Dato:            26. juni 2007

Kontor:         Kræftenheden

J.nr.:             2007-12103-650

Sagsbeh.:   lab

Fil-navn:       S 4989

 


Besvarelse af spørgsmål nr. 4989 (Alm. del), som Birthe Skaarup (DF) har stillet til indenrigs- og sund­hedsministeren den 15. juni 2007

 

Spørgsmål 4989:

"Vil ministeren oplyse, hvad vaccinationsudvalget ved deres møde den 6. juni 2007 konkluderede vedrørende indførsel af HPV-vaccination for livmoderhalskræft, og mener ministeren stadigvæk, at der er behov for at høre endnu flere eksperter, inden befolkningen får den lige adgang til vaccination uden hensyntagen til indkomst?"

 

Svar:

Sundhedsstyrelsen har oplyst, at Vaccinationsudvalget på deres møde den 6. juni 2007 konkluderede, at Sundhedsstyrelsen skal fortsætte arbejdet med at afdække de tvivlsspørgsmål, der stadig foreligger om HPV vaccinationen. Herunder spørgsmål om sikring af høj tilslutning til screening for livmoderhalskræft i mange år fremover, hvilken vaccine man skal vælge - og om den skal tilbydes både drenge og piger - samt spørgsmålet om en effektiv måde at monitorere vaccinationstilslutningen med henblik på senere kræftudvikling.

 

På den baggrund finder jeg ikke anledning til at ændre ved, at Sundhedsstyrelsen udarbejder en anbefaling om HPV-vaccinens anvendelse, som vil blive fremsendt inden udgangen af 3. kvartal 2007. Anbefalingen vil danne det nødvendige grundlag for at træffe en politisk beslutning, om hvorvidt HPV-vaccination skal indføres.