Det næste punkt på dagsordenen er:

10) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 123:

Forslag til folketingsbeslutning om at give trossamfund mulighed for at vie homoseksuelle par.

Af Kamal Qureshi (SF), Mogens Jensen (S), Per Clausen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 02.02.2010).

Forhandlingen er åbnet. Justitsministeren.

Formålet med det her beslutningsforslag er at give de trossamfund, som måtte ønske det, en mulighed for at foretage vielser af homoseksuelle par. Vi har jo i debatten om det foregående lovforslag haft lejlighed til også at drøfte den her problemstilling, så jeg skal forsøge at gøre det kort.

I bemærkningerne til beslutningsforslaget bliver det fremhævet, at det ikke er tilsigtet at forpligte de enkelte trossamfund til at medvirke til kirkelige vielser af par af samme køn, der ønsker at indgå ægteskab. Så langt så godt.

Som jeg nævnte, har vi været inde på forslagets tema under den foregående debat, og som jeg også var inde på der, gælder det jo som hovedregel, at der er de samme regler for registrerede partnerskaber som for ægteskaber. Der er nogle undtagelser, og en af dem er altså netop muligheden for vielse i kirken. De øvrige juridiske forskelle var jeg inde på i den tale, jeg holdt i forbindelse med det foregående lovforslag, som vi netop har behandlet.

Regeringen kan ikke støtte det foreliggende beslutningsforslag. Det skyldes helt overordnet, som jeg også har nævnt tidligere, at regeringen simpelt hen ikke er enig i forslagets grundlæggende forudsætning om, at ægteskabet som begreb skal ændres. Det skal det efter vores opfattelse ikke.

Ægteskabet er juridisk, traditionelt og historisk set en betegnelse for et særligt forhold mellem en mand og en kvinde, og regeringen ønsker ikke med et pennestrøg at ændre ægteskabsbegrebet ved også at gøre det til en betegnelse for partnerskab mellem par af samme køn. Allerede af den grund kan regeringen ikke støtte forslaget om, at par af samme køn skal kunne vies i kirken som ægtefæller.

Men det er også vigtigt for mig at understrege, at regeringen naturligvis fuldt ud anerkender homoseksuelle pars behov for gennem et partnerskab at sikre sig selv og hinanden og samtidig også markere deres parforhold. I den forbindelse vil jeg gerne fremhæve, at to personer, som har indgået registreret partnerskab, f.eks. har mulighed for efterfølgende at blive velsignet i kirken.

Som sagt kan regeringen ikke støtte beslutningsforslaget.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Jeg synes jo, at ministerens argumentation reelt set godt kan få lov at stå, som den gør, uden at det betyder, at man stemmer imod det foreliggende forslag. Forslaget, som det foreligger nu, går jo ikke ind og omdefinerer ægteskabsbegrebet eller siger, at kirken eller andre trossamfund skal vie homoseksuelle, eller noget som helst andet af det, som ministeren brugte som sin argumentation.

Det eneste, forslaget egentlig lægger op til, er, at vi fjerner det eksisterende politiske forbud, der er i lovgivningen i dag, som gør, at de trossamfund, der ønsker at vie homoseksuelle, ikke må. Men der er intet i det her forslag, der lægger op til, at de skal, eller at de kommer til det – der kan være masser af trossamfund, som aldrig nogensinde kommer til at gøre det her – eller for den sags skyld, at de skal ændre ægteskabsbegrebet. Det her er jo ene og alene et forsøg på at fjerne den politiske indblanding i trossamfundenes indre anliggender.

Ministeren.

Som jeg har forstået forslaget, lægger det op til, at man skal kunne indgå et ægteskab i en kirke. Eftersom vi mener, at der er forskel på et ægteskab og et registreret partnerskab, ville det jo være i strid med den grundopfattelse, jeg har tilkendegivet, hvis det var sådan, at man kunne vie homoseksuelle til et ægteskab i kirken. Allerede af den grund er vi imod forslaget.

Jeg vil så tilføje, at jeg har forstået det sådan, at der er en dialog i den danske folkekirke om de her problemstillinger. Der synes jeg, at Folketinget skal vise den respekt for kirken, at vi giver kirken lejlighed til at drøfte de her spørgsmål og finde en indre afklaring. Så må vi jo lytte til, hvilken afklaring der måtte blive i kirken af de her spørgsmål, og hvis det er sådan, at vi skal foretage os noget på det grundlag, må det blive på et senere tidspunkt. Men det er regeringens opfattelse, at vi må basere os på kirkens tilkendegivelser i de her anliggender, som er kirkelige anliggende, og ikke lovgive hen over hovedet på kirken.

Hr. Kamal Qureshi.

Jeg må simpelt hen sige, at det virker, som om ministeren ikke har læst forslaget, som det foreligger. Der står klart og tydeligt i forslaget – og jeg læser op fra forslaget:

»Som det er nu, stiller lovgivningen sig hindrende i vejen, hvis et trossamfund med vielsesbemyndigelse skulle ønske at foretage vielser af to personer af samme køn. Således sker der aktuelt en markant indblanding i trossamfundenes forhold. Disse lovmæssige hindringer fjernes med dette beslutningsforslag, mens der ikke pålægges trossamfundene nye forpligtelser.«

Så der lægges i dette forslag ikke op til nogen former for forpligtelser af nogen art for trossamfundene til at vie homoseksuelle. Det eneste, forslaget gør, er, at det fjerner den politiske hindring, der er i dag, for at trossamfundene selv kan vurdere, om de vil eller ej. Derved kan de faktisk have den diskussion eller debat, lave den redegørelse eller det oplæg, som ministeren siger, de skal i folkekirken. Det er jo lige præcis det, de kan gøre, det øjeblik vi fjerner den politiske indblanding. Så længe der ligger en politisk indblanding, har de reelt set ikke frihed til at drøfte, om de vil det ene eller det andet.

Ministeren.

Jeg er helt opmærksom på den formulering, som hr. Kamal Qureshi her giver udtryk for. Det var faktisk noget af det første, jeg selv understregede i min tale, hvor jeg sagde, at det klart fremgår, at det ikke tilsigtes med forslaget at forpligte de enkelte trossamfund til at medvirke til de kirkelige vielser af par af samme køn, der ønsker at indgå ægteskab – og så tilføjede jeg: så langt så godt. Det sagde jeg sådan set. Dermed har jeg forhåbentlig dokumenteret, at jeg da nogenlunde har læst forslaget.

