov for, at man løser problemet, bl.a. ved hjælp af andre regler i EU for, hvad Danmark har ret til.

Det er fint med symptombehandling og fint, at der bliver sat penge af til det. Men løser det problemet fundamentalt? Nej, det gør det ikke.

Der er regeringen jo ikke til at trække til truget i forbindelse med de mulige løsninger, der kan anvises, og som for alvor vil gøre op med social dumping og løntrykkeri.

Tak. Der er en ny spørger. Hr. Rasmus Prehn, Socialdemokratiet. Værsgo.

Først og fremmest vil jeg gerne have lov til sådan officielt at ønske Dansk Folkepartis finansordfører tillykke med formandsposten i Dansk Folkeparti. Det er jo sådan lidt et sceneskifte, vi ser her. Når man kigger op på talerstolen, ser man jo, at der er tale om en hel partierobring. Det er sådan et helt nyt sceneskifte, vi ser her, hvor både formandsstolen og talerstolen er erobret af Dansk Folkeparti.

Varsler det en ny tid i dansk politik? For når jeg sådan hører på, hvad hr. Kristian Thulesen Dahl har sagt hele formiddagen her, synes jeg jo, det er én lang kritik af partiet Venstre. Det er én lang kritik: Til Venstres forslag om nulvækst siger man nej tak; til Venstres forslag om en hård kurs over for de offentligt ansatte og over for de svage siger man nej tak, og til Venstres forslag om selskabsskattelettelser siger man nej tak.

Det virker, som om Dansk Folkeparti hele vejen igennem står og lægger Venstre på is. Er budskabet, vi kan tage med her fra finanslovdebatten, at Dansk Folkeparti opfordrer Venstre til at få en ny økonomisk politik, og at Dansk Folkeparti i og for sig – hvis ikke det sker – er i gang med at melde sig ud af blå blok?

Tak. Så er det ordføreren.

Jeg kan sige tak til formanden for ordet; så er det jo fuldendt.

Altså, de ting, jeg siger her, repræsenterer jo meget nøje de ting, Dansk Folkeparti sagde i valgkampen sidste år. Den trænede og erfarne lytter vil jo notere sig, at der er en rimelig robusthed over det, vi sagde før valget sidste år, for det er det samme, vi siger nu. Og så må andre partier jo svare for sig. Men man kan jo dårligt klandre Dansk Folkeparti for, at partiet er til at kende både før og efter et valg.

Tak. Hr. Rasmus Prehn.

Man kan ikke klandre Dansk Folkeparti for at sige noget før et valg og det samme efter et valg. O.k. – lad os lige lade den stå lidt. Hvad er det så, der er ændret? Er det måske Venstres politik, der har ændret sig? Var Dansk Folkeparti så enig med hr. Lars Løkke Rasmussen, da han sagde, at nulvækst vil give nedskæringer i den offentlige sektor, og at det vil give fyringer og katastrofal udvikling osv., eller er Dansk Folkeparti enig med hr. Lars Løkke Rasmussen, når han i dag siger, at nulvækst er vejen frem?

Tak. Ordføreren.

Nu er det Venstres formand, der ofte bliver nævnt her under debatten i dag, og jeg mener, at han på Venstres landsmøde sagde noget med, at han mente, at han flyttede Venstre. Jamen så er det jo sådan set noget hokuspokus at forsøge at gøre det til en problemstilling for os. Venstre må jo svare på, hvorfor de så gør det, de gør.

Jeg svarer på, hvad Dansk Folkepartis politik er, og hvad vi mener. Og nu har jeg igennem, jeg tror snart en times tid svaret på, hvad jeg mener om det realistiske i nulvækst frem til 2020, og hvad det vil betyde for de områder, som vi ønsker skal prioriteres i den offentlige sektor.

Det er sådan set min rolle her. Den er jo sådan set at modtage spørgsmål og at svare efter bedste evne, og jeg synes, det herefter står rimelig klart, hvad Dansk Folkeparti mener.

Tak. Der er en ny spørger. Hr. Ole Hækkerup, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak. Jeg tror, at det, som vi er mange der prøver at få has på, er følgende: Dansk Folkeparti siger, at de støtter Venstre. Så siger Venstre: Vi laver vores politik om, så den bliver mere liberalistisk. Så er vi rigtig mange, der prøver at spørge Dansk Folkeparti: Hvad giver det så anledning til af overvejelser i Dansk Folkeparti?

