Det næste punkt på dagsordenen er:

15) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 88:

Forslag til folketingsbeslutning om SU for studerende med handicap og kroniske sygdomme.

Af Stine Brix (EL) m. fl.

(Fremsættelse 02.04.2013).

Forhandlingen er åbnet, og den første, der får ordet, er ministeren for forskning, innovation og videregående uddannelser, værsgo.

Regeringen deler forslagsstillernes ambitioner om at sikre, at også studerende med et handicap eller en kronisk sygdom har gode muligheder for at tage en uddannelse. Vi står imidlertid over for den generelle udfordring, at mange studerende i dag er for lang tid om at påbegynde og gennemføre de videregående uddannelser. Den SU-reform, der nu er indgået af et bredt flertal af Folketingets partier, har først og fremmest til formål at fremme en bedre og tidligere færdiggørelse for alle studerende på de videregående uddannelser. Det gælder således også for studerende med handicap eller kronisk sygdom.

Men når det er sagt, er vi naturligvis ikke interesseret i med reformen, at de handicappede eller kronisk syge studerendes vilkår ændres utilsigtet, og derfor er vi også opmærksomme på den problemstilling, som forslagsstillerne rejser med beslutningsforslaget her, i forbindelse med at vi strammer kravene til de studerendes studieaktivitet. F.eks. har vi med aftalen åbnet op for, at den enkelte studerende kan søge om dispensation fra kravet om obligatorisk tilmelding til valg og prøver svarende til et fuldt studieår, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

Tilsvarende kan der gives dispensation fra reglen om, at den studerende skal have påbegyndt sit studium senest 2 år efter adgangsgivende eksamen for at få de ekstra 12 måneders SU-klip. Den dispensation kan gives, hvis ansøgere af væsentlige grunde, f.eks. særlige forhold i tilknytning til et handicap, ikke har haft mulighed for at påbegynde deres videregående uddannelse inden for de 2 år efter adgangsgivende eksamen.

Vi er nu i gang med høringsprocessen, hvor der var frist i går, og i respekt for processen vil jeg ikke på nuværende tidspunkt foregribe udfaldet af høringen og den drøftelse, som jeg skal have med partierne bag aftalen, men jeg vil dog understrege, at alle børn og unge skal have mulighed for at blive så dygtige, som de kan, og for at tage en god og en relevant uddannelse.

Vi ved samtidig fra analyser af området, at uddannelse er vigtig for, at personer med en funktionsnedsættelse finder beskæftigelse, og derfor er det forhold, at flere mennesker med handicap skal i uddannelse og i beskæftigelse, også et af fokusområderne i den handlingsplan på handicapområdet, som regeringen har igangsat arbejdet med. Arbejdet med handlingsplanen tager bl.a. udgangspunkt i principperne om inklusion, respekt for forskellighed, lige muligheder, tilgængelighed, myndiggørelse og selvbestemmelse for mennesker med handicap.

Der findes allerede i dag en række støtteordninger, som studerende med handicap eller kronisk sygdom kan søge. Støtten kompenserer for handicappet eller funktionsnedsættelsen, så de studerende kan gennemføre deres uddannelse på almindelige SU-vilkår. Det forudsættes således, at studerende med et handicap på almindelige studieforløb skal opfylde kravet om at være fuldtidsstuderende og studieaktive efter de almindelige regler, og de principper ændres der ikke ved med reformen af SU-systemet.

Studerende med et dokumenteret handicap har bl.a. mulighed for at få Specialpædagogisk Støtte, SPS. Det kan være støtte f.eks. i form af praktisk medhjælp, tegnsprogstolk, kurser, hjælpemidler generelt, herunder it-hjælpemidler eller sekretærbistand. I 2012 modtog ca. 3.900 studerende på de videregående uddannelser støtte via SPS-ordningen.

Hvis man har en funktionsnedsættelse, som gør, at man f.eks. er ringere stillet end sine medstuderende i eksamensøjemed, har uddannelsesinstitutionerne mulighed for at give dispensation fra de fastsatte eksamensbestemmelser i studieordningen. Det kan f.eks. være forlænget eksamenstid, brug af særlige hjælpemidler eller lignende.

Studerende på lange videregående uddannelser og professionsbacheloruddannelser, der har psykiske problemer, som på den ene eller den anden måde kan gribe forstyrrende ind i forhold til uddannelsen, f.eks. eksamensangst, ensomhed, specielle problemer, koncentrationsbesvær og lignende, kan desuden søge hjælp hos studenterrådgivningen.

Endelig har studerende, der modtager SU, og som har en funktionsnedsættelse, der gør, at de ikke er i stand til at tage erhvervsarbejde ved siden af studierne, mulighed for at søge om et handicaptillæg ved siden af SU. I perioden 2008-2011 er antallet af modtagere af handicaptillæg ved videregående uddannelser steget fra ca. 1.900 til ca. 3.700, altså en stigning på 92 pct. Studerende, der modtager handicaptillæg, kan i øvrigt søge ekstra SU-klip efter de gældende regler, hvis de f.eks. bliver syge eller oplever en forværring af deres lidelse.

Hvis de studerende trods de her nævnte kompenserende støtteordninger ikke er i stand til at gennemføre uddannelserne på samme vilkår som de øvrige studerende, har vi revalideringssystemet, som må tage over. I 2011 modtog omtrent 4.500 personer revalideringsydelse til videregående uddannelse.

Vi skal selvfølgelig løbende være åbne for at overveje, om ordningerne er skruet rigtigt sammen og være opmærksomme på, om de kompenserende ordninger virker efter hensigten. Man kan måske også med fordel på handicapområdet overveje, om vi i dag bruger pengene på den mest hensigtsmæssige måde. Det har altså ikke været en del af SU-reformen, og derfor kan man sige, at det jo i det videre perspektiv, hvor man kunne kigge på handicapområdet, jo også er oplagt at se det som et potentiale i udviklingen af nye innovative løsninger og ny teknologi inden for f.eks. digitalisering af undervisningsmaterialer, hvor de her løsninger vil være til gavn for dem, der har en funktionsnedsættelse, men jo i virkeligheden også kunne vise sig at være til gavn for alle mulige andre studerende.

Uddannelsesinstitutionerne har ligeledes et stort ansvar for at sikre inklusionen af unge med handicap eller kronisk sygdom på de videregående uddannelser, og det indebærer bl.a. et øget fokus på at gøre op med de barrierer, som studerende med handicap oplever. F.eks. er det selvfølgelig helt afgørende, at der er tilstrækkelig synlighed og vejledning om de muligheder, som de studerende har for at søge om kompenserende støtte.

Men alt i alt kan regeringen ikke anbefale beslutningsforslaget her, fordi vi mener, at vi med SU-reformen ikke ændrer på de grundlæggende principper, der er for studerende med funktionsnedsættelse, nemlig det, at de skal klare sig på lige vilkår, og vi vil heller ikke ændre i de kompenserende ordninger, men vi har samtidig taget højde for de ting med de i min tale nævnte dispensationsmuligheder, som er lagt ind.

Der er et enkelt medlem, der har bedt om adgang til en kort bemærkning, og det er fru Rosa Lund fra Enhedslisten, værsgo.

Tak. Og tak til ministeren for at dele Enhedslistens ambition om, at det også skal være muligt at tage en uddannelse, hvis man har et handicap eller en kronisk sygdom. Det er jo dejligt, at regeringen deler ambitionen, og man kan jo så spørge: Hvad har regeringen så tænkt sig at gøre for at opfylde den ambition, når nu man ikke har tænkt sig at støtte det her ændringsforslag?

Hvis jeg skal koge det helt ned, tror jeg bare, jeg vil spørge ministeren: Hjælper SU-reformen studerende med handicap eller kronisk sygdom, eller gør SU-reformen det sværere for studerende med handicap eller kronisk sygdom at tage en uddannelse?

Ministeren.

SU-reformen ændrer som udgangspunkt ikke ved de ordninger, der i dag skal kompensere studerende med funktionsnedsættelse eller andre handicap, sådan at de kan studere på samme vilkår som andre studerende, fordi den ændrer vilkårene generelt. Men derudover har vi altså med aftalen haft blik for den her udfordring ved at sikre dem dispensationsmuligheder fra kravet om det fulde skema, og at man automatisk er tilmeldt eksamener uden mulighed for at melde fra, og ved den særlige dispensationsmulighed, der er fra 2-årsreglen, hvis en situation relateret til ens handicap er årsagen til, at man ikke har kunnet søge ind inden for de 2 år.

Derfor har vi jo haft blik for det, og derfor mener jeg sådan set, at vi samlet set med reformen ændrer vilkårene for alle studerende, men uden at gå på kompromis med det princip, vi har, om, at vi kompenserer handicappede, så de kan studere på lige vilkår. Kan man ikke det, har vi heldigvis revalideringssystemet, som ganske mange jo på fortrinlig vis får hjælp fra for at kunne studere, selv om de ikke kan klare sig på lige vilkår.

Tak. Jeg har ikke noteret fru Rosa Lund for anden korte bemærkning. Men det ser ud, som om fru Rosa Lund gerne vil have den. ( Rosa Lund (EL): Det vil hun gerne.) Så skal man huske at trykke sig ind.

Anden korte bemærkning til fru Rosa Lund, Enhedslisten. Værsgo

Tak. Så vil jeg bare spørge ministeren: Hvis man ikke har tænkt sig at ændre noget i forbindelse med den SU-reform, man lige har lavet, er det så rigtigt forstået, at det bliver ved med at være sådan, at når studerende søger dispensation fra de her regler, kan de kun få dispensation, hvis det er akut – altså sådan, som det er i dag? Sådan som det er i dag, får man jo kun dispensation, hvis det er akut. Og det er jo ikke akut, hvis man er født med en kronisk sygdom eller er født med et handicap, for så har det været sådan længe. I dag får man jo kun dispensation, hvis det er noget, der opstår, mens man læser.

