Det næste punkt på dagsordenen er:

7) Forespørgsel nr. F 11:

Forespørgsel til statsministeren:

Vil statsministeren redegøre for regeringens overvejelser om, hvad vi skal leve af i fremtiden?

Af Line Barfod (EL), Per Clausen (EL), Johanne Schmidt-Nielsen (EL) og Frank Aaen (EL).

(Anmeldelse 25.11.2010. Fremme 30.11.2010).

Som tidligere annonceret er der udvidet taletid. Men jeg må lige sige til de medlemmer, der ikke deltager i forespørgselsdebatten, og som er i salen, at den udvidede taletid gælder for dem uden for salen.

Så er der så meget ro i salen, at vi kan høre begrundelsen for forespørgslen, og det er så ordføreren for forespørgerne, hr. Per Clausen, der får ordet.

Det spørgsmål, som Enhedslisten har indkaldt statsministeren til en drøftelse af i dag, er det vigtige, måske endda vigtigste politiske spørgsmål, der rejser sig, nemlig spørgsmålet: Hvad skal vi leve af i fremtiden i Danmark?

Det er selvfølgelig et spørgsmål, som hænger sammen med spørgsmålene: Hvad er det for et samfund, vi ønsker? Hvordan vil vi skabe de bedste betingelser for, at danskerne kan udfolde sig på en måde, som de selv ønsker, i fremtiden? Hvordan sikrer vi den maksimale frihed? Hvordan sikrer vi lighed og lige muligheder for danskerne? Hvordan sikrer vi, at der tages hensyn til miljøet, altså, at vi sikrer en bæredygtig udvikling på også det område? Og måske også, hvis man strammede sig lidt an, en diskussion af spørgsmålene: Hvordan ser vi Danmarks rolle i fremtiden set i forhold til resten af verden? Hvad er det, vi gerne vil understøtte, hvad er det, vi gerne vil støtte, og hvad er det, vi gerne vil hjælpe med til? Og hvordan sikrer vi, at den udvikling, vi gerne vil have sker i Danmark, så vi får de bedste muligheder for at udfolde os, sker på en måde, hvorpå der også er plads til, at der globalt set kan komme større lighed, og at der kan blive plads til udvikling også i de fattige dele af verden?

Den del af debatten fylder ikke meget, og måske kommer den heller ikke til det i dag. Debatten i Danmark handler jo mest om – når man lytter til regeringen – en række ønsker om, at vi skal være i verdensklasse: at vi skal være blandt verdens ti rigeste lande. Det er nok ikke helt svaret på spørgsmålet. Men hvis man så valgte at sige, at det så var svaret på spørgsmålet, at vi skulle være blandt verdens ti rigeste lande, hvordan går det så?

Ja, hvis man kigger på udviklingen fra 2008 til 2010, kan man se, at kun ganske få lande har haft så stort et tilbageslag i økonomien i de 3 år. Danmark er førende, hvad angår at gå tilbage i økonomien, og nogle vil nok undre sig over det, fordi det jo ikke er det, vi hører, det er jo, at vi er tæt på at være verdensmestre, men realiteten er, at sammenlignet med andre lande går det rigtig, rigtig dårligt i Danmark. Næsten ingen andre lande i verden har haft så stor en stigning i arbejdsløsheden, som vi har haft i Danmark.

Altså: Vi befinder os faktisk i en ret alvorlig økonomisk situation; den danske økonomi har det rigtig, rigtig skidt. Så man kan godt undre sig over, at den vigtigste politiske diskussion her i foråret indtil nu har været en diskussion, som handlede om, hvordan man kunne løse det, at der måske ville blive arbejdskraftmangel i 2030. Vi har 180.000 arbejdsløse, vi er i en situation, hvor økonomien rasler nedad, og så fører vi altså nogle diskussioner, som handler om noget helt andet.

Jeg håber faktisk, at diskussionen i dag kan få sat fokus på det, som er det vigtigste spørgsmål her og nu, nemlig spørgsmålet: Hvordan sikrer vi, at vi får sat gang i en økonomisk udvikling i Danmark, som også tager fat på at løse de klima- og miljøudfordringer, vi står over for, og som samtidig er i stand til at sikre en ordentlig velfærd, så vi er i stand til at sikre, at de mange, mange mennesker, som i dag holdes uden for arbejdsmarkedet i arbejdsløshed og er på andre ydelser, kan få en mulighed for at komme i arbejde?

Det ville være en rigtig, rigtig god afslutning på den her debat, hvis vi kunne konkludere, at det kunne vi gå i gang med.

Tak til hr. Per Clausen for begrundelse. Så er det statsministeren til besvarelse af forespørgslen.

Tak for det. Jeg vil gerne starte med at takke Enhedslisten for at rejse den her meget vigtige forespørgsel om Danmarks økonomiske situation. Hvad er vores situation lige nu og her? Hvordan sikrer vi, at vi en generation frem og jo også længere kan fastholde Danmark som det unikke samfund, Danmark faktisk er – ikke noget perfekt samfund, men et godt samfund?

Det er jo rigtigt, at Danmark som andre lande har været ramt af en international økonomisk krise, der har forandret vores udgangspunkt. Men inden det hele nu tegnes for sort op, vil jeg da bare stilfærdigt gøre opmærksom på, at det seneste offentliggjorte tal for den registrerede ledighed i Danmark var 113.000. Én arbejdsløs er en for mange, men hvis man ser det i et historisk perspektiv, må man lige så stilfærdigt konstatere, at vi på intet tidspunkt fra 1975 oven på oliekrisen og frem til 2005 har haft en lavere arbejdsløshed i Danmark end den, vi havde i december. Så ja, arbejdsløsheden er steget, men jo fra et rekordlavt niveau i 2006, 2007, 2008 ind i 2009. Derfor er situationen den, at når vi også bl.a. på dét økonomiske nøgletal sammenligner Danmark med andre lande, er Danmark kommet bedre ud af den internationale økonomiske krise end så mange andre lande.

Vi har da også haft en højere vækst i 2010, end vi regnede med, og vi har mistet færre job, end vi frygtede. Flere af vores største eksportmarkeder er ved at komme i gang igen, og det skal vi glæde os over. Vi skal glæde os over, at vi målt på arbejdsløshed, langtidsledighed og ungdomsarbejdsløshed ligger bedre til end mange andre steder.

Det rokker selvfølgelig ikke ved, at vi er kommet fattigere ud af krisen. Det rokker ikke ved, at det forhold, at vi under krisen førte noget nær den mest ekspansive krisepolitik i hele OECD, selvfølgelig har forringet de statslige finanser. Det udfordrer os nu. Vores økonomi er skrumpet, og vi har mistet op mod 180.000 job i den private sektor.

Når vi nu skal sikre ny vækst og nye job, må vi jo først og fremmest løse de grundlæggende udfordringer, som dansk økonomi står med efter krisen.

Det første er, at vi har udsigt til et stigende offentligt underskud, så langt øjet rækker, medmindre vi handler. Alene i år regner vi med en manko på 85 mia. kr., og selv om regeringen med et flertal – desværre ikke ret stort, men dog et flertal – her i Folketinget sidste år resolut gennemførte genopretningspakken, som sikrer, at vi konsoliderer dansk økonomi i 2011, 2012 og 2013, ja, så mangler der fortsat omkring 20 mia. kr. frem mod 2020. Det er et problem, som har en direkte sammenhæng med spørgsmålet om, hvad Danmarks fremtid er, og hvad vi skal leve af, for sunde offentlige finanser er først og sidst den helt afgørende forudsætning for, at der er tillid til dansk økonomi. Og tillid til dansk økonomi er helt afgørende for, at vi kan få væksten tilbage, for hvis vi ikke tager de nødvendige skridt til at skabe balance mellem offentlige indtægter og udgifter, vil vores økonomiske politik miste troværdighed i årene fremover. Det vil blive straffet umiddelbart på renten. Er man i tvivl om det, så kig omkring i Europa. 1 pct. på renten er 30.000 danskere ud i arbejdsløshed.

Den anden udfordring er, at vi meget hurtigt igen efter krisen kommer til at stå i en situation, hvor vi mangler arbejdskraft. Det er grundlæggende et problem, at kun halvdelen af danskerne arbejder, og fremover bliver det endnu færre. Hver gang fem personer forlader arbejdsmarkedet for at gå på pension, er der kunne fire, der står klar til at tage over. Det er ikke en abstrakt ting. I takt med at vi får flere ældre og færre erhvervsaktive, bliver det her problem meget, meget konkret.

Der er kun ét svar på disse udfordringer. Det er politisk handling, det er konkrete løsninger på konkrete problemer og en vilje til at tage fat. Det er ikke smarte slogans eller flerfarvede brochurer. Det er konkret handling på baggrund af konkrete problemer, også på områder, hvor det ikke er populært.

Regeringen har fremlagt ambitiøse udspil til reform af både førtidspension, fleksjob og SU. Alt har et sigte på både at forbedre de offentlige finanser og øge beskæftigelsen. Regeringen har fremlagt en ambitiøs, men fair tilbagetrækningsreform, som styrker de offentlige finanser med 18 mia. kr. frem mod 2020, og som øger beskæftigelsen i Danmark med 70.000 personer. Regeringen har lagt en massiv reformkurs, som sikrer orden og tillid til den danske økonomi frem mod 2020. Det er en reformkurs, som er den første, sidste og vigtigste forudsætning for en ny holdbar vækst.

Alternativet til den linje er jo ikke 12 minutters arbejde. Det er svigtende tillid til dansk økonomi. Det har jo længe stået klart, at fagbevægelsen på ingen måde vil garantere de 12 minutter. Nu er problemet ikke længere kun i fagbevægelsen, for nu er det rykket helt ind på Christiansborg, hvor ledende oppositionspolitikere også løber fra de 12 minutter og sætter fodnoter på, som i realiteten betyder, at den her meget, meget abstrakte, løsagtige tanke om arbejdsmarkedsreformer er udskudt på ubestemt tid.

Hermed løber man jo fra EU's krav om ansvarlig økonomisk politik, og hvis det sker, vil det have katastrofale konsekvenser for væksten i Danmark. Vi vil se højere renter, som vil belaste alle dele af det danske samfund. Boligejerne vil blive ramt, virksomheder, som gerne vil investere, vil ikke have råd til at betale renterne, de offentlige finanser vil blive belastet af øgede renteudgifter, og sammenhængen er den, som jeg antydede før, at stiger renten med 1 pct., slår det ud med op til 30.000 arbejdsløse. Derfor skal vi gennem stadige reformer sikre sunde offentlige finanser, øget beskæftigelse og fortsat tillid til dansk økonomi.

Danmark er jo ikke det eneste land, der er slået ind på den kurs, som regeringen har sat. Over alt i Europa, helt uden undtagelse, er blikket rettet mod genopretning af de offentlige finanser og reformer som forudsætning for job og vækst. Det samme gælder i USA, hvor den amerikanske præsident i forbindelse med sin State of the Union-tale meget klart sagde, at der nu skal fokus på at få udgifter og indtægter til at passe sammen, og så bebudede han i øvrigt ved samme lejlighed 5 år med nulvækst for de føderale udgifter. Så vidt går vi ikke i Danmark. Dertil er vi i økonomisk for god form, men retningen er den samme.

På Christiansborg kan vi så lægge fundamentet for ny vækst med en fremsynet reformpolitik, men det er jo dybest set ude i den private sektor, der skal skaffes den indtjening, som skal finansiere vores velfærdssamfund. Gode ideer, hårdt arbejde og dygtighed i vores virksomheder er den eneste vej frem, hvis Danmark igen skal være blandt de ti rigeste lande i verden. Og ja, det er et mål for regeringen.

Alle virksomheder yder på hver deres måde et vigtigt bidrag til Danmarks velstand. Vores opgave som politikere er at sikre rammevilkår, som giver dem de bedst mulige betingelser for at skabe ny vækst og velstand. Jeg ser fem pejlemærker for mig, når vi skal sikre gode rammevilkår for dansk erhvervsliv: for det første sunde offentlige finanser – jeg har været inde på det – for det andet tilstrækkelig arbejdskraft, og det har jeg også været inde på, for det tredje stærke uddannelser, for det fjerde effektiv konkurrence og mere dynamik og for det femte en effektiv offentlig sektor.

Regeringen har som nævnt allerede præsenteret en omfattende reformdagsorden med konkrete løsninger på konkrete problemer, som styrker de offentlige finanser og øger beskæftigelsen. Vi har gennemført lempelser af skatten på arbejdsindkomster – fuldt finansieret – ad tre omgange og senest jo altså sammen med Dansk Folkeparti en meget omfattende skattereform, som ikke bare er fuldt finansieret, men som også styrker de offentlige finanser med 5 mia. kr., øger beskæftigelsen med 19.000 personer og gør Danmark rigere.

Vi har sammen med Dansk Folkeparti gennemført en genopretningsaftale, som betaler den umiddelbare kriseregning og gennemfører en dagpengereform, der øger beskæftigelsen med 11.000 personer, og hvis skæbne er helt uafklaret, hvis flertallet skulle skifte efter et folketingsvalg. Man må tro eller ikke tro – det står uklart – at det skal rulles tilbage, og på den måde er der altså en risiko for, at den her merbeskæftigelse bringes i fare.

Vi har gjort det lettere at skaffe kvalificeret arbejdskraft til Danmark. Vi har åbnet Danmark op, åbnet Danmark markant op, for dygtige folk fra udlandet, der gerne vil og kan Danmark, så der nu er 45.000, der kommer hertil for at arbejde eller studere, fire gange så mange som tilbage i 2001. Samtidig har vi gjort forskerskatteordningen mere attraktiv.

Vi har også sat ind for at styrke vores uddannelsessystem, så danske virksomheder får adgang til højt kvalificeret arbejdskraft., Senest har vi fremlagt et udspil til en bedre folkeskole, hvor det faglige niveau hæves med et helt klassetrin, hvor kommuner og skoler får mere frihed, hvor vi investerer 500 mio. kr. i ny it, hvor vi fuldt finansieret udvider skoledagen for de mindste for at give dem en bedre skolestart.

Vi har fremlagt en række konkrete forslag til bedre konkurrence i en række brancher. Situationen er jo den, at fem sjettedele af alle danske arbejdspladser ikke er underlagt den – kan man vel kalde det – stimulerende internationale konkurrence, der i sig selv skaber innovation, og som jo er en af hovedforklaringerne på, at store, velbrandede danske eksportvirksomheder har brugt krisen til at trimme sig og nu lægger gode regnskaber frem og sådan set har succes her efter krisen. Det udviklingspres, der ligger på dem, fordi de deltager på det globale marked, skal vi også lægge på de fem sjettedele af de danske arbejdspladser, private som offentlige, som ikke er underlagt international konkurrence.

Vi skal gøre den offentlige sektor mere effektiv gennem mere konkurrence. Vi skal være bedre til at finde nye veje, løsninger og nye arbejdsgange, og her kan de private virksomheder hjælpe til. Vi konkurrenceudsætter i dag for omkring 90 mia. kr. om året, men potentialet, muligheden, er fire gange så stort, nemlig 375 mia. kr., og derfor er der behov for, at vi styrker konkurrencen i den offentlige sektor, så mere end 30 pct. af opgaverne i 2015 er konkurrenceudsat, både for at sikre, at vi får skattekronerne til at række længere og for at skabe den idéudvikling, den dynamik og den innovation, som vores virksomheder skal skabe merværdi af, også på eksportmarkederne.

Vi har reduceret de administrative byrder med næsten 25 pct., siden vi trådte til i 2001, og vi har over årene sænket selskabsskatten fra 30 til 25 pct. Vi har indgået en aftale med pensionsbranchen, der sikrer op mod i alt 10 mia. kr. i risikovillig kapital særlig til de små og mellemstore virksomheder, og vi vil præsentere en ny strategi for små og mellemstore virksomheder med en række konkrete initiativer.

Det er en politik, som kommer alle virksomheder til gode, uanset hvilken branche de opererer i, for vi skaber ikke gode vilkår for Danmarks virksomheder ved at forkæle nogle bestemte brancher eller nogle bestemte virksomheder på bekostning af andre. Vi kan og skal ikke politisk diktere vinder- eller taberbrancher.

Vi har set en række skræmmende også internationalt eksempler på, at politikere fejlagtigt tror, at de er bedre end markedet til at forudsige fremtidens vækstmarkeder. Det er sjældent tilfældet, og skatteyderne betaler prisen. PANDORA er ikke opfundet ved et beslutningsforslag her i Folketingssalen, LEGO er ikke opfundet ved et beslutningsforslag her i Folketingssalen, JYSK er ikke opfundet ved et beslutningsforslag her i Folketingssalen, og derfor handler det først og fremmest om, at erhvervslivet får gode rammevilkår, ikke belastes med nye administrative byrder, ikke belastes med nye skatter og alt det, man kan se er under opsejling, når man læser oppositionens forslag.

Når det er sagt, skal vi naturligvis fortsat udbygge og udnytte de styrkepositioner, vi allerede har som land og som samfund. Det kan vi gøre på en række områder, f.eks. inden for velfærdsservice og velfærdsteknologi, hvor regeringen understøtter det med en særlig fond for anvendt borgernær teknologi, hvor regeringen også er åben over for at lade private virksomheder løse velfærdsopgaver for den offentlige sektor, for det er jo forudsætningen for, at de senere kan gå ud på eksportmarkederne og nyttiggøre den viden, vi har bygget op i det danske velfærdssamfund.

Det kan vi også gøre på det energipolitiske område, hvor regeringen jo netop, mens jeg taler her, lancerer et meget ambitiøst energiudspil, »Energistrategi 2050«, som er verdens første plan for, hvordan et samfund kan blive uafhængigt af fossile brændsler, og også her i modsætning til, hvad der ellers leveres i den politiske debat, er det et forslag, der er konkret og fuldt finansieret.

Med massive satsninger på vedvarende energi og energibesparelser vil vi udbygge vores forspring i energipolitikkens superliga og samtidig gøre Danmark til et førende, internationalt, grønt teknologilaboratorium inden for bl.a. vindkraft, intelligente elsystemer, biogas og biomasse, og vi fastholder bl.a. ved mere brug af biogas og biomasse et på alle måder bæredygtigt landbrug og de 150.000 arbejdspladser, som dansk landbrug genererer i fødevaresektoren m.v.

Vi har også løftet den offentlige forskning med over 5 mia. kr. over de seneste 5 år. Det er en stigning på 35 pct. – en stigning på 35 pct.! – og det betyder, at vi nu bruger mere end den ene procent af BNP, som er en fælles europæisk målsætning, men som de færreste har indfriet. I forbindelse med den seneste globaliseringsaftale er der afsat mere end 700 mio. kr. til strategisk forskning, der gavner ny vækst på områder, hvor vi i forvejen er stærke, bl.a. fødevarer, energi, miljø og sundhed.

Så skal vi naturligvis også udnytte det vækstpotentiale, der ligger, som jeg var inde på før, på velfærdsområdet. Vi har qua vores samfundsmodel stor ekspertise, både når det gælder hård teknologi og bløde kompetencer, og det er helt oplagt at udnytte det, men det skal jo ske på privat initiativ og på kommerciel basis, og det er baggrunden for, at vi har afsat 700 mio. kr. til en fornyelsesfond i årene 2010-2012, der bl.a. skal støtte innovative projekter inden for velfærdsteknologien.

Arbejdsdelingen er altså klar. Det er erhvervslivet, der skal konkretisere vækstskabelsen, de nye job, den nye velstand. Det, der er vores opgave som politikere, er at fastlægge de rigtige rammer for erhvervslivets vilkår og Danmarks økonomi, så fundamentet for vækst er på plads. Regeringens reformdagsorden med konkrete løsninger på konkrete problemer er garanten for, at dette fundament bliver solidt, at væksten hviler på sunde offentlige finanser til gavn for alle danskerne, ikke mindst de svageste, for hvis ikke der er styr på økonomien, vil det gøre mest ondt på dem, der har mindst at stå imod med.

Der findes ikke en mirakelkur, der findes ikke et fingerknips eller et slagord, der kan skabe ny vækst og nye job, men der findes et solidt og nødvendigt grundlag, sunde offentlige finanser, og det er på dette grundlag, regeringen virker og dag for dag formulerer konkrete løsninger på konkrete problemer, og det er på det grundlag, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti har haft et ansvar for en økonomi, frem til krisen ramte os, der gjorde, at vi mere ekspansivt end andre lande kunne styre os igennem krisen med færre menneskelige omkostninger end det, man har set i de andre lande, og det er med afsæt i det samme flertal, at vi umiddelbart efter krisen har samlet den umiddelbare kriseregning op, der gør, at Danmark er et samfund, man internationalt nærer tillid til, og det er med det afsæt, at regeringen også fremadrettet senere i foråret i en 2020-plan og i et udspil, efter at regeringens vækstforum har afsluttet sit arbejde, vil komme med yderligere konkrete forslag, der på en og samme tid sikrer en holdbar økonomi suppleret med en række konkrete vækstinitiativer.

Tak til statsministeren for besvarelsen.

Så går vi til forhandlingen, og den første, der får ordet, er hr. Per Clausen som ordfører for forespørgerne.

Det er jo en lille smule ubegribeligt, når man tænker på, at vi har haft så dygtig en regering, der har ført en så klog og fornuftig politik i så mange år, at vi er endt med at være i den situation, at vi er et af de lande i verden, hvor økonomien er gået mest tilbage siden 2008. Det er fuldstændig ubegribeligt, at vi er et af de lande, hvor arbejdsløsheden er steget mest. Med den helt rigtige vægt, som statsministeren lægger på nødvendigheden af, at der skal være orden i det offentliges økonomi, at der skal være balance mellem udgifter og indtægter, så er det ubegribeligt, at vi er endt med at stå i en situation, hvor vi kan se frem til rigtig, rigtig store underskud på de offentlige budgetter i de kommende år. Det er sådan set ubegribeligt, hvis det var sådan, at det, statsministeren sagde, var rigtigt.

Men realiteten er jo, at regeringens politik er slået fejl. Den politik, man har ført, med at indføre et skattestop på arbejdsfri indkomster, ved at lave nogle skattelettelser, som koster den danske statskasse dyrt, har været med til at øge krisens omfang og konsekvenser i Danmark og har været med til at skabe et rigtig, rigtig dårligt udgangspunkt for at håndtere fremtidens udfordringer.

Det paradoksale består så i, at dér, hvor statsministeren siger løsningen er, ville nogle jo nok starte med at sige, at når der er 230.000 mennesker i det her land, som søger arbejde uden at kunne få et arbejde, så ville den umiddelbare opgave være at intensivere indsatsen for at skabe en udvikling, der kunne sørge for, at der blev etableret flere arbejdspladser.

Så starter statsministeren med at sige: Nej, det er sådan set ikke problemet. Det, der er problemet, er, at vi har for gunstige dagpengeregler, og derfor forringer vi dem, sådan at nogle flere mennesker kan ryge ud af dagpengesystemet; og så har vi et system, der gør, at folk kommer på efterløn og går ud af arbejdsmarkedet for tidligt. Det ville, sagde statsministeren, til sammen skaffe 80.000 nye job, hvis vi fastholdt forringelsen af dagpengene og afskaffede efterlønsordningen.

Nu sagde statsministeren klogt nok ikke, hvornår disse 80.000 nye job ville blive etableret. For hvis man lytter til, hvad økonomerne og vismændene siger, kan man høre, at de siger, at på lang sigt vil en forringelse af efterlønsordningen og en forringelse af dagpengene og det større udbud af arbejdskraft, der bliver af det, føre til lavere lønninger og dårlige arbejdsforhold og dermed skabe øget beskæftigelse.

Så hvis statsministeren har ret i, at der vil komme en umiddelbar effekt, er det, fordi han satser på, at der hurtigt vil komme en forringelse af lønniveauet på grund af en afskaffelse af efterlønsordningen. Det kan også være, at det er det, statsministeren mener, eller også mener han – som det er sædvane blandt borgerlige politikere – at når økonomerne er enige med ham og han kan bruge dem til det, han gerne vil, så er det godt, men når de siger noget andet, der er ubekvemt, så har de ikke ret.

Men pointen er, at vi altså er i den situation, hvor den danske regerings og det politiske flertals løsning på, at der er 230.000 mennesker, som gerne vil arbejde, men som ikke kan komme i arbejde, er at forringe de vilkår, som arbejdsløse har, og forringe og afskaffe efterlønsordningen. Kendsgerningen er selvfølgelig, at der ikke umiddelbart sker det, at det, at man øger antallet af arbejdsløse, fører til, at der kommer flere i arbejde. Men at udelukke, at det sker på meget, meget lang sigt, når man har fået forringet løn- og ansættelsesvilkårene, kan man selvfølgelig ikke.

Men så skulle man sige, at det er det, der er politikken, og at det, det i virkeligheden handler om, når man snakker om, at erhvervslivet skal have bedre rammevilkår, er, at vi skal have lønniveauet i Danmark ned, sådan at vi kan konkurrere på løn. Det er jo udsigtsløst og håbløst, ingen mennesker i Danmark vil støtte det, og derfor forsøger man selvfølgelig også at pakke det ind i sådan nogle lidt omsvøbsformuleringer, men realiteten er, at det er det, det handler om.

Så vil jeg bare sige, at det er spændende at høre statsministeren sige, at alle erfaringer viser, at en målrettet økonomisk politik, der satser på at skabe vækst inden for nogle bestemte områder, er dømt til at mislykkes. Der er i hvert fald én ting, der står fast her, og det er, at alle de mange penge, som skatteyderne har ydet til studierejser til Singapore for danske politikere, har været fuldstændig spildt. For man fremhæver det, som om der skulle være sådan et eksempel på, at i lande, hvor de har rigtig liberalisme, rigtig frie markedskræfter, går det rigtig godt, og i lande, hvor staten blander sig i den økonomiske udvikling, går det rigtig dårligt.

Jeg skal ikke sige, at det er omvendt, og at der er videnskabeligt bevis for det. Jeg vil bare sige, at udviklingen i Sydøstasien i hvert fald demonstrerer, at en tæt sammenhæng mellem de politiske magthavere og deres beslutninger og de beslutninger, der træffes af erhvervslivets ledere, godt kan føre til økonomisk udvikling. Men jeg medgiver da også gerne, at der er mange demokratiske udfordringer i den måde, man har indrettet sig på dernede, og det skal vi bestemt ikke efterligne, synes jeg.

Hvis det nu er sådan, at det største problem i Danmark ikke er mangel på arbejdskraft og høje lønninger, men at det er det, at vi skal have håndteret klimakrisen og miljøudfordringerne, at vi skal have skabt flere arbejdspladser, at vi skal have gjort op med den stigende ulighed, som vi har set i de senere år, ja, så er det jo sådan, at det, vi skal se på, er, hvordan vi kan tage nogle initiativer, der kan være med til at skabe job.

Det har været sådan i flere år, at mange har sagt, at det er slut med industriproduktion i Danmark, at de ufaglærtes tid er forbi. Jeg vil bare sige, at Enhedslisten aldrig har tilsluttet sig det synspunkt. Vi mener, at det er uholdbart at tro, at produktionen kan ligge i Kina og Indien eller andre steder, og så kan vi have nogle akademikere siddende og udvikle ideer i Danmark. Produktion og udvikling hænger sammen, og i forhold til klima og miljø er det jo heller ikke holdbart at transportere varerne rundt om kloden flere gange. Det er derfor, vi skal satse på at skabe arbejde i Danmark, skabe beskæftigelse i Danmark.

Lad os bare starte et enkelt sted, hvor jeg så oven i købet kan rose en minister. Fødevareministeren sagde meget klart i sidste uge – godt nok i Tyskland, men alligevel, der var journalister med – at dansk landbrug ikke kunne overleve i fremtiden, hvis man satsede på det konventionelle landbrug og den måde, man drev produktionen på i dag. Man var nødt til at omlægge produktionen, sådan at man fik en mere værdiskabende produktionsform. Jeg tror oven i købet, at han fremhævede økologi som et eksempel på det.

Det har han fuldstændig ret i, og når vi snakker om landbrugsproduktion, kan man vel rolig sige, at der ikke er nogen grund til at fortabe sig i overvejelser om, hvorvidt det nu kan være rimeligt og hensigtsmæssigt at give erhvervsstøtte. Det gør man i forvejen, så her er det jo et spørgsmål om, om man skal bruge pengene fornuftigt eller ej. Jeg har i hvert fald ikke oplevet, at regeringen og dens støttepartier har kastet sig ud i nogen særlig stor offensiv for, at vi for alvor skal have gjort op med landbrugsstøtten. Men det handler altså om at omstille landbrug og fødevareproduktion, sådan at vi satser på kvalitet og på en produktion, der er i overensstemmelse med miljø og natur og på den måde er med til at skabe holdbare, varige arbejdspladser i Danmark.

Jeg vil komme med et andet eksempel, og der kan jeg så forstå at regeringen i dag kommer med et udspil, som jo i punktform er blevet lækket til medierne de seneste par dage. Nu får vi det så i sin helhed og kan vurdere det derfra. Det er jo spørgsmålet om, hvordan vi faktisk udnytter den helt enestående gunstige situation, det er, at vi har nogle klima- og miljøudfordringer, som er store og voldsomme, og som kræver omlægning af vores samfund og reduktion af vores energiforbrug, samtidig med at vi har 230.000 mennesker, der står og gerne vil have et job. Det skaber vi jo ved at sikre, at vi får gang i den omstilling til vedvarende energi, som man kan sige olieprisstigninger, uregelmæssige leveringer af de fossile brændstoffer osv. og klimaudfordringen vil tvinge os til at vi får gang i her og nu. Det er da fuldstændig meningsløst ikke at fremrykke de investeringer, hvis det er sådan, at vores forventning faktisk er, at vi på længere sigt kommer til at mangle arbejdskraft. Det kan man diskutere om er sandt, men hvis det er sådan, bør man vel fremrykke dem.

Kort og godt er pointen, at vi skal være villige til at sikre, at der sker nogle investeringer i en omstilling af vores samfund her og nu. Så kan man spørge – og det er jo dér, det bliver spændende – hvordan vi sikrer, at de investeringer sker. Man kan forbedre rammevilkårene og så satse på, at de store multinationale koncerner med hjemsted i Danmark vil tage sig af det. Det er der sådan set ikke ret meget grund til at tro, for det går dem jo rigtig godt med at tjene penge, uden at de investerer i arbejdspladser i Danmark. Tværtimod har vi set, hvordan A.P. Møller har afviklet de sidste arbejdspladser på Lindø.

Der siger vi, at vi i grunden synes, at det er en rigtig dårlig idé, at den massive opsparing, der sker i Danmark, fører til, at pensionsopsparingsmidler i dag bliver brugt til at købe statsobligationer og dække underskuddet i statskassen med lån, som skal betales tilbage efterfølgende, når vi i stedet for kunne sikre, at de penge blev investeret i en omstilling af vores samfund, blev investeret i arbejdspladser, som ville give mennesker arbejde, som ville forbedre statens økonomi, fordi man ville få skatteindtægter i stedet for at skulle betale dagpenge og kontanthjælp til folk, og som samtidig ville gøre, at vi ville få udviklet den teknologi og de løsninger, som i fremtiden skal kunne sikre, at ikke bare Danmark, ikke bare Europa, men hele verden bliver i stand til at få en udvikling fremadrettet, som kan foregå på en måde, så vi ikke fortsætter med at udpine jordklodens ressourcer; som gør, at vi ikke fortsætter med at forurene ud over de grænser, som jordklode, natur og miljø kan tåle; og som gør, at der kan være en fremtid, ikke bare for danskerne, men for hele jordklodens befolkning, hvor man får gode muligheder for at leve. Det er jo de initiativer, vi skal tage i dag.

Ja. Tak til hr. Per Clausen her for hans første ordførerindlæg. Mange af dem, der følger debatten her i salen, vil meget nøje og omhyggeligt kunne se på et tidspunkt, at det ikke er statsminister Lars Løkke Rasmussen, der står på talerstolen, men at det er hr. Per Clausen fra Enhedslisten. Det er måske ikke noget, man har bemærket, men det er sådan, selv om der heroppe står det modsatte.

Vi er heller ikke gået over til faste skærmbilleder for at spare på energien. Det er simpelt hen, fordi systemet er brudt ned i hele huset. Det er brudt ned i hele huset, sådan er det. Det er det, vi skal leve af, den nye teknologi. Men det betyder så, at de, der har bemærkninger til ordføreren, tager dem, som i gamle dage, fra talerstolen, så hvis hr. Per Clausen i første omgang går ned, er det hr. Peter Christensen, der har bedt om en kort bemærkning, som så har ordet. Og det er den eneste, som jeg for nærværende har registreret, som har bedt om en kort bemærkning til hr. Per Clausen. Værsgo.

Tak for det. Når jeg lytter til Enhedslisten, er der en meget hård kritik af, at danske virksomheder flytter produktionen ud af landet. Jeg tror, at vi alle sammen egentlig gerne så, at arbejdspladserne blev i Danmark, men nu er det jo ikke noget, politikerne har besluttet, at virksomhederne skulle flytte deres produktion. Det gør de, fordi de ikke kan få den til at hænge sammen med at være i Danmark. Og der er mit spørgsmål til Enhedslisten sådan set, at når man ved, hvilke afgifter, hvilke byrder man vil lægge på erhvervslivet i Danmark, hvordan vil man så med det in mente sikre, at virksomhederne ikke bare flytter endnu mere produktion til udlandet? Vil man forbyde dem det? For det eneste, man kan være helt sikker på, er, at gennemførte man Enhedslistens politik, så ville det være i hundredtusindvis af arbejdspladser, der ville skynde sig ud af landet, for virksomhederne ville simpelt hen ikke kunne sælge deres varer med de omkostninger, de ville blive pålagt.

Hr. Per Clausen.

Det er alligevel lidt muntert, at hr. Peter Christensen stiller sig op her og siger, at jeg ville være skyld i, at hundredtusindvis af arbejdspladser ville forlade Danmark. Hvor mange private arbejdspladser er det, der er blevet nedlagt de sidste 2-3 år i Danmark? Hvem er det, der har ansvaret, når hr. Peter Christensen nu siger, at virksomhederne ikke vil investere i Danmark, fordi vilkårene er for dårlige? Det må da være hr. Peter Christensen, der har ansvaret for det.

Så jeg må indrømme, at gør man det til et spørgsmål, som vedrører Enhedslistens politik, så er det ikke mit indtryk, at Enhedslisten har haft stor indflydelse i det seneste tiår i dansk politik. Men hr. Peter Christensen har ret i, at hvis vi fremover skal give støtte til udvikling af vedvarende energi, til energibesparelser, så er det indlysende, at en del af betingelsen for, at man får den støtte og får mulighed for at udnytte statslige midler, er, at man selvfølgelig forpligter sig til også at tage ansvar for en samfundsmæssig økonomisk udvikling i det her land. Det er slut med at forgylde virksomheder, der derefter kan tage det hele med sig til udlandet.

Hr. Peter Christensen, kort bemærkning.

Det er jo ganske rigtigt, at der er mange danske arbejdspladser, som er blevet flyttet, fordi de ikke har kunnet konkurrere på de vilkår, der er i Danmark. Det er jo derfor, vi er meget enige med statsministeren i, at det gælder om at forbedre de rammevilkår, og der kan jeg så bare lytte til Enhedslisten i andre sammenhænge, hvor man synes, at virksomhederne betaler for lidt. Derfor er spørgsmålet jo relevant. Ud over at Enhedslisten mener, der skal gives noget støtte til vindmølleproducenter, hvordan vil man så sikre, at alle andre produktioner i Danmark bliver? Eller skal det forbydes? Hvordan vi man sikre det? Det eneste, man kan være helt sikker på, er, at hvor vi arbejder for bedre rammevilkår for at få arbejdspladserne til at blive, så mener Enhedslisten, at de sagtens kan betale mere i skat. Men der behøver man altså ikke gætte på, hvad konsekvensen bliver, for den bliver, at der så bare vil være endnu flere arbejdspladser, der flytter ud. Og så er mit spørgsmål: Hvordan vil Enhedslisten forhindre det, for vi kan jo ikke kun leve af at lave vindmøller i Danmark?

Hr. Per Clausen.

Det er nu alligevel spændende at høre en ordfører fra et politisk parti, som har haft statsministerposten i det her land i 10 år, konstatere, at de private arbejdspladser forsvinder fra Danmark, og sige, at han gerne vil advare imod at prøve noget nyt, og at vi skal blive ved med det, som vi har gjort indtil nu, for det har virkelig ikke virket. Det synes jeg alligevel er imponerende.

Jeg vil godt sige til hr. Peter Christensen, at det er fuldstændig rigtigt, at Enhedslisten sagtens kan se for sig, at vi får pensionskasser i Danmark til at investere i virksomheder og arbejdspladser, der bliver i Danmark, at vi sagtens kan se for os, at vi sørger for, at de ansætter de medarbejdere, der er på de virksomheder, der udvikler sig, og at de også får mulighed for at få bestemmende indflydelse på, hvordan de virksomheder skal arbejde, hvor de skal ligge, og hvad de skal producere. Så vi ønsker – og det har hr. Peter Christensen ganske rigtig ret i – at lave grundlæggende om på de mekanismer, som styrer økonomien i Danmark, også fordi vi kan se, at det ikke nytter noget at fortsætte ad hr. Peter Christensens nedtrådte stier.

Så er det fru Carina Christensen med en kort bemærkning til hr. Per Clausen.

Altså, jeg havde faktisk glædet mig rigtig meget til at rose Enhedslisten i dag, for jeg synes faktisk, det er rigtig fint, at man fra Enhedslistens side rejser sådan en meget væsentlig forespørgselsdebat om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Desto mere ærgrer det mig, når jeg så hører hr. Per Clausens ordførerindlæg, som jo mest af alt handler om kritik, kritik, kritik af regeringen, men meget lidt om, hvad Enhedslisten egentlig mener, at Danmark skal leve af i fremtiden; vi hørte lidt om økologi, vi hørte lidt om vedvarende energi, og så hørte vi sådan set ikke om ret meget andet, måske lidt om noget planøkonomi.

Men jeg vil så meget gerne give hr. Per Clausen mulighed for igen at komme herop på talerstolen og forholde sig meget konkret til de problemer, som danske virksomheder oplever her og nu, nemlig forholdet til mangelen på arbejdskraft, de ufattelig høje omkostninger, som de bebyrdes med hver eneste dag, og mangelen på produktivitet. Det er jo de reelle problemer, som der udfordrer danske virksomheder her og nu, og det er nu engang de danske virksomheder, som vi skal leve af.

Så vil hr. Per Clausen dog trods alt ikke bruge muligheden for nu at give sit bud på, hvad Danmark skal leve af, andet end bare at komme med kritik igen og igen af regeringen?

Hr. Per Clausen.

230.000 mennesker, som siger, at de gerne vil arbejde, søger arbejde, og så spørger den konservative ordfører: Hvad vil jeg gøre med det problem, at der er mangel på arbejdskraft? Hvis det er rigtigt, at der konkret mangler mennesker med konkrete kvalifikationer, skyldes det den efteruddannelsespolitik og uddannelsespolitik, regeringen har ført med sine parlamentariske støtter i 10 år, ikke, at der ikke er mennesker nok, der gerne vil arbejde. Det var det første, jeg ville sige.

Det andet, jeg vil sige, er: Det, som jeg sagde, og som jeg synes er meget vigtigt, er, at man er opmærksom på, at der faktisk findes masser af penge i Danmark, som i dag investeres i at finansiere den danske stats underskud i form af obligationer. De penge burde bruges til at investere i beskæftigelse, i at gøre os rustet til at klare fremtidens udfordringer inden for klima, miljø osv., og det kan godt være, at den konservative ordfører ikke mener, at det er at pege på klima- og energiområdet, miljøområdet og fødevareområdet som centrale temaer for vores beskæftigelse i fremtiden, men det mener vi nu i Enhedslisten.

Fru Carina Christensen.

Jamen jeg synes da, det er meget fint at pege på klima, økologi og vedvarende energi osv., jeg ville nærmest ønske, at hr. Per Clausen havde brugt hele sit ordførerindlæg på at fortælle om det, hvis det er Enhedslistens vision for, hvad Danmark skal leve af i fremtiden.

Men igen må jeg også bare sige i det her svar, at det klinger hult, altså, man forholder sig ikke konkret til den fremtidige udfordring om, at der bliver mangel på arbejdskraft. Det kan godt være, at hr. Per Clausen ønsker at benægte det og simpelt hen ikke vil se realiteterne i øjnene, men vi kommer til at mangle arbejdskraft i det her land, og det bliver et meget stort problem for ikke mindst de danske virksomheder; de har store problemer med, at der er høje omkostninger i dag, vi har store problemer med en meget lav produktivitet. Og jeg vil bare opfordre Enhedslisten til at gå ind i nogle realitetsforhandlinger omkring, hvordan virkeligheden ser ud, for jeg synes, at det, vi har hørt i dag, desværre har været meget virkelighedsfjernt.

Hr. Per Clausen.

Det, jeg synes der er virkelighedsfjernt, er at føre en diskussion om Danmarks økonomi i en situation, hvor der er 230.000 mennesker, som siger, at de gerne vil arbejde, og som søger arbejde, og så sige, at det aktuelle hovedproblem, som vi skal gøre noget ved her og nu, er manglen på arbejdskraft. Det bliver ikke bedre af, at man så siger: Jamen det vil komme i fremtiden. Ja, frem til 2020, har jeg forstået, vil arbejdsudbuddet blive reduceret med 70-80.000, men er det ikke sådan, at det kan rummes inden for de 230.000, der allerede nu ønsker at arbejde? Så der er altså arbejdskraft nok.

Pointen er så: Kan vi gennemføre nogle tiltag, der kan gøre, at de mennesker kan komme til at arbejde med noget nyttigt? Ja, det kan vi ved at sikre, at de midler, der i dag spares op i pensionskasserne, eller bare en lille del af dem faktisk investeres i at løse miljø- og klimaudfordringer, som vi har brug for at få løst. Det er sådan set pointen i det, Enhedslisten siger.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Ja, det er lige til historieskrivningen, for jeg synes, at hr. Per Clausen er unuanceret i sjælden grad – sjælden grad, hørte hr. Per Clausen det? Han siger, at alt, hvad der er blevet gjort her inden for de sidste 10 år f.eks., bare er ubrugeligt, og det har ikke virket på nogen måde. Det sagde hr. Per Clausen heroppefra for et øjeblik siden.