Men det er sådan, at vi i regeringen gerne vil afvente den indre afklaring, som vi har indtryk af der i øjeblikket er ved at ske i den danske folkekirke, og det er min opfattelse, at det ville være en indblanding i den dialog, der er i kirken for tiden, hvis det var sådan, at vi gav os til at lovgive om det her på nuværende tidspunkt. Derudover forstår jeg forslaget sådan – men det kan jeg jo blive korrigeret på – at man mener, at kirken skal kunne vie de pågældende til ægteskab. Og jeg har klart tilkendegivet, at jeg ikke mener, vi skal ændre på ægteskabsbegrebets betydning. Ægteskab er én ting, registreret partnerskab er en anden ting.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Jeg forstår ministeren således, at hvis vi havde nøjedes med overskriften, havde ministeren kunnet være meget mere positiv. Derfor vil jeg spørge ministeren direkte: Hvis vi fjerner de sidste en, to, tre, fire, fem, seks ord i beslutningsforslaget og havde nøjedes med at sætte et punktum efter kirkelige vielser af samme køn, så havde vi hørt en hel anderledes positiv tale fra ministeren? Er det rigtigt?

Ministeren.

Nu synes jeg ikke, at forhandlinger, hvor vi giver os til at flytte rundt på ord og fjerne ord, hører sig til i selve folketingsbehandlingen. Det plejer at være noget, vi foretager os andre steder. Men det vil ikke ændre på, hvis vi på nuværende tidspunkt giver os til at lovgive og træffe beslutninger i Folketinget, netop mens der er en grundig og vigtig debat i den danske folkekirke, hvor meget tyder på, at kirken måske kunne komme til en indre afklaring selv på de her spørgsmål, at det så ville gribe forstyrrende ind efter min opfattelse på den dialog, der er i kirken. Og vi ønsker i regeringen at afvente kirkens egen dialog og indre afklaring, inden vi eventuelt skal se på, om der er behov for at foretage ændringer.

Fru Karen J. Klint.

Nu bevæger jeg mig jo også lidt i nogle af de kredse som kirkeordfører, og jeg hører faktisk også nogle der sige, at det ville være meget rart at få en lidt mere klar tilkendegivelse fra Folketinget af, om man bevæger sig i den retning, så de ikke også laver spildt arbejde. Det kunne jo godt ske, at det kunne være understøttende for det udvalgsarbejde, man nu foretager sig især på det gejstlige niveau i folkekirken. Hvis man ligesom der kunne få en lidt klarere tilkendegivelse fra regeringen af, at Folketinget bevægede sig i den retning, at de gerne så, at der kunne være en religiøs vielse af alle slags par, altså både homoseksuelle og heteroseksuelle par, så var det meget godt at være klar med et ritual. Det er mere for den der positive tilkendegivelse af, at hvis ikke vi slås ensidigt for et alternativt ægteskab, men slås ensidigt for at fjerne forbuddet mod det, og at kirken og andre trossamfund kan vie homoseksuelle par, om regeringen så var positiv og vi kunne komme med sådan en støttende erklæring, så laver de ikke spildt arbejde.

Ministeren.

Nu er det sådan, at jeg er justitsminister, og dermed er det inden for mit ansvarsområde at beskæftige mig med de civilretlige problemstillinger, der knytter sig til ægteskabslovgivningen, dels om indgåelse af ægteskab, dels om ægteskabets retsvirkninger og indgåelse af registrerede partnerskaber og registrerede partnerskabers retsvirkninger.

Jeg overlader det – og det tror jeg er meget fornuftigt – til kirkeministeren at gå ind i den mere kirkepolitiske debat. Derfor koncentrerer jeg mig her om at sige, at vi i regeringen ønsker at afvente den indre afklaring, som jeg har indtryk af der er ved at finde sted i kirken. Det kan der i hvert fald være et håb om. Jeg har også forstået, at kirkeministeren har været imødekommende over for de ønsker, der har været fra kirken om i en eller anden form at få drøftet de her ting. Derfor synes jeg, det er rigtigt at afvente de drøftelser, inden jeg som justitsminister måtte tage skridt til lovgivningsmæssige tiltag på det her område.

Men jeg vil også gerne tilføje, som jeg vist har sagt nogle gange, at jeg ikke ser for mig, at der gennemføres vielser til ægteskab mellem personer af samme køn, for jeg mener, at det er to forskellige begreber; registrerede partnerskaber er et, og ægteskaber er et andet.

Jeg skal bede alle om at overholde taletiderne. Hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Jeg synes nu nok, at justitsministeren sådan forsøger at slippe en lille smule udenom. Det er jo trods alt justitsministeren, der giver vielsesautorisation til trossamfundene, så derfor mener jeg nok, at justitsministeren kan svare på fru Karen Klints spørgsmål. Det behøver ikke at overlades til kirkeministeren.

Men med det her med den indre afklaring i kirken forstår jeg jo, at det er sådan, at regeringen mener, at det er trossamfundene, der skal beslutte, hvad det er, der skal lovgives om. Nu nævner ministeren så kun folkekirkens indre afklaring. Jeg ved så ikke, hvem det er, der skal komme tilbage. Det tror jeg også lige, vi skal have et svar på. Hvem er det i folkekirken, der skal komme tilbage med den her afklaring?

Men ud over det vil det så sige, at vi også skal afvente det katolske samfunds og det jødiske samfunds holdning til, om man synes, at det er rimeligt at vie mennesker, før regeringen vil tage stilling til det her? Nu har den her debat jo kørt intensivt i 10 år – i 10 år. Skal den køre i 10 år mere?

Ministeren.

Jeg vil sige, at når hr. Mogens Jensen hævder, at jeg forsøger at tale udenom, er det fuldstændig korrekt. Det gør jeg, for jeg ønsker sådan set ikke at tage stilling til kirkepolitiske spørgsmål på nuværende tidspunkt. Det overlader jeg først og fremmest til kirkeministeren, og jeg ønsker heller ikke at foregribe en debat, som jeg har indtryk af der er i kirken i øjeblikket. Det er mit indtryk, at den debat, der vel har været længe, nærmer sig en mere struktureret form. Det kan så give håb om, at der kan komme en afklaring. Jeg tror ikke, at vi her taler om en afklaring inden for nogle år. Jeg tror, det er en afklaring inden for nogle måneder. Derfor tror jeg, at Folketinget gør bedst i at vise en respekt for den dialog, der er i kirken, inden vi eventuelt giver os til at se på, om der er regler, der skal ændres.

Jeg vil i hvert fald som justitsminister være afventende over for de tilkendegivelser, der måtte komme fra kirken, inden jeg foretager mig noget i forhold til den civilretlige regulering af de her forhold.

Hr. Mogens Jensen.

Min pointe var nu – i forhold til at ministeren forsøgte at smyge sig udenom – den, at det jo altså er justitsministeren, der giver vielsesautorisation til trossamfund, og derfor mener jeg også, at justitsministeren vel må kunne udtale sig på det område. Det er jo inden for justitsministerens ressort. Men jeg fik ikke svar på, om de øvrige trossamfund også skal tages i ed, om der også skal komme en eller anden afklaring fra det katolske trossamfund, det jødiske, de asatroende osv., før man har tænkt sig at gennemføre det her.

Jeg fik heller ikke svar på, hvad det er for en afklaring. Hvem er det, der skal tale på folkekirkens vegne og sige, at det her vil man gerne? Så vil ministeren rette ind og sørge for at indrette lovgivningen, efter at nogle interessenter så har talt. Det er jo i sig selv bemærkelsesværdigt, at det er kirken, der skal definere lovgivningen, og ikke lovgiver, men det er åbenbart den holdning, ministeren har til det.

Ministeren.

Igen må jeg give hr. Mogens Jensen ret. Det er fuldstændig rigtigt, at der var flere spørgsmål, jeg ikke besvarede. Det skyldes, at jeg mærker formandens øjne hvile på mig og på uret. Det er simpelt hen umuligt at nå at svare på alle de spørgsmål, som der meget hurtigt bliver stillet, inden for den taletid, som jeg har til rådighed. Nu er jeg blevet irettesat en gang om taletiden. Det vil jeg nødig blive igen, så derfor.

Nej, jeg mener ikke, at vi skal lave høringsprocesser i alle mulige trossamfund. Men man må vel anerkende, at folkekirken er det store og dominerende trossamfund i Danmark, og derfor skylder vi folkekirken at lytte til de tilkendegivelser, der kommer fra folkekirken, inden vi måtte lave civilretlige reguleringer, som på en eller anden måde har betydning for kirken. Det er derfor, jeg siger, at vi i sidste ende selvfølgelig selv her i Folketinget skal bestemme, hvilke regler vi laver, men jeg synes, vi skylder kirken at afvente den proces, der tilsyneladende med kirkeministerens bistand finder sted i kirken lige i øjeblikket.

Fru Lone Dybkjær for en kort bemærkning.

Det er selvfølgelig superfarligt at erklære sig enig med hr. Søren Krarup, men når hr. Søren Krarup er her, er der dog mulighed for, at han kan gøre indsigelse, vil jeg sige. Men hr. Søren Krarup har jo ret i den ting, han siger: Hvem kan bestemme i kirken? Det er der jo ingen, der kan. Derfor er det jo en falsk argumentation. Jeg synes virkelig, vi blander os i kirkens forhold ved at sige, at det er et eller andet, jeg ved ikke hvad, flertal i kirken, der skal bestemme, om der skal være kirkelige vielser for homoseksuelle eller ej. Det må de da selv om.

Det, der er kernen i det her, er jo, at de ikke må selv om det i dag. Det er forbudt i dag. Det, vi vil, er bare at åbne, og så kan vi kalde det ægteskab for alle eller registreret partnerskab. Det er jo sådan set ikke det, den her diskussion vedrører. Det er, at det er forbudt for kirken og trossamfundene i dag at vie homoseksuelle par. Hvorfor skal et eller andet flertal i et eller andet trossamfund bestemme, om det skal ophæves eller ej? Det må da være os, der bestemmer det.

Ministeren.

Jeg er fuldstændig enig i, at det er os i Folketinget, der bestemmer, hvordan reglerne skal være. Jeg har bl.a. tilkendegivet, at jeg ikke ser for mig, uanset hvad kirken måtte mene, at vi skal give plads til, at man vier personer af samme køn til et ægteskab, fordi jeg ønsker at fastholde, som vi tidligere drøftede, betydningen af et ægteskab i forhold til betydningen af registreret partnerskab, rent sprogligt.

Men det er jo ikke et hvilket som helst trossamfund, vi taler om. Vi taler om folkekirken, den danske folkekirke, som størstedelen af befolkningen er medlemmer af. Der synes jeg, at det er naturligt og rigtigt og fornuftigt, at Folketinget viser den respekt over for kirken, når der nu er en sådan dialog i kirken i øjeblikket, at vi afventer en afklaring af den dialog. Det er jo heller ikke et hvilket som helst flertal, vi taler jo om en afklaring i en dialog, der foregår mellem betydende kredse i den danske folkekirke, og som jeg forstår kirkeministeren har tilkendegivet at kirkeministeren vil bidrage til finder sted.

Fru Lone Dybkjær.

Det, jeg er imod, er, at justitsministeren siger, at der er et eller andet flertal i folkekirken, der skal tilkendegive et eller andet. Folkekirken kan ikke tilkendegive et eller andet. Nu tager vi bare folkekirken, som er vores – stort set hovedparten af danskernes – kirke, hvis de er i en eller anden kirke. Det er jo det, der er forkert. Der er det – jeg ser til min glæde, at jeg tror, jeg er enig med hr. Jesper Langballe og hr. Søren Krarup – at det jo netop ødelægger kirken at gøre det på den måde. Det, vi skal, er at lave en præcis og klar lovgivning. Så må kirken gøre op med sig selv, om den vil lave et vielsesritual for et registreret partnerskab eller for et ægteskab, og det vil den jo.

Men det er den, der må afgøre det. Man kunne for så vidt vel også forestille sig, at hvis det var sådan, at ægteskabet pludselig ændrede sig, så det blev for to af samme køn, kunne ingen jo forhindre folkekirken i at lave forskellige vielsesritualer. Jeg ville ikke synes om det, men det er noget andet. Jeg kan ikke blande mig i kirkens indre anliggender.

Jeg fatter ikke, at man kan stå der og sige, at det er et flertal i folkekirken; så har man virkelig for alvor blandet sig i kirkens indre anliggender.

Ministeren.

Jamen nu kan fru Lone Dybkjær jo bagefter slå op i Folketingets forhandlinger og så konstatere, at det er fru Lone Dybkjær og alene fru Lone Dybkjær, der taler om et flertal i folkekirken. Jeg har på intet tidspunkt talt om et flertal i folkekirken, der skulle manifestere nogle holdninger. Det er alene fru Lone Dybkjær, der taler om det.

Jeg har talt om, at jeg har indtryk af, at der er en dialog i kirken, der muligvis fører frem til en indre afklaring i kirken om disse spørgsmål. Det synes jeg vi i respekt for kirken skal afvente. Det er noget helt andet.

Tak til justitsministeren. Så er det Venstres ordfører, hr. Kim Andersen.

Jeg skal på vegne af Venstres folketingsgruppe tilkendegive, at vi ikke kan støtte det fremsatte beslutningsforslag, B 123, fra SF, Socialdemokraterne og Enhedslisten. Vi har jo lige i forbindelse med det tidligere dagsordenspunkt haft en grundig diskussion, hvor jeg klart tilkendegav Venstres synspunkter i de her sager, og derfor kommer det nok ikke bag på nogen her i salen, at jeg nu meddeler, som jeg gør, vedrørende dette beslutningsforslag.

Vi har ikke noget ønske i Venstres folketingsgruppe om, at ægteskabet som begreb skal ændres. Ægteskabet er for os en juridisk tradition og en historisk betegnelse for et samlivsforhold mellem en kvinde og en mand, og det er ikke noget, vi sådan er til sinds at ændre på, ej heller her i Folketingssalen en sen fredag eftermiddag. Vi respekterer, at andre mennesker lever sammen på den måde, de nu vælger at gøre det på. Vi har også registreret partnerskab, som giver en formel ramme. Vi har en meget vid udstrækning af ligestilling mellem forskellige samlivsforhold, men vi ønsker ikke, at man i kirken skal kunne vie to personer af samme køn til et egentligt ægteskab. Vi mener, at ægteskab og vielse hører uløseligt sammen, og det hører uløseligt sammen med kirken. Og det siger vi nej til for personer af samme køn.

Så har vi selvfølgelig også, som jeg bemærkede i min ordførertale under det forrige punkt, registreret den drøftelse, der er i nogle kirkelige kredse. Den følger vi, uanset hvordan den i øvrigt måtte blive organiseret, og uanset hvordan den på et tidspunkt måtte ønske at artikulere sig, hvis det er tilfældet, at den vil det. Men det er ikke det samme som at sige, at det bliver udslagsgivende for, hvordan Venstres folketingsgruppe vil stille sig.

Jeg er meget enig i, at vi har en særlig ordning i Danmark, en meget fin balance mellem kirke og stat. Der er ikke noget, der alene hedder kirkelige anliggender, lige så vel som der ikke er noget, der hedder egentlige statslige eller civile anliggender. Der er en meget fin sammenhæng og en fin balance, som vi skal være varsomme over for. Derfor vil jeg heller ikke på nogen måde forpligte Venstres folketingsgruppe her i dag til at følge den indstilling, som måtte komme i en eller anden form fra et eller andet forum, som måtte have defineret sig inden for folkekirken. For det er til syvende og sidst et anliggende for Folketinget og et anliggende, som under alle omstændigheder vedrører meget andet end kirken, også politiske, statslige og civilretlige spørgsmål.

Det er Venstres position, den er fuldstændig klar og umisforståelig. Sådan er den i dag, og sådan vil den være i morgen.

Hr. Kamal Qureshi for en kort bemærkning.

Det forslag, vi behandler lige nu, handler jo ikke om alt det andet, som hr. Kim Andersen er inde på. Det handler sådan set ene og alene om, at man fjerner den politiske blokering, der i dag hindrer trossamfundene i at vie homoseksuelle, hvis de vil, og som hindrer trossamfundene i at diskutere det her spørgsmål, som hr. Kim Andersen siger de selv skal diskutere. Det kan de jo rent faktisk ikke, fordi de ingen valgmuligheder har, som det er i dag.

Jeg vil da ikke gå så langt som Venstres Ungdom, som siger om den opfattelse, som hr. Kim Andersen lige har tilkendegivet, at det er et produkt af en gammeldags tankegang. Det mener Venstres Ungdom, og man kommer i øvrigt med mange andre skarpe kritikpunkter.

Det, som vores forslag lægger op til, er jo ikke, at der skal ske nogen som helst form for ændring af ægteskabsmønstret eller noget som helst andet. Det fjerner jo alene det politiske forbud, der er i dag, over for trossamfundene. Er hr. Kim Andersen ikke enig i det?

Hr. Kamal Qureshi bedes overholde taletiden. Det sker næsten aldrig, at han overholder den, og det kunne være sjovt at se, at det kunne lade sig gøre.

Ordføreren.

Jeg har forstået spørgsmålet, det har jeg sådan set gjort for længst, også når det blev stillet til andre ordførere. Jeg har også besvaret det i det, jeg sagde tidligere, og det, jeg sagde under det forrige punkt.

Vi ønsker fra Venstres side ikke at ophæve de nugældende regler og gøre det muligt for folkekirken at vie homoseksuelle til ægteskab. Det ønsker vi ikke, og det har jeg klart givet udtryk for. Men det ændrer ikke ved, at kirken under den form, som den nu vil definere sig på, eller kredse inden for kirken kan diskutere, hvad man måtte have af fremtidige ønsker, herunder ønsker til ritualer. Det kan kirken til enhver tid gøre. Der er ikke noget i den nuværende lovgivning, der forhindrer, at kirken kan have sådan en drøftelse, sådan en diskussion. Og vi følger gerne den diskussion. Vi lytter også til den, men det er i den rækkefølge, tingene foregår.

Hr. Kamal Qureshi.

Nu skal jeg se, om jeg kan overholde taletiden den her gang.

Det synes jeg er klar tale. Det er jo klar tale, at man ønsker at blande sig i kirkens indre anliggender, at man ikke vil give kirken lov til selv at bestemme. Det er Venstres folketingsgruppe, der skal definere, hvad kirken må og ikke må. Det er klar tale.

Her til slut vil jeg gerne spørge: Er det sådan, at Venstres folketingsgruppe er blevet pålagt at følge en bestemt politisk linje, eller har de lov til at stemme efter deres egen politiske overbevisning eller samvittighed, eller hvad man nu skal kalde det, som de plejer i disse spørgsmål?

Ordføreren.

