Finansministeren (Thor Pedersen)
Jeg vil da sige tak, for jeg synes, at vi har haft en rigtig god dag, en stille og fredsommelig dag med mange nyttige betragtninger - kloge ord er sagt, stort og småt. Sådan skal det være, når finansloven lægges frem. Alt er ved det gamle, kunne man sige.
Måske kan man alligevel ikke sige det. Alt er ikke helt ved det gamle, for hr. Villy Søvndal er her ikke under førstebehandlingen. Og det er jeg egentlig meget, meget ked af. Jeg er ked af det på hr. Villy Søvndals vegne, for i alle årene, i hvert fald siden 2001, erindrer jeg jo, hvordan hr. Villy Søvndal har beskrevet, at landet ligger i ruiner. Man ser det for sig: Der er simpelt hen ikke noget, der overhovedet kan omtales som en succes. Jo, der har været nogle enkelte hjørner undervejs - måske - hvor det alligevel er lykkedes at finde lidt positivt.
Det, der så er årsagen til, at hr. Villy Søvndal ikke er her alligevel, er vel den skuffelse over, at den platform, den placering i dansk politik, nu er overtaget af hr. Morten Bødskov. For jeg må sige om det ordførerindlæg, som jo i øvrigt var ganske glimrende og charmerende på mange måder, at det oprullede den beskrivelse af Danmark, at der er værre her end i en ruinhob. Der var, tror jeg, simpelt hen ikke en eneste konto på de 2.500 sider, finansloven er på, der overhovedet kunne omtales positivt. Og det er noget af en præstation - det er noget af en præstation. Det synes jeg så til gengæld at hr. Villy Søvndal egentlig må lide under.
Der var så lige én fejltagelse, vil jeg sige til hr. Morten Bødskov - for jeg lagde mærke til den, jeg skrev den ned. Midt i al elendigheden blev det alligevel sagt, at Danmark jo er et af verdens mest veludviklede samfund. Det kom lige sådan i et svar, jeg tror, det var til hr. Kristian Thulesen Dahl: et af verdens mest veludviklede samfund. Det var så en smutter, og det skal der egentlig også være plads til. Der kan jo lige ryge en finke af panden, uden at det ødelægger helheden.
Derfor skal vi måske ikke bruge tid på at tilbagevise alle de argumenter, der er kommet. Jeg vil blot sige til hr. Morten Bødskov, at når det gælder den lettelse i beskatning af arbejdsindkomst, er den jo bundet op på to elementer.
For det første er den bundet op på et løfte, som Folketinget har givet den danske befolkning. Det blev meget klart formuleret af fru Marianne Jelved, da loven blev vedtaget i 1993: Når der var overskud i fonden, så skulle bidraget sættes ned. Hr. Ole Stavad - og velkommen til - gav som daværende skatteminister endda en garanti. Man brugte ordene, at man gav en garanti for, at det ville blive sat ned. Og hans gode kollega, hr. Mogens Lykketoft, den daværende finansminister, gjorde egentlig det samme. Man gav altså en garanti. Se, det er den ene side af sagen.
Den anden side af sagen er så det om energiafgifter, som vi jo rent faktisk nu fryser fast. De stiger jo ikke, men man kan sige, at reduktionen i afgifterne over tid kommer så ikke, for man holder fast, så de har samme værdi, og det vil sige, at afgiften løftes med ca. 1,8 pct. om året.
Så siger hr. Morten Bødskov, at det kan man så i givet fald bruge til noget andet, og at det er i overensstemmelse med skattestoppet, og at det bare egentlig drejer sig om, hvordan man definerer det. Der vil jeg også bare sige til hr. Morten Bødskov, at skattestoppet jo er beskrevet her i regeringsgrundlaget. Man kan tage det sidste regeringsgrundlag fra februar 2005, og så kan man jo læse på side 23 - det er jo altid nyttigt - hvor der i selve definitionen af skattestoppet står:
Hvis det af miljømæssige grunde er ønskeligt at indføre eller forhøje en miljøafgift, så skal man sænke en anden skat eller afgift tilsvarende, altså krone for krone.
Så man kan ikke sige: Jamen det er i overensstemmelse med skattestoppet at indføre en ny miljøafgift eller at løfte en miljøafgift og bruge pengene til noget andet. Så bryder man skattestoppet.