Se, i starten af 2008, inden finanskrisen satte ind, var der en ledighed i Danmark på 1,6 pct. – 1,6 pct. Der var utrolig mange mennesker, som tidligere havde været helt ude over kanten af arbejdsmarkedet og ikke havde en chance for at komme ind og få job, der på grund af, at det gik godt i Danmark, og at der blev skabt arbejdspladser, og at der var så lav en ledighed, faktisk fik mulighed for at komme ind på arbejdsmarkedet. Så jeg har bare det lille spørgsmål i forhold til den her historieskrivning, hr. Per Clausen forsøgte at lave for et øjeblik siden: Er det positivt, at der var den udvikling? Er det positivt, at der var en masse mennesker, som ikke havde troet, de igen ville få en chance på arbejdsmarkedet, der rent faktisk kom ind på grund af den lave ledighed? Er det en af de ting, som faktisk har været positive i sidste 10 år, når vi nu kigger tilbage på perioden?

Hr. Per Clausen.

Det er dejligt, at hr. Kristian Thulesen Dahl nævner det, for det er jo netop et af de rigtig gode, konkrete eksempler, der er på, at når efterspørgslen efter arbejdskraft øges, øges udbuddet også, sådan at man ikke i så udpræget grad, som nogle har den, behøver at have frygt for at komme til at mangle arbejdskraft, hvis det skulle begynde at gå bedre igen.

Det andet, jeg vil sige, er, at problemet med regeringens politik frem til i dag jo var, at man ikke havde satset på at sikre, at den udvikling, der kunne være, var holdbar, for man havde selv skabt forudsætningerne for, at den økonomiske krise ramte hårdere i Danmark end i andre lande ved at tillade og åbne op for nogle spekulationsgevinster, som blev større, end de gjorde i andre lande. Dermed havde man gjort Danmark ekstremt sårbar over for den økonomiske krise, da den slog igennem. Jeg tror nok, at det var, fordi det dengang vistnok stod i nogle af lærebøgerne på økonomistudiet, at vi igen var kommet til den periode verdenshistorien, hvor der ikke kom flere kriser. Sådan har det det med at gå: Når det er gået fremad 4 år, glemmer man, at der kommer en krise igen. Og det var rigtig dumt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Fornemmede jeg rigtigt? Var der ca. 20 sekunders tale her, hvor en repræsentant for Enhedslisten faktisk gav udtryk for, at der er sket noget positivt inden for de sidste 10 år? Fornemmede jeg, at der var et punkt her, hvor vi havde ramt noget, som selv hr. Per Clausen måtte erkende faktisk var noget, der var positivt for mange mennesker, nemlig at der, da vi havde højkonjunktur og meget lav ledighed, var nogle mennesker, som ikke troede, de fik adgang til arbejdsmarkedet igen – som troede, de var sat varigt ud på et sidespor – der rent faktisk kom ind på arbejdsmarkedet igen? Måtte jeg fornemme det som et lille positivt bidrag i debatten? vil jeg spørge hr. Per Clausen.

Hr. Per Clausen.

Jeg kan forsikre hr. Kristian Thulesen Dahl om, at der er sket rigtig, rigtig mange positive ting i mit liv og rundtomkring i verden de sidste 10 år, så det kan vi godt tage med. Men pointen her er, at den politik, regeringen har ført, ikke har ført til noget godt. Den var forkert. Man burde have brugt det økonomiske opsving, der var, til f.eks. at have fået gang i Danmarks omstilling til vedvarende energi, have gjort sig uafhængig af fossile brændstoffer, have gjort sig uafhængig af olie. Så havde mange danskere i dag været i den lykkelige situation, at deres regning på olie ikke ville stige, fordi de ville have været uafhængige af olie.

Altså, man forsømte at bruge opsvinget til at sætte gang i en udvikling i Danmark, der skulle have skabt en holdbar beskæftigelse og holdbar udvikling. Derfor blev Danmark ramt endnu hårdere end andre lande, da krisen slog igennem. Og det er det, der er rigtig ærgerligt.

Tak til hr. Per Clausen. Der er ikke flere ønsker om korte bemærkninger. Så er det hr. Peter Christensen som ordfører for Venstre.

Til det sidste, som hr. Per Clausen sagde, vil jeg sige, at vi jo netop brugte overskuddene under højkonjunkturen til at betale af på Danmarks gæld, så vi stod godt rustet til den situation, vi er i nu, hvor vi faktisk står bedre rustet end rigtig mange andre af de europæiske lande. Så det forholder sig stik modsat.

Men i forhold til forespørgslen vil jeg sige, at det, når man taler om fremtiden, altid er fornuftigt at kigge lidt på fortiden. Hvad troede fortidens politikere Danmark skulle leve af? Midt under anden verdenskrig mente Thorvald Stauning, at Danmark skulle leve af planøkonomi. Linjen vil være den fra Tyskland kendte planøkonomi, udtalte den socialdemokratiske landsfader. Danmark skulle leve af at levere landbrugsprodukter til gengæld for råstoffer og tyske industriprodukter. Det var altså, hvad Danmark skulle leve af i 1941. Efter anden verdenskrig skiftede Socialdemokraterne linje igen, og dog, i programmet »Fremtidens Danmark« slog Socialdemokraterne til lyd for en nationalisering af alt muligt; det var fremstilling af telefonapparater, kabler, ledninger, jernbaner og sporvognsmateriel, asfalt, tapetfremstilling og svovlsyrefabrikation. Ja, alle disse vitale industrier skulle under samfundskontrol, som det hed. På linje hermed bør forholdene undersøges i medicinalindustrien, foreslog Socialdemokraterne. Heldigvis blev det jo ikke sådan, og det tror jeg rent faktisk også Socialdemokraterne selv er glade for.

Historien er fuld af eksempler på misforståede ambitioner på fremtidens vegne. Så snart vi overhovedet forsøger at besvare spørgsmålet, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, er vi jo nødt til at stille et andet og langt mere praktisk spørgsmål, som er: Hvad kan Danmark leve af i fremtiden? Og her er svarene sådan set noget nemmere. Danmark kan ikke leve af gæld. Danmark kan ikke leve af større offentligt forbrug. Danmark kan ikke leve af at være bistandskontor for hele verden. Danmark kan ikke leve af en tidlig tilbagetrækning fra arbejdsmarkedet. De fleste af de ting, som oppositionen vil gøre i dagens Danmark, er netop ting, som Danmark ikke kan leve af.

På et eneste punkt har oppositionen fat i noget rigtigt, men det spørgsmål er til gengæld ikke en sag for politikere, det er en sag for folk selv, og det er nemlig, at vi alle sammen skal arbejde nogle flere timer. Det er bare en sag for arbejdsmarkedets parter. Selv om arbejdsgiverne sikkert gerne ser en længere arbejdstid, er det jo tvivlsomt, om medarbejderne også gør det samme. Når vi diskuterer, hvad Danmark skal leve af, må vi altid have øje for, hvad Danmark kan leve af, og hvad danskerne hver for sig ønsker at leve af.

Hver gang politikerne diskuterer, hvad danskerne skal leve af i fremtiden, føler jeg mig hensat til dengang, hvor socialistiske planlæggere i østblokken lagde 5-års-planer for, hvad man skulle producere. Den slags gør vi heldigvis ikke i Danmark. Vi lader folk bruge deres egen fornuft, deres egne ressourcer og deres egen opfindsomhed, og det er lige præcis, hvad Danmark skal leve af. Vi har været fri til at gå vore egne veje, fri til at sætte i værk, selv om andre har rynket på næsen.

Jeg er ikke et sekund i tvivl om, at mange har rynket på næsen. Statsministeren nævnte i sit svar tre virksomheder, jeg tror, det var Pandora, Lars Larsen og LEGO, og jeg er da helt sikker på, at der er blevet rynket på næsen af dem alle tre, da de begyndte, men de er store succeser i dag, og store succeser kan man tjene penge på, men de kommer altid som en overraskelse for resten af samfundet. For hvis politikerne vidste, hvad fremtidens vindervirksomheder ville være, kunne de jo lige så godt tage et lån i banken og selv blive millionærer på at investere i dem. Nej, sand innovation er altid overraskende, og det er egentlig logisk nok. Hvis alle gør det samme, er der ingen penge at tjene. Hvis vi alle producerer det samme, uanset om det er grønt, sort eller blåt, bliver der overkapacitet. Nej, lad os hellere sørge for, at kløgtige mennesker kan sætte deres egne eksperimenter i gang med ting, som politikerne ikke blander sig i.

Vi skal hver især gøre det, vi er bedst til, og politikerne er ikke bedst til at drive virksomhed eller forudsige fremtiden. Vi bliver alt for let grebet af modefænomener.

Hvad skal vi leve af? Det er derfor grundlæggende det forkerte spørgsmål. Det lægger op til et bureaukratsvar. Hvad kan vi leve af? Sådan er det rigtige spørgsmål. Og her er der grund til optimisme.

Vi kan hver især leve af mange forskellige ting. Nogle kan være smede, andre kan være sygeplejersker, og andre igen kan være ingeniører, designere eller programmører. Nogle kan sågar leve af at være politikere, men som samfund kan vi slet ikke leve af politikere. Vi kan ikke engang leve af offentligt ansatte – og misforstå mig ikke, offentligt ansatte er rare at have, men det eneste, vi som samfund kan leve af, er den produktion, som foregår i den private sektor. Det er jo i den private sektor, at man tjener pengene.

Vores store politiske opgave i de kommende år bliver derfor at give plads for privat vækst. Vi kan ikke fortsætte en udvikling, hvor det offentlige forbrug stiger uhæmmet og tager arbejdskraft fra den private sektor. Vi kan ikke fortsætte en udvikling, hvor vi betaler danskerne for at forlade arbejdsmarkedet lang tid før pensionsalderen. Også her tager vi arbejdskraft fra den private sektor, fra det, som vi skal leve af som samfund.

Regeringen har taget bestik af de store udfordring, det danske samfund står over for, og i Venstre deler vi statsministerens pejlemærker for vækst. Fem nødvendige pejlemærker:

For det første skal de offentlige finanser være sunde. I 2020 vil der være en ubalance på mellem 45 og 50 mia. kr. på de offentlige budgetter, hvis vi bare lader stå til. Det er uholdbart, og det vil regeringen målrettet gøre noget ved. Vi vil fortsætte den ansvarlige linje, vi lagde med genopretningspakken.

For det andet skal virksomhederne have tilstrækkelig med arbejdskraft. Derfor har regeringen bl.a. fremlagt en tilbagetrækningsreform med en gradvis udfasning af efterlønnen. Vi kan ikke leve af at sende produktive mennesker ud af arbejdsmarkedet. Takket være regeringens tilbagetrækningsreform vil beskæftigelsen kunne øges med 70.000 i 2020, og det samlede bruttonationalprodukt vil kunne øges med 50 mia. kr.

For det tredje skal danskerne uddannes. Det gælder ikke mindst børnene i folkeskolen. Vi har set fremskridt, men de skal være større endnu i retning af større faglighed.

For det fjerde skal Danmark være præget af mere konkurrence. Dermed kan vi øge produktiviteten, og det er forudsætningen for højere indkomster på sigt.

For det femte skal den offentlige sektor være mere effektiv. Det er forudsætningen for at udnytte samfundets ressourcer bedre og frigøre midler til vækst.

Hvad skal vi leve af i fremtiden? I hvert fald ikke lediggang. Det, vi til gengæld kan leve af i fremtiden, er mere foretagsomhed, uanset hvordan det ser ud, og uanset hvor den kommer fra.

Jeg skal på vegne af Venstre, Dansk Folkeparti, Det Konservative Folkeparti, Liberal Alliance og Kristendemokraterne fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Folketinget konstaterer, at Danmark har haft bedre mulighed for at komme gennem krisen end mange andre lande, idet vi i højkonjunkturen vendte nettogæld til nettotilgodehavende. Dette gennem afdrag på 384 mia. kr. på statens gæld. Ledigheden nåede tillige rekordlave 1,6 pct. før finanskrisen medførte, at ledigheden begyndte at stige.

Folketinget understreger, at det er afgørende, at der efter krisen igen kommer forstærket økonomisk vækst. Danmark skal som minimum have en vækst sammenlignelig med vores nabolande – og dette kræver politiske tiltag. Der skal sikres gode rammevilkår – herunder fortsat satsning på forskning og uddannelse.

Der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, hvor der gennemføres reformer. Kravene til økonomisk ansvarlighed er øget efter den globale økonomiske krise. Derfor skal de offentlige finanser konsolideres på kort som længere sigt.

Målet er at bevare og videreudvikle et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste, og som sikrer borgerne frihed og fleksibilitet i deres hverdag.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 26).

Tak. Det oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger. Jeg har noteret mig, at følgende har bedt om korte bemærkninger: Orla Hav, Steen Gade, Morten Østergaard, Per Clausen og Frank Aaen.

Den første, der kommer op på talerstolen, er så hr. Orla Hav med en kort bemærkning til hr. Peter Christensen, som – hvad der er mest praktisk – går ned fra talerstolen.

Jeg skal indrømme, at det jo er tre spændende eksempler, som statsministeren og Venstres ordfører har fremdraget til i dag. Derfor vil jeg godt stille et par enkelte spørgsmål til de tre konkrete eksempler.

Vi glæder os jo alle over, at Pandora er en gedigen succes på Børsen. Hvor mange arbejdspladser genererer Pandora i Danmark? Den anden virksomhed, der bliver nævnt som en succes, og som vi jo deler glæden over, er LEGO. Er det så helt umuligt for Venstre at se, at der er en sammenhæng imellem det, at man gav mulighed for, at børn fik fritid til at lege, og så succesen for LEGO, altså at der blev skabt nogle rammer i samfundet, der gjorde, at der var et interessant marked at gå ind på? Er det helt umuligt for Venstre at forestille sig, at det er sådan, økonomien også hænger sammen?

Hvad angår det sidste eksempel, skal jeg så afholde mig fra det, kan jeg se på formanden.

Hr. Peter Christensen.

Jamen spørgsmålet gør mig sådan set bekymret for Danmarks fremtid. For det afslører, at der, hvor der er økonomiske succeser, mener Socialdemokratiet enten ikke, at de er værd at tage med, selv om noget af produktionen ligger i udlandet, og hvis det ellers er en succes, der også har medført arbejdspladser i Danmark i stor stil, ja, så er det sådan set Socialdemokratiets skyld, at de arbejdspladser overhovedet er der. Det er jo her, vi er meget uenige, for jeg tror ikke på, at det var Socialdemokratiets skyld, at LEGO blev opfundet. Det svarer lidt nogenlunde til, da en amerikansk præsidentkandidat mente, at han opfandt internettet.

Det har jeg vist heller aldrig rigtig set noget bevis for, men politikere, der har den form for tænkning, kommer aldrig nogen sinde til at gøre det, der er vigtigt for erhvervslivet, nemlig at skabe gode rammevilkår, fordi de i deres egen selvophøjethed mener, at de kan forudse fremtiden og også fortælle virksomhederne, hvordan de skal operere. Hvis den holdning kommer til at sætte sig fast, bliver det farligt for Danmarks fremtid.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg må jo sige, at jeg er mindst lige så bekymret, som hr. Peter Christensen er, altså over, at hr. Peter Christensen ikke kan indse, at der er en sammenhæng mellem de rammer, der gives i samfundet, og de erhvervsmuligheder, der så opstår. Jeg synes, det er dybt mistrøstigt, at Venstres repræsentant ikke kan se, at når der gives mulighed for, at børn får fritid til at lege i, så vil forældrene også være indstillet på at bruge nogle penge på at udfylde den med noget godt og noget sundt, og at der er den mekanisme imellem det, at det, der foretages af samfundsmæssige prioriteringer, giver nogle muligheder for vores erhvervsliv. Jeg synes, det er ærgerligt, at den viden ikke har bundfældet sig hos Venstre, og hvis det er udtryk for skyld, påtager Socialdemokraterne sig gerne skylden for, at vi har et velfungerende LEGO, der giver rigtig mange gode danske arbejdspladser. Men det var sådan set ikke det, jeg sagde.

Jeg vil meget gerne have, at Venstre indser, at der er en logisk sammenhæng mellem nogle gode rammer og nogle forretningsmæssige muligheder.

Så er det hr. Peter Christensen for at svare på den korte bemærkning, værsgo.

Men hvad kommer først, hønen eller ægget? Det er jo rigtigt, at man ikke ville kunne have så stor en arbejdsstyrke, som vi har i Danmark, hvis det ikke var sådan, at man kunne få sine børn passet. Men det ændrer jo ikke ved, at det også kræver, at der er nogle virksomheder, der har brug for de mennesker, som skal have deres børn passet. Altså, hvis der ikke er beskæftigelse, hvis der ikke er job, så får vi heller ikke nogen stor efterspørgsel efter at få børn passet, for så kommer de til at gå hjemme.

I fremtiden bliver vi jo nødt til at have en snak med hinanden om, hvordan vi sikrer, at alle job ikke flytter ud, men at vi kan bevare og udvikle beskæftigelsen i Danmark. Det gør man ikke ved, at venstrefløjen siger: Vi kan forudse fremtiden, vi skal nok beslutte, hvor væksten kan komme; vi kan godt lide vindmøller, så dér satser vi det hele. Hvad nu, hvis den strategi slår fejl? Hvad nu, hvis man havde satset forkert i historien? Så ville vi stå i et land uden en betydelig beskæftigelse. Vi er nødt til at lave generelle rammer, og så vil den innovation, der er derude blandt almindelige danskere, nok skabe den beskæftigelse.

Så er det hr. Steen Gade for en kort bemærkning til hr. Peter Christensen.

Tak. Jeg synes, det var en helt utrolig indholdsløs tale, hr. Peter Christensen holdt. Var det Storm P, der sagde, at det eneste, der kommer af ingenting, er lommeuld. Det var vel også det, der kom ud af hr. Peter Christensens mund her. Tænk, man står i en situation, hvor vi ved at vores innovationskraft er svækket og konkurrenceevnen er svækket, og så siger hr. Peter Christensen, at det kommer mere eller mindre af sig selv!

Hvis jeg så går ind på hr. Peter Christensens måde at tænke på, vil jeg sige, at der blev sagt én virkelig fornuftig ting, nemlig at vi skal satse mere på uddannelse. Hvorfor er det så, at genopretningsplanen skærer ned på de rammevilkår, der er for uddannelse og forskning? Og hvorfor er det, man i sit finanslovudspil har lagt op til, at ambitionsniveauet skal svækkes, altså at stigningstakten skal svækkes i de kommende år?

Hr. Peter Christensen.

Vi mener, at uddannelse er en afgørende faktor for, hvordan Danmark kommer til at klare sig i fremtiden, og derfor bruger vi jo også 2 mia. kr. mere i 2011, end vi brugte i 2010, alene på uddannelse. Og siden 2001 har vi altså samlet set tilført uddannelsesområdet over 19 mia. kr. ekstra. Så det er et helt afgørende område.

Men jeg tror, at det, der på hver eneste direktionsgang i Danmark afgør, om man flytter produktionen eller ej, er, om man, når man kigger i regnskabsbøgerne, kan konstatere, at man kan tjene flere penge ved at lade produktionen finde sted et andet sted. Så enkelt er det. Jeg tror ikke, det er båret af ret mange følelser for det ene eller det andet, det er båret af at ville tjene penge. Og når SF så foreslår, at der skal være øgede skatter og afgifter for virksomhederne, vil jeg gerne minde om, at det jo bare vil medføre, at når man sætter de to streger i regnskabet på den enkelte virksomhed, så øger det jo sandsynligheden for, at man flytter de arbejdspladser ud. Og så er svaret fra venstrefløjen: Jamen så skal vi jo bare bygge nogle vindmøller. Jamen vi kan ikke kun leve af at lave vindmøller i Danmark.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Jeg tror, hr. Peter Christensen har fået vindmøller på hjernen, for jeg har slet ikke omtalt vindmøller. Men jeg har i stedet for påpeget det, som vel også var en tilståelsessag for hr. Peter Christensen, nemlig at man fra regeringen og Dansk Folkepartis side nedprioriterer uddannelse og forskning. Så har vi det på plads – det er regeringens eget ambitionsniveau. Det er jo realiteten, og det var også det, hr. Peter Christensen sagde bag alle tallene.

Men i forbindelse med vindmøller vil jeg spørge: Hvorfor skal Danmark ikke udnytte sine styrkepositioner? Statsministeren brugte lige 2-3 minutter af sin meget lange tale til at sige lidt om styrkepositioner. Hvis Danmark skulle drives som en forretning, er der så nogen herinde i salen, der ikke tror, at man skal bygge på sine styrkepositioner, i stedet for at det bare er sådan lala? Det er jo efter min opfattelse et spørgsmål om, om man vil opgive, eller om man vil kæmpe.

Hr. Peter Christensen.

Det var jo i hvert fald meget loyalt over for SF's formand at lave den ligning, der hedder, at man, når man har tilført et område 2 mia. kr. ekstra, så har nedprioriteret det. Det er sådan set nogenlunde den melodi, vi har hørt fra hr. Villy Søvndal de sidste 8-9 år, nemlig at hver eneste gang man tilførte et område penge, var det en slagtning af området. Vi tilfører uddannelser 2 mia. kr. mere alene fra 2010 til 2011.

Nej, jeg mener sådan set, at man med fordel kan satse på de steder, hvor man har sin styrkepositioner, alt andet ville jo være skørt. Pointen er bare, at SF vil øge belastningen for det danske erhvervsliv generelt for så at give nogle af pengene – det er jo langt fra dem alle sammen – tilbage til nogle specifikke områder, som man selv vælger, men det er ikke måden at lave generelle gode rammevilkår, og det betyder jo bare oversat til dansk, at alle de virksomheder, som ikke har SF's opmærksomhed, vil få svært ved at konkurrere i fremtiden.

Så er det hr. Morten Østergaard med en kort bemærkning til hr. Peter Christensen.

Jeg tror, at mange, der lytter, må synes, at det er besynderligt. For når man hører hr. Peter Christensen, så er alt godt. Regeringen har håndteret de sidste 3 år superbt og har styr på tingene fremadrettet. Det er på trods af, at vi står i en situation, hvor vi ligger og roder i bunden af OECD's prognoser for, hvor meget vækst man kan have. Hvis vi sammenligner os med det afrikanske kontinent, så er det kun Zimbabwe, der har haft en ringere vækst end Danmark i de sidste 3 år. Og hr. Peter Christensen synes, og vi skal have mere i den retning. Det er så også en klar underkendelse af hele to Venstrestatsministre. Det var jo Anders Fogh Rasmussen, der sagde, at vi skal være en grøn vindernation, der skaber tusindvis af nye arbejdspladser. Og for et øjeblik siden henviste statsministeren til den energiplan, man lægger frem i dag, som også skulle skabe nye arbejdspladser. Men hr. Peter Christensen og Venstre vil ikke være med, og dermed går det sikkert, som det er gået med »Grøn Vækst«, at når det når til Venstres gruppe, så stopper det der. Det kommer aldrig gennem Folketinget.

Hr. Peter Christensen.

Der bliver konkluderet på meget, jeg ikke har sagt. Jeg mener sådan set, at vi med fordel også kan satse på den grønne teknologi, men det må bare ikke blive på bekostning af det generelle erhvervsliv i Danmark. Det er jo sådan set der, uenigheden er.

Jeg synes da, det er glimrende, at vi for ikke at være afhængige af især nogle af de stater, hvor vi ser, at der lige nu er uro, gør os uafhængige af fossile brændstoffer. Lige mens vi har den her debat, fremlægger regeringen et klart bud på, hvordan vi kommer et rigtig godt skridt videre med den dagsorden. Det er glimrende.

Men dem, jeg har en anke mod, er Socialdemokratiet og SF – der tror jeg sådan set, at Det Radikale Venstre er meget mere enige med os, end de dybest set er med dem, de vil i regering med – for det kan ikke nytte noget, at man forringer de generelle rammevilkår for danske virksomheder for at ville sidde og dele lunser ud til dem, man godt kan lide. Det er ikke den måde, hvorpå vi sikrer det brede danske erhvervsliv. Der minder jeg bare stilfærdigt om, at det er godt at satse på vedvarende, grøn teknologi, men vi kan ikke kun leve af at lave vindmøller i Danmark.

Hr. Morten Østergaard.

Nu er det jo ikke mig, der skal svare på spørgsmål, men jeg synes, det kan være svært at skulle sige, at man er enig med hr. Peter Christensen i det, han siger, for det ene øjeblik siger han, at man ikke må satse på noget, og når man så peger på det grønne område, siger hr. Peter Christensen, at vi da skal satse på det grønne område. Der må Venstre jo på et eller andet tidspunkt gøre op med sig selv, om de mener, at der skal satses, eller om de ikke mener, at der skal satses på det. Jeg har ikke hørt nogen sige, at det skal være på bekostning af andre områder. Jeg har hørt nogen sige, at vi skal udnytte vores styrkepositioner.

Men det er da interessant at følge op på det. Lad os nu sige, at vi i Danmark giver 24 mia. kr. i erhvervsstøtte om året – altså specifik erhvervsstøtte – skal det hele så væk, eller kan hr. Peter Christensen pege på nogle områder, der skal væk? Det kunne være landbrugsområdet, som jo er tykt subsidieret af staten, og som er blevet ekstra subsidieret her på det seneste af regeringen. Skal der files på det? Eller hvad med rederiområdet? Jeg tror, at vi i Det Blå Danmark har 10.000 arbejdspladser alene i København. Det er nok primært, fordi vi har valgt nogle rimelig favorable ordninger, bl.a. Det Internationale Skibsregister, som gør, at det er attraktivt at lægge dem i Danmark. Er det det, der skal væk, så man kan satse på noget dér, hvor vi har nogle styrkepositioner?

Vi er nødt til at forstå, hvad det er Venstre mener, for det, hr. Peter Christensen siger, stritter i alle retninger.

Hr. Peter Christensen.

Jeg synes sådan set, at eksemplet med vores rederier i Danmark er et eksempel, som viser, at vi i Danmark har valgt at gå den vej, der hedder, at der skal skabes nogle rammevilkår, der gør, at de arbejdspladser ikke forlader Danmark, og at man ikke udflager alle skibe fra Danmark.

Det er sådan set det, der er min pointe. Vi er nødt til at skabe gode rammevilkår for vores virksomheder. Det nytter jo ikke noget, at rammerne kommer til at bestå af, at man udpeger nogle, som man godt kan lide, og så bliver der i øvrigt øgede erhvervsskatter til resten. Det er sådan set generelt min pointe. Jeg tror sådan set, at hvis vi som politikere koncentrerer os om at sikre, at det generelle omkostningsniveau for de danske virksomheder ikke stiger, er det en begyndelse til, at de kan blive i Danmark.

Så kunne jeg høre, da forespørgslen startede, at det største problem for Enhedslisten sådan set er, at der er medarbejdere, der har udvist løntilbageholdenhed, mens krisen rasede. Det var det værste, Enhedslisten nogen sinde havde hørt. Altså, det er jo noget, arbejdsmarkedets parter afgør, men jeg tror, at det skyldes ansvarlighed hos mange medarbejdere, som kunne konstatere, at hvis de forlangte mere i løn eller ikke holdt igen, ville også de arbejdspladser forlade Danmark.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes måske, at hr. Peter Christensen skal prøve at holde styr på, hvad han selv siger, for det, jeg forstod nu, var, at hr. Peter Christensen mener, at man godt kan give brancher ekstra favorable skattevilkår, at man godt kan have nogle brancher, som har nogle ekstra gunstige støtteordninger. Men hvis venstrefløjen foreslår, at man skal give nogle gunstige vilkår på miljøområdet til vedvarende energi, til omstilling til økologi, så er det forkert.

Så kunne jeg godt tænke mig at spørge hr. Peter Christensen om en anden ting. Skabes der ikke værdi i den offentlige sektor? For hr. Peter Christensen sagde, at værdi kun kan skabes i den private sektor. Jeg vil bare spørge: Betyder det, at hr. Peter Christensen mener, at der ikke kan skabes værdi i den offentlige sektor? Og hvad er det, der lige sker med noget, når det går fra den offentlige til den private sektor, og som gør, at så skaber det lige pludselig værdi?

Hr. Peter Christensen.

Altså, jeg gentager sådan set gerne mit svar. For der er ikke noget i vejen med, at man går ind og sikrer gode rammevilkår for virksomheder, også for virksomheder, der producerer vedvarende energi. Men man er nødt til at forholde sig til, at det sker, samtidig med at venstrefløjen foreslår, at de generelle erhvervsskatter skal sættes op. Og det er jo der, filmen knækker.

Der var ikke spor i vejen, da vi i det her Folketing konstaterede, at hele søfarten var under massiv konkurrence, og hvis de ikke skulle udflage alle sammen, var vi nødt til at kigge på, hvilket beskatningsniveau vi udsatte rederierne for. Så satte vi beskatningen ned, og det har faktisk betydet, at der i dag er flere skibe under dansk flag end før – en rigtig god historie.

Hr. Per Clausen, en kort bemærkning.

Jeg synes, at man skal være glad, når politisk debat udvikler sig, og det har den gjort her, for hr. Peter Christensen er gået fra at sige, at politikere ikke skulle blande sig i, hvilke brancher og områder det var, man skulle satse på at væksten skulle ske i, til nu at sige, at det gør man i forvejen, og at det skal man også blive ved med i fremtiden. For så kan vi diskutere, om det er rigtigt, at klima- og miljøtemaerne og spørgsmålet om at få et værdiproducerende landbrug er vigtige temaer for os i fremtiden. Det kunne jeg godt tænke mig at høre om hr. Peter Christensen er enig eller uenig i.

Det andet spørgsmål, som jeg ikke fik noget svar på, er: Er det virkelig hr. Peter Christensens opfattelse, at der ikke skabes værdi i den offentlige sektor, eller har han også skiftet standpunkt på det område?

Hr. Peter Christensen.

Det, jeg sagde i mit ordførerindlæg, var, at offentligt ansatte er rare at have, de er med til at skabe service for os alle sammen, men vi kan ikke leve af, at vi ansætter hinanden i den offentlige sektor. Det er så der, hvor planøkonomien slår hundrede procent igennem ved Enhedslisten og hr. Per Clausen, når man mener, at man sådan set kan løse det hele ved at ansætte alle dem, som i dag er ledige, i den offentlige sektor.

Der kan jeg bare konstatere, at så får vi da i hvert fald, som jeg også sagde i mit ordførerindlæg, på ingen måde vækst i den private sektor, fordi så er arbejdskraften simpelt hen ikke til stede til, at vi kan få skabt vækst i den private sektor, sådan at vi kan eksportere mere, sådan at vi kan få flere skatteindtægter, sådan at vi kan få råd til overhovedet at bevare den velfærd, som vi har i dag, og de offentligt ansatte, som vi har i dag. Og det jo sådan set det, som er problemet. Når vi har en økonomisk udfordring, er det jo, fordi væksten er for lav i Danmark, og vi kan ikke løse det problem ved at ansætte flere offentligt ansatte.

Så er det hr. Frank Aaen med en kort bemærkning.

Regeringen praler med, også i dag, at Danmark er kommet bedre igennem krisen end andre lande. Så vil jeg gerne bede hr. Peter Christensen bekræfte, at statsgælden på 2 år er fordoblet. Hvad angår arbejdsløsheden, er arbejdsløsheden i Danmark højere, end den er i Sverige, i Finland, i Norge, i Tyskland, i Holland, i Storbritannien og i Østrig, bare for at tage nogle eksempler. Er det virkelig sådan, at vi klarer os bedre end andre lande, når vores arbejdsløshed er højere end i de lande, der ligger allertættest på?

Hr. Peter Christensen.

Jamen det er jo ikke rigtigt. Altså, situationen er den, at da vi havde højkonjunktur, betalte vi massivt af på vores gæld, og da krisen så ramte, valgte vi også at investere i offentlige aktiviteter, for at vi netop ikke skulle blive ramt hårdere end ellers af lavkonjunkturen. Og det ville vi jo ikke have haft den samme økonomiske mulighed for, hvis ikke vi havde været ansvarlige, mens vi havde overskud og betalte af på statens gæld.

Jeg husker udmærket de debatter, vi havde i de år, hvor vi havde overskud på de offentlige budgetter. Der var der ikke andet end kritik fra venstrefløjens side, man mente, at de penge skulle vi jo skynde os at puste det offentlige forbrug op med. Vi valgte at sige: Nej, vi skal også bruge penge på at få gælden væk, sådan at vi står godt rustet. Heldigvis fuldførte vi den linje. Når man kigger sig rundt, kan man se, at det også betyder, at vi står klart bedre rustet, og at de reformbehov, som er i Danmark, og som er store, stadig er mindre end i de lande, som hr. Frank Aaen lige henviste til.

Hr. Frank Aaen.

Hvis det er fakta, benægter jeg fakta, var der en, der sagde engang.

Det, jeg læste op før, var jo tal fra Eurostat. Nu kan jeg se, at statsministeren også ryster på hovedet, så jeg vil bede statsministeren om, når han igen skal have ordet, at sige, hvor det lige præcis er, jeg tager fejl, når jeg opremser, at arbejdsløsheden i Danmark er større i procent end i Sverige, Finland, Norge, Tyskland, Holland, Storbritannien og Østrig, for bare lige at nævne nogle af vores nærmeste nabolande.

Jeg vil spørge statsministeren: Får vi et svar? Statsministeren kan jo bare svare nu. Sådan har ministre jo et fortrin. De kan altid bede om ordet, og så får de det straks. Så jeg vil sige til statsministeren: Værsgo at bede om ordet. Eller også kan statsministeren kigge efter og så tage ordet lidt senere for at sige, om det, jeg her opregner, er rigtigt eller forkert, nemlig at arbejdsløsheden i Danmark er højere end i den her lange række af lande.

Hr. Peter Christensen.

Nu var det sådan, at jeg blev lidt forvirret. Jeg formoder, at jeg godt må svare, selv om der blev henvist til statsministeren, for nu er det jo sådan mit ordførerindlæg. Altså, sandheden er, at vi under højkonjunkturen ramte en enormt lav ledighed på 1,6 pct. Og det var sådan set medvirkende til, at vi havde så store overskud, også på de offentlige budgetter, og at vi kunne betale af på gælden. Men der er jo ingen tvivl om, at Danmark er en lille, åben økonomi, så når det går skidt i landene omkring os, ja, så rammer det af gode grunde også Danmark, fordi vi eksporterer vores varer dertil.

Men jeg glæder mig sådan set over, at også med de initiativer, regeringen har taget, er ledigheden sådan set stadig på et niveau, som er lavere end det, det var i 1990'erne, også lavere end det, det var i 2001. Det er sådan set, på trods af at vi er blevet ramt af en økonomisk krise. Så ja, én ledig er jo én for meget, men det ændrer sådan set ikke ved, at det stadig væk er et relativt lavt niveau, hvis man sætter det ind i en historisk sammenhæng.

Tak til hr. Peter Christensen. Der er ikke flere, der har bedt om korte bemærkninger, som kan få det. Så er det hr. Orla Hav som ordfører for Socialdemokratiet.

Tak for det. Enhedslisten har bedt om denne forespørgselsdebat. Det kan der være rigtig god mening i, for det er et spørgsmål, som stilles af rigtig mange mennesker i rigtig brede kredse: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

Vi står med en globalisering, der på mange måder er en udfordring, men også giver nogle muligheder, hvis vi forstår at bruge dem rigtigt. Vi står med en demografisk udfordring, der er kolossalt stor. De store årgange takker af på arbejdsmarkedet, og de små årgange er på vej ind på arbejdsmarkedet. Vi ved, at den vestlige verden ikke længere har monopol på de bedste uddannelser og det højeste uddannelsesniveau. Vi er bragt i en finansiel krise med baggrund i kortsigtede og utilstrækkelige politiske handlinger siden 2001. Vi står med et land, hvor forskellen mellem de egne, hvor der er gang i den, og de egne, som vi betegner som udkant, bliver større og større.

Midt i disse udfordringer står så en stadig større del af befolkningen og er usikker – usikker på, hvordan hver enkelt selv skal og bør agere for at kunne klare sin og familiens situation: Hvad kan man regne med, hvad kan man have tillid til i en verden, hvor værdier og prioriteringer skifter meget hurtigt? De nære spørgsmål melder sig hos rigtig mange: Flytter min arbejdsplads, og hvilke muligheder har jeg så? Hvordan kan jeg sikre det bedste udgangspunkt for mine børn, så de har mulighed for at klare deres fremtid?

Ja, der er god grund til at stille spørgsmålet: Hvad skal Danmark leve af i fremtiden?

Til dette kan vi så føje den oplysning, der fremkom i går, nemlig at Danmarks evne til at skabe vækst er under afrikansk niveau. Alene Zimbabwe scorer ringere vækstrater end Danmark. Vi sammenligner os oftest med Sverige, Tyskland, Holland og Frankrig, men deres fald i BNP over de seneste 3 år har været på mellem 0,3 og 1,3 pct.

Er det så Spanien og Portugal, vi skal sammenligne os med? Næh, selv disse to hårdt ramte sydeuropæiske økonomier har mindre fald i væksten, end vi har. Vi er i klub med dele af Østeuropa, Grækenland, Irland og Italien, som ofte benævnes som tabernes klub.

Hvor kan borgerne så forvente at få svar på disse udsagn? Ja, overvismanden var inde at kommentere, hvordan det så ud: Dansk økonomi var overophedet, allerede inden krisen kom, og regeringens politik har en del af skylden. Det er ikke sådan, at stat og regering er ansvarlig for alt, men »det nominelle skattestop på ejendomsværdiskatten og til en vis grad liberaliseringen af låneformerne har i høj grad bidraget til husprisstigninger og overophedningen af byggesektoren«, siger Hans Jørgen Whitta-Jacobsen, der yderligere fastslår, at VK-regeringens finanspolitik i perioder var for lempelig.

Det er altså ikke mit udsagn, det er et citat fra overvismanden.

Manden bag den redegørelse, som jeg henviser til, nemlig professor Jørgen Goul Andersen, siger:

»Jeg vil ellers ikke betegne mig som pessimist. Men vi har ikke i 200 år set et så stort tilbageslag i dansk økonomi i fredstid – og det er langt hårdere end i det store flertal af verdens lande. Dét tilbageslag og den førte politik i årene inden vil vist stå tilbage i historiebøgerne længe efter, at Anker Jørgensens økonomiske politik er glemt«.

Så hårdt trækker folk, der har studeret årsager og virkninger for Danmarks aktuelle muligheder, situationen op, når de skal gøre klart, hvad vi skal leve af i fremtiden. Det kunne jo ellers have været en rigtig god og en rigtig optimistisk og positiv historie, fordi vi havde rigtig gode forudsætninger for at pejle os ind på fremtiden og levere svar på spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden.

Vi kan konstatere, at verden vil opleve efterspørgsel på svar på miljøudfordringer, som hele verden står over for. Vi ved, at energiudfordringen ved omskiftning fra de traditionelle energikilder til vedvarende energikilder bliver kæmpestor. Vi ved, at hele cleantechområdet, der bl.a. skal medvirke til at sikre rent drikkevand til jordens befolkning, samt at medicin og medicotekniske produkter, der skal forbedre sundhedstilstanden for verdens befolkning, bliver nogle af de områder, som der vil blive efterspurgt løsninger inden for. Udviklingen af produkter og metoder til at håndtere disse udfordringer ligger godt til de kompetencer, der findes i dansk erhvervsliv og i den danske arbejdsstyrke.

Har vi så grebet disse muligheder? Desværre nej. Vi husker kun alt for godt den hånlige nedgøring af indsatsen for et bedre miljø, som den nu afgåede statsminister fremkom med på Venstres landsmøde: Ikke en fugl, ikke en fisk, ikke en frø har fået det værre. Med den formulering flyttede man fokus væk fra vedvarende energi-løsninger som vindkraft, bølgeenergi, jordvarme og solvarme, et fokus, som kunne have udløst, at energibranchen og samfundet som helhed havde efterspurgt teknologi, der sikrede vedvarende energi-løsninger til det danske samfund og efterfølgende, at disse løsninger kunne sælges til en verden, der ville efterspørge dem i stort tal.

Senere er man så blevet klogere og har indgået en aftale om »Grøn Vækst« som en del af globaliseringsaftalen med andre fornuftige partier her i Tinget, men kostbar tid blev sat over styr.

De seneste meldinger fra regeringen er, at vi ikke skal pick the winners – og det har også fyldt en del i diskussionen allerede – men afvente, at markedet løser alting. Det er en fordrejning af det, som vi vil. Vi har i verden uomgængelige udfordringer på miljø-, affalds- og energiområdet, som skal løses. Samtidig har vi en række virksomheder, der er globale spydspidser på de pågældende områder. Samme situation har vi på en række af velfærdsområderne. Vi er langt fremme internationalt set i forhold til sundhed og ældrepleje, og vi har også en række virksomheder, der kan noget, som ikke ses i ret mange lande. De overlap, der ligger her, bør vi udnytte og gøre det klogt, så vi kan sikre stærk konkurrencekraft og derigennem mange arbejdspladser.

Så jeg er ikke ude i, at vi skal pick the winners fra politisk hold. Vi skal ikke vælge virksomheder på Christiansborg, det er markedet væsentlig bedre til, men vi skal prioritere de offentlige midler, der går til dansk erhvervsfremme, både inden for forsknings- og udviklingsområder og i forhold til de betydelige milliardbeløb, der hvert år tilføres virksomhederne i forskellige erhvervsstøtteordninger. Det er kun rimeligt, ikke mindst af hensyn til virksomhederne selv, hvad de også påpeger. Og så skal vi bruge det, at den offentlige sektor vel er den største kunde i dette land – 270 mia. kr. efterspørges der varer og tjenesteydelser for i vores samfund.

I øvrigt må jeg sige, at det klinger hult at høre den kraftige afstandtagen, der er fra pick the winners, når man ser den måde, man har picked the winners på i forhold til et landbrug, som jo i høj grad har nydt godt af, at her syntes man på et tidspunkt, man skulle gøre det rigtig godt for landbruget.

