Hermed sendes besvarelse af spørgsmål nr.<DOCUMENT_START> 61 (Alm. del), som Folketingets Retsudvalg har stillet til justitsministeren den 27. oktober 2008.

 

 

 

Jakob Axel Nielsen

Fg. justitsminister

/

 Lars Hjortnæs

 


Spørgsmål nr. 61 fra Folketingets Retsudvalg (Alm. del):

 

”Ministeren bedes redegøre for bødeniveauet for betleri.”

 

Svar:

 

Justitsministeriet har til brug for besvarelsen af spørgsmålet indhentet en udtalelse fra Rigsadvokaten, der har oplyst følgende:

 

”Af straffelovens § 197 fremgår, at den, som imod politiets advarsel gør sig skyldig i betleri, eller som tillader, at nogen under 18 år, der hører til hans husstand, betler, straffes med fængsel indtil 6 måneder. Under formildende omstændigheder kan straf­fen dog bortfalde.

 

Bestemmelsen fik (bortset fra, at ”hæfte” udgik i år 2000) sin nuværende ordlyd ved lov nr. 212 af 4. juni 1965 om ændring af straffeloven. I bemærkningerne til lovforsla­get blev anført, at ”under hensyn til de sociale problemer, som typisk er baggrunden for betleri, taler principielle synspunkter med nogen vægt for at afkriminalisere dette forhold. Hensynet til den offentlige orden synes dog at gøre det betænkeligt helt at op­hæve bestemmelsen”.

 

Der skete ved lovændringen i 1965 en forenkling af bestemmelsen og en vis begræns­ning af kriminaliseringen, idet strafansvaret blev betinget af en forudgående advarsel fra politiet. Det blev endvidere i bemærkningerne tilkendegivet, at domstolene med forslaget fik en noget friere adgang til at lade strafansvaret bortfalde.

 

Bestemmelsen er således tiltænkt et relativt begrænset anvendelsesområde.

 

Efter telefonisk henvendelse til Københavns Politi, Fyns Politi og Østjyllands Politi er det da også mit indtryk, at antallet af sager af denne karakter er få. 

 

Med hensyn til strafniveauet bemærkes, at der kun er fængsel i strafferammen. Det fremgår dog samtidig, at straffen under formildende omstændigheder kan bortfalde. Det må derfor antages, at der som udgangspunkt ikke idømmes bødestraf for overtræ­delse af bestemmelsen, hvilket formentlig efter sagens natur heller ikke ville være en hensigtsmæssig sanktion. 

 

Københavns Politi har oplyst, at overtrædelse af straffelovens § 197 som udgangs­punkt i et førstegangstilfælde afgøres med en betinget dom uden straffastsættelse, i et andengangstilfælde med 10 dages betinget fængsel og i et tredjegangstilfælde med en ubetinget fængselsstraf på 10 dage. Herefter vil straffen som udgangspunkt blive for­højet med 10 dages fængsel.  

 

Fra trykt retspraksis kan nævnes Østre Landsrets dom af 13. november 2001 (gengivet i Ugeskrift for Retsvæsen 2002, side 479), hvor straffen for tre overtrædelser af straffelovens § 197 blev fastsat til 7 dages betinget fængsel.

 

Det må herefter antages, at overtrædelse af straffelovens § 197 som udgangspunkt straffes med fængsel, såfremt der ikke er grundlag for at lade straffen bortfalde, og at straffen ved de første overtrædelser normalt er betinget fængsel.”

 

Justitsministeriet kan henholde sig til det, der er anført af Rigsadvokaten.