Jeg kan bekræfte, at jeg er fuldstændig enig med spørgeren i, at det er ganske klar tale. Det har det været hele vejen igennem. Hvordan spørgeren vælger at definere og udlægge den klare tale, lader jeg være op til spørgeren.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Tak for det. Ordføreren bruger selv begrebet civile anliggender, og det er jo rigtigt, at vi som land har udstyret trossamfundene med nogle civile beslutninger, der har juridisk gyldighed. Det kan være lidt forskelligt fra trossamfund til trossamfund, hvad de er udstyret med, og med hensyn til hvad folkekirken er udstyret med, er der også lidt forskel på, om det er nord eller syd for Kongeåen. I al almindelighed er f.eks. folkekirken udstyret med at kunne navngive både drenge- og pigebørn, hvorefter navnet har juridisk gyldighed. Den er også udstyret med at kunne foretage begravelser af begge køn. Den er bare ikke udstyret med vielsesret for de to forhold, som man ellers kan leve i af juridiske parforhold i Danmark. Så jeg vil bare spørge ordføreren: Er det ikke ulogisk, at vi har en kønsadskillelse på ét forhold inden for de juridiske rettigheder, som folkekirken har, når vi ikke har det på de andre forhold?

Ordføreren.

Nej, det er det ikke, for i alle andre tilfælde er der tale om en kirkelig handling i forhold til individet. I forbindelse med en vielse er der tale om en kirkelig handling mellem to individer til indgåelse af ægteskab. Ægteskabet er mellem to mennesker af forskelligt køn, og den terminologi ønsker vi at fastholde. Vi ønsker ikke at devaluere ægteskabsbegrebet, for vi synes, at det er en god og tryg ramme for mennesker at indgå i både retligt, følelsesmæssigt, kærlighedsmæssigt og i forhold til børns opdragelse og opvækst. Det er en status, som ægteskabet har haft i mange hundrede år, og som har været ganske givende for vores samfundsudvikling og vores kulturelle udvikling, og det ønsker vi ikke at sætte spørgsmålstegn ved.

Fru Karen J. Klint.

Jeg kunne stille samme spørgsmål til ordføreren, som jeg gjorde til justitsministeren: Hvis vi nu alene holder os til overskriften på beslutningsforslaget her og ser bort fra de sidste seks ord i forslaget – det er det eneste sted, hvor der står ordet ægteskab i det her beslutningsforslag – kan ordføreren så ikke se det ulogiske i, at man har givet trossamfundene juridiske gyldighedsrettigheder på en masse områder, bare ikke på forholdet at kunne vie et par, der er homoseksuelt? Det er jo en undtagelse fra den almindelige civile lovgivning, og hvorfor er den undtagelse så vigtig, når det netop er vielsesretten, vi bruger som blåstempling af, at et trossamfund er godkendt?

Ordføreren.

Jeg hører ikke spørgsmålet stillet anderledes, end at jeg i min besvarelse substantielt må henholde mig til det, jeg sagde lige før. Med hensyn til hvad der er beslutningsforslagets overskrift, konstaterer jeg, at det her er en folketingsforhandling om det fremsatte beslutningsforslag, det er ikke en redaktionskomité.

Så er det hr. Mogens Jensen for en kort bemærkning.

Det er lige for at følge op på hr. Kamal Qureshis spørgsmål til Venstres ordfører, der handlede om det med, at vi jo godt ved alle sammen, at der er en række medlemmer af Venstres folketingsgruppe, som godt vil støtte den her mulighed for, at kirken kan vie homoseksuelle, og der har været fortilfælde, hvor de har kunnet stemme med oppositionen, så vi kunne få et flertal for nogle af de her ting. Så jeg vil høre, om de medlemmer af Venstres folketingsgruppe bliver fritstillet. Hvilken beslutning har man truffet i gruppen om det? Får de mulighed for at stemme efter deres overbevisning, eller har gruppen ønsket ligesom at holde dem fast på en flertalsbeslutning i gruppen? Det kunne være rart at vide.

Så mangler jeg også at høre noget fra hr. Kim Andersen. Hr. Kim Andersen siger nu det her med, at ægteskabet er historisk osv. Hvad er det for nogle problemer, der vil opstå for ægteskabet mellem mand og kvinde, hvis det udvides til også at kunne være et begreb, der dækker en pardannelse mellem to af samme køn?

Ordføreren.

Det sidste spørgsmål har hr. Mogens Jensen jo været inde på tidligere, også i dag og også over for mig. Jeg er ikke sikker på, at der vil ske noget ved en sådan ændret anvendelse af ægteskabsbegrebet. Men man kan frygte, at det, der er det ideelle for os, det, der er traditionen, og det, som er reglen, og som vi ønsker skal være reglen, med tiden vil undergå en devaluering og dermed ikke have den status, som ægteskabet har, og som vi ønsker at det skal have. Derfor holder vi fast i begrebet, som det er, og vi holder fast i, at man ikke i kirken skal kunne vies til et ægteskab, medmindre man er to personer af hvert sit køn.

Med hensyn til det sidste: Nu ser vi, hvad kirken måtte finde ud af at komme med af indstillinger. Venstres folketingsgruppe er kommet med sin indstilling, og hvad grundloven siger om, hvad folketingsmedlemmer er forpligtet af og til, ved vi alle.

Hr. Mogens Jensen.

Vi ved jo alle sammen, hvordan det fungerer i grupperne. I nogle sager stemmer man som samlet gruppe, i andre sager fritstiller man sine medlemmer. Jeg vil gerne høre, om ikke ordføreren kan meddele, bare som en ren forbrugeroplysning, hvilken beslutning der er truffet i Venstre, hvad angår afstemningen om det her forslag. Har man fritstillet sine medlemmer, eller har man ikke?

Så vil jeg sige: Nu siger ordføreren, at der vil ske en devaluering af ægteskabet, og det er netop det, jeg forsøger at komme lidt nærmere. Hvad er det for problemer, det giver i det heteroseksuelle ægteskab, at man udvider begrebet til at omfatte pardannelser af to af samme køn? Jeg mener, det burde være en styrke, at flere vil komme til at indgå i et ægteskab – at man får styrket ægteskabsbegrebet frem for at devaluere det. Men jeg mangler at få nogle klare svar på, hvad devalueringen består i, og hvad det er, der vil ske. Vil mand og kvinde ikke længere gå i seng med hinanden? Vil de ikke lave børn? Hvad er det, der kommer til at foregå? Hvad frygter man?

Ordføreren.

For at besvare det første spørgsmål til en start kan jeg meddele, at jeg taler på Venstres folketingsgruppes vegne, og det er Venstres folketingsgruppe, der har konkluderet, at vi stemmer imod de forslag, vi har til behandling her i eftermiddag. Og så følger vi i øvrigt den diskussion og det arbejde, der måtte være i folkekirken, og lytter interesseret til det resultat, der måtte komme ud af det.

Jeg tror ikke, at man skal frygte, hvad der sådan vil ske for samlivsforhold mellem mænd og kvinder. Det tror jeg sådan set har et ret naturligt udgangspunkt, og det tror jeg også det vil have fremadrettet. Men vi ønsker altså at fastholde det privilegium, den ophøjethed, eller hvad spørgeren vil kalde det, at et ægteskab, som man er viet til i kirken, er forbeholdt et forhold mellem mand og kvinde.

Tak til ordføreren. Herefter er det Socialdemokraternes ordfører hr. Mogens Jensen.

Jeg skal lige gøre opmærksom på, at navnet heroppe på tavlen beklageligvis vil være Kim Andersen et stykke tid endnu, for vi har tekniske problemer. Men det bør ikke genere alt for meget, håber jeg.

Værsgo, ordfører.

Jeg skal sige, at det på ingen måde vil afspejle sig i min tale.

Jeg skal ikke gøre debatten så meget længere med den ordførertale, jeg skal holde, for jeg tror, at jeg allerede under det forrige punkt redegjorde for, hvad Socialdemokraternes holdning er. Vi støtter det her beslutningsforslag – altså at vi lovgivningsmæssigt fjerner ikke alene det forbud, der er, imod, at trossamfundene, herunder folkekirken, kan vie homoseksuelle, men også forbuddet imod, at de kan tage stilling til, om de vil eller ej. For hvis de reelt skal kunne tage stilling til, om de vil eller ej, kræver det jo, at de rent faktisk har muligheden, og det har de i dag ikke fra lovgivningsmæssig side. Derfor er det jo logisk, at uanset hvad de enkelte trossamfund måtte ønske, og uanset hvilken konklusion der kommer på den dialog, der foregår i folkekirken i øjeblikket, er det eneste rimelige at sige fra et i øvrigt demokratisk samfund, at selvfølgelig må det være op til trossamfundene selv at træffe den beslutning; det er ikke en beslutning, der skal træffes i Folketinget. Det er lige før, jeg vil sige, at det er diskriminerende for at kunne udleve sin religion her i landet, at vi fra lovgivningsside rent faktisk forsøger at definere, om man kan vie mennesker eller ej. Det er i hvert fald en fuldstændig urimelig lovgivning, som er i dag, og vi går klart ind for at fjerne forbuddet.

Så lytter vi selvfølgelig også gerne til dialogen. Men jeg vil godt sige, at den dialog har været i ganske lang tid. I den tid, jeg har siddet her i Folketinget, og også før det har der været en intensiv debat om det her; jeg har selv medvirket i debatter med kirken, og der har været mange debatter med kirken rundtomkring. Så det er jo mærkeligt, at nogle partier her i Folketingssalen nu lige pludselig ikke kan beslutte sig, fordi man i kirken pludselig har fundet ud af, at det hele nu skal afklares inden for 2 eller 3 måneder. Det siger jeg ikke for at nedgøre den dialog, der foregår i kirken, den har vi fuldstændig respekt for. Men det her spørgsmål, altså om der skal være et forbud mod, at kirken selv kan tage stilling til det, eller ej, har faktisk ikke noget med den dialog at gøre. Det er os som folketingspolitikere, os som partier, der må træffe beslutning om, om trossamfundene skal have de her muligheder eller ej. Socialdemokraterne mener, at de skal.

Tak til ordføreren. Så er det Dansk Folkepartis ordfører hr. Jesper Langballe.

Som nævnt vil navnene på tavlen altså sikkert ikke blive skiftet i dag. Det er tekniske vanskeligheder, det er ikke chikane.

Hr. Jesper Langballe.

Jeg lever med det.

Jeg vil lige sige, at jeg vil tale om begge beslutningsforslag under et, da de jo hører fuldstændig uløseligt sammen.

Der er sproglige nyskabelser, der fra tid til anden kan få en til at rykke i stolen. Et af de mest utrolige, jeg har hørt, har vi på dagsordenen lige nu. Det er udtrykket et kønsneutralt ægteskab. Jamen det står der minsandten. Man tror ikke sine egne øjne eller ører. Et kønsneutralt ægteskab. Det lyder ufattelig kedsommeligt, men ellers er udtrykket jo sjovt. Tænk, hvis det ender med, at politiske puritanere får gjort hele tilværelsen kønsneutral, så vi får kønsneutral elskov, ja, hvem ved, kønsneutrale pinupgirls måske. For når soldater på indersiden af deres klædeskabe hæfter smarte piger op med tegnestifter, er de jo på en måde diskriminerende. Det ville det omvendt også være, hvis regimentschefen direkte befalede dem at hæfte mænd op. Altså, må pinuppigerne gøres kønsneutrale. Så er der ikke nogen, der diskrimineres, og så er der ingen udsigt til, at Folketinget skal blive arbejdsløs lige foreløbig. Naturen har jo påført os så uendelig mange forskelle og diskriminerende urimeligheder, at der er nok at tage fat på, når den totale neutralitet og lighed skal gennemføres ved lov. Men så skal og må loven også sikre, at de kønsneutrale ægtefæller får kønsneutrale børn, som, når de vokser op og bliver store, kan finde sig kønsneutrale kærester. Hvor er vi ellers henne?

I antidiskriminationens navn fik feministbevægelsen i 1970'erne Dansk Sprognævn til at sige god for et kønsneutralt personligt stedord. I stedet for det undertrykkende »han« og »ham« og »hun« og »hende« skulle man til at bruge det kønsneutrale »høn« – h-ø-n. »Vil du have høn, som hos dig står, til din ægtehustru?« Nåh nej, »ægtehustru« er ikke så godt, men så »ægteperson«.

Lad os slå fast, at det neutrale liv ikke findes, heller ikke det kønsneutrale. Jeg er sikker på, at Den Almægtige nøje vidste, hvad han gjorde, da han skabte os som mænd og kvinder, der skulle blive ét kød og derved bringe børn til verden. Han kunne jo godt have skabt os som intetkønsvæsener, der formerede sig ukønnet ligesom blomsten Narcissus. Men han havde i sin godhed set, at det ville blive alt for kedeligt.

Tilbage står så, hvorfor vi egentlig stifter ægteskaber og nogle af dem endog i kirken. Det gør vi, fordi vi hertillands har historisk tradition for, at en mand og en kvinde, som vil have børn og stifte familie, kan gå hen i kirken og få deres forehavende velsignet. Det betyder ikke, at vi også får velsignet alle mulige andre ordninger i kirken, heller ikke det registrerede partnerskab, for det er jo, som ordet siger, en registrering og en kontraktlig ordning – en god ordning – og den slags har man kommunale embedsmænd til. Jeg har lidt svært ved at forstå det, som nogle har sagt i dag, om, at registreringen skal kunne foregå i kirken. Kirken er jo ikke til for at registrere ordninger, men til for at forkynde og for at gennemføre kirkelige handlinger. Det næste kunne jo så blive købekontrakter. Man kunne tage en købekontrakt med hen i kirken og skrive den under der og bagefter få den velsignet af præsten. Hvem af de ganske almindelige folkekirkedanskere ville kunne genkende deres folkekirke i sådan nogle kunstige absurditeter? De ved jo alle sammen godt, at kirken er det sted, hvor velsignelsen søndag formiddag lyses over alle, over mænd og kvinder, heteroseksuelle og homoseksuelle uden forskel. Og så går vi en gang imellem derhen om lørdagen og holder en særlig gudstjeneste for et par, der nu har besluttet sig til at stifte familie, ligesom deres forældre gjorde engang.

Dansk Folkeparti stemmer nej til begge beslutningsforslag.

Tak til ordføreren. Herefter er det den konservative ordfører, hr. Rasmus Jarlov.

Jeg vil egentlig først og fremmest henvise til min ordførertale til det lovforslag, der hedder L 123, som vi behandlede tidligere. Jeg føler ikke, at der er stort nyt at tilføje til debatten, andet end at jeg kan erklære mig ganske enig med justitsministeren, og Det Konservative Folkeparti stemmer selvfølgelig også imod denne gang.

Vi er tilhængere af ligestilling. Vi mener, at homoseksuelle er fuldstændig ligeværdige mennesker i forhold til alle andre mennesker på den her jord. Vi vil ikke definere religion politisk; vi vil ikke presse noget ned over folkekirken; vi går ikke ind for, at man gør vold på sproget og kalder et registreret partnerskab for et ægteskab. Men hvis kirkens brede flertal ønsker det, er vi klar til at ændre lovgivningen, således at et registreret partnerskab kan indstiftes ved en kirkelig handling med et særligt vielsesritual.

Vi mener, det er det rigtige at udvise respekt for kirken og lade den gennemgå det arbejde, som er i gang. Det vil være rigtigt at finde en bredt funderet løsning i stedet for at forsøge at presse noget hurtigt politisk igennem, og det her beslutningsforslag går for langt, i forhold til hvad vi kan være med til.

Fru Karen J. Klint for en kort bemærkning.

Jeg vil bare være sikker på, at jeg hørte fuldstændig rigtigt, nemlig at ordføreren sagde, at hvis vi alene havde forholdt os til overskriften og det er det, dialogen ender på i folkekirken i løbet af et kort stykke tid, er De Konservative enige i, at trossamfundene skal have mulighed for at vie homoseksuelle par, hvis vi finder den rigtige betegnelse for det.

Ordføreren.

Jamen det kan jeg sådan set godt bekræfte. Det, der er stridspunktet her, er jo også den motivering, der er. Der står så til sidst i beslutningsforslaget, at det skal være på lige fod med heteroseksuelle. Det kan vi ikke gå ind for, fordi vi bl.a. ikke ønsker et kønsneutralt vielsesritual.

Fru Karen Klint.

Vi blander os jo ikke i selve ritualerne. Der er jo også i dag to ritualer i den borgerlige vielse. Der har jo så også været ønske om at ændre det, også fra en borgerlig politiker, som foretager rigtig mange borgerlige vielser her i København. Det var der ikke stemning for dér.

Men hvis vi nu forholder os alene til B 123, så hørte jeg, at Det Konservative Folkeparti var positiv, hvis de sidste par ord ikke havde været der, altså, hvis det bare havde været, at man fik adgang til i et trossamfund at foretage en vielse af et registreret partnerskab, at man altså gik lidt højere op end en velsignelse. Man kan velsigne i dag. Men hvis ønsket er, at man også skal vie i dag, er man positiv.

Ordføreren.

Ja, altså vel at mærke, hvis kirken ønsker det. Som jeg hele tiden har sagt, lægger vi vægt på, at kirken skal ønske den her ændring. Man laver ikke loven om, før kirken vil have det. Nu bliver der sat et udvalgsarbejde i gang, og der er vi positive over for at gå så langt, at man kunne lave et registreret partnerskab ved en kirkelig handling, men ikke et ægteskab. Kirken skal ønske det, og vi går efter den bredest mulige opbakning.

Tak til ordføreren. Så er det den radikale ordfører, fru Lone Dybkjær. Fru Lone Dybkjær.

Jeg var lige ved at spørge en ordfører, om ikke vi kunne finde på noget mere interessant end at gentage debatten.

Men Det Radikale Venstre støtter forslaget, og jeg skal ikke gå yderligere ind i debatten. Vi synes, at det er Folketinget, der skal lave den her lovgivning, og så må kirken gøre op med sig selv, om den vil foretage vielser, altså de forskellige trossamfund gøre op med sig selv, om de vil vie homoseksuelle par eller ej.

Tak til ordføreren. Så er det Enhedslistens ordfører, fru Johanne Schmidt-Nielsen.

I fru Pia Kjærsgaards nyhedsbrev, det ugentlige nyhedsbrev, der udkom den 22. marts, kan man læse, at Dansk Folkepartis nej til det her forslag ikke er et nej til ligestilling. Fru Pia Kjærsgaard skriver, at hvis det handlede om ligestilling, burde vi vel kræve, at alle religioner i Danmark tilbyder deres tilhængere en vielse af homoseksuelle i moskeen, templet eller synagogen.

Så tilføjer fru Kjærsgaard, og jeg citerer: »Men kunne man forestille sig, at en Abdul Wahid Petersen fra Islamisk Trossamfund ville tilbyde vielse af homoseksuelle? Naturligvis ikke. Vi forlanger det heller ikke af dem. Ikke engang bøsser og lesbiske kunne vel drømme om at spørge.« Sådan skriver fru Pia Kjærsgaard altså i sit nyhedsbrev.

For det første kan jeg oplyse fru Pia Kjærsgaard og Dansk Folkeparti om, at der findes mange homoseksuelle muslimer, der bestemt ikke betragter deres seksualitet som noget, der står i modsætning til deres tro. Og om de kunne finde på at spørge deres imam om muligheden for en vielse, ved fru Pia Kjærsgaard næppe noget om. For det andet viser den her udlægning, at Dansk Folkeparti simpelt hen ikke har forstået, hvad forslaget handler om.

I modsætning til, hvad fru Kjærsgaard skriver, handler det her forslag ikke om at forpligte trossamfundene til at udføre vielser af to personer af samme køn. Nej, forslaget handler om at fjerne de lovgivningsmæssige barrierer, der i dag betyder, at man som præst slet ikke har muligheden for at vælge at vie to mænd eller to kvinder. Netop det er jo værd at bide mærke i, altså, i dag er det den danske lovgivning, der spænder ben for de præster, der ønsker at vie homoseksuelle. Det er som bekendt ikke – og heldigvis for det – folkekirkens præster, der er ansvarlige for den danske lovgivning. Det er Folketinget.

På trods af at udlændinge, der kommer her til landet, skal skrive under på en såkaldt integrationskontrakt, hvor der står, at i det danske samfund må man ikke diskriminere mennesker på baggrund af deres seksualitet, accepterer VKO altså, at den danske lovgivning diskriminerer, og at den danske lovgivning gør det umuligt for homoseksuelle at få en kirkelig vielse på lige fod med heteroseksuelle, på trods af at der altså findes adskillige præster, der hellere end gerne vil stå for det arrangement.

Endelig er det måske på sin plads at oplyse fru Pia Kjærsgaard om, at det forslag, som vi i dag behandler, ikke kun omhandler folkekirken, men alle trossamfund med vielsesbemyndigelse. Vi vil med andre ord give alle trossamfund mulighed for at vie homoseksuelle, hvis de pågældende trossamfund vel at mærke synes, at det er en god idé.

Jeg har hørt nogle også her i dag argumentere imod forslaget ved at sige, at vi ikke skal blande os i kirkens indre anliggender. Det er jeg for så vidt enig i. Det er også derfor, at Enhedslisten arbejder for, at vi kan få en adskillelse af kirke og stat. Men det forslag, som vi i dag behandler, har ikke noget at gøre med at blande sig i kirkens indre anliggender, tværtimod. Det handler tværtimod om at sætte præsterne fri.

Kunne jeg selv bestemme, ville jeg egentlig foretrække, at det juridiske i ægteskabet var noget, der foregik på rådhuset, og hvad man så derudover ønskede af henholdsvis religiøse eller ikkereligiøse ritualer, kunne så stå en frit for, altså, uanset om det var ritualer, der involverede en kristen præst, eller nogen, der havde klædt sig ud som Odin eller Thor, eller hvad det nu kunne være.

Men at sige, at det her forslag er et udtryk for utidig indblanding i kirkens anliggender, giver ikke mening, fordi vi netop behandler et forslag, der omhandler det stik modsatte, et forslag, der handler om, at vi skal stoppe med at blande os. Vi skal fjerne forbuddet mod vielser af homoseksuelle og lade det være op til det enkelte trossamfund, om man vil vie to kvinder eller to mænd.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Kamal Qureshi.

Det har været en lang debat, og vi er kommet rundtomkring, så jeg skal ikke gøre det unødigt længere.

Jeg vil bare kort slå nogle ting fast. Stemmer man for vores forslag, kan det betyde meget, men det kan også betyde ingenting. Vores forslag ændrer ikke ved ægteskabslovgivningen. Det ændrer ikke ved ægteskabsbegrebet, det ændrer ikke ved, at trossamfund ikke vier homoseksuelle. Vores forslag – det siger jeg med åbne øjne – kan sagtens betyde, at der ikke er et eneste homoseksuelt par, der blive viet.

Men det, vores forslag faktisk gør, og som jeg synes er meget afgørende, er, at det fjerner den politiske spændetrøje, der i dag ligger på trossamfundene, som gør, at de ikke selv kan vælge, om de vil vie homoseksuelle eller ej. Der står nogle politiske ordførere, f.eks. en fra Venstre, her på talerstolen og helt åbenlyst erkender, at man ikke har lyst til at give kirken den frihed, fordi man mener, at der skal være en definering af et ægteskab, som kirken skal overholde. Den form for politisk indblanding i kirkens indre anliggender eller for den sags skyld andre trossamfunds indre anliggender er det, som vores forslag gør op med. Vi skal ikke gå ind og definere, hvordan trossamfundene definerer ægteskab. Det må de selv gøre. Der skal ikke være en politisk indblanding. Jeg synes faktisk, at det er hyklerisk, når det oven i købet kommer fra et parti, der ved festlige lejligheder plejer at tale om, at man skal adskille politik og religion, og at religion skal fylde mindre i det offentlige rum. Jeg synes altså, at det virker fuldstændig malplaceret, at man siger, at det skal være en politisk afgørelse, hvordan kirken skal definere et ægteskab.

Jeg vil også gerne sige, at vi slet ikke går så langt, som f.eks. Venstres Ungdom lægger op til at ville. Venstres Ungdom siger faktisk, og jeg citerer her fra deres pressemeddelelse fra den 24. marts:

»Der er ikke meget folkelighed over en folkekirke, som diskriminerer dens medlemmer på baggrund af deres seksualitet. Det er skuffende, at kirkeministeren ikke vil give religiøs ligestilling til et mindretal af landets befolkning, men spise dem af med et dårligt kompromis om vielse til registreret partnerskab.« Det siger Venstres Ungdoms formand, Jakob Engel Schmidt.

Vores forslag lægger slet ikke op til det, vi har intet ønske om at gå ind og tvinge trossamfundene i en ligestillingssammenhæng et bestemt mønster. Vi vil bare gerne fjerne den politiske spændetrøje, sådan at de selv kan begynde diskussionen om, hvordan og hvorledes det skal tackles. Om det så skal føre til et vielsesritual eller noget andet eller noget tredje eller til ingenting, er en afgørelse, som trossamfundene selv må træffe. Det gælder i øvrigt alle trossamfund. Så må folk jo i hver deres eget trossamfund, hvor de nu hører til, tage de diskussioner, som der er behov for at blive taget.

Med de ord takker jeg for behandlingen af forslaget, som har været overordentlig grundig, må man sige, her en sen eftermiddag før påskeferien.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Retsudvalget. Såfremt ingen gør indsigelse herimod, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.