Det næste punkt på dagsordenen er:

6) 1. behandling af beslutningsforslag nr. B 139:

Forslag til folketingsbeslutning om at sikre virksomheder og arbejdere mod uretfærdig konkurrence.

Af Frank Aaen (EL) m.fl.

(Fremsættelse 18.03.2009).

Forhandlingen er åbnet. Udenrigsministeren.

Indledningsvis vil jeg godt gøre opmærksom på, at beslutningsforslaget i henhold til bemærkningerne hertil, bygger på en præmis, som jeg ikke er enig i. Den består i en formodning om, at europæiske virksomheder og lønmodtagere udsættes for uretfærdig konkurrence fra udviklingslande, som ikke overholder ILO's kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder. Det kan godt være, at nogle af udviklingslandene tror, at der er en konkurrencefordel ved ikke at overholde arbejdstagerrettighederne, men ILO og WTO har i en fælles rapport fra 2002 konkluderet, at overholdelse af arbejdstagerrettigheder ikke hæmmer et lands konkurrenceevne. Der foreligger ej heller dokumentation for påstanden om, at virksomheder skulle søge at placere sig der, hvor arbejdsstandarderne er lavest.

Jeg er til gengæld enig i en anden grundlæggende præmis bag beslutningsforslaget, nemlig at Danmarks og EU's handelspolitik skal bidrage til en global bæredygtig vækst, ikke mindst når det gælder arbejdsforhold. I bemærkningerne til forslaget rejses spørgsmålet om, hvorfor EU ikke indfører forpligtende sociale klausuler i bilaterale frihandelsaftaler. Det korte svar er, at det gør EU ikke, fordi EU baserer sig på dialog, samarbejde og incitamenter i arbejdet for at fremme sociale standarder globalt.

Denne tilgang, som er et led i EU's bestræbelser for at fremme ILO's målsætning om anstændigt arbejde for alle, vurderes for det første at fungere betydelig bedre end et sanktionsbaseret system. Sanktioner risikerer nemlig at udelukke et reelt samarbejde. Så taler man jo ikke længere sammen, så kan man ikke længere påvirke hinanden. Dialogen kommer i så fald slet ikke i gang. Det så vi i WTO-forhandlingerne, hvor udviklingslandene stærkt modsatte sig at inkludere arbejdstagerrettighederne i Doharunden, fordi man mente, at de udviklede lande i virkeligheden ville benytte dette protektionistisk, og det er jo også det, som Enhedslistens forslag går ud på.

For det andet vil EU's handelspartnere kunne se en interesse i at skjule forhold, der kan udløse sanktioner, og så forbedrer det jo reelt ikke vilkårene. Dermed bremses bare for transparens og dialog, som jo begge er en forudsætning for at fremme arbejdstagerrettighederne.

En lignende tilgang ligger til grund for EU's såkaldte GSP+-ordninger. Her tilbyder EU handelsmæssigt sårbare udviklingslande et positivt incitament i form af særlige toldpræferencer, hvis landene ratificerer og effektivt implementerer i alt 27 konventioner om god regeringsførelse og bæredygtig udvikling. Blandt disse er ILO's otte kernekonventioner om arbejdstagerrettigheder. Det kan Enhedslisten jo kun være begejstret for. De særlige GSP+-præferencer kan fratages lande igen, hvis betingelserne ikke overholdes. Da EU yder præferencerne autonomt og ikke som en del af en gensidig aftale, kan EU derfor også beslutte at tilbagekalde dem igen. Det samme gælder GSP-ordningen som helhed, hvorfra EU har udelukket lande som Myanmar/Burma og Hviderusland, der påviseligt groft ser bort fra centrale menneske- og arbejdstagerrettigheder.

Bilaterale frihandelsaftaler er til gengæld gensidige. Det indebærer, at parterne under forhandlingerne må finde en balance mellem forpligtelser og rettigheder, som giver begge parter fordele. Hvis et af parternes krav eksempelvis om overholdelse af arbejdstagerrettigheder bliver for håndfast, vil den anden part i sidste ende kunne nægte at indgå handelsaftalen. EU vil på den måde miste en væsentlig mulighed for via dialog og samarbejde positivt at påvirke sine handelspartneres bestræbelser for at forbedre arbejdstagerrettighederne. Og begge parter vil gå glip af økonomisk vækst, som de seneste årtier har løftet millioner af mennesker ud af fattigdom og skabt øget fokus på grundlæggende vilkår som arbejdsforhold og miljø, thi den økonomiske vækst gør det muligt at løfte forholdene lettere end uden økonomisk vækst.

Om arbejdstagerrettighedsaspekterne i de igangværende forhandlinger, som Enhedslisten henviser til i bemærkningerne, forhandlinger om frihandelsaftaler med henholdsvis Sydkorea, Columbia, Andin, Filippinerne og ASEAN kan jeg oplyse følgende:

Koreaforhandlingerne er nu i slutspilsfasen, og fra dansk side arbejder vi hårdt for et resultat. Desværre er det ikke sikkert, at forhandlingerne når i mål. Den økonomiske krise og stigende protektionisme globalt har gjort det vanskeligere at overkomme de sidste forhindringer i forhold til bl.a. bilindustrien i visse lande. Men netop på grund af krisen er det meget vigtigt, at vi når et resultat, som vil vise, at samarbejde og åbenhed er muligt og den rigtige vej ud af krisen. Det er protektionisme ikke, det er at fordybe krisen. Som aftalen tegner nu, er der enighed om et kapitel vedrørende bæredygtig udvikling, herunder arbejdstagerrettigheder. Ud over forpligtelser om at overholde grundlæggende arbejdsstandarder lægges der op til nyskabende mekanismer for monitorering og dialog om sociale standarder, som bl.a. involverer parternes civilsamfund. Endvidere har Sydkorea accepteret at ratificere og implementere de ILO-kernekonventioner, som mangler, og det vil være som et led i en samlet aftale. Og det kan Enhedslisten jo også kun være glad for.