Så jeg skal bare bede ministeren om at opklare, om det betyder, at man nu ændrer de regler, så det faktisk bliver muligt at søge dispensation, når man har et handicap eller en kronisk sygdom, som man altså har haft længe, inden man er startet på sit studium, eller om det fortsat vil være sådan, at det skal være noget, der er akut opstået, før man kan få sin dispensation.

Ministeren.

Først og fremmest synes jeg, det er helt afgørende at holde fast ved det grundlæggende princip, som i en årrække har været gældende, nemlig at de kompenserende ordninger, vi har, skal gøre, at studerende med funktionsnedsættelse eller andre handicap kan studere på lige vilkår. Det tror jeg er et rigtig vigtigt princip. Dengang man afskaffede det såkaldte dobbelte ansøgningsprincip, altså at studerende først skulle gå til kommunen og siden søge ind på uddannelsen, gjorde man det ved at lave de her ordninger, bl.a. med handicaptillægget. Det er et vigtigt princip, og det tror jeg vi alle sammen synes. Og det tror jeg især er vigtigt for de unge med funktionsnedsættelse, altså at der er den ligestilling.

Det, fru Rosa Lund spørger om, er, om vi så alligevel – på trods af det princip, som jeg tror alle er glade for – skulle gøre nogle særlige ting. Og der er det, jeg peger på de ting, vi sådan set har taget højde for i reformen, hvor der altså med 2-årsreglen er nogle særlige ting, hvis ens handicap er årsagen til, at man ikke har kunnet søge ind inden for de 2 år, altså på grund af en udvikling, der har været. Og så er der den anden mulighed i forhold til det her med, at man skal være tilmeldt fag og prøver svarene til et fuldt studieår og ikke har mulighed for at melde fra ved eksamen. Og i forhold til det sidste er det jo sådan, at det er universiteterne og deres studienævn, som har kompetencen til at fastlægge praksis. Men her vil man have mulighed for at godtgøre, at man ikke kan følge et studium med de her antal point og det fulde skema og automatisk eksamen, og så vil studienævnet kunne dispensere fra det.

Den næste, der har bedt om adgang til korte bemærkninger, er fru Stine Brix fra Enhedslisten, værsgo.

Jamen jeg synes, at det er en rigtig god ting, at der er taget hensyn til studerende med handicap, når det gælder reglen om de 2 år, inden man søger ind på en uddannelse.

Man kan sige, at det her forslag, som vi har fremsat, jo er et forsøg på at rejse diskussionen om, at når man anerkender, at der er mange mennesker, hvis fremtid er et fleksjob, vil der også være en tilsvarende situation, når man er i uddannelsessystemet, hvor man ikke kan læse på fuld tid på samme vilkår eller på lige vilkår, som ministeren kalder det, som andre studerende. Man kan altså have et behov for at kunne læse mindre.

Ministeren henviser så til, at man kan få revalidering i stedet for, sådan som jeg forstår det. Så kunne jeg egentlig godt tænke mig at høre ministeren: Er det sådan, regeringens fremtidsvisioner er på det her område? Eller kunne man forestille sig, at man måske i fremtiden tænkte det her område som noget med fleksjob, altså at man arbejdede med en fleksuddannelse, som kunne tilpasses den enkelte studerende, så de altså ikke skulle arbejde på samme niveau eller i samme tempo som andre, men alligevel stadig væk havde de samme vilkår – at de f.eks. var på SU, og at det ikke skulle vurderes af kommunen, om den uddannelse, de nu skulle tage, var sådan, at de var berettigede til at kunne få revalidering?

Ministeren.

Nu fik fru Stine Brix så alligevel nuanceret det til sidst. For jeg tror i hvert fald, at der også blandt de forskellige handicaporganisationer er en rigtig stor tilfredshed med, at der er et grundlæggende princip om, at det er lige vilkår, og at det sådan set er det, vi stræber efter og kompenserer, så man studerer på lige vilkår. Det er det, den specialpædagogiske støtte er til for, og det er også det, som handicaptillægget er til for.

Jeg er glad for anledningen til lige at uddybe, hvad det er, vi lige præcis har gjort i forbindelse med kravet om, at man skal være tilmeldt fag og prøver svarende til et fuldt studieår. For det er selvfølgelig sådan, at det er en af de skærpelser, der er i de almindelige vilkår for studerende fremover. Men den enkelte studerende vil altså kunne søge studienævnet om dispensation fra at blive tilmeldt et fag og dette fags prøver, hvis der foreligger usædvanlige forhold.

Jævnfør universitetslovens § 18 ligger kompetencen til at træffe afgørelser i den her type sager ved studienævnet. Det er derfor det, der vil skulle forholde sig i de konkrete sager. Det vil bl.a. skulle vurdere, om den enkelte studerendes forhold og om de fysiske og psykiske funktionsnedsættelser betyder, at den studerende ikke vil have mulighed for at gennemføre sin uddannelse på fuld tid.

Såfremt studienævnet vurderer, at den pågældende studerende har dokumenteret, at det ikke kan lade sig gøre, må vi alt andet lige formode, at man vil komme frem til, at der er usædvanlige forhold. Det er i hvert fald den kompetence, studienævnet har.

Tak. Jeg har ikke registreret ønske om anden korte bemærkning fra fru Stine Brix. Det har hun heller ikke ønsket. Derfor siger vi tak til ministeren. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger. Vi går videre til den næste ordfører i talerrækken. Det er hr. Mads Rørvig fra Venstre, værsgo.

Tak for det. Jeg skal på vegne af Venstre og De Konservative takke Enhedslisten for at rejse debatten her i dag.

Forslagsstillerne fra Enhedslisten opfordrer regeringen til at tage hensyn til studerende, som på grund af handicap eller kronisk sygdom ikke kan klare et studie i normalt tempo og på normeret tid. Jeg er meget enig i det, ministeren gjorde rede for på talerstolen lige før, og jeg skal undlade at komme med den helt store gentagelse. Men jeg forstår bekymringen for handicappede studerende.

Det er vigtigt for Venstre, at det er muligt for studerende med handicap at gennemføre en uddannelse. Jeg mener også, at vi i det nuværende SU-system og også i den SU-aftale, som i øjeblikket er i høring, tager højde for, at det også vil være tilfældet fremadrettet. Når man kigger på udviklingen i, hvem der får handicaptilskud, er der, som ministeren nævnte, en stigning på 92 pct. Det vidner jo om, at uddannelse i højere grad er blevet tilgængelig for unge med handicap.

Så jeg kan meddele, at vi ikke kan støtte beslutningsforslaget, da vi faktisk mener, at der er taget højde for det i det nuværende system og også med den SU-aftale, der foreligger.

Der er foreløbig to, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Først er det fru Stine Brix fra Enhedslisten, værsgo.

Jeg kunne godt tænke mig at høre ordføreren, om det er ordførerens opfattelse, at den her mulighed, der så er for at få dispensation for kravet om fremdrift, også gælder studerende, som har et handicap, som ikke er blevet forværret, men som de altid har haft, men hvor det handicap betyder, at de ikke kan studere på fuld tid? Vil de kunne komme til studienævnet og få en dispensation ifølge Venstre?

Ordføreren.

Nu er det jo ikke Venstre, der skal afgøre, hvordan udfaldet af en afgørelse i studienævnet skal være, men hvis man ikke har mulighed for at gennemføre et studie på normeret tid efter de krav, der bliver stillet op, er man ovre i revalideringssystemet. Ellers har man jo mulighed for at få handicaptillæg i forbindelse med sit studie. Tager det længere tid, har man også mulighed for at få ekstra klip, på grund af at man har et handicap, som systemet er i dag, og det vil det også være fremadrettet.

Tak. Den næste, der har bedt om en kort bemærkning ...

Man skal trykke sig ind, hvis man gerne vil have adgang til anden korte bemærkning, og det kan nås endnu.

Fru Stine Brix for en kort bemærkning, værsgo.

Tak for det. O.k., vi husker at trykke os ind fremover.

Først bliver jeg nødt til at sige til ordføreren, at det jo ikke er korrekt, at et handicaptillæg betyder, at man får et ekstra klip, sådan at man kan forlænge sine studier. Et handicaptillæg betyder, at man får en højere SU som kompensation for, at man ikke kan have et studiejob. Så det er jo ikke rigtigt, at man kan forlænge sine studier med et handicaptillæg. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at Venstres ordfører så siger: Det er jo ikke mig, der skal bestemme, hvilke afgørelser man træffer i studienævnet. Det er rigtigt. Men det er ordføreren, der er med til at lave en reform, som regulerer, hvad det er, studienævnet kan afgøre. I den reform bliver der jo lagt op til, at man kan give dispensation, når der er tale om akut sygdom eller forværring af et handicap. Man kan ikke give dispensation, når der er tale om en kronisk sygdom eller et handicap, som gør, at man ikke kan studere på fuld tid.

Så lad mig prøve at spørge på en anden måde: Mener Venstre, at man skal kunne have lov til at studere på nedsat tid, hvis man har et handicap? Altså, skal vores SU-system være indrettet, så der er et hensyn til studerende, som ikke kan studere på fuld tid?

Ordføreren.

