Det næste punkt på dagsordenen er:

17) 1. behandling af lovforslag nr. L 194:

Forslag til lov om ændring af lov om vejledning om uddannelse og erhverv samt forskellige andre love. (Vurdering af uddannelsesparathed, pligt til uddannelse, beskæftigelse m.v., afbureaukratisering m.v.).

Af undervisningsministeren (Tina Nedergaard).

(Fremsættelse 26.03.2010).

Forhandlingen er åbnet. Det er Venstres ordfører, fru Anne-Mette Winther Christiansen.

For at sikre en mere sammenhængende og holdbar indsats – med streg under holdbar indsats – i forbindelse med de unges muligheder for beskæftigelse og job lægges der i dette lovforslag op til, at vi styrker den tidlige kommunale indsats, og at vi får lavet et endnu bredere samarbejde mellem UU-vejledningen og beskæftigelsesområdet, men faktisk også mellem eleverne selv, forældrene og uddannelsesinstitutionerne generelt.

Lovforslagets primære sigte er derfor at hjælpe de unge, som ikke umiddelbart har forudsætningerne for at tage en uddannelse, og hjælpe dem godt på vej mod en uddannelse via en aktiv beskæftigelsesindsats. Og med det lovforslag her ligger der en række ændringer og initiativer, som pålægger kommunerne nye opgaver – det vedkender vi os gerne – men også placerer et større ansvar både hos den unge selv og hos forældrene. Og i en del af den samlede aftale for globaliseringsforliget, som blev indgået den 5. november sidste år, er der jo altså også mange gode tiltag. Og her vælger jeg så blot at nævne et par stykker af dem, der er med.

I aftalen ligger der jo bl.a., at alle unge har pligt til uddannelse, beskæftigelse eller anden aktivitet, og med en reel uddannelsesplan bliver der plads til både nuancer og individuelle forskelle og så en tilpasning ved at fokusere på uddannelse, men også på beskæftigelse og andre aktiviteter.

Kommunerne må desuden også med lovforslaget oprette forløb til unge, som ikke er parate til ungdomsuddannelse, altså f.eks. produktionsskoleforløb og andet, kunne jeg sige, for der kan laves mange forskellige tiltag.

Desuden kommer vurderingen af den unges uddannelsesparathed med ind, og den sker på baggrund af erfaringerne, som den enkelte elev har fra den afgivende skole og i samarbejde med UU-vejledningen. Vurderingen af uddannelsesparatheden skal være med til at mindske frafaldet og gøre det muligt at vejlede de unge til alternative tilbud i tide.

Derudover vil jeg også nævne vejledningen generelt, fordi vi med dette forslag ophæver kravet om, at der skal være vejledning i folkeskolen fra 6. klasse, ved at vi nu laver den individuelle vejledning i 7. klasse om til at være forbeholdt de elever, som har vanskeligt ved at vælge og tænke: Hvilken vej er jeg egentlig mest til, hvis jeg skulle vælge nu og sige, hvilken ungdomsuddannelse jeg skal i gang med?

De har et behov for at få en god vejledning af nogle, der har nogle erfaringer og ved noget om det, og som kender dem godt. Så vejledningen bliver altså ændret i kravet, ved at vi siger, at det ikke er et krav, at der er vejledning til alle elever i 6. klasse og opefter.

Vejledningen skal også indrettes mere fleksibelt i forhold til tid og sted. Det kan godt være nyttigt, at vi med det her lovforslag opretter en statslig e-vejledningsportal som supplement til den individuelle vejledning, hvor man sidder ansigt til ansigt med en person. For nogle kan nøjes med bare at få den viden, de skal bruge, ved at læse det på nettet, og derfor oprettes nu en statslig e-vejledningsportal som et redskab mere til en god vejledning.

Der er flere ting i lovforslaget. Det er rigtig godt, og det er virkelig det, vi har brug for. Mere fleksibilitet og individuel planlægning, det må være det, der er behov for derude for at få de sidste med. Så Venstre støtter det varmt.

Fru Nanna Westerby for en kort bemærkning.

Tak. Der er jo mange gode ting i det her lovforslag, og så er der også nogle ting, som er mindre gode, og som jeg synes er lidt selvmodsigende. For det her er jo et lovforslag, der, som titlen antyder, skal få flere unge i uddannelse og job, og så synes jeg, det er lidt selvmodsigende, at man med forslaget faktisk skærer ned på vejledningen og afprofessionaliserer den, som der er lagt op til. Og derfor vil jeg bare gerne høre ordføreren forklare, hvorfor man med det her lovforslag afprofessionaliserer vejledningen, sådan at de på ungdomsuddannelsesinstitutionerne simpelt hen helt kan droppe at have en decideret vejledningsindsats. Hvad er det, der er baggrunden for det, og hvorfor tror man, det vil sikre mere kvalitet? Det har jeg meget svært ved at forstå.

Ordføreren.

Der er sikret en vejledning af dem, som i folkeskolen starter med at udvise en usikker holdning: Hvor er jeg egentlig på vej hen? Hvem er jeg? Hvad interesserer jeg mig mest for? Hvis jeg nu skulle have min hobby som mit job, hvad er det så egentlig? De har brug for den vejledning, de kan få. Men der er jo også mange, som allerede ved, hvad de vil, som føler sig godt rustet, og hvad der eventuelt måtte mangle, er så lidt, at de sagtens selv kan finde ud af at finde det på nettet i anbefalinger og dermed få udredt, hvor de er på vej hen. Derfor er det nødvendigt at få ændret på, hvordan ressourcerne bruges, for vi er nødt til at gøre det mest optimalt, og vi må erkende, at vi kan gøre tingene smartere end det, vi gør nu. Derfor har vi foreslået – og det ligger i dette lovforslag – at det altså bliver med en fleksibel vejledning.

Fru Nanna Westerby.

Jeg synes ikke, ordføreren svarer på mit spørgsmål, for det her handler jo ikke om, at man målretter vejledningen. Det her handler om, at det ikke længere er sikret, at man kan opnå vejledning på sin uddannelsesinstitution, at det nu kan være, at man skal helt til et UU-center for at få vejledning. Det kan godt være, at man kan få socialrådgiverhjælp og psykologhjælp og alt muligt andet, men det er ikke sikkert, at man kan få vejledning på sin uddannelsesinstitution.

Derfor vil jeg bare høre ordføreren, hvorfor det at sørge for, at flere unge får en ungdomsuddannelse, betyder, at man ikke længere kan få vejledning på sin uddannelsesinstitution. Mener ordføreren ikke, det er vigtigt med nærhed i vejledningen, så man er sikret vejledning på sin uddannelse?

Ordføreren.

Når man når frem til sin ungdomsuddannelse, har man allerede kendt sin vejleder i rigtig mange år, for man starter med at få vejledning i folkeskolen, og det er vejledningen i UU-centeret, der bærer en igennem, til man er 25 år. De kender til, hvor man er, og ved, hvordan de kan støtte, og er en elev ved at droppe ud fra et sted, er de også klar til at fange vedkommende ind og hjælpe med at finde nye veje. Derfor er der altså det netværk, der skal til, og det er fint nok, at lederen på uddannelsen siger, at der altså er en her, de har brug for noget hjælp til, og så kommer UU-centeret med det samme. Og ellers er der også en hurtig kontakt fra UU-centeret til den enkelte unge, hvis der er behov for det. Vi skal ikke gøre det mere svært, end det er, for der er nu sikret, at der er ressourcer til det her system, som er beskrevet i lovforslaget, og derfor synes jeg, det er den helt rigtige måde at gøre det på.

Der er ikke flere korte bemærkninger. Tak til ordføreren. Så er det Socialdemokraternes ordfører, fru Christine Antorini.

Det her lovforslag er også et led i den samlede ungepakke, som Socialdemokraterne som forligspartner støtter.

Det er rigtigt, som Venstres ordfører sagde, at der er en række gode og vigtige elementer, som dels viderefører mange af de initiativer, der blev taget for at styrke erhvervsskoleområdet med tidligere globaliseringsaftaler, dels går ind specifikt og følger op i forhold til uddannelsesplaner for unge mellem 15 og 17 år, så de har en vifte af muligheder, alt efter hvad der vil være den bedste vej for dem, hvis de skal starte med en positiv uddannelsesoplevelse, hvor det er mødet med den rigtige uddannelsesvej, man får fra starten, uanset om det er en virksomhedspraktik, mentorordning, en produktionsskole, en ungdomsskole eller andet, kombineret med bl.a. en effektiv vejledning.

Vi synes, det er utrolig vigtigt med de præciseringer og ændringer, der kommer med det her lovforslag, fordi det betyder, at vi får lukket det gab, som vi desværre ser i øjeblikket, hvor der er for mange unge, der falder ud i overgangen mellem folkeskolen og ungdomsuddannelsen, ikke fordi de ikke starter på en ungdomsuddannelse, for det gør de fleste, men fordi de falder fra og der ikke har været tilstrækkelige redskaber til at samle dem op. Det er også det, der er forudsætningen for det, som vi synes er hele visionen på ungdomsuddannelsesområdet, nemlig at unge både skal have en folkeskoleuddannelse og en ungdomsuddannelse, og at vi på sigt derfor vil være parate til at kunne hæve uddannelsespligten til 13 år i stedet for 10 år, som den er nu, fordi vi ved, at det er det, at man har folkeskolen og en ungdomsuddannelse, der giver flest chancer i livet og flest chancer på arbejdsmarkedet.

Men der er også nogle skønhedspletter i det her lovforslag, og det vil jeg vælge at fokusere på her, fordi vi håber, at vi kan få noget afklaring i udvalgsbehandlingen. Jeg håber også, at ministeren vil gå ind og adressere nogle af de drøftelser, som der har været i forligskredsen, om de skønhedspletter, der er.

Den første, vi vil pege på fra Socialdemokraternes side, er, at der er en diskussion om det, der hedder uddannelsesparathed. Det er sådan, at vi har fået en række henvendelser fra bl.a. LO, Danske Erhvervsskoler, DA, Ungdommens Uddannelsesvejledning forskellige steder og senest også fra Danmarks Vejlederforening. I virkeligheden er de meget positive over for de initiativer, der bliver taget, for at have en mere systematisk opfølgning og en positiv start for unge, der måske ikke lige kan gå den slagne vej f.eks. til en erhvervsuddannelse. Men det, de peger på, er, at det er utrolig vigtigt, når man skal vurdere uddannelsesparathed, at det sker i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne, og det vil ofte være erhvervsskolerne.

Det andet, som de peger på, er, at når man skal snakke uddannelsesparathed, skal man være konkret i forhold til den gruppe af unge, vi taler om her. Det er nemlig sådan, at hvis man ønsker at gå erhvervsskolevejen, er det ikke ligesom i gymnasiet, hvor der er nogle få gymnasiale retninger. Nej, her skal man faktisk tage stilling til, at der findes 107 forskellige uddannelser, man kan tage via erhvervsskolevejen. Den her gruppe unge har altså brug for at blive vejledt konkret og ikke generelt.

Det er noget, vi har rejst over for ministeren, men desværre har ministeren ikke været villig til overhovedet at drøfte en præcisering – ministeren har mulighed for at kommentere det, når ministeren kommer på talerstolen – og har ikke ønsket at kigge på, hvordan man kunne gøre det mere præcist, men har ønsket den generelle vejledning. Det synes vi er ærgerligt, og derfor er det også noget, som vi vil forfølge i udvalgsarbejdet. Vi mener faktisk, det er vigtigt i forhold til at få alle unge med.

Så har der været en kritik af omlægningen fra gennemførelsesvejledning til fastholdelsesvejledning. Det, der er afgørende for os, er, at der bliver peget på, at det er den overlappende vejledning, der bliver fjernet. Det er noget af det, vi vil forfølge i udvalgsarbejdet, så vi er sikre på, at det er den overlappende vejledning, der bliver fjernet, for hele målet med det her er jo at styrke vejledningen. Der bliver samlet set givet flere penge til vejledning, og det er sådan, hvad vi også synes er en god idé, at der sker en omprioritering, så der i højere grad sker en vejledning til dem, der har særlige behov, og så der i højere grad bliver nogle muligheder, især igennem e-vejledning, for dem, som selv kan finde informationen. Det er godt med det sociale profilskifte, så vi giver mest vejledning til dem, der har brug for den.

Men det, der er afgørende, er jo, at der rent faktisk ikke sker en nedprioritering af vejledningen, og det er der jo en udbredt bekymring for, som vi også kan se i de høringssvar, som ligger til det her lovforslag. Der håber vi at vi i udvalgsarbejdet kan få præciseret, at det ikke er en nedprioritering, men en omlægning, og at det er den overlappende vejledning, der fjernes.

Der er været rejst en bekymring om, at man fjerner uddannelseskravet, og der vil vi godt understrege, at det er præciseret i bemærkningerne, at uddannelseskravet ikke er fjernet. Men bekymringen er der jo stadig, og derfor er en af de ting, som vi i Socialdemokratiet vil lægge meget vægt på i udvalgsarbejdet, at der ikke er nogen tvivl om, at det stadig væk skal være uddannede vejledere, hvilket vi har lavet en reform om.

Vi synes i øvrigt, det er en god idé, at der også er andre typer af uddannede vejledere. Hvis profilen er, at der er behov for, at man kan få vejledning og rådgivning af en psykolog, en socialrådgiver eller andet, skal der selvfølgelig også være plads til det på ungdomsuddannelserne. Vi ved jo, at der er rigtig gode erfaringer i ungdomsuddannelsesmiljøerne med den rette type vejledning, som ikke kun er studievejledning, men også handler om nogle af de andre fagligheder.

Endelig har vi en lille bekymring i forhold til uddannelsespraktikken i 8. klasse. Det er jo et smaddergodt initiativ, men det bliver ændret til, at man ikke skal i uddannelsespraktik, f.eks. på en erhvervsskole for at snuse til et erhvervsuddannelsesmiljø, men at man kan komme i uddannelsespraktik. Vi vil godt sige, at vi synes, at den uddannelsespraktik er utrolig vigtig, og det er også præciseret i bemærkningerne, at hovedparten af de unge skal komme i en erhvervspraktik på et uddannelsessted, fordi det er det, der åbner øjnene for, at erhvervsuddannelsesvejen er mindst lige så attraktiv som den gymnasiale vej.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører, hr. Bent Bøgsted.

Det her er den store pakke i forbindelse med at hjælpe de unge med at komme i uddannelse. Jeg skal her lige beklage, at vores ordfører, fru Marlene Harpsøe, ikke selv kunne tage ordførertalen i dag. Men vi er selvfølgelig også meget villige til at se på spørgsmålet i forbindelse med udvalgsarbejdet.

Forslaget er jo en del af den store aftale, og det går ud på, at alle 15-17-årige gerne skal følge deres uddannelsesplan. Det skulle jo gerne være sådan, at vi får de unge videre i systemet, at vi får dem ud på arbejdsmarkedet, og derfor ser vi i Dansk Folkeparti også det her som et markant tiltag til at give et løft til, at vi kan få 95 pct. af de unge til at tage en uddannelse. Samtidig er det også et redskab, i forbindelse med at vi skal sikre, at de unge får et arbejde, at vi får mindsket ungdomsarbejdsløsheden. Så det er nogle rigtig gode tiltag, der er gjort her.

De unge skal også have deres uddannelsesparathed vurderet, og i den forbindelse hørte vi så lige fru Christine Antorini fortælle om, at der har været henvendelser. Jeg har også fået henvendelser fra DA om det her problem. Man kan selvfølgelig diskutere, hvad man skal vurdere i forbindelse med uddannelsesparathed. Er det, at de er parat til at tage en bestemt uddannelse, f.eks. som SOSU-assistent, eller er det en vurdering af, at de er parat til at gå videre til en faglig uddannelse? Det er det, man altid kan diskutere, og vi er selvfølgelig også i forbindelse med udvalgsarbejdet villige til at drøfte, hvilke problemstillinger der kan være der. For når der kommer henvendelser, skal vi selvfølgelig tage dem alvorligt. Men hvad det er, vi vil have, er vi selvfølgelig klar til at diskutere i udvalgsarbejdet.

I forbindelse med de unge, der skal videre, skal der også etableres tilbud til de 15-17-årige. Her skal kommunen ind og kigge på, hvordan de kan hjælpe de unge videre, der ikke rigtig kan finde ud af, hvad de vil. De kan komme i noget virksomhedspraktik, der er kommet bedre mentorordninger, og kommunerne kan trække på alle de eksisterende tilbud, f.eks. produktionsskoler, erhvervsgrunduddannelser og ungdomsskoler. Der er rigtig mange muligheder for at få de unge videre, bare man bruger de rigtige instrumenter og finder ud af, hvad de unge kan klare i den forbindelse.

Der ligger også en omprioritering og afbureaukratisering af vejledningsindsatsen. Vi må jo erkende, at der har været og er mange bureaukratiske tiltag i uddannelsessystemet, som der kan gøres noget ved, og jeg er også sikker på, at det er det, ministeren gerne vil i den her forbindelse. Der bliver etableret og indført en øget anvendelse af e-vejledning, hvilket også er et skridt i den rigtige retning. Så på den måde forenkles mulighederne for at vejlede de unge på den rigtige måde.

Der skal også laves en strategi for fastholdelse af elever og studerende. Det skulle nødig være sådan, at vi ser, at de dropper ud midtvejs igennem forløbet, fordi de har valgt forkert. Det hænger jo sammen med den vejledende uddannelsesplan, som de skal have, for at de kan klare at få en uddannelse. Kommunerne får så større frihed til lokalt at tilrettelægge indsatsen og målrette den mod de unge med de største behov.

Så alt i alt synes vi i Dansk Folkeparti, at det her er nogle rigtig gode tiltag. Der kan selvfølgelig være spørgsmål, der skal afklares. Jeg kan høre, at der allerede er spørgsmål, der skal afklares i udvalget, men vi skal se det som en del af den indsats, der skal til for at løfte de unge op, og så 95 pct. af de unge får en uddannelse, så de unge kan komme ud på arbejdsmarkedet. Men det er også et tiltag, der gør, at vi får bedre muligheder for at sikre, at de unge også kan klare sig på arbejdsmarkedet, og at vi kan få sænket ungdomsarbejdsløsheden.

Så Dansk Folkeparti støtter forslaget varmt, og vi ser frem til udvalgsarbejdet.

Tak til ordføreren. Derefter er det SF's ordfører, fru Nanna Westerby.

Forslaget, som vi behandler nu, indeholder rigtig mange elementer, som SF længe har efterlyst. Jeg vil starte med at sige noget om de rigtig gode elementer i det her forslag, de ting, der gør, at SF ud fra en samlet betragtning vil stemme for forslaget.

For det første kommer der nu en vurdering af uddannelsesparathed. Det foreslog vi i SF for første gang for næsten halvandet år siden. Der kaldte vi det håndfast vejledning, og det synes jeg indkapsler det her forslag rigtig godt, for der er elever, der ikke er klar til at starte på hverken gymnasiet eller en erhvervsuddannelse lige efter folkeskolen, men skal runde nogle andre tilbud, inden de kan tage en ungdomsuddannelse, eller som skal tage en ungdomsuddannelse ad en anden vej.

Et andet godt forslag, der ligger i det her, handler om, at der nu kommer en forpligtelse for kommunerne til at skulle levere uddannelsestilbud, også til de unge, der ikke lige kan starte på en ordinær ungdomsuddannelse. I dag skal kommunerne stå for vejledningen, men de er ikke forpligtede til at levere tilbud. Det foreslog vi i SF også i vores finanslovudspil, som vi fremlagde sidste sommer, for der går alt for ofte kassetænkning i det, også i kommunerne, og så havner den unge imellem flere forskellige stole uden et reelt uddannelsestilbud, og derfor er det rigtig godt, at der kommer en ansvarsplacering her.

Lovforslaget kommer også til at sikre, at Ungdommens Uddannelsesvejledning, UU-centrene, skal følge den unge helt tæt i overgangen mellem folkeskole og ungdomsuddannelse, hvor der er rigtig mange, som jo glider ud af uddannelsessystemet, og der bliver lavet et tæt samarbejde mellem kommunerne og ungdomsuddannelsesinstitutionerne. Det er også noget af det, som vi er virkelig glade for i det her forslag.

Så synes vi altså også, at der er nogle ret store torne i forslaget, og dem bliver jeg også nødt til at sige noget om. Den allerstørste handler, som vi også har været inde på, om vejledningen på ungdomsuddannelserne – gennemførelsesvejledningen. Det er den, jeg vil sige mest om.

Det bliver med lovforslaget foreslået, at vejledningen på ungdomsuddannelserne, gennemførelsesvejledningen, skal erstattes af en mere udefineret fastholdelsesindsats. Dermed kan professionelle vejledere også erstattes af psykologer eller af socialrådgivere eller af en helt tredje faggruppe. Det risikerer altså at give nogle problematiske konsekvenser, for selv om psykologer kan være rigtig gode at have tilknyttet en uddannelsesinstitution, så kan de ikke bare erstatte vejledere. De har en helt anden faglighed. Eller, som Dansk Erhverv skriver i deres høringssvar, så kan uddannelses- og erhvervsvejledning altså ikke altid bare erstattes af fastholdelsesarbejde.

På den måde synes jeg, at det her tiltag omkring gennemførelsesvejledningen indeholder et fokusskifte. I rigtig mange år har vi talt om, at vi skulle have mere professionelle vejledere, at de skulle have en vejlederuddannelse, og så går man nu over i den anden grøft og slækker på kravene. Det betyder, at man på skolen kan få psykologhjælp, men hvis man skal have vejledning, så kan man risikere at skulle til UU-centeret eller til studievalgscenteret. Det er vi altså uenige i i SF. Vi har på rigtig mange måder individualiseret vores uddannelsessystem, vi har moderniseret det, vi har skabt flere muligheder og flere toninger, og med det her lovforslag kommer der endnu flere skræddersyede tilbud til den enkelte.

Derfor synes jeg altså også, det er vigtigt, at man har adgangen til vejledning tæt på, for der er nogle elever, der har brug for nærhed, en tæt voksenkontakt og nogle trygge rammer også omkring vejledningen.

Så SF er altså helt klart imod den del, som handler om afprofessionalisering og afregulering af gennemførelsesvejledningen. Især når det så er kombineret med en besparelse på 35 mio. kr., kan man jo undre sig over, når man gennemfører en pakke, der skal få flere unge i uddannelse og job, at man så også gennemfører besparelser. Men summa summarum: Uanset at vi stemmer for det samlede lovforslag i dag, så vil vi altså fortsætte med at arbejde for en professionalisering af vejledningen, det skal i hvert fald stå helt klart.

Den anden torn, jeg lige vil nå at nævne, er udformningen af den vurdering af uddannelsesparathed, som nu skal foretages. Undervisningsministeriet har i høringsnotatet lagt op til, at der bare skal ske en generel vurdering, der gælder alle erhvervsuddannelser, men der er altså 120 erhvervsuddannelser, og de er meget forskellige og kræver rigtig forskellige kompetencer. Så man burde nok et sted overveje, om den vurdering ikke skulle være mere specifik, enten rettet mod en enkelt uddannelse eller eventuelt en gruppe af uddannelser, ellers risikerer vi, at den vurdering bliver helt unuanceret, at vejledningen af den unge ikke bliver specifik nok, og man kan måske også indvende, at det er lidt mærkeligt, at man mener, at erhvervsuddannelser sådan kan skæres over en kam med alle de forskellige profiler, de har.

Men det var altså nogle af de elementer, som jeg og SF synes er mere problematiske i det her lovforslag, men ud fra en samlet betragtning og med henvisning til de elementer, som ligger i det, og som vi også har efterlyst længe, stemmer vi som sagt for lovforslaget

Tak til ordføreren. Så er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Igen et godt lovforslag fra regeringen for at sikre, at flere unge får en ungdomsuddannelse. Der er faktisk nogle ret skelsættende elementer i lovforslaget her. Pligten til uddannelse eller beskæftigelse er et nyt krav og relativt skelsættende i uddannelsespolitik, vil jeg påstå. Det er også nyt, at vi giver kommunerne et langt større ansvar for at gøre de unge uddannelsesparate. Vi forpligter dem i langt højere grad og giver dem ansvaret for, at de unge kommer i gang med en uddannelse og bliver rustede hertil. Det er nogle gode, kærlige krav, som vil hjælpe de unge på rette vej ved at tvinge dem til at reflektere over, hvad de vil, og sikre, at det bliver vurderet, om de er klar til en uddannelse. Hvis ikke de er det, bliver der sat initiativer i gang, som sikrer, at de når dertil, hvor vi vil have at alle unge når til, nemlig der, hvor de kan starte på en ungdomsuddannelse og gennemføre den.

I forhold til problemstillingen omkring vejledning vil jeg sige, at jeg synes, at det er lidt trist og lidt typisk for Socialistisk Folkeparti, at når man omprioriterer nogle penge, bliver der ikke fokuseret på, at der bliver tilført i alt 500 mio. kr. til området. Der bliver fokuseret på lige præcis det lille hjørne, hvor man sparer 35 mio. kr.. Jeg synes, at man skulle anerkende overordnet set, at det her er en kæmpe satsning på ungdomsuddannelser, og det vil forhåbentlig lykkes for os at nå de målsætninger, som alle Folketingets partier har tilsluttet sig, nemlig at vi skal have flere unge i uddannelse.

I forhold til den anden knast, som der synes at være her i forhold til vurderingen af uddannelsesparathed, om den skal være specifik, eller om den skal være en mere generel vurdering af, om man overhovedet er klar til at starte på en uddannelse, vil jeg sige, at vi deler ministerens opfattelse af, at det ser svært ud at finde en model, hvor man vurderer de unge specifikt i forhold til de uddannelser, som de påtænker at gennemføre. For hvis man gør det, vil der være et smuthul, hvor de unge ved blot at sige, at de ikke ved, hvilken uddannelse de vil gå i gang med, vil blive vurderet til generelt at være klar, og derefter kan de jo senere hen skifte til et bestemt spor på en erhvervsuddannelse. Det vil jo altså betyde, at det være direkte dumt af et ungt menneske at sige, at det vil uddanne sig til smed, i stedet for bare at sige, at det gerne vil have en erhvervsuddannelse, for så vil man kunne blive sorteret fra til smedeuddannelsen, og det vil man ikke blive, hvis man blot siger, at man bare ønsker en generel erhvervsuddannelse og så senere skifter til at smedeuddannelsen. Så vi synes ikke rigtig, at vi har fået et bud på, hvordan det vil kunne lade sig gøre, uden at det skulle være meget bureaukratisk, og uden at der skulle være flere forskellige og gentagne vurderinger af de unge undervejs, og det synes vi ikke vil være hensigtsmæssigt.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Marianne Jelved.

Tak. Dette er så også en del af vores aftale fra efteråret, og det her forslag har jo givet anledning til mange reaktioner, og i virkeligheden tror jeg, at det er lidt svært for nogle at se forskellen på en uddannelsesplan og en uddannelsesparathedsvurdering. Nu prøver jeg mig frem.

Sagen er jo, at man arbejder med uddannelsesplaner langt ned i folkeskolen, altså lang tid inden vi når til afgangsprøverne i 9. og 10. klasse, og i den sammenhæng drøfter man jo med de enkelte elever, hvad de er motiveret for, hvad de har lyst til osv., og sporer sig ind på konkrete uddannelsesmuligheder. Når vi så når til afgangsprøven i folkeskolen, skal der ske en uddannelsesparathedsvurdering.

Når jeg taler med uddannelsesinstitutioner – fra folkeskole og hele ungdomspaletten rundt i en region – så er det sådan et slag på tasken en tredjedel af de unge, som vitterlig har mange forskellige slags problemer. Og man kan sige, at når man vurderer deres personlige kompetencer, deres sociale kompetencer, er der nogle, der har rigtig store mangler, og det er det, jeg forstår ved vurdering af uddannelsesparatheden: Er de i stand til at gennemføre en uddannelse? Nu tænker jeg, at det jo ikke er en optagelsesprøve til en bestemt uddannelse.

Jeg tror, det er rigtig, rigtig godt, at vi får sat fokus på det her. Det er rigtig, rigtig godt, at kommunerne bliver forpligtede til at være med til at tilbyde en løsning for den unge, som får at vide, at vurderingen af uddannelsesparathed ikke er positiv, for så vil kommunerne jo også have et ønske om at gå længere ned i folkeskolen og være med til at skabe en bedre mulighed for udvikling af uddannelsesparathed allerede fra folkeskolen. Hvis man stoler på SFI-rapporter, og dem er der mange af, der siger det samme, så viser det sig, at der er ca. 20 pct. af en børne/ungepopulation, der har store problemer, og det smitter jo også af på deres mulighed for at uddanne sig efter folkeskolen. Det skal der tages fat om, inden de når til afgangsprøven i folkeskolen, og derfor skal der efter Det Radikale Venstres opfattelse indledes et meget målrettet, tæt samarbejde mellem socialrådgiver, skolepsykolog, sundhedsplejerske, lærere og pædagoger på skolen, altså skal en meget tydelig flerfaglig skole tage hånd om de her ting. Så det er vi sådan set meget optaget af, men vi kan godt forstå, at der kan være en misforståelse hos nogle af modtagerne af budskabet her, og nu tænker jeg ikke på Folketingets medlemmer, jeg tænker på organisationer uden for Folketinget.

Der har været talt om, at man burde kunne lave en egentlig slags optagelsesprøve til en konkret erhvervsuddannelse, det er vi imod, og det er også mit indtryk, at partierne i Folketinget er imod det.

Med hensyn til gennemførelsesvejledning og fastholdelsesvejledning er jeg meget enig i det, fru Christine Antorini sagde, og Socialdemokraterne og De Radikale er fulgtes meget tæt i den her sag og i drøftelserne med ministre, senest med den nye minister, og der er ikke andet at sige til det, end at vi følger det meget nøje, og også meget nøje følger, at man faktisk kan mindske en overlapning og dermed også godtgøre, at der er et besparelsespotentiale. Så det føler vi os forpligtet til.

Så glemte jeg lige at sige noget omkring overgangen fra folkeskole til uddannelse, altså vedrørende de 15-17-årige. Jeg tror også, man skal sætte meget, meget målrettet ind på at inddrage forældrene, især forældre til de børn, som hænger i kanten, hvis man må sige det på den måde, af uddannelsessektoren, også i folkeskolen. Forældrene er en nøgle til at få tingene til at fungere, og jo bedre forældrene er informeret og inddraget og eleverne også i et samlet vejledningsforløb, jo større sandsynlighed er der for, at der er forældrestøtte til de unge, når de når til tiden efter folkeskolen.

Vi håber det bedste og vil følge det meget nøje, for der er faktisk mange nybrud i det, som man kan se kan føre til noget godt.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen.

Det er jo i den grad positivt, at man tager initiativer med det formål at få flere unge til at tage en uddannelse. Det er særlig relevant i en situation, hvor så mange unge ikke gennemfører en ungdomsuddannelse, og hvor man må sige, at regeringen har svigtet en generation af unge utilgiveligt.

Jeg synes, at der er mange gode elementer i det her forslag. Jeg synes, det er rigtig godt, at det bliver en forpligtelse for kommunerne at komme med tilbud til de unge, der ikke har en uddannelse. Men der er også nogle store og efter min mening meget alvorlige problemer med det her forslag, som gør, at Enhedslisten ikke kan støtte det. Der er blevet brugt ordet skønhedspletter i debatten. Det synes jeg er en mild betegnelse.

Det er først og fremmest dybt problematisk, at man mener, at man kan tvinge unge i uddannelse eller job ved at fratage dem deres ungeydelse. Jeg er helt med på, at vi lige om lidt behandler selve sanktionen under behandlingen af forslaget fra skatteministeren, men det hænger jo sammen.

I Enhedslisten har vi ikke det udgangspunkt, at unge, der falder ud af uddannelsessystemet eller ikke kan finde ud af at komme i gang, gør det, fordi de er dovne, eller fordi de ikke ønsker at klare sig godt i livet. Man kan måske snarere sige, at der er tale om et uddannelsessystem, der ikke er godt nok til at hjælpe ressourcesvage unge igennem. Og vi frygter, at sanktionen vil forværre situationen for nogle unge, der i forvejen har det svært, og at det vil virke stik imod hensigten, at man forringer forholdene for en i forvejen udsat gruppe. Men den her diskussion kommer vi jo til at fortsætte om et øjeblik.

Derudover mener vi i Enhedslisten, at det er dybt problematisk at fjerne gennemførelsesvejledningen, og vi forstår slet ikke, at man vil spare de 35 mio. kr. Det overlap, der bliver talt om, hvor man siger, at det er et overflødigt overlap, kan da være vældig fornuftigt. Vi havde en stor konference her på Christiansborg, hvor der deltog rigtig mange vejledere. Jeg ville ønske, at der var nogle fra V, K eller O, der var dukket op. Det var fru Christine Antorini, der måtte stå for skud. Det kunne måske have været rimeligt nok, hvis der havde været nogle fra regeringspartierne, der ville have taget diskussionen med vejlederne om den her situation. Men som det blev påpeget gang på gang, er det her overlap vældig fornuftigt. Man er enormt glad for det her overlap.

Den studienære vejledning har stor betydning i forhold til at hjælpe de unge igennem, og vi kan kun beklage, at det ikke længere vil være noget krav, at uddannelsesinstitutionerne skal udbyde vejledning, ligesom vi beklager, at der ikke længere er krav til vejledernes kompetence og uddannelse. Vi deler fuldstændig GL, Vejlederforeningen og DGS’s, altså Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, bekymring for, at vi risikerer, at vejledningsindsatsen rykker helt væk fra uddannelsesinstitutionerne.

Som sagt synes vi, at det er meget alvorligt, at man åbner op for angreb på den professionelle vejledning, så Enhedslisten kan ikke støtte forslaget.

Tak til ordføreren. Så er det undervisningsministeren.

Tak for den brede opbakning også til dette lovforslag.

Nu er jeg i usædvanlig godt humør i dag, så jeg er ikke blevet særlig irriteret over den socialdemokratiske ordførers lidt unfair angreb på ministeriet og ministeren i drøftelsen af, hvorvidt vi har været åbne over for at debattere eventuelle problemstillinger i lovforslaget. Der har dels været en invitation, som man ikke kunne modtage hos Socialdemokraterne; der er dels blevet svaret konsekvent på de henvendelser, der er kommet. Vi har hurtigt fremsendt svar, og vi har været meget opmærksomme på, at det var en væsentlig ting at få besvaret spørgsmålene. Derudover har jeg besvaret spørgsmål i udvalget og har naturligvis, som det altid er tilfældet, været til rådighed, hvis det var sådan, at man ønskede at drøfte det på anden vis.

Når det så er sagt, vil jeg sige, at jeg er glad for opbakningen til forslaget. Jeg har jo ikke lavet forarbejdet til det her lovforslag. Det har min forgænger, og derfor er det ikke selvros, når jeg gerne vil rose alle dem, der har været med til at lave forslaget, for det er noget af det, som jeg tror på kan rykke vores uddannelsessystem ganske betydeligt.

Jeg mener faktisk, at det er en milepæl i dansk uddannelsespolitik, at vi i den grad kobler ansvaret for, hvordan et ungt menneske klarer sig videre i livet, sammen med den fortid, som de kommer med. Den opgave, der ligger i kommunerne med at få den unge godt igennem folkeskolen, kobles sammen med ansvaret for at lave særligt tilrettelagte forløb eller gå i dialog med uddannelsesinstitutionerne på ungdomsniveau for at sikre, at man får lavet nogle forløb, der passer til dette unge menneske, hvis den unge ikke er parat til efterfølgende at gå ind i en erhvervsuddannelse eller ungdomsuddannelse. Det finder jeg er gået helt tabt i en stor del af den debat, der har været om dette lovforslag.

Men jeg skal med stor glæde adressere de problemstillinger, som nogle af ordførerne mener at have rejst, men inden jeg vender mig mod det, vil jeg gerne takke fru Marianne Jelved for den dejlige præcisering af fordelene ved det her lovforslag. Det gælder i øvrigt også ordførerne fra V og K.

Når der i den her debat har været interessenter på området, herunder især GL, der har udtalt sig, har omlægningen af gennemførelsesvejledningen fyldt meget. Det er det, man har haft fokus på. Man har haft fokus på, at der sker en omprioritering af 35 mio. kr. inden for vejledningen, alt imens området tilføres 500 mio. kr. Det synes jeg faktisk er utrolig ærgerligt, fordi forligskredsen jo i fællesskab har tilvejebragt ressourcer til at styrke vejledningen for at få vores unge igennem.

De 35 mio. kr. omprioriteres inden for en ramme på 500 mio. kr., som er nye penge. De tages fra overlappende opgaver, og pengene medgår til at finansiere nogle af de mange nye initiativer, der er i lovforslaget, netop med henblik på at fastholde unge i uddannelse. Det er bl.a. at finansiere det område, hvor vi ser det store slip, hvor den store risiko for de unge er, nemlig overgangen mellem grundskolen og indgangen til ungdomsuddannelse. Det er altså en klar omprioritering.

Det er også blevet fremhævet ikke mindst af SF, at man nu afprofessionaliserer vejledningen. Det er slet ikke intentionen. Det, der er intentionen, er at trække på flere fagligheder, alt efter det behov der måtte være. Men det, jeg synes er særlig interessant, er, at hver gang vi prøver at sætte institutionen fri og overlade en beslutning til institutionen, er SF imod. Hver gang, de får en chance for at stille spørgsmål i spørgetimen, er spørgsmålet, hvorfor regeringen vil centralisere.

Når vi fjerner et fagligt krav til en medarbejderstab i en sektor, er det jo med henblik på, at de ude lokalt bedst kan vurdere, hvad der er brug for. Det er jo altså lidt mærkværdigt, at vi på Christiansborg skal definere, hvem der pr. definition er bedst til at håndtere de opgaver, de står med. Det kan f.eks. også være, at de har brug for en misbrugskonsulent på en skole – det har de vist desværre brug for på næsten alle skoler.

Det er også lidt ærgerligt, at hele diskussionen om uddannelsesparathed har taget en så kedelig drejning, som den har. Forslaget går på, at man vurderer, som fru Marianne Jelved og VK-ordførerne også var inde på, om det unge menneske er klar til at klare en ungdomsuddannelse. Det er det, man går ind og vurderer.

Det er ikke en ekskluderende paragraf. Det er ikke en, der skal holde unge ude af ungdomsuddannelserne. Det er en, der skal sikre, at når man begynder på en ungdomsuddannelse, er man tilstrækkelig rustet til at kunne varetage de opgaver, man naturligt får der, som er af en anden karakter end dem, man havde i grundskolen. Så uddannelsesparathedsvurderingen er ikke for at holde folk ude. Det er for at sikre, at de unge bliver klar til at komme ind.

Skulle man følge det forslag, som jeg med stor interesse har drøftet på forskellig vis med rigtig mange efterhånden, om, at man laver en uddannelsesparathedsvurdering i forhold til den enkelte erhvervsuddannelse, så ville der opstå følgende problemstillinger:

Man laver et hierarki i erhvervsuddannelserne. Det vil opstå umærkeligt, fordi kravene til den ene erhvervsuddannelse givetvis vil blive formuleret anderledes, end de vil til den anden. F.eks. fag med mangel på rekruttering, som ikke er attraktive fag, vil skulle slække på deres uddannelsesparathedskrav, mens fag, der er populære, vil kunne sætte dem tårnhøjt. Vi medvirker ikke til at lave lovgivning for ungdomsuddannelsessystemerne, som holder folk ude. De skal ind, og derfor ville det jo også være mærkværdigt, hvis vi de facto skulle indføre adgangsbegrænsning til ungdomsuddannelserne. Vi har gjort alt for at få den væk, og vi gør alt for at få de unge ind i ungdomsuddannelserne. Skulle vi så af mangel på fantasi til at forsvare vores egne forslag falde for fristelsen til at holde dem ude med den anden hånd? Det synes jeg ville være synd og skam.

Men jeg kan berolige med, at grunden til, at jeg er så overbevist om, at man her gør det helt rigtige, er, at der allerede i dag ligger en forpligtelse for erhvervsskolerne. Når man kommer ind i et grundforløb, er det ikke sådan, at man peger og siger, hvilken uddannelse man vil ind på, og så kommer man bare ind på den pr. automatik, fordi man nu har erklæret, at det har man lyst til. Det, der sker efter 14 dage, når man er inde i et grundforløb, er, at der er en rådgivende og vejledende samtale, hvor den unge bliver spurgt, hvad det er for en uddannelse, den unge ønsker at tage. Derefter finder man ud af, om der er en realistisk mulighed for, at den unge kan tage den erhvervsuddannelse. Er der så det, men man mangler lidt ekstra, så er der allerede i dag en mulighed for, at man tager 40 ugers påbygning i sit grundforløb og dermed bliver godt rustet.

Det vil sige, at siden den her regering tiltrådte tilbage i 2001, har vi faktisk – og det er det, der bliver kraftigst nedgjort af SF og Enhedslisten – for at gøre unge yderligere uddannelsesparate, i forhold til hvordan det var, da vi kom til, lagt en mulighed for ekstra elementer af en varighed på 2 år ind i vores uddannelsessystem. Det gør vi med det her vejledningsforslag. Vi har gjort det med de 40 ugers påbygning i erhvervsuddannelserne, og vi gør det nu med muligheden for opbyggelige forløb for dem, der ikke umiddelbart er helt modne og parate til at klare en ungdomsuddannelse. Det er utrolig ærgerligt at skulle bruge så meget af sin taletid på at få myterne manet i jorden om dette lovforslag, som de fem partier bag globaliseringsaftalen jo er gået til med åbne øjne, må man da antage.

Det er samtidig vigtigt at slå fast, at der bliver en mere indgående dialog med den unge om den unges ønsker og muligheder, og at de bliver taget op i den vejledning, der ligger forud for afgivelsen af uddannelsesønsket. Vejledningen skal tage udgangspunkt i den unges ønsker og forudsætninger, og vejledningen har i forvejen som mål, at den unge foretager et realistisk uddannelsesvalg. Det kan man vel næppe være uenig i, og det er også derfor, at de fem partier, der er med i aftalen, uden yderligere bekymring burde glæde sig over, at vi har lavet den her fælles aftale.

Samlet styrker lovforslaget vejledningen, og jeg vil faktisk – og det er en stor ting – også garantere for, at dette forslag er et af de stærkeste instrumenter, vi nogen sinde har skabt i denne sal, for at få unge igennem en ungdomsuddannelse. Men nogle ordførere har valgt at bruge taletiden på at pege på hår i suppen, som efter min bedste overbevisning ikke er der.

Der er ønske om korte bemærkninger. Først er det fra fru Nanna Westerby.

Tak for det. Så fik ministeren da i hvert fald skabt nogle myter. Det første, jeg vil høre ministeren om, er, hvorfor ministeren siger, at SF aldrig nogen sinde vil være med til at sætte skolerne fri. Dengang regeringen selv stemte for skrappere krav til uddannelse af vejledere i 2008, dengang regeringen selv skrev skrappere indsats i forhold til professionalisering af vejledningen ind i globaliseringsstrategien i 2006, var regeringen da imod at sætte skolerne fri?

Det andet er, at jeg faktisk leder lidt efter et ordentligt argument for at droppe den her gennemførelsesvejledning, for jeg har faktisk lidt svært ved at se, hvorfor det er, man skal lave det her fokusskifte, som man jo gør med det her lovforslag, fra, at vi har sagt: Det skal være nogle, der er uddannet til det, der skal varetage indsatsen med hensyn til vejledning, og til, at man nu siger, at man ikke behøver at have en vejlederuddannelse. Så jeg vil gerne høre: Mener ministeren ikke, at det er vigtigt med en skolenær, professionel vejledning? Mener ministeren, at en psykolog lige så godt kan varetage en vejledningsopgave som en uddannet vejleder?

Ministeren.

For så vidt vi taler om fastholdelsesvejledning, er det da helt åbenlyst for mig, at der er problemstillinger blandt mange af vores unge, som overhovedet ikke drejer sig om, at de er i tvivl om, hvilket uddannelsesvalg de skal træffe. Mange af deres problemstillinger består da ikke i, at de ikke er klar over, at de faglige krav er der, og de består ikke engang i, at de ikke kan honorere de faglige krav. Jeg tror egentlig, at en af de allerstørste udfordringer – og det mener jeg også vi har en vis dokumentation for – for de unge mennesker i dag for at klare en ungdomsuddannelse, er noget andet. Det er nemlig manglende uddannelsesparathed, fordi der er noget modenhed, der mangler, der er noget selvværd, der mangler, der er muligvis misbrugsproblemer, og der kan være problemer med, at man har det, der med et populært udtryk hedder ondt i livet. Det er faktisk ganske udbredt, og det kræver ikke mange besøg på Nørre Skole eller andre steder med ungdomsuddannelser, for at man kan notere sig, at det er tilfældet.

Noget andet er, at det at stille krav til, at der er kvalitet i de udannelser, man benytter sig af, jo ikke er at centralisere, det er at stille krav. Nej, at centralisere er bl.a. at sige, at nu stiller vi ikke krav til, nøjagtig hvilke faggrupper der skal varetage hvilke opgaver. Og det har vi masser af eksempler på, at SF heller ikke vil være med til at bløde op på.

Fru Nanna Westerby.

Nu skyder regeringen da godt nok med skarpt mod sig selv, for det var jo det, regeringen gjorde, da den i 2008, for 2 år siden, stillede forslag om, at man ville stille krav til, hvilke faggrupper der skulle foretage vejledningen. Så jeg forstår det ikke rigtigt; den kritik må i hvert fald være rettet mod regeringen selv.

Så vil jeg sige, at psykologer jo kan være rigtig gode, også til at hjælpe unge igennem en uddannelse, men de kan jo noget andet end vejledere. Det er også det, som ministeren kommer ind på her. Jeg vil bare gerne høre: Kan ministeren ikke se, at det kan være et problem, hvis man på en skole har adgang til psykologhjælp, men ikke længere har adgang til vejledning? Havde det ikke været bedre at sige: O.k., det kan være en rigtig god idé, at man skal have adgang til psykologhjælp på skoler, og der skal også være adgang til vejledning? Kan det ikke være et problem, hvis vi erstatter det ene med det andet og den unge skal finde ud af at finde hele vejen ned i et UU-Center for at finde vejledning, fordi man ikke længere kan få det på skolen?

Ministeren.

Jeg deler simpelt hen ikke SF's mistillid til det, der sker ude i den omverden, som skal tage sig af, at de unge kommer igennem ungdomsuddannelserne. Fru Nanna Westerby fokuserer på, at der er 35 mio. kr., der er flyttet fra et område, fordi vi kan konstatere, at der er et betydeligt overlap. Så omprioriterer vi, men vi tilfører samlet over perioden 500 mio. kr. til ekstra vejledning til at styrke den unges forløb igennem ungdomsuddannelsen. Det er jo helt fantastisk, at SF kan påstå, at det er et dårligt lovforslag, når situationen er den, at man for første gang, og det er historisk, forpligter også dem, der sender de unge videre, til at tage opgaven på sig for at sikre, at det sker, og man skaber et helt fantastisk samarbejde imellem de modtagende institutioner og den grundskole, som har sendt de unge af sted. Det her forslag ligger jo som det tredje i striben af de tre, som globaliseringskredsen og SF med deres 10.-klasses-forslag har været med til at gennemføre.

Så er det fru Christine Antorini for en kort bemærkning.

Det er jo lidt ærgerligt, at ministerens gode humør er blevet ødelagt, for jeg blev da helt opmuntret over, at der dels har været en bred forligskreds, dels at SF, der ikke er en del af forligskredsen, også bakkede op, og dels at selv Enhedslisten havde en række rosende bemærkninger til det. Så jeg ville da være ovenud begejstret, hvis jeg var minister.

Men nu er det sådan, at vi bruger behandlingen af et lovforslag her i salen og udvalgsarbejdet til at kvalificere de steder, hvor der måske er noget, der hænger. Nu er det sådan, at ministeren ikke var til stede under forhandlingerne, for da var det den daværende undervisningsminister, hr. Bertel Haarder, der varetog forhandlingsforløbet. Det var sådan, at Socialdemokraterne var en del af forhandlingerne, og De Radikale var en del af forhandlingerne. Og de, der var til stede, vil vide, at det var nogle forhandlinger om et kæmpestort lovkompleks, der skete under et ekstremt tidspres, og vi gav faktisk hinanden hånden på, at vi ville sikre så meget ordentlighed i lovarbejdet og også i udvalgsarbejdet som muligt.

Jeg vil godt sige, at jeg selvfølgelig ikke har sagt fra talerstolen, at ministeren overhovedet ikke har hørt på vores indvendinger. Jeg konstaterede bare, at ministeren ikke var enig i forbindelse med de henvendelser, der var kommet fra LO, Danske Erhvervsskoler, DA, UU-Centrene og Vejlederforeningen med hensyn til uddannelsesparathed.

