Jeg synes, at det har været en rigtig spændende debat.
Jeg havde sådan set forventet, at en række ordførere – også ud over Venstres ordfører – med sikkerhed i stemmen ville sige, at Enhedslisten har uret.
Selvfølgelig er de beslutninger, der er truffet om biobrændstof og bæredygtighed i EU og i det danske Folketing af en sådan kvalitet, at vi i hvert fald er sikre på, at det at gå over til de former for biobrændstof sikrer en reduktion i CO
2
-udslippet i forhold til at fortsætte med at bruge de fossile brændstoffer.
Hvis man lyttede til debatten i dag, ville man sige, at det var der ikke ret mange der vovede sig ud i.
I stedet fik vi den forklaring, at man havde kæmpet for, at tingene skulle blive bedre.
Det var lykkedes.
Det var blevet lidt bedre, end det ellers var blevet, men det var ikke blevet godt nok.
Så blev det vedtaget i EU, og for at få indflydelse på den videre proces i EU er man så også nødt til at vedtage det i Danmark.
Det er sådan en lidt bemærkelsesværdig logik, der jo må føre til, at partier, der har det standpunkt, aldrig kan stemme imod lovforslag her i Folketinget, fordi man, hvis man stemmer imod, har sat sig uden for indflydelse.
Jeg tror ikke meget på det.
Altså, Enhedslistens grundsynspunkt i den her sag har været, at vi ivrigt deltog i debatten om bæredygtighedskriterierne, da de var oppe både i Folketingets Miljøudvalg og Europaudvalget, forud for at man lagde sig fast på, hvordan kriterierne skulle være i EU.
Vi var såmænd langt hen ad vejen meget enige i de krav, som blev rejst fra den daværende klimaministers side.
Der var en meget klar enighed med hende i, at det var af afgørende betydning, at vi også fik den såkaldte forskydningseffekt med, at det altså sådan set var afgørende for, om man overhovedet kunne tale om nogen bæredygtighedskriterier, som havde nogen som helst sikkerhed for at sikre, at der var tale om bæredygtighed.
Afslutningen på det blev, at det ikke kom med.
Alligevel vedtog man så i EU og efterfølgende i det danske Folketing, at man altså skulle gennemføre den her omstillingsproces, hvor man inddrager mere og mere biobrændstof i de kommende år frem til 2020.
Det, der er det rigtig ærgerlige her, er jo, at hvis man skal gøre noget, som kan skabe skepsis i befolkningen, er det måske at vedtage, at man sætter gang i en proces, der ikke har den effekt, man hævder den har.
Det er jo ikke godt, hvis folk opfatter, at al snak om grøn benzin og biobrændstof osv.
er fup og fidus, fordi de undersøgelser, der bliver lavet, viser, at man ikke opnår den effekt, man ønsker.
Det er såmænd anledningen til, at vi har fremsat det her forslag om, at man tager en tænkepause, nemlig at vi ikke synes, at det, der sker på det her område, er tilfredsstillende og fornuftigt.
Hr.
Per Dalgaard var inde på, at vi havde citeret fra Ingeniøren, og det er ganske rigtigt.
Det skal man selvfølgelig gøre med omhu, men i den her sag mente vi altså faktisk, at det fremgik af den historie, Ingeniøren havde, at der også på EU-plan var en åbenhjertig debat om, hvorvidt det her overhovedet gavnede klimaet eller ej.
Der var også en lang række diskussioner, som tydede på, at i hvert fald nogle forskere mente, at man nok rettede lidt rigeligt i konklusionerne i forhold til det, som man synes var en retvisende tolkning af deres forskningsresultater for at nå frem til det resultat, som man selvfølgelig gerne i EU vil nå frem til, nemlig at det, man gør, gavner.
Det synes vi faktisk var en vigtig pointe, og jeg vil da også understrege, at der så efterfølgende kom en undersøgelse gennemført af Mellemfolkeligt Samvirke, Greenpeace og NOAH, og den giver ikke hr.
Per Dalgaard samme tryghedsfornemmelse som embedsmænd i EU-systemet.
Det skal jeg jo ikke kunne gøre så meget ved.
Men jeg vil bare sige, at når man der laver en rapport, hvor man faktisk baserer sig på, ikke hvad man selv tror der vil ske, men på, hvad landene indberetter om, hvilke biobrændstoffer de har tænkt sig at anvende, og konstaterer, at trods megen snak er det formentlig sådan, at over 90 pct.
vil blive baseret på førstegenerationsbiobrændstoffer, og man også konstaterer, at hvis man bruger de metoder, som også er blevet brugt af de forskere, som bliver brugt af EU, og de metoder, der bliver brugt der, så bliver resultatet af det her ikke positivt for CO
2
-udslippet, men negativt, så synes vi måske, at det kunne være meget fornuftigt og meget passende at tage en diskussion af, om ikke vi burde rulle de beslutninger, der var truffet, tilbage.
Altså, man kan sige, at vi genfremsætter vores beslutningsforslag, men vi genfremsætter det jo, på baggrund af at der er kommet nye informationer frem, som ikke – i hvert fald på nogen som helst måde – bekræfter de forventninger, man kunne have om, at det her ved anvendelse af biobrændstoffer på en eller anden måde skulle være positivt.
Man har også diskuteret det i EU.
Det er jo også fremgået af det, som ministeren har sagt i dag, at man har lavet nogle foreløbige rapporter, hvoraf det fremgår, at det nok er et problem.
Det, man så er i færd med nu at gøre sig nogle overvejelser om, fordi man ikke rigtig ved, hvordan man skal håndtere det med forskydelseseffekten, er, hvilke handlemuligheder man synes at man skal tage i anvendelse.
Der bliver diskussionen selvfølgelig vigtig.
Jeg vil gerne sige, at den diskussion jo eksisterer, ganske uanset om Enhedslistens forslag bliver vedtaget eller ikke bliver vedtaget, for den diskussion kommer vi til at tage stilling til, når der kommer – og det går vi ud fra at der gør – et udspil fra EU.
Man kan vel ikke igangsætte en omlægning af energiforbruget i Europa ved hjælp af EU-direktiver og så love, at der vil komme bæredygtighedskriterier, og også love, at man vil inddrage en diskussion om nogle bestemte bæredygtighedskriterier, og så ikke komme med dem.
Så der må vel komme et udspil, går jeg ud fra, i løbet af dette år, som vi kan tage stilling til.
Der bliver det selvfølgelig vigtigt og spændende og interessant, hvad vi kan nå frem til, i forhold til hvilke kriterier EU lægger sig fast på.
I den sammenhæng bliver det naturligvis også vigtigt og interessant, om vi kan få en diskussion om, hvilke frihedsgrader det enkelte medlemsland af EU kan få i forhold til at vælge nogle kriterier, der er skrappere.
Det er jo et af vores synspunkter i forhold til EU, nemlig at der i de tilfælde, hvor man lægger sig fast på nogle bæredygtighedskriterier osv., skal være mulighed for, at det enkelte medlemsland af EU kan vælge nogle skrappere bæredygtighedskriterier.
Jeg forstod det i al fald på den måde, at der i hvert fald hos de øvrige oppositionspartier er en holdning om, at det kunne være en rigtig, rigtig fornuftig løsning.
Det bliver selvfølgelig mere eller mindre nødvendigt, afhængigt af hvilke kriterier og bæredygtighedskriterier EU når frem til, men på baggrund af det forløb, der har været indtil nu, er jeg ikke vældig optimistisk.
Jeg synes sådan set, at det burde være et problem, som vi alle sammen var enige om skulle tages meget alvorligt, når man er i den situation, at de kriterier, som man har lagt meget vægt på i forhold til vedtagelsen i EU om at satse på biobrændstoffer og vedtagelse i det danske Folketing om at satse på biobrændstoffer, ikke bliver opfyldt.
F.eks.
nævnte den tidligere klimaminister og nuværende klimakommissær, Connie Hedegaard, i efteråret i Politiken, at efter hendes opfattelse var det sådan, at en ikke uvæsentlig del af afskovningen i Amazonas hang sammen med den her fortrængningseffekt, og at det altså så er sådan, at der faktisk eksisterer et meget stort og meget reelt problem.
Derfor synes vi sådan set, at det, at man fortsætter med at satse på biobrændstoffer, så længe den udfordring ikke er løst på tilfredsstillende måde, er uacceptabelt, og derfor det her moratorium, som jeg kan forstå ikke har mange chancer for at blive vedtaget her i Folketinget.
Til gengæld håber vi da så på, at vi i den videre proces kan få omsat nogle af de gode ord, der er sagt i dag om, hvor alvorligt det her er, til at udøve et massivt pres på den danske regering og også i forhold til EU for at få truffet nogle bedre beslutninger, næste gang vi diskuterer det.