Jeg mener faktisk, at vi begge deler de bekymringer, og at det skal være muligt for handicappede at gennemføre et studie. Vi har jo alle sammen en interesse i, at de bliver imødekommet i det system, vi har i dag, også med den reform, som vi laver. For hvis man ikke har mulighed for at gennemføre efter de regler, der er, har man jo den mulighed, som 4.500 handicappede benytter sig af i dag, nemlig at bruge revalideringssystemet til at gennemføre en uddannelse.

Fru Rosa Lund, Enhedslisten, for sin første korte bemærkning. Værsgo.

Skal vi så tolke det sådan, at Venstre mener, at studerende med kroniske sygdomme eller studerende med handicap skal være på revalidering? Der er jo en forskel på at være på SU og på at være på revalidering, der er en forskel på, hvilke friheder man har og hvilke rettigheder man har. Så jeg vil gerne høre Venstres ordfører, så det bliver helt klart for os i Enhedslisten: Mener Venstre, at studerende med handicap, studerende med kroniske sygdomme skal være på revalidering, eller skal de være på SU ligesom alle andre studerende?

Ordføreren.

Nu tror jeg, man skal passe på med at skære alle studerende over en kam og også skære alle handicappede studerende over en kam, for det er jo i sagens natur forskelligt, hvilket handicap man har, og hvilke behov man har. Og der er handicappede, der gennemfører på normeret tid og får det ekstra SU-klip, som de er berettiget til. Hvis man ikke har mulighed for det, så har man jo muligheden for at deltage i en revalideringsordning og bruge den til at gennemføre sit studium.

Så vi tager højde for studerende i SU-systemet med handicap, og vi tager højde for handicappede studerende i andre systemer, for handicappede er ligesom studerende generelt meget forskellige, og det er også de behov, de har for at kunne gennemføre deres uddannelse.

Fru Rosa Lund for sin anden korte bemærkning. Værsgo.

Jeg synes, det er rigtig dejligt, at Venstre nu anerkender, at studerende er forskellige. Det har ikke været tydeligt i Venstres uddannelsespolitik de sidste 10 år i hvert fald, så det er jo dejligt med den anerkendelse.

Jeg er glad for, at hr. Mads Rørvig siger, at man tager højde for studerende med handicap og med kroniske sygdomme i vores SU-system. Kan hr. Mads Rørvig så ikke forklare, hvordan man tager højde for studerende med handicap eller kroniske sygdomme i den reform, man lige har lavet, hvor man jo, som fru Stine Brix rigtigt påpeger, kun kan få dispensation, hvis det er akut opstået? Hvis det er noget, som man har haft i længere tid eller i hvert fald har haft kendskab til i længere tid, som ikke er blevet forværret, eller som ikke er akut opstået, så kan man ikke få dispensation. Kan hr. Mads Rørvig ikke gøre det helt klart: Hvordan tager man højde for studerende, der er født med en kronisk sygdom eller et handicap?

Ordføreren.

Jamen der er 4.500 studerende på revalideringsydelse i dag, der vil kunne være med til at besvare det spørgsmål, for det er jo netop et billede af, at vi tager højde for den gruppe, ligesom vi tager højde for den gruppe, der har et handicap, som har mulighed for at få ekstra SU-beløb hver måned som kompensation for, at de ikke kan tage et arbejde.

Tak. Der er ikke flere, der har bedt om adgang til korte bemærkninger. Tak til ordføreren.

Tiden er nu så fremskreden, at vi afbryder mødet med henblik på frokosten. Derfor genoptager vi mødet kl. 13.00, og det bliver med Socialdemokraternes ordfører og den videre behandling af beslutningsforslag nr. B 88.

Mødet afbrydes og genoptages kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 11:58).

Mødet er genoptaget.

Den næste taler i ordførerrækken er hr. Daniel Toft Jakobsen, værsgo.

Vores normale ordfører for forskning og videregående uddannelser er desværre forhindret i at være her i dag, så derfor er det mig, der læser talen op.

For Socialdemokraterne handler handicappolitik om, at alle mennesker skal have lige muligheder og rettigheder, for alle mennesker rummer ressourcer og kompetencer, også selv om vi har forskellige udgangspunkter. Derfor deler vi selvfølgelig også forslagsstillernes ønske om at sikre, at alle studerende – også de, der har funktionsnedsættelser eller kronisk sygdom – skal have de bedst mulige forudsætninger for at tage en videregående uddannelse. Sådan skal det være.

Den SU-reform, der nu er indgået af et bredt flertal af Folketingets partier, skal understøtte, at de studerende på de videregående uddannelser kommer bedre igennem deres studier og bliver lidt tidligere færdig. Det gælder også for studerende med handicap eller kronisk sygdom.

Når det er sagt, ønsker vi naturligvis ikke, at vilkårene for studerende med et handicap eller en kronisk sygdom utilsigtet bliver ændret. Derfor har vi med aftalen åbnet for, at den enkelte studerende kan søge om dispensation fra kravet om obligatorisk tilmelding til fag og prøver, der svarer til et fuldt studieår, hvis der foreligger usædvanlige forhold. Vi har også åbnet for, at det er muligt at få dispensation fra reglerne om, at den studerende skal påbegynde sit studium senest 2 år efter opnåelsen af adgangsgivende eksamensbevis for at få de ekstra 12 måneders SU-klip. Det er betinget af, at ansøgeren eksempelvis på grund af særlige forhold i tilknytning til et handicap ikke har haft mulighed for at påbegynde en videregående uddannelse inden for de 2 år efter opnåelsen af adgangsgivende eksamensbevis.

Vi er med andre ord opmærksomme på den problemstilling, som forslagsstillerne rejser med beslutningsforslaget her, når vi strammer kravene til alle studerendes studieaktivitet. Samtidig er det grundlæggende sådan, at studerende på SU forudsættes at kunne gennemføre deres studier på almindelige SU-vilkår. Det betyder, at studerende med funktionsnedsættelser, som har behov for helt særligt tilrettelagte studieforløb, som udgangspunkt ikke hører til i SU-systemet. Har man helt særlige behov, der skal tages hånd om, kan den enkelte studerende søge hjælp eller revalidering hos kommunen, hvor der tages udgangspunkt i den enkeltes konkrete situation og behov. Det ændres der ikke på med regeringens forslag til SU-reform.

Samtidig er der mange gode muligheder for ekstra støtte inden for det nuværende SU-system til studerende med handicap, der studerer på almindelige vilkår. Det er muligheder, der har til formål at sikre, at studerende med handicap sidestilles med deres medstuderende. Det er eksempelvis SU-handicaptillægsordningen, som kompenserer de handicappede studerende, der ikke kan tage et studiejob, og ligestiller dem økonomisk med deres medstuderende, som kan tage et arbejde ved siden af studierne. Det ændrer SU-reformen ikke på.

Studerende med handicap har også mulighed for at søge om specialpædagogisk støtte såsom studiestøttetimer, støttepersonsordning, it-hjælpemidler og ergonomiske hjælpemidler. Hvis man har en funktionsnedsættelse, der gør, at man ikke kan gå til eksamen på samme vilkår som ens medstuderende, er det muligt at få dispensation fra de fastsatte eksamensbestemmelser i studieordningen i form af forlænget eksamenstid, brug af særlige hjælpemidler eller andet. Betyder et handicap, at en studerende på trods af støtte ikke kan gennemføre sin uddannelse inden for rammerne, men har brug for et særligt tilrettelagt uddannelsesforløb, er det som sagt muligt at søge hjælp eller revalidering hos kommunen.

Jeg vil gerne her til sidst understrege, at det er vigtigt for Socialdemokraterne, at alle har mulighed for at tage en god og relevant uddannelse, også når det kræver lidt ekstra. Vi er af den opfattelse, at der inden for vores SU-system, også med de ændringer, der sker med SU-reformen, allerede er mange gode muligheder, der tager hånd om studerende med handicap. Socialdemokraterne støtter derfor ikke forslaget.

Tak til den socialdemokratiske ordfører, og tillykke med jomfrutalen, som jeg kan forstå det var. Nej, det var det ikke. Så trækker jeg lykønskningen tilbage.

Så giver jeg ordet til hr. Jens Henrik Thulesen Dahl, der er ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak. Enhedslisten ønsker med det her beslutningsforslag at sikre, at der tages hensyn til studerende, som på grund af handicap har behov for længere tid til deres studie. Det sigte er Dansk Folkeparti helt og aldeles enige i. Vi mener, at hvis en person har evnerne til at tage en uddannelse, skal man også forsøge at sikre rammerne for at gøre det. Et af elementerne i det er naturligvis SU og den reform, der netop er blevet lavet, og hvor et af DF's fingeraftryk er at give mulighed for, at personer med handicap ikke er omfattet af 2-årsreglen, hvis de på grund af handicappet ikke kan overholde den. Men jeg tror, at det er vigtigt ikke at gøre det her til en simpel diskussion om SU-regler og om, hvorvidt forsørgelsesgrundlaget skal være SU eller revalideringsydelse. Det afgørende må være, om personer med handicap reelt har mulighed for at tage den uddannelse, som de er kvalificerede til.

Jeg deltog forleden dag i en såkaldt ekspertcamp afholdt af Sammenslutningen af Unge Med Handicap. Der var repræsentanter for uddannelsesinstitutioner, unge studerende med handicap, tænketanke m.v. Meningen med dagen var at lave et policy paper, som sammenslutningen skulle bruge til det videre arbejde. Udgangspunktet for dagen var en undersøgelse, som foreningen havde lavet, og som hed »Centrale udfordringer for studerende med funktionsnedsættelser på videregående uddannelser«.