Rammevilkårene er vigtige for at kunne drive konkurrencedygtig virksomhed i Danmark, og rammevilkårene er efter min overbevisning en række forskellige elementer:

Det er adgang til kvalificeret arbejdskraft, både dansk og udenlandsk. Det er et fornuftigt skattetryk, både på indkomstskat og på erhvervsskat. Det er et acceptabelt afgiftsniveau. Det er offentlige myndigheder, der arbejder hurtigt og professionelt med ansøgninger og tilladelser uden for meget bøvl. Det er fair konkurrenceforhold uden monopoler og karteller. Det er muligheden for at få en ordentlig rådgivning og adgang til risikovillig kapital. Det er et samarbejde med dygtige forskere om målet om at udvikle sine produkter og sine ydelser.

Så sent som i går havde jeg besøg af repræsentanter for dansk turisme. Mens væksten på verdensplan ligger på 34 pct. og i Europa på 23 pct. inden for turismen, hvad oplever vi så i Danmark? Turismens omsætning, turismens generering af arbejdspladser falder og falder. Men det synes ikke, som om det er et anliggende, regeringen har lyst til at involvere sig i. Man læner sig tilbage og siger: Vi har gjort det, vi kunne.

Dertil kommer, at uddannelsesniveauet i verden stiger. Hvilke handlinger eller former for lederskab udøver den danske regering og dens flertal? Ja, de gør det besværligt for de unge at tage en uddannelse. Det er blevet dyrere at blive transporteret til uddannelsesinstitutionerne, SU til hjemmeboende unge er faldet bort, og mulighederne for at uddanne sig til f.eks. maskinmester er blevet forringet.

Det er meget foruroligende, at det danske uddannelsessystem ikke længere hører til i den absolutte verdenselite. Det gælder fra folkeskolen og opefter, hvert sjette barn kan ikke læse og skrive på tilstrækkelig højt niveau, når det forlader folkeskolen. Andelen af unge, der får en ungdomsuddannelse, er stort set den samme, som den var for 10 år siden.

Problemet vil kun blive større, og vi kan jo kigge uden for landets grænser. Når vi konkurrerer med andre lande, er det ikke mere kun på pris, men det indebærer også konkurrence på viden. Vi synes, at de muligheder, Danmark havde med højkonjunkturen i baghånden, er blevet udnyttet alt for dårligt, og at der er blevet udøvet for dårligt lederskab i forhold til at sætte retning på, hvor det er, Danmark har specielle og gode kompetencer, som vi kan leve af i fremtiden.

Tak. Ordføreren vil fremsætte et forslag til vedtagelse? Det er ordføreren velkommen til at læse op.

Tak for det. Jeg skal på vegne af Socialdemokratiet, Socialistisk Folkeparti, Det Radikale Venstre, Enhedslisten og Christian H. Hansen (UFG) fremsætte følgende:

Forslag til vedtagelse

»Danmark har mistet ca. 170.000 private arbejdspladser de seneste tre år og alle prognoser viser, at den lave vækst i økonomien fortsætter efter krisen. Og ligeledes, at der vil være store offentlige underskud, så langt øjet rækker.

Folketinget konstaterer derfor, at resultatet af regeringens økonomiske politik er et Danmark, der er dårligt rustet til at skabe velstand og velfærd i fremtiden.

På den baggrund opfordrer Folketinget regeringen til

- at iværksætte en dynamisk erhvervspolitik, der gennem langsigtede politiske prioriteringer, offentlig-private partnerskaber, innovationsfremmende offentlig indkøbspolitik og intelligent regulering skaber rammerne for nye private bæredygtige arbejdspladser med høj værditilvækst bl.a. inden for danske styrkepositioner som energi, miljøteknologi, velfærdsteknologi og it,

- at øge offentlige investeringer i uddannelse og forskning frem for besparelser,

- at skabe langsigtet holdbarhed og troværdighed i dansk økonomi og råderum til fortsat offentlig realvækst gennem klare prioriteringer og reformer, bl.a. så flere bliver længere på arbejdsmarkedet.«

(Forslag til vedtagelse nr. V 27).

Også dette oplæste forslag til vedtagelse vil indgå i Folketingets videre forhandlinger.

Jeg har noteret til korte bemærkninger: Peter Christensen, Kristian Thulesen Dahl, Carina Christensen og Per Ørum Jørgensen. Den første med kort bemærkning til hr. Orla Hav er hr. Peter Christensen.

Det er fra talerstolen, og vi håber, at it-systemerne her på Borgen virker efter frokostpausen.

Fakta omkring dansk økonomi er, at frem til 2020 er der en ubalance på mellem 45 og 50 mia. kr. Alt, hvad regeringen har lagt frem, er Socialdemokratiet imod. Socialdemokratiet er kommet med et svar på, hvordan man finder 15 af de 45 mia. kr., og det skal så ske ved, at man skal arbejde 1 uge mere om året.

Nu kan jeg høre, at den socialdemokratiske politiske ordfører siger, at det vil man først begynde at gennemføre, hvis bruttoledigheden kommer ned under 100.000. Så er mit spørgsmål: Hvad hvis det først sker i 2025? Vil man så vente med at lave reformer til 2025? Eller hvis det først sker i 2030? Altså, vil man vente, til ledigheden kommer ned, hvor den i øvrigt kun har været to gange de sidste 30 år?

Hr. Orla Hav.

Jeg skal bare sige til Venstres ordfører, at det, der står i det forslag til vedtagelse, som jeg har læst op, og som vi er en række partier, der står bag, er, at vi vil skabe langsigtet holdbarhed og privathed i dansk økonomi og råderum gennem reformer.

Så svaret er: Selvfølgelig vil vi bidrage til reformer på fuldt forsvarlig vis, og vi vil også tillade os at tænke lidt over, hvordan vi klarer udfordringerne fremover og ikke alene klarer her og nu-udfordringerne. Derfor har vi også tilladt os at komme med et meget detaljeret udspil om, hvordan Danmark kunne have en alternativ vej til den besparelsesvej, som Venstre er toneangivende for.

Hr. Peter Christensen.

Det eneste konkrete, der er blevet fremlagt, er 12-minutters-planen, og der siger Socialdemokratiets politiske ordfører nu, at det vil man først gå i gang med, når bruttoledigheden kommer ned under 100.000, og der er mit spørgsmål meget enkelt: Hvis det først sker i 2025 eller i 2030, at ledigheden kommer derned, vil man så simpelt hen vente med reformer indtil da? Det er et meget enkelt spørgsmål.

Hr. Orla Hav.

Jamen det er også et meget enkelt svar. Vi vil ikke sidde tilbagelænet og vente på, at tingene løser sig selv. Det er jo det, vi bebrejder den nuværende regering, nemlig at den har haft en attitude med at læne sig tilbage og sige: Det løser nok sig selv. Det gjorde man under højkonjunkturen, hvor man skovlede mere kul på en højkonjunktur, der godt kunne have været dæmpet en lille smule, så vi havde haft et godt afsæt til at løse de nuværende udfordringer.

Det er jo det, der er problemet. Regeringen har valgt at prioritere forkert, sådan at Danmark står ringere rustet i forhold til at løse de udfordringer, vi står over for. Så man vil ikke finde Socialdemokratiet eller vores samarbejdspartnere med armene over kors i forhold til løse de udfordringer, som Danmark står over for.

Så er det hr. Kristian Thulesen Dahl, kort bemærkning til hr. Orla Hav.

I en artikel i Børsen her i går står der, at den registrerede ledighed kun en gang siden 1974 har været lavere end det niveau, som Socialdemokratiet selv siger at man skal ned på, for at man vil gennemføre forslaget om den her uges ekstra arbejdstid for lønmodtagerne. Kan hr. Orla Hav bekræfte, at det er en ganske historisk situation at nå så langt ned? Det ville selvfølgelig være positivt at gøre det, men det betyder også, at det er svært lige at se, hvornår det er, at man vil gennemføre det, man selv går ud og siger at man vil gennemføre for at få holdbarhed i økonomien.

Kan hr. Orla Hav følge den tankegang og så bekræfte det, som Børsen skriver i forhold til, hvor langt tilbage man skal før højkonjunkturen her i 2007-2008, før man sidst var nede på det niveau, som Socialdemokratiet nu taler om?

Hr. Orla Hav.

Jeg kan sige, at Socialdemokratiets tilgang til at løse opgaver og løfte de udfordringer, som vi står over for, altid vil være at gøre det med rettidig omhu. Vi har jo ikke lagt skjul på i det udspil, som der jo er blevet skudt ganske skarpt på fra borgerlig side, nemlig »En Fair Løsning«, at vi også tør fremlægge forsøg på at lave modige og fremadrettede ændringer i samfundsøkonomien.

Der er jo bare at sige til det, at den dag, hvor boet skal gøres op, og tingene skal sættes i gang, vil vi danne os et helhedsoverblik over, hvilke elementer der så skal indgå, og det vil være på det rigtige tidspunkt.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er jo altid rart at vide, at der er nogen, der vil tage modige beslutninger. Det vil man så i øvrigt gøre på det rigtige tidspunkt, men man vil så ikke på nogen måde anskueliggøre, hvornår det rigtige tidspunkt i givet fald er.

Der stod i Børsen i går, at hr. Henrik Sass Larsen siger, at den registrerede ledighed skal et godt stykke ned under 100.000. Så skriver Børsen, at uanset begrebet – det var noget med, hvordan man opgør ledigheden – er der tale om et historisk lavt ledighedstal; siden 1974 har den registrerede ledighed hvert år ligget højere lige indtil højkonjunkturen i 2007, hvor især håndværkere kunne vælge og vrage mellem opgaverne.

De skriver altså, at siden 1974 har den registrerede ledighed hvert år været højere, indtil højkonjunkturen for alvor buldrede derudad i 2007-08-stykker. Er det rigtigt beskrevet, at vi skal tilbage til niveauet i 1974, før man vil iværksætte den her historiske og modige, har jeg forstået, 12-minutters-plan? Så kan vi i hvert fald godt se, at der desværre vil gå en del år, fordi vi skal arbejde på at få så lav ledighed, men der er jo historisk belæg for at sige, at det desværre er sjældent, at ledighedstallet kommer så langt ned, som Socialdemokratiet indikerer her.

Hr. Orla Hav.

Jeg forsøgte i min ordførertale at gøre opmærksom på, at den udfordring, der skal løses, er den demografiske udfordring, som betyder, at tilgangen til det danske arbejdsmarked bliver mindre. Den opgave vil vi løse. Og vi vil gerne bidrage til at løse den på det tidspunkt, hvor ledigheden er faldet, og hvor vi kan konstatere, at der med de mekanismer, som vi kender på nuværende tidspunkt, vil blive for stor efterspørgsel efter arbejdskraft. Så der er ikke andet at sige til det, end at vi anerkender, at der er en demografisk udfordring, vi skal have løst, og som vi skal have fokus på. Og der vil vi også være med til at lave de reformer, der skal laves.

Jeg kan konstatere, at Dansk Folkeparti jo ikke har lyst til nogle modige reformer på det her område, men afsværger det, som regeringen har udspyet som deres løsning på det, nemlig alene at gå efter efterlønnen. Det synes jeg er fornuftigt af Dansk Folkeparti, men vi laver reformerne, sådan at de løser de udfordringer, som det danske samfund står over for.

Så er det fru Carina Christensen for en kort bemærkning til hr. Orla Hav.

Jamen det er jo en meget vigtig debat, vi har her i dag, og jeg vil sige det, som jeg også sagde til Enhedslistens ordfører, at jeg havde glædet mig rigtig meget til at høre Socialdemokraternes bud på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Men jeg må sige, at jeg er blevet ret skuffet over hr. Orla Havs indlæg, som jo igen mestendels handlede om kritik af regeringen i stedet for ligesom at fortælle om, hvilke bud man selv har på, hvad Danmark skal leve af.

Så må jeg sige, at jeg også synes, at vi er blevet ret forvirrede efter at have hørt hr. Orla Havs indlæg, for inden i dag troede jeg sådan set, at S og SF var enige om den her pick the winner-strategi; det er godt nok SF, der har født den her nye plan, der er kommet, men jeg har forstået, at S tilslutter sig den. I dag siger man så: Nej, nej, Socialdemokraterne går så sandelig ikke ind for en pick the winner-strategi. Men alligevel så hører vi om, at der, hvor Socialdemokraterne synes man skal satse, er på medicin, på klima, på velfærd osv.; det lyder grangiveligt som en pick the winner-strategi.

Vi har ikke hørt et ord om, hvilke rammebetingelserne man vil tilbyde alle de øvrige virksomheder i det her land. Jeg har selv en lille møbelfabrik. Men interesserer Socialdemokraterne sig overhovedet for, at der skal være møbelproduktion i det her land fremover? Jeg aner det simpelt hen ikke efter at have hørt Socialdemokraternes indlæg.

Så jeg vil gerne spørge hr. Orla Hav, om han ikke vil komme herop og forholde sig til de reelle problemer, som danske virksomheder står over for: mangel på arbejdskraft, et alt for højt omkostningsniveau, en for lav produktivitet.

Hr. Orla Hav.

Jeg er da ked af, at fru Carina Christensen ikke har hørt ret godt efter. Vi har faktisk forsøgt at sige, hvad det er for nogle områder, vi gerne vil være med til at prioritere, for vi kan se, at det har et samfundsmæssigt perspektiv, at vi får en ordentlig energipolitik i det her land; at vi får en ordentlig miljøpolitik; at vi får nogle vedvarende løsninger på de her områder; at vi er gearet til at være i form til at kunne klare efterspørgslen, når hele verden vil efterspørge gode sundhedsteknologiske løsninger.

Det er ikke det samme som en pick the winner-strategi. Vinderne vil være dem, der er i stand til at udvikle de her løsninger og dermed kan gøre dem til genstand for salg, og når de så får mulighed for at sælge deres produkter, er der en lang række medarbejdere, som forhåbentlig vil købe nogle af fru Carina Christensens møbler.

Fru Carina Christensen.

Jamen jeg kan forsikre hr. Orla Hav om, at jeg faktisk hørte rigtig, rigtig godt efter, for jeg er faktisk oprigtig interesseret i at høre, hvilket bud Socialdemokraterne har på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, for jeg tror desværre ikke, at de har noget klart bud.

Nu fik hr. Orla Hav så igen muligheden for at komme herop og forholde sig til de reelle problemer, som danske virksomheder står over for: mangel på arbejdskraft, et alt for højt omkostningsniveau, en for lav produktivitet. Vi fik intet svar – intet svar. Det er dybt bekymrende, men nu har hr. Orla Hav så igen chancen for at komme op og forholde sig til de reelle problemer, som danske virksomheder står over for.

Hr. Orla Hav.

De reelle vilkår kan jo se meget forskellige ud. Forleden var jeg på besøg hos en nordjysk smedemestervirksomhed, en veldrevet virksomhed, som har en 100-årig tradition bag sig, og dens reelle udfordring er, at den mangler noget at lave. Den havde reduceret sin medarbejderstab til 15, og jeg er sikker på, at de 30, som man havde skilt sig af med, befinder sig derude og stadig væk er parat til at gå i gang, i samme øjeblik der er nogle, der er villige til at slå det her samfund i gang igen med nogle konstruktive løsninger, som vi har behov for, en indsats for at skabe noget, som det her samfund får brug for i fremtiden. Det er det, der er problemet: at der ikke er nogen, der vil skabe den efterspørgsel og slå det i gang som en samfundsmæssig satsning.

Så problemet i den virksomhed er ikke, at man mangler arbejdskraft, problemet er, at man mangler arbejde til dem, som man egentlig gerne ville have beskæftiget.

Så er det hr. Per Ørum Jørgensen. Ham når vi lige som den sidste, der er noteret for korte bemærkninger til hr. Orla Hav.

Ligesom mange andre ordførere ventede jeg også at få nogle konkrete bud fra Socialdemokratiet på, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Men jeg blev også lidt forvirret på et forholdsvis højt plan i forhold til hele den diskussion om »pick the winner«, for hvis man ser på de forhandlinger, der har været i forbindelse med f.eks. globaliseringsmidlerne, som jo er væsentlige i forhold til at skabe udvikling og skabe vækst, så har det faktisk været lidt med modsat fortegn; det har været regeringspartierne og den borgerlige fløj, som ligesom har sagt: Jamen vi skal styrke den strategiske forskning på forskellige områder, for det er her, vi kan se at der er et stort potentiale. Men det er netop Socialdemokraterne, der faktisk er gået forrest i forhold til at få så mange midler som muligt til den frie forskning, som ikke var prioriteret.

Så det er jo den helt modsatte verden, som hr. Orla Hav præsenterer os for i dag. Er det et skifte i den socialdemokratiske politik, eller hvordan skal vi forstå det?

Hr. Orla Hav.

Næh, jeg kan forsikre hr. Per Ørum Jørgensen for, at der ikke er sket noget skifte i den socialdemokratiske tilgang til det her. Vi er stærkt optaget af at være med til at skabe udvikling og fremgang i det her samfund, og det vil vi meget gerne medvirke til. Problemet er jo så lidt, at hr. Per Ørum Jørgensen og andre siger, at de mangler nogle konkrete bud, og hvis vi så er alt for specifikke i forbindelse med nogle konkrete bud, så melder de samme sig og siger: Ja, nu går I jo ud og »pick the winners«, og det vil vi slet ikke have.

Så derfor har jeg forsøgt at forholde mig til, at det er vigtigt at skabe nogle fornuftige og gode rammer, der gør, at det private erhvervsliv kan se en retning for, hvor det kan betale sig at være med til at udvikle nogle løsninger, som kan skabe et grundlag for, at nogle flere kommer i beskæftigelse. Det er der, vi rigtig gerne vil bidrage, og det har vi også bidraget til i globaliseringsaftalerne, hvor vi på det område, som jeg har været tæt på, har lavet aftaler om »Grøn Vækst« med nogle fornuftige løsninger. Og der har vi sat nogle til at vurdere, hvilke løsninger der kunne skabe grundlaget for at være vinderne.

Hr. Per Ørum Jørgensen.

Det synes jeg ikke vi blev meget klogere på. Men så vil jeg godt forholde mig til noget af det, som hr. Orla Hav nævnte i sin ordførertale, nemlig turismen. Hvis man ser på den finanslovaftale, som bl.a. Kristendemokraterne gik ind og støttede, kan man se, at der jo netop var initiativer i forhold til turismen. Vi havde et ønske, som vi kom igennem med, om et videncenter for kystturisme, som blev etableret i Hvide Sande, og der var også initiativer i forhold til hotelmoms. Der var faktisk mange initiativer, som jeg i hvert fald mange steder har hørt folk tage positivt imod, netop for at vi kan styrke turismen i Danmark. Man kan også sige, at det at skabe mere risikovillig kapital til de små og mellemstore virksomheder også var noget, som vi syntes var et løft og noget af det, der er behov for; det er noget af det, man hører virksomhederne sige, altså at der er behov for risikovillig kapital, ikke mindst de små og mellemstore, som jo gerne skulle vokse sig store og dermed også generere flere arbejdspladser.

Jeg synes egentlig, det er lidt synd, at Socialdemokraterne bare snakker i stedet for f.eks. konkret at gå ind og tage ansvar, akkurat som vi gjorde i forbindelse med finanslovaftalen, hvor vi faktisk med vækstpakken skabte grundlaget for, at der kunne komme ny vækst og ny udvikling i Danmark.

Så er det hr. Orla Hav.

Jamen jeg kan forsikre hr. Per Ørum Jørgensen om, at for Socialdemokratiet forholder det sig akkurat sådan, som vi plejer at kalde det i Nordjylland, at det ikke er en skam at blive væk, hvis man ikke er indbudt. Og det er den situation, der har været i forbindelse med finanslovforhandlingerne. Dem har man jo ønsket at holde i den nære familie, som man så indimellem har udvidet en lille smule. Havde vi haft mulighed for det, havde vi gerne deltaget i konstruktive drøftelser om at få fastlagt en fornuftig finanslov med afsæt i noget af det, som jeg også har nævnt her.

Jeg vil bare sige, at jeg på fin vis under hr. Per Ørum Jørgensen et videncenter, ingen problemer med det, men det er jo ikke det, der batter. Når ni ud af ti ministerier i Københavnsområdet placerer deres kurser og konferencer i Malmø, er det da et udtryk for, at der er et eller andet, som en regering og et folketingsflertal burde forholde sig til, og dermed er der en pointe for den turisme, som er nødlidende.

Tak til hr. Orla Hav.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet for korte bemærkninger. Og det vil sige, at den næste ordfører, der skal til, er hr. Kristian Thulesen Dahl fra Dansk Folkeparti, og det bliver så efter frokostpausen.

Jeg skal her udsætte mødet, og det genoptages i dag kl. 13.00.

Mødet er udsat. (Kl. 12:03).

Så er mødet genoptaget, og det er hr. Kristian Thulesen Dahl som ordfører for Dansk Folkeparti.

Tak for det. Da jeg for første gang så, at der var en forespørgselsdebat om Danmarks fremtid, blev jeg opløftet. Jeg tænkte, det her er en rigtig spændende overskrift for en dagsorden i Folketingssalen. Da jeg så så, at den var stillet af Enhedslisten, fik jeg tanken, at det egentlig kan give baggrund for en god værdipolitisk debat om, hvad det er for et Danmark, vi ønsker, hvad det er for en fremtid, vi ønsker for Danmark, og hvordan vi ønsker at sikre, hvad der er vigtigt for danskerne og for de kommende generationer. Det er ting, som at det er vigtigt, at vi har et trygt samfund, at vi har et samfund, der hviler på stabilitet, at vi har et samfund, der hviler på social ansvarlighed over for hinanden i en verden rundt omkring os, hvor der er meget uro og meget utryghed, og hvor folk lever en dagligdag, der jo slet, slet ikke er som den, vi oftest lever her i Danmark. Det er selvfølgelig nogle ting, der kræver, at vi har et selvstændigt land, selvstændigt Danmark, hvor vi kan træffe vores egne beslutninger. Det har noget at gøre med f.eks. EU-medlemskabet, altså hvor meget suverænitet vi har afgivet til et foretagende ledet fra Bruxelles, og hvor meget vi selv kan beslutte. Det har selvfølgelig noget at gøre med det her med social ansvarlighed, om vi kan lave en Robin Hood-model, hvor der er omfordeling fra rige til fattige, og det har noget at gøre med, om der er kontrol med den indvandring, der kommer, og med at komme ind og få andel i de goder, vi har her i landet. Det har selvfølgelig også noget at gøre med, hvem der kan drage ud af landet med penge på lommen, ubeskattede midler, uden at blive kontrolleret tilstrækkeligt. Det er sådan nogle ting, der virkelig er afgørende for, om vi kan opretholde et selvstændigt, trygt land med gode rammer for danskerne og for de generationer, der skal vokse op i den kommende tid i det her land.

Når man så ser på den endelige tekst for forespørgslen og i særdeleshed også hører motivationen for forespørgslen her i dag, bliver man jo lidt skuffet, men selvfølgelig giver det også nogle muligheder for debat, men det er i den grad materialisme, der er på dagsordenen i dagens debat. Det kan jo godt undre lidt, når der også godt kunne have været god grund til en debat om Danmarks fremtid ud fra, hvad det er for et land, vi vil have, men det er en debat, der alene handler om, hvad det er for en vækst, hvad det er for en økonomisk vækst, hvad det er for nogle virkemidler, der kan gøre os rigere materielt set. Jeg havde troet, at lige præcis de, der nu har stillet den her forespørgsel, kunne have haft en interesse i at få den debat bragt op på et endnu højere niveau.

Når det kommer til den rent materialistiske diskussion omkring økonomisk vækst, er det åbenbart, at vi har et godt udgangspunkt i Danmark, fordi vi er et rigt land sammenlignet med mange andre nationer. Jeg har undret mig lidt over den der sammenligning, venstrefløjen laver med afrikanske lande, og at det skulle være et problem, at de i procent har en højere vækstrate, end man har i Danmark. Altså, hvor blev solidariteten af? Jeg troede, vi skulle glæde os over, hvis de lande, hvor mange borgere lever for måske under en dollar om dagen, kunne have en vækst i procent, der var noget højere end den, vi kan have i så rigt et land som Danmark, når vi ser det i et globalt perspektiv. Men nej, den solidaritetsfølelse, der var engang på venstrefløjen, er borte, og nu er det et problem, hvis afrikanske lande i procent har en højere vækst, end vi har i Danmark. Goddag!

Vi mener, at vi skal fokusere på, at vi kommer fra et godt udgangspunkt, men vi skal også være opmærksomme på, hvordan tingene skal udvikle sig fremover.

Jeg vil nævne tre ting, som for Dansk Folkeparti er vigtige i forhold til at skabe vækst i det danske samfund. Det ene er uddannelsessystemet. Jeg ved godt, det kan ende i en eller anden bevidstløs Christiansborgdebat om kroner og øre, men den tager jeg også gerne. Men for os handler det altså også om, at uddannelsessystemet skal motivere til ærgerrighed, ærgerrighed på viden, lyst til at lære, at man altså simpelt hen vokser op i et samfund, hvor man ved, at det afgørende er at blive klogere. Der har vi desværre en situation, hvor for mange unge tager tingene for givet og ikke er drevet af den ærgerrighed, der gør, at man for alvor går efter at lære mere, hvor en fritime bliver set som en befrielse og ikke som noget, der udløser et krav om, hvornår man får sin erstatningstime, så man kan lære det, man egentlig er der for.

Nogle fra Finansudvalget var i Letland på et tidspunkt for kort tid siden, hvor vi diskuterede, hvordan det kunne lade sig gøre at træffe meget alvorlige beslutninger i Letland i forhold til den økonomiske situation, de stod i som følge af finanskrisen. Flere af dem sagde som svar, at det har de kunnet, fordi den befolkning, vi har, har oplevet noget, der var meget værre.

Det er ikke lang tid siden, at et land som Letland havde oplevet 60 år med en situation, hvor de ikke måtte mene noget, ikke måtte sige noget, ikke måtte skrive noget, og hvor de ikke måtte forsamles. De levede undertrykt. Og selv om de skulle igennem nogle alvorlige økonomiske beslutninger, så gjorde de det, fordi de kunne huske noget, der var meget værre.

Vi lever i en situation, hvor vi gudskelov skal meget langt tilbage, før vi levede under sådanne vilkår her i Danmark, men det har også den risiko, selvfølgelig, at der er nogle, der vokser op og tror, at det hele kommer af sig selv, tager tingene for givet. Og man er ikke, som jeg siger, ærgerrig nok i forhold til at erobre viden, altså erobre det, der i virkeligheden er en basis for vækst i fremtiden.

Det har også noget at gøre med det andet punkt, jeg vil nævne som noget af det, jeg særligt vil fremhæve i debatten her i dag, nemlig at det, der er vigtigt at understøtte, er en iværksætterkultur. Danmark er et land, der har været præget af, at vi har haft rigtig mange små virksomheder, nystartede virksomheder, som var dem, der så senere blev større virksomheder, der genererede mange arbejdspladser. Vi har haft den situation, at når der blev, som man kalder det, outsourcet arbejdspladser, altså flyttet arbejdspladser til udlandet, så kom der nye arbejdspladser til, fordi der blev skabt mange nye arbejdspladser, specielt med basis i mange små nystartere, iværksættere. Det har været en succes for Danmark.

Jeg ved godt, at der nu kører en diskussion blandt nogle om, hvorvidt det giver mere økonomi at basere det på de store virksomheder. Men jeg tror, at man fuldstændig forbigår noget helt afgørende i forhold til vores fremtidige muligheder for vækst, hvis man på den måde kaster respekten for, at iværksætteriet faktisk er noget, der er bærende for Danmark og også bør være det i fremtiden, over bord. Det er jo også derfor, at vi har forhandlet med regeringen om eksempelvis de pensionsmidler, der bliver stillet til rådighed, og som skal skabe fornyede muligheder for at få kapital til iværksættere. Det er de små virksomheder, som skal blive de større virksomheder, som skal skabe mange af de arbejdspladser, som vi skal have i fremtiden.

Også her er det jo vigtigt at understrege, ligesom under den diskussion, vi havde i formiddags, hvem det så egentlig er, der udpeger fremtidens gode arbejdsplads. Altså, hvem er det, der udpeger, hvilken virksomhed der skal være vinderen?

Jeg må sige, at jeg synes, det er utroligt, at vi herinde i Folketinget har nogle politikere, der mener i den grad at være i stand til at vide, hvem der skal være fremtidens vindere. Hvordan har de tid til at sidde herinde i Folketinget? Altså, de burde jo være ude i de virksomheder, på de områder, hvor de virkelig kan se, at det bliver fremtidens vindere, i stedet for at sidde herinde.

Men nej, det handler nok om noget helt andet. Det handler nok om, at der er nogle politikere, som gør et forsøg på i virkeligheden at – i citationstegn – bestikke virksomhedsledere med, at der er mulighed for tilskud, hvis de sikrer, at politikerne kommer til magten. Og det synes jeg egentlig ikke er særligt rart at høre på.

Vi tror ikke, at det er politikere, der kan finde fremtidens vindere. Vi tror faktisk på, at det er driftige erhvervsfolk, der kan gøre det, ved at der er nogle gode rammevilkår for deres arbejde. Det var det her med iværksætterkulturen.

Det tredje punkt, jeg vil fremhæve, er behovet for fleksibel arbejdskraft. Danmark har jo en unik placering med hensyn til fleksibel arbejdskraft. Vi har haft et par situationer, hvor det har været illustreret. Vi kom jo for kort tid siden fra en højkonjunktur, hvor en af de positive ting var, at når virksomhederne manglede arbejdskraft, kunne man få rigtig mange medarbejdere i virksomhederne til at arbejde over, til at gøre noget ekstra, i det omfang, virksomhederne havde behov for det. Der var tale om en utrolig fleksibilitet fra medarbejdernes side i forhold til virksomhedens behov. Det var en af grundene til, at det gik så relativt godt, selv om vi jo selvfølgelig havde et hårdt pres som følge af stort set fuld beskæftigelse i de her år, og det var selvfølgelig meget, meget positivt.

Vi har også set det i den modsatte situation, nemlig i forbindelse med den lavkonjunktur, som vi nu har oplevet. Der har vi jo set mange virksomheder, som har lavet aftaler med medarbejderne om arbejdsfordeling, og vi har set, at medarbejderne også på den vis har været villige til at tænke på hinanden og hjælpe hinanden igennem den situation, virksomheden stod i. Så vi har i udgangspunktet nogle styrkepositioner, for så vidt angår fleksibel arbejdskraft. Det er jo en styrkeposition, der er vigtig, og som vi skal holde fast i.

Vi har jo så været fremme med et forslag om at videreudvikle den her fleksible arbejdskraft, ved at vi ændrer i vores uddannelsessystem. Vi har været inde på, at flere nok skal ud på arbejdsmarkedet med en bacheloruddannelse, til gengæld for, at de så kan få en mulighed for efteruddannelse senere. Tidligere trådte man ind på arbejdsmarkedet med et job, som man havde, indtil man blev pensioneret. I dag ved vi jo godt, at man kommer ud med en uddannelse til et job, men at vilkårene, for hvad man skal kunne præstere, hurtigt bliver ændret mange gange efterfølgende. Vi ved også godt, at det er vigtigt at have det her i mente i forhold til at skaffe den fleksible arbejdskraft.

Mange andre ting kunne man jo også nævne i sådan en debat som den her, en meget spændende debat, som kunne have været en mere værdipolitisk debat, men som nu er blevet en meget materialistisk vækstdebat. Det er også fint nok for os. Her er bare nogle konkrete punkter om, hvad der i forhold til det er vigtigt for Dansk Folkeparti.

Der er foreløbig seks, der har bedt om korte bemærkninger. Først hr. Per Clausen.

Den bedste måde at få de forespørgselsdebatter, man vil have, på, er jo ved selv at annoncere dem og selv sætte dem i værk. Hvis Dansk Folkeparti har brug for assistance til at have en idépolitisk debat, medvirker vi gerne til det. Men to spørgsmål til hr. Kristian Thulesen Dahl: Jeg forstod, at hr. Kristian Thulesen Dahl ikke havde hørt om unge, som havde bedt om mere uddannelse. Så vidt jeg kan huske, har der i de sidste 14 dage til 3 uger, både på seminarier og universiteter, været mange unge, som har klaget over, at de fik for lidt uddannelse. Synes hr. Kristian Thulesen Dahl ikke, når kr. Kristian Thulesen Dahl nu lægger så meget vægt på det, at det er mærkeligt, at et af de områder, som blev ramt mest entydigt af genopretningspakken, var uddannelsesområdet – hvis det nu er så vigtigt? Og det andet om den fleksible arbejdskraft: Tror hr. Kristian Thulesen Dahl ikke, at der er mange, som efter at have arbejdet over, efter at have været fleksible, og som så, da nedgangen kom, blev fyret, undrer sig over, at den belønning, de fik fra politikerne her i Folketinget, var, at man vedtog at afkorte dagpengeperioden?

Ordføreren.

Jeg tager gerne opfordringen til mig. Det er fuldstændig rigtigt, vi skal annoncere de debatter, vi gerne vil have. Jeg tillod mig så i mit ordførerindlæg en undren over Enhedslistens prioritering, fordi jeg måske i højere grad har opfattet Enhedslisten som et parti, der ikke havde så stor fokus på det med den økonomiske vækst, men mere på, hvad det var for et samfund, der i øvrigt så var at leve i. Men der tog jeg så fejl.

I forhold til uddannelsessystemet skal man jo ikke se bort fra, at der jo har været en stor styrkelse af undervisningssiden igennem de senere år, og det har også været fornuftigt. Det vil der også være i den kommende tid, alene fordi der jo er flere, der også søger ind på uddannelserne. Det er jo også en del af det at have en lavkonjunktur, at når man bliver bekymret for, om man i samme omfang som tidligere kan finde et job, så søger man i højere grad ind på en uddannelse. Derfor kan vi jo se, at der, hvor vi for kort tid siden havde problemer med at få folk til at søge ind på uddannelser, vigtige uddannelser, kan vi nu se, at der er fyldt op med uddannelsessøgende, og det synes vi er positivt og noget, der også er med til at sikre, at vi har den nødvendige arbejdskraft i fremtiden.

Hr. Per Clausen.

Det var bare, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl startede med det, som vel tit er Dansk Folkepartis tilgang til diskussionen her i Folketinget, nemlig at det er gået tilbage med ungdommen, at frafaldet sådan er trådt i kraft. Pointen er, at unge mennesker faktisk kræver mere uddannelse, og det svar, de fik fra Dansk Folkeparti og Venstre og Konservative og Liberal Alliance i forbindelse med genopretningspakken, var jo, at man valgte at skære ned på uddannelserne, da landet skulle rettes op. Det virker måske ikke helt logisk.

Det andet spørgsmål, som jeg stillede, er: Synes hr. Kristian Thulesen Dahl ikke, at det godt kan virke skuffende på mennesker, som, når de har arbejdet over og ydet en indsats i opgangstider, bliver fyret, og det er nogle jo blevet på grund af krisen, at det, man så gør fra Dansk Folkepartis side og fra Venstres og Konservatives side, er at afkorte dagpengeperioden? Tror hr. Kristian Thulesen Dahl ikke, at det godt kan virke lidt negativt på viljen til at være fleksibel fremover, når man efterfølgende kan blive straffet?

Ordføreren.

Vi har jo her i Folketinget haft lange debatter om dagpengereformen, og det har også været helt på sin plads. Vi har jo i situationen, og det har vi også tidligere redegjort for, fundet det fornuftigt at lave en dagpengereform i forbindelse med genopretningspakken, for når man skal nedbringe statens underskud, skal man vælge mellem forskellige måder at gøre det på. Og de alternativer, der var lagt på bordet, brød vi os ikke om, og så kommer vi selvfølgelig også og bidrager med noget andet. Der bidrog vi så med en dagpengereform.

Så er spørgsmålet selvfølgelig: Er det muligt for det danske samfund at skabe vækst i økonomien og dermed også i antallet af arbejdspladser, så folk kan få arbejde i stedet for at falde ud af dagpengesystemet? Det er jo det, vi bl.a. så diskuterer her i dag, nemlig hvad der skal til for at skabe sådan en økonomisk vækst i det danske samfund, at vi kommer op på en vækst, der i hvert fald er sammenlignelig med vores nabolandes. Det er jo så det, som vi også har forskellige bud på, og det synes jeg er den interessante diskussion. Det er netop for at sikre, at det ikke handler om, hvor lang tid folk skal være i dagpengesystemet, men at det handler om, om de har en realistisk mulighed for at få et job.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Nu sagde hr. Kristian Thulesen Dahl, at man, når man skal spare, må vælge, hvor man vil spare. Det, vi kan konstatere, er, at Dansk Folkeparti sammen med regeringen valgte at spare på uddannelserne i stedet for at spare på skattelettelserne til de rigeste. Det var jo den måde, tingene kunne stilles op på: Skal vi give penge til uddannelserne, eller skal vi fastholde, at en bankdirektør her i landet skal have en halv million kroner i skattelettelse om året? Men det er fair nok, det var Dansk Folkepartis valg, bankdirektøren frem for skoleeleverne og dem, der studerer.

Jeg vil så stille et spørgsmål: Gør det ikke indtryk på Dansk Folkeparti, når man kan se, at arbejdsløsheden stiger, og at vi i dag er oppe på 230.000 arbejdsløse, og kalder det ikke på at tage nogle initiativer nu for at få de folk i arbejde?

Ordføreren.

To ting. Den ene er i forhold til uddannelsessektoren. Man kan jo prøve at stille tingene op, som man vil, vil jeg sige til hr. Frank Aaen, men sagen er jo i hvert fald, at vi over årene har investeret kraftigt i vores uddannelsessektor, og det har også været godt, og det har været nødvendigt. Sagen er også, at hvad angår vores folkeskole, tror jeg ikke, der er nogen, der er i tvivl om eller forsøger at drage tvivl om, at vi har en af verdens relativt set dyreste folkeskoler.

Noget af det, der har været godt, har været, at debatten har flyttet sig fra at være en debat om, hvor mange penge vi brugte, til, om vi egentlig fik nok ud af de penge. For hvis vi nu anerkender, at vi er et af de lande i verden, der bruger flest penge på vores grunduddannelse, så er det da paradoksalt, at vi ikke får bedre resultater. Det synes vi i Dansk Folkeparti er noget af det allervigtigste at sætte fokus på, og det håber vi vi stadig kan fastholde fokus på.

I forhold til det med bankdirektøren og folkeskolen vil jeg sige, at det altså taler lidt for sig selv, hvis man nu anerkender, at vi er et af de lande, der bruger allerflest penge på vores folkeskoleområde.

Hr. Frank Aaen.

Det er helt i orden at have den opfattelse, at der gives penge nok til uddannelserne, på trods af at vi har hørt om, at man på lærerseminarerne og på universiteterne får meget få undervisningstimer. Åbenbart giver vi så mange penge til uddannelserne, at de ikke skal have flere, men til gengæld skal bankdirektøren have sin skattelettelse. Det er fair nok.

Jeg havde så et spørgsmål mere, og det får hr. Kristian Thulesen Dahl så chancen for at svare på nu: Gør det ikke indtryk, at arbejdsløsheden stiger og vi nu har 230.000 arbejdsløse i det her land og vi har en arbejdsløshed, der ligger over det, alle vores nabolande har? Var det ikke på tide, at man gjorde en indsats for virkelig at få sat gang i beskæftigelsen i stedet for bare at holde tale om fremtiden og om uddannelser? Det er alt sammen meget fint, men er der ikke brug for en indsats her og nu over for dem, der har mistet deres arbejde?

Ordføreren.

Nu har jeg hørt hr. Frank Aaen flere gange har været inde på det her med arbejdsløshedsstatistikken. Jeg synes altså, at den måde, hr. Frank Aaen fremstiller det på, er misbrug af tallene. Han giver det billede, at vi i Danmark har en ledighed, der er langt højere end i alle de lande, vi er omgivet af, og han giver det billede, selv om han jo godt ved, at billedet er langt mere nuanceret. Jeg går ud fra, at det er den Eurostatopgørelse, som er tilgængelig, hr. Frank Aaen tager udgangspunkt i. Det er jo derfor, man kan finde lige præcis de lande, som hr. Frank Aaen har været inde på, og i den opgørelse skulle vi ligge med en højere ledighed. Men i samme opgørelse kan man så se, at hvor ledigheden i Danmark opgøres til 8,2, opgøres den i eurolandene samlet set til 9,6, og hvis man tager de 15 – i citationstegn – gamle eurolande, opgøres ledigheden til 9,9. Det giver jo et lidt mere nuanceret billede end det, hr. Frank Aaen i virkeligheden har rejst rundt med her de sidste par timer. Så det kunne godt være, man lige skulle dykke ned i tallene og se, hvad der gemmer sig bag de tal, hr. Frank Aaen bruger, inden man selv bringer dem videre.

Så er det hr. Morten Østergaard for en kort bemærkning.

Nå, men det var da en interessant anerkendelse af de tal, som jo altså viser, at det ikke er rigtigt, når regeringen og statsministeren insisterer på, at vi har den laveste arbejdsløshed i Europa – hvis hr. Thulesen Dahl er villig til at lægge de tal fra Eurostat til grund. Så det kan man sige var en kold afvaskning til statsministeren.

Men det er jo ikke den eneste gang, det er sket her på det seneste, for man er jo enige om i det forslag til vedtagelse, som er fremsat, og som ikke er meget præget af de værdier, som hr. Thulesen Dahl egentlig ønskede at diskutere – det kunne man måske have taget med der – at det er vigtigt, at der føres en ansvarlig økonomisk politik. Og der har vi jo med interesse prøvet at se på, hvad Dansk Folkepartis bud er. Det har fru Pia Kjærsgaard så præsenteret i Berlingske Tidende den 27. januar 2011 under overskriften »Vi har en plan«. Der forstår vi, at det skal gennemføres med udlændingepolitikken, altså, det skal være sværere at få statsborgerskab, der skal være skærpet kontrol med socialt bedrageri, kriminelle udlændinge skal udvises, og greencard-systemet skal afskaffes m.m. Jeg har så spurgt finansministeren, om ikke han kunne regne på Dansk Folkepartis økonomiske plan, som blev præsenteret af partiformand fru Pia Kjærsgaard, og svaret er, at det ikke på det foreliggende grundlag er muligt at vurdere konsekvenserne med hensyn til holdbarhed, strukturel saldo og arbejdsstyrke af de initiativer, der præsenteres i artiklen.

Har Dansk Folkeparti en økonomisk politik, der kan regnes på?

Ordføreren.

Må jeg ikke lige i forhold til det med ledigheden sige, at hr. Morten Østergaards konklusion står helt for hans egen regning. Altså, jeg bidrog bare med en viden i forhold til den eurostatopgørelse, som jeg går ud fra at hr. Frank Aaen henviste til. Det har ikke noget som helst at gøre med, hvad jeg synes er det rigtigste. Altså, når jeg taler om ledighed, tager jeg normalt udgangspunkt i Danmarks Statistiks tal, for det er dem, som vores uafhængige statistikere gør op: Hvad er ledigheden? Og de siger, at bruttoledigheden i Danmark er 6,1 pct. af arbejdsstyrken, og at den i øvrigt i nogle måneder nu har været stort set uændret. Det er det billede, som de giver. Det vil jeg meget gerne tage en langt mere dyb diskussion om, men jeg vil bare lige anholde den hurtighed, hvormed hr. Morten Østergaard lige reflekterede over det i forhold til ledighedsdiskussionen.

I forhold til det med at beregne vil jeg sige, at Dansk Folkepartis økonomiske politik skal der selvfølgelig også kunne regnes på. Og hvis en artikel i Berlingske Tidende ifølge Det Radikale Venstre skal være det, der er udgangspunktet for, om man kan beregne et partis økonomiske politik eller ej, skal jeg gerne på et tidspunkt bidrage med de mere detaljerede oplysninger, der gør, at der vil kunne beregnes – det siger sig selv. Det har jeg også tidligere sagt. Jeg synes, at rækkefølgen naturligvis er, at regeringen kommer med den diagnose på Danmarks situation, som de har bebudet med 2020-planen, og så kommer vi selvfølgelig også med vores svar på, hvordan vi så mener den opgave kan løses.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg skal jo ikke blande mig i de interne diskussioner i Dansk Folkeparti, jeg kan bare konstatere, at fru Pia Kjærsgaard i hvert fald har en plan, og jeg vurderer, at hun i al almindelighed optræder på vegne af Dansk Folkeparti. Og man kan ikke tale om et fejlcitat eller sådan noget, for det er jo et indlæg i Berlingske Tidende under overskriften »Vi har en plan«. Det er jo den plan, som jeg har forsøgt – som vi har set det så ofte før – at få Finansministeriet til at regne på. Og planen er jo, at Danmarks økonomiske udfordringer skal løses med udlændingepolitikken, og vi har forstået på det indlæg, der kom fra hr. Kristian Thulesen Dahl, at netop udlændingepolitik burde være temaet for dagens debat

Nu spørger jeg så: Er den plan, man har lagt frem, og som Finansministeriet ikke er i stand til at regne på, et udtryk for Dansk Folkepartis økonomiske politik, eller har man en økonomisk politik, der kan regnes på? For det er da fair nok, at man underkender statsministeren lidt i ny og næ i forbindelse med ledighedstal og sådan noget, men det er da alligevel særegent, at man ser en ordfører fra Dansk Folkeparti stille sig op på talerstolen og sige: Det, min partiformand skrev i Berlingske Tidende den 27. januar, skal I ikke regne med, vi kommer med noget senere.

Ordføreren.

Mage til sludder skal man da lede længe efter. Jeg står med indlægget her fra den 27. januar. Det er et fremragende indlæg, og det beskriver helt nøgternt nogle problemstillinger, som også hr. Morten Østergaard burde være optaget af, bl.a. det her med – som bl.a. Nykredit har været inde at vurdere – hvad vi taber i økonomisk holdbarhed i forhold til den indvandring, der har været fra ikkevestlige lande. Og det er jo åbenbart, når man kigger på de økonomiske problemer, vi står med, at en stor del af anledningen til de problemer er, at der desværre er et økonomisk tab for Danmark ved, at vi har fået en indvandring fra tredjeverdenslande, fra ikkevestlige lande, som belaster de offentlige finanser i særlig høj grad.

Det er jo også det – og det er beskrevet i indlægget, som jeg så ved at hr. Morten Østergaard har – som CEPOS har været inde på. De har vurderet, at indvandrere og efterkommere af indvandrere fra mindre udviklede lande svækkede de offentlige finanser med knap 16 mia. kr. i 2010 – 16 mia. kr. Og lad os bare sige, at de har regnet 1 mia. kr. galt, så er det alligevel mange penge. Det er jo sådan nogle ting, vi sætter på dagsordenen, når vi skal diskutere, hvordan vi løser Danmarks problemer frem til 2020. Og i det omfang at en artikel i Berlingske Tidende så ikke er nok som grundlag for at beregne det, tilbyder jeg endda at komme med yderligere oplysninger, der gør det muligt at beregne det. Og det skulle hr. Morten Østergaard jo bare være glad for.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Tak. Der står jo ikke meget om de ting, som hr. Thulesen Dahl talte om i sin tale, i det forslag til vedtagelse. Der står, at det kræver politiske tiltag, men der nævnes jo stort set ingen i det, som regeringen og Dansk Folkeparti m.fl. fremsætter.

Men et af de ømme punkter i den her diskussion er jo, at vi har for lidt innovation, altså at vi simpelt hen har haft et voldsomt tab af innovation, og at det specielt kan ses i små og mellemstore virksomheder. Det viser alle undersøgelser. Vi har sådan set vidst det fra ca. 2006, og så er det, jeg spørger hr. Kristian Thulesen Dahl, som jo har holdt den her regering i live så længe, om hr. Kristian Thulesen Dahl ikke ser, at vi har et meget alvorligt problem med at få innovation og få skabt nye produkter, som vi kan tjene noget mere på, når vi sælger dem.

Ordføreren.

Det har vi bestemt. Det er jo også derfor, at en af de ting, som vi i de seneste år ved flere lejligheder har taget initiativer til, har været: Hvordan sikrer vi, at der er kapital? Hvordan sikrer vi, at den gode idé, den unikke idé, som en iværksætter nu kommer frem med på baggrund af innovativt arbejde, kan komme op at flyve? Derfor har vi jo sammen med regeringen tidligere taget flere initiativer i erhvervspakker, senest også med aftalen omkring pensionsmidler, som gerne skulle generere måske op mod 10 mia. kr. i investeringsskapital. Altså, de initiativer er jo lige præcis taget for at sikre, at der er kapital til rådighed for dem, der får den gode idé.

Så derfor anerkender jeg fuldt ud, at det har været et væsentligt udgangspunkt i forhold til at skabe fornyet vækst, at man får de kreative ideer og den innovation, der trods alt sker, op at flyve, ved at der også er kapital til rådighed. Det, der gør, at det er værd at sætte et arbejde i gang med at få nye ideer, er jo, at der også er mulighed for at få kapital tilvejebragt, så man efterfølgende kan omsætte de gode ideer til arbejdspladser.

Hr. Steen Gade.

Jeg synes, det er godt, at regeringen har lavet en aftale om pensionskapital, der bliver stillet til rådighed. Jeg kunne ikke finde på at kritisere det, men jeg synes i hvert fald ikke, det er noget, der nærmer sig det fulde svar på den her problemstilling. Regeringen indså jo selv i 2007, at man skulle have en innovationsstrategi for private virksomheder. Det var i 2007, og den er stadig ikke kommet. Hr. Kristian Thulesen Dahl må vel også have et medansvar for, at vi ikke har fået en innovationsstrategi. Hvorfor er den ikke kommet, hvorfor har Dansk Folkeparti ikke presset på for det, og hvad har Dansk Folkeparti i virkeligheden tænkt sig at gøre i den sammenhæng?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at regeringen må svare på regeringens vegne og tage ansvaret for det, regeringen skal tage ansvaret for. Jeg skal så tage ansvaret for de aftaler, vi går ind og laver med regeringen, og her har vi altså, som jeg nævnte før, haft stor fokus på det her med, om der er kapital til rådighed, for at den gode idé kan blive udviklet og også efterfølgende kan sætte sig i arbejdspladser til gavn for danskerne.

Jeg synes, det er glimrende, at man prøver at have sådan en bredtskuende tankegang i forhold til en innovationsstrategi, det synes jeg er fint, og at man finder ud af, hvor det offentlige kan være en medspiller, eller hvor det offentlige måske i hvert fald kan nedbryde egne barrierer i forhold til, hvordan arbejdet foregår. Det, som jeg i den forbindelse gerne lige vil understrege, er jo, at den gode idé opstår i virksomheden, og det er også der, hvor der somme tider viser sig en uenighed mellem hr. Steen Gade og mig.

Den gode idé opstår som følge af de dygtige medarbejdere, der er ansat i virksomheder, der er i konkurrence, eller iværksætteren, der får den gode idé osv. Den opstår ikke her i Folketinget. Så det, vi skal tale om, er, hvordan vi skaber rammerne, hvordan vi skaber de gode miljøer, og så skal vi glæde os over, at der er rigtig mange dygtige folk her i fædrelandet, der så i øvrigt kan få de gode ideer.

Så er det hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Jeg vil gerne sige, at jeg synes, at hr. Kristian Thulesen Dahls tilgang til ordførertalen var præget af en vis arrogance over for almindelige menneskers vilkår. Det, der har gjort den her debat i dag spændende, er jo det, at den forsøger at sætte i perspektiv, at rigtig mange spørger efter, hvad det er, vi skal leve af i fremtiden.

Anerkender hr. Kristian Thulesen Dahl ikke, at det materielle vilkår, at mennesker kan se frem til at kunne have et arbejde og et forsørgelsesgrundlag, er en ganske væsentlig forudsætning for at være en aktiv del af et samfund? Det er jo det spørgsmål, vi gerne vil have nogle kvalificerede svar på. Desværre synes jeg ikke, at vi har fået det.

I forhold til de mange unge, som skulle have sådan en manglende ærgerrighed i forhold til at ville uddanne sig, skal jeg bare gøre ordføreren opmærksom på, at 8.000 unge står i dag og vil gerne have en læreplads, så de kan udfylde en plads i det her samfund og være med til egen forsørgelse. Optager det slet ikke hr. Kristian Thulesen Dahl, at folk kan få et job, at unge mennesker kan få en uddannelse, der kan føre til et job?

Ordføreren.

Altså, somme tider kan man stå heroppe og tænke, at man får stillet spørgsmål af en spørger, der slet ikke har hørt, hvad der er foregået.

Når jeg tog udgangspunkt i, at vi skulle have et trygt samfund, et stabilt samfund, at vi skulle have et samfund, hvor vi kunne udvise social ansvarlighed over for hinanden, så bygger det jo nok på, at der også er en vis materiel velstand, der giver anledning til det, og at det igen bygger på, at der er en vis mulighed for, at man kan få et job, så man kan få stabilitet, leve i et trygt samfund og udvise social ansvarlighed. Altså, selvfølgelig gør det det.

Så har jeg en lang række punkter for, hvordan vi mere konkret kan bevæge os i retning af at skabe de ting. Så jeg er noget overrasket over, at spørgsmålet kan stilles. Det handler jo om menneskers vilkår.

Men jeg synes da ikke, det er uinteressant – når vi jo gudskelov er et af de samfund i verden, der faktisk har en stor velstand – også at have fokus på, hvad vi bruger den velstand til. Altså, hvordan sikrer vi et samfund, der er baseret på nogle gode værdier? Hvordan sikrer vi et samfund, hvor de ting, der slår igennem i det her land, er bygget på de ting, folk gerne vil have, på folkets vilje? Hvordan sikrer vi, at vi har sådan en nation, hvor vi kan træffe den type beslutninger og ikke lader det hele afgøre i Bruxelles i fremtiden eller lader befolkningssammensætningen blive af en karakter, så man ikke føler, at man kan have trygt samfund?

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg har skam bestemt hørt, hvad der er blevet sagt, helt sikkert. Men det må jo undre mig, at det, hr. Kristian Thulesen Dahl hellere vil tale om, er nogle helt andre ting end det, der danner grundlag for, at der udvikles nogle job.

Lad os bare fortsætte med det, hr. Steen Gade var inde på. Innovationsevnen i Danmark har været præget af tilbagegang, tilbagegang og tilbagegang i den her regerings periode; det er ikke et nyt fænomen. Og det er rigtigt, at vi har afventet et udspil siden 2007, men det er ikke kommet. Hvordan synes hr. Kristian Thulesen Dahl at det er at bidrage til, at folk kan være sikre på, at der er job til dem også i fremtiden?

På tilsvarende vis gælder det for Danmarks rolle og position som en stærk iværksætternation, at vores status og placering er dalet, dalet og dalet. Synes hr. Thulesen Dahl, at det er en opfyldelse af det, man giver udtryk for at man gerne vil skabe, nemlig en tryg ramme for folks fortsatte mulighed for at bidrage til egen forsørgelse?

Ordføreren.

Jeg må erkende, at to ting på en gang åbenbart var en ting for meget. Altså, både at kunne tale om værdier for et land og så også tale om vækst var åbenbart at gabe over for meget, kunne jeg forstå på det, hr. Orla Hav sagde. Det synes jeg er ærgerligt, for det synes jeg egentlig at man skal kunne, altså både kunne diskutere, hvordan man skaffer et samfund velstand, og samtidig, hvad man rent faktisk bruger den til, hvad det er for en type samfund, man gerne vil have, og hvad indholdet skal være.

Det er lidt det samme som i forhold til en debat, der var i formiddag, om turisme, som jeg kunne forstå på hr. Orla Havs indlæg var et stort problem at vi ikke gjorde noget ved. Jeg kommer jo lige fra at have lavet en finanslovaftale for få måneder siden, hvor vi jo bl.a. fordobler afløftningsretten for moms, og hvor vi tager en række initiativer lige præcis af hensyn til turismeerhvervet, fordi vi jo reagerer, hvis tingene ikke går, som de skal.

Det er jo det samme med iværksættermiljøet, som hr. Orla Hav nævner nu: at hvis tingene ikke er, som de skal være, så reagerer vi på dem. Det gjorde vi også, da vi tog debatten op, både i forhold til den tidligere erhvervspakke og pensionsmidlerne. Hvordan kan vi sikre, at der er afsat midler, som også bliver de små, iværksætterne, til gavn? Altså, det er jo lige præcis at reagere på de problemer, som hr. Orla Hav rejser. Men vi handler bare på dem, vi taler ikke kun om dem.

Hr. Morten Bødskov for en kort bemærkning.

Det var jo et yderst interessant indlæg, som hr. Kristian Thulesen Dahl kom med. Man kan så spørge, som også hr. Morten Østergaard gjorde, hvordan det kan være, at Dansk Folkeparti mener, de har en plan, når fru Pia Kjærsgaard i Berlingske Tidende øjensynlig har offentliggjort en plan, og ordføreren så står og taler om noget helt andet på talerstolen. Man mener, at der skal gøres mere ved uddannelsen, men man har lige lagt stemmer til, at der bliver sparet næsten 6 mia. kr. på uddannelsen; man mener, at vi skal have en iværksætterkultur, og vi forstår, at vi nærmest skal holde fingrene væk fra forskningsmidlerne, mens man aldrig har givet så mange penge til Bjørn Lomborg og Bent Jensen for den sags skyld, og der kan vi jo fortsætte.

Kan vi ikke bare konkludere det meget interessante i dag, at når vi nu har haft en diskussion om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, så er det jo interessant, at det parti, der har stået bag regeringens økonomiske politik, siden regeringen trådte til i 2001, på ingen måde ytrer sig om det, vi forstår på statsministeren er columbusægget for at redde dansk økonomi, nemlig at man fuldstændig afskaffer efterlønnen. Så kan Dansk Folkepartis ordfører ikke bare her i dag bekræfte, at statsministerens ønske om at afskaffe efterlønnen, columbusægget, som skal redde dansk økonomi og vores fremtid og sikre det, vi skal leve af, hermed er dødt i dag?

Ordføreren.

Jamen det var jo alt godt fra havet, lige fra den gode Lomborg over Bent Jensen til en artikel i Berlingske Tidende til spørgsmålet om efterlønnen. Der var jo rigtig mange ting, man kunne lyst til at tage fat i, men spørgsmålet omkring efterlønnen har vi ytret os om mange gange, og vi siger det gerne igen: Vi ønsker ikke at afskaffe efterlønsordningen. Det har vi sagt gang på gang.

Så er vi blevet spurgt, om vi vil give en garanti for, at der ikke sker nogen som helst former for ændringer i efterlønsordningen, og til det har vi sagt, at nej, det vil vi ikke, for der kan laves ændringer i efterlønsordningen, som kan være fornuftige. Vi har selv spurgt, om vi kunne lave en ordning, hvor man fik ret til at skubbe efterlønsordningen foran sig, om det kunne give nogle bedre muligheder for nogle mennesker, der faktisk godt kunne blive hængende på arbejdsmarkedet og har lyst til det, men som gerne stadig væk vil have retten til at gå på efterløn. Vi har rejst spørgsmålet om, hvad det vil betyde, hvis man lavede en 40-års-regel, som en socialdemokratisk borgmester jo altså tidligere har været ude med, hvor vi siger, at man skal have været på arbejdsmarkedet eller være tilknyttet arbejdsmarkedet i 40 år for at få efterløn. Vil det sikre, at de nedslidte, som i særligt omfang bør have mulighed for at gå på efterløn, stadig væk har den mulighed, mens de, der så har lange studier bag sig, og som må vurderes at være på arbejdsmarkedet på områder, hvor nedslidningen altså ikke er så udpræget, så altså må bidrage med lidt mere? Kan det være en måde? Der har vi sagt, at vi ikke vil afvise enhver ændring, for der kan også laves ændringer, som kan være, synes vi, fornuftige, og så har vi selv har budt ind med, hvad det er for nogle ændringer og justeringer, vi overvejer.

Så til det med, at vi ikke skulle have kommenteret statsministerens nytårstale omkring tilbagetrækningsreform: Jamen altså, hvis hr. Morten Bødskov ikke har lagt mærke til det, så har han ikke læst aviser, så har han ikke set tv-udsendelser, så har han ikke set debatter. Jeg har endda været i debat med hr. Morten Bødskov om det samme emne, og der må jeg i hvert fald gå ud fra at hr. Morten Bødskov i den debat, som jeg der deltog i, også hørte efter, og der sagde jeg det samme, som jeg siger nu.

Jeg skal minde om, at taletiden for korte bemærkninger både for spørgerne og svarerne er 1 minut.

Hr. Morten Bødskov.

Jamen jeg har skam hørt, hvad Dansk Folkeparti har sagt til det, og jeg synes jo bare, det er værd at få bekræftet igen, at når vi har en forespørgselsdebat her i dag, som handler om, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, hvilket fundament vi skal stå på, så har vi en regering, der har fremlagt et columbusæg, som på ingen måde har flertal i Folketinget. Og det synes vi jo er befriende at få bekræftet i dag, for så kan vi måske begynde at fokusere lidt på, hvad det er for problemer, vi rent faktisk kan løse, hvad det er for problemer, vi kan håndtere nu. Og der er så et oplagt spørgsmål til ordføreren dette, at når man nu mener, det er så vigtigt med uddannelse – og den opfattelse deler vi – er det så det rigtige svar på udfordringerne om at få flere unge igennem uddannelserne, at man frem til 2013 sparer næsten 5 mia. kr. på uddannelserne og med finansloven for 2011 sparer yderligere en 600-700 millioner kroner på uddannelserne, altså samlet set frem til 2013 næsten 6 mia. kr. i besparelser på uddannelses- og forskningsområdet tilsammen? Er det det rigtige svar, når man gerne vil gøre mere, for at unge får en uddannelse?

Ordføreren.

Vi ligger på et af de højeste niveauer i forhold til at investere i uddannelse, også i forhold til forskning. Det vil vi også gøre i de kommende år. Derfor tror jeg, at vi må sande, at det, det i virkeligheden bør dreje sig om, når vi taler om uddannelse og også taler om forskning, men specielt når vi taler om uddannelse, er – hvis vi er et af de lande i verden, der stadig væk også fremover vil bruge allermest på at uddanne vores folk – hvordan vi så også sikrer, at der er kvalitet i uddannelserne.

Jeg kunne ønske mig, at Socialdemokratiet ville gå mere ind i den debat. Det er fair nok at have en debat om de økonomiske rammer, det skal vi have, og det har vi jo meget ofte her i Folketingssalen, og vi har også haft rigtig mange af dem. Vi havde det også, da vi diskuterede finanslov for 2011 i december måned. Men jeg tror, der er rigtig mange, der gerne vil vide, at hvis vi i udgangspunktet, uanset om vi taler om det ene eller det andet niveau, så er et af de lande i verden, der bruger meget på uddannelse, hvordan vi så også sikrer, at vi rent faktisk får kvalitet for pengene, at de, der kommer ud af den anden ende af systemet, er godt uddannet, er godt udrustet, og at de kan kvalificere sig, når de er oppe imod de bedste fra andre lande. Der har vi altså noget at gøre.

Vi har så egentlig haft, synes jeg, en rimelig god debat om det med hensyn til folkeskolen, men jeg tror også, at vi kan få en langt bedre kvalitativ debat om det, når det handler om vores ungdomsuddannelser og vores videregående uddannelser.

Så er der ikke flere korte bemærkninger. Vi siger tak til ordføreren. Så er det hr. Steen Gade som ordfører for Socialistisk Folkeparti.

Det er en vigtig debat, vi har i dag, om, hvad vi skal leve af. Det er jo en debat, som finder sted inden for det rum, at vi har en kraftig globalisering med et forløb, hvor vi hvert år mister en del arbejdspladser, samtidig med at vi gerne skulle oprette mindst lige så mange arbejdspladser, som vi mister. Der vil hele tiden være nogle arbejdspladser, som flytter til udlandet, mens vi derimod skal skabe nogle nye arbejdspladser. Hvis vi skal opretholde vores velfærdsniveau og velstand, er vi nødt til at sikre, at de nye arbejdspladser har en merværdi, altså at der tjenes flere kroner pr. time på de nye arbejdspladser, som vi får oprettet, end der gør på de arbejdspladser, som vi afleverer.

Det er den ramme, der er for den her diskussion, og set i det lys, synes jeg, at det forslag til vedtagelse, som flertallet har fremsat, på en måde er underlig leddeløs. Der står en sætning om, at det kræver politiske initiativer, men der er til gengæld ikke nævnt nogen politiske initiativer, andet end at man skal fortsætte med at satse på uddannelse og forskning – men altså inden for den ramme, at man sænker det ambitionsniveau, man havde før. Det er jo ikke det, vi har brug for. Vi har faktisk brug for det modsatte og har i det mindste brug for at fastholde ambitionsniveauet i de kommende år. Det har oppositionen både vilje til og en politik for at opretholde.

Når man så går til statsministerens indlæg, er det jo egentlig underligt, at vi ikke skal diskutere det grundtilbageslag, der er sket for dansk økonomi og i forhold til at skabe nye arbejdspladser. Vi så i hvert fald senest i 2006, at vores konkurrenceevne for alvor var i bund. Det var vel sådan, at den tidligere statsminister også så, at det skulle der gøres noget ved. Han proklamerede i hvert fald i regeringsgrundlaget i 2007, at der skulle laves en innovationsstrategi for private virksomheder.

Der er tre erhvervsministre, to statsministre og adskillige andre ministre, der har lovet, at den kommer, men her står vi altså i begyndelsen af 2011, og strategien ligger der stadig væk ikke. Vi har stadig væk ikke fået den strategi, som Anders Fogh Rasmussen proklamerede var nødvendig for at få gang i innovationen. Det er nemlig der, vi har fået et kæmpe problem, som blev opdaget for sent, nemlig da krisen kom. Det er jo en af grundene til, at vi har fået det store, store tab af arbejdspladser som følge af krisen. Det er altså ikke krisen alene. Der var en række bagvedliggende grunde. Jeg synes for at sige det på jysk, at det er lidt træls, at statsministeren og regeringspartierne totalt forbigår den alvorlige realitet.

Det varede også mange minutter, inden statsministeren overhovedet påpegede, at det er de private virksomheder, vi skal i gang med at styrke, og dermed oprettelse af private arbejdspladser, men det kom da, og til sidst kom der så også lidt om styrkepositioner. Det, vi har brug for, er at lave nogle meget mere begavede rammevilkår end dem, regeringen tænker på. Det er jo derfor, at forslaget til vedtagelse fra oppositionen opererer med en dynamisk erhvervspolitik. Gennem langsigtede politiske prioriteringer, gennem offentlige og private partnerskaber, gennem en innovationsfremmende offentlig indkøbspolitik og gennem intelligent regulering skal vi inden for styrkepositionerne skabe rammerne for nye private bæredygtige arbejdspladser med høj værditilvækst.

Dem, vi har nævnt, er energi, miljøteknologi, velfærdsteknologi og it, men dermed ikke være sagt, at vi ikke også skal være andre steder, men min bedste overbevisning er, at man er nødt til at se i øjnene, at skal vi klare os i konkurrencen, skal vi også satse på styrkepositionerne. Så kan vi jo begynde at diskutere, hvad vores styrkepositioner er.

Jeg lagde mærke til, at statsministeren, efter at han havde sagt en masse kritisk om andre, alligevel kom frem til, at vi havde styrkepositioner inden for velfærd, energi og klima og velfærdsteknologi. Jamen så er vi da kommet et skridt på vejen. Det er jo det, vi andre siger. Det er det, vi har fået så mange tæsk for at sige. Så er vi da kommet et stykke ad vejen. Jeg tror ikke, at vi dermed er nået til vejs ende med styrkepositioner. Jeg er f.eks. sikker på, at vi har en styrkeposition inden for det, man kunne kalde miljøteknologi. Det var vel også det, de miljøøkonomiske vismænd sagde i går, nemlig at der faktisk er brug for at give noget forskningsstøtte osv. lige netop på det her område. Der er jo heller ikke lukket af for fødevareområdet og andre områder.

Men dem, der ikke foretager den prioritering, bliver tabere. Jeg tror selv, at det ikke er forkert, at der findes to veje til, hvordan vi kommer ud af det her. Enten udpeger vi nogle oplagte vækstområder, hvor der satses målrettet på at komme i front, eller også opgiver vi på forhånd og konkluderer, at vi i Danmark ikke har tæft for og mod til at udvælge nogle vinderstrategier. Det sidste er det, jeg synes sker for regeringen. Det er, som om man opgiver på forhånd, og som om man ikke forstår, at hvis vi skal have gang i private virksomheder, skal vi også se på styrkepositioner.

Så skal vi bruge den offentlige købermagt mere offensivt. Det offentlige køber i de private virksomheder for 269 mia. kr., tror jeg, så det handler altså om private arbejdspladser. Der foreslår vi, at man bruger den magt meget mere offensivt og innovativt. En del af de indkøb foregår som fællesindkøb. Der siger vi, at vi tager 2 pct. af de der fællesindkøbspenge, og dem lægger vi i en pulje til innovation. Så skal de virksomheder, der vil søge fra den her pulje, komme med lige så mange penge, sådan at vi får en højere kvalitet i de produkter, man efterspørger.

Det er en del af, at vi skal modernisere den offentlige sektor. For kravet til en sådan innovationsrettet indkøbspolitik er, at det offentlige skal udarbejde innovationsstrategier. Det betyder, at alle kommuner, alle offentlige myndigheder skal sætte fingeren på det ømme punkt og sige, hvor problemet er, og hvad de gerne vil have løst i den offentlige sektor blandt de ting, som den offentlige sektor efterspørger.

Så vil vi lave nogle udbud, der er mere begavede end dem, der ofte finder sted – nogle mere funktionsrettede udbud, hvilket indebærer, at vi altid siger, at vi vil have løst et problem, i stedet for at sige, at vi vil have løst det på den måde, vi løste det på i forgårs. På den måde får vi gang i den innovation, som vi har så hårdt brug for. For hvis vi bliver ved med at være et land, som ligger i bund i Europa, idet vi sælger produkter, som blev udviklet for 3, 4, 5 år siden, så får vi ikke en ekstra pris for de produkter. Så får vi den pris, som vi skal konkurrere med Kina og andre på. Det holder ikke. Hvis Danmark skal kunne klare sig i konkurrencen, skal det altså være sådan, at hver gang vi går på arbejde, tjener vi mere pr. time, fordi vores produkter og vores ydelser er mere værd.

Vi går altså ikke rundt og »pick the winner«, som vi bliver beskyldt for. Vi opstiller nogle begavede rammevilkår. Jeg vil så sige til nogle af dem, der har kritiseret os for at »pick the winner«: Er det ikke de partier, der står bag det her, der sommetider »pick the loser«? Er de støttekroner, der er givet til f.eks. dansk landbrug, og som man påstod har hjulpet dem, og den udsættelse af miljøkrav, som man påstår skal hjælpe dem, ikke et udtryk for at »pick the loser«? Det skal vi ikke, men vi skal heller ikke »pick the winner«. Vi skal opstille begavede rammevilkår, som gør, at vi kan klare os bedre i konkurrencen.

Der er foreløbig fem, der har bedt om korte bemærkninger. Den første er hr. Mads Rørvig.

Tak for det. Hr. Steen Gade taler om en spændende ting som flere arbejdspladser, oven i købet private arbejdspladser, om vækst og om konkurrenceevne. Hr. Villy Søvndal og fru Helle Thorning-Schmidt har gentagne gange sagt, at for at finansiere alle de tiltag, man ønsker at lave, vil man kun sætte skatterne op for bankerne og bankdirektørerne. Kan vi ikke få et tal på, et cirkatal på, hvor mange penge man ønsker at tage ud fra erhvervslivet i form af øgede skatter – sådan et cirkabeløb – og om man mener, at det gavner de ting, som hr. Steen Gade nævner, som den danske konkurrenceevne?

Ordføreren.

Der er mange misforståelser i den her debat. Det er også derfor, at jeg læste det, der står i vores vedtagelse, op.

Vi vil jo lave nogle rammevilkår, som politisk sikrer, at vi f.eks. laver en forbedret spildevandsrensning i det her land. Hvis man laver de rammevilkår ved langsigtet intelligent regulering, fremmer man jo udviklingen af nogle nye teknologier: Biogasudnyttelsen af vores slam er der penge i på sigt, at vi udnytter fosforen fra vores slam, er der penge i, at vi udvikler en måde at rense på henne ved virksomheden. Det er nogle rammevilkår, som er politiske rammevilkår, som er med til at løse et miljøproblem, men også er med til at skabe forudsætningerne for, at de virksomheder, der vil og kan, sætter deres egne penge ind i innovationen. Det var et eksempel på, at det, vi beder om her, ikke nødvendigvis er flere offentlige kroner. Det er klog politik, som er med til at fremme kloge virksomhedslederes kloge dispositioner.

Hr. Mads Rørvig.

Nu bad jeg om et tal på, hvor mange penge man ønsker at trække ud af erhvervslivet i form af øgede skatter, og det fik jeg ikke, og jeg medgiver, at det kan være svært at holde styr på.

Så kan jeg så hjælpe hr. Steen Gade ved at læse op af »Fair Forandring«, S og SF's skattepolitik: ekstra skat på finansielle virksomheder (1 mia. kr. årligt), ekstra skat på landbruget (1,1 mia. kr. årligt), ekstra selskabsskat (3,2 mia. kr. årligt), kørselsafgift for lastbiltrafik (1,5 mia. kr. ekstra årligt), arbejdsskadeafgift (0,5 mia. kr. ekstra årligt), aktieomsætningsafgift (4 mia. kr. ekstra årligt).

Er det med til at gavne den danske konkurrencesituation fremadrettet?

Ordføreren.

Vi får jo mange kritikpunkter. Det ene er, at vores regnestykker ikke passer sammen. Nu har jeg forstået, at det ikke er det, der er kritikken i det her spørgsmål. Vores regnestykker passer sammen.

Altså, det at hente penge i finansielle institutioner er vel ikke noget, der er et stort problem for de virksomheder, vi snakker om her. Så derfor er en række af de her initiativer jo ikke nogen, der grundlæggende vil forhindre os i at kunne skabe de her arbejdspladser, og det er heller ikke med til at ødelægge andre arbejdspladser. Det er min bedste overbevisning, men vi skal jo have pengene til at passe sammen, det skal hr. Mads Rørvig jo også, og vi skal have skat ind. Alle tallene passer ikke helt, men en række af de elementer, der er nævnt, indgår selvfølgelig i finansieringen.

Så er det hr. Peter Christensen for en kort bemærkning.

Hr. Steen Gade og SF har nu lige udråbt fødevareproduktionen i Danmark til at være en taberindustri. Det sagde ordføreren ordret. Er grunden til, at man i »Fair Forandring« vil beskatte landbruget med 1 mia. kr., at man simpelt hen har besluttet sig for, at det er arbejdspladser, man ikke regner med, og at de derfor skal slås ihjel med en afgift på 1 mia. kr.?

Ordføreren.

Nu synes jeg, at hr. Peter Christensen skal huske, hvad det var, det handlede om, nemlig at hr. Peter Christensen har givet skattelettelser og dermed tilskud til et erhverv uden at stille krav. Det er jo det, der er problemet. Det kunne jo være meget fornuftigt at hjælpe landbrugserhvervet – det vil vi også gerne være med til; vi vil gerne være med til at sikre en biogasudbygning, som samfundet har brug for, og som landmændene kan tjene penge på. Vi mener bestemt også, der er brug for en kraftig produktudvikling inden for landbruget, og det tror jeg også at hr. Peter Christensen mener. Landbrugsministeren gav i hvert fald forleden dag udtryk for, at han mente, at vi ikke bare kan fortsætte som nu.

Derfor er sådan nogle brede rammestyringtankegange, som hr. Peter Christensen agiterer for, og som går ud på, at der f.eks. bare skal gives nogle lettelser på jordskatten, hvilket har betydet, at en lang række landmænd har fået nogle skattelettelser, som de ikke har brug for, mens andre har fået nogle, de har kunnet bruge, jo ikke måden at økonomisere med samfundets midler på.

Hr. Peter Christensen.

Jeg håber jo, at dansk erhvervsliv hører efter, når SF taler, for der bliver jo udstedt fatwaer mod visse industrier. Altså, landbruget og hele fødevareproduktionen i Danmark – i tusindvis af arbejdspladser – har SF's ordfører lige kaldt en taberindustri. Man har fremlagt »Fair Forandring«, hvor man konkret foreslår, at der skal hives 1,1 mia. kr. ud af landbruget, og man vil hive 3,2 mia. kr. ud af selskabsskatten.

Der er mit spørgsmål sådan set: Hjælper det konkurrenceevnen for de virksomheder, som SF ikke kan lide? Det er et meget enkelt spørgsmål.

Ordføreren.

Mit eksempel med pick the loser var ikke rettet mod landbrugserhvervet, det var rettet – jeg havde nær sagt mod jer, men det må jeg jo ikke sige – mod regeringen. Det er jo den, der skaber en dårlig måde at hjælpe et erhverv på, fordi det ikke hjælper. Det hjælper, hvad angår jordskattelettelsen, højst nogle ganske få af dem. Selvfølgelig har vi brug for at udvikle landbrugserhvervet. Jeg vil meget gerne være med til at udvikle det, og vi vil også komme med udspil i den forbindelse.

Det her handler altså overhovedet ikke om, hvad SF kan lide af erhvervsvirksomheder. Vi ønsker da alle erhvervsvirksomheder gode vilkår. Det handler om at tænke klogt og overveje, om man som land virkelig kan tillade sig ikke at udpege sine styrkepositioner og satse på dem.

Hr. Kristian Thulesen Dahl for en kort bemærkning.

Tak. Jeg forstår altså godt, at hr. Steen Gade har travlt med at padle væk fra sit tidligere udsagn, det forstår jeg godt, for det stod knivskarpt, at i hele debatten i forhold til at pick the winner, så vælger nogle andre at pick the loser, i form af at man støtter landbruget.

Pick the loser, jamen hvad betyder loser, altså taber, i forbindelse med landbruget? Hvad ligger der egentlig til grund for den opfattelse? Ud over at man kunne spørge: Hvordan forestiller hr. Steen Gade sig, at man kan pille 1,1 mia. kr. ud af landbruget lige i den situation, de står i, og at det så ikke har nogen effekt på beskæftigelsen i landbruget og tilknyttede fødevareindustrier? Altså, hvordan forestiller hr. Steen Gade sig, at det vil kunne ske? Han er jo vækstordfører, så han må jo vide præcis, hvad det egentlig har af arbejdsmæssige konsekvenser ude i landbrugssektoren, i jordbrugssektoren, i fødevareindustrien i de landdistrikter, der er dybt afhængige af, at der er et aktivt landbrugserhverv, som skaber beskæftigelse ude i de egne af Danmark.

Hvilken effekt har det, at man kommer og siger: I skal af med – på den ene eller på den anden måde – 1,1 mia. kr. mere, som det fremgår af »Fair Forandring«? Det må hr. Steen Gade jo kunne redegøre for, og også hvilken holdning, der ligger bag det her med, at man altså vil udpege landbrugserhvervet som sådan et tabererhverv.

Ordføreren.

Jeg vil ikke udpege landbrugserhvervet som et tabererhverv. Jeg vil udpege dem, der har stemt for en strategi, hvor man bruger pengene så sjusket, som de er blevet brugt i forhold til landbruget.

Meget at det, som vi så bliver beskyldt for af pick the winner-strategien, er jo faktisk, at vi vil være med til at udvikle biogas, vi vil være med til at udvikle bioætanol, vi vil være med til at udvikle en lang række muligheder for landbrugserhvervet til at tjene nogle flere penge – også hele biomasseudnyttelsen. Vi er faktisk med den strategi, vi så på andre tidspunkter bliver skældt ud for, med til at hjælpe landbrugserhvervet, sådan at man kan tjene penge på at levere fødevarer og også kan tjene penge på at levere energi.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Jeg kan huske en diskussion, vi havde for få år siden herinde på baggrund af et konkret ændringsforslag, SF havde stillet til finansloven. Det var et år, hvor den samlede indtjening i landbrugserhvervet var 800 mio. kr., og det, man ville fjerne det pågældende år med sit ændringsforslag, var væsentlig mere, end landbruget altså havde i indtjening det pågældende år. Det var helt paradoksalt.

Er det i virkeligheden ikke også det, der ligger til grund for det her? Altså, man ved godt, at man tvinger store dele af landbrugsindustrien i Danmark i knæ med den politik, man vil føre. Man ved det egentlig godt. Man vil lave et omkostningsniveau, der rigtig meget vil presse den produktion, der ellers ville kunne finde sted i Danmark, andre steder hen. Det har man det fint med, for det passer så ind i den miljøpolitik, man gerne vil stå for, og som man gerne vil holde fanen højt i forhold til. Er det ikke derfor, at det er så svært for os at få nogle klare svar, når vi spørger: Hvad vil konsekvenserne være af, at man altså skal fjerne 1,1 mia. kr. fra landbrugserhvervet med det forslag, SF har lagt frem?

Når vi ikke kan få nogen viden om, hvad det vil betyde i praksis, er det så ikke, fordi man egentlig er ligeglad? Det bekymrer egentlig ikke SF, om landbrugserhvervet kommer yderligere i knæ, det er ikke sådan et af de der områder, der har SF's bevågenhed. Det er ikke en af landbrugsfolkene, der holder taler på SF's landsmøder. Er det ikke det, det i sin gribende enkelhed handler om?

Hr. Steen Gade.

Jeg tror da godt, jeg kunne finde en landmand, der kunne holde tale på SF's landsmøde og også var en landmand, som var både lidt positiv og lidt kritisk over for os.

Det hænger ikke sådan sammen, som hr. Kristian Thulesen Dahl siger det gør. Vi kommer med et udspil omkring sunde fødevarer og hele landbrugsektorens udvikling, netop fordi vi kritiserer regeringen for hovedløst at have givet skattelettelser og liberaliseret landbrugsloven uden at have tænkt det hele igennem.

Det er også derfor, at alle i oppositionen er enige om, at hele erhvervet skal kulegraves med henblik på at kunne lave en fremtidssikret strategi, hvor man både kan prioritere landbrug, sunde fødevarer, økologi og de teknologier, der er tilknyttet moderne landbrugsproduktion inden for miljø- og energiproduktion, så en landmand kan tjene penge på andet end sin fødevareproduktion, f.eks. også på sin energiproduktion. Og det sætter vi altså rent faktisk nogle penge, herunder forskningsmidler, af til i vores energi- og klimaafdeling.

Så er det fru Carina Christensen for en kort bemærkning.

Hr. Steen Gade sagde i sit ordførerindlæg, at vi helt overordnet har to valgmuligheder, når vi skal sikre fremtidig vækst i Danmark: Enten kan vi vælge at være rigtig, rigtig modige herinde på Christiansborg og så bare give den fuld skrue og satse på nogle meget oplagte vækstområder, eller også kan vi lige så godt opgive det hele på forhånd og helt opgive at have virksomheder her i landet.

Men der er vel også en tredje mulighed? Man kunne jo rent faktisk gøre det, at man lyttede til de virksomheder, som vi allerede har her i Danmark, også til andre virksomheder end Grundfos og Niels Due Jensen. Nu er det sådan, at der var en vækstkonference her forleden dag, hvor man havde samlet de seks største erhvervsorganisationer i det her land, og de drøftede bl.a., hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og deres budskab til os politikere var helt klart: Udfordringerne er mangel på arbejdskraft, alt for høje omkostninger og en for lav produktivitet. Det er der, de søger svarene. Og derfor undrer det mig, at jeg igen og igen skal høre, at SF og hr. Steen Gade er klogere end landets mange virksomheder.

Ordføreren.

Jeg tror bestemt ikke, jeg er klogere end landets virksomheder. Det er somme tider, at jeg tror, at jeg kan være bare en lillebitte smule klogere end nogle andre herinde, og det er ikke sikkert, det er rigtigt, men det kan jeg så somme tider tro.

Så til det, der siges om produktiviteten: Jeg synes, jeg er den eneste, der for alvor holdt en tale her, det var i hvert fald endnu ikke nogen fra regeringspartierne, om vores produktivitet og om, at vores konkurrenceevne er kraftigt forringet; det var vist mig, der holdt den tale, så det er jeg helt enig i. Og til det der med, at vi skal have mere arbejdskraft, vil jeg gerne sige, at det jo faktisk står i forslaget til vedtagelse fra oppositionens side; det står ikke i regeringens forslag til vedtagelse, men det står i vores.

Det kan så godt være, at fru Carina Christensen er lidt træt af, at jeg så citerer Due Jensen, men det, som fru Carina Christensen mente var forkert af det, jeg sagde før, var altså fra et citat i Jyllands-Posten, som ikke var af mig selv, men fra Niels Due Jensens svar til fru Carina Christensen. Og han er jo egentlig skrappere, end jeg ville være her, for han siger, at dem, der ikke tror, man skal udpege oplagte vækstområder, er den kreds af tilhængere, der kan tælles navnlig blandt økonomiske teoretikere og politikere på Christiansborg, som ikke kan se det potentiale af arbejdspladser, der er i at satse på nøje udvalgte vækstområder. Hvis man i en virksomhed ikke udvælger og fokuserer på nogle få og vigtige indsatsområder i stedet for at ville det hele, så ender det med, at man satser på alt og ingenting. Det tror jeg han har mere ret i, end fru Carina Christensen har ret i det, hun siger.

Fru Carina Christensen.

Jamen jeg har bemærket, at SF er rigtig glade for Niels Due Jensen og Grundfos, og det er jo dejligt, at man har en ven og allieret der i erhvervslivet. Men som sagt, så var der altså de seks største erhvervsorganisationer i det her land samlet i tirsdags i Den Sorte Diamant, og der drøftede man, hvad Danmark skal leve af i fremtiden. Man drøftede også, om man skulle vælge at gå SF-vejen med en ren pick the winner-strategi, og der var svaret et klart nej; det er ikke det, dansk erhvervsliv mener der er brug for. De mener, at det, vi skal løse, er de udfordringer, der er omkring mangelen på arbejdskraft, de for høje omkostninger og produktiviteten.

Så det, vi dermed hører nu fra hr. Steen Gade, er altså, at Niels Due Jensen er klogere end det samlede danske erhvervsliv, som var forsamlet den anden dag.

Ordføreren.

Nej. Jeg siger kun, at jeg tror, han er klogere end fru Carina Christensen. Og så er det en misforståelse, at SF siger pick the winner. Det er jo bare noget, som nogen siger at vi siger. Det siger vi ikke.

Vi siger: Begavede, klogere rammevilkår; intelligent politik; partnerskab mellem det offentlige og private; udnyt, at det offentlige har 269 mia. kr. at købe for, mere innovativt, end vi gør i dag. Det er ikke pick the winner, men det er en klogere og meget mere dynamisk erhvervspolitik end den, vi har set i 10 år. Men det er også det, vi lider under: at vi ikke har haft en dynamisk erhvervspolitik.

Så er det hr. Karsten Lauritzen for en kort bemærkning.

Jeg bliver nødt til at sige, at det, SF har gang i i øjeblikket, jo er imponerende. Det er jo imponerende, hvordan hr. Steen Gade kan trylle med tallene, sådan at man får orden i økonomien ved at bruge mange flere penge og uden at lave reformer eller finde besparelser nogen som helst steder – der er måske noget magisk over det.

Tilsyneladende kan SF også trylle med sådan almindelig økonomisk teori, der tilsiger, at hvis man putter en økonomisk belastning på nogen ved at brandskatte et erhverv, fører det normalt til en forringet konkurrenceevne. Og hr. Steen Gade står her fra Folketingets talerstol og siger: Alle de her ekstra skatter og afgifter, vi vil pålægge landbruget, de finansielle virksomheder, selskaber i det hele taget, via selskabsskatten osv., fører ikke til forringet konkurrenceevne.

Jeg bliver nødt til at spørge hr. Steen Gade, hvordan han kan forklare, at det at brandskatte erhvervslivet med over 10 mia. kr., som der står i »Fair Forandring«, kan føre til en forbedret konkurrenceevne for de pågældende erhverv.

Ordføreren.

Nu bliver der sagt, at vi brandskatter landbruget. For nu at fortsætte den diskussion vil jeg sige, at det faktisk er et erhverv, som vi tilbyder en lang række andre indtægtsmuligheder ved energisatsningen og også ved en klogere implementering af nogle af de krav, som der skal leves op til i forbindelse med vandrammedirektivet.

Jeg synes, at vi i »Fair Løsning« har lagt op til at hente nogle penge, også fra dele af erhvervslivet, men det er jo faktisk ikke rigtigt, at vi tager dem fra det produktive erhvervsliv. Vi tager dem jo fra den finansielle sektor. Det er da ikke sådan, at det er uden en omkostning alle steder; når man tager nogle penge, koster det selvfølgelig. Det er jo heller ikke uden omkostninger, at den tidligere regering har været med til at give de her ufinansierede skattelettelser, så på den måde er der jo selvfølgelig konsekvenser. Men hvis vi skal komme igennem det her, for det er jo en alvorlig krise, er vi jo nødt til at sige, at alle skal være med til at levere.

Hr. Karsten Lauritzen.

Tak. Jeg synes, at hr. Steen Gades ordførertale og den efterfølgende debat med al tydelighed viser, at hvis man sidder som landmand eller som erhvervsleder i Danmark, skal man være meget opmærksom på, hvad der måske er på vej, hvis Socialistisk Folkeparti får magt, som de har agt. For hr. Steen Gade sagde: Vi brandskatter ikke nogen produktive erhverv. Hvad er landbruget? Er landbruget ikke et produktivt erhverv?

Det er uforståeligt. I Nordjylland, hvor jeg kommer fra, er hver syvende beskæftiget inden for landbruget eller følgeindustrien, som hr. Steen Gade vil brandskatte med, som der står i »Fair Forandring«, 1,1 mia. kr. i ekstra skatter. Men det er åbenbart ikke et produktivt erhverv, skal man forstå. Det budskab håber jeg så sandelig går ud til dansk landbrug og de mange mennesker, som rent faktisk arbejder i landbruget, som er et yderst produktivt erhverv.

Ordføreren.

Jamen jeg sagde, at vi netop i forbindelse med landbruget har en lang række initiativer, som fører til, at landbruget kan tjene penge på en lang række andre områder. Og det med det uproduktive gik jo altså på den finansielle sektor, ikke at den finansielle sektor ikke har konsekvenser, det er jo ikke det, jeg påstår; alt har konsekvenser. Men det er jo i hvert fald ikke korrekt, at jeg skulle have sagt, at landbruget er uproduktivt.

Hr. Kristian Jensen for en kort bemærkning.

Det har været en interessant debat at følge – først fra Folketingets kanal på tv’et i mit kontor og nu her nede fra salen – om hr. Steen Gades forsøg på at komme uden om det faktum, at i »En Fair Løsning« og i andre publikationer fra S og SF har de to partier lagt op til, at man skal vælge vinderne ved at fjerne nogle af de erhvervstilskud, der er i dag, og så give dem målrettet til de få venner, som S og SF måtte have i erhvervslivet.

Men lad os lige prøve at finde frem til, hvad det er for noget erhvervsstøtte, der skal fjernes, for hr. Steen Gade er jo startet. Der skal findes i alt 2,2 mia. kr., og hr. Steen Gade er startet med et konkret eksempel, nemlig at fjerne støtten til zoologiske haver på 39 mio. kr. Så er der stadig væk lidt tilbage, vil man nok sige derovre på den egn af landet, som både hr. Steen Gade og jeg kommer fra.

Hvad er det egentlig for erhvervsstøtte, det drejer sig om, når nu de 39 mio. kr. hidtil er det eneste konkrete, vi har hørt tale om? Hvad er det for en erhvervsstøtte, der skal fjernes for at finansiere de løfter, som SF giver?

Ordføreren.

Det er rigtigt, at vi siger, at godt 2 mia. kr. af erhvervsstøtten skal omprioriteres. Det er jo inden for et betydeligt større beløb, vi skal omprioritere. Det, vi har sagt, er, at vi sætter en udløbsdato for eksisterende ordninger, sådan at vi får muligheden for løbende at kunne omprioritere til fordel for nogle af de områder, som vi har nævnt her. Det er jo ikke en øget skattebelastning, men det er en del af den eksisterende erhvervsstøtte.

For øvrigt har jeg ikke sagt, at vi skulle tage støtten fra zoologiske haver; jeg har påpeget, at vi har 130 forskellige ordninger, som vi kalder erhvervsstøtte, hvoraf nogle af dem nok ikke, når det kommer til stykket, er erhvervsstøtte og derfor måske skulle finansieres på anden vis.

Hr. Kristian Jensen.

Nu er jeg så endnu mere bedrøvet, for nu er selv den lille besparelse på zoologiske haver blevet trukket tilbage.

Jeg vil sige til hr. Steen Gade: De støtteordninger, der er, er energistøtteordninger for at lave grøn energi, det er vindmøllestøtteordninger, det er forskningsstøtteordninger, det er eksportstøtteordninger. Vær nu konkret, det er trods alt 2,2 mia. kr., vi snakker om. Hvad er det for ordninger, som hr. Steen Gade vil foreslå skal fjernes?

Ordføreren.

Jamen hr. Kristian Jensen får det svar, jeg har givet ham. Altså, vi sætter udløbsdatoer på, vi omprioriterer. Vi er jo ikke de eneste, der har påpeget, at erhvervsstøtteordningerne skulle kigges efter i sømmene. Hr. Torsten Schack Pedersen fra Venstre har påpeget det samme, nemlig at man burde kigge det hele efter.

Der er jo ikke nogle, som beskæftiger sig med det her, som ikke godt ved, at de bør kigges efter i sømmene for at finde ud af, hvordan man fornuftigvis kunne prioritere. Det er for øvrigt også Dansk Industris synspunkt, at man skal kigge det her efter i sømmene. Og det vil vi gøre.

Tak til ordføreren. Så er det fru Carina Christensen som konservativ ordfører.

Det er en meget vigtig debat, vi har her i dag, og derfor vil jeg også gerne kvittere for, at Enhedslisten har rejst debatten. Det var lidt overraskende, at det lige var Enhedslisten, der gjorde det, men det er fint nok. Vi drøfter, hvad Danmark skal leve af i fremtiden, og hvordan vi kan klare os i den nye internationale konkurrence.

Det gode spørgsmål er selvfølgelig: Hvordan er Danmark og danske virksomheder klædt på til de her nye udfordringer? På mange måder er vi faktisk rigtig godt udrustet. Vi har mange store, dygtigt drevne virksomheder, vi har mange stærke brancher inden for f.eks. medicin, fødevarer og søfart, og vi har også mange fleksible små og mellemstore virksomheder. Mange af vores virksomheder er kommet flot igennem den globale krise, og mange er allerede gode til at udnytte den stigende efterspørgsel fra nye vækstøkonomier.

Jeg vil gerne sige, at vi i Det Konservative Folkeparti altså overlader det helt trygt til virksomhederne selv at afgøre, hvor fremtidens job skal skabes. Vi politikere skal ikke lære virksomhederne om, hvad de skal producere, og hvilke markeder de skal satse på. Virksomhederne kender selv ganske udmærket de nye markedsmuligheder, f.eks. inden for sundhed, velfærd, klima og miljø, og de har altså selv et ganske, ganske fint blik for nye nicher på verdensmarkedet. Vores opgave som politikere er at sørge for, at vores virksomheder har nogle internationale konkurrencedygtige rammevilkår. Den helt store udfordring for os bliver at få vores dygtige danske virksomheder til at skabe nye job her i Danmark, for der er ingen tvivl om, at hvis ikke det kan betale sig for virksomhederne at investere og skabe job i Danmark, vil de værdier blive skabt i andre lande. Og virksomhedernes budskab til os er altså helt klart, nemlig at de er udfordret af den fremtidige mangel på arbejdskraft, af det alt for høje omkostningsniveau og af en lav produktivitet. Derfor er der heller ingen tvivl om, at fremtidig vækst kræver reformer, ellers taber vi konkurrenceevne, indtjening og velfærd.

Vi skal sætte ind over en meget bred front. Som udgangspunkt må og skal vi have sunde offentlige finanser. Derudover må og skal vi også sikre, at der er hænder og hoveder nok på vores arbejdsmarked, og det kræver politisk handling. Der er allerede besluttet en reduktion af dagpengeperioden, der er nu præsenteret ambitiøse udspil i forhold til SU, førtidspension og fleksjob. Senest har regeringen præsenteret sin tilbagetrækningsreform med en gradvis afvikling af efterlønnen, og det er vi i Det Konservative Folkeparti rigtig glade for. Vi ser frem til nogle konstruktive forhandlinger om alle de her reformudspil, og jeg vil gerne sige, at alle udspillene er vigtige og nødvendige, når det handler om at øge arbejdsudbuddet og om at forbedre de offentlige finanser.

For os i Det Konservative Folkeparti er der ingen tvivl om, at skatterne spiller en afgørende rolle i forhold til muligheden for at skabe fremtidige nye arbejdspladser i Danmark. Vi skaber ikke nye job og øget vækst gennem højere skatter, tværtimod, og derfor glæder vi os meget over, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti siden 2001 har sænket skatten på arbejde tre gange – hver gang fuldt finansieret. Det øger nemlig tilskyndelsen til at arbejde mere, det øger også gevinsten ved at tage en uddannelse og ved at dygtiggøre sig, det øger også incitamentet til at starte sin egen virksomhed, og det er alt sammen noget, der bidrager positivt til væksten. Vi er også yderst tilfredse med, at regeringen og Dansk Folkeparti har sænket selskabsskatten til et mere internationalt konkurrencedygtigt niveau – senest fra 28 pct. til 25 pct. Det er vigtigt, at vi hele tiden er opmærksomme på, at vi her er internationalt konkurrencedygtige, hvis vi skal skabe nye arbejdspladser i Danmark i fremtiden.

Fremtidig vækst kræver også en veluddannet arbejdsstyrke, og derfor skal vi fortsat investere massivt i uddannelse, forskning og innovation. Vi er stærkt optaget af, at vi har en folkeskole, hvor fagligheden er i top, at vi har en folkeskole, der sikrer, at det enkelte barns talent udfoldes til fulde, og at vi har et uddannelsessystem, der hele vejen igennem sætter fokus på innovation og iværksætteri.

Vi opfylder nu målet om at bruge 1 pct. af BNP på offentlig forskning og udvikling, hvilket gør Danmark til et af de mest ambitiøse lande med hensyn til forskning og innovation, og det her meget ambitiøse niveau skal vi selvfølgelig holde fast i.

Vi er i Det Konservative Folkeparti på ingen måde bange for den her nye internationale konkurrence, nærmest tværtimod. Konkurrencen fremmer nemlig innovation, og det øger produktiviteten i dansk erhvervsliv. Desværre er det jo sådan i dag, at 45 pct. af den samlede danske beskæftigelse er bundet i nogle brancher, der er kendetegnet ved at have en meget svag vækst i produktiviteten. Det er meget langtfra godt nok. Regeringen har nu præsenteret en solid konkurrencepakke, der skal fremme konkurrence, innovation og produktivitet i både den private og i den offentlige sektor, og det har Danmark hårdt brug for. Vi skal derudover fortsat arbejde på at reducere de administrative byrder, vi skal sikre adgang til risikovillig kapital, vi skal understøtte innovation og udvikling osv. osv.

Nu har vi hørt mange forskellige bud på strategier, pick the winner-strategier og pick the loser-strategier, men jeg vil gerne sige, at jeg ikke tror, der findes nogen særlig mirakelkur, der pludselig kan skabe vækst og nye arbejdspladser her i Danmark. Det kræver hårdt arbejde, det kræver reformer, og det kræver et fast blik på de offentlige finanser. I Det Konservative Folkeparti har vi altså i modsætning til mange andre partier, som vi har hørt det her i dag, ganske stor tillid til, at virksomhederne, hvis vi stiller attraktive konkurrencedygtige rammer til rådighed, også vil vælge at investere og skabe vækst og arbejdspladser her i Danmark.

Der er tre korte bemærkninger. Den første er fra hr. Morten Østergaard.

Jeg kunne høre – og det kunne jeg også høre på spørgsmålet til hr. Steen Gade – at fru Carina Christensen har set sig godt og grundigt gal på Grundfos og deres bestyrelsesformand, hr. Niels Due Jensen. Grundfos er jo en arbejdsplads med vel over 4.000 ansatte i Danmark, jeg tror, det er 16.000-17.000 på verdensplan, og de har konstant haft en høj vækst og har det også nu på den anden side af krisen, og de prioriterer hvert år, tror jeg, omkring 1 mia. kr. til forskning og fornyet udvikling og er på alle måder en virksomhed, som man kunne drømme om at der var flere af i Danmark. Men fru Carina Christensen har set sig gal på Grundfos.

Jeg vil gerne spørge: Var det ikke på tide, at man som politisk ordfører for det parti, der indimellem har betragtet sig selv som erhvervslivets parti, måske rettede fokus mod de ting, man selv har haft ansvaret for under skiftende konservative erhvervsministre, hvor konkurrenceevnen er svækket og produktivitetstilvæksten har været vigende i forhold til andre lande, frem for at skyde på det erhvervsliv, som faktisk hver eneste dag leverer varen?

Ordføreren.

Jamen jeg er bestemt ikke sur på Niels Due Jensen eller på Grundfos. Tværtimod er jeg rigtig, rigtig glad for, at vi har Grundfos her i landet. Det, jeg bare angriber især i forhold til SF, er, når man entydigt vil satse på én virksomhed og en helt bestemt branche – her er det så vandsektoren – og det, jeg siger, er, at det ikke er, fordi vi ikke skal gøre noget godt for Grundfos, det skal vi bestemt, vi kan bare ikke leve af i fremtiden kun at gøre noget godt for Grundfos og ganske få andre brancher; vi er simpelt hen nødt til at lytte til, hvad det samlede danske erhvervsliv siger til os politikere, og de beder os altså ikke om at sidde og udpege særlige vækststrategier herinde og klare alle paragrafferne for dem. De er selv ganske klar over, hvor vækstmulighederne ligger på det nye, globale marked.

Det, de siger til os, er: Løs nogle konkrete udfordringer, som vi står over for, f.eks. mangelen på arbejdskraft; I er nødt til at sikre, at der bliver flere hænder og hoveder på arbejdsmarkedet i fremtiden. Det skal vi hjælpe dem med. De siger, at omkostningsniveauet er blevet for højt – de angriber bl.a. skatterne – og de siger, at produktiviteten er blevet for lav. Derfor er vi nu på vej med en ny konkurrencepakke.

Vi synes ikke, det er nok, at man lytter til Grundfos og Niels Due Jensen, vi er nødt til at lytte til dem alle sammen, og de har altså et meget bredere budskab, end Niels Due Jensen har.

Hr. Morten Østergaard.

Jeg tror, der er mange, der har lyst til at lytte til regeringen for at høre, hvilke svar man har – også på de spørgsmål, fru Carina Christensen stiller. For nu har man jo haft magten i 10 år, og hele vejen igennem har der været konservative erhvervsministre. Konkurrenceevnen er løbende svækket, og nu står fru Carina Christensen her i dag og siger på Det Konservative Folkepartis vegne: Tro på os, vi har løsningen. Hvorfor i himlens navn har man så ikke sat ind noget før?

Produktivitetstilvæksten har været ringere i Danmark end i andre lande. Vi har i de sidste 3 år haft en vækst, der kun har været lavere i 18 andre lande på planeten. Hvis vi sammenligner med det afrikanske kontinent, er vi kun overgået af Zimbabwe. Det er det resultat, der står efter 10 år med konservative erhvervsministre, og det, fru Carina Christensen bruger sin tid på, er at skrive indlæg mod erhvervslivets topledere, som hver eneste dag leverer varen, og som viser vækst, viser vejen for Danmark. Jeg synes, det er pinligt.

Ordføreren.

Jamen jeg brugte jo netop min tid her i dag på at sige, hvad det er, regeringen og Det Konservative Folkeparti rigtig gerne vil gøre for at løse de udfordringer, som et meget bredt dansk erhvervsliv beder os om at hjælpe dem med at løse.

I forhold til den fremtidige mangel på arbejdskraft har regeringen fremlagt nogle meget, meget konkrete reformer: En SU-reform, en reform af førtidspensionen, en ny reform omkring fleksjob og senest en tilbagetrækningsreform, hvor vi lægger op til en gradvis afskaffelse af efterlønnen og en introduktion af en helt ny seniorførtidspensionsordning. Det er nogle meget, meget konkrete tiltag, der alle sammen skal give et bidrag til at øge arbejdsudbuddet i det her land, og det er det, virksomhederne efterspørger. De siger også, at omkostningsniveauet er blevet for højt her i Danmark, og derfor kvitterer de også positivt for, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti tre gange siden 2001 bl.a. har sænket skatten på arbejde, så vi har tilskyndet danskerne til at yde en ekstra indsats. De kvitterer også positivt for, at vi har sænket selskabsskatten, senest fra 28 pct. til 25 pct.

Så vi er i høj grad i dialog med dansk erhvervsliv, og vi lytter til dem, men vi lytter altså til alle virksomheder i dansk erhvervsliv og ikke kun til nogle få af dem.

Hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Tak. Er fru Carina Christensen enig i, at vi har brug for innovationsstrategier, og at regeringen også udarbejder innovationsstrategier rettet mod private virksomheder?

Ordføreren.

Jeg er enig i, at en af de store udfordringer for fremtidig vækst i Danmark er, at produktiviteten i vores virksomheder er for lav. 45 pct. af den samlede danske beskæftigelse ligger i dag i nogle brancher, hvor der er en meget, meget svag produktivitetsudvikling. Det skal vi selvfølgelig se nærmere på og have løst, og det skal vi gøre i et tæt samspil med dansk erhvervsliv. Jeg tror ikke, det er noget, vi kan løse alene herindefra, det kræver bl.a. en løbende fornyelse af produkter og processer og ny markedsføring og alt muligt. Man skal jo indrette sig på de nye markeder, og alt det må virksomhederne gøre selv. Men vi skal selvfølgelig understøtte det og høre efter, hvis der er noget, de beder os om. Vi har bl.a. et problem i forhold til konkurrenceudsættelse bredt, både i den private sektor og den offentlige sektor her i Danmark, og det er regeringen jo i fuld gang med at løse her og nu. Her til morgen har vi siddet og forhandlet om en ny konkurrencepakke, som jeg venter mig rigtig meget af, og som jeg tror kan være med til at øge konkurrencen i Danmark og dermed også øge produktiviteten.

Hr. Steen Gade.

Jamen jeg bliver lidt forvirret over, hvad fru Carina Christensen siger, for det ser ud, som om De Konservative er ved at løbe fra, at de i hvert fald tidligere har været meget optaget af, at man også fra det offentliges side skulle lave sådan en innovationsstrategi rettet mod private virksomheder. Egentlig troede jeg, at jeg skulle kritisere fru Carina Christensen for, at tre erhvervsministre, to videnskabsministre, en skatteminister og to statsministre har lovet det siden 2007, men nu er jeg faktisk blevet lidt mere i tvivl om, om man overhovedet mener, at Folketinget skal beskæftige sig med den slags ting. Jeg håber, at fru Carina Christensen mener – ligesom de tre konservative ministre, der har lovet det her, men ikke leveret varen – at vi faktisk har brug for det. Men kan jeg få at vide: Har vi brug for det, og kommer det så nu, 3-4 år forsinket?

Ordføreren.

Jeg synes bestemt, det er noget, man også skal beskæftige sig med her på Christiansborg, men jeg tror bare, det vil være meget forkert at sige, at det her med at sikre øget innovation i dansk erhvervsliv, øget produktivitet osv. er noget, vi kan løse herindefra. Det kan vi simpelt hen ikke. Der er vi nødt til at have virksomhederne på banen; de skal selv i høj grad løfte den udfordring. Vi kan godt understøtte det, bl.a. ved at sikre en større konkurrence i den private sektor. Det sidder vi og arbejder med lige nu, med en meget, meget omfattende konkurrencepakke, og den er jeg ikke i tvivl om vil være med til at understøtte produktiviteten i det her land og dermed også være med til at understøtte innovationen.

Så der kan sættes ind på mange felter, men det skal altså ske i et tæt samspil med virksomhederne. Vi kan ikke løse det herinde på Christiansborg, og det skal vi heller ikke.

Hr. Orla Hav for en kort bemærkning.

Der er jo ikke nogen, der har været tvivl om, at Det Konservative Folkeparti i høj grad har argumenteret for, at en væsentlig faktor for at få mere gang i hjulene er skattenedsættelser. Det tror jeg ikke der er mange der er i tvivl om.

Når man vælger at bruge så mange penge på det område, kunne jeg godt tænke mig at høre, om man så har regnet på, hvornår det så er, det begynder at reagere ved, at nu skabes der nye arbejdspladser på den konto, for nu er skatten blevet så lav, og nu er rammevilkårene blevet så gode, at nu slår man alverdens ting i gang med skabelse af nye arbejdspladser.

Det er jo det, man har en tyrkertro på, så jeg vil gerne have ordføreren til at fortælle, hvilke overvejelser man har gjort sig i forbindelse med at ville bruge så mange penge ad den vej for at skabe nye arbejdspladser.

Ordføreren.

Jamen jeg godt forstå, at Socialdemokraternes ordfører spørger, for jeg ved jo, at det ligger Socialdemokraterne meget, meget fjernt at sænke skatterne. Det er jo absolut ikke en vej, man ønsker at gå, tværtimod kan vi se i alle de planer, der kommer fra S og SF i fællesskab, at hvis de får magt, som de har agt, ønsker de at sætte skatterne i vejret.

Jeg kan i hvert fald bare sige – og det tror jeg også at hele det erhvervsliv, der var samlet den anden dag, var fuldstændig enige om, for der drøftede man det nemlig, – at vi ikke får fremtidig, øget vækst i Danmark, og at vi ikke får skabt nye og flere arbejdspladser i Danmark, hvis vi sætter skatterne i vejret, tværtimod. Omkostningerne er i forvejen meget høje, vores erhvervsliv lider under meget høje skatter og afgifter, hvis det sammenligner sig med det internationale marked, som det konkurrerer med. Derfor er vi nødt til hele tiden at være opmærksom på, at det også er konkurrencedygtigt på det her felt.

Derfor er jeg rigtig glad for, at regeringen sammen med Dansk Folkeparti tre gange siden 2001 har sikret en sænkning af skatten på arbejde. Jeg tror, det hjælper os til, at flere har lyst til at arbejde mere. Det ved jeg at der også er nogle der er optaget af i Socialdemokraterne. Det bidrager lavere skat på arbejde til. Vi har også sænket selskabsskatten, og jeg tror, at det har været med til at holde nogle virksomheder i Danmark, og formentlig har det også været med til at tiltrække nogle udenlandske investorer til Danmark med investeringer, som vi ellers ikke havde fået.

Hr. Orla Hav.

Jamen jeg vil gerne have bekræftet noget i forbindelse med det store eksperiment, man har gang i ved at lette skatterne. Vi har jo gode erfaringer med at gøre det. Mens den nuværende formand i stolen var finansminister i det her land, sænkede de socialdemokratiske regeringer faktisk skatten som nogle af de første, der for alvor gjorde det. Det gav en positiv effekt.

Hvordan er det, man har regnet på det fra regeringens side? Hvornår er det, man regner med at se de positive effekter? Vi andre er jo lidt bekymrede for, at det går tilbage med innovationskraften, at det går tilbage med iværksætteriet, og at det eksperiment, som regeringen er ude i, ikke slår igennem på beskæftigelsen. Så jeg vil gerne vide dette: Er det alene tro, det her bygger på, hos den nuværende regering og hos Det Konservative Folkeparti?

Ordføreren.

Jamen vi behøver jo så åbenbart ikke alene at basere det på tro, for hr. Orla Hav har lige givet os et lysende, klart eksempel. Han henviser til, dengang hr. Mogens Lykketoft var finansminister og sænkede skatterne generelt i Danmark, og så gik alting godt, og man fik øget vækst. Så det virkede åbenbart under SR-regeringen.

Det, jeg så ikke forstår, er, hvorfor man så ikke tager de gode tiltag med videre. Hvorfor kaster man fuldstændig hr. Mogens Lykketofts politik af bordet? Hvorfor er det så, man går i den stik modsatte retning, når man fremover vil hæve skatterne, vil sætte skatten op på arbejde, og vil sætte skatten op for selskaberne? Det er nu engang ikke det, der skaber vækst og nye arbejdspladser i det her land, og det har Socialdemokraterne åbenbart selv dokumenteret.

Jeg er desværre afskåret fra at kommentere debatten, men jeg kunne godt bidrage til lidt opklaring.

Hr. Per Clausen for en kort bemærkning.

Jeg tror i hvert fald også, at jeg kan sige, at fru Carina Christensens beskrivelse af SR-regeringens politik var en smule forenklet. Men jeg kan da huske med glæde, at Enhedslisten var med til at gennemføre skattelettelser, som først og fremmest ramte de lavtlønnede, og det synes jeg måske kunne inspirere fremadrettet, hvis det er det, man gerne vil fra De Konservatives side.

Jeg forstår jo godt, at De Konservative er meget bekymrede for erhvervslivets omkostninger; det er der ikke noget nyt i. Der er heller ikke noget nyt i, at erhvervslivets ledere siger, at omkostningsniveauet skal ned. Jeg kan forsikre fru Carina Christensen for, at helt tilbage fra min pureste ungdom – og det er rigtig, rigtig mange år siden – har vi hørt den sang.

Men jeg kunne godt tænke mig at spørge fru Carina Christensen, om det er derfor, at man fra Det Konservative Folkepartis side er så optaget af at få fjernet efterlønnen. For vi har jo overvismandens ord for, at det, der er det rigtig smarte ved at fjerne efterlønnen, er, at man øger udbuddet af arbejdskraft og så får sænket lønningerne. Han har sådan set meget klart sagt, at det er det, der skal skabe øget beskæftigelse.

Derfor er mit spørgsmål til fru Carina Christensen: Hvor langt mener hun i grunden at lønningerne skal ned i Danmark, før vi kan forvente, at omkostningsniveauet er lavt nok?

Ordføreren.

Jamen jeg skal tilstå, at jeg lod mig rive lidt med af hr. Orla Havs beskrivelse af SR-regeringens politik; det lød jo meget godt, så jeg valgte at gå med på den vogn.

I forhold til efterlønnen er det ikke nogen hemmelighed, at Det Konservative Folkeparti aldrig har været tilhænger af efterlønnen. Vi har sådan set stemt imod den fra starten af, for vi synes simpelt hen ikke, det er hensigtsmæssigt, at man betaler raske og rørige mennesker med nyttige kvalifikationer for at forlade arbejdsmarkedet i en tidlig alder. Den politik har vi sådan set haft i rigtig mange år.

Derfor er vi selvfølgelig også rigtig glade for, at regeringen nu har fremlagt en tilbagetrækningsreform, hvor man netop lægger op til en gradvis afvikling af efterlønnen, mod at man til gengæld introducerer en ny ordning, nemlig den her seniorførtidspensionsordning, som netop er en ordning, der kan gavne rigtig mange danskere og ikke kun dem, der har indbetalt til efterlønsordningen.

Det, det vil hjælpe os med, er selvfølgelig to ting, for det første vil det afhjælpe mangelen på arbejdskraft, som vi ved kommer, og for det andet vil det sikre sunde, offentlige finanser.

Hr. Per Clausen.

Jeg synes sådan set, den historiske debat om SR-regeringens bedrifter var interessant nok, også fordi en del af de skattelettelser, som lavtlønnede fik i det her land i 2002-2003 jo i virkeligheden skyldtes en politik, som Enhedslisten gennemførte sammen med den daværende socialdemokratisk-radikale regering. Det var sidste gang, at lavtlønnede sådan for alvor fik en fordel skattemæssigt. Det skal vi da benytte enhver lejlighed til at minde folk om.

Men jeg vil bare spørge fru Carina Christensen: Er det ikke rigtigt, at når Det Konservative Folkeparti – i en situation, hvor der er 230.000 mennesker, der søger arbejde – mener, at det er meget, meget vigtigt at øge arbejdsstyrken, er det, fordi der, hvis man øger arbejdsstyrken, er en mulighed for at få presset lønningerne ned? Det er sådan set det, der er Det Konservative Folkepartis holdning og synspunkt; præcis ligesom hos vismanden og toplederne i erhvervslivet er det holdningen.

Så stiller jeg bare spørgsmålet: Hvor langt skal de ned, før man tror, at omkostningsniveauet er lavt nok?

Ordføreren.

Nej, når vi går ind for den tilbagetrækningsreform, som regeringen har fremlagt; når vi går ind for det udspil til en SU-reform, der skal sikre, at de unge kommer hurtigere igennem uddannelserne; når vi går ind for den her reform af førtidspension, fleksjob osv., som skal bringe flere ud af passiv forsørgelse og ind på arbejdsmarkedet, er det, fordi vi reelt er optaget af at løse den udfordring, der handler om, at vi kommer til at mangle hænder på det danske arbejdsmarked.

Det kan godt være, at man lige her og nu synes, at ledigheden er for høj. Jeg synes sådan set, at vi ligger ganske pænt, i forhold til hvor man kunne ligge. Selvfølgelig ønsker vi alle sammen at skabe flere arbejdspladser, men vi skal også forholde os til, at vi om ganske kort tid kommer til at mangle hænder og hoveder. Og der vil alle de reformer, som regeringen har spillet ud med, i fællesskab bidrage positivt til at sikre, at vi ikke kommer til at mangle den arbejdskraft, vi får brug for.

Så siger jeg tak til den konservative ordfører. Så er det hr. Morten Østergaard som radikal ordfører.

Hvad skal Danmark leve af i fremtiden? Det er omdrejningspunktet for dagens debat. Da vi indledte i dag, sagde Venstres ordfører, at spørgsmålet var forkert. Ja, man måtte næsten forstå, at det var skadeligt overhovedet at stille spørgsmålet. Jeg kunne ikke være mere uenig med Venstres ordfører. Spørgsmålet om, hvad vi skal leve af i fremtiden, er ikke bare det rigtige spørgsmål, det er tidens vigtigste og mest afgørende spørgsmål.

Jeg kom egentlig i dag med den opfattelse, at også regeringen mente, at den lavvækstfælde, vi står i, er den centrale udfordring, og at det gigantiske jobtab, vi har haft under den økonomiske krise, efterlader os i en meget, meget alvorlig situation, hvor der kræves svar på, hvordan vi vil sikre fornyet vækst og dermed fornyet jobskabelse i Danmark. For i Det Radikale Venstre er vi ikke i tvivl, og allerede i august lagde vi som det første parti en vækst- og innovationsplan for Danmark frem, som skaber både gode rammevilkår og råderum til investeringer i forskning og uddannelse, og så en national innovationsstrategi i lighed med den, som andre lande med højere vækstrater end Danmark har fremlagt. Det vender jeg tilbage til.

Men først er vi jo nødt til at gøre status. Hvad er Danmarks økonomiske situation efter 10 år med Venstre, Konservative og Dansk Folkeparti ved magten? Regeringen mener, vi er kommet bedre igennem krisen end alle andre lande. Fakta er, at der de seneste 3 år kun er 18 lande i verden, som har haft en lavere vækst end Danmark. Hvis vi sammenligner os selv med det afrikanske kontinent, finder vi kun ét land med en lavere vækst end Danmark, og det er Zimbabwe. 170.000 arbejdspladser er tabt. Jo, siger regeringen, men vi har jo ført en ansvarlig økonomisk politik. Men heller ikke det kan stå for en nærmere prøve.

Fakta er, at VKO overtog en holdbar økonomi i 2001, den har ikke været holdbar siden da. Efter 10 år med VKO måtte statsministeren i dag konstatere ved debattens begyndelse, at der er underskud, så langt øjet rækker, på de offentlige finanser. Det er konklusionen ved 10-års-jubilæet for den her regering: underskud på de offentlige finanser, så langt øjet rækker. Det kan ikke med nogen rimelighed betegnes som ansvarlig økonomisk politik. Nej, regeringen har set passivt til, mens vores konkurrenceevne er blevet svækket og produktiviteten er steget langsommere end i andre lande. Vores virksomheders innovationsevne er ikke vokset som det eneste land i EU, så også der sakker vi bagud. Også hvis man måler på økonomiske parametre, må man sige, at der i den grad er brug for at skifte 10 års stilstand ud med fornyelse, dynamisk erhvervspolitik og en offentlig sektor, der tager sin del af ansvaret for at sikre innovation.

I vores genopbygningsplan, som vi præsenterede i Det Radikale Venstre for snart et år siden, fjerner vi underskuddene på de offentlige finanser gennem reformer frem for regeringens kombination af skatteforhøjelser og nedskæringer. Vi skaber et økonomisk råderum, som kan investeres i uddannelse, forskning og sociale forbedringer, og vi skaber grundlag for et mål om at halvere statsgælden i 2020. Men samtidig, og det er jo det, der er interessant for debatten i dag, har vi sat os et ambitiøst mål om at træffe beslutninger, der kan øge væksten med en ekstra procent om året – vel at mærke en ansvarlig vækst, som ikke bidrager til de udfordringer, vi har i forvejen, med forurening, CO 2 -udledning, overforbrug og nedslidning.

Den eneste vej ud af den lavvækstfælde, som truer med at underminere både vores velstand og vores velfærd, er en vækstcocktail bestående af reformer, uddannelse og innovation; reformer, som vil sikre tilstrækkelig arbejdskraft og økonomisk råderum til investeringer i uddannelse og forskning. For vi kan ikke leve med, at regeringen skærer ned på uddannelse og forskning, selv om vi godt ved, at der er en klar sammenhæng mellem investeringer i uddannelse og forskning og vores vækst. Vi kan ikke leve med, at vi for første gang i danmarkshistorien får årgange med lavere uddannelsesgrad end deres forældre. Og vi kan ikke se passivt til, mens de lande, vi skal konkurrere med, overhaler os på vores væsentligste råstof, nemlig uddannelser på højeste niveau. Vi bliver ikke en førende vidensøkonomi uden vidensudvikling. Målet, som statsministeren også refererede til, om at bruge 1 pct. af BNP i forskningsinvesteringer bør være et gulv, ikke et loft. Regeringen har jo valgt at sige, at når vores BNP er blevet mindre, kan vi også godt reducere vores forskningsinvesteringer. Det virker jo ikke, hvis sammenhængen er, at investeringer i forskning også giver vækst. Derfor ønsker vi en ny globaliseringsaftale, som fortsætter investeringerne i talent- og videnudvikling frem for de besparelser på 5,5 mia. kr., som genopretningsplanen og dette års finanslov summer op til.

Når vi er rundt i landet og snakker med danske virksomheder, fornemmer vi en stærk tro på, at de i højere grad kan gøre sig gældende internationalt. Men det kræver et større lederskab fra politikerne. Virksomhederne efterspørger en klar udmelding om, hvad Danmark kan og vil satse på i fremtiden, for uden prioritering er det meget svært at gøre sig gældende i den globale konkurrence. De efterspørger en aktiv innovationspolitik, hvor ønsket om vækst får en retning, og hvor politiske ønsker om ny vækst ledsages af handlekraft til at få den offentlige sektor til at spille med og til at få truffet de politiske beslutninger, som kan skabe nye markeder. Det er det, der er omdrejningspunktet i vores innovationsstrategi.

Vi står med en række udfordringer. Vi skal nedbringe vores CO 2 -udledning og dermed bidrage til at undgå global opvarmning og dermed også sikre, at Danmark fortsat er en grøn vinderøkonomi. Det gælder også på miljøområdet, hvor vi desværre har måttet se til, mens alle de initiativer, der skulle gøre noget godt for miljøet, blev udsat i regeringens grønne vækstplan.

Derfor må vi konstatere, at masser af år er spildt, for også på det område står vi med udfordringer, som er globale. Der er brug for rent drikkevand og oprensning af spildevand, og det rummer alt sammen mulighed for at skabe nye markeder, hvis vi tør satse, hvis vi vil investere, hvis vi vil stille Danmark til rådighed som udviklingsmarked for de her nye produkter. Vi har i Danmark, hvis vi bare tager vand som eksempel, nogle af verdens førende vidensinstitutioner, vi har nogle af de dygtigste virksomheder, uanset om det gælder rådgivning, komponentproduktion eller produktion af store anlæg. Vi har alle muligheder for at få et nyt væksteventyr i lighed med det, vi har haft med vindmøllerne, hvis vi tør satse, hvis vi tør føre en aktiv miljøpolitisk på det område, fordi de krav og den regulering, vi har haft på miljøområdet, har været med til at skabe den viden og den økonomi, vi i dag har på det område.

På samme måde kan vi tage områder som velfærd og sundhed. Hele verden kommer til at slås med aldrende befolkninger, som vil kræve flere sundhedsydelser. Og vi har virksomheder både i medicinalindustrien, Medicoindustrien og biotekindustrien, som i den grad kan levere løsninger, der gør, at vi kan løse det problem, som vi selv har, med, at vores udgifter til sundhed truer med at være en bombe under vores økonomi. Det problem kan vi løse, samtidig med at vi skaber grundlaget for fornyet vækst og eksport.

Endelig kan man også tage et område som design. Danmark bør være udviklingskontor for designvirksomheder fra hele verden, og den designtænkning, som vi er kendt og berømt for, bør udnyttes af en lang række brancher og industrier, som ikke alene har brug for, at der findes nye løsninger, men også har brug for, at de laves på en måde, og det uanset om det er inden for service, ny produktion eller andre steder, så de er drevet af brugerdrevet innovation og er anvendelig i den praktiske verden.

Det er noget af det, vi kan i Danmark. Det er noget af det, vi har tjent gode penge på. Det er noget af det, vi skal blive bedre til. Det er noget af det, vi skal leve af.

Når man så følger debatten her i dag, kan man jo blive helt målløs, for det er, som om det enten er et spørgsmål om, at vi har en innovationsstrategi i lighed med Finland, USA eller Sydkorea, som jeg ved at statsministeren har et blødt punkt for, eller også har vi gode rammevilkår. Men virkeligheden er jo, at vi både skal sikre gode rammevilkår og samtidig have en innovationsstrategi. Hvis det ikke var så alvorlig en sag, ville det jo nærmest være komisk at høre Venstres ordfører sige, at de sandelig ikke vil bevæge sig ind på at satse på særlige områder. Og det er samme dag, hvor regeringen langt om længe præsenterer en energiplan, der, som jeg har forstået det, er den længe ventede konkrete udmøntning af den daværende statsministers, Anders Fogh Rasmussens, tale om, at vi skulle være en grøn vindernation med tusindvis af arbejdspladser til følge.

Når vi diskuterer forskning i globaliseringsregi, har vi talt for mere grundforskning, mens regeringen ønsker at udpege sektorer, der skal særligt begunstiges. Og når vi taler om erhvervsstøtte, har vi et af Europas højeste niveauer for erhvervsstøtte, og der har ikke været en erhvervsordfører i nyere tid fra Venstre, som ikke har ment, at erhvervsstøtten skulle afskaffes. Hvis andre prøver at foreslå at sanere i den, er det helt utroværdigt, fordi man ikke kan pege helt konkret på det. Senest tror jeg, at det er Venstre skatteordfører, der har været ude og forgribe sig på erhvervsstøtten til fordel for nogle lempelser i selskabsskatten. Jeg har stor sympati for tankerne, men vil bare konstatere, at de ikke når langt i Venstres rækker, når de allerede her i dag kan afvise, at de overhovedet vil røre ved erhvervsstøtten.

Som vi også måtte forstå på Venstres ordfører, er erhvervsstøtten fin nok, når det drejer sig om at støtte rederibranchen. Vi går varmt ind for det danske skibsregister, men det er da et udtryk for, at man har set nogle muligheder i at lave nogle skattebegunstigelser for en konkret branche, og derfor burde det jo ikke være så verdensfjernt for hr. Peter Christensen og konsorter. På samme måde er det jo helt åbenlyst, at regeringen ingen problemer har med at fokusere på de 150.000 arbejdspladser, der er i landbruget, og skabe specifikt bedre vilkår for den sektor. Det er også et udtryk for, at man helt konkret har valgt at prioritere en branche.

Derfor handler det jo mere om, at vi skal diskutere, hvad Danmark kan leve af – det, der er på tapetet i dag – og hvor vækstmulighederne er. Hvad er det for et commitment, vi politisk vil give til, at man i Danmark kan satse på at udvikle miljøteknologi, klimateknologi, energiteknologi og sundhedsteknologi? Hvad er det for et commitment, vi vil give? Hvilken handling vil vi sætte bag ordene? Vil vi stille den offentlige sektor til rådighed som en motor til den innovation? Det handler ikke så meget om at bruge flere penge. Det handler om en politisk evne og vilje til at turde satse på innovation, en vilje, der har været helt fraværende i de sidste 10 år.

Der er foreløbig to korte bemærkninger. Først er det hr. Kristian Thulesen Dahl.

Tak. Det var jo alt ikke nødvendigvis godt fra havet, men alt fra havet, der kom til udtryk her.

Jeg har et meget enkelt spørgsmål til hr. Morten Østergaard. For noget tid siden kom Det Radikale Venstre med et princip, og man skal høre ekstra godt efter, når Det Radikale Venstre kommer med et princip, for så betyder det lidt mere, end når vi andre vi stiller krav, går jeg ud fra. Det er derfor, man kalder det et princip.

Det gik ud på, at man ikke ville acceptere, at vi skulle finansiere øgede offentlige udgifter med øgede skatter og afgifter. Hr. Morten Østergaard kan korrigere mig, hvis ikke jeg husker det fuldstændig korrekt. Men det var sådan, jeg husker det, nemlig at man ikke skulle finansiere øgede offentlige udgifter med øgede skatter og afgifter. Står det princip, der kom til udtryk, jeg tror endda, at det var partilederen selv, der kom med det, stadig væk ved magt? Er det stadig væk radikal politik, og vil det stadig væk være det afgørende for Det Radikale Venstre i forhold til de politiske forhandlinger, der måtte komme, uanset om det er som led i et nyt politisk flertal herinde efter et valg eller det er med det flertal, der er der nu, men hvis Det Radikale Venstre indgår i forhandlinger om den fremtidige økonomiske politik, også i lyset af at det kan være vigtigt for mange i forhold til, hvad vi skal leve af i fremtiden?

Så er det ordføreren.

Jeg ved, at hr. Kristian Thulesen Dahl går meget op i fodbold, og derfor vil jeg forsøge med det, vi kan kalde en langsom gengivelse, fordi der var nok nogle detaljer i ordførertalen, der lige undslap opmærksomheden.

Det, jeg sagde – og det gentager jeg gerne – er, at vores genopbygningsplan fjerner underskuddet på de offentlige finanser gennem reformer frem for regeringens kombination af skatteforhøjelser og nedskæringer. Den skaber et økonomisk råderum, som kan investeres i uddannelse, forskning og sociale forbedringer, og skaber grundlag for et mål om at halvere statsgælden i 2020. Så svaret er ja. Vi ønsker ikke at finansiere ny velfærd med højere skatter. Vi ønsker at få styr på underskuddet på de offentlige finanser gennem reformer frem for de nedskæringer og skatteforhøjelser, som hr. Kristian Thulesen Dahl, statsministeren, hr. Peter Christensen og andre har ansvaret for.

Så er det hr. Thulesen Dahl for yderligere en kort bemærkning.

Det, hr. Morten Østergaard nu gengiver i langsom gengivelse, var så ikke undsluppet min opmærksomhed helt. Men det, der var lidt afgørende, var, at når man bombastisk går ud og siger, at man markerer noget som et princip, må vi jo lægge til grund, at det gør man, fordi man gerne vil markere, at det mener man i helt særlig grad. Ellers kan jeg ikke forstå, hvorfor man gjorde det, da man gjorde det, og det er jo det, jeg gerne vil finde ud af: Hvad ligger der i det?

Når S og SF har lagt en plan frem, der entydigt er finansieret sådan, at man vil finansiere øgede offentlige udgifter med øgede skatter og afgifter – og vi har jo tidligere i dag fået mangfoldiggjort, på hvilke områder det var, for der var flere, det var ikke en udtømmende liste, man kunne nå at gengive på 1 minut, altså at man bl.a. vil hæve skatterne for at øge de offentlige udgifter – ligger der f.eks. så i det, og kan jeg tage det som et udtryk for, at når det er et princip for Det Radikale Venstre, at sådan må man ikke gøre, så vil man afvise den type ting? Eller handler det bare om at have den holdning indtil en valgdag og så håbe at indgå i et eller andet flertal, og at det så ikke er så afgørende?

Altså, er det afgørende, og er det derfor, man formulerer det som et princip, eller er det bare sådan en del af den radikale plan, som man kan tage lidt af, og så kan man efterlade noget andet?

Så er det ordføreren.

Jamen det er egentlig fabelagtigt, for hr. Kristian Thulesen Dahl har jo været meget optaget af det her princip, som i sagens natur står ved magt. Men det er fabelagtigt, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl jo selv gennemfører en politik, der står for det stik modsatte, nemlig med massive skatteforhøjelser, her på de seneste i forbindelse med genopretningspakken, et klokkeklart løftebrud i forhold til det, VKO gik til valg på sidste gang, nemlig om et skattestop. Der er simpelt hen ingen sammenhæng, ja, partiet Venstre har været nødt til at pille sin skattestopstæller af hjemmesiden for ikke at udstille, hvor grove løjer det er at løbe så kraftigt væk fra sine egne valgløfter.

Men hr. Kristian Thulesen Dahl kan være helt tryg: Vores principper står ved magt, og det er klart, at løsningen på de økonomiske problemer, der er skabt, mens hr. Kristian Thulesen Dahl og Venstre og Konservative har haft ansvaret, for os at se altså ikke er at hæve skatterne, men at lave økonomiske reformer. Og må jeg så ikke bare sige, at denne håndfasthed står i skarp kontrast til det, der kommer fra hr. Kristian Thulesen Dahl og konsorter. For fru Pia Kjærsgaard har lavet et indlæg, der handler om, at man har en plan, hvor man skulle skabe holdbarhed ved at finde 34 mia. kr. på bedre integration, men inden vi blev færdige med debatten i dag, havde hr. Kristian Thulesen Dahl allerede skruet det ned til 16 mia. kr. Og desværre: Hvad enten det er 34 mia. eller 16 mia. kr., kan man slet ikke regne på det i Finansministeriet.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Mads Rørvig.

Hr. Morten Østergaard kommer med en række gode betragtninger om Danmarks fremtid og Danmarks økonomi: Man vil halvere statsgælden, man vil lave økonomiske reformer. Så kan man jo spørge sig selv om, hvad Det Radikale Venstre laver, når de støtter fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister. For regeringen har jo fremlagt en række forslag til reformer – SU-reform, tilbagetrækningsreform, dagpengereform – som Det Radikale Venstre også har deltaget i.

I forlængelse af det, som hr. Kristian Thulesen Dahl sagde lige før om et princip om, at man ikke vil sætte skatten op for at finansiere andre offentlige udgifter, har Det Radikale Venstre så også et princip om, at man ikke vil have fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister, for de to ting går jo åbenbart hånd i hånd?

Så er det ordføreren.

Nu kunne man jo sige, at det princip, hr. Mads Rørvig henviser til, kan den nuværende statsminister heller ikke leve op til – men det er så, hvad det er.

Jeg synes, det er interessant, at netop Venstre i dag vil rejse det spørgsmål, for det, man kan se på det forslag til vedtagelse, der er fremsat af den samlede opposition inklusive hr. Christian H. Hansen, er en enighed om, at der er behov for at skabe langsigtet holdbarhed og troværdighed i dansk økonomi gennem bl.a. reformer, så flere bliver længere på arbejdsmarkedet. Det er det tilsagn, der gives i dag fra oppositionens side.

Så er der hr. Mads Rørvig og konsorter i det andet forslag til vedtagelse – det, der kommer fra regeringspartierne. Ja, der står der jo ikke rigtig så meget om det. Der står, at der skal føres en ansvarlig økonomisk politik, hvor der gennemføres reformer. Der er ikke et ord om, at flere skal blive længere på arbejdsmarkedet eller noget som helst. Det er jo nok, fordi hr. Kristian Thulesen Dahl, som hr. Mads Rørvig henviste til for et øjeblik siden, og hr. Mads Rørvig, jo ikke er enige. Altså, der er jo ikke enighed mellem V, K og O, og derfor kunne man ikke fremsætte et forslag til vedtagelse, hvor man konkret anviste noget som helst.

Vi må jo bare sige, at hr. Mads Rørvig er velkommen til at fortsætte spørgerækken i den toneart, men han må nok lige gøre sig ulejlighed med at forklare, hvad det er, man selv har lagt frem

Så er det hr. Mads Rørvig for yderligere en kort bemærkning.

Jeg synes, det ville være passende, når den radikale ordfører er på talerstolen, at vi så får den radikale politik, og det vil jeg så appellere til ordføreren om at vi får i hans næste svar på mit spørgsmål. For det er jo et paradoks, at man ikke vil afvise at lægge stemmer til stigninger i skatten for finansielle virksomheder, stigninger i selskabsskatten, en aktieomsætningsafgift, som oppositionen planlægger at indføre, hvis den får magt, som den har agt efter næste valg

Så er det jo også et paradoks, i og med Det Radikale Venstre støtter fru Helle Thorning-Schmidt som statsminister og hr. Villy Søvndal i oppositionen, at jo flere stemmer De Radikale får, jo mindre sandsynlighed er der for, at de får gennemført det, de i virkeligheden ønsker, nemlig reformer af det danske samfund, en førtidspensionsreform, en tilbagetrækningsreform, en SU-reform. Man støtter en statsministerkandidat, som ikke ønsker at indføre alt det, som De Radikale vil.

Så er det ordføreren.

Hr. Mads Rørvig er helt derude, hvor isen knager. Det Radikale Venstre har sammen med Socialdemokratiet og SF fremlagt et bud på, hvordan vi synes, man skal skrue en førtidspensionsreform sammen – bare lige for at tage den sidste fejlagtighed i det, hr. Mads Rørvig sagde. Jeg har i min ordførertale gjort et stort nummer ud af at beskrive, hvad det er for et økonomisk morads, vi står i, og som er skabt efter 10 år med Venstre og Konservative i regering og Dansk Folkeparti som støtteparti.

Det Radikale Venstre har desværre ikke kunnet få lov til at tage ansvar undervejs. Der har ikke været nogen tilbud ud over velfærdsaftalen, som vi deltog i. Det har der desværre ikke været mulighed for, for så havde meget måske set anderledes ud. Derfor er det, vi siger: Nu må andre til. Nogle skal rydde op i det morads. Vi kan ikke fortsætte med at se passivt til, at konkurrenceevnen svækkes under konservative erhvervsministre, eller at underskuddene på de offentlige budgetter, så langt øjet rækker, skal fortsætte under Venstres finansministre.

Tiden er kommet til et skifte og forhåbentlig også til, at Det Radikale Venstre får de afgørende mandater, så vi ikke som hr. Kristian Thulesen Dahl bare ser til, mens økonomien forværres.

Så er der en kort bemærkning fra fru Carina Christensen.

Tak for det. Og tak til hr. Morten Østergaard for et fint ordførerindlæg, hvor der var mange gode tanker i. Jeg har bare lige et spørgsmål.

I Det Radikale Venstre plejer man at være meget god til at sige fra, i forhold til hvad man overhovedet ikke vil lægge stemmer til, og god til at stille ultimative krav og sige: hertil og ikke længere. Vil Det Radikale Venstre lægge stemmer til S og SF's såkaldte vækstudspil, altså den her pick the winner-strategi. Det er jo bl.a. en strategi, som handler om, at den fremtidige vækst i Danmark i høj grad skal skabes i den offentlige sektor. Det er den vej, SF og Socialdemokraterne ønsker at gå. Jeg vil bare spørge: Vil De Radikale lægge stemmer til det?

Så er det ordføreren.

Jeg kan ikke genkende den beskrivelse, fru Carina Christensen giver af det, som er lagt frem vist primært fra SF's side. Men det, som vi til gengæld gerne vil arbejde for, er det, som jeg beskrev i min ordførertale, og som jeg oplever der langt hen ad vejen er stor enighed om. Det er jo også det, der lidt er beskrevet i det forslag til vedtagelse, vi har fremsat i fællesskab i dag, nemlig en dynamisk erhvervspolitik, hvor vi har langsigtede politiske prioriteringer. Det kunne eksempelvis være nogle af afgifterne på elbiler eller andre områder, hvor der er behov for at vise klart, hvad det er, man vil: offentlig-private partnerskaber, innovationsfremmende offentlig indkøbspolitik og intelligent regulering, som skaber rammerne for nye bæredygtige arbejdspladser med høj værditilvækst, bl.a. inden for styrkepositioner som energi, miljøteknologi, velfærdsteknologi og it.

Hvis det, fru Carina Christensen spørger om, er, om Det Radikale Venstre vil sikre, at vi fortsat erhvervspolitisk sejler af sted uden kurs og svækker vores konkurrenceevne, som vi har gjort under tre forskellige konservative erhvervsministre, så er svaret nej.

Der er yderligere en kort bemærkning fra fru Carina Christensen.

Nej, det var sådan set ikke det, jeg spurgte om. Det, jeg spurgte meget konkret om, var, om Det Radikale Venstre vil lægge stemmer til S og SF's såkaldte vækstudspil, et udspil, som i høj grad handler om, at den fremtidige vækst i Danmark skal skabes ved en øget offentlig sektor, og at det er en øget offentlig vækst, vi skal have. Det var det, jeg sådan set helt kort spurgte om, nemlig: Vil Det Radikale Venstre lægge stemmer til det?

Så er det ordføreren.

Det, jeg hører, og som jeg er enig i, fordi det er en masse af det, som vi selv lagde frem i august, er, at Danmark har brug for en innovationsstrategi, hvor vi satser og bruger den offentlige sektor på de områder, hvor vi kan se at der er muligheder for at skabe fornyet vækst. Det minder på mange måder om det, hr. Anders Fogh Rasmussen, dengang han var statsminister, sagde på Venstres landsmøde om, at vi skulle være en grøn vindernation med tusindvis af arbejdspladser til følge. Det har Venstre jo svigtet massivt siden. Der er stort set ikke sket noget væsentligt på det område siden da. Men det er sådan set ikke væsensforskelligt fra det.

Det var også noget, De Konservative gik op i, før de sendte deres miljø- og efterfølgende klimaminister til Bruxelles. Da gik De Konservative også op i den slags, da måtte man gerne tale om, at vi ville satse på at få en grøn vinderøkonomi. Men i dag er tonen en helt anden, og derfor frygter jeg, at hvis ikke vi får en ny regering, som står klar med en innovationsstrategi, vil vi opleve, at svækkelsen af konkurrenceevnen fortsætter, som den har gjort, mens De Konservative har passet på Økonomi- og Erhvervsministeriet.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken. Så er det hr. Simon Emil Ammitzbøll som ordfører for Liberal Alliance.

Jeg er meget glad for, at Enhedslisten har bedt om at få en forespørgsel om Danmarks fremtid. Og jeg kan godt forstå, at Enhedslisten har bedt om det, især fordi man jo ønsker at være støtteparti for Socialdemokraterne og SF, som her i weekenden aflyste deres plan for Danmarks fremtid, da den egentlige oppositionsleder, Harald Børsting, gik ud og sagde, at det der med de 12 minutter ikke rigtig var noget, man havde tænkt sig at gøre så meget ud af alligevel.

Så vil jeg da også godt lige knytte en bemærkning til, at der tidligere stod en radikal ordfører her på talerstolen med mange fornuftige bud, som man sådan set bare kan være glad for at høre på. Men man må egentlig undre sig over, hvordan Det Radikale Venstre kan føre økonomisk politik sammen med både Socialdemokraterne og SF og – i endnu større grad – partiet bag forespørgslen, Enhedslisten. Det Radikale Venstre har jo stemt for en halvering af dagpengene, Det Radikale Venstre er med i greencardaftalen, Det Radikale Venstre har lavet en aftale med os, regeringen og også Dansk Folkeparti om en indsats for de langtidsledige, og nu vil man også afskaffe efterlønnen. Så man har rigtig mange gode, sunde borgerlige økonomiske synspunkter fra radikal side, og så ville det jo være fornuftigt, at man samarbejdede med de partier, som vil trække i samme retning.

En forespørgsel om Danmarks fremtid. Danmark står jo ved en skillevej. Danmark er i en situation, hvor vi har en økonomi, som selvfølgelig er under pres, og vi bliver nødt til at se på, hvad vi kan gøre for at sikre, at vi får en god vækst, en stor vækst, der kan sikre velstand til danskerne også i fremtiden. Jeg tror, vi har gentaget det et uendeligt antal gange her fra Folketingets talerstol, men for ca. 15 år siden var vi verdens 6.-rigeste land, i øjeblikket er vi verdens 12.-rigeste land, og ser man på prognosen for de kommende 15 år, kan man se, at vi får en af de laveste vækstrater i den rige verden, hvis man ikke gør noget, og det vil sige, at vi kommer længere ned end 12.-pladsen, når vi ser fremad.

Laver man en politik med højere skatter, større offentlige investeringer og større offentligt underskud, kan man regne med, at det vil gå rigtig, rigtig hurtigt med at komme længere ned ad listen over verdens rigeste lande. Stopper vi i stedet op og ser på, hvad der kan gøres for at få Danmark tilbage på vækstsporet, kan vi se, at Danmark faktisk kan komme op ad listen. Vi kan indfri statsministerens drøm om, at vi skal være et af verdens ti rigeste lande, og det vil vi meget, meget gerne hjælpe regeringen med. Vi er meget tilfredse med, at regeringen er kommet op i et helt andet gear efter nytår: Man har talt om efterlønsreform, og man er også begyndt at tale om mere udlicitering og andre gode ting.

Fra Liberal Alliances side har vi en plan om, at man skal tage initiativer på flere områder. Det er selvfølgelig klart, at skat og arbejdsmarked er de vigtigste områder, dvs. lavere skat og senere tilbagetrækningsalder. Fra Liberal Alliances side har vi foreslået, at man afskaffer topskatten helt, sænker bundskatten med 1,87 pct. og halverer selskabsskatten. På den måde vil man sikre, at det vil blive mere attraktivt at drive virksomhed i Danmark, både for de virksomheder, der allerede er i Danmark i dag, for de nye iværksættervirksomheder, som vil kunne opstå og blive skabt fremadrettet, og for de udenlandske virksomheder, som overvejer at flytte deres aktiviteter og dermed deres arbejdspladser ind i Danmark.

På arbejdsmarkedsområdet har vi foreslået, at man helt afskaffer efterlønnen, gerne for os allerede over en 5-årig periode – der er ingen grund til at gøre det med et alt for langsigtet perspektiv. Det er vigtigt, at vi får øget arbejdsudbuddet, det er vigtigt, at vi sikrer, at folk arbejder noget mere. Det er jo sådan, at den ene halvdel af befolkningen går på arbejde og forsørger den anden halvdel af befolkningen, som er på offentlige overførselsindkomster. Hvis vi ser på prognoserne fremadrettet, kan vi se, at det bliver værre – så er der endnu færre til at forsørge og endnu flere til at modtage ydelser. Der er altså flere til at nyde end til at yde. Og det kan da godt være, at det bliver meget morsomt for de mennesker de første 3-4 år, mens pengene stadig er der, men på et eller andet tidspunkt holder regnestykket op med at hænge sammen, og så er det selvfølgelig de dårligt stillede, de svageste i vores samfund, det kommer til at gå ud over. Og det er derfor, vi synes, det er en utrolig asocial politik, som Socialdemokraterne, SF og Enhedslisten fører. Det er en politik, som primært kommer til at gå ud over de dårligt stillede i det her samfund, for det er dem, der ikke får noget arbejde, og det er dem, der ikke har råd til at tage på privathospital, når vi ikke længere har råd til at have et ordentligt offentligt sygehusvæsen, fordi man har slået bunden ud af den offentlige økonomi.

Men det er ikke nok bare at se på lavere skat og en senere tilbagetrækningsalder, vi skal også se på, hvordan den offentlige sektor fungerer generelt. Vi vil gerne se på, hvordan man kan få en mere effektiv offentlig sektor i Danmark, sådan at vi kan få en bedre service for pengene, måske endda for færre penge end det, vi får den for i dag, og det ville jo ikke være helt dårligt.

Det er sådan, at der er 40.000 flere ansatte i den offentlige sektor, end da socialdemokraten Poul Nyrup Rasmussen var statsminister, og vi kunne godt tænke os, at man kom ned på samme niveau, som man havde, dengang Poul Nyrup Rasmussen var statsminister. Det kan man gøre ved at ansætte færre, når der er folk, der holder op. Hvis man bare ansætter 930, hver gang der er 1.000, der holder op ved naturlig afgang, kan man over en tiårig periode faktisk sikre, at vi kommer ned på 40.000 færre offentligt ansatte, uden at der er en eneste offentligt ansat, der skal fyres. Det er jo sådan set hele pointen. Samtidig kunne man sætte mere fart på udliciteringen. Og vi kvitterer for, at regeringen er begyndt at tage fat på den diskussion. Der ligger 15 mia. kr. og bare venter på at blive samlet op, hvis vi udliciterede, som man gør de bedste steder i kommunerne rundtomkring.

Endelig kan man også se på det store bureaukrati inden for den offentlige sektor; sørge for, at medarbejderne ikke i samme omfang som i dag skal notere alt, hvad de gør, men i stedet for sørge for at bruge den faglighed, som de har, og dermed kan vi få flere velfærdsopgaver løst for kronerne i stedet for at bruge alle pengene på bureaukrati.

Så hører man meget om, at vi skal have mere lighed i det danske samfund. Intet kunne være mere forkert. Der er faktisk ikke brug for mere lighed i Danmark. Danmark er det mest lige samfund i den rige del af verden. Man kan se over på den anden side af Øresund på Sverige. Det er det tredje mest lige samfund inden for OECD, men de har til gengæld en vækst, der er væsentlig højere end vores. Det kunne jo godt være, at man kunne bytte lidt om og sige: O.k., vi kunne godt gå ned på bare at være det tredje mest lige samfund i den rige del af verden for til gengæld at få noget mere vækst, noget mere velstand og sørge for, at vi havde råd til at have et bedre samfund. Men det kræver, at man tør sætte skatterne ned, det kræver, at man tør udlicitere noget mere, det kræver, at man tør sørge for, at tilbagetrækningsalderen bliver senere, end den er i dag.

Der må man så sige: Hvad er det så for et alternativ, vi står over for, hvis vi ser på den røde blok? Vi ser Det Radikale Venstre med en masse fornuftige synspunkter, som er lige til at samarbejde med for de borgerlige partier, det er bare at gå i gang. Jeg synes, Det Radikale Venstre burde være hjertelig velkommen til at tage fat. Og så ser vi S og SF og Enhedslisten – jeg tror, vi lader være med at bruge tid på Enhedslisten, for de er så langt fra pædagogisk rækkevidde, som de overhovedet kan være. Men selv når vi ser S og SF, må man bare sige, at S og SF tror, at hr. Ole Sohn og hr. Steen Gade og hr. Villy Søvndal skal kunne fortælle Danmark og dansk erhvervsliv, hvad der bliver fremtidens vækstmotorer. Jamen er det ikke fantastisk! Tænk, hvis de tre herrer virkelig var så dygtige til at drive virksomhed – så havde de jo nok gjort det i stedet for at sidde her og plage den danske befolkning.

Er der virkelig nogen, der tror, at det var Thorvald Stauning, der opfandt legoklodsen? Er der virkelig nogen, der tror, at det var H.C. Hansen, der opfandt insulinindsprøjtninger til de sukkersyge? Er der virkelig nogen, der tror, at politikere er de bedste til at finde ud af, hvad det er, Danmark skal leve af i fremtiden? Selvfølgelig er de ikke det. Politikere er bedst – jeg er lige ved at sige – til mange ting, som jeg slet ikke skal nævne her for at bevare den gode stemning, men politikere skal skabe nogle gode rammer, for at virksomhederne kan skabe vækst. Det vil sige, at de skal skabe nogle gode skatteforhold, også gerne væk med iværksætterskatten, de skal sørge for, at det kan betale sig at starte en ny virksomhed, at udvide en virksomhed, at det kan betale sig at yde en ekstra indsats, sådan at alle de dygtige, de kloge, de flittige arbejder noget mere og dermed skaber vækst og job til os andre. For ellers flytter de og overlader os til at blive regeret af fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal og til den forarmelse, det så vil give af det danske samfund.

Tak til ordføreren. Vi går videre i ordførerrækken, og så er det hr. Per Ørum Jørgensen.

Det er jo sådan set en meget relevant debat, som Enhedslisten rejser her i dag, og jeg synes da egentlig også, det har været interessant at høre de forskellige indlæg fra ordførerne. Man kan vel ikke sådan lige sige, at man føler sig åndeligt beriget, men trods alt kan man jo i hvert fald se, hvordan fronterne er trukket op.

Jeg vil godt anerkende statsministerens indledende bemærkninger til den her debat om, hvor fokusområderne er, hvad det er, det her handler om. Som jeg hører det, handler det både for regeringen og Kristendemokraterne om, at vi er nødt til at anerkende de udfordringer, vi står over for, både internationalt og nationalt set, med det mål for øje, at man, som det jo også fremgår af det forslag til vedtagelse, som jeg står med her, vil bevare og videreudvikle et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste.

Det er sådan set det, det handler om, og det fordrer jo en økonomisk ansvarlighed. Og der vil jeg egentlig gerne anerkende statsministerens indledende tale for også at tage den dagsorden om, at det kræver økonomisk ansvarlighed, også på den lange bane, for at vi kan fastholde et velfærdssamfund, alvorligt.

Når man så hører hr. Orla Hav fra Socialdemokraterne, bliver man måske lidt skuffet. Der var i går en del mennesker i Danmark, der var dybt forargede over, at Venstres Ungdom gav en gratis omgang for at kapre nye medlemmer. Når man hører den socialdemokratiske ordførers tale i dag, må man sige, at det egentlig burde påkalde sig den samme forargelse, for det var i sandhed også en gratis omgang, vi fik fra Socialdemokraterne.

Jeg mangler ligesom at høre nogle konkrete bud, og jeg hører også Socialdemokraterne sige, at de mangler at høre nogle konkrete bud. Men hvor er den økonomiske ansvarlighed hos Socialdemokraterne netop når man har for øje, at det handler om at bevare et velfærdssamfund, der tager hånd om de svageste? Der synes jeg, at jeg mangler nogle helt konkrete bud fra Socialdemokraterne. Og jo mere man ser, hvordan de 12 minutter, som var det store slagnummer for nogle få måneder siden, smuldrer, jo større bliver spørgsmålstegnet. Så derfor vil jeg gerne appellere til Socialdemokraterne og SF om at være mere konkrete om, hvor det er, Danmark skal bevæge sig hen. Jeg havde egentlig håbet på at få flere svar i denne debat, men må erklære mig skuffet.

Det er korrekt, at vi ikke skal detailregulere vores erhvervsliv her fra Christiansborg. Det har også været en del af den her diskussion, at det jo ikke er sådan, at vi skal pick the winner, som det er blevet sagt mange gange, men alligevel kan vi jo godt understøtte udviklingen af de erhvervsområder, hvor vi har spidskompetencerne.

Det gælder, som mange har nævnt, den grønne teknologi – og her er der ikke bare tale om energi og klima, men også om miljøteknologi, som jo er et eksportområde, som oplever en stigende vækst; det gælder i forbindelse med at sikre et bæredygtigt landbrug, altså at vi sikrer dansk landbrug gode rammevilkår, gode konkurrencebetingelser, så vi også kan videreudvikle fødevare- og landbrugsområdet; det gælder i forhold til turismen.

Det gælder også i forhold til de små og mellemstore virksomheder, hvor jeg mener at der er et kæmpe potentiale med hensyn til de rammevilkår, vi tilbyder de små og mellemstore virksomheder, så de kan blive til store virksomheder og dermed også generere nye arbejdspladser. Der er rigtig mange små og mellemstore virksomheder, som også har potentiale til at skabe nogle eksporteventyr, som vil generere arbejdspladser og vækst for Danmark. Derfor er jeg også glad for, at vi fra Kristendemokraternes side i forbindelse med finanslovforhandlingerne bidrog til, at der kom mere risikovillig kapital ud til de små og mellemstore virksomheder, så de dermed også kan udvikle sig.

Så er der et område, som måske ikke har fyldt så meget i den her debat, og det er det mere værdipolitiske. Vi har jo ikke mindst fra Liberal Alliance hørt, at hvis bare vi sætter skatten ned, er alle problemer løst. Men jeg er faldet over en forholdsvis ny undersøgelse fra det, der hedder Oxford Research, som har kigget lidt på, hvad det egentlig er, der får kvalificeret arbejdskraft til at vælge Danmark som arbejdsland. Og det giver jo sig selv – det synes jeg sådan set er meget logisk – at det ikke kan være vores skattetryk, der gør, at folk fra udlandet med kompetencer, som kan berige vores samfund, vælger lige præcis Danmark. Nej, det er faktisk i høj grad de bløde værdier, der får udenlandske eksperter til at blive i landet, hvilket jo også illustreres af denne undersøgelse.

Jeg vil gerne lige læse et par linjer op fra en artikel, der blev bragt i Politiken den 7. december, hvor der står:

»»Danmark er et af få lande i verden, hvor man kan have en lederstilling og stadig hente ungerne i daginstitution et par gange om ugen. Det er helt utænkeligt i England, Tyskland og USA«, siger Henrik Mahncke, vicedirektør i Oxford Research, der står bag undersøgelsen blandt 1.500 eksperter. Ni ud af ti fremhæver det forhold, at danske arbejdspladser respekterer medarbejderes familieliv. Og stort set alle glæder sig over den personlige sikkerhed og det rene miljø. »Det er de bløde værdier frem for cool cash, som er afgørende, og som Danmark skal sælges på. Det er et åbent, hjælpsomt og sikkert sted at bo«, siger Craig Till, sekretariatschef i netværket Expat in Denmark.««

Så vi kan jo godt snakke om, hvor meget selskabsskatten skal sænkes, eller hvor meget skattetrykket generelt skal sænkes, men der er altså også nogle andre faktorer, der gør, at nogle af de mennesker, som vi har brug for i Danmark, og som med deres arbejdskraft kan bidrage til at udvikle vores samfund, netop vælger Danmark. Derfor er det også vigtigt, at vi har fokus på et område som livskvalitet. Det er meget sjældent, at man fra den her talerstol har fokus på noget så fundamentalt som borgernes livskvalitet. Det hele handler om penge. Og derfor er det sådan set mit bidrag til den her debat, at vi også har fokus på, hvad det egentlig er for nogle værdier, som gør, at rigtig mange i udlandet netop vælger Danmark som deres arbejdsland og som det sted, hvor de vil slå sig ned og dermed også bidrage til det danske samfund.

Det er altså f.eks. vores miljøpolitik. Det er det, at vi har et velfærdssamfund, hvor man også tager hensyn til familiepolitikken. Og i den sammenhæng vil jeg faktisk godt sætte lidt fokus på et forslag, som Familie- og Arbejdslivskommissionen kom med i deres rapport, nemlig forslaget om at etablere en såkaldt flekskonto; altså en konto, hvor man, mens børnene er små, får mulighed for at trække sig lidt tilbage fra arbejdslivet, for så at bidrage lidt mere, når børnene er fløjet fra reden. Dermed får man mulighed for at få bedre sammenhæng mellem arbejdsliv og familieliv. Sådan en konto vil faktisk være neutral både økonomisk og i forhold til arbejdsudbuddet, hvis vi ser det på den lange bane, men den vil jo netop understøtte det, som bl.a. den her undersøgelse viser, nemlig at mange fra udlandet netop vælger Danmark, fordi vi også har fokus på, at der skal være sammenhæng mellem familieliv og arbejdsliv.

Når jeg siger, at det er neutralt i forhold til den udfordring, vi har med arbejdsudbuddet, og i forhold til den økonomiske udfordring, så hænger det sammen med, at hvis man etablerer sådan en ordning, f.eks. i 2012, så vil det faktisk give folk et incitament til at arbejde mere for at spare op på sådan en konto. Det vil betyde et lille fald i arbejdsudbuddet på mellemlang sigt, men på lang sigt vil det så give et større arbejdsudbud igen, da folk så vil betale det tilbage, de har taget af orlov tidligere. Derfor vil det være neutralt i forhold til den udfordring, der er, men det vil give børnefamilierne mulighed for at have tid sammen.

Det er sådan set helt i modstrid med det, som fru Helle Thorning-Schmidt og hr. Villy Søvndal ønsker, nemlig at folk skal være mere på arbejdsmarkedet og bruge mindre tid på deres familie. Jeg tror, at det er vigtigt, at vi også er bevidste om den side af hele den her diskussion, altså at der er nogle kvaliteter, som vi kan understøtte i familierne, og som dermed gør det attraktivt for folk at arbejde i Danmark netop på grund af vores velfærdsordninger.

Så er vi jo fra Kristendemokraternes side meget spændt på, hvad regeringen præsenterer i sin 2020-plan. Vi vil gerne give det tilsagn allerede på nuværende tidspunkt, at skulle der blive brug for vores assistance, vil vi meget gerne bidrage konstruktivt i forhold til at finde løsninger og også tage vores del af ansvaret for at løse de udfordringer, som vi klart anerkender, der er. Så det tilsagn vil jeg også gerne give til statsministeren i dag: Skulle der blive brug for Kristendemokraternes assistance i den sammenhæng, så er vi selvfølgelig også klar til at tage ansvar i forhold til den udfordring, der er. Tak.

Der er en enkelt kort bemærkning fra hr. Morten Østergaard.

Dansk Folkepartis partileder, fru Pia Kjærsgaard, har jo begået en plan, der skulle redde os ud af de økonomiske problemer. Det er en plan, som primært indeholder udlændingepolitiske stramninger; det er en plan, der indeholder en generel indførelse af et optjeningsprincip for danske velfærdsydelser, muligheden for at få permanent opholdstilladelse afskaffes, først når man opnår statsborgerskab, skal man kunne blive i Danmark, greencardsystemet afskaffes, og kriminelle udlændinge skal i højere grad, end tilfældet er i dag, udvises. Det er ikke noget, Finansministeriet har kunnet regne på for at se, om det rent faktisk giver nogle penge. Men jeg vil bare spørge, når man nu har et fælles forslag til vedtagelse: Kan hr. Per Ørum Jørgensen i dag på Kristendemokraternes vegne sige, at man ikke laver en økonomisk aftale, som er baseret på den plan, som fru Pia Kjærsgaard har lagt frem her, hvor det altså er udlændingepolitiske stramninger, der skal redde os ud af det økonomiske morads?

Så er det ordføreren.

Nu har Kristendemokraterne jo den tilgang, at vi vil samarbejde med alle partierne og kigge på de gode forslag, som kommer fra alle partier, inklusive Det Radikale Venstre.

I forhold til de konkrete forslag vil jeg sige, at jeg ikke har læst den artikel, så derfor kan jeg ikke sådan lige stå og kommentere, om vi kan sætte kryds og slange ud for de enkelte forslag. Men jeg vil godt sige, at for mig er der jo en væsentlig forskel på, og man har nogle forslag, der direkte diskriminerer nogen, eller om det er forslag, som stiller krav, også til indvandrere, i forhold til at blive integreret i det danske samfund. Og det er jo dér, hvor vi ligesom sondrer; når der f.eks. tales om et optjeningsprincip for, at ens børn kan få fri adgang til folkeskolen, er det jo klart i strid med grundloven, så det kan vi selvfølgelig ikke støtte, for den skal vi overholde. Men hvis det er nogle krav i forhold til at udlændinge bliver integreret i det danske samfund, og at man der vil bidrage i forhold til det, har jeg sådan set ikke de store problemer med det. Og det tror jeg egentlig at alle kan være interesseret i. Så jeg vil ikke ind i at skulle forholde mig til de enkelte forslag.

Så er det hr. Morten Østergaard for yderligere en kort bemærkning.

Når jeg spørger, er det, fordi jeg på Ritzau her den 22. februar kl. 14.14 kunne se et telegram, hvor hr. Per Ørum Jørgensen på Kristendemokraternes vegne fortæller, at man er villig til at forhandle efterløn med regeringen, men afviser udlændingestramninger som en del af den aftale. Og der siger hr. Per Ørum Jørgensen så, og jeg citerer:

Man skal ikke diskriminere i forhold til udlændinge. Den køber vi ikke. Hvis man opholder sig lovligt i Danmark, så skal man have samme rettigheder som andre, siger Per Ørum Jørgensen, som helt generelt afviser udlændingestramninger som en del af en aftale. Citat slut.

Står det ved magt, vil jeg spørge hr. Per Ørum Jørgensen, eller er der ændret ved det siden den 22. februar kl. 14.14?

Så er det ordføreren.

Jamen altså, det jo sådan set også det, jeg siger, altså at der er væsentlig forskel på, om det er stramninger, som er rettet netop mod udlændinge, eller om det er krav. Der er forskel på stramninger og så at stille krav i forhold til at blive bedre integreret i det danske samfund og blive kvalificeret til at komme ud på det danske arbejdsmarked. Det synes jeg sådan set ikke er noget negativt, det synes jeg et eller andet sted kan være noget positivt. Men hvis formålet med forslaget decideret går ud på at diskriminere i forhold til etnisk oprindelse, er det klart, at vi ikke kan støtte det.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jeg bliver jo så opløftet, når der er nogen, der tager udgangspunkt i noget, Dansk Folkeparti render rundt og laver, og bruger det til at stille spørgsmål til en ordfører. Det giver jo os anledning til at få fokus på det, som også hr. Per Ørum Jørgensen er inde på her til sidst, nemlig at udlændingedebatten er mange ting. Det er jo både en debat om, hvilke regler der skal gælde for, hvem der må komme hertil, og hvilke regler der skal gælde for dem, der er her. Men det er jo også en debat om, hvordan vi sikrer, at de, der er her, i videst muligt omfang bidrager positivt til det danske samfund.

Jeg må spørge hr. Per Ørum Jørgensen: Er det ikke en entydig positiv ting at tale om, hvordan man kan sikre, at flere med indvandrerbaggrund bliver uddannet, får arbejde, bliver selvforsørgende og bidrager positivt og dermed også får den højere livskvalitet, som hr. Per Ørum Jørgensen talte for for et øjeblik siden, at det altså skulle handle om livskvalitet? Men er det positiv livskvalitet for indvandreren at være i arbejde, eller er det positiv livskvalitet at blive placeret uden for arbejdsmarkedet?

Hvis vi på en og samme tid kan løse noget af den økonomiske udfordring, vi har, og gavne indvandrernes mulighed for at være på arbejdsmarkedet, slår vi jo to fluer med et smæk. Kan hr. Per Ørum Jørgensen bekræfte det?

Så er det ordføreren.

Man ved jo, at noget af det, der giver livskvalitet for folk, er at være i arbejde og få kollegaer. Dermed har det også en gavnlig virkning på integrationen. Jeg tror heller ikke, at De Radikale har det sådan, at de er imod, at folk bliver integreret på arbejdsmarkedet.

Jeg synes, det er meget positivt, hvis man kan se på nogle virkemidler, der hjælper. Man må godt stille krav til folk, når det gælder sprogfærdigheder og det at gøre sig klar til at gå ud og få et arbejde på det danske arbejdsmarked. Det har vi faktisk brug for. Det tror jeg også at De Radikale er enige med Kristendemokraterne i. Vi har netop på grund af den demografiske udvikling brug for at få udlændinge i job, og vi kan se, at mange faktisk rigtig gerne vil arbejde i Danmark, bl.a. på grund af vores velfærdssamfund.

Derfor er der ikke noget som helst forkert i at stille krav. Der, hvor jeg har det svært, er, hvis man begynder at diskriminere folk på baggrund af deres etniske oprindelse. Det er det, der er problemet, og det er det, vi ikke vil være med til.

Så er det hr. Thulesen Dahl for yderligere en kort bemærkning.

Der har fra nogles side været en tendens til under den her debat at sige, at alt, hvad der er foregået i de sidste 10 år, er noget skidt. Det kommer paradoksalt nok fra de partier, som ønsker, at der kommer en ny regering efter det kommende valg, så derfor er det måske alligevel ret forudsigeligt.

Men hvis vi tager udgangspunkt i, at ikke alt har været noget skidt, er det så bl.a. ikke det faktum, at der med den politik, der har været ført, er kommet en større andel af folk med indvandrerbaggrund i beskæftigelse, end der var for 10 år siden? Jeg prøvede lige at se, om jeg kunne finde tallet, men jeg tror, at det er gået fra 44 pct. til 54 pct. af folk med indvandrerbaggrund, der nu er kommet i beskæftigelse. Det er jo også et positivt bidrag, for hvis det kun havde været 44 pct., havde vi haft større økonomiske udfordringer. Hvis vi nu kunne løfte den andel fra 54 pct. og til vores ambition, nemlig 64 pct., altså 10 procentpoint flere, vil det være et positivt bidrag til at løse nogle af de økonomiske udfordringer, vi står med. Er det ikke svært at være imod det?

Så er det ordføreren.