Man kan spørge om det på utrolig mange måder. Man kan også spørge om det på følgende måde: Dansk Folkeparti siger, at de ikke ønsker en nulvækst, men realvækst. Og regeringen siger, at den ønsker realvækst. Nå for pokker, tænker man, det var da pudsigt. Det kunne næsten lyde lidt som det samme. Så kommer Venstre og siger: Nej, nu skal vi virkelig have nulvækst. Hvorefter Dansk Folkeparti så drager følgende konklusion: Så for søren, det må vi hellere støtte.

Det giver jo anledning til et spørgsmål, som helt grundlæggende handler om, hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti støtter Venstre, når Venstre vil noget grundlæggende andet i den økonomiske politik end Dansk Folkeparti. Den situation er fundamentalt anderledes end under årene med VKO. Man ville det samme – ja, jeg var uenig – men man ville dog det samme, nu vil man ikke det samme mere. Kan ordføreren forholde sig til det?

Ordføreren.

Det er jo en fantastisk interesse, der er for, hvordan Dansk Folkeparti stiller sig. Og den glæder jeg mig over, og den takker jeg virkelig oprigtigt for. Det er ikke taktik eller sniksnak, det er virkelig oprigtigt. Jeg mener, det er vældig godt.

Hvis regeringspartierne mener, at jeg siger noget, der kan give anledning til, at regeringen vil invitere Dansk Folkeparti til fremtidige, store politiske forhandlinger, med henblik på at man kan finde hinanden, så kommer vi jo beredvilligt. Det har vi jo sagt fra første dag. Vi vil jo gøre alt, hvad vi kan, for at sparke døren ind og få indflydelse, fordi vi mener, at det er nødvendigt.

Vi vil da også forsøge at se, om vi kan formå regeringen til at normalisere f.eks. hele værdipolitikken. Man har jo sagt, at asylansøgerne skal ud fra asylcentrene osv. Kan vi få noget indflydelse? For det er jo et af de områder, hvor vi traditionelt har fået noget indflydelse de sidste 10 år. Og tingene er blevet lavet helt om, på trods af det som Socialdemokratiet så sagde i valgkampen, for der ville man jo ikke lempe udlændingepolitikken. Det gør man så alligevel efter valget. Kan vi få indflydelse på det, så tager vi den jo.

Sådan er verden jo lidt mere nuanceret, end spørgeren måske lige gav udtryk for. På den måde vil Dansk Folkeparti altid være kendt som et parti, der søger aktiv indflydelse. Får vi mulighed for f.eks. at få indflydelse på en kommende kontanthjælpsreform eller lignende, som regeringen skal forhandle, så tager vi jo den indflydelse.

Hvis det i virkeligheden er det, der sådan ligger til grund for Socialdemokraternes interesse her i dag for at udspørge mig, vil jeg bare sige, at så er det jo en åben dør, man sparker ind.

Tak. Sidste spørgsmål fra hr. Ole Hækkerup.

Altså, hvis man grundlæggende ikke kan støtte Venstres politik, når det gælder pengene til velfærden, hvorfor støtter man dem så?

Ordføreren, værsgo.

Det er da ret åbenbart. Det drejer sig om vores mulighed for at få indflydelse. Hvis man bare ser fra september sidste år og til nu, så var vores mulighed for at få indflydelse på den førte politik da langt større, da vi havde en Venstreledet regering end nu under en socialdemokratisk ledet regering.

Hold nu op. I realiteten har den her regering inviteret til nogle pseudoforhandlinger, hvor vi har kunnet møde op. Vi har ikke kunnet få svar på vores spørgsmål.

Jeg har i forbindelse med to finanslove – både i forbindelse med forhandlingerne om finansloven for 2012 og 2013 – været inviteret til møder ovre hos finansministeren. Jeg stiller en lang række spørgsmål for at finde ud af, om der er steder, hvor vi kan finde hinanden. Jeg får ikke svar på et eneste af mine spørgsmål.

Så tror man minsandten her i salen i dag, at det er relevant at spørge: Hvorfor vil I støtte nogle andre, for man kunne da måske snakke om tingene? Jamen så lad os da snakke om tingene. Men det er jo ikke det, der har været udtrykt, når vi har været inviteret.

Lad os nu se, hvordan det går. Man kan invitere os, og så kan vi se, om vi kan få indflydelse på tingene. Det glæder vi os til.

Tak! Så er det fru Sophie Hæstorp Andersen, værsgo.