Så vil jeg blot spørge om en enkelt ting her – og vi tager det op under udvalgsarbejdet: Hvorfor mener ministeren, at det er et problem, at vurderingen af uddannelsesparathed skal ske i samarbejde med ungdomsuddannelsesinstitutionerne? At det skal ske i et samarbejde med dem, har ministeren sagt nej til. Hvorfor?

Ministeren.

Det ved fru Christine Antorini ikke noget om. Hun ved jo ikke, om jeg har sagt nej til, at det skal ske i et samarbejde. Det giver da sig selv.

Det, jeg har sagt klart nej til, er, at der skal indgå en uddannelsesparathedsvurdering i forhold til en konkret erhvervsuddannelse, fordi det, der vil ske, vil jeg sige til fru Christine Antorini, er, at man vil få lavet et helt uheldigt hierarki imellem de enkelte erhvervsuddannelser. Det vil helt naturligt opstå, fordi man vil kunne stille helt anderledes høje krav til, hvor parate folk skal være i forbindelse med de populære fag end for de fag, hvor der mangler rekrutteringsgrundlag.

Det er åbenbart ikke et problem lige nu, kan det se ud til, for vi har for få praktikpladser, men der er ikke ret lang tid til, at vi står og mangler de unge ude på arbejdsmarkedet. Vi skal have dem i gang, vi skal have dem igennem, vi skal give dem en mulighed for at komme ind på erhvervsuddannelserne. Det gør man ikke ved at diskvalificere den unge i forbindelse med den pågældende erhvervsuddannelse, inden vedkommende overhovedet er startet på den. Det er da ikke målsætningen.

Målsætningen er at få dem ind i skolerne og så dér forberede dem på, at de kan klare den indgang eller den uddannelse, som de ønsker sig, eller man kan vejlede dem et alternativt sted hen. Og det er det, der sker efter 2 uger med mulighed for 40 ugers påbygning.

Fru Christine Antorini.

Det er i hvert fald tankevækkende, at de parter, der rent faktisk skal udmønte den her lovgivning, er rørende enige om, at det vil styrke den mulighed, der var for, at lige præcis den her lidt smalle målgruppe af unge, som ikke kan gå den lige vej, vil få en bedre vejledning. Men vi følger op under udvalgsarbejdet, sådan at der bliver mulighed for at få en ordentlig drøftelse af de elementer, der er i det.

Der er en anden ting, jeg godt kunne tænke mig at spørge ministeren om. Det drejer sig om den kritik, der har været rejst om, at vejledningskravet – det, at man skal være uddannet til at kunne vejlede – forsvinder; det er der nogle, der har opfattet som om forsvinder. Ministeren svarede lidt på det før over for fru Nanna Westerby, der også spurgte ind til det.

Det er sådan, at der står i bemærkningerne til lovforslaget, at det ikke er hensigten med forslaget at fremme brugen af uuddannet personale, men tværtimod at åbne for andre faggrupper. Kan ministeren bekræfte, at med det her lovforslag vil det stadig væk være sådan, at der er de uddannelseskrav til dem, der varetager en egentlig vejledningsfunktion, som vi har vedtaget her i Folketinget?

Ministeren.

Det kan jeg bekræfte. Det vil jo fortsat være sådan, at vi lægger vægt på, at der en høj grad af faglighed. Men det, vi ikke har ønsket – og det er jo også det, man har været enige om i forligskredsen – er at udelukke nogle fagligheder, som man faktisk kunne have mere brug for.

Derfor er det, vi vil have omprioriteret ressourcer. Og det er jo også derfor, at de 35 mio. kr. kom i spil. Det var også en del af det at sikre, at vi kunne bruge økonomi til at sikre, at der også var andre fagligheder indeover, at der er nogle forsøg og noget hjælp til de unge mennesker, der forlader grundskolen, inden de kommer i ungdomsuddannelserne.

Så vil jeg sige, at jeg faktisk har genvundet mit gode humør, for det er jo rigtigt, at der fortsat er flertal for det. Det, der egentlig fik mit humør til at svigte en anelse, var, at det lød, som om Socialdemokraterne ikke længere var en del af det.

Hr. Bent Bøgsted for en kort bemærkning.

Det er i forbindelse med det her med uddannelsesparathed. Nu ved jeg, at ministeren har en god indsigt i, hvad der sker på erhvervsskolerne, og når vi i den forbindelse taler om elever i 9. og 10. klasse, der skal på erhvervsskolerne, vil jeg sige, at der jo er 107 uddannelsesmuligheder, og når man så skal bedømme, om man skal have den ene eller den anden uddannelse, sker det typisk først, når man kommer på grundskoleforløbet på erhvervsuddannelserne.

Det er først dér, man får den rigtige indsigt i det. Det er det, der bl.a. kan kombineres med et 10.-klasses-center, altså at man kan lave et forløb mellem de to. Men i selve 10. klasse kan den enkelte ikke vurdere, om man er uddannelsesparat til et specifikt fag, for der er 107 at vælge mellem. Man kan vurdere, om man er klar til at tage en uddannelse på en erhvervsskole, eller om man skal have noget mere hjælp, før man er klar til at tage en erhvervsskoleuddannelse. Er det ikke det, der ligger i det?

Der er nogle, der gerne vil have, at man tager en specifik vurdering og siger: Den her elev i 10. klasse skal på erhvervsskole til at blive f.eks. SOSU-assistent, blikkenslager, eller hvad det nu er. Til dem vil jeg sige, at den beslutning er svær at tage, før eleven på erhvervsskolernes grunduddannelse har fået indblik i, hvad der egentlig foregår.

Ministeren.

Jo, det mener jeg. Altså, hvis man ser på de tre lovforslag, vi lige er kommet igennem nu her, er det jo sådan, at 10.-klasses-forslaget giver en mulighed for, at man har de 20 ugers fleksibilitet inden erhvervsuddannelserne, altså at man kan begynde at snuse til dem allerede der. Det er jo en forbedring i forhold til at få det kendskab. Derefter har vi så muligheden for 1 års forløb, som kan tilrettelægges i et samarbejde mellem kommunerne og erhvervsskolerne. Der giver man altså en mulighed for faktisk op til 1 års forløb.

Så er vi altså på 1 år og 20 uger. Derudover, når man er 2 uger inde i uddannelsen, er skolerne faktisk forpligtet til at have en rådgivende, vejledende samtale med den pågældende elev. Og så er man faktisk ved at nærme sig sådan i hvert fald 1½ år eller sådan noget, som man har til at beslutte sig for, hvor man er parat til at gå hen.

Ud fra det samlede lovkompleks er det først i det øjeblik – det er det, der gør det så fantastisk – at eleven skal vurdere, om vedkommende skal den ene, den anden, den tredje eller den fjerde vej, og der har man givet den elev en langt bedre mulighed for rent faktisk at være uddannelsesparat. Men er man det ikke, har man stadig væk mulighed for 40 ugers påbygning, og derefter har man også mulighed for at få en alternativ ungdomsuddannelse. Det er et supergodt lovforslag.

Tak til undervisningsministeren.

Der er ikke flere, der har bedt om ordet. Så er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at lovforslaget henvises til Uddannelsesudvalget. Hvis ingen gør indsigelse – og det er ikke tilfældet – er det vedtaget.