Det, der så er sagen, er jo, at det, som Socialdemokratiet gør omkring arbejdsmarkedsfonden, er et klokkeklart løftebrud. Og det, man i givet fald agter at gøre, hvis man definerer skattestoppet, som hr. Morten Bødskov gør det, er klokkeklart at bryde det løfte, man har givet, hvor man siger, at man vil overholde skattestoppet, indtil der har været et særligt udredningsarbejde, og det er vedtaget af et bredt flertal. Allerede før man overhovedet er kommet i gang, så bryder man skattestoppet ved at omfortolke det.
Derfor vil jeg også godt sige, at jeg synes, at det er overordentlig klogt. Jeg synes i virkeligheden, at det var en flot ordførertale, der blev holdt. Jeg vil sige til hr. Morten Bødskov til det med klogskaben - jeg synes, at man skal give ros, så hr. Jan Petersen behøver ikke at rose lige nu, jeg har også lov at rose den nye ordfører - at det med lige præcis ikke at fremlægge et forslag til finanslov er noget af det bedste, jeg har oplevet; det er et taktisk træk fra Socialdemokratiets side. Det er jo genialt. Jeg erindrer ikke at have set det før, for når Socialdemokratiet var i regering, har man enten lagt en finanslov frem, eller også har man lagt sit eget forslag frem til finanslovdebatten, så vi havde det under debatten. Men det er meget klogt, og min opfordring er: Bliv ved med ikke at lægge noget frem, for så er vi fri for at diskutere løftebrud.
For sandheden er, at Socialdemokratiet skifter økonomisk politik, som vinden blæser, og skifter skattepolitik, som vinden blæser. Samtlige de medlemmer fra Socialdemokratiet, der sidder nu, er jo valgt på et grundlag fra januar 2005 om skatteændringer, som hr. Mogens Lykketoft lagde frem, og som gik langt videre end det, som regeringen lagde frem og ikke fik igennem - langt, langt videre. Og det har man allerede glemt.
Derfor er mit bedste råd at blive ved. Når man alligevel glemmer alle løfterne og glemmer, hvad man har gjort, så synes jeg også, at det viser, at der ikke bare er tale om en »ny alliance«, men at der også er tale om en ny tid, hvor Socialdemokratiet siger: Væk med papirerne, de er i virkeligheden til besvær. Det er i hvert fald ikke særlig rart, hvis der er den bevægelighed i politik, at man lige kan flekse lidt rundt og indtage de rette standpunkter på det rette tidspunkt.
Jeg glæder mig alligevel til et tidspunkt, hvor der måske alligevel kommer et eller andet tal. For hvis man tager del i at gøre brug af den advarsel, den løftede pegefinger, som det jo er, fra Nationalbanken og andre om, at vi nok i Danmark har en for stor vækst i det offentlige forbrug, så glæder jeg mig i virkeligheden til at se, hvad det er, man selv vil komme med, når det gælder det offentlige forbrug.
For selvfølgelig er det jo kritisabelt, at regeringen egentlig nu gør det, som Socialdemokratiet har sagt at de ville, nemlig sikre, at det forbrug, vi har i den offentlige sektor, udgør den samme andel af den samlede produktion, altså af BNP'et, for det er jo det, vi sikrer. Og det er jo egentlig det, vi får kritik for. Så jeg er i virkeligheden glad for, hvis man på et eller andet tidspunkt fra Socialdemokratiets side anerkender, at vi nok er helt deroppe, hvor vi måske skal være, hvis vi vil gøre det maksimale, men at så kan vi heller ikke gå længere.
Alt i alt var det en glimrende tale. Jeg kunne godt lide det, der blev sagt, men som man ikke kan læse, nemlig at man vil gøre så meget godt. Jeg sad og lyttede til alt det gode, man gerne ville gøre, og det vil jeg sådan set også gerne gøre. Der var ikke noget, hvor jeg kunne sige: Jamen jeg vil ikke være med til at gøre det bedre for børn, familier, unge, gamle, syge - alle de steder. Så det må tegne godt for fremtiden, at der er den vilje i oppositionen til at gøre noget godt for alle, en vilje, som i øvrigt dækker over, hvad jeg også lyttede mig til hos samtlige andre partier, at de alle sammen egentlig vil gøre noget godt. Og det kan jeg godt lide. Jeg synes, at det er en styrke i det danske Folketing: Alle vil gøre noget godt.
Jeg har set optagelser fra det spanske parlament, hvor de var oppe at slås; de skød i parlamentet. Jeg har set noget fra Knesset i Israel, hvor de var oppe at slås. Jeg har set noget fra Japan, hvor de gav hinanden blodtude i politik. Det er det, jeg siger: Det er jo fantastisk, at vi sidder her, og at vi alle sammen vil det samme. Jeg synes egentlig, at det er noget af det bedste, man egentlig kan komme til at opleve.