Forhandlinger med ASEAN, herunder Filippinerne, skrider meget langsomt frem. Det vil Enhedslisten nok også være glad for. Bæredygtighedsdelen har været diskuteret i en ekspertgruppe, men endnu ikke i detaljer. EU arbejder for et så stærkt forpligtende kapitel om bæredygtighed og herunder arbejdstagerrettigheder som muligt. Det samme gælder i forhold til forhandlingerne med Andin-landene, Columbia, Ecuador og Peru, som heller ikke går for hurtigt.

Jeg vil vove den påstand, at så godt som intet i denne redegørelse kan være nyt for Enhedslisten, måske bortset fra enkelte detaljer omkring den seneste udvikling i EU's frihandelsforhandlinger, som jeg her har berettet om. Partiet har nemlig stået for en lang række af folketingsspørgsmål, forespørgselsdebatter og beslutningsforslag, som har kredset om opfordringer til at anvende straf og sanktioner som middel til fremme af arbejdstagerrettigheder hos vores handelspartnere. Regeringen har ved disse lejligheder peget på en alternativ og efter vores mening mere effektiv fremgangsmåde, der består i konstruktivt samarbejde og dialog. Selv om det endnu ikke helt er lykkedes at overbevise Enhedslisten om fordelene ved denne tilgang, vil jeg ikke undlade at udtrykke et fromt håb om, at vi nu kan lade emnet ligge et stykke tid og indtil videre enes om at være uenige.

Jeg skal derfor på regeringens vegne opfordre til, at nærværende forslag til folketingsbeslutning forkastes. Det er jo sådan nærmest et spøgelse og en genganger, så vi behøver jo ikke at bruge så mange kræfter på det.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg er glad for, at ministeren fremhæver vores energiske indsats på det her område, som går ud på, at arbejdstageres rettigheder og menneskerettighederne skal overholdes.

Jeg er også glad for, at ministeren fremhævede GSP+-aftalerne, der er forpligtende bestemmelser på det område og er blevet brugt over for Burma og over for Hviderusland. Jeg forstod også, at ministeren var enig i, at det var godt at have det redskab.

Problemet er jo, at de GSP+-aftaler, der er i dag, og som har forpligtende krav vedrørende menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, nu bliver erstattet af nye aftaler uden de forpligtende krav. Det kan jeg ikke forstå at ministeren synes er en god idé. Jeg kunne forstå på ministeren, at det var, fordi det var gensidige aftaler.

Skal det forstås sådan, at ministeren for at få nogen ting igennem i den gensidige aftale så samtidig har afstået fra forpligtende aftaler vedrørende menneskerettigheder?

Udenrigsministeren.

Næ, sådan skal det ikke forstås. Det mener jeg heller ikke at der er basis for. Når vi laver de aftaler, er de også blevet gennemgået i Europaudvalget. Der lægger Danmark jo hele tiden vægt på, at ILO-konventionerne bliver en del af aftalekomplekset, og at vi har mulighed for at reagere, hvis ikke de respekteres; det samme gælder menneskerettighederne.

Så det kan ikke forstås på den måde, hr. Frank Aaen siger det.

Hr. Frank Aaen.

Jamen når man nu fremhæver det, at man har forpligtende aftaler vedrørende arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder, og når de i nogle lande som Burma og Hviderusland, hvor der absolut er forfærdelige forhold, faktisk er blevet brugt for at vise, at der er konsekvens bag vores krav om, at arbejdstagernes rettigheder skal overholdes, hvad er begrundelsen så for, at man forhandler med Colombia, som er det land i verden, der er værst i forhold til fagforeninger, hvor der dør flest fagforeningsrepræsentanter overhovedet?

Hvorfor laver man så angiveligt nu en aftale med Colombia, som ikke indeholder klokkeklare krav og forpligtende krav om overholdelse af arbejdstagerrettigheder?

Ministeren.

Nu er det jo en del af Andinforhandlingerne, som altså er med gruppen af lande derude, som jeg nævnte før. Der synes jeg da, at Enhedslisten skulle være meget, meget glad for, at EU går ind og forhandler med Andinlandene, altså Colombia, Ecuador og Peru. Ikke mindst Colombia har Enhedslisten jo meget kritik af. Colombia har også meget, meget vanskelige forhold med drug barons, altså narkobaroner. De har haft meget store problemer med oprørsgrupper - det ved vi jo alt om - brutale terrorgrupper.

Derfor er det da meget, meget vigtigt, at vi sørger for, at Colombia på den ene side får en økonomisk udvikling, som betyder, at man får stoppet grobunden for terrorismen ude i landdistrikterne, og på den anden side får øget arbejdstagerrettighederne og forbedret vilkårene for arbejderne.

Hr. Frank Aaen skulle da ærlig talt være glad for, at vi arbejder på begge spor. Og det synes jeg også at vi skal. Nogle af kravene er jo så, at man får forbedret vilkårene, og det er en af vores muligheder. EU's soft power, bløde magt, er jo præcis igennem handelsaftalerne, som vi jo også forhandler her i Folketinget.

Tak til ministeren. Fru Gitte Lillelund Bech som ordfører.

Da Venstres ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre hans ordførertale:

I Venstre kan vi naturligvis kun bifalde målsætningen om bæredygtig global vækst, men vi er samtidig bevidste om, at denne målsætning ikke opfyldes fra den ene dag til den anden, hvor gerne vi end ville. Det er Venstres opfattelse, at vi i spørgsmålet om forbedrede vilkår for arbejdstagerne i den tredje verden ikke kommer særlig langt ved at slå beslutningstagerne oven i hovedet. Tværtimod - det eneste, vi ville opnå, var at blive kaldt for imperialister, eller at myndighederne i de pågældende lande ville foretage alle mulige fiksfakserier for at skjule de værste krænkelser af menneskerettighederne. I Venstre finder vi, at vi når længst med åbenhed, så der er syn for sagen med hensyn til, hvad der foregår i samarbejdslandene, og så vi igennem dialog får landene bevæget i den rigtige retning.

Venstre har fuld tillid til, at EU i de bilaterale forhandlinger med de mere problematiske lande gør sit for at få dem til at forpligte sig på at leve op til retningslinjerne for bæredygtighed, herunder at sikre arbejdstagernes rettigheder. Det er jo heller ikke tilfældet, at EU blot lader stå til og ser igennem fingre med, hvad der sker i de udviklingslande, som vi samarbejder med. Her tænkes specielt på GSP-ordningen, som både Burma og Hviderusland ganske fortjent blev udelukket fra på grund af deres manglende respekt for menneskerettighederne.

Men stok og gulerod gør det som bekendt ikke alene, og derfor er dialogen vores væsentligste redskab, når det kommer til at udbrede de rettigheder, vi nyder godt af her i Danmark, til resten af verden - en udvikling, der går hånd i hånd med økonomisk vækst. Derfor er det også vores helt klare forventning, at i takt med at de pågældende lande oplever en øget velstand, ja, så vil vi også se forbedringer på andre områder. Derfor må denne proces aldrig blive et spørgsmål om alt eller intet, sådan som Enhedslisten lægger op til. Vi skal derimod sætte fokus på både-og, handelsaftaler og bæredygtighed. Og derfor kan Venstre ikke tilslutte sig nærværende forslag.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Jeg har respekt for, hvis fru Gitte Lillelund Bech siger, at ordføreren ikke er forberedt på at svare på spørgsmål - det er helt i orden - men jeg vil alligevel ud fra det, der er sagt, sige, at man fremhæver, at det var godt at have en sanktionsmulighed over for Hviderusland og Burma. Hvorfor er det så ikke godt at have sanktionsmuligheder i nye aftaler, f.eks. med Sydkorea, Filippinerne eller Colombia, som overtræder menneskerettighederne, forfølger fagligt aktive?

Det er ikke rigtigt, at vi siger, at man bare skal slå folk over næsen, at man ikke skal have dialog, som udenrigsministeren også prøvede at sige. Vi siger bare, at der skal være den mulighed for ultimativt at kunne sige: Jamen så ophæver vi aftalen, for I overholder den ikke.

Ordføreren.

Jeg noterer mig, at hr. Frank Aaen her fremfører synspunkter på Enhedslistens vegne, men som sagt har jeg læst ordførertalen op for Venstres EU-ordfører, hr. Michael Aastrup Jensen, og derfor kan jeg ikke svare på de detaljer, som faktisk var i det spørgsmål, som hr. Frank Aaen stillede.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Kim Mortensen som ordfører.

Socialdemokratiets sædvanlige ordfører på området, hr. Orla Hav, er sygemeldt fra Folketinget og har derfor ikke mulighed for at være her til debatten, så jeg har lovet at tilkendegive Socialdemokratiets synspunkt i denne sag.

Jeg vil starte med at sige, at Socialdemokratiet ikke umiddelbart kan støtte forslaget, men vi synes, at det er et både godt og sympatisk forslag, Enhedslisten har fremsat, og en meget relevant problemstilling. Vi er derfor meget enige med Enhedslisten i, at EU har en central opgave i at sikre, at internationale konventioner og arbejdstagerrettigheder overholdes. Derfor er vi også enige i, at de såkaldte GSP+-aftaler, som dette forslag indeholder, bør indeholde krav om, at ILO-konventionerne overholdes, præcis som vi kræver det, når der er tale om europæiske partnerskabsaftaler i øvrigt.

Vi er dog af den opfattelse, at det er lige så vigtigt at fastholde sårbare udviklingslande i et forpligtende samarbejde og igennem disse aftaler være med til at udvikle landene, både handelsmæssigt, økonomisk og demokratisk. Derfor vil jeg gerne her tilbyde, at Socialdemokratiet sammen med Enhedslisten kan være med til måske at kaste lys over tingene og være med til at præge udviklingen i den rigtige retning i Folketingets Europaudvalg, ikke blot som en del af udvalgsarbejdet, men også i forhold til samråd, eksempelvis med udviklingsministeren, i den her sag.

Hr. Frank Aaen.

Jeg skal også lade være med at komme med yderligere spørgsmål til hr. Kim Mortensen, fordi han ikke er ordfører på området, og bare sige tak for tilsagnet om, at vi kan samarbejde videre om det her vigtige emne.

Tak til ordføreren. Så er det hr. Morten Messerschmidt som ordfører.

Også jeg vil gerne understrege, at frihandel er et meget væsentligt parameter. Det er grundlaget for al vækst, at man kan handle frit sammen og få specialiseret sit produktionsapparat, sådan at der netop skabes de mest gunstige vilkår. Og her er der da ingen tvivl om at også arbejdstagerrettigheder spiller en ganske væsentlig rolle.

Jeg vil starte med at sige, at netop handelspolitik faktisk er et anliggende, hvor jeg og Dansk Folkeparti ser at det giver god mening at lade EU bestemme. Når det kommer til et sådant område, er det klart, at man står stærkere udadtil, hvis man i fællesskab kan fremme sin dagsorden. Det gælder både, når det handler om at nedbryde toldbarrierer, som vi f.eks. oplever det i WTO, og når det handler om at fremme nogle hensyn og værdier, som man på globalt plan ønsker fremmet, herunder altså ILO's konventioner, som Enhedslisten konkret her rejser en debat om.

Spørgsmålet er så, hvordan man gør det bedst muligt. Jeg vil sige, at jeg og Dansk Folkeparti i vidt omfang deler de overvejelser, som udenrigsministeren er kommet med, med hensyn til forskellen mellem at vende ryggen fuldstændig til nogle lande og at prøve at presse de grundlæggende tanker i ILO's mest væsentlige konventioner eller kernekonventioner igennem.

Derfor synes vi nok, at der er en række positive overvejelser eller tiltag eller tanker i det af Enhedslisten fremsatte forslag, men vi mener ikke, at strategien er den rette. Der føler vi os mere på linje med, hvad udenrigsministeren har fremført. Tak.

Tak til ordføreren. Hr. Frank Aaen.

Jeg har først en enkelt kommentar. At det her skulle betyde at vende ryggen til, tror jeg overhovedet ikke at man kan finde noget belæg for i forslaget. Og argumentationen imod at have en sanktionsmulighed forstår jeg faktisk ikke.

For det, der ligger i forslaget her, er, at det skal være en absolut betingelse, at det, hvis et land konsekvent overtræder menneskerettighederne og konsekvent overtræder arbejdstageres rettigheder, i sidste ende, ikke i første ende, skal føre til, at handelsaftalen med det pågældende land kan ophæves. Jeg kan ikke forstå, hvis hr. Morten Messerschmidt har noget imod det.

Ordføreren.

Nej, men det er jo sådan set også det, som man har gjort i forhold til den såkaldte GSP+-ordning, ikke? Det er der, man har sagt, at de lande, som er milevidt fra overhovedet at leve op til bare kernekonventionerne inden for ILO, kan man ikke give de begunstigede vilkår, som andre lande altså får. Og det er det, der f.eks. sker over for Belarus. Det er jo fuldstændig naturligt.

Så jeg tror i virkeligheden, at det her måske beror på en definition af absolutismen, så at sige. Altså, hvor meget skal der til, før man er nået derhen, hvor man må sige, at der absolut ingenting er at komme efter? I virkeligheden tror jeg, at vi alle sammen stræber efter det samme. Selvfølgelig ville det være idealt, hvis man i hele verden accepterede og anerkendte ILO's grundlæggende konventioner. Det er det eneste anstændige for en fornuftig måde at have arbejdsmarkedet til at fungere på, og jeg fornemmer altså, at der er ganske små gnidninger mellem det, Enhedslisten foreslår, og det, som vi andre mener.

Hr. Frank Aaen.

Nej, de er nu ikke sådan helt små. Jeg tror, at vi er enige i målsætningen. I hvert fald synes jeg, at det, hr. Morten Messerschmidt siger, er i den rigtige retning.

Men problemet er jo, at nogle af de lande, der i dag er GSP+-aftaler med - aftaler, som alle roser, fordi de indebar muligheden for sanktioner, hvis et land konsekvent overtrådte menneskerettighederne - nu får en ny aftale, som præcis sanktionsmuligheden er taget ud af. Det er det, vi ikke kan forstå, altså hvorfor nogle af de lande, der i går og i dag er problematiske, og over for hvem der skal være en sanktionsmulighed, hvis de bliver ved, fremover skal have en aftale uden sanktionsmulighed. Det er da frygtelig ulogisk.

Ordføreren.

Jo, men der er jo stadig væk tale om bilaterale aftaler, hvor begge parter skal leve op til kriterierne. Altså, man kan sige, at de sådan set hviler på den almindelige folkeret. Så hvis den ene part ikke efterlever de betingelser, der er sat i en aftale, behøver det sådan set ikke være eksplicit formuleret i aftalen, at sanktionen er, at den pågældende aftale så ophæves. For det er en forpligtelse fra begge parters side, og hvis den ene part ikke leverer, behøver den anden heller ikke.

Så derfor vil jeg igen sige, at det her altså er et slagsmål om ord. Og jeg tror, at vi alle sammen er enige om, at vi selvfølgelig skal arbejde både i EU og på nationalt plan for at udbrede ILO's grundlæggende arbejdstagerrettigheder.

Tak til ordføreren. Fru Pia Olsen Dyhr som ordfører.

Da SF's ordfører, hr. Steen Gade, ikke kan være til stede, skal jeg fremføre følgende.

SF er enige i, at arbejdstagerrettigheder, herunder de centrale ILO-konventioner, bør indgå i såvel WTO-aftaler som bilaterale handelsaftaler. SF ønsker derfor, at Danmark presser på for og arbejder for, at arbejdstagerrettigheder indgår i EU's position i WTO og i EU's bilaterale handelsaftaler.

En blandt flere muligheder for at lade arbejdstagerrettigheder indgå er, at aftalerne indgås mellem lande eller blokke af lande, hvor alle lande har ratificeret de centrale ILO-konventioner. Men herudover findes der også mange andre måder at indarbejde arbejdstagerrettigheder på, herunder bedre og vigtigere arbejdstagerrettigheder end dem, der indgår i de centrale ILO-konventioner. SF er derfor kritisk over for ensidigt at satse på præcis den form for indarbejdelse, men ønsker også at satse på gensidigt forpligtende og helst både gennemskuelige og gensidigt kontrollerbare arbejdstagerrettigheder i sådanne aftaler.

Vi er åbne over for en videre diskussion, men umiddelbart kan vi ikke støtte Enhedslistens forslag.

Tak til ordføreren. Fru Lone Dybkjær som ordfører.

Tak til fru Helle Sjelle, fordi jeg måtte få lov til hoppe ind foran hende i ordførerrækken - jeg er lidt tidsklemt - og tak til formanden, fordi det kunne lade sig gøre.

Sådan set kan jeg gøre det ret kort, fordi jeg i virkeligheden i meget høj grad kan henvise til SF's oplæste ordførertale, men vil dog lidt principielt sige, at efter vores opfattelse, Det Radikale Venstres opfattelse, skal EU i samarbejde med andre lande, hvad enten det er på den ene eller anden eller tredje måde, faktisk være en drivende kraft i forhold til bæredygtig udvikling - det er os, der har overskuddet til at være det - og det gælder selvfølgelig også arbejdstagerrettigheder.

På den anden side vil jeg også sige, at i det samarbejde og i den ånd, som sådan nogle aftaler skal foregå i, må det være i en atmosfære af tillid, fordi også mange ulande er skeptiske, når vi kommer og stiller vores krav og mener, at de ikke kan få lov at bestemme selv, og at det i virkeligheden er en måde at gøre dem konkurrencemæssigt svage på. Derfor må det altså ikke blive en stopklods eller et stridspunkt i forhold til f.eks. Doharunden, og det må ikke bruges protektionistisk. Det er jo hele tiden en balancegang. Hvor langt skal man gå ind for at presse nogle aftaler igennem? Og hvordan kan man sikre en ordentlig dialog?

Men jeg vil egentlig foreslå, også i lyset af det, Socialdemokratiet sagde, at vi fik en lille smule mere styr på det her arbejde. Måske kan også EPA-aftalerne tages med på Europaudvalgets kommende møder, fordi de aftaler flyder lidt, og fordi vi får ikke det samlede overblik, som vi jo på godt og ondt, kan man sige, faktisk har, når det drejer sig om de mere konkrete europæiske spørgsmål, hvor vi giver mandater. Her synes jeg at det er lidt diffust, og derfor synes jeg, at det ville være godt, hvis vi brugte udvalgsarbejdet, f.eks. også hen over sommeren eller det tidlige efterår, til at få en smule mere styr på området, så vi kunne se, hvad det egentlig er for aftaler, der er. Tak, hr. formand.

Tak til ordføreren. Fru Helle Sjelle som ordfører.

Tak til udenrigsministeren for hans redegørelse om regeringens holdning til EU's handelssamarbejde med en række udviklingslande.

Lad mig starte med at slå fast, at vi Konservative vil stemme imod Enhedslistens beslutningsforslag, der vil pålægge regeringen at arbejde for, at EU ikke indgår handelsaftaler med lande, der ikke tilslutter sig og efterlever ILO's kernekonventioner. Det er der tre gode grunde til.

For det første bliver lande rigere af at handle med hinanden, ikke fattigere. Et land bliver derimod stadig fattigere, hvis det generelt isolerer sig fra verdensøkonomien eller fører en protektionistisk handelspolitik. Derfor er det også vigtigt, at Danmark gennem EU bidrager til at integrere verdens udviklingslande i verdensøkonomien. Heldigvis gør EU et rigtig godt stykke arbejde i den henseende. Bl.a. gennem GSP-ordningerne og gennem bilaterale frihandelsaftaler sikrer EU, at en række udviklingslande får adgang til at eksportere til EU helt uden eller med reduceret told.

I 2004 importerede EU for ca. 300 mia. kr. fra ulandene under GSP-ordningen. I dag eksporterer ulandene samlet mere til EU, end de gør til USA og Japan tilsammen. Disse imponerende tal forpligter EU. Mange udviklingslande er afhængige af at kunne eksportere til os. Deres fortsatte økonomiske vækst og mange fattige menneskers velstandsfremgang afhænger i høj grad af os i Europa. Vi kan derfor ikke tillade os at bruge handelspolitikken til at straffe ulande, der ikke lever op til lige præcis de konventioner, vi ønsker. Det vil simpelt hen have for store menneskelige konsekvenser.

For det andet lægger Enhedslisten med sit forslag op til, at EU netop bør straffe de samarbejdslande, der ikke ratificerer og efterfølgende lever op til ILO's otte kernekonventioner. Enhedslisten ønsker at lade de bilaterale aftaler indskrive såkaldte forpligtende sociale klausuler. De klausuler skal EU så efterfølgende kunne bruge til at suspendere aftaler, hvis samarbejdslandene ikke lever op til alle EU's krav. Der skal ikke herske tvivl om, at vi Konservative er tilhængere af ILO's kernekonventioner om arbejdstageres rettigheder, men vi går også ind for at respektere de lande, som EU og dermed Danmark indgår bilaterale frihandelsaftaler med. Vi hverken kan eller bør komme anstigende i bedste koloniherrestil og sætte alle betingelser for et samarbejde.

Som udenrigsministeren allerede har nævnt, presser Danmark altid på for at gøre respekt for menneske- og arbejdstagerrettigheder til en del af frihandelsaftalerne. Og vi Konservative mener, at det er den helt rigtige strategi. Vi går ind for en pragmatisk linje, hvor vi bruger positive incitamenter til at trække udviklingslandene i retning af de fornødne reformer. På den måde vil alle befolkningsgrupper i disse lande gradvis opleve forbedrede leve- og arbejdsvilkår.

Vores pragmatiske linje står jo i modsætning til Enhedslistens ideologiske linje, der bygger på en forestilling om, at Danmark og EU på ganske kort tid og ved at straffe uønsket adfærd kan skabe bedre leve- og arbejdsvilkår for alle i udviklingslandene. Den forestilling tror vi ikke på. Vi synes, den virker temmelig naiv. Samfundsændringer i en positiv retning sker altid gradvis og med små skridt, ikke gennem store forkromede reformer og revolutioner. Vi Konservative mener bestemt, at EU skal presse på for at fremme bedre leve- og arbejdsvilkår i udviklingslandene, men det skal ske i et ordentligt tempo, så også de lande kan følge med.

For det tredje og sidste mener vi, at Enhedslistens brug af udtrykket uretfærdig konkurrence er forvrøvlet. Enhedslisten mener, at alle lande skal overholde alle ILO's kernekonventioner til punkt og prikke, ellers er det uretfærdigt. Men som udenrigsministeren allerede har nævnt, viser en rapport fra WTO og ILO, at respekt for arbejdstagerrettigheder ikke hæmmer et lands konkurrenceevne. Konkurrence er efter vores opfattelse ikke uretfærdigt, men sundt og fremmende for den politiske og økonomiske udvikling. Det betyder selvfølgelig ikke, at vi skal lade udviklingslandene se stort på arbejdstagerrettigheder. Tværtimod skal vi, som jeg allerede har nævnt det, gennem incitamenter, gode argumenter og dialog trække udviklingslandene i den helt rigtige retning.

Alt i alt er der altså rigtig mange gode grunde til at stemme imod beslutningsforslaget fra Enhedslisten. Vi Konservative går ind for en pragmatisk og samarbejdsorienteret linje i det handelspolitiske samarbejde med udviklingslandene. Frem for at støde de lande fra os skal vi påvirke dem i en rigtig og fornuftig retning. Vi håber også meget på, at det multilaterale samarbejde inden for WTO vil komme i gang igen efter den seneste tids dødvande.

Hr. Frank Aaen for en kort bemærkning.

Mage til hykleri skal man lede meget lang tid efter. Vi skal ikke komme og stille krav, siger ordføreren. Altså, hovedparten af de her aftaler indeholder krav om, at de skal åbne op for vores store virksomheders adgang til deres markeder. Et hovedkrav er f.eks., at de skal liberalisere deres finansielle sektor og lade de banker, der nu er krakket i vores del af verden, få lov til at købe banker op i udviklingslandene. Det er benhårde krav, der holdes på, for det er vores virksomheders ønske. Når man så siger, at der skal være arbejdstagerrettigheder, kommer Det Konservative Folkeparti og siger: Jamen der skal vi ikke stille krav, der skal vi bare snakke om det.

Så med hensyn til virksomhederne må vi godt stille krav, når det gælder vores virksomheders ret til at komme ind på deres markeder, må vi godt stille krav, men når vi siger, at arbejdstagerne skal have rettigheder, må vi ikke stille krav; så skal vi bare snakke om det. Det er hykleri.

Ordføreren.

Nu er tingene meget sjældent så sort-hvide, som hr. Frank Aaen prøver på at gøre dem til lige nu. Der handler det måske om, at der i så fald slet ikke bliver nogen aftale, i det øjeblik man kører den benhårde linje, mens vi siger, at vi synes, det så er bedre at have en dialog og måske forklare og fortælle, at vi synes, at det er en rigtig, rigtig god idé, hvis vi også får taget de her ting med.

Men hvis det ikke helt kan lade sig gøre på vores måde, er det gode spørgsmål jo: Skal vi så bare sige nej, eller skal vi lave en aftale? Det er jo det dilemma, man står i, og vi mener altså, at det i størstedelen af de her tilfælde vil være bedst, hvis man kan opnå nogle aftaler med ulandene, der også er til gavn og glæde for de mennesker, der lever i de lande.

Hr. Frank Aaen.

Jamen årsagen til, at der ikke er indgået ret mange af de her aftaler, er jo den enkle, at udviklingslandene ikke synes, at de er til deres fordel. For mange af de krav, som EU stiller med, stilles for at sikre adgang for økonomisk stærke europæiske virksomheder til deres markeder, herunder krav om liberalisering af den finansielle sektor - som man må håbe de aldrig går med til, for så kommer de jo endnu mere med i den næste finansielle krise - og herunder krav om, at f.eks. det offentlige skal sætte alle indkøb i udbud, så europæiske virksomheder kan vinde ordrerne. Det er de krav, vi står med, og det er derfor, man ikke er kommet ret langt endnu med aftalerne. Der står man benhårdt fast fra EU's side. Men når det gælder arbejdstageres rettigheder, forlader man kravene fra GSP+-aftalerne om rettigheder og siger, at det bare er noget, vi snakker om.

Ordføreren.

Jeg tror, at det her grundlæggende handler om, at Enhedslisten og vi Konservative ser meget forskelligt på de her ting. Vi går ind for dialog, samarbejde og incitamenter i arbejdet for at fremme sociale standarder globalt, som udenrigsministeren også påpegede. Jeg kan så forstå, at det ikke lige er den linje, som Enhedslisten står for, men det gør vi Konservative altså.

Tak til ordføreren. Så er det ordføreren for forslagsstillerne, hr. Frank Aaen.

Jeg vil starte med at sige tak til Socialdemokratiet, SF og Det Radikale Venstre, som godt nok ikke kunne støtte forslaget ved at stemme for det, men alle tre gav tilsagn om, at det er et vigtigt emne, der skal forhandles videre om. Jeg vil sige, at det tager vi varmt imod og vil gerne gøre det hen over sommeren, så vi kan se at komme videre og også få en fælles linje for ikke bare at kunne påvirke de forhandlinger, der foregår i EU i øjeblikket, men i lige så høj grad fordi det jo kunne være med til at forme det flertal, der kommer efter næste valg, sådan at der bliver et flertal, der i langt højere grad end den siddende regering går ind for, at arbejdstageres rettigheder skal højere op på den internationale dagsorden, herunder i forbindelse med handelsaftaler. Det synes jeg er løfterigt, og det vil jeg bare kvittere for.

Må jeg så sige om de afvisninger, der har været fra udenrigsministeren, Venstre og Konservative og i en lidt blødere form fra Dansk Folkeparti, men de rettede jo ind i flokken, som de plejer, at det simpelt hen er hykleri af allerværste skuffe. De aftaler, der nu er fremlagt for en lang række lande, indeholder alle sammen benhårde krav af økonomisk art. Der er givet adgang for vores finansielle virksomheder, der er givet adgang for forskellige tjenesteydelsesvirksomheder. Vi har stillet krav til de lande, der forhandles med, om, at de skal liberalisere meget mere, end de gør i dag, og de skal liberalisere for at give vores virksomheder adgang. Der er helt katastrofale - og godt, at det ikke er gennemført endnu - krav om, at vores fallitboer af banker skulle have lov til at eje større dele af bankerne i Sydkorea f.eks. Altså, det er da godt, at Sydkorea ikke er kommet ind i det, det kan enhver jo se, og derfor har de også været modstandere af det.

Der er man benhård, der går man til stålet. Men når det drejer sig om at hjælpe fagforeninger, når det drejer sig om at hjælpe ansatte i den tredje verden, i Sydkorea, ved at sige, at de fordele, de pågældende lande får gennem aftaler, bortfalder, hvis man bliver ved med at overtræde menneskerettighederne, og hvis man bliver ved med ikke at acceptere organisationsfrihed og ikke at acceptere, at der skal kunne indgås kollektive overenskomster, så skal de bare vide, at hvis det er den konsekvente linje i de lande, bortfalder aftalen, også de positive dele af aftalen.

Der står man af. Det kalder man protektionisme. Man siger, at det bare er noget, vi gør for vores skyld. Nu skal man bare lige være klar over, at de virksomheder, der flytter til Kina og til mange af de andre udviklingslande, hvor man ikke respekterer ILO's konventioner og ikke respekterer arbejdstagernes rettigheder og ikke giver dem lov til at organisere sig frit, er jo vores virksomheder, og det er jo amerikanske virksomheder og europæiske virksomheder. De går så vidt, som vi f.eks. kan huske det fra eksemplet i Kina, hvor den kinesiske folkekongres trods alt vedtog, at man skulle forbedre arbejdstageres rettigheder i Kina, hvad der bestemt er brug for. Straks kom der henvendelse fra EU's handelskammer, straks kom der henvendelse fra det amerikanske handelskammer til Folkekongressen om, at hvis man gennemførte de forbedringer for arbejderne i Kina og gav dem de rettigheder, skulle man bare regne med, at virksomhederne flyttede ud af Kina til andre lande, hvor den samme slags krav ikke var gældende. Det var altså en direkte indblanding i den politiske proces imod arbejdernes rettigheder i de pågældende lande.

Det er jo dobbeltmoralsk, det er jo hykleri, når man så siger, at man er nødt til at hjælpe de landes organisationer med, at de kan få større rettigheder på deres arbejdsmarked. Det er det klare valg, der er. Hykleriet bliver jo dobbelt, når vi skal stå her og høre, at GSP+-aftalerne var gode, fordi de kunne sanktionere over for Hviderusland, hvad der var brug for, da de ikke overholdt menneskerettighederne, og fordi de kunne bruges til at sanktionere over for Burma, da de ikke overholdt menneskerettighederne. Det var der brug for at gøre, det er vi med på, det synes vi var godt, men lige præcis den mulighed, der ligger i GSP+-aftalerne om at kunne sanktionere lande, der konsekvent overtræder menneskerettigheder og arbejdstagerrettigheder, er jo den mulighed, der nu bliver fjernet.

Det er jo den mulighed, der bliver fjernet. Og hvordan kan den være god i eksisterende aftaler, når den er god at fjerne? Det kan jeg ikke forstå. Det kan jo kun være, fordi det er noget, man har aftalt i EU. Det er igen et eksempel, og derfor er det lidt underligt, at hr. Morten Messerschmidt ikke er skarpere i sin kritik. Det er jo, fordi man har aftalt i EU, at man skulle lave sådan nogle aftaler, hvor det i højere grad er virksomhedernes interesser, der skal varetages, i stedet for at det er en hjælp til de ansatte og til fagforeningerne i de pågældende lande.

Columbia er det land, hvor der dræbes flest fagforeningsledere i hele verden. Man forfølger det sydkoreanske LO og fængsler LO-lederne i stort antal. Det er sådan to lande, man nu vil lave aftaler med på handelsområdet uden krav om, at de skal overholde menneskerettighederne.

Jeg forstår det simpelt hen ikke. Og at vi så skal komme og få at vide her, at det er sanktioner, og det er protektionisme, som man er imod. Det er ikke noget, der er til skade for arbejderne i de pågældende lande. Det er til fordel for arbejderne i de pågældende lande. De beder om det i de pågældende lande. Det kan godt være, at landenes ledelser ikke altid gør det, for landenes ledelser er jo ikke altid demokratiske, de er i hvert fald mere forelskede i overklassen, end de er i arbejderklassen. Men arbejderklassen i de lande, de, der repræsenterer dem, som arbejder på arbejdspladserne, synes, det er en god idé, at vi hjælper dem solidarisk med, at de får rettigheder til at kunne arbejde i stedet for at blive forfulgt, i stedet for at blive skudt.

Det er altså ikke den store revolution, vi beder om. Det er jo ting, som vi mener er selvfølgeligheder, det er ting, som vi kræver af landene, nemlig at man giver de ansatte organisationsfrihed, at man giver de ansatte ret til kollektive overenskomster, giver de ansatte ret til at få en løn, de kan leve af, selvfølgelig ikke en løn som i vores del af verden, det har de jo ikke råd til, men en løn, som de kan leve af i det pågældende land, at man giver dem ret til at have et sikkert og sundt arbejdsmiljø, at de har ret til at afvise overdrevne arbejdstider. Det er nogle af de centrale ILO-konventioner.

Det er jo bare det, vi beder om. Det er jo bare det, vi siger, nemlig at når man laver aftaler, så skal der stå i alle aftaler, at de konventioner skal overholdes. Der skal ikke bare stå nogle pæne ord om, at det ville være en god idé, hvis vi gjorde det, der skal stå, at de skal overholdes. Og så går jeg da ud fra, at aftalerne er af en sådan karakter, at landene gerne vil have dem opretholdt, og at det dermed kun er i alleryderste nødsfald, som hvis et land insisterer på stadig væk at forfølge de fagligt aktive, at aftalerne bliver ophævet.

Jeg må altså ærlig talt sige, at jeg ikke forstår højrefløjen, som normalt siger, at der skal være lige konkurrencevilkår, at man ikke skal kunne konkurrere på at svine med miljøet, at man ikke skal kunne konkurrere på at nedgøre arbejderne ved at undertrykke menneskerettighederne. Jeg kan ikke forstå, at man ikke dér siger, at der selvfølgelig skal være lige konkurrencevilkår, at det skal gælde i alle lande, at de basale arbejdstagerrettigheder og menneskerettigheder skal overholdes. Det burde være en selvfølge. Men her synes man altså åbenbart, at det er i orden, og at man accepterer, at nogle lande underskriver de rettigheder om, at de hellere - og det er jo det, der er kernen - vil sikre, at vores rige virksomheder får mulighed for at tjene mest muligt, end man vil give en hjælpende hånd til de ansatte i de pågældende lande, som i dag bliver forfulgt. Hvis de prøver at rejse kollektive krav, så bliver de forfulgt og sat i fængsel. Vi er nødt til at hjælpe dem til, at de kan få ordentlige løn- og arbejdsvilkår. Det er det, forslaget går ud på.

Men tak igen til Socialdemokratiet og SF og De Radikale for, at de, selv om de ikke vil stemme for forslaget, er indstillet på, at vi arbejder sammen om det her og på den måde viser fremad mod, hvad et alternativt flertal her i Folketinget kan komme til at stå for efter det valg, som vi vinder.

Tak til ordføreren.

Da der ikke er flere, der har bedt om ordet, er forhandlingen sluttet.

Jeg foreslår, at forslaget til folketingsbeslutning henvises til Europaudvalget. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg det som vedtaget.

Det er vedtaget.