Det håber jeg ikke at der er nogen der er imod. Jeg synes egentlig også, at hvis vi ser tilbage på de seneste 10 år, har der været en enorm udvikling, ikke mindst blandt unge indvandrerkvinder, som netop kommer ud og får en uddannelse, også videregående uddannelser, og dermed også mulighed for at skabe deres eget liv. Det er jo en værdi, som vi lægger meget vægt på i Danmark. Så der er mange positive integrationshistorier, og det er egentlig lidt synd, at de gode og positive historier ikke fylder mere i den danske offentlighed, hvor det tit bliver til en meget konfrontatorisk diskussion, når det drejer sig om mennesker med anden etnisk baggrund.

Det er jo klart, at vi har brug for det i fremtiden, og derfor er vi selvfølgelig også fra Kristendemokraterne side villige til at kigge på, hvilke tiltag der kan styrke integrationen og dermed også adgangen til det danske jobmarked for folk med anden etnisk baggrund.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Nu kan man jo godt sådan udtrykke sig i bløde vendinger og så opnå en eller anden form for enighed. Så derfor vil jeg spørge hr. Per Ørum Jørgensen om to af de konkrete forslag, som Dansk Folkeparti vil løse de økonomiske vanskeligheder i Danmark med. Er det forslag, som Kristendemokraterne støtter? Der er f.eks. et forslag om, at man skal afskaffe muligheden for at få permanent opholdstilladelse. Er det noget, Kristendemokraterne kan støtte? Mener Kristendemokraterne, at der skal gøres en større indsats for at få indvandrere, som er på arbejdsløshedsdagpenge eller på pension, til at forlade landet så hurtigt som muligt? Er det nogle af de initiativer, som hr. Per Ørum Jørgensen kan støtte?

Så er det ordføreren.

Nej, det er det ikke, og det er jo heller ikke initiativer, som peger i retning af det, som jeg siger vi støtter, nemlig at vi får en større andel af folk med anden etnisk baggrund på det danske arbejdsmarked. Det her peger jo faktisk i den modsatte retning. Men sådan står det jo frit for ethvert parti at have sine holdninger, og netop kl. 14.14 forleden dag gjorde jeg opmærksom på, at de her stramninger ikke er en øvelse, som vi vil gå ind og bare sige ja til. Men vi vil gerne bidrage og se på nogle af de forslag, der kan fremme integrationen, og som kan øge mulighederne for, at folk med anden etnisk oprindelse end dansk i højere grad kan komme ind på det danske arbejdsmarked.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Det er jeg da glad for at høre. Så kunne jeg tænke mig også at spørge hr. Per Ørum Jørgensen, om han sådan på stående fod kan komme i tanker om et forslag fra Dansk Folkeparti, der fremmer integrationen og muligheden for, at mennesker med anden etnisk oprindelse kommer ind på arbejdsmarkedet, altså om der er nogle forslag i den plan, som fru Pia Kjærsgaard har fremlagt, der overhovedet peger i den retning.

Så er det ordføreren.

Nu er det åbenbart en meget vigtig artikel, jeg er gået glip af. Der bliver skrevet meget i danske aviser, så jeg håber, at hr. Per Clausen kan tilgive, at jeg måske ikke lige er faldet over den ene artikel, der er omtalt her. Men jeg kan jo høre på det engagement, som også hr. Kristian Thulesen Dahl lægger for dagen, jævnfør hr. Kristian Thulesen Dahls spørgsmål fra før, at det er noget, som ligger Dansk Folkeparti på sinde. Derfor vil jeg ganske givet tro, at der også kan komme forslag fra den kant i forhold til at få flere udlændinge på det danske arbejdsmarked.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Frank Aaen uden for ordførerrækken, og det er som det, vi plejer at kalde privatist. Der er op til 6 minutter.

Jeg tager ordet, fordi vi har haft en debat om størrelsen på arbejdsløsheden i Danmark sammenlignet med andre lande. Det er jo en vigtig debat, fordi arbejdsløsheden er et alvorligt problem både for den enkelte, der bliver ramt, og for samfundet og samfundsøkonomien, og det er en vigtig debat, fordi regeringen har turneret rundt med et forkert billede af problemets størrelse og prøvet at bilde danskerne ind, at det går bedre i Danmark end i andre lande, fordi regeringen er så dygtig. Regeringen er ikke dygtig, tværtimod. Den har tømt statskassen ved at give skattelettelser til de rigeste, og bl.a. derfor er statsgælden på 2 år blevet fordoblet. Krisen har været dybere i Danmark end i andre lande, og vi kommer langsommere ud af krisen end andre lande.

Arbejdsløsheden stiger stadig væk og er nu på 229.000 – over 8 pct. målt med den standardiserede metode, EU bruger, der gælder alle lande. Og hen over perioden har regeringen gang på gang sagt: Jamen vi er meget bedre end Nyrup. Men arbejdsløsheden er i dag næsten dobbelt så høj som i Nyrups sidste år. Og i de 10 år, regeringen har haft magten, har arbejdsløsheden kun i 3 år været mindre end under Nyrup og i 7 år været højere. Så meget for den sammenligning.

I modsætning til regeringens sminkede udlægning af virkeligheden viser EU's statistik, der opgør ledigheden for alle lande på samme måde, at ledigheden i Danmark er større end i Sverige, i Norge, i Finland, i Tyskland, i Holland, i Storbritannien og i Østrig. Den er højere end i de lande, jeg lige har nævnt, som er nogle af dem, som vi plejer at sige vi normalt sammenligner os med.

Så har det jo været fremme i debatten, at gennemsnittet af ledigheden i alle EU-lande er højere end i Danmark. Det er korrekt. Det skyldes den meget høje ledighed, der er i Spanien, Grækenland, Irland, Portugal, Ungarn og Bulgarien. Men er det de lande, regeringen sammenligner sig med, når de siger, det går bedre i Danmark end i andre lande? Er det de lande, der ligger til grund for udtalelsen, som vi har hørt gentagne gange, nemlig at det går bedre i Danmark end i andre lande? Jeg synes, det ville klæde statsministeren, når ministeren om lidt får ordet, over for befolkningen og Folketinget at bekræfte, at det glansbillede, man prøver at tegne af den økonomiske udvikling i Danmark, simpelt hen ikke passer. Jeg må sige til statsministeren, at det er bedrag, hverken mere eller mindre. Det er bedrag. Det er en måde at vildføre befolkningen på. Virkeligheden for dansk økonomi, virkeligheden for statens finanser og virkeligheden for arbejdsløsheden er den modsatte af det, regeringen prøver at give indtryk af.

Tak til hr. Frank Aaen. Så er det statsministeren.

Tak for debatten. Er Danmark så blevet rigere, mens vi har diskuteret? Står der en klar konklusion tilbage, som gør Danmark rigere? Jeg vil citere en forgænger ved at sige, at det ved jeg ikke. Jeg kan glæde mig over, at mens vi har debatteret her, har regeringen fremlagt en energistrategi 2050, så der er i hvert fald handlet, mens vi har talt. Det er en klar strategi, der har det sigte at gøre Danmark til en grøn vindernation, og som selvfølgelig også har et jobskabelsesperspektiv i sig.

Jeg trækker det frem, fordi det jo på en og samme tid kan tænde et lille håb: Mens der er talt i salen, er der handlet ved siden af. Men samtidig komplicerer det jo også tingene, for alene på vindsiden i det, regeringen foreslår, kunne jeg jo nu stille mig op og sige, at der er 12.500 nye danske job i det her udspil, hvis man sådan anvender den vægt, som f.eks. folkesocialisterne altid bruger og vejer deres papirer af på. Det er rigtigt, at i det omfang, vi lægger til grund, at alle de vindmøller, vi nu udbygger med, alle sammen er danskproducerede etc., har vi her i eftermiddag, mens Folketinget har talt, lagt et forslag frem, der giver 12.500 job.

Men jeg må jo ærligt sige, for jeg er ikke nogen bedrager – jeg vender tilbage til det om et øjeblik, vil jeg sige til hr. Frank Aaen – at jeg ikke kan garantere det, for Danmark er en lille åben økonomi. Vi lever i samspil med resten af verden. Jeg kan jo ikke garantere, at en hvilken som helst ekstra arbejdsplads, der nu oprettes med henblik på etablering af en ny havvindmøllepark, Kriegers Flak, der skal betjene 600.000 husstande med elektricitet, besættes af en dansk arbejder. Det kan jeg jo ikke. Jeg kan heller ikke med sikkerhed garantere, at ethvert vindmølletårn, der skal stilles op, produceres på en dansk vindmøllefabrik. Jeg kan jo ikke give nogen garanti for, at der ikke også kunne være virksomheder i vores nærområder, som er konkurrencedygtige. Derfor skal man være varsom, når man udregner job og vækst.

Det fører mig sådan set frem til, at når alt andet er trukket fra, er det, der står tilbage, og som er afgørende for, om vi får væksten igen, nogle helt grundlæggende ting. Det handler ikke om, hvem der kan finde på de fleste og smarteste buzzwords, såsom innovationsstrategi, dynamik, langsigtede prioriteringer, offentligt-privat samspil og synergieffekter, uden i øvrigt at konkretisere det. Det handler om nogle helt grundlæggende ting, nemlig om der er et attraktivt investeringsklima i vores land, om der er den tilstrækkelige arbejdsstyrke, om vi har de helt grundlæggende sunde offentlige finanser, der skal til, for at man tør planlægge med at etablere virksomheder i Danmark, om vi har administrative byrder, der matcher dem, de har i andre lande, eller om vi forfølger en strategi, hvor vi skal opfinde særlige danske byrder.

Det er jo sådan nogle grundlæggende ting, der i sidste ende afgør, om vi får væksten igen, og flere af ordførerne har været inde på, bl.a. fru Carina Christensen, at det også var den melding, som der den anden dag kom fra de seks store erhvervsorganisationer på vækstkonferencen, nemlig at det handler om disse grundlæggende ting.

Når det så er sagt, er det klart, at hvis alt det grundlæggende er på plads, er der selvfølgelig også et marked for at gøre noget målrettet. Og der må jeg sige, at der bliver jeg sådan lidt forstemt over at lytte til den her debat, hvor nogle åbenbart har meget, meget travlt med helt unødigt at skille vandene. Regeringen har jo over de seneste år taget en række initiativer for at udnytte danske styrkepositioner. Og jeg kan jo se, at en del af disse initiativer nu er genopfundet i folkesocialisternes seneste udspil. Det er bl.a. nogle af de fondskonstruktioner, regeringen har lavet, hvor folkesocialisternes bidrag så består i at fusionere to af vores fonde og sige: Her skal I se, nu sker der noget særligt nyt. Der er altså nogle, der har meget, meget travlt med at dele vandene.

Jeg vil ikke bidrage til en unødig forlængelse af debatten. Vi har jo et produktivitetsproblem i det danske samfund, og som jeg forstår Folketingets arbejdsregler, er det sådan, at hvis vi kan slutte debatten inden kl. 16.00, kan der stemmes i dag, og så skal afstemningen ikke udsættes til en anden dag, og så får vi arbejdet fra hånden. Det vil jeg gerne yde mit bidrag til. Men jeg vil gerne takke hr. Kristian Thulesen Dahl, hr. Per Ørum Jørgensen og hr. Simon Emil Ammitzbøll og i sagens natur ordførerne fra Venstre og Det Konservative Folkeparti for at have bidraget til et vist element af nøgternhed i den her debat.

Jeg tegner ikke et glansbillede af Danmark. Det ville være forkert. Men det er altså mere forkert at tegne det billede, som nogle forsøger at tegne, at Danmark skulle være et land på fallittens rand, og at alle beslutninger, der er truffet de seneste 10 år, skulle være forkerte, og at Danmark skulle stå i en situation, må jeg forstå, som kun matches negativt af Zimbabwe – var det ikke nær sådan, det var? – når sandheden er den, at da Danmark blev ramt af krisen, havde vi i årene op til, i 2005, i 2006 og i 2007, de største budgetoverskud i hele Europa, og når sandheden er, at disse budgetoverskud, som var Europas største, blev brugt til at betale gæld ned med, i stedet for at vi faldt for den fristelse, som der ellers blev plæderet meget for fra specielt Enhedslistens og hr. Villy Søvndals side, nemlig at bruge noget mere af overskuddet. Det gjorde, at vi havde en robusthed, at vi ikke havde nogen nettogæld, og at vi derfor havde en mulighed for at føre noget nær den mest offensive krisepolitik i hele OECD. Det har slået et stort hul i kassen, nuvel, og det er så det, vi skoses for.

Hvis der skulle være en logik i det, måtte den logik jo føre til, at den offensive krisepolitik, vi førte, skulle vi have afholdt os fra. Vi skulle ikke have holdt en hånd under danske familiers private økonomi, mens danske familier sad og frygtede arbejdsløshed og tvangsauktion. Nej, det skulle vi ikke gjort. Det var forkert af os. Vi skulle ikke have forlænget erhvervslivets kredittider, da pengestrømmene frøs til. Nej, det var forkert af os. Vi skulle ikke have fremrykket offentlige infrastrukturinvesteringer, i første række med 5 mia. kr. Det var forkert af os. Vi skulle ikke have indgået aftaler med kommunerne og regionerne om at øge anlægsbudgetterne til et danmarkshistorisk højt niveau. Nej, det var forkert af os. Vi skulle ikke have forbedret eksportkreditordningerne og andre ordninger, som skulle sikre, at danske virksomheder, der trods alt havde mulighed for at afsætte deres produkter på eksportmarkederne, kunne komme igennem med det. Nej, det var forkert af os.

Vi skulle sådan set have afholdt os fra at lave alt det, som gør, at Danmark er kommet pænere igennem krisen, end hvad man kunne frygte – og Danmark er kommet pænere igennem krisen, end hvad man kunne frygte. Det senest registrerede arbejdsløshedstal i Danmark er på 113.000. Hvis man kigger på den registrerede ledighed i Danmark på den måde, vi selv opgør det på og altid har opgjort det på, og ser på perioden fra 1975 til dags dato, kan man se, at der er 3 år – 3 år! – hvor arbejdsløsheden har været lavere, end den er aktuelt. Det var i 2007, 2008 og 2009. I samfulde andre år siden 1975 har arbejdsløsheden været højere. Sådan er det.

Det, vi oplever aktuelt med de seneste tal, også dem fra EU, er, at Sverige og Finland også har en ledighed, der er på niveau med den danske, til dels fordi der er fremgang i disse lande. Men det, der i øvrigt også forklarer Eurostatstatistikkerne, er jo det forhold, at jobsøgende studerende indgår i statistikkerne, og det ved hr. Frank Aaen også godt. Det er det, der forklarer det meget paradoksale, at mens ledigheden i Danmark ikke har udviklet sig i nogen opadgående retning, men faktisk i en fuldstændig lineær retning, så har vi samtidig oplevet, at det, der er ledigheden efter AKU-statistikken, er vokset, fordi der er et øget antal studerende, der søger job. Det er sket, samtidig med at antallet af personer uden beskæftigelse, dvs. dem, man mere reelt kan omtale som ledige, i samme periode er faldet med 5.000. Så pas nu lidt på med, hvilke statistikker man bruger.

Det, der står tilbage, er, at vi har en aktuel ledighed i Danmark, som over en 35-årig periode kun er matchet i de 3 mere end almindeligt gyldne år, hvor dansk økonomi jo i virkeligheden var inde i noget, der måske mindede om en overophedning.

Det er bl.a. følgerne af det, vi nu skal håndtere, og jeg appellerer sådan set bare til en vis form for nøgternhed og en varen sig for historisk ansvarsfraskrivelse. For det er jo lidt tankevækkende, at vi nu skal skoses for problemer med produktivitet og konkurrencedygtighed, når man f.eks. tænker på, ikke de seneste offentlige overenskomstforhandlinger, for de blev afsluttet i sidste uge med et fornuftigt resultat, men de forrige offentlige overenskomstforhandlinger, som jeg selv havde ansvaret for at føre, og hvor regeringen forsøgte at lægge en linje, der gik ud på, at nu var det vist, vi skulle til at passe lidt på, at vi ikke fik unødig høje lønstigninger, og hvor nogle af dem, der nu sidder her i salen og skoser regeringen, arbejdede superhårdt på at etablere et alternativt flertal, for at Folketinget skulle intervenere i løndannelsen med pil opad. Det var jo det, der skete, og nogle af dem, der deltog i det projekt, sidder nu her og skoser regeringen.

Så jeg tegner ikke noget glansbillede. Danmark er udfordret. Vi er udfordret på linje med resten af de europæiske lande. Vi er udfordret af, at vi har demografisk modvind. Vi er udfordret af, at vi har en for ringe produktivitet. Vi er udfordret af, at vi har for høje omkostningsniveauer. Den bedste måde at gøre noget ved det på er at gøre noget ved det, og det er det, regeringen er i fuld gang med, med en genopretningsplan, med en tilbagetrækningsreform, som er bragt i spil, med en SU-reform, med en folkeskolereform og med en førtidspensionsreform.

Jeg vil appellere til, at Det Radikale Venstre, som på alle disse strækninger har synspunkter, der bedst matcher regeringens, på et eller andet tidspunkt inden længe besinder sig frem for at vælge det alternativ, der jo også står klart i dag, nemlig et alternativ, som nok er pakket ind i en masse pæne ord, men som i virkeligheden dækker over huller i kassen, så langt øjet rækker, øgede byrder på dansk erhvervsliv og godt nok et stærkt fokus på visse særligt udvalgte dele, men et fokus og en oplysthed, der dækker over, at mørket skal falde over det resterende danske erhvervsliv. Her i dag fik vi udnævnt landbrugssektoren til et tabererhverv.

Det vil jeg gerne advare meget voldsomt imod. For som hr. Kristian Thulesen Dahl også var inde på, er Danmark et land, der er kendetegnet ved, at vi har en erhvervsstruktur, der er præget af små og mellemstore virksomheder. Det er dér, arbejdspladserne ligger. Jeg siger ikke det her, fordi vi ikke også skal have fokus på det, som SF vel ville kalde vinderne: greentechvirksomhederne, medicinalvirksomhederne etc. Det skal vi selvfølgelig også have, men det er bare ikke dér, arbejdspladserne ligger.

Om de virksomheder, der nu kommer flot ud af krisen, og som er internationalt eksponeret – nogle af dem har været nævnt her i dag – må man jo bare sige helt ærligt, at det er virksomheder, der kommer godt og flot ud af krisen ved at trimme deres organisationer og ved at foretage massive investeringer i udlandet, som i hvert fald ikke fuldt ud kaster danske arbejdspladser af sig. At sætte yderligere fokus på dem på bekostning af det brede danske erhvervsliv – og det er jo det, man foreslår, når man siger, at det skal plukkes, at det skal afgiftsbelægges, at erhvervstilskuddet skal fjernes, at skatterne skal øges for at fokusere på de her områder – er i virkeligheden at flytte fokus væk fra alle de virksomheder, som genererer de danske arbejdspladser. Også det vil jeg gerne advare meget imod.

Så jeg takker for debatten. Den har sådan set bekræftet mig i, at regeringen er på det rigtige spor, og den har bekræftet mig i, at det, som nogle mener kunne være et alternativ, i hvert fald er delt i mindst to, og en sådan konklusion kan det jo være udmærket at gå hjem med, også selv om jeg stopper her. For hvis jeg bidrager til at arbejde 12 minutter mere, taber Folketinget produktivitet, og så når vi ikke at stemme i dag.

Jeg kan allerede nu meddele, at det gør vi ikke, for der er indtegnet fem for korte bemærkninger, og derefter kommer ordføreren for forespørgerne. Så jeg kan meddele nu, at afstemningen om de forslag til vedtagelse, der er fremsat, først vil finde sted på næste mødedag, hvor der er afstemning.

De fem for korte bemærkninger, der foreløbig er indtegnet til statsministeren, er Morten Østergaard, Per Clausen, Orla Hav, Steen Gade og Frank Aaen. Og vi starter med hr. Morten Østergaard.

Jeg ved, at statsministeren ikke bryder sig om det, altså det der med at skulle se på, hvad regeringen har bedrevet til dato. Det er noget historieskrivning, som statsministeren ikke er vild med, har jeg forstået. Derfor vil jeg komme med det tilbud, at hvis statsministeren svarer præcist på mit spørgsmål, vil jeg love, at det næste spørgsmål handler om noget fremadrettet. Det er jo en handel, der måske var værd at gøre.

Der er en ting, jeg synes vi er nødt til at få på plads. Det kan godt være – det vil jeg gerne anerkende – at statsministeren ikke giver et skønmaleri af udsigterne for Danmark, men det er et skønmaleri af den politik, der har været ført. Anerkender statsministeren, at den vækst, vi har haft i Danmark de sidste 3 år, i verden kun er undergået af 18 andre lande og på det afrikanske kontinent kun af Zimbabwe? Det er jo det, jeg har fremført et par gange, og som statsministeren siger er noget sniksnak. Jeg spørger bare: Er det rigtigt, eller er det forkert, at vores vækst har været så lav? Det er jo da helt afgørende i en debat om, hvad man skal leve af, om det er rigtigt eller forkert.

Det andet spørgsmål er, om konkurrenceevnen er blevet gradvis svækket under den her regering – ja eller nej?

Så er det statsministeren.

Fortid og fremtid, jeg befinder mig altså i nutiden. Hvis bare Det Radikale Venstre kunne slippe fri af den der tanke om – jeg ved jo ikke, hvad der driver den – at det er selvstændig vigtigt, at vi får en ny regering, uanset at den så står for en politik, som er diametralt modsat af Det Radikale Venstres egen. Og sådan er det, selv om den regering, der sidder i øjeblikket, sådan set fører en økonomisk politik, hvor jeg jo kan få øje på, at der er langt flere lighedspunkter end forskelle. Altså, hvis ikke man var så optaget af det der, som jeg ikke helt kan forstå – og man skal nok være radikal for helt at kunne forstå det – så tror jeg, at hr. Morten Østergaard som jeg ville sige, at det, der er det afgørende, er den situation, Danmark er i nu.

Jeg har respekt for, at nogle har lyst til at skrive tykke bøger om, hvorvidt vi kunne have været i en anden situation. Den diskussion kan jeg sådan set også deltage i, for vi havde klart været i en værre situation, hvis vi havde lyttet til oppositionen, det siger sig selv. Hvis vi alle de gange, hvor hr. Villy Søvndal tordnede imod, at vi ikke satte fladskærme og samtalekøkkener op i daginstitutionerne, når nu Danmark i øvrigt havde det så godt, og når nu nordsøolien blev pumpet ind, havde lyttet til alt det der, havde vi været i en værre situation, det medgiver jeg da gerne. Men den slags historieskrivning er jo ikke interessant. Det interessante er, hvilken situation Danmark er i nu. Og vi har et gunstigt udgangspunkt for at bevare vores position som et af verdens rigeste lande, hvis vi handler nu. Det har regeringen nogle opskrifter på. Langt hen ad vejen matcher de Det Radikale Venstres, men af en eller anden mærkelig grund vil Det Radikale Venstre hellere gå i køkkenet med nogle andre.

Så er det hr. Morten Østergaard for yderligere en kort bemærkning.

Jeg vil gerne citere nationalbankdirektør Nils Bernstein, som for nylig i Politikens Hus har sagt:

»Det er bemærkelsesværdigt, at der under højkonjunkturen (..) ikke var en tilsvarende vilje til at stabilisere økonomien mod overophedning ved politiske beslutninger. Der blev tværtimod truffet beslutninger, der forstærkede højkonjunkturen. Denne asymmetri er farlig og uden økonomisk fundament.«

Det er sagt af nationalbankdirektøren, der som bekendt ikke er på valg, og som derfor må antages at udtale sig sådan nogenlunde objektivt. Det er altså hans vurdering af den politik, der blev ført op til krisen, nemlig at den var uden økonomisk fundament. Det er jo en af grundene til, at vi mener, at der er behov for, at nogle rydder op efter det morads, der er skabt.

Men hvis vi så skal kigge fremad, selv om statsministeren ikke helt var med på aftalen, vil jeg bare sige, at det jo er en kold afvaskning af egen ordfører, når man står her og siger, at i dag har regeringen fremlagt en energiplan, som er en udmøntning af ideen om, at vi skal være en grøn vindernation, og med jobskabelse for øje. For det var præcis det, hr. Peter Christensen ikke ville høre tale om. Der kunne ikke være tale om et både-og. Politikere skulle overhovedet ikke bekymre sig om, hvilke områder der var mulighed for at skabe job på. Der er det jo bare jeg siger: Jeg er enig med statsministeren i, at det både er rammevilkår og et fokus på vores styrkepositioner. Og jeg håber, at han får held til at overbevise Venstre, så det ikke går, som det gik med miljøpolitikken og »Grøn Vækst«, nemlig at det aldrig slap igennem gruppeværelset.

Så er det statsministeren.

Jeg noterer mig med stor tilfredshed, at der så er endnu et helt centralt punkt, hvor hr. Morten Østergaard og jeg er enige. Og jeg undres så endnu en gang over, at man vælger, som man vælger.

Hvis vi lægger til grund, at der skulle være et morads nu, så er det jo tankevækkende at pege på nogle, der vil skubbe Danmark – hvis vi bliver i det billede – længere ud i dyndet. De har en økonomisk plan, der her hen over weekenden faldt fuldstændig fra hinanden. Den faldt fuldstændig fra hinanden! Dem, der har lavet planen som et svar på en genopretningspakke sidste sommer, har nu skubbet hele ideen om at lave arbejdsmarkedsreformer ud i en fjern fremtid, til engang, hvis den situation skulle genopstå, hvor man får en rekordlav arbejdsløshed, som vi altså over en 35-årig periode kun har oplevet i 2½ år. Det er da tankevækkende.

Hvis vi igen bliver i hr. Morten Østergaards billede, kan jeg da ikke forstå, at man ikke tænker: De har lavet mange fejl, men de har besindet sig. Nu siger de det samme som os. Skulle vi ikke prøve, om vi kunne få det her til at fungere?

Når vi taler om, hvad der skulle have været gjort og ikke gjort, så tror jeg, hr. Morten Østergaard måske kan tænke tilbage til efteråret 2008, hvor jeg selv som finansminister havde fornøjelsen af at føre forhandlinger om arbejdsmarkedsreformer, bl.a. for at skabe mere styrke på et arbejdsmarked, der var præget af, at ledigheden var rekordlav. Hvem var det, der på det tidspunkt ikke havde lyst til at lave arbejdsmarkedsreformer? Ja, det var vel i virkeligheden det parti, som hr. Morten Østergaard nu peger på skal stå i spidsen for Danmark.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg er måske en lille smule bekymret over, at statsministeren mener, at EU's statistikker er upræcise og uanvendelige. For jeg har da forstået, at statsministeren mener, at Danmarks økonomiske politik skal bestemmes og føres med næsen nede i de samme EU's statistikker, så det er da en lille smule bekymrende, synes jeg. Men det spørgsmål, jeg godt vil stille, er det spørgsmål, der handler om det, som jo i virkeligheden, når det kommer til stykket, er statsministerens konkrete bud på, hvad der skal ske, nemlig at man skal afskaffe efterlønnen.

Jeg vil bare spørge statsministeren: Når der nu er 230.000, der søger job – og jeg kan forstå, at nogle af dem for statsministeren så ikke rigtig hører med blandt nogen, der søger job, men det gør de så alligevel – hvordan skulle det at afskaffe efterlønnen så føre til, at der kommer 70.000 nye arbejdspladser? Statsministeren sagde faktisk i sin indledning, at der ville komme 70.000 nye arbejdspladser. Jeg kunne godt tænke mig at vide, hvornår statsministeren forventer at disse 70.000 nye arbejdspladser kommer, fordi man afskaffer efterlønnen, og hvad forklaringen er på, at de kommer.

Så er det statsministeren.

Jeg tror, det er at forfladige regeringens udspil til en økonomisk politik, hvis det oversættes til, at det kun og alene handler om at udfase efterlønnen. Det er en del af det. Det er forudsætningen for, at dansk økonomi hænger sammen på den lange bane, og det at få økonomien til at hænge sammen på den lange bane ved at begynde at udfase efterlønnen fra 2014 – og jo altså ikke i dag – er også forudsætningen for, at vi får skabt den stabilitet, der gør, at vi har styr på renteniveauet lige nu og her og i de kommende år. Det er det, der er forudsætningen for, at vi kan lægge nogle langtidsbudgetter for den offentlige sektor, som gør, at vi kan investere.

Så det her handler ikke om, at det at afskaffe efterlønnen i sig selv tryller alle andre problemer væk, men det er bare en væsentlig del i forbindelse med at fylde det hul ud, der ellers vil være frem mod 2020. Den regering, det land, der ikke er i stand til at stille op med et troværdigt langtidsbudget for sit land, har ingen muligheder for at skabe vækst nu og her, fordi man vil blive straffet på de internationale finansmarkeder. Kig rundt i Europa, og se det.

Der er yderligere en kort bemærkning fra hr. Per Clausen.

Jeg kan forstå, at statsministeren ikke havde lyst til at udfolde det, han sagde i sit indledende indlæg, nemlig at det at afskaffe efterlønnen ville skaffe 70.000 arbejdspladser. Det kan jeg sådan set godt forstå at han ikke har lyst til at udfolde, for det er jo svært at forklare det på anden måde end den måde, vismanden forklarer det på, nemlig at det skal ske, ved at lønningerne bliver presset ned. Men så siger statsministeren i stedet for, at det er nødvendigt for at få orden i finanserne.

Men er det så ikke rigtigt forstået, at det jo sådan set er på den måde, at det er de skattelettelser, som man har givet tidligere, som er stærkt medvirkende til, at der mangler penge? Og derfor kan jeg godt forstå, at statsministeren er vred på De Konservative, når de vil bruge afskaffelsen af efterlønnen til at finansiere nye skattelettelser, for i virkeligheden skal de jo bruges til at finansiere de gamle.

Så er det statsministeren.

De skattelettelser, regeringen har givet ad tre omgange i 2004, 2007 og 2009, er jo fuldt finansierede skattelettelser. Der er ikke noget fremadrettet finansieringsproblem omkring dem, for de er jo finansieret. I tilgift kommer, at den sidste skattereform, vi lavede, jo var en omlægning, hvor vi krone for krone flyttede skat til det, vi vil have mindre af, bl.a. energiforbrug, usunde fødevarer, altså fedtbeskatning og andet, fra det, vi gerne vil have mere af, nemlig arbejde. Det var ikke bare fuldt finansieret, men det havde også den klogskab i sig, at det øger arbejdsudbuddet og beskæftigelsen og dermed på sigt altså bidrager til at gøre Danmark 5 mia. kr. rigere. Så hvis man rullede det tilbage, ville vi stå tilbage med et fattigere land.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Orla Hav.

Tak for det. Jeg vil jo så frygtelig gerne være positiv, og jeg vil gerne kvittere for, at statsministeren nu meddeler, at han faktisk i dag har taget initiativ til at gøre nogle af de ting, som vi i vores iver efter at få sat gang i det her samfund igen har eftersøgt og efterlyst ret længe.

Når vi har været optaget af den her dagsorden, hænger det jo lidt sammen med, at vi synes, at regeringens måde at beskrive den danske økonomi på og regeringens måde at føre politik på har været et forskønnet maleri.

Derfor skal jeg spørge, om statsministeren er uenig med overvismanden, der skriver, at Danmarks økonomi var overophedet inden krisen, og at regeringens politik har en del af skylden herfor, og i øvrigt føjer til, at regeringens finanspolitik i perioder var for lempelig. Er det ikke det rette billede af den politik, som regeringen har ført, og er det ikke det, der har forhindret regeringen i at gøre nogle af de ting, som vi har efterlyst i dag?

Vi synes jo ikke, at det, vi skal gøre for Danmark i fremtiden, skal bygge på skønmalerier og spøgelseshistorier, men på reel handling – og det kvitterer vi jo gerne for at der er kommet noget af i dag – men kan jeg få statsministeren til at forholde sig til skønmaleriet?

Så er det statsministeren.

Jamen jeg tegner ikke noget skønmaleri. Det kunne være spændende at høre, hvordan hr. Orla Hav selv ser på den der bedømmelse fra vismændene, for ja, hvis man prøver at genkalde sig de socialdemokratiske udspil til finanslovforslag her over de seneste år, kan jeg ikke lige på stående fod komme i tanker om, hvornår Socialdemokratiet kom med forslag om, at man nu skulle stramme finanspolitikken. Man skal passe på, når man udtaler sig efter sin hukommelse, specielt når det er noget, der har med tal at gøre, men jeg kan ikke lige erindre mig det. Men jeg kan f.eks. erindre mig, at der efter valget 2007 – hvor jeg selv havde fornøjelsen af at blive finansminister, og hvor vi brugte lejligheden til at fremlægge et nyt finanslovforslag efter valget, hvor vi strammede tøjlerne en smule – lød voldsomt kritiske røster fra hr. Orla Havs eget parti. Så i det omfang, vismanden har ret, må man sige, at det så i hvert fald er noget, Socialdemokratiet først indser her mange år efter.

Hr. Orla Hav.

Dem, der skaber stemningen med hensyn til samfundets økonomi og det, der kan lade sig gøre, er i høj grad regeringen, og situationen var, at den daværende statsminister – det erkender jeg – jo blankt afviste at føre det, vi har efterlyst, nemlig en anticyklisk politik i forhold til at dæmpe, når overophedningen var på vej, og at føre en politik, hvor man var med til at fremme, når vi gik mod lavkonjunktur. Det er jo det, regeringen har forsømt, og det afviste den daværende statsminister. Så er det jo svært for oppositionen at komme og sige: Nu skal i søreme lave en helt anden dagsorden – for vi må jo tro på, at den siddende regering har det bedste overblik.

Nu viser det sig så, at overvismanden går ud og siger, at regeringen kendte til de her forhold, og at regeringen førte en forkert politik. Det er jo derfor, vi synes, at man skal føre politik, ikke ud fra et skønmaleri og ud fra spøgelseshistorier om, hvad andre kan hitte på, men ud fra, hvad der reelt tjener Danmarks interesser bedst.

Statsministeren.

Det sidste er jeg meget enig i: Man skal føre politik ud fra, hvad der tjener Danmark bedst. Og jeg tror, at det bedste er at føre politik med afsæt i, hvor vi er lige nu og her, og ikke, hvor vi var en anden gang i historien.

Det er helt nyt for mig, at Socialdemokratiet på et tidspunkt, før jeg blev statsminister, havde offensive forslag om – og det må jeg forstå – at der skulle føres anticyklisk politik, og at der altså skulle strammes op på finanspolitikken. Jeg kan ikke selv genkalde mig de forslag fra Socialdemokratiet. Det vil jeg meget gerne belæres om. Det vil jeg meget gerne se dokumentation for. Men jeg ved ikke, hvor det fører os hen. Altså, jeg har været statsminister for det her land i mindre end 2 år, og det, der er det helt afgørende, er, hvor Danmark befinder sig nu.

Vi er på den anden side af en global økonomisk krise, som har ramt os som andre hårdt. Vi kan glæde os over, at arbejdsløsheden ikke er steget til et niveau, vi kunne have frygtet. Vi kan glæde os over, at arbejdsløsheden, på trods af at den er steget, altså har et niveau, der ligger under det, vi også oplevede under slutningen af de bedste konjunkturer op gennem 1990’erne. Men vi må jo tage pejling af, hvad der udfordrer os, og der er en række ting, der udfordrer os.

Det, der aldrig nogensinde kan blive løsningen, hvis man er gældsramt, er jo at stifte mere gæld, og derfor er det første og afgørende skridt til at få væksten igen at konsolidere økonomien, sådan som regeringen har gjort det, og så skal det selvfølgelig suppleres med nogle målrettede vækstinitiativer. Det er derfor, regeringen har nedsat et vækstforum, og det er derfor, at vi har annonceret, at vi senere i foråret kommer med et udspil.

Så er det hr. Steen Gade for en kort bemærkning.

Først har jeg to små rettelser til statsministeren. SF's udspil bygger ikke på køb dansk-klausuler, og SF's vækstpakke er i meget høj grad rettet mod at fremme små og mellemstore virksomheder, for det er der, innovationen først og fremmest foregår.

Så undrer jeg mig over, at statsministeren på en måde ikke tager ansvar. Det er sjovt at høre her, at det nærmest er, som om det er hr. Villy Søvndal, der har bestemt, hvad der er sket i Danmark i de senere år. Og ellers handler det bare om angreb på andre. Det synes jeg egentlig er lidt svagt, hvis jeg må have lov til at sige det. Jeg synes egentlig, det er svagt, at en statsminister ikke tager mere ansvar.

Mit spørgsmål til statsministeren er: Kan regeringen ikke finde ud af, om man vil tordne imod at satse på styrkepositioner, eller om man vil prale af, at man faktisk også gerne vil satse på styrkepositioner? For lige før mindede statsministeren mig i hvert fald lidt om økonomi- og erhvervsministeren, som sagde, da SF kom med sit udspil, at SF's udspil nærmest var sovjetisk eller kinesisk planøkonomi, og i næste sætning sagde han: For øvrigt er vi 80 pct. enige. Man må vel vælge, mener jeg, og i dag er det jo den samme splittelse, vi står over for. Statsministeren signalerer: Ja, styrkepositioner vil vi gerne fremme, men nu har vi lavet noget grønt, og det er fint, for det giver job. Men på den anden side har alle de borgerlige ordførere sagt, at det er helt forkert.

Statsministeren.

Jeg tror, at det, der er det helt afgørende, er, hvordan man satser på sine styrkepositioner. Og det, der gennemsyrer tanken fra hr. Steen Gades parti i det oplæg, der er kommet, i kombination med den økonomiske plan, der er lagt frem, og som jo altså ikke hænger økonomisk sammen, er, at man skal satse på nogle områder på bekostning af det brede erhvervsliv, at man skal øge byrderne på det brede erhvervsliv for så at kunne satse på noget. Det er en forkert tilgang.

Dansk erhvervsliv består at små og mellemstore virksomheder. Fem sjettedele af samtlige danske arbejdspladser befinder sig i virksomheder, der enten er offentlige, eller som ikke er udsat for international konkurrence, og selvfølgelig skal man satse på dem, der også er vendt mod eksportmarkedet, de store og de velbrandede, selvfølgelig skal man det, men hvis man gør det på en måde, hvor det ekstra krudt, man vil skyde af dér, simpelt hen er hentet ved at udpine den brede del af dansk erhvervsliv, så gør man vold på jobskabelsen. Og det er jo f.eks. det, der sker, når man siger til dansk landbrug, som genererer 150.000 arbejdspladser, at man øger byrderne på dem, både de direkte økonomiske, de administrative og de miljømæssige – ude af balance med det, der sker i andre lande, øger man bare byrderne på dem. Så kan man da godt prale af, at man gør et eller andet målrettet ved siden af, og det er da fint, hvis man kan skabe liv hos én, men har man slået fire andre ihjel først, så tror jeg, at nettoregnestykket er negativt.

Hr. Steen Gade.

Jeg kunne høre, at vi i hvert fald ikke kunne få et svar fra statsministeren på, om man fortsat vil tordne imod, at man skal satse på sine styrkepositioner, eller om man vil rose sig af, at det vil man også selv. Det fik vi i hvert fald ikke et svar på fra statsministeren, men det kan være, vi kan få det her i anden runde.

Så vil jeg sige, at det da godt kan være, at statsministeren har lyst til at sige, at vi udpiner resten af erhvervslivet osv., men det er bare ikke rigtigt. En aktieomsætningsafgift og en lønsumsafgift er vel ikke det, der udpiner det erhvervsliv, vi snakker om, og det at lukke for skattespekulation er det vel heller ikke.

Så har statsministeren et argument med hensyn til landbruget. Min kritik i forbindelse med landbruget går jo på, at det er et af de steder, hvor regeringen har villet hjælpe et erhverv ved at skyde med spredehagl; det var jo at pålægge det noget skat, men var det klogt i forhold til erhvervet? Havde det ikke været klogere at bruge de penge til en biogasudbygning, det, som vi nu skal i gang med 2-3 år forsinket? Det er jo det, vi vil.

Statsministeren.

Altså, hr. Steen Gade kan ikke stille falske valg op for mig. Det her handler ikke om at tordne imod noget eller om at stå og prale af noget; det gør det ikke. Og Socialistisk Folkeparti har jo altså ikke patent på at se, at der f.eks. er et potentiale i greentech, det har vi da set for længst, og det har vi investeret efter. Socialistisk Folkeparti har da heller ikke patent på at se, at Danmark kan noget særligt, når vi snakker velfærdsteknologi. Det er da derfor, vi selv har lavet en ABT-fond og puttet 3 mia. kr. i den, og det er da derfor, der er en minister, der har deltaget i et handelseksportfremstød. Og jeg har da selv på et tidspunkt været i Dubai sammen med danske virksomheder, som har internationale spidskompetencer inden for f.eks. handicaphjælpemidler. Det behøver man da ikke at være folkesocialist for at kunne se.

Men det nytter da ikke noget, at man har øje for alt det dér, hvis man så i øvrigt fører en generel politik, der kvæler erhvervslivet. Og lad os nu tage landbruget. Man har i oppositionen tanker om at lave krav om kvælstofreduktioner på 30.000 t, men vores internationale studier har fået regeringen til at sige, at vi er nødt til at skyde de 10.000 t ud i fremtiden, for ellers giver vi nogle rammevilkår for dansk landbrug, som er ude af trit med det, der sker i omverdenen, og så kan man da ikke løbe fra det. Når man arbejder med at lægge konkrete øgede økonomiske byrder på det, så kan man da ikke løbe fra det.

Så er det hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Det, statsministeren har sagt, er, at der i Danmark er færre, der er ramt af arbejdsløshed, end i andre lande. Så går jeg ud fra, at vi er enige om, at når man vil sammenligne arbejdsløsheden landene imellem, er man nødt til at bruge samme metode for opgørelsen af arbejdsløsheden. Det er vi enige om, ikke?

Det tilbyder Eurostat. De har en ensartet metode til at sammenligne arbejdsløsheden i landene, hvor de ser på, hvor mange der ønsker at få et arbejde, men ikke kan få et arbejde. Det kan være folk, der vil gå op i tid, det kan være almindelige arbejdsløse, og det kan være studerende. Alle, der ønsker et arbejde, men ikke kan få et arbejde, bliver talt op i procent af den samlede arbejdsstyrke. Jeg går ud fra, at statsministeren synes, det er fair nok.