Så er der hr. Morten Helveg Petersen. Han er på den samme bane - de ansvarliges. Der er jo lige det med løftet. Nu er jeg ikke helt klar over, hvordan holdningen er til arbejdsmarkedsfonden, til det med at sætte skatten ned og løfte på overførslerne. Det mangler jeg måske at få afklaret, for vi har ikke fået en sådan helt klar melding om, hvad det egentlig er man vil.
For der var jo et løfte. Den første, der gav det løfte, var fru Marianne Jelved som økonomiminister, vil jeg blot sige. Hun var en meget stor tilhænger af modellen, og der skulle ikke herske nogen tvivl om det. Det var, før de i 1998 lige glemte det, men man kan komme i tanker om det ved at læse udskrifterne, altså hvad de lovede i 1993. Men så glemte de det i 1998, da de i virkeligheden undlod at sætte satsen ned med det, der svarede til 0,9 pct. I stedet for at være på 8 pct. skulle den have været sat ned til 7,1 pct. Men det havde så betydet, at folk skulle betale mindre ind til fonden, og det ønskede man ikke. Men det kan være, at man er kommet på bedre tanker.
Styrken i hr. Morten Helveg Petersens indlæg er udsagnet om, at vi simpelt hen spiller hasard. Vi er nødt til at lytte til alle dem, der løfter pegefingeren, for der er en grænse for, hvor meget vi kan styrke aktivitetsniveauet i 2008, for vi er jo enige om, at det, vi diskuterer nu, altså er finansloven for 2008 - det er det aktivitetsniveau.
Man kan så se på, hvad Det Radikale Venstre selv foreslår, hvad det betyder, og det regnestykke behøver man såmænd ikke bede vismændene om at få; det skal vi nok levere helt neutralt og objektivt fra den økonomiske maskine, som er større end nogen anden. Den kapacitet, der er i Finansministeriets maskine, findes ikke større. Den bidrager sådan set til nogle af de analyser, som andre neutrale observatører gør brug af. Men det er så ud fra det skøn, at man reducerer den offentlige saldo næste år med 6½ mia. kr. og øger finanseffekten med 0,3 til 0,6 næste år. Det er jo der, hvor vi på forhånd får at vide, at effekten af finansloven i virkeligheden kan risikere at blive, at vi nærmer os en overophedning. Så for en sikkerheds skyld - åbenbart for at nå det, for ikke at spille hasard - vælger man det sikre, nemlig lige at doble op. Det er en lidt radikal måde at vise ansvarlighed på. Men det er selvfølgelig min personlige mening. Jeg mener, at der, hvis nogen løfter pegefingeren og advarer, så er en vis dristighed forbundet med at gå ud og sige: Så dobler vi lige op.
Det er ligesom med skattetankerne. Det er også en flot tankegang: Hvorfor tager regeringen ikke lige og laver en skattereform med De Radikale? Hvorfor giver vi ikke lige et ordentligt løft af topskatten og sikrer, at velhaverne virkelig får noget ud af at gå på arbejde? Min erfaring med velhavere er altså i store træk, at de alligevel går på arbejde. Det er min personlige observation. Der er ikke mange, der bytter millionindtægter ud med en bistandshjælp, i hvert fald ikke frivilligt. Men det er nu også en personlig mening. Det standpunkt synes jeg alligevel er modigt, altså at sige: Lad bare dem få lidt større skattelettelser, de andre kan egentlig lade være med at få noget.
Men så kommer det, der er interessant. Jeg forstår godt, det er ærgerligt, at det ikke ender der, hvor vi så får den aftale, men det er også et spørgsmål om tal, som man ikke kan lide. Sagen er vel den, at man må gøre mandattallene op - og der er de mandattal, der også er med vores bidrag til Ny Alliance, med, for vi har jo bidraget til Ny Alliance, det må jeg sige med det samme. Vi er også her leverandører til, at Ny Alliance kan have en ordfører i dag, og jeg siger: Velkommen og tillykke med det. Jeg siger blot, at vi på mange måder bidrager til det danske folkestyre. Men selv med det bidrag vil jeg sige til hr. Morten Helveg Petersen, at vi kunne nå et tal, der så endte med 84 mandater for et skatteforslag. Så vil nogle sige: Det er kanongodt, det kører vi igennem. Min erfaring siger mig blot, at det, at 84 vil køre en skattepolitik igennem her i salen, aldrig, tror jeg, vil vise sig i et historisk forløb. Det tror jeg ikke.