Nu synes jeg, at hr. Kristian Thulesen Dahl begynder at blive lidt længere i spyttet, når det kommer til, om man støtter Venstres økonomiske politik eller ej. Jeg synes egentlig, at vi stadig væk mangler at få styr på det.

Hvis man grundlæggende ikke er enig med Venstre om den økonomiske politik med en nulvækst, som de lægger frem, mangler vi svar på, hvorfor man bliver ved med at støtte op om det. Er det alene, fordi man ikke synes, at man har indflydelse på den her regerings udlændingepolitik, eller er det, fordi Dansk Folkepartis interessefællesskab med Venstre i virkeligheden rækker langt ind i også den økonomiske politik, og at man i virkeligheden godt kan leve med nulvækst, når det kommer til stykket?

Tak. Ordføreren.

I en tid, hvor regeringen siger, at der ikke er råd til nødvendige forbedringer for danskerne, i en tid, hvor der er behov for – siger regeringen – større brugerbetaling på sundhedsområdet, f.eks. i form af større brugerbetaling på høreapparater, i en tid, hvor regeringen siger, at det er nødvendigt at skære i tilskuddet til tandrensning, den forebyggende tandbehandling, samtidig med at man har råd til at øge udviklingsbistanden, samtidig med at man har råd til at bruge mange flere millioner kroner på indvandrere og på asylansøgere i det danske samfund, giver det jo sig selv, at Dansk Folkeparti godt kunne tænke sig en anden prioritering i den økonomiske politik.

Det har jeg ikke lagt skjul på. Det her er ting, som jeg sagde helt tilbage i mit ordførerindlæg. Så jeg har i den grad sagt, at der er mange ting, vi godt kunne tænke os at prioritere økonomisk anderledes.

Dem, der vil tale med os om det, skal bare ringe, så kommer vi, og så ser vi, om vi kan få indflydelse. Og hvis Socialdemokraternes interesse i dag er udtryk for, at Socialdemokraterne godt kunne tænke sig et samarbejde med Dansk Folkeparti, så skal man bare ringe, så kommer vi.

Lad os så se, om vi kan blive enige om ting og sager. Det tror jeg ville tjene danskernes interesser. Spørgsmålet er jo, om man har modet til det, når det kommer til stykket, men vi er klar.

Tak. Fru Sophie Hæstorp Andersen.

Jeg vælger at tolke det derhen, at Dansk Folkeparti stadig står præcis det samme sted, som man gjorde, da man underskrev genopretningspakken, hvor man jo selv var med til at indføre brugerbetaling for 200 mio. kr. i det danske sundhedsvæsen, hvor man lavede en meget, meget kraftig opbremsning på hele sundhedsområdet, så vi faktisk gik baglæns i forhold til, hvor meget sundhedsområdet blev tilført. Der blev fyret tusindvis af social- og sundhedsassistenter og sygeplejersker i foråret 2010, fordi opbremsningen i de offentlige udgifter til sundhedsområdet var så heftig, at mange tusinde stillinger blev nedlagt.

Jeg lytter mig til, at det stadig væk er der, Dansk Folkeparti står, uanset hvad man siger.

Tak. Ordføreren.

Som jeg har sagt tidligere under debatten, tager vi ansvar for det, vi har lavet. Vi tager ansvar for de aftaler, vi har indgået. Dem står vi gerne til ansvar for både her i Folketingssalen og andre steder.

Jeg noterer mig, at fru Sophie Hæstorp Andersens kritik kommer på baggrund af, at jeg nævner, at den her regering åbenbart, efter fru Sophie Hæstorp Andersens opfattelse, viderefører, at der kommer en øget brugerbetaling på sundhedsområdet. Det må vi jo bare notere os. Man skærer i tilskuddet til tandrensning, til den forebyggende tandbehandling, og man øger folks egenbetaling til et nødvendigt høreapparat. Sådan er det bare. Det er jo bare en konstatering.

Jeg siger tak til hr. Kristian Thulesen Dahl.

Mødet er udsat til kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:00).

Forhandlingerne er genoptaget. Det ser ud til, at vi har ministrene indendøre, så det er jo helt fint.

Jeg har en meddelelse, inden vi fortsætter med sagsbehandlingen og ordførertalerne.

I dag er der følgende meddelelse:

Skatteministeren (Holger K. Nielsen):

Lovforslag nr. L 108 (Forslag til lov om forsyningssikkerhedsafgift på fossile brændstoffer og afgiftslempelse for procesenergi).

Titlen på den anmeldte sag vil fremgå af www.folketingstidende.dk (jf. ovenfor).

Der er ikke flere meddelelser, så vi fortsætter punktet om tredje behandling af lovforslag nr. L 1, som er forslag til finanslov for finansåret 2013.

Den næste ordfører er fru Sofie Carsten Nielsen, Det Radikale Venstre.

Inden ordføreren går i gang, skal jeg lige repetere, at vi jo har reduceret spørgetiden i dag. I første omgang er der 1 minut og derefter ½ minut. Man er frit stillet med hensyn til, om det er spørgsmål eller bemærkninger, for det hedder jo principielt korte bemærkninger.

Værsgo til ordførerens 10 minutter.

Tak. Som jeg ser det lige nu, kan hr. Jacob Jensen godt nå det. Tak.

Når jeg møder unge mennesker under uddannelse, som ingen praktikplads har, så ved jeg, at vi ikke har gjort det godt nok endnu i Danmark, og når jeg møder unge, der ikke kan få et arbejde, selv om de har gjort alt for at få sig en uddannelse, så bliver jeg forstemt, fordi jeg tager mig selv i at tænke: Godt man ikke er ung i dag.

I Danmark i dag er der unge, der ønsker at skabe sig et meningsfuldt liv, men er meget langt fra at realisere deres drømme på grund af en krise, som de ikke har skabt. Jeg føler mig dybt, dybt forpligtet på at forandre deres situation og sætte deres kræfter fri til gavn for hele Danmark. Jeg er sikker på, at det gælder de fleste af os. Som ny formand for Finansudvalget er jeg glad for lejligheden til at diskutere regeringens bud på fremtiden i form af finansloven for 2013.

Den økonomiske krise kan Danmark ikke forandre alene, men selvfølgelig skal vi tænke os om. Kunne vi have gjort noget anderledes for at undgå at blive ramt så hårdt? Nej, det er ikke Danmarks skyld, at der er krise i verdensøkonomien og Europa har været plaget af en langvarig gældskrise.

Til gengæld bærer VK-regeringen et stort ansvar for ikke at udvise rettidig omhu og for, at krisen ramte så hårdt, som den gjorde. Lad mig citere Nationalbankens direktør: Det gode spørgsmål er, om vi her i landet forinden havde gjort os sårbare over for det hårde stød, som kom til os udefra. Svaret er et ubetinget ja.

Også uden en finanskrise ville dansk økonomi have været under pres. Ja, der var tilstrækkeligt med advarsler allerede i 2006. Det kom så vidt, at Nationalbanken direkte opfordrede VK-regeringen til at stramme finanspolitikken med 8 mia. kr., men VK-regeringen gav endnu mere los for forbrugsfesten, og konsekvensen af den her uansvarlige finanspolitik blev helt som forudsagt en overophedning af økonomien og boligboblen.

VK-regeringen turde ikke gennemføre de nødvendige reformer, og lønningerne steg uforholdsmæssigt meget, og det forringede vores konkurrenceevne. Det betød, at mindst 130.000 arbejdspladser forsvandt, da krisen ramte os, og det er på den baggrund, at vi i dag debatterer finansloven for 2013 – en finanslov, der skal bringe Danmark sikkert og trygt igennem krisen, en finanslov, hvor vi prioriterer de knappe ressourcer, vi har til fællesskabet, benhårdt.

Lad mig kort nævne hovedprioriteterne i finansloven. Den første hovedprioritet er at holde hånden under beskæftigelsen og bekæmpe ungdomsarbejdsløsheden. Vi har fremrykket offentlige investeringer for knap 18 mia. kr., vi har betalt efterlønsbidrag på knap 28 mia. kr. tilbage, vi har lavet en skatteaftale med et investeringsvindue, der fremrykker og øger private investeringer for mellem 15 mia. og 20 mia. kr. og øger danskernes disponible indkomst med 7 mia. kr. allerede fra 2013. Vi har lavet en energiaftale, om øger investeringen i grøn energi over de næste 10 år med et beløb på mellem 90 mia. og 150 mia. kr. Samlet set sikrer regeringens økonomiske politik 20.000 nye private arbejdspladser i 2013.

Noget af det allervigtigste for danskernes muligheder i fremtiden er, at regeringens økonomiske politik med reformer og skarp prioritering har styrket verdens tillid til os. Når internationale investorer betragter Danmark som en sikker havn og er villige til at placere deres penge til meget lave renter, så gavner det både familier og virksomheder. Den historisk lave rente, vi oplever nu, har holdt hånden under 40.000 job i 2012. Det er 40.000 mennesker, der hver dag går på arbejde, gør nytte, løser problemer, finder på nye løsninger. Hvis renten havde været højere, ville nogle af de her mennesker være arbejdsløse. Verdens tillid er vigtig, når man er en lille økonomi.

Regeringen er opsat på at hjælpe de mange unge, som hverken kan finde et arbejde eller komme i gang med en uddannelse. De unges kvalifikationer skal forbedres, og de skal have erhvervserfaring. Vi vil ikke tabe årgange på krisens gulv. Derfor har vi afsat 600 mio. kr. til en ungepakke, der målrettet sætter ind over for de grupper af unge, der er særlig ramt af ledighed. Det er en pakke, der bl.a. forbedrer voksenlærlingeordningen for ledige og udvider og styrker jobrotationsordningen, og så er det en målrettet indsats til forløb, der bygger bro mellem uddannelse og praktik.

Den anden hovedprioritet i finansloven er uddannelse og forskning. Vores ambition er at gøre næste generation til den dygtigste generation nogen sinde.

Vi er glade for, at der aldrig før er blevet optaget så mange på både ungdomsuddannelserne og de videregående uddannelser som i 2012, selv om det betyder, at vi i endnu højere grad skal prioritere vores ressourcer skarpere.

Vi finansierer de nye studiepladser. Vi lukker ikke bare flere ind uden at ændre bevillingerne, som VK gjorde. Vi vil ikke have discountuddannelser. Vi har afsat flere midler til at styrke erhvervsuddannelserne, både når det gælder kvaliteten, og når det gælder en langsigtet løsning på mangelen på praktikpladser.

For regeringen er forskning og innovation en central forudsætning for, at fremtidens nye arbejdspladser bliver skabt herhjemme. Uden styrket forskning vil vi ikke kunne konkurrere med udlandet, og mange arbejdspladser vil gå tabt.

Trods krise og stramt budget investerer vi fortsat massivt i forskning. Finansloven sikrer et offentligt forskningsbudget på 20,3 mia. kr., som vil bidrage til at sikre Danmarks velfærd i fremtiden. Det svarer til 1,07 pct. af BNP, og dermed opfylder vi jo Danmarks målsætning om at afsætte mindst 1 pct. af BNP til offentlig forskning.

Vi har også prioriteret noget mere sund fornuft. Nu afsætter vi basismidler til universiteterne for en 3-årige periode. Det giver langt bedre muligheder for langtidsplanlægning og gode vilkår for grundforskning og udbud af uddannelser på højt internationalt niveau. En stor del af pengene er afsat til målrettet forskning i løsninger på de allerstørste udfordringer, vi har som samfund: energiforsyning, fødevarer, sundhed og miljø. Vi har også afsat midler til produktionsforskning. Viden og produktion går hånd i hånd på fremtidens danske arbejdspladser.

Den tredje hovedprioritet i finansloven er bekæmpelse af langtidsledighed og et uddannelsesløft til de ledige, der risikerer at miste dagpengene. I forlængelse af ungepakken har regeringen afsat yderligere 600 mio. kr. til uddannelse til ledige, til at styrke omskoling og løfte ufaglærte til faglærte. Pakken indeholder også initiativer, der sikrer en målrettet job- og uddannelsesindsats for de dagpengemodtagere, der risikerer at miste retten til dagpenge.

Vi skal hele tiden huske, at vi har én stor udfordring: Underskuddet på de offentlige finanser vil løbe op i godt 46 mia. kr. i 2013. Det er penge, som vi ikke har og skal ud at låne på finansmarkederne.

Takket være vores ansvarlige økonomiske politik kan vi i modsætning til mange andre lande låne og endda til en billig rente. Men det ændrer ikke den bundne opgave, som regeringen har pålagt sig selv. Vi kan ikke låne os til velfærd, og underskud skal vendes til overskud.

Det har krævet og vil fortsat kræve hård prioritering og stram styring af udgifterne både i staten, i regionerne og i kommunerne.

Vi sikrer, at der er balance på den strukturelle saldo i 2013, og at vi lever op til EU's henstilling om forbedring af de offentlige finanser. Men demografien, renteudgifterne og flere i uddannelse i de kommende år vil forværre den offentlige saldo igen. Det kræver yderligere reformer og prioriteringer, og det er det arbejde, der ligger foran os.

Jeg vil gerne slutte med at sige, at den her finanslov bringer os et skridt nærmere det Danmark, jeg ønsker at mine børn skal vokse op i. Politik handler jo om konkrete forandringer for mennesker. Finansloven handler også om mennesker. Den handler om, at vi hjælper de mennesker, der har allermest behov for det: med bedre vilkår for handlede mennesker, med børnecheck til flygtninge og en fair modtagelse, når de kommer til Danmark, med tilskud til at få ordnet tænder for socialt udsatte og med hjælp til hjemløse i København.

Det handler om mennesker, når vi prioriterer benhårdt, så vi kan investere i mere og bedre uddannelse. Det giver muligheder for vores børn. Og det handler om mennesker, når vi afskaffer både fedtafgift og sukkerafgift, for det gavner dansk erhvervsliv og skaber arbejdspladser. Det handler om de unge mennesker, som jeg møder. De skal have en fremtid, et job, en uddannelse, en praktikplads, og det er også vores ansvar. Det er dem, finansloven er for. Det er en ansvarlig finanslov i en svær økonomisk tid. Jeg er glad for aftalen, og jeg ser frem til at debattere den i dag.

Tak til ordføreren. Der er foreløbig ti indtegnet til korte bemærkninger, og vi starter med hr. Jacob Jensen, Venstre.

Det overrasker mig nok, at jeg ville få ordet som den første, men det takker jeg for. Så vil jeg sige, at jeg lagde mærke til, at ordføreren i sin tale sagde – nu citerer jeg efter hukommelsen – at VK-regeringen ikke turde gennemføre de nødvendige reformer. Det er måske en sandhed med nogle modifikationer, i og med vi jo faktisk gennemførte en del reformer, også sammen med De Radikale, bl.a. dagpengereformen.

Jeg har kigget i Økonomisk Redegørelse, som blev offentliggjort her i sidste uge fra regeringens side, og hvor der står, at man forventer et mærkbart fald i ledigheden, i takt med at dagpengereformen slår fuldt igennem, og jeg vil så spørge ordføreren: Hvilken negativ konsekvens for ledigheden får det så, når De Radikale nu er med til at udskyde indfasningen af dagpengereformen?

Ordføreren.

Jamen reformen står ved magt. Reformen holder hele vejen igennem, og den kommer til at blive indfaset og få den virkning, som hr. Jacob Jensen selv refererede til. Det er jeg stolt af, og jeg står fuldt ved den reform, som vi har været med til at gennemføre sammen – tak for det; det var jo på falderebet for Venstre.

Det, jeg hentydede til i min tale, var de 10 år, hvor Venstre havde magten, de havde magten i gode år og gennemførte ikke de nødvendige reformer; tværtimod var de med til at overophede økonomien og skabe en boligboble. Men reformen står ved magt.

Spørgeren til anden korte bemærkning.

Så vil jeg spørge helt kort, om ordføreren har en fornemmelse af, hvilken negativ konsekvens det har for ledigheden, at De Radikale sammen med regeringen og venstrefløjen er med til at udskyde indfasningen af dagpengereformen. For vi er enige om, at dagpengereformen er positiv i forhold til at få ledigheden til at falde. Men når man nu vælger at udskyde den, må ordføreren vel også have en fornemmelse af, hvilken negativ konsekvens det får, når man nu er med til at lægge stemmer til det.

Værsgo til ordføreren.

Dagpengereformen står ved magt og træder i kraft den 1. januar. Derefter er der en række initiativer, der er sat i gang for at give en særlig målrettet uddannelsesindsats til ledige og til folk, der risikerer at miste dagpengene i det kommende halve år. Jeg er rigtig glad for, at vi er med til at lave den helt konkrete målrettede indsats for 600 mio. kr. for at give de her mennesker en mulighed for at blive opkvalificeret og komme ind på arbejdsmarkedet. Men reformen står ved magt og træder i kraft den 1. januar.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak for det, og tillykke med ordførerskabet. Jeg glæder mig selvfølgelig til samarbejdet i Finansudvalget, et fantastisk udvalg, et vigtigt udvalg.

Regeringen har tidligere vurderet, at der ville være vækst i samfundet netop nu, at vi ville have en vækst i år på 0,9 pct. af BNP, at det ville gå fremad igen. Nu er regeringen i sidste uge kommet med sin vurdering af, hvordan det så rent faktisk går i 2012, og den her positive vurdering af en vækst på 0,9 pct. er nu afløst af, at der er et tilbageslag for dansk økonomi, at vi er i tilbagegang med 0,4 pct. Finansloven, som vi behandler i dag, er jo altså så lavet i en tid, hvor man troede, at der ville være en vækst i samfundet, som nu er afløst af en økonomi i tilbagegang. Så er spørgsmålet: Giver det anledning til, at der så kommer nye initiativer, at man gør noget?

Vi har jo altså at gøre med en regering, der påstod, at man med en kickstart kunne bringe Danmark ud af den økonomiske krise, at man virkelig kunne få sat gang i tingene igen, så betyder det, at vi nu er en økonomi i tilbagegang, selv om man altså øjensynlig har foretaget det, man selv vurderede var en kickstart, og at der bør tages nye initiativer for at sætte gang i dansk økonomi?

Værsgo til ordføreren.

Regeringen har to opgaver. Den ene er at føre en ansvarlig økonomisk politik, så der er tillid til dansk økonomi. Det gør vi ved at holde hånden under 40.000 job i Danmark, og ved at vi fører en så ansvarlig linje, at renten er så lav. Det er rigtig godt for danske boligejere og danske virksomheder, at den internationale kapital søger hertil, fordi Danmark betragtes som en sikker havn.

Den anden opgave er at skubbe på på økonomien inden for den ramme, som vi har. Den er meget begrænset, for vi skal efterleve henstillingen i 2013. Derfor har vi taget en række initiativer, og det var nogle af dem, jeg nævnte i min ordførertale: et investeringsvindue, at fremskynde offentlige investeringer, så vi renoverer boliger, alle de her ting. Det gør, at vi skubber på økonomien, skaber 20.000 job i 2013 og 10.000 job her i 2012.

Det er de to spor, vi skal følge, for ellers kan det gå meget værre.

Spørgeren til den anden korte bemærkning.

Jamen jeg forstår godt alt det der med, at hvis ikke man gør noget, går det meget værre. Men nu er vi en økonomi i tilbagegang. Danmark er en økonomi i tilbagegang, der er minusvækst. Finansloven er lavet med den formodning, regeringen havde på det tidspunkt, nemlig at vi faktisk var en økonomi i vækst. Så nu går det ned ad bakke i stedet for at gå op ad bakke, som regeringen troede, og så spørger jeg: Giver det anledning til nogle nye initiativer? Giver det anledning til noget som helst? Og svaret er vel rigtigt forstået, at det gør det ikke.

Så kommer der en masse forklaringer om, at man i forvejen har gjort noget, at hvis ikke vi havde gjort det, var det meget værre, og at EU siger et eller andet og sådan noget. Men er det så ikke rigtigt forstået, at det korte svar på mit spørgsmål i virkeligheden er: Nej, det giver ikke anledning til nye initiativer, at vi nu er en økonomi i tilbagegang?

Ordføreren.

Regeringen har sat en række initiativer i værk, mange af den træder i kraft her fra den 1. januar. Og sådan noget med, at EU derude siger et eller andet, og at andre lande gør noget andet, har en betydning. Vi lever ikke i en lille gopleverden, hvor vi ikke skal forholde os til, hvad EU siger, og hvad der sker i andre lande.

Det er de samme prognoser, vi bruger, som alle andre, og de er blevet lavet om. Det er de alle steder, det er de sådan set også i de lande, der ligger omkring os, og hvor man har været nødt til at ændre på de her forhold. Det gælder både Sverige, Storbritannien og Tyskland, de lande, der er omkring os, fordi gældskrisen i Europa desværre har været langt mere alvorlig, end vi forventede, og end vores naboer forventede.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten, værsgo.

Tak. Tillykke med formandskabet i Finansudvalget. Jeg er glad for, at den nye formand for udvalget gerne vil holde hånden under beskæftigelsen. Det er der også nogle gode tiltag til i finansloven, og det er jo en af grundene til, at vi laver finanslov sammen.

Men jeg synes, der mangler noget, så jeg vil gerne spørge ordføreren, om ordføreren har en plan for, hvordan regeringen vil skabe arbejdspladser til ca. 35.000 mennesker i løbet af 2013. Og når jeg spørger, er det jo, fordi det p.t. er det antal ledige a-kassemedlemmer, der risikerer at falde ud af dagpengesystemet, fordi regeringen holder fast i de forringelser, som VK-regeringen gennemførte med De Radikales støtte. Så er der en plan for at skabe 35.000 nye, rigtige, levende arbejdspladser til de mennesker?

Værsgo til ordføreren.

Jamen hr. Finn Sørensen kender jo de initiativer, som regeringen har sat i værk. Nogle af dem er lavet i samarbejde med Enhedslisten, og det er vi rigtig glade for.

Der er stadig væk – og jeg er ked af at gentage mig selv – to spor, vi er nødt til at følge i den her økonomiske debat. Vi er nødt til at føre en ansvarlig økonomisk politik, så der er tillid til dansk økonomi, for det er alfa og omega for, at vi overhovedet kan få et råderum til at holde hånden under og skubbe på dansk økonomi, investere i velfærd, som er de ting, vi gør på det her års finanslov inden for den meget begrænsede ramme, vi har. Hvis tilliden til dansk økonomi forsvinder, forsvinder der langt, langt flere job ud af Danmark, og det kan gå rigtig hurtigt. Derfor er vi nødt til at holde en meget ansvarlig linje, og det står jeg fuldt og helt bag.

Så har vi sat gang i de økonomiske initiativer, der gør, at vi skaber 20.000 job i 2013, og vi har en akutpakke, som gør, at vi sætter målrettet ind over for de ledige, der er ledige nu, og dem, som står til at falde ud af dagpengesystemet, og som er dem, hr. Finn Sørensen hentyder til.

Det er i gang. Det arbejde skal følges tæt, og det skal udvikle sig, men det er i fuld gang.

Spørgeren for den anden korte bemærkning.

De ca. 35.000, jeg nævnte, er jo de personer, som der p.t. ikke er en løsning for. Jeg kan forstå, at ordføreren ikke har nogen konkret plan for, hvordan man skaber arbejdspladser til dem. Men var det så ikke rimeligt, at hvis vi ikke kan skaffe job, så holder vi hånden under dem, som ordføreren selv sagde tidligere, nemlig ved at sikre, at de kan få dagpenge, hvis vi ikke kan skaffe dem et job? Og er det noget, ordføreren vil arbejde videre på sammen med Enhedslisten?

Ordføreren.

Dagpengereformen står ved magt, og den er jeg glad for og tilfreds med. Det er også den, der sikrer, at vi har og fører en ansvarlig økonomisk politik i Danmark, og at der er tillid til dansk økonomi. Og nej, jeg går ikke ind for borgerløn i Danmark.

Den næste for en kort bemærkning er hr. Ole Birk Olesen, Liberal Alliance.

Den radikale ordfører nævner jo ganske korrekt, at der er et forventet underskud på de offentlige finanser i 2013 på 46 mia. kr.

Nu er det jo sådan, at hvis man gerne vil gøre noget ved, at der er underskud på de offentlige finanser, skal man lade være med at bruge så mange penge. I 2012, altså i år, forventes det, at kommunerne bruger 8 mia. kr. mindre, end de ellers har gjort, og det er jo sådan set positivt – jeg tror måske, at ordføreren nikker.

Men man kan forstå på ordførerens partileder, at det faktisk er et meget stort problem, at kommunerne i 2012 har brugt færre penge, end regeringen havde håbet på, selv om det jo betyder, at underskuddet på de offentlige finanser i 2012 er mindre, end det ellers ville have været. Der taler vi om et underskud på over 70 mia. kr., som altså bliver mindre, fordi kommunerne bruger færre penge. Hvorfor problematiserer De Radikale det?

Ordføreren.

Regeringen har lagt en plan for at nedbringe underskuddet, sådan at vi rammer en balance i 2013. Når kommunerne nu har brugt 8 mia. kr. mindre end budgetteret, er der jo noget velfærd, som vi ikke har været i stand til at løfte.

Der er også nogle job, som skulle kunne være skabt derude. Derfor havde vi da gerne set, at de overholdt budgetterne. Det har de gjort, det er rigtig fint, men vi havde også gerne set, at de ikke havde været helt så forsigtige, fordi der også er mange job, der er gået tabt på den konto.

Hr. Ole Birk Olesen for anden korte bemærkning.

Jeg har altså ikke lagt mærke til, at der er store demonstrationer ude foran vinduerne af folk, der kræver mere velfærd, i de her år. Det virker, som om folk er udmærket tilfredse med det, de får fra det offentlige.

Er det så De Radikale meget magtpåliggende, at de skal have for 8 mia. kr. mere? Og hvis det handler om at skabe job, er det så De Radikales opfattelse, at man skaber job i Danmark ved at øge de offentlige udgifter?

Det må det jo være, siden man beklager, at der er færre offentlige udgifter, og hævder, at det er årsagen til, at man ikke skaber job nok.

Jamen hvad så? Så lad os dog øge de offentlige udgifter med 100 mia. kr., hvis vi skal følge De Radikales recept, men kan det virkelig være rigtigt?