ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTEREN

 

 

Eksp.nr. 577695

 

 

 

9. oktober 2008

 

Besvarelse af spørgsmål 6 ad L 33 stillet af Folketingets Erhvervsudvalg den 9. oktober 2008

 

 

 

Spørgsmål 6:

Hvordan vil man sikre, at der først gives skattemæssigt fradrag for bankernes deltagelse i tab, når de pågældende beløb er tabt, og ikke allerede, når der skal stilles garanti, og når der sker indskud i garantiinstitut / afviklingsselskab?

 

 

Svar:

Jeg har fra Skatteministeriet modtaget følgende udtalelse, hvortil jeg kan henholde mig:

 

”Garantiordningen er opbygget således, at Det Private Beredskab indestår for betaling af 10 mia. kr. til dækning af underskud i Afviklingsselskabet og at Det Private Beredskab skal betale en garantiprovision til Afviklingsselskabet på 7,5 mia. kr. årligt i 2 år. Hvis det skønnede underskud i Afviklingsselskabet overstiger disse beløb, skal Det Private Beredskab dække yderligere underskud i afviklingsselskabet med indtil 10 mia. kr.

 

Midler til betaling af garantiprovisionen og dækning af underskud, hvis det måtte blive aktuelt, får Det Private Beredskab ved indbetaling fra medlemmerne, dvs. pengeinstitutterne. Pengeinstitutterne har fradrag efter statsskattelovens § 6, stk. 1, litra a, for indbetalinger til Det Private Beredskab som en driftsomkostning.

 

Håndteringen i forhold til nødlidende pengeinstitutter sker enten ved at aktiver og passiver overdrages til et af Afviklingsselskabet oprettet datterselskab eller ved at et andet pengeinstitut overtager det nødlidende pengeinstitut. Et sådant datterselskab vil være skattepligtigt og indtægter og udgifter ved afvikling af de overtagne aktiver og passiver skal medregnes ved datterselskabets indkomstopgørelse. Tilsvarende gælder, hvor det er et andet pengeinstitut, der overtager det nødlidende pengeinstitut.

 

Henset til den måde garantiordningen er skruet sammen på, er der ikke grundlag for at udskyde pengeinstitutternes fradragsret for de indbetalinger, de foretager til Det Private Beredskab.”

 

 

ØKONOMI- OG ERHVERVSMINISTERIET

Slotsholmsgade 10-12

1216 København K

 

Tlf.           33 92 33 50

Fax          33 12 37 78

CVR-nr    10 09 24 85

[email protected]

www.oem.dk