Så kan man selvfølgelig sige det samme med hensyn til Ny Alliance. Der er også et fint forslag fra Ny Alliance, kunne vi ikke lige gøre det sammen med den? Og den talleg ligner lidt økonomien i det forslag til skattepolitik, som Ny Alliance har lagt frem, for det giver så 71, og det er dristigt. Det vil jeg også rose skatteforslaget for at være; det skatteforslag er dristigt. Men selv her vil jeg sige, at 71 mandater vel ikke rækker til at gennemføre et meget dristigt skatteforslag, når det gælder om at sikre, at folk, der tjener mange penge, i virkeligheden også har en meget stor gevinst ud af det.
Vi kunne til gengæld have gjort det i fællesskab. Vi kunne egentlig have lavet aftalen sammen med Det Radikale Venstre og med Ny Alliance. Så er det lige før, at den ville have været der. For så ville vi have haft 87 mandater, men der er altså regeringer, der ikke har fået deres politik igennem, selv om de har haft mere end 87 mandater; der skal 90 til.
Jeg siger blot, at man kan tale meget om blokpolitik, men det her er jo ikke blokpolitik. Det her er gjort i en erkendelse af, hvordan mandaterne egentlig er fordelt her i Folketinget, og det er jo mandaterne, man skal respektere. Og der er vel også en kutyme for, at vi ikke bruger et halvt år på at sidde og tale sammen, når vi i forvejen kan se, at vi ikke kan få det her til at gå op - og slet ikke, hvis det er forskellige ting, man vil. Så for mig er det bare en erkendelse af, at sådan er mandatfordelingen jo egentlig, så vi er dækket ind.
Men det er så blokpolitik, siger hr. Morten Helveg Petersen. Jeg husker jo, hvordan det gik i 1998 med pinsepakken. Det var virkelig et parlament i arbejde. Der var virkelig tale om, at man inddrog partierne, for det var noget, man havde lovet ved det valg, der var lige før pinse. Der havde været folketingsvalg, og det gik godt. Man skulle slet ikke gøre noget som helst. Men lige pludselig, da valget var overstået, glødede telefonerne til Færøerne, for man skulle bruge 1 mandat fra Færøerne. Man skulle lige nøjagtig have et fattigt mandat, så man kunne gennemføre en pinsepakke, hvor man gennemførte alt muligt andet end det, man havde lovet danskerne - alt muligt andet. Se, det er jo en særegen form for kontraktpolitik. Det er jo, som man kender det: Politikerne siger et og gør noget andet. Sådan har det jo altid været.
Det er jo også, synes jeg, ret imponerende, at hr. Morten Helveg Petersen så kan sige, at det, at man dengang sad i et lukket rum og inddrog en fra Færøerne for at skaffe mandatet, og så sendte 1 mia. kr. den anden vej - det skal lige siges, at det ikke var til telefonregningen, men det var 1 mia. kr., der skiftede ejerskab, inden for rigsfællesskabet vel at mærke - ikke var blokpolitik, og at man så anklager den nuværende regering for, at det er blokpolitik, fordi den egentlig tæller mandaterne sammen. Det har faktisk været en tradition lige siden 1980'erne, at skattepolitik og skatteindgreb i virkeligheden er kommet uden den store forudgående anmeldelse, og inden man i virkeligheden overhovedet har haft et større, åbent arbejde. Det er så ikke lettere, hvis flertallet på forhånd ikke er givet. Men jeg siger blot, at man skal være varsom med at beskylde nogen for blokpolitik, når man i virkeligheden har gjort noget, som jeg synes er langt værre, nemlig for lukkede døre har gennemført noget, som er lodret imod det, man har lovet danskerne.
I det, vi har gennemført, er der overensstemmelse mellem det, regeringen vil, og det, vi har lovet danskerne, nemlig at vi, når der var plads, ville lette beskatningen af arbejdsindkomster, at det er finansieret, og at vi står ved det løfte, som vi også blev aftvunget sidste år i forbindelse med finansloven, nemlig at vi også ville stå ved, at den lov betød, at når der var overskud, skulle man reducere bidraget, altså det, vi kalder bruttoskatten, og man skulle løfte beløbet til dem på overførselsindkomster. Det er nøjagtig det, vi har gjort.