Hvis vi kan være enige så langt og tager Eurostats opgørelse, så viser det sig, at arbejdsløsheden i Danmark er højere end i Sverige, Norge, Finland, Tyskland, Holland, Storbritannien og Østrig. Passer det så, når statsministeren siger, at der er færre, der er ramt af arbejdsløshed i Danmark end i andre lande?

Statsministeren.

Det passer fuldstændigt. Det er, som jeg siger, for hvis vi ser på den registrerede arbejdsløshed i Danmark, er den på et niveau, som ligger langt under det, vi frygtede. Den er i øvrigt ved at flade ud. Og når vi sammenligner med et europæisk gennemsnit, ligger vi også flot.

Vi er nødt til, når vi vurderer de europæiske tal – det tror jeg også at man kan få min svenske kollega til at gentage – at se på, hvad der gemmer sig i de her statistiske begreber. Og når vi har oplevet en situation, hvor den reelle arbejdsløshed er faldet, samtidig med at AKU-statistikken viser en stigning, fordi der er flere uddannelsessøgende, der ønsker job, er det jo ikke udtryk for, at det reelle arbejdsløshedsproblem er øget. Sådan må det jo være.

Hr. Frank Aaen.

Så man kan ikke stole på Eurostat?

Statsministeren.

Selvfølgelig kan man det. Man kan stole på Danmarks Statistik, og man kan stole på Finansministeriet, Nationalbanken og OECD. Lejlighedsvis kan man også være tilbøjelig til at stole på Arbejderbevægelsens Erhvervsråd. Jeg tror, at man kan stole på rigtig mange. Men man er nødt til at gå ind og se på, hvad det er for nogle tal, der kommer frem, hvad de siger, og hvad de ikke siger.

Tak. Hermed sluttede de korte bemærkninger til statsministeren.

Men der er ønske om en anden omgang, og den første, der får ordet, er hr. Steen Gade.

Hr. Steen Gade, for anden omgang. Hr. Per Clausen, også for anden omgang – Jamen hr. Per Clausen ser spørgende ud? O.k., ja, det er rigtigt, at hr. Per Clausen får lov at komme til, og at der så bagefter er en anden omgang. Det er rigtigt.

Men begge dele, hr. Per Clausen, er helt korrekt; ret skal være ret. Værsgo.

Jo tak. Dermed ryger chancen muligvis for at få det sidste ord, og det er selvfølgelig kedeligt.

Jeg synes, det på mange måder har været en interessant debat, og jeg synes, at det i hvert fald her til sidst kom frem, at det må være slut med, at statsministeren bruger tal, som stammer fra EU, til at sandsynliggøre, at man skal føre en bestemt økonomisk politik i Danmark, for det blev nærmest rubriceret i samme kategori som Arbejderbevægelsens Erhvervsråd, og jeg mener at vide, at statsministeren ikke altid sådan fæster den store lid til tal, der kommer derfra.

Jeg tror sådan set, det er meget fornuftigt, når man sammenligner nogle lande, at man så vælger at have det udgangspunkt, at den sammenligning, man foretager, baseres på de samme beregningsmetoder. Og pointen er, at hvis man sammenligner nationale tal på de her områder, risikerer man jo at opleve, at der er ganske forskellige beregningsmetoder. Det kan da godt være, at statsministeren kan blive enig med den svenske statsminister om det, for der kan jo være en fælles interesse i at sløre tingene.

Debatten i dag, der jo skulle handle om fremtiden, kom alligevel til at handle en lille smule om fortiden. Hr. Peter Christensen var nok den, der kom længst tilbage i fortiden – jeg tror, han rundede Stauning – og jeg tænkte, at han, efter at have læst op af forskellige socialdemokratiske prorammer, vel så ville have afsløret, at efter Stauning og Socialdemokraternes program efter anden verdenskrig var det gået rigtig, rigtig skidt i Danmark. Der havde været minusvækst, ligesom der har været det i de seneste år. Men desværre kom hr. Peter Christensen aldrig rigtig ind på, hvad pointen var med at referere til Socialdemokraternes programmer fra 1930'erne og 1940'erne andet end selvfølgelig altid relevant information om, at de på nogle områder havde andre politiske standpunkter dengang, end de har nu.

Der har også været en anden diskussion, som er lidt mere aktuel, nemlig: Hvis nu nogle andre havde haft magten, hvad var der så sket? Det dejlige ved den slags diskussioner er, at der kan man påstå hvad som helst, uden at det kan modbevises. Men jeg vil nu alligevel tillade mig at sige, at hvis det nu var sådan, at vi i 2002 havde fortsat med at føre en politik, der handlede om stadig at holde Danmark i spidsen, når det handlede om vedvarende energi, energibesparelser og miljøinitiativer, og hvis vi havde satset på at give skattelettelser til de lavtlønnede, som den daværende socialdemokratisk-radikale regering støttet af SF og Enhedslisten gennemførte, i stedet for at indføre et skattestop for arbejdsfri indkomster, så er jeg ikke sikker på, at det havde stillet Danmark i en dårligere situation i dag end den, vi står i. Det vil jeg i hvert fald godt have lov til at sige.

Så var statsministeren lidt ked af, at de her forslag til vedtagelse ikke kunne komme til afstemning i dag; det var produktiviteten, der røg. Her har vi måske en kerne i problemet, for statsministeren synes at mene, at bare man træffer nogle beslutninger, så sker der noget. Pointen er, at hvis man ser det forslag til vedtagelse fra flertallet i Folketinget, så vil man se, at ud fra en defensiv holdning kunne man godt stemme for det, fordi det sker der overhovedet ingenting ved.

Man siger, at man vil have gang i den økonomiske vækst igen, og så skriver man, at dette kræver politiske tiltag. Så læser jeg jo lidt frygtsomt videre og tænker: Kan det være, at Dansk Folkeparti er hoppet på det der med, at vi skal afskaffe efterlønnen, eller har regeringen allerede givet den indrømmelse, at vi løser fremtidens økonomiske udfordringer ved at forhindre folk i at få permanent ophold i Danmark, eller hvad kan der ligge i det? Nej, der ligger ingenting.

Resten af forslaget til vedtagelse bekræfter jo sådan set meget godt, at også politisk er flertallet i det her Folketing handlingslammet, fordi der ikke er enighed om, hvad man skal gøre; det kan der selvfølgelig blive, og det arbejder man vel på. Men jeg kan godt forstå det, hvis der er nogen i det politiske flertal i Folketinget, der synes, at det er rigtig godt, at vi snart kan få et valg, ikke fordi man regner med at vinde, men fordi man så slipper for at få afsløret, at man ikke har nogen svar.

Det er selvfølgelig helt i tråd med det og i statsministerens ånd at bruge sin energi på at fortælle, hvad andre ikke kan og ikke vil. Men jeg vil sige, at der, hvor jeg alligevel bliver en lille smule glad, og jeg vil nøjes med at sige en lille smule glad, for når man skal lave forslag til vedtagelse sammen med andre partier, får man jo aldrig sin vilje fuldt og helt, og da Enhedslisten jo er et lille parti sammenlignet med de to store – nu skulle jeg til at sige socialdemokratiske partier, men det vil jeg ikke sige – partier i oppositionen, så er der selvfølgelig grænser for, hvad vi kan få med.

Men jeg synes nu alligevel, at det er rart, at vi har været i stand til at turde sige klart og utvetydigt, at der er nogle områder, vi vil udpege som nogle, vi særlig vil satse på, både fordi vi mener, der er et aktuelt behov for at gøre en ekstra indsats på de områder, og fordi vi mener, at der i Danmark findes nogle potentialer der, som kan udnyttes, og som kan bruges. Det synes jeg er rigtig godt.

Der har været noget diskussion om det med fødevarepolitikken, hvor jeg jo synes, at det, der var lidt underligt i dag, var, at der var nogle meget heftige angreb på SF i den anledning, selv om SF måske i virkeligheden ikke har sagt så meget andet end det, fødevareministeren sagde i Tyskland i sidste uge, nemlig at det nuværende konventionelle landbrug, industrilandbruget, i grunden ingen fremtid har i Danmark. Og det er, uanset hvad man gør. Uanset om man udskyder miljøtiltag, giver skattelettelser, får ekstra EU-midler eller ej, er tanken om, at vi i Danmark skulle kunne konkurrere med kinesiske landmænd eller ukrainske landmænd om at producere svin til kineserne, fuldstændig utopisk. Pointen er, at vi altså skal have en omlægning af landbruget, og derfor skal vi selvfølgelig arbejde på, at den støtte, vi får på det område, er støtte, der går til den omlægning, der gør, at vi får en produktion, hvor der findes lokale arbejdspladser, hvor der er værditilvækst, og hvor vi også er i stand til at løfte den opgave, der handler om at tage vare på vores natur og miljø. Det er en helt oplagt opgave, og jeg synes, det er rigtig godt, at der findes en opposition i det her Folketing, der nogenlunde klart formulerer det perspektiv.

Det samme gælder jo, når vi snakker om spørgsmålet om klima-, energi- og miljøarbejdspladser. Statsministeren er stolt over, at der er kommet en ny plan fra regeringen i dag. Ja, det er jo den plan, hvori det endegyldigt slås fast, at man løber fra den tidligere statsministers løfte om, at Danmark skulle være fossilfrit i 2050. Det fremgår klart af planen, at det ikke længere er målsætningen. Det er også en plan, hvor man sådan set opgiver at forholde sig til CO 2 -udslippet. Så det fantastiske i den plan er nu til at gennemskue. Men også der vil jeg bare sige, at jeg synes, at det er rigtig godt, at der i oppositionen er en klar opfattelse af, at vi fremover skal investere i energibesparelser, i omlægning til vedvarende energi, og vi skal investere i at sikre både at få en omlægning i Danmark, der fører til, at vi løser vores opgave i forhold til klimaudfordringen og i forhold til energiudfordringen, og at udvikle teknologi og ekspertise, der gør, at der såmænd også godt kunne være nogle, der kunne have glæde af at købe nogle af de produkter, vi fremover producerer, og bruge noget af den ekspertise, vi udvikler.

Vi har en sammenhængende opfattelse af, at der også skal satses på en række andre områder. Der er nævnt it, der kunne nævnes kultur, der kunne nævnes rigtig, rigtig mange områder, hvor en målrettet indsats for at skabe beskæftigelse ville være den rigtige vej at gå. Og én ting ved vi i hvert fald: Den politik eller strategi, der handler om, at man endelig ikke må beskatte f.eks. nordsøolien for hårdt, fordi A.P. Møller så ville holde op med at etablere arbejdspladser i Danmark, må da have fejlet. Det må jo være gået op også for statsministeren og de borgerlige partier her i Folketinget, at kendsgerningen er, at A.P. Møllers overskud sådan set er større end nogen sinde, ikke mindst på grund af de olieprisstigninger, som i øvrigt belaster danske forbrugere og danske virksomheder. Men det har jo ikke ført til, at man har investeret i arbejdspladser i Danmark.

Så det der med at forgylde nogle ganske bestemte, sikre, at der hele tiden er mulighed for at tjene mange penge, er måske alligevel ikke vejen frem. Her kræver det måske en mere målrettet indsats, og der vil jeg sige, at det gode ved den her debat vel er, at uanset hvilke overvejelser man gør sig omkring fortiden, er der ingen tvivl om, at oppositionen på det område har en anden politik – en politik, der rækker ud over det, som regeringen og flertallet herinde har at byde på.

Så bare til allersidst: Jeg var glad for, at statsministeren i sidste runde holdt op med at forsøge at bilde folk ind, at afskaffelse af efterlønnen fører til 70.000 nye arbejdspladser. Det var dejligt. For man kunne godt have en seriøs politisk debat om, at hvis der bliver flere arbejdspladser, bliver større efterspørgsel efter arbejdskraft, er der flere, der søger ud på arbejdsmarkedet. Men det kan så være rigtig, rigtig vigtigt at sørge for, at disse mennesker har den rigtige uddannelse; det kan være rigtig, rigtig vigtigt at sørge for, at kvalifikationsniveauet i arbejdsstyrken er højt. Det er rigtigt. Det kan være vigtigt. Så selvfølgelig skal man, hvis man ønsker at skabe en større efterspørgsel efter arbejdskraft, som Enhedslisten gør, også tænke på, hvordan man sikrer, at den arbejdskraft reelt er til stede. Men myten om, at der opstår nye arbejdspladser, fordi man fjerner efterlønnen, passer ikke.

Det eneste, jeg bare til sidst vil sige om det, er jo, at den eneste måde, det kan komme til at passe på, er ved, at der på det, man kalder det lange sigt – statsministeren ville ikke sige, hvor langt sigt, det var, og det kan jeg godt forstå – sker det, at overskuddet af arbejdskraft fører til, at løn- og arbejdsforholdene forringes. Det er sådan set det, hele den der markedsøkonomiske teori om arbejdsmarkedet handler om, nemlig at det er nogle markedsmekanismer, der slår igennem: Når der er et overskud af en vare, falder prisen. Derfor må man stille sig selv spørgsmålet: Findes der andre grunde til at afskaffe efterlønnen, andre grunde til at forringe vilkårene for de arbejdsløse end et ønske om at forringe løn- og arbejdsvilkårene for de almindelige danskere? Det er i hvert fald svært at se, at det har andre konsekvenser.

Ja, jeg har noteret, at hr. Orla Hav har bedt om ordet for en kort bemærkning. (Orla Hav (S): Nej, som ordfører i anden runde). Så er det sådan, at jeg har noteret hr. Orla Hav for en anden runde, forstår jeg, og jeg har i forvejen noteret hr. Steen Gade og hr. Morten Østergaard for en anden runde.

Så bliver det hr. Orla Hav først, værsgo.

Statsministeren efterlyste lidt belæring. Jeg ved ikke, om jeg er den rette til at belære, jeg vil bare minde statsministeren om, at statsministeren jo som sundhedsminister var på besøg i den nordjyske region i 2005 sammen med den daværende statsminister. Vi fremviste et flot sygehusbyggeri, synes vi selv, et medicinerhus, som vi havde fået stablet på benene for de penge, som vi havde kunnet sætte af hen over en årrække, ansvarligt og ordentligt, og som personalet glædede sig til at vise frem. Jeg tror, at statsministeren kan genkalde sig besøget.

På det besøg hos den sparsommelige region havde vi jo forventet et skulderklap for den flotte præstation, vi havde lavet. Nu var situationen åbenbart den i 2005, og det vidste vi ikke, at der også var valgovervejelser i luften. Den melding, som den daværende statsminister gik ud med som reaktion på, at vi havde bygget tosengsstuer i medicinerhuset i Aalborg, var: Hvorfor har I ikke bygget etsengsstuer?

Jeg vil bare sige, at det i den situation jo er svært at stå som opposition herinde, som jeg på det tidspunkt ikke havde mere kontakt med, end man har, når man sidder ude i fædrelandet i en kommunalbestyrelse eller i en region. Men når det er melodien, der spilles, så kan man jo ikke undre sig over, at landet kommer i problemer, når man fyrer mere kul på, og man håndterer folk, der har forsøgt at strække pengene og få tingene til at hænge sammen og bygge bedst muligt, på den måde, at kvitteringen så er: Hvorfor har I ikke gjort det dobbelt så dyrt eller i hvert fald fordyret det ret kraftigt?

Det var den melodi, der blev spillet. Bagefter har jeg kunnet se, at kloge folk, som har langt mere forstand på økonomi end jeg, har bebrejdet den daværende regering, at man ikke førte en lidt afdæmpet politik, men tværtimod gik ud og talte ambitionsniveauet voldsomt op og sagde: Nu skal vi for alvor bruge penge i det her samfund – også på områder, hvor man godt kunne være gået ud og have sagt, at det sådan set var en rigtig god løsning, at det var rigtig dygtigt at gøre sådan.

Jeg håber hermed at have belært statsministeren om, at det var en uhyre svær situation, mine partifæller herinde stod i med den uansvarlighed, som den daværende statsminister førte an i. Man ville blot tale udgifterne op i det her samfund, på trods af at vi var nogle, der godt kunne få tingene til hænge sammen.

Så jeg synes, at det, der står tilbage i dag, jo stadig væk er, at der er to veje. Der er en vej, ad hvilken vi investerer i fremtiden, og så er der en, hvor man hellere vil spare sig igennem hele apparatet, og det synes vi sådan set ikke er særlig fornuftigt. Tværtimod havde det været klogt at have lidt at stå imod med, så vi i dag havde haft nogle penge til at sørge for, at der blev investeret i det, som Danmark har så hårdt brug for til fremtiden.

Der er ønske om kort bemærkning. Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Det er for lige at være sikker på, om jeg hørte rigtigt. Altså om hr. Orla Hav i virkeligheden som sit partis ordfører siger, at Socialdemokratiet her på Christiansborg i 2005 var presset til at føre en uansvarlig økonomisk politik af den daværende statsminister. For det er det, hr. Orla Hav lige har sagt, nemlig at fordi den daværende statsminister var i Aalborg og åbenbart, kan jeg forstå, tale nogle udgifter op, så pressede man også den daværende opposition her i Folketinget til at stille krav om flere udgifter, end der var plads til. Jeg vil bare sige, at det jo er skelsættende, hvis det i virkeligheden er budskabet under den her debat, når vi sådan skal se historisk på det. Det er jo det budskab, der står tilbage efter det her andet ordførerindlæg, som Socialdemokratiets ordfører netop har valgt at komme med.

Ordføreren.

Jeg sagde netop, at jeg ikke forholdt mig voldsomt til, hvordan mine partifæller havde det herinde. Jeg fortalte og forsøgte at belære statsministeren i forhold til, hvordan det billede, der blev skabt af den danske økonomi i 2005, var på det tidspunkt, hvor Danmark var i højkonjunktur, så det forslog noget, og hvor det lykkedes at gennemføre forsvarlige løsninger på sygehusområdet. Og så blev der skabt et billede af den daværende statsminister af, at vi da kunne have brugt mange flere penge. Det er jo det billede, som jeg forsøger at gengive her, som den daværende statsminister bidrog til, og jeg hørte ikke, at den daværende sundhedsminister talte imod, da statsministeren gik ud og sagde det her.

Så det har jo været ganske svært at nå igennem med det budskab, som statsministeren grinede lidt af at jeg efterlyste, en anticyklisk politik på et tidspunkt, hvor der var rigtig meget kul på samfundsøkonomien. Jeg beklager, at det var sådan, og jeg synes faktisk, at det ville klæde hr. Kristian Thulesen Dahl, hvis man også fra hr. Kristian Thulesen Dahls side tog ad notam, at det var det billede, man forsøgte at skabe over for ganske almindelige borgere: Vi har råd til det hele, vi kan det hele, og nu sidder vi med smerten.

Hr. Kristian Thulesen Dahl.

Jo, jo, men jeg forstår sagtens, hvor hr. Orla Hav vil hen i forhold til budskabet til befolkningen, men det, der undrer mig, er bare, at han åbenlyst siger, at hans eget parti så bed på den såkaldt uansvarlige kurs og selv gjorde sig uansvarligt. Det er det, jeg synes er skelsættende, når man ser historisk på det. For på det her tidspunkt er vi vel inde i nogle år, hvor Socialdemokratiet foreslår, at man afdrager mindre på statens gæld og bruger mere på at udvide den offentlige sektor end det, regeringen foreslår. Det må vel tages som udtryk for, at hr. Orla Hav så i virkeligheden her leverer en gedigen kritik af sit eget parti på Christiansborg på det tidspunkt.

Sandheden er, at regeringen og Dansk Folkeparti brugte en given mængde penge på offentligt forbrug i de her år, men blev trumfet af en venstrefløj, herunder et Socialdemokrati, der mente, man burde bruge flere penge, også hvis det måtte betyde, at man skulle afdrage mindre på statens gæld.

Så hvis det, regeringen stod for, illustreret ved besøget i Aalborg, var uansvarlig økonomisk politik ifølge Socialdemokratiets ordfører i dag, er det, hans eget parti stod for i de samme år herinde på Christiansborg, jo i endnu højere grad uansvarlig økonomisk politik.

Det synes jeg da er en interessant oplysning.

Ordføreren.

Jeg skal endnu en gang understrege, at jeg ikke har forholdt mig til den socialdemokratiske gøren og laden på Christiansborg. Jeg skal bare sige, jeg forholder mig til den virkelighed, som rigtig mange kommunalbestyrelsesmedlemmer og regionsrådsmedlemmer sad i på det tidspunkt rundtomkring i landet, og hvor landets statsminister tog rundt og var med til at fyre op under ambitionsniveauet og skabte en illusion om, at vi har råd til det hele. Nu står man så og siger: Jamen det var slet ikke det, der var situationen, og vismændene tager helt fejl i det, de har kritiseret for efterfølgende, nemlig at man ikke førte en dæmpet politik. Det kan man jo ikke forvente at man i ansvarlige kredse, hvor man er med til at forbruge offentlige penge, skal følge, når statsministeren beder om, at man sætter mere kul på kedlen.

Den nuværende statsminister ønskede en illustration af, hvor det billede kom fra. Nu har jeg her fortalt om den episode, som for mig var med til at illustrere, at der ikke var meget ansvarlighed omkring økonomien.

Så er der en kort bemærkning fra hr. Kristian Jensen.

Jeg kan sådan set godt forstå, at hr. Orla Hav ikke har lyst til at tage ansvar for sine partikollegers gøren og laden på Christiansborg, men det er nu engang sådan, at man, når man står som ordfører for et parti, må tage stilling og tage ansvar ud fra, hvad der er blevet sagt.

Jeg skal bare høre, om den kritik, der nu er af, at den nuværende statsminister og den tidligere statsminister skulle have brugt for mange penge, stemmer overens med den kritik, der har været fra hr. Orla Havs partifælle, fru Mette Frederiksen, om, at der er blevet brugt alt for få penge. Hvad er egentlig Socialdemokratiets vurdering af regeringens politik i 2005, 2006, 2007 og 2008? Brugte man for mange penge, eller brugte man for få penge?

Ordføreren.

Det kommer jo helt an på, hvilke områder vi taler om. Jeg taler om den situation, at vi havde løftet en opgave på fuld forsvarlig vis og derefter får at vide af landets statsminister, at vi faktisk har brugt for få penge. I den situation er det ganske svært at forstå, at der var mulighed for at føre en politik, der var anticyklisk, når alle vismændene i dag siger, at det var det, der ville have været klogt at gøre på det tidspunkt.

Jeg havde jo ikke relationer til det her hus på det tidspunkt, så jeg kan ikke gøre rede for det på den måde, men jeg kan gøre rede for det ud fra den verden, som jeg befandt mig i på det tidspunkt, og der er det sådan, at en stor del af de penge, som det offentlige stillede til rådighed, trods alt omsattes. Så synes jeg ikke, det er særlig klædeligt, at man går ud og omgør de løsninger, som man møjsommeligt har fået stillet på benene til gavn og glæde for borgerne.

Hr. Kristian Jensen.

Jeg skal ikke forsøge at belære nogen om noget, som hr. Orla Hav lige før forsøgte at belære statsministeren om noget. Jeg vil bare informere om, at det, når vi snakker om, at en politik kan være anticyklisk, sådan set er ligegyldigt, hvor man har brugt pengene henne. Så det kan ikke passe, når hr. Orla Hav siger, at man har brugt for mange penge et sted og for få penge et andet sted.

Jeg vil gerne vide, om Socialdemokratiet synes, at regeringen i 2005, 2006, 2007 og 2008 brugte for mange penge, så man dermed lægger afstand til alt, hvad der er blevet sagt omkring nedskæringer og andet, eller om Socialdemokratiet synes, at man brugte for få penge?

Ordføreren.

Jeg forholder mig ikke til, hvordan meldingerne har været på Christiansborg på det tidspunkt. Jeg forholder mig til, hvad det var for en stemning, landets daværende statsminister skabte om, hvad der var muligt at gøre i det her samfund. Det er klart, at det præger befolkningens opfattelse af, hvad der kan lade sig gøre, og det præger også opfattelsen af, hvad der kan lade sig gøre i kommunalbestyrelser og inde på Christiansborg.

Så siger vi tak til hr. Orla Hav i anden omgang. Så er det hr. Steen Gade i anden runde.

Hr. Orla Hav kunne måske også lige have nævnt den tidligere finansminister, men det har jo ikke noget med sagen at gøre.

Når jeg har taget ordet, er det, fordi jeg blev lidt irriteret – det skal man måske ikke blive – på statsministeren, som i sin sidste replik var i gang med at sige noget om en reduktion på 30.000 t kvælstof osv. Det har oppositionen faktisk aldrig fremført i forhandlinger med regeringen. Det ved jeg faktisk, for jeg forhandlede på oppositionens vegne, og det er aldrig fremført i forhandlingerne, da vi forhandlede om »Grøn Vækst«. Det, der er meldingen fra oppositionen, er, at vi vil bestræbe os på at nå de 19.000 t i 2015. Det er det samme, som regeringen meldte ud for 3 uger siden, men hvor regeringen så senere har skiftet standpunkt.

Det tal, som statsministeren har i hovedet, kommer af, at da de 19.000 t blev meldt ud, var der en række udtalelser fra embedsmænd i Miljøministeriet, som på regeringens vegne sagde, at man dermed nok kunne nå de to tredjedele af det samlede tal, som skal nås i 2027. Det er bare for at informere statsministeren om, hvordan sagen er. Og så er der ingen grund til, synes jeg i hvert fald, at man på en måde stiller noget op, som der ikke er hold i i virkeligheden.

Ellers vil jeg til sidst sige, at jeg egentlig er enig med statsministeren i det der med de unødige skel. Jeg er faktisk helt enig i det, statsministeren sagde, nemlig at der ikke kan være nogen partier, der har patent på at ville satse på velfærdsteknologier og har patent på, at vi skal satse på energi og klima, at vi skal satse på vandområdet, som er et stort og potentielt vækstområde, og at vi skal bruge vores indkøbspolitik innovativt.

Det er faktisk heller ikke derfor, at SF har spillet ud med det. Det er, fordi vi føler og kan mærke, at der er et enormt behov i det danske samfund, for at vi får gjort det her. Og hvis regeringen på nogle punkter er ved at blive overbevist om, at det her faktisk er en linje, vi skal arbejde videre med, kan der jo være kommet noget godt ud af en debat, der ellers indimellem har været mere konfrontatorisk, end jeg synes den skal være, fordi det vigtigste problem, vi står over for, er, hvordan vi får skabt nogle nye arbejdspladser i fremtiden.

Tak til hr. Steen Gade. Så er det hr. Morten Østergaard som ordfører i anden runde.

Jeg synes, der er to grunde til at tage ordet igen. Den første er, at der jo kun er mulighed for at få to korte bemærkninger, når statsministeren har ordet, og jeg synes ikke helt, jeg fik afsluttet debatten om, hvordan den økonomiske politik har været de sidste 10 år.

Virkeligheden er jo, at selv om statsministeren ikke bryder sig om at høre det, står V, K og O til regnskab for den tid, der er gået, og selv om vi har fået en ny statsminister, er det jo den samme regering og det samme flertal, som ikke kan løbe fra, at nationalbankdirektøren eksempelvis har karakteriseret den økonomiske politik i tiden op til den økonomiske krise som værende uden økonomisk fundament, fordi den var konjunkturmedløbende i stedet for at være dæmpende. Det har gjort, at krisen har ramt os hårdere end andre lande. Det er en medvirkende årsag til, at vores vækst i de sidste 3 år har været i bundklasse, når vi kigger på det globalt, og det er medvirkende til de store, store udfordringer, vi står over for.

Når man ikke er klar til at tage ansvaret for arv og gæld, om jeg så må sige, og ikke er klar til at vedstå sig, at konkurrenceevnen løbende og gradvis er blevet svækket hele tiden, mens regeringen har haft magten, og at holdbarheden, som var intakt, da man overtog, aldrig har været det i den tid, hvor VK har siddet i regering, ja, så er det jo, at det er vanskeligt at fæste lid til, at man så nu har set lyset, og at man nu, hvor man pludselig indser, at der er underskud på de offentlige budgetter, så langt øjet rækker, for alvor vil magte at gøre noget ved det.

Vi kan også se, at selv om der et fælles forslag til vedtagelse i dag, dækker det jo ikke over nogen mulighed for at føre en fælles politik. Derfor må vi sige, at der nok er nødt til at være andre, der har ledelsen af landet, før der kan skabes grundlag for en plan i Folketinget, som hænger sammen, og som sikrer både holdbarhed i den økonomiske politik og råderum for, at vi kan investere helt nødvendigt i forskning og uddannelse, men også i nogle af de erhvervsstrategier, som vi har diskuteret i dag.

Det andet, jeg synes er væsentligt at få slået fast, og det er måske trods alt mere positivt, er, at jeg også er opløftet over statsministerens åbenlyse erkendelse af, at vi har en pointe blandt de partier, som peger på, at der er behov for, at også staten har en innovations- og erhvervspolitik, at der er behov for at fokusere målrettet på de styrkepositioner, vi har, og at det ikke er et spørgsmål om, at det betyder, at man generelt ønsker dårlige rammebetingelser for alle andre, hvis man vil vælge nogle områder, hvor der er mulighed for vækst.

Der vil jeg bare sige – og det er måske særligt til Venstres ordfører, men også til den konservative ordfører, der også gerne i avisspalterne går i rette med enhver virksomhedsleder, selv meget succesfulde erhvervsledere, der måtte mene noget andet – at jeg har fundet en kronik frem fra Politiken den 16. december 2010 under overskriften »Vi risikerer at gå i sort«. Den er skrevet af de administrerende direktører for Rambøll, H. Lundbeck, MT Højgaard, IBM, Terma, Danfoss, Juliana og Falck, altså virksomheder, der spænder vidt over service og produktion, rådgivning og den slags ting, helt forskellige typer af industrier eller brancher. Og hvad er det de siger? Det vil jeg tage fat i, for jeg mener sådan set, at havde de vidst, hvad fru Carina Christensen ville sige i dag eller skrive i avisen, havde de måske henvendt sig direkte til fru Carina Christensen. Lad mig citere:

»Det er en udbredt opfattelse, at innovation foregår i virksomhederne, hvorfor samfundets, politikernes og den offentlige sektors betydning for innovation begrænser sig til erhvervspolitiske støtteordninger.«

Og videre:

»Forestillingen om virksomheder som enlige øer, der til enhver tid klarer sig bedst med mindst muligt samspil med det offentlige, hører for de fleste fortiden til.«

Det er jo præcis det, der er pointen, når vi hævder, at erhvervslivet efterspørger, at vi fra Folketingets side og fra regeringens side har en klar innovationsstrategi, går ind på nogle områder og siger: Her vil vi satse, her sætter vi den offentlige sektor til rådighed med den enorme købekraft, vi har i et land, hvor den offentlige sektor udgør så stor en del, med den enorme udviklingskraft, vi har, fordi vi aftager nye ydelser, og med de enorme muligheder, vi har, fordi vi har en række udfordringer, vi skal løse, og som vi lige så godt kan løse med et erhvervspolitisk sigte som bare at løse dem sådan hen ad vejen og med skruer og møtrikker i stedet for at forsøge at sætte det ind i en erhvervspolitisk kontekst. Det er jo det, der er pointen.

Derfor er jeg også glad for, at statsministeren åbent erkender, at man selvfølgelig er nødt til at gøre det, og det var vel det, vi skulle forstå energiplanen i dag var et første skridt til. Men det kan jo ikke stå alene. Derfor må man også finde på andre områder, og det, der er problemet i dag, er, at de ordninger, vi har, er spredt for alle vinde, at det er småt hist og pist, og at det ikke er sat ind i en strategisk sammenhæng, der gør, at også virksomheder udefra kan se: Hvad er det, man satser på i Danmark, og hvorfor skal vi lægge vores udviklingsafdeling i Danmark og ikke et eller andet andet sted?

Det er det, der er så beklageligt, og derfor vil jeg simpelt hen gøre det, at jeg nu vil sende den her kronik – for den var fra Politiken, og det kan jo være, at hr. Peter Christensen og fru Carina Christensen derfor har overset den – til de to ordførere, fordi jeg tror, at de vil opleve, at der her er om ikke et nødråb så i hvert fald et opråb fra meget brede dele af erhvervslivet, som siger: I er simpelt hen på gal kurs, når I siger, at man ikke efterlyser en klar innovationsstrategi fra den offentlige sektor.

Der er en kort bemærkning fra hr. Kristian Jensen.

Jeg bad om ordet, fordi hr. Morten Østergaard gentog myten om, at SR-regeringen efterlod en holdbar økonomi. Jeg har genfundet den økonomiske plan, der hed Danmark 2010, den ligger på Finansministeriets hjemmeside, og enhver kan slå op på side 41, hvor der er en tabel 2.2 omkring ændring i arbejdsstyrken, der er en forudsætning for, at planen er holdbar. Er hr. Morten Østergaard bevidst om, at forudsætningen i den tabel 2.2 er nogle stigninger i arbejdsstyrken, der ikke er nogen konkrete løsningsforslag til? Er hr. Morten Østergaard uvidende om, at det er forudsætningen, eller misinformerer hr. Morten Østergaard Folketinget, når han siger, at det var en holdbar økonomi på det tidspunkt, hvor regeringen skiftede partikulør?

Ordføreren.

Det, mit udsagn tager udgangspunkt i, er de opgørelser, Finansministeriet foretager løbende i forbindelse med de økonomiske redegørelser og konvergensprogrammer og andet af den økonomiske holdbarhed. Hvis hr. Kristian Jensen vil have ulejlighed med at finde de tabeller, altså den faktiske økonomiske holdbarhed på de givne tidspunkter, vil han se, at da regeringen kom til, var der økonomisk holdbarhed. Den blev gradvis forværret indtil 2006, hvor velfærdsaftalen forbedrede den, og er siden da gradvis forværret igen. Det er virkeligheden, og det kan man ikke løbe fra.

Men det er rigtigt, at der var en 2010-plan, som havde nogle ambitiøse mål, som SR-regeringen jo så skulle have indfriet, hvis ikke ansvaret var blevet overladt til andre af vælgerne. Og det er jo også rigtigt, at regeringen har en 2015-plan, som man endnu ikke har levet op til. Forskellen er, at hr. Kristian Jensen og andre jo gav skattelettelser, i forventning om, at det råderum kunne man skaffe senere med reformer, og de reformer har vi jo stadig væk foran os, fordi man ikke har levet op til 2015-planen.

Hr. Kristian Jensen.

Jeg kan godt forstå, at det er et langt udenomssvar fra hr. Morten Østergaard. Jeg skal bare vide: Er hr. Morten Østergaard bevidst om, at 2010-planen var finansieret med et råderum på grund af en øget arbejdsstyrke, uden at der var konkrete bud på, hvordan den arbejdsstyrke skulle komme?

Ordføreren.

Det, som hr. Kristian Jensen spørger mig om, er, om jeg er bevidst om, at den 2010-plan, som regeringen arbejdede med, da man afleverede magten til VK i 2001, havde man ikke fuldt indfriet endnu. Ja, det er jeg bevidst om, ligesom regeringen har en 2015-plan, som man ikke har indfriet endnu, men det ændrer ikke på, at de politiske beslutninger og de holdbarhedsopgørelser, som Finansministeriet har lavet dengang og lavet i dag, helt uomtvisteligt viser, at holdbarheden er blevet gradvis forværret under VK. Den eneste gang, den er blevet bedre, er i forbindelse med velfærdsaftalen, og siden da er den blevet gradvis forværret igen.

Tak til hr. Morten Østergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger. Nå, er der bedt om det? Jeg har ikke noget stående. Nu kommer det her. Så er der også en kort bemærkning til ordføreren fra fru Carina Christensen.

Jamen jeg ville bare lige kvittere for, at hr. Morten Østergaard vil sende mig den her artikel. Den vil jeg glæde mig til at læse. Jeg tror sådan set ikke, at uenigheden er så stor, men jeg skal gerne læse den.

Jeg hæftede mig lidt ved, at den radikale ordfører sagde, at hvis vi skal have fremtidig vækst i det her land, kræver det en helt anden regering og en helt ny plan. Og det kan jeg så forstå er de planer fra den statsministerkandidat, som Det Radikale Venstre peger på, nemlig fru Helle Thorning-Schmidt.

Så vil jeg bare lige spørge: Er det »Fair Løsning«, som er planen? Og er det det her nye vækstudspil, som vi har set fra S og SF i dag, som jo primært baserer sig på fremtidig vækst i den offentlige sektor, der er det, der skal sikre Danmarks fremtid? Og er det den plan, som Det Radikale Venstre støtter?

Ordføreren.

Nu ville jeg ønske, at jeg havde haft min pc med herop, for så ville jeg have fundet frem til det blogindlæg, som fru Carina Christensen lagde på sin JP-blog, jeg tror det var her i går eller i forgårs, og som jeg tilfældigvis faldt over. Der sagde hun klart: Det kan jo ikke passe, at et parti – endda et parti, som er i regering – ikke kan udtrykke sine egne synspunkter. Og det var vist et svar på den kritik, som der har været af fru Carina Christensens eget parti for at have nogle synspunkter, som der ikke var hundrede procent dækning for hos Venstre og dermed i regeringen.

Det er jo rigtigt, at vi har uenigheder med Socialdemokraterne. Jeg vil jo foreslå alle partier i Folketinget, at man i forhold til den økonomiske politik lagde Det Radikale Venstres genopbygningsplan 2020 til grund for den. Vi er jo det eneste parti, der har præsteret en sådan en. Regeringen udsætter løbende sin 2020-plan. Vi håber, den kommer snart, jo før, jo bedre. Men vi har jo altså lagt en frem, og det er den politik, vi går til valg på, præcis ligesom jeg kunne læse, at fru Carina Christensen og Det Konservative Folkeparti har en række særstandpunkter i forhold til regeringspartneren, som man agter at gå til valg på. Og det er vel ikke anderledes for vores to partier?

Fru Carina Christensen.

Nej, det er det bestemt ikke. Jeg synes, at det er rigtig, rigtig fint, at Det Radikale Venstre har nogle selvstændige holdninger. Det har jeg hørt de har i forbindelse med »Fair Løsning«, hvorom de har sagt, at de synes, at det er en forfærdelig plan, som Socialdemokraterne og SF har præsenteret, og at den kan de slet ikke stå inde for. Det synes jeg er et godt synspunkt. Det vil jeg gerne erklære mig helt enig i.

Det, jeg bare har efterlyst i dag, er: Hvad er den radikale holdning til det her nye såkaldte vækstudspil fra S og SF, som vi også synes er utrolig besynderligt, fordi det alene bygger på øget vækst i den offentlige sektor, et øget offentligt forbrug osv.? Det er helt anden andet end en vej, vi ønsker at gå.

Jeg synes ikke, at Det Radikale Venstre sagt, hvad de mener om den plan her i dag. De har i hvert fald ikke klart sagt fra over for den, tværtimod har de sagt, at der er brug for en ny plan. Og så må man tro, at det, Det Radikale Venstre også ønsker, bare er en større offentlig sektor, og at vi bare skal gøre, som SF sagde lige før, nemlig kræve, at det offentlige køber dyrere ind osv.

Vi synes jo, at der er en frygtelig plan. Vi har klart i dag sagt, at vi ikke tror på, at man skal gå den her vej med en pick the winner-strategi. Det sagde et samlet erhvervsliv også på en stor vækstkonference her i dag. Og jeg spørger helt uskyldigt: Hvad mener Det Radikale Venstre? Synes Det Radikale Venstre, at det er den vej, vi skal gå?

Ordføreren.

Nå, det tror jeg også at jeg svarede på i første runde. Jeg synes, at der er mange sammenfald mellem det, SF har lagt frem her for nylig, og det, Det Radikale Venstre lagde frem allerede på vores sommergruppemøde i august 2010 under overskriften »Vækst der virker«. Vores vækstpolitik er baseret på reformer, som skaffer mere arbejde, men også et råderum til investeringer i uddannelse og forskning. Hvis jeg sådan set udefra skal forsøge at finde en forskel, vil jeg sige, at jeg tror, at vi har skabt skaffet et råderum til større investeringer i uddannelse og forskning end det, S og SF kan præstere. Og det må man så forhandle om. Men det står i kontrast til de besparelser, som regeringen har gennemført på uddannelses- og forskningsområdet.

Endelig – og det er jo så der, hvor man kan se et klart sammenfald – er der en national innovationsstrategi, som lever op til det, som de her administrerende direktører, jeg nævnte før i den artikel, som fru Carina Christensen så kan muntre sig med efterfølgende, efterlyser , nemlig et klart signal fra politisk side om, at man vil bruge den store offentlige købekraft, ikke nødvendigvis en større offentlig købekraft, men den store offentlige købekraft, vi har, i innovationens tjeneste. Og det er jo det, man nu har svigtet i 10 år.

Tak til hr. Morten Østergaard. Der er ikke flere korte bemærkninger.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet; det er der ingen, der beder om. Så er forhandlingen sluttet. Vi siger også her tak til statsministeren.

Hermed er forespørgslen sluttet.

Det første punkt på dagsordenen er:

1) Fortsættelse af forespørgsel nr. F 11 [afstemning]:

Forespørgsel til statsministeren om Danmarks fremtid.

Af Line Barfod (EL) m.fl.

(Anmeldelse 25.11.2010. Fremme 30.11.2010. Første del af forespørgslen (forhandlingen) 24.02.2011. Forslag til vedtagelse nr. V 27 af Orla Hav (S), Steen Gade (SF), Morten Østergaard (RV), Per Clausen (EL) og Christian H. Hansen (UFG). Forslag til vedtagelse nr. V 26 af Peter Christensen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Carina Christensen (KF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Per Ørum Jørgensen (KD)).

Forhandlingen er sluttet, og her drejer det sig om at stemme om de fremsatte forslag til vedtagelse. Der foreligger to forslag.

Der stemmes først om forslag til vedtagelse nr. 26 af Peter Christensen (V), Kristian Thulesen Dahl (DF), Carina Christensen (KF), Simon Emil Ammitzbøll (LA) og Per Ørum Jørgensen (KD), og der kan stemmes.

Afstemningen slutter.

For stemte 60 (V, DF, KF, LA og KD), imod stemte 49 (S, SF, RV, EL og Christian H. Hansen (UFG)), hverken for eller imod stemte 0.

Forslag til vedtagelse nr. V 26 er vedtaget.

Herefter er forslag til vedtagelse nr. V 27 af Orla Hav (S), Steen Gade (SF), Morten Østergaard (RV), Per Clausen (EL) og Christian H. Hansen (UFG) bortfaldet.

Hermed er forespørgslen afsluttet.