Resultatet af den kunne deles op i fire temaer. Der er fysiske udfordringer, der kan handle om, at man simpelt hen ikke kan komme hen til det lokale, hvor man skal undervises. Der er faglige udfordringer, der kan handle om, at det kan være svært at komme i studiegrupper. Der kan være manglende hensyn fra undervisernes side – f.eks. hvis de står med ryggen til, når man er afhængig af mundaflæsning, eller at de ikke vil bruge mikrofonen, så man ikke kan høre, hvad de siger. Der er sociale udfordringer. Det kan være svært for de handicappede at komme med til sociale arrangementer. Endelig var der også udfordringer i forbindelse med den kompenserende støtte. Det var noget med sagsbehandlingstider, ansøgningsprocedure osv.

I løbet af dagen slog det mig, at rigtig mange af de ting, vi snakker om, er udfordringer, som man selvfølgelig kan have som studerende med handicap, men som også er udfordringer for rigtig mange andre studerende. Er f.eks. det at komme ind i en studiegruppe eller at deltage i sociale arrangementer svært, fordi man er blind, eller fordi man er voldsomt genert?

Ved siden af det her er der så et tema, som selvfølgelig skal håndteres. Det fysiske er jo et eller andet sted relativt nemt at have med at gøre. Det er ikke nødvendigvis gratis, men principielt er det til at have med at gøre, om der skal være en elevator eller der ikke skal være en elevator. Det handler i høj grad om at være forudseende, når der bliver bygget nyt, og når der bliver bygget om, så vi tænker det ind og sikrer, at der hen ad vejen kommer den tilgængelighed, der er brug for, og at vi i øvrigt selvfølgelig er fleksible i forhold til at bruge de muligheder, der er i dag.

Så er der også mange eksempler på, at den kompenserende støtte, jævnfør SPS-ordningen, eller hjælpemidlerne ikke er til rådighed, når studierne starter. Det skal der naturligvis tages hånd om, for hvis den handicappede bliver forsinket i sit studie, fordi vedkommende ikke får den hjælp, der er brug for, fra starten, så er det jo ikke den handicappedes skyld. Så er det systemets skyld.

Ekspertcampen sluttede med, at vi fik besøg af ministeren, som fik præsenteret dagens resultat, som bl.a. handlede om følgende: at give uddannelsesinstitutionerne ansvaret for tildelingen af kompenserende støtte, hvilket vil gøre støtten mere målrettet til den enkelte uddannelse og formentlig også gøre det meget mere omkostningseffektivt; at stille krav til uddannelsesinstitutionerne, bl.a. i udviklingskontrakterne, vedrørende deres ansvar for at sikre gode rammer, som også inkluderer studerende med handicap; at sikre en vidensopsamling på området, altså se på, hvordan den inkluderende uddannelsesinstitution egentlig ser ud, og hvad der virker, og hvad er det ikke virker, for det ved vi ikke voldsomt meget om i dag; og endelig at se på støtteordningen under et, altså se på, om vi bruger ressourcerne rigtigt, f.eks. til handicaptillæggene, eller om der skal kigges på det.

Ministeren kvitterede på mødet bl.a. ved at henvise til det arbejde, som regeringen har sat i gang med udarbejdelse af en handlingsplan på handicapområdet, der bl.a. skal have fokus på personer med handicap og på at få dem i uddannelse og i arbejde.

Dansk Folkeparti vil derfor opfordre til, at vi i udvalgsarbejdet arbejder med en beretning, som beder regeringen inddrage opfordringen og policy'en fra ekspertcampen i en helhedsvurdering af området for studerende med handicap og indarbejde det i en kommende handlingsplan for handicapområdet. I det arbejde vil det naturligvis også skulle indgå at se på behovet for muligvis at have dispensationer på forskellige områder. På den måde tror jeg at vi kommer længst i forhold til at styrke fokusset på området, og det er jo i sidste ende det, det drejer sig om. Tak.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Jeg kan huske tilbage til, da Dansk Folkeparti skulle ind og forhandle den SU-reform, som et flertal her i Folketinget er blevet enige om. Da var det en vigtig sag for Dansk Folkeparti, at de studerende med handicap ikke ville blive ramt af den her SU-reform. Hvordan mener ordføreren at det blevet opfyldt? Nu har Danske Handicaporganisationer og Sammenslutningen af Unge Med Handicap jo været ude og kritisere reformen og sige, at de er overbeviste om, at den vil forringe mulighederne for unge med kronisk sygdom eller med handicap. Så jeg vil gerne høre Dansk Folkepartis ordførers egen opfattelse af, hvordan SU-reformen hjælper den her gruppe studerende.

Ordføreren.

Jamen der er jo ingen tvivl om, at aftalen kunne være blevet bedre. Vi kunne sagtens have brugt flere penge, vi kunne sagtens have gjort mere. Det, Dansk Folkeparti havde fokus på, var ikke at forringe forholdene, bl.a. ved at sikre, at den 2-årsregel, som bliver indført for det 6. SU-år, ikke gælder, hvis man ikke kan komme i gang før forårsaget af sit handicap. Og så har vi jo tidligere hørt ministeren og også andre fortælle om, at der jo er dispensationsmuligheder. Det handler for mig om, at der rent faktisk er muligheder for de studerende med handicap for at kunne tage deres uddannelser, og ikke om, hvordan reglerne for den almindelige studerende kommer til at se ud.

Rosa Lund.

Tak. Og tak for svaret. Det er rigtigt, at der jo står i forligsteksten for SU-reformen, at man på en eller anden måde vil tage hensyn til studerende med handicap i forbindelse med 2-årsreglen. Men hvad med studerende med kroniske sygdomme? Det er slet ikke nævnt i forligsteksten noget sted. Hvad med de studerende?

Er ordføreren ikke enig i, at det forslag, som vi har fremsat i Enhedslisten, faktisk vil give studerende med handicap eller med kronisk sygdom bedre muligheder, end de har i dag? Så hvis Dansk Folkeparti er interesserede i at gøre livet lidt lettere for den her gruppe studerende, var det så ikke en idé at støtte forslaget?

Ordføreren.

Ud fra den logik, at flere SU-klip giver bedre forhold, kan man altid sige, at hvis vi giver alle studerende uendelig mange SU-klip, så får de bedre forhold, og så er der sikkert nogle, der har det meget bedre på studierne. Men det er jo ikke dagsordenen, og det er sådan set heller ikke vores dagsorden. Det, vi gerne vil, er egentlig at se mere helhedsorienteret på det.

Der er rigtig mange grunde til, at man som studerende med handicap kan blive forsinket. Lad os starte der, og lad os så få billedet bredt ud og se på, hvordan hele det her område ser ud, i stedet for at dykke ned og sige, at her har vi et lillebitte hjørne, som vi så gør et eller andet ved. Lad os få kigget på det hele, og lad os så tage det op, når regeringen kommer med et oplæg til en handlingsplan på handicapområdet, og så se, hvordan vi samlet kan sikre, at man som studerende med handicap reelt har mulighed for at tage den uddannelse, man er kvalificeret til.

Tak til Dansk Folkepartis ordfører. Så er det den radikale ordfører, hr. Uffe Elbæk.

Allerførst vil jeg sige, at Det Radikale Venstre selvfølgelig har stor respekt for den intention, der ligger bag Enhedslistens forslag til folketingsbeslutning. Den intention handler jo om at give unge med handicap eller kronisk sygdom gode vilkår på deres uddannelsesinstitutioner. Så intentionen kan vi selvfølgelig godt identificere os med og også forholde os til.

Så hvordan sikrer vi, at der ikke er barrierer? Hvordan sikrer vi, at de unge handicappede og unge med kronisk sygdom får den støtte, de har brug for? Der, hvor vandene skilles, er selvfølgelig i vurderingen af, om de muligheder så eksisterer eller de ikke eksisterer. Det Radikale Venstre mener, at der allerede nu er en lang række gode tiltag, som bakker op om den her gruppe af unge. Det har også været nævnt af de andre ordførere, der har stået her, og jeg skal ikke trætte med at gentage det, men gør det så alligevel: Vi har specialpædagogisk støtte, vi har handicaptillæg, der er dispensationsmuligheder, og endelig, hvis det ikke er nok, er der i sidste ende en mulighed for at få revalidering. Der skal vi forhåbentlig ikke hen, men der er altså en lang række tiltag.

Som det også er blevet sagt flere gange, går vi jo ikke i den her SU-reform ind og ændrer den del af mulighederne for unge handicappede. Så med afsæt i, at vi godt kan forstå intentionerne og opmærksomheden fra Enhedslisten, må jeg bare konkludere, at vi i Det Radikale Venstre ikke kan stemme for beslutningsforslaget.

Kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Jeg vil gerne igen takke for, at man deler intentionen i det her beslutningsforslag. Jeg kunne ønske mig, at man så også ville sætte handling bag intentionen.

Ordføreren for Det Radikale Venstre nævner, at der er dispensationsmuligheder i dag, og det er der jo også. Mener Det Radikale Venstre, at de dispensationsmuligheder, der er i dag, er tilstrækkelige – altså nogle dispensationsmuligheder, hvor man kun får dispensation, hvis der er tale om noget akut eller en forværring af ens handicap eller kroniske sygdom?

Ordføreren.

Det er jo det, der ligger i ordet dispensation. Der skal være en særlig begivenhed, der ligger til grund for, at man kan dispensere. Så det er selvfølgelig antagelser fra både Enhedslistens ordførers side og fra den radikale ordførers side, der står her, om, hvorvidt det er gjort godt nok.

Det er som sagt Det Radikale Venstres vurdering, at de tiltag, der allerede er på området, møder de behov, som der er i forhold til målgruppen. Men kan man kan jo altid se på det. Vi må jo også se, når SU-reformen bliver indfaset og gennemført, om der er nogle barrierer, som vi ikke har haft skarpt nok øje for. Og forslaget er jo også ude i høring nu, og vi vil selvfølgelig læse høringssvarene grundigt og vurdere, om de skal have effekt på reformen. Men dags dato er det min vurdering, at de muligheder, der rent faktisk er i forhold til specialpædagogisk støtte og handicaptillæg, møder behovene.

Rosa Lund.

Ordføreren siger, at det ligger i en dispensation, at der skal være sket noget særligt. Jeg vil gerne spørge ordføreren: Hvad så med de studerende, hvor det ikke er noget særligt, mens de læser? Hvad med de studerende, som har fået konstateret muskelsvind eller sclerose, da de var 12-15 år, altså inden de startede på en videregående uddannelse? Har de ikke også behov for at have nogle lidt andre rammer end de rammer, som regeringen har været med til at opsætte i sin SU-reform?

Ordføreren.

Jamen det er jo netop det, der er. Hvis der er unge, som har særlige handicap og er kronisk syge, er der som sagt den her række af muligheder. Jeg har nævnt dem tidligere, altså specialpædagogisk støtte, handicaptillæg og så i sidste ende jo også dispensation i forhold til studienævnets mulighed for at vurdere det. Det kan igen godt lyde lidt som gentagelser, men når man får specialpædagogisk støtte, er der jo mulighed for at få bevilget praktisk medhjælp, tegnsprogstolke, kurser, hjælpemidler, sekretariatsbistand etc. Det rammer jo netop ind i forhold til de her unge, der som sagt har et handicap eller er kronisk syge.

Tak til en radikal ordfører. Så går vi til Socialistisk Folkepartis ordfører, fru Lisbeth Bech Poulsen.

I dag behandler vi et beslutningsforslag fremsat af Enhedslisten angående SU for studerende med handicap og kroniske sygdomme. Beslutningsforslaget er – som flere også har sagt – i sig selv meget sympatisk, og jeg vil ikke bruge min taletid på at tale forslaget ned. At studerende med handicap og kroniske sygdomme skal have hjælp til at gennemføre studiet er vi helt enige i. Dog mener vi fra SF's side, at der i forvejen er flere gode instrumenter, når det kommer til hjælp til de studerende. Jeg vil derfor gerne bruge tiden på at forklare, hvilke muligheder der er i dag, og hvad der gør sig gældende med SU-reformen, for at demonstrere, at vi i forvejen gør meget, og at der ikke er brug for en lovændring.

Først og fremmest er det jo muligt for de studerende på videregående uddannelser at søge handicaptillæg, og tillægget er p.t. 8.180 kr. før skat. Tillægget gives til studerende, der på grund af handicap eller kroniske sygdomme muligvis ikke har mulighed for at have et studiejob. I SF synes vi, at den nuværende ordning med handicaptillæg er fair og stiller de handicappede studerende på lige fod med andre studerende rent økonomisk.

Det kan som sagt være meget svært eller helt umuligt at have et studiejob, og der kan være udgifter forbundet med den studerendes handicap eller sygdom. Med tillægget skal de studerende i mindre grad bekymre sig om, om hverdagen og økonomien hænger sammen. En dårlig økonomi er en belastning, som i mange tilfælde kan forværre psykisk sygdom. Derfor finder vi i SF den nuværende ordning fornuftig og helt i tråd med ønsket om at støtte de studerende, der har et fysisk eller psykisk handicap.

Jeg vil gerne påpege, at en økonomisk håndsrækning naturligvis ikke altid er nok. Det er Enhedslisten også tilsyneladende enige i i det her beslutningsforslag. I SF mener vi dog ikke, at der er grund til at ændre i SU-klippene for at hjælpe de studerende gennem uddannelsen. Der findes i forvejen flere muligheder for dispensation, hvis man har en kronisk sygdom eller et handicap. Derudover får man 12 måneders ekstra SU med den nye SU-reform, hvis man som studerende starter senest 2 år efter afslutningen af sin ungdomsuddannelse. Og skulle det ikke være tilfældet, er der, som det også er blevet nævnt, stadig mulighed for dispensation, selv om der er gået mere end 2 år. Derudover er der plads til 6 måneders forsinkelse på studiet, lige som uddannelses- og SU-systemet tager hensyn til en forværring i den studerendes sygdom eller handicap.

Af hjælpemidler kan nævnes specialpædagogisk støtte, SPS, som også er blevet nævnt heroppefra, som kan hjælpe med it-udstyr. Ordningen har vist sig at være rigtig gavnlig for ordblinde, som ikke bare får stillet it-udstyr til rådighed, som kan gøre det nemmere at komme igennem pensum, men også får mulighed for længere forberedelsestid til eksamen.

SF kan altså ikke støtte beslutningsforslaget, men ønsker samtidig at understrege, at vi ønsker, at studerende med handicap og kroniske sygdomme fortsat har gode og fair betingelser for at gennemføre en uddannelse.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund.

Tak. Igen er jeg utrolig glad for sympatien, og jeg vil da sige, at jeg glæder mig til den dag, hvor vi tager alle vores ambitioner og al vores sympati og gør det til handling.

Fru Lisbeth Bech Poulsen siger, at det nuværende system er fair med handicaptillæg. Er det fair, at man som studerende med handicap eller med en kronisk sygdom venter enormt lang tid på at få svar på, om man kan få det her handicaptillæg – altså venter enormt lang tid på at finde ud af, om man faktisk kan tage den uddannelse, om man kan overleve økonomisk, hvis man tager en uddannelse? Er det fair?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at der har været rigtig lang ventetid på at få besked på, om man kunne få et handicaptillæg eller ej, og den er heldigvis blevet nedbragt ret markant siden 2011. Målsætningen, som det også ser ud til vi når her i 2013, er jo, at ventetiden skal ned på 3 måneder, og det vil jeg også mene er en o.k. rimelig tidsgrænse i forhold til den administration, der nogle gange skal til. Nogle gange er det meget åbenlyst, at der er et handicap, og nogle gange er det måske lidt sjældnere lidelser, som man skal lidt mere ind i for at vurdere, om der skal et handicaptillæg til.

Rosa Lund.

Man kan jo sige det sådan her: Uanset hvor lang tid, man venter på grund af administrationen, har man stadig væk fået konstateret den sygdom, man har, eller fået konstateret det handicap, man har. Så jeg har lidt svært ved at forstå, hvordan der er noget administration, der kan tage længere tid, fordi der er noget, der skal undersøges mere. Altså, hvis en læge har givet en studerende eller en elev en diagnose, er den diagnose der, uanset hvor lang eller hvor kort tid en administration tager. Så jeg vil også mene, at 3 måneder er for lang tid.

Jeg vil bare hurtigt spørge til dispensationerne, som SF's ordfører også var inde på i sin tale. Bør vi ikke lave dispensationerne sådan, at de ikke kun gælder, når der er forværringer af noget, eller når der er noget, der er akut, men at de også gælder, når man har en diagnose, eller når man har et handicap, altså når det er noget, man ligesom ved, man har, og det er noget, man er født med?

Ordføreren.

Men der er jo en række dispensationer, uanset om den kroniske sygdom, man har, er uden – hvad skal man sige? – udsving. Dispensationerne er jo f.eks. længere forberedelsestid. Det er f.eks. det udstyr, man kan få stillet til rådighed, såsom en computer, der kan læse teksten op, hvis man er svært ordblind. Der er en række dispensationsmuligheder. Og hvis man er så uheldig at have en kronisk sygdom eller et handicap, betyder det jo ikke nødvendigvis, at man ikke kan starte på sin uddannelse inden for 2 år. Jeg synes også, at vi ikke skal tale det for meget ned. Det at have handicap kan være rigtig, rigtig hårdt, men mange mennesker lærer jo også at leve med det, specielt hvis de får redskaber stillet til rådighed for netop at blive stillet lige.

I Europarådets handicapkonvention, som vi jo også går op i og har ratificeret og lever op til, siger man jo, at der er ingen, der skal stilles ulige, altså at man ikke skal stilles værre, fordi man har handicap. Så forfordeler man nogle for netop at stille folk mere lige, men man skal heller ikke stilles mere fordelagtigt. På den måde siger man jo egentlig også, at vi regner med, at vi med de her hjælpemidler stiller studerende lige ved at forfordele nogen.

Så går vi til Liberal Alliances ordfører, hr. Villum Christensen.

Tak for det. Liberal Alliance kan dele regeringens argumentation og er enig i, at vi har fundet en fornuftig balance i de ordninger, som allerede eksisterer, med henblik på at kompensere de handicappede for de handicap, de reelt har, når det handler om at gennemføre en uddannelse. Så vi ser ikke nogen grund til yderligere at skærpe mulighederne for at få tillæg, eller hvad man nu kan forestille sig i den retning.

Der er en kort bemærkning fra fru Rosa Lund, så hr. Villum Christensen slipper ikke så let. Værsgo.

Nej. Tak, jeg har bare ét spørgsmål: Når Danske Handicaporganisationer og Sammenslutningen af Unge Med Handicap siger, at den SU-reform, som Liberal Alliance er en del af, forringer mulighederne for, at studerende med handicap og studerende med kronisk sygdom kan tage en uddannelse, påvirker det så slet ikke Liberal Alliance?

Ordføreren.

Selvfølgelig gør det det. Det er jo ikke første gang, vi har interesseorganisationer herinde, som gør deres synspunkter gældende, og det er vel også en del af demokratiet. Så er det jo altså politikernes pligt at afveje dem, og som jeg sagde i mit indlæg, synes jeg, man har fundet en fornuftig balance. For det er jo heller ikke meningen, at fordi man er handicappet, så skal man have bedre vilkår. Altså, de stramninger, vi ser i SU-systemet, skal jo ramme bredt, for ellers kommer vi ind i den forfordelingsproblematik, som jeg hørte omtalt af SF's ordfører.

Rosa Lund.

Jamen jeg har mange spørgsmål. Jeg vil gerne blive lidt i det her, for i Enhedslisten forstår vi ikke – jeg ved ikke, hvordan jeg skal formulere det – at Liberal Alliance ikke anerkender, at når man har en kronisk sygdom, eller når man er handicappet, så har man nogle andre udfordringer end andre studerende har. Det her handler ikke om, at studerende med handicap eller studerende med en kronisk sygdom skal have det nemmere end alle mulige andre. Jeg tror i øvrigt også, at der er mange andre samfundsgrupper, som får det svært med den her SU-reform.

Anerkender Liberal Alliance ikke, at man har nogle særlige udfordringer, hvis man har et handicap, eller hvis man har en kronisk sygdom? Anerkender Liberal Alliance ikke, at der er nogle ting, der kan være lidt sværere, især når man tager en lang videregående uddannelse?

Ordføreren.

Naturligvis gør vi det. Men det er nu sådan, at vi har en række tilbud i dette land netop til handicappede. Nu har ordføreren rigtig mange gange i løbet af debatten været inde på at nævne folk med kroniske handicap, muskelsvindramte og andre. Og der er det jo så viseligt indrettet, at vi har en sociallovgivning, som tager særlig sigte på, at dem, som har varige handicap, kan få nogle specielle vilkår, som bestemt ikke er dårlige i dette land. Jeg tror ikke, der er ret mange steder i verden, hvor man behandler de handicappede bedre, end vi gør i Danmark.

Tak til Liberal Alliances ordfører, der nu kan løslades. Så giver jeg ordet til ordføreren for forslagsstillerne, og det er også fru Rosa Lund.

Tak. Jeg vil gerne starte med at sige tak for en god debat. Jeg synes, det er en dejlig bekræftelse, at vi alle sammen er optaget af at sikre, at unge med handicap eller med kronisk sygdom også kan tage en uddannelse. Det synes jeg er dejligt. Jeg synes også, det er dejligt, at regeringen deler ambitionen i forslaget – flere ordførere har været oppe at sige, at man har sympati for forslaget. Det synes jeg er en start. Men er det så ikke også på tide, at vi gør noget ved det; at vi gør alvor af vores ord om, at man også har ret til uddannelse, selv om man har en kronisk sygdom eller et handicap; at vi gør alvor af vores ambition og af vores sympati?

I Enhedslisten har vi fremsat det her beslutningsforslag, fordi vi er optaget af, at alle i Danmark har mulighed for at tage en uddannelse, og at spørgsmålet om, hvorvidt man får en uddannelse, ikke skal afhænge af ens mors pengepung eller ens fars bogreoler, ligesom det heller ikke skal afhænge af, om man er født med en kronisk sygdom eller har et handicap.

Samtlige partier her i salen, faktisk alle undtagen Enhedslisten, er jo blevet enige om en SU-reform for nylig. Og det er Enhedslistens klare opfattelse, at den SU-reform vil betyde, at det nu bliver langt sværere for unge med en kronisk sygdom eller et handicap at gennemføre en videregående uddannelse. Selvfølgelig findes der – som der også er flere der har været inde på – studerende med en kronisk sygdom eller et handicap, som har mulighed for at gennemføre en uddannelse på normeret tid, men der findes også studerende, som netop på grund af det ikke kan gennemføre på normeret tid. Og her er problemet med SU-reformen, at der kun er ét sted i reformen, hvor man tager hensyn til studerende med et handicap, nemlig det afsnit, som vi har været inde på så mange gange i løbet af debatten, altså den del af reformen, der handler om, at man kan få 1 års ekstra SU, hvis man starter inden for 2 år efter endt ungdomsuddannelse.

Man kan jo sige, som jeg også sagde før, at der måske er nogle andre grupper, som også vil blive ramt af den her SU-reform. Det er en debat, vi har taget mange gange, og en debat, som jeg tror vi kommer til at tage igen, nemlig om reformen på andre måder rammer socialt skævt. Men jeg skal nok i dag holde mig til bare at snakke om det her hjørne.

Hvis man sover 16 timer i døgnet, eller hvis man er 3 timer om at stå op, er der mindre tid tilovers til studiet. Det synes jeg er helt logisk. Hvis man skal klikke på hvert eneste bogstav med musen på et skærmtastatur, tager det meget lang tid at skrive en rapport. Det skal altså også være muligt for de unge, som har de her forudsætninger, at tage en uddannelse, selv om de ikke kan gennemføre på normeret tid, og SU-reformen strammer jo meget op her.

Det her gælder især også i forhold til den regel, der handler om fremme af en aktiv studiekultur, som jo i praksis betyder, at man skal tilmeldes fag og prøver svarende til et helt studieår, altså 60 ECTS-point. I dag er der rigtig mange unge med en kronisk sygdom eller et handicap, som klarer sig gennem deres uddannelse ved at tage 20 ECTS-point ad gangen.

Jeg vil bare lige tillade mig at komme med et eksempel fra den virkelige verden. Det er desværre, kan man måske sige, ikke et tænkt eksempel. Det drejer sig om en pige på 22 år, som læser til it-ingeniør på Ingeniørhøjskolen i Aarhus. Hun er meget dygtig, hun er en velbegavet pige, og hun klarer sådan set sit studium rigtig godt, men hun kan bare ikke klare det på fuld tid, for hun er nemlig født med muskelsvind. Det betyder, at almindelige hverdagsgøremål som at stå op, gå i bad og tage tøj på kræver mange kræfter og tager meget tid. Det betyder også, at hun bliver langt hurtigere træt, end andre unge gør. Med den nye SU-reform vil det ikke længere være en mulighed for hende at gennemføre en uddannelse. Hun kommer til at miste sin SU, fordi hun ikke kan læse på fuld tid, og uden SU vil hun ikke have mulighed for at gennemføre sin uddannelse. I Enhedslisten synes vi, det skal være muligt for hende at gennemføre den uddannelse.

Vi har diskuteret dispensation en hel del i dag, og det har jo også været interessant at diskutere de regler, men jeg vil bare sige, at den her pige jo ikke kan få dispensation, medmindre hendes sygdom bliver forværret. Det kan vi da ikke håbe at den gør; hun skal da have dispensation, selv om hendes sygdom ikke bliver forværret – den er der jo stadig væk.

Så selv om de studerende med et handicap eller med en kronisk sygdom kan have nok så mange ønsker om en fremdrift eller en aktiv studiekultur, som det hedder i reformteksten, er det ikke sikkert, at de kan det.

Med ordninger om fleksjob, som vi ikke rigtig har diskuteret i dag, anerkender vi jo herinde på Christiansborg, at mange mennesker ikke kan arbejde fuld tid, og med den nye reform af fleksjob mener partierne bag endda, at man skal kunne have et arbejde, selv om man har en arbejdsevne, som svarer til kun 2 timer om ugen. Hvorfor gælder den samme anerkendelse ikke, når det handler om uddannelse? Den unge, hvis fremtid højst sandsynligt er et fleksjob, har jo samme funktionsnedsættelse, når personen læser, som når personen kommer ud på arbejdsmarkedet.

Man kan jo også tilføje, at med reformen, som indfører minifleksjob, er det en pligt for Folketinget at sikre, at det også bliver muligt for unge med et handicap at gennemføre en uddannelse – ellers bliver det rigtig svært at klare sig på arbejdsmarkedet. Hvis man har muskelsvind, er det jo ikke muligt at få et job som opfylder i Netto eller et andet fysisk krævende job. Så når vi i Enhedslisten fremsætter det her forslag, er det, fordi vi gerne vil sikre, at unge med en kronisk sygdom eller et handicap får mulighed for at tage en uddannelse. Vi ønsker et uddannelsessystem, der tager udgangspunkt i den enkelte elevs og den enkelte studerendes vilkår og muligheder. Derfor har vi fremsat dette forslag om, at studerende med kroniske sygdomme eller handicap skal kunne modtage SU, selv om de ikke lever op til de skrappe SU-krav.

Vi er kede af, at forslaget ikke nyder opbakning. Vi glæder os selvfølgelig til udvalgsbehandlingen og er også glade for sympatien, men kunne ønske os, at der var handling bag den sympati.

Til sidst vil jeg bare sige, da vi jo også har været inde på en snak om revalidering, at der altså ikke er lige vilkår i forhold til at være på revalidering og at være på SU. Når man er på revalidering, skal man aftale med kommunen, hvad for en uddannelse man gerne vil have. Når man er på SU, har man selv bestemt, hvad for en uddannelse man gerne vil have. Der er altså ikke lige vilkår. Der er forskel på rettighederne og på frihedsgraderne i det her. Derfor kan det ikke være en målsætning – det synes jeg nu heller ikke jeg har hørt – men vi skal jo sikre, at der er færre, der kommer på revalidering ved i stedet for at sikre, at de har gode forhold og kan tage deres uddannelse på SU, så de selv bestemmer, og også, så vi ligesom kan sende et signal til dem om, at de altså er studerende.

Det er rigtigt, at vi på mange måder har en god sociallovgivning i Danmark, men når man går på en uddannelse, skal man altså ikke være under en sociallovgivning; så er man jo studerende, og det er, uanset om man har et handicap eller har en kronisk sygdom. Og derfor er det bedst, at man får SU. Vi har haft den samme diskussion om den særligt tilrettelagte ungdomsuddannelse, hvor de unge jo får kontanthjælp eller førtidspension. Men vi synes i Enhedslisten, at der er en selvstændig pointe i, at når man er elev eller studerende, er man elev eller studerende, og så er man en del af uddannelsesverdenen, også når det kommer til overførselsindkomsten. Tak.

Der er korte bemærkninger, først fra hr. Villum Christensen.

Jeg tror bare, jeg vil stille et enkelt spørgsmål. Her kunne jeg, med risiko for, at vi kommer ind i sådan en form for dobbelthumanisme fra Enhedslistens side, i den her debat, hvor vi nu har hørt muskelsvind blive nævnt mange gange som eksempel, da godt tænke mig at spørge ordføreren: Hvor stor tror ordføreren egentlig procentdelen er af folk med en diagnose som muskelsvind, som enten ikke får en pension, eller som ikke er tilkendt revalidering, og som så vælger at tage en uddannelse? Altså, hvor mange taler vi om her? Mit bud er, at rigtig, rigtig mange af dem, der har fået diagnosen muskelsvind, vil være at finde under sociallovgivningen.

Så jeg har rigtig, rigtig svært ved at forstå, hvorfor man – både som ordfører på talerstolen og i sine korte bemærkninger – lægger så megen vægt på lige det fænomen. Jeg tror, jeg ville finde på noget andet, hvis jeg var i ordførerens sko. Tak.

Ordføreren.

Nu findes der jo mange kroniske sygdomme og mange former for handicap, så jeg kunne godt have fundet på noget andet; jeg kunne også have brugt sclerose som et eksempel, endda som et godt eksempel, da der i hvert fald er mange med sclerose, som søger om handicaptillæg. Jeg ved ikke, præcis hvor mange procent det her drejer sig om. Men det er jo et relevant spørgsmål at stille i forhold til udvalgsbehandlingen, og det vil jeg opfordre Liberal Alliances ordfører til at gøre.

Men jeg vil gerne slå fast en gang til, at vi i Enhedslisten synes, det er en målsætning, at unge med et handicap eller med en kronisk sygdom får mulighed for at tage en uddannelse, og at de, når de tager en uddannelse, så skal være en del af uddannelsesverdenen, af uddannelsessystemet, for så skal de betragtes som studerende på lige vilkår med deres studiekammerater.

Det er altså en selvstændig uddannelsespolitisk pointe, vi har i Enhedslisten, og så kan det være, at Liberal Alliance ikke deler den pointe.

Der er en kort bemærkning fra fru Lisbeth Bech Poulsen.

Altså, jeg tror, at når Enhedslistens ordfører møder sympati herfra, så er det jo, fordi vi alle sammen deler den værdi – det er jeg sikker på at vi gør – at folk med et handicap eller med en kronisk sygdom skal have de bedst mulige livsbetingelser i Danmark. Men det, der også står i handicapkonventionerne og i Europarådets erklæring, er jo, at man skal prøve at skabe nogle rammer, så folk bliver stillet lige – og ikke bedre. Der er det jo desværre også bare sådan, at selv om vi kan skabe nogle gode rammer, selv om vi kan give noget økonomisk støtte, og selv om vi kan give nogle værktøjer, så kan vi aldrig fjerne det handicap eller den kroniske sygdom, som den unge har.

Men hvis du f.eks. har sclerose eller en anden fysisk sygdom, er det jo ikke sikkert, at der så er noget til hinder for, at du kan følge lige så godt med i pensum. Det er rigtigt, at du så ikke kan have et job nede i Netto, og det er derfor, du får handicap-SU, men med den kompensation, du får, kan du følge lige så godt med i et pensum som andre, for der er jo ikke noget galt med dit hoved, om man så må sige.

Så kan du også være svært ordblind – der var et af eksemplerne i bemærkningerne til beslutningsforslaget jo det her med, at hvad hvis du har rigtig svært ved at læse? – men der har vi heldigvis også nogle værktøjer i dag. Der kan man jo sige, at det er utroligt, at vi er nået dertil, at du kan være studerende på en videregående uddannelse og du så kan have noget, der er så fundamentalt som et svært læsehandicap. For der kan vi faktisk også hjælpe til ved at give it-udstyr, der kan hjælpe i forhold til det.

Så det var ikke så meget et spørgsmål, det var mere for bare at sige, at jeg synes, vi gør meget, vi gør så meget, vi næsten kan, samtidig med at vi også skal anerkende, at fordi du har et handicap, bliver du ikke nødvendigvis en dårligere studerende af den grund.

Ordføreren.

Tak til SF's ordfører for kommentaren. Jeg er enig med SF's ordfører i, at vi gør rigtig meget. Jeg er enig med SF's ordfører i, at det er en god ting, at man kan få hjælp, hvis man har svært ved at læse, hvis man er svært ordblind, og at det er en god ting, at man kan få handicaptillæg. Men jeg synes ikke, at systemet er godt nok, som det er i dag, for vi oplever folk, der falder igennem. Jeg tager det meget alvorligt, når Danske Handicaporganisationer siger, at den her reform, SU-reformen, vil ramme deres medlemmer meget hårdt. Jeg tager det meget alvorligt, og jeg synes, det er et tegn på, at vi, selv om vi gør meget, så ikke gør det godt nok. Jeg mener heller ikke, at det her handler om, at vi skal behandle unge med kroniske sygdomme eller med handicap bedre end andre, nej, men de skal have lige vilkår, og det har de ikke dag.

SF's ordfører har jo ret i, at vi ikke kan fjerne en kronisk sygdom eller et handicap. Derfor har den unge, der går på en videregående uddannelse, og som har en kronisk sygdom, jo også haft den kroniske sygdom, da vedkommende tog sin ungdomsuddannelse. Men man kan ikke få handicaptillæg, når man går på en ungdomsuddannelse. Og det synes jeg i hvert fald også er en interessant debat, både som SU-debat og som handicapdebat, som vi måske kan tage en anden dag.

Men når vi i Enhedslisten fremsætter det her forslag, så er det netop, fordi vi ønsker en ligebehandling. Den ligebehandling, vi har på arbejdsmarkedet med fleksjobordningen, har vi ikke i uddannelsessystemet. Og det synes vi at det her beslutningsforslag hjælper på.

Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg synes jo, at det her er en rigtig god diskussion, for vi får jo også fremlagt nogle af de ting, vi gør, og så er det jo helt fair at sige, om man så synes, vi gør nok eller ej.

Da vi startede hele SU-debatten op til reformen, var jeg ude på en videregående uddannelse – nu vil jeg ikke sige hvilken – sammen med nogle andre ordførere for at debattere det her, og der var der en vejleder på det pågældende sted, som var meget, meget optaget af nogle af de unge med psykiske problemer. Hun sagde, at det var fuldstændig frygteligt med den stigning, der er sket i antallet af unge, der har ondt i livet. Hun var meget bekymret for, hvad der ville ske med dem, som kunne have en tilknytning til uddannelsessystemet, men som desværre en gang imellem blev indlagt eller fik det så dårligt, at de ikke kunne deltage. Der må svaret være, at vi jo ikke har lavet om på det system. Det skal ikke være umenneskeligt. Det er det samme som før. Hvis man er så hårdt ramt f.eks. af en psykisk sygdom, som der desværre er flere og flere unge, der bliver, så skal systemet tage højde for det, og det pågældende uddannelsessted skal tage højde for, at de måske bliver nødt til at være væk et stykke tid for så at kunne komme tilbage igen.

Så jeg synes, at vi har de rammer, der skal til. Det gælder selvfølgelig også om at følge lovens ånd og bogstav i det her, og det har jeg også stor tiltro til at de gør på de forskellige uddannelsesinstitutioner. Jeg synes, der er en stor opbakning de pågældende steder til, at unge, der har det svært eller har et fysisk eller psykisk handicap, også skal kunne gennemføre.

Ordføreren.

Jeg er helt enig i, at unge, også med en psykisk sygdom, skal have mulighed for at gennemføre en videregående uddannelse, også en ungdomsuddannelse for den sags skyld, og jeg synes, der er mange ting i vores uddannelsespolitik, eller i hvert fald det af den, der er flertal for her i Folketinget, som lægger et massivt pres på de unge. Det er regler som 1,08-reglen, det er regler, som siger, at man må gange sit gennemsnit, hvis man har mange højniveaufag. Det er et stort pres at lægge på de unge, at de kun kan komme ind på deres videregående uddannelse, hvis de tager mange højniveaufag, eller hvis de starter inden for 2 år. 1,08-reglen bliver jo bevaret i regeringens eller i flertallets SU-reform.

Så jeg deler fuldstændig synspunktet, at unge med psykisk sygdom også skal kunne tage en uddannelse. Men det taler jo for, at vi skal gøre forholdene lidt bedre, ikke lidt sværere, som man gør med SU-reformen. Det synes jeg da taler for, at vi måske skal udvide muligheden for, hvem det så er, der kan få handicaptillæg. I dag er det jo sådan, at unge, som har psykiske problemer, har meget svært ved at opnå handicaptillæg. Den mulighed skulle vi måske udvide. Vi ville da i Enhedslisten synes, det var fantastisk, hvis regeringen kom med sådan et forslag. Det vil regeringen bestemt møde opbakning til, hvis det er noget, regeringen har på vej.

Der er en kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk – nej, fra hr. Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jeg skal ikke kunne sige, hvem der var først.

Fru Rosa Lund taler om ligebehandling. Samtidig handler det i dag rigtig meget om, at der skal være ekstra SU-klip, der skal være ekstra penge, i længere tid.

I Dansk Folkeparti vil vi hellere sætte fokus på at sikre inklusion, at sikre nogle uddannelsessteder, hvor man som en ung studerende med handicap ikke er en ung studerende med handicap, men en ung studerende sammen med en masse andre unge studerende. Vi vil sikre rammerne for, at man faktisk kan være der. Så vil vi gerne sikre, at de hjælpemidler, der kan være nødvendige for dem, der så har et handicap, også er der og er der til tiden, når man starter på uddannelserne, og også er der undervejs i det omfang, man har brug for dem.

Derfor vil jeg gerne spørge fru Rosa Lund, om hun ikke er enig med mig i, at hvis vi kunne gøre tingene fra den ende og se tingene i en helhed og gøre det bedre, så man slet ikke havde brug for de ekstra SU-klip, var det faktisk den rigtige vej at arbejde på, og at det skulle være den vej, vi skulle have som målsætning. Det andet kan være en nødløsning indtil da, og der er så også nogle ordninger i dag. Men jeg vil spørge fru Rosa Lund: Er ord at hun ikke enig i, at det vil være en meget bedre vej?

Ordføreren.

Jeg er enig med Dansk Folkeparti i, at vi selvfølgelig skal gøre alt, hvad vi kan, for at sikre, at der er god inklusion på vores videregående uddannelser og på vores ungdomsuddannelser. Det er jeg enig i, og det synes jeg er en rigtig god måde at betragte tingene på. Sagen er jo bare den, at Dansk Folkeparti, ligesom andre partier her i Folketinget, er med i en SU-reform, som ikke sikrer den inklusion. Altså, SU-reformen er jo ikke blevet fulgt op af bedre muligheder ude på uddannelsesinstitutionerne. SU-reformen er jo ikke blevet fulgt op af ekstra midler til, at man nu kan sikre, at landets uddannelsesinstitutioner bliver bedre, hvis man har en kronisk sygdom, eller hvis man er handicappet. Det er den ene ting.

Den anden ting er, at det er en god måde at betragte det på, at alle skal inkluderes. Men hvis alle skal inkluderes, kræver det også, at vi laver systemer, der er fleksible, og som tager udgangspunkt i den enkelte. SU-reformen tager udgangspunkt i de studerende, som er hurtige, og som kan deres ting, ikke i de studerende, som har nogle andre forudsætninger.

Jens Henrik Thulesen Dahl.

Jamen det er jo rigtigt, at SU-reformen som hovedsigte har den store, brede gruppe studerende, som gerne skal igennem på stort set normeret tid, ja. Og det er så det, det handler om. Ved siden af det kan vi tale om, at der er alle mulige andre problemer. Det var ikke en problemstilling i forhold til SU'en, men det er da en problemstilling, jeg gerne vil være med til at vi tager op. For det handler om at understøtte, at universiteterne tager ansvar for inklusionen.

Et eller andet sted kan jeg undre mig over, at de ikke gør det i forvejen, for det er jo faktisk en måde at få de studerende hurtigere og lettere igennem på. Jeg håber, at ordføreren kan være enig med mig i, at hvis der er et godt studiemiljø, hvis der er gode rammer, hvis der er inklusion af alle, så får man faktisk også studerende hurtigere igennem uddannelserne. Og så får de netop ikke brug for den ekstra SU. Derfor køber jeg ikke den præmis om, at nu har vi lavet en SU-reform, og den gør det hele så slemt. Den strammer op på nogle ting, hvor jeg mener der er behov for det.

Så er der noget omkring de studerende med handicap, og den her reform gør det ikke værre for dem. Den gør det heller ikke specielt bedre, men det var heller ikke hensigten. Derfor må fremtiden jo også være at sikre, at de kan være på uddannelsesinstitutionerne, og at man kan se på, hvad det så er for en hjælp, der måtte være behov for som en følge af det.

Ordføreren.

Jeg er enig i, at et godt studiemiljø, gode rammer, vil kunne få de studerende bedre igennem og måske også få de studerende hurtigere igennem. Det tror jeg faktisk virker bedre end økonomisk pisk. Men igen må jeg sige, at det jo ikke er det, der er lagt op til, det er jo ikke det, man har lavet med SU-reformen. Der har man jo ikke sikret det gode studiemiljø eller de gode rammer omkring vores uddannelser.

Jeg mener, og det er Enhedslistens opfattelse, at SU-reformen gør det værre for de studerende, som har en kronisk sygdom, eller som har et handicap. Det var også Dansk Folkepartis opfattelse, da regeringen lancerede sit reformudspil. Det kan man læse på Dansk Folkepartis hjemmeside. Hvad der så skulle ændre Dansk Folkepartis opfattelse, siden man blev en del af reformen, har jeg lidt svært ved at se, men det, man blev enige om, ligner meget det, som regeringen spillede ud med.

Jeg deler faktisk Danske Handicaporganisationers billede af, at SU-reformen forværrer forholdene og mulighederne for at tage en uddannelse for unge med handicap eller kronisk sygdom.

En kort bemærkning fra hr. Uffe Elbæk.

Jeg havde egentlig ikke besluttet mig for at stille nogen spørgsmål. Men debatten udvikler sig jo, må man sige, og allerførst vil jeg sige, at jeg er meget enig i hr. Jens Henrik Thulesen Dahls bemærkninger lige før. Men jeg har to spørgsmål, fordi det, vi diskuterer her, er jo: Er der sket nogen forringelse af de, man kan sige, støttestrukturer, der er, når vi snakker om unge med handicap og kronisk sygdom?

Først vil jeg gerne høre fru Rosa Lund, om det ikke er rigtigt, at der ikke er sket nogen ændringer i forbindelse med SU-reformen, når vi snakker om specialpædagogisk støtte og handicaptilskud. Er fru Rosa Lund enig i, at der ikke er sket nogen ændringer på det her område i forbindelse med SU-reformen? Det er det ene.

Det andet er: Er fru Rosa Lund enig i, at det er muligt at søge om dispensation hos studienævnet? Det er de to spørgsmål, jeg gerne vil have svar på.

Ordføreren.

Tak. Jeg vil da sige, at det er dejligt, at debatten udvikler sig, så hr. Uffe Elbæk stiller spørgsmål.

Det er rigtigt, at der ikke sket nogen ændringer i støtten. Men når man laver så mange opstramninger, som man gør med SU-reformen, så burde der nok være sket nogle ændringer både i støttemulighederne og i dispensationsmulighederne. Det er rigtigt, at man kan søge dispensation. Problemet er bare, at man kun kan søge dispensation, hvis der er tale om en forværring eller om en akut situation.

For unge, som har haft et handicap hele deres liv, eller har haft en kronisk sygdom hele deres liv, må jeg da sige, at jeg ikke håber, at der sker en forværring i deres sygdomsforløb, og at jeg ikke håber, at der opstår en akut situation. Men de unge kan jo sagtens have behov for at få dispensationer alligevel, fordi de skal bruge længere tid på at stå op om morgenen, fordi de bliver hurtigere trætte, fordi de er dårligt gående, og hvad man ellers kan komme med af eksempler.

Hr. Uffe Elbæk.

Jamen bare meget kort: Altså, det, jeg hører fru Rosa Lund sige, er, at der faktisk ikke er sket nogen forringelser af støtten til unge studerende med handicap og kroniske sygdomme. Det er det ene.

Det andet er, at fru Rosa Lund også anerkender, at det er muligt at søge om dispensation i studienævnet. Det er jo op til de lokale studienævn at definere, hvordan de vil behandle sagerne. Så der er en antagelse om, at det bliver værre, men fakta er, at der ikke er sket nogen forringelser.

Ordføreren.

Det er Enhedslistens opfattelse, at når man fjerner 2 mia. kr. fra SU-systemet, er det en forringelse. Så man kan vel sige, at med SU-reformen overordnet set er der jo sket forringelser. Er der så sket enkelte forringelser af muligheden for at søge om handicaptillæg, muligheden for at søge dispensation? Nej, man har ikke lavet nogen forringelser af de muligheder, men man har lavet forringelser i SU-systemet. Man har jo lavet opstramninger, der gør, at handicappede studerende eller studerende med en kronisk sygdom får sværere ved at gennemføre – i hvert fald hvis de skal have SU. Får de ikke SU, er det endnu sværere at gennemføre, ved vi, fordi de ikke kan arbejde ved siden af.

Så jeg synes, at de stramninger, man har lavet, de forringelser, man har lavet i SU'en, fordrer, at man er nødt til at lave nogle ændringer i forhold til dispensationerne. Det er rigtigt, at man kan søge om dispensation, men man kan jo kun søge om dispensation i de tilfælde, hvor der er tale om en akut situation eller i de tilfælde, hvor der er tale om en forværring.

Jeg synes ikke, at vi kan tillade os at sige til unge med en kronisk sygdom eller med et handicap, at det skal være akut, eller at der skal være tale om en forværring af deres sygdom, før de kan få dispensation. Det burde de kunne få, i kraft af at de har en diagnose, som gør tingene lidt sværere for dem.

Så på den måde vil jeg sige, at jeg ikke deler opfattelsen af, at der ikke er sket forringelser, for det mener vi i Enhedslisten at der er.

Tak til ordføreren for forslagsstillerne.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen er afsluttet.

Jeg foreslår, at forslaget henvises til Udvalget for Forskning, Innovation og Videregående Uddannelser. Hvis ingen gør indsigelse, betragter det som vedtaget.

Det er vedtaget.