Så er der hr. Ole Sohn. Jeg synes i virkeligheden, hr. Ole Sohn har mange gode synspunkter. Jeg vil kvittere for, at der også var en vilje til at finde et forlig i det forløb, hvilket vi også har tradition for. Det undrer mig bare, at hr. Ole Sohn siger, at vi skal gøre mere ved uddannelse og ved de udfordringer, der er. Jamen hvor i alverden var SF, da vi talte om globalisering? Når nogle her taler om, at det, der foregår, er blokpolitik, og at det er snævert, så ved man jo godt, at det ikke passer. Vi er i de store reformers tid. Vi har fået en velfærdsaftale med 158 mandater bag her i Folketingssalen, en velfærdsaftale, der regulerer dansk økonomi i årtier frem. Alene SF og Enhedslisten er uden for aftalen. Vi har fået en globaliseringsaftale med 158 mandater bag, en udfordring omkring globalisering, hvor alene SF og Enhedslisten er udenfor.
Og hvad var det, vi aftalte i globaliseringsaftalen? Det drejede sig jo lige præcis om ambitionsniveauet i forbindelse med uddannelse, nemlig at 95 pct. af en årgang skulle have en ungdomsuddannelse, og at mindst halvdelen skulle have en videregående uddannelse. Det var jo det, vi aftalte. Så synes jeg, at det er flot, når man siger, at vi ikke gør noget. Jo, vi har i virkeligheden indgået en aftale, der bærer langt længere frem, og som har et ambitionsniveau, som et bredt flertal i Folketinget har forankret i en fælles aftale. Og derfor vil jeg håbe, at man, når vi nu kommer til kvalitetsreformen, er i stand til at gentage det - måske også med SF's deltagelse.
Nu vil jeg slet ikke gå ind i de tal, der siger, at vi, når 2007 er gået, har brugt 45 mia. kr. mere til offentlig service siden 2001, eller i, at vi har et investeringsniveau, der er højere end nogen sinde - det er 30 mia. kr. på årsniveau nu, hvor det tidligere var på godt 25 mia. kr. - for det vil man ikke anerkende. Det vil jeg sådan set ikke bevæge mig ud i. Men vi er vandret op på et niveau, som ikke er set tidligere, og som i virkeligheden ikke har noget at gøre med at trylle med tal, men som er midler og ressourcer, der gives ud, således at de beløb, vi bruger på danskerne, aldrig nogen sinde har været større.
Der vil jeg så blot her igen lige om det budskab, hvor Enhedslisten altid siger, at det er det private der får lov til at øge sit forbrug, og at det offentlige sakker agterud, sige, at sådan er det ikke. Også her er man jo bare nødt til at gøre brug af tallene, der viser, at det, som udgør det kommunale forbrugs andel af det private forbrug, er en fuldstændig stabil størrelse; det er nøjagtig det samme i dag, som det var i 2001. Så selv om det private forbrug er vokset, så er det offentlige, altså det kommunale forbrug, som vi taler om, når det drejer sig om service til borgerne, vokset lige så meget. Så der er altså ikke grobund for at sige, at vi reducerer og skærer ned, og at det private i virkeligheden løber med gevinsten. Nej, den fordeles stort set ligeligt mellem det private og det offentlige. Og det er så en politik, der er lagt frem. Selv om hr. Frank Aaen ryster på hovedet, vil jeg sige, at det er den politik, der er lagt frem.
For at vende tilbage til hr. Leif Mikkelsen og Ny Alliance vil jeg sige, at jeg synes, at der også her er mange gode synspunkter og intentioner med alt det, man gerne vil. Og alt det, man gerne vil, hænger sikkert godt sammen; men man kan sige: Økonomien hænger ikke sammen. Og det er så det, der er udfordringen, for jeg vil sige, at det er dristigt, når man bruger den model, som også hr. Kristian Thulesen Dahl har bemærket, hvor man tager beløbet, som man skal bruge i skat af pension, ved pensionsindbetalingen, i stedet for at gøre, som man gør i dag, at tage det, når folk går på pension.
Og når man så bruger det beløb, som man tager up front, til skattelettelser, så er det, problemet opstår. For det, der ligger i nutidens måde at tænke på, er, at man sparer op til alderdommen, og at den skat, som det offentlige får af opsparingen, betales, når pensionen udbetales - plus at vi har en løbende beskatning på 15 pct. Men ellers kommer selve skattetrækket, når man får sin pension udbetalt. Og det er lige præcis der, hvor det offentlige også har de udgifter, som det forventes at skulle afholde i forbindelse med, at folk går på pension. Og de penge er ikke forudsat at skulle bruges til skattelettelser.
Problemet opstår jo, hvis man up front tager det beløb, som skulle være betalt i skat, og bruger det til skattelettelser, for så mangler man simpelt hen det, man skal bruge til at finansiere offentlig service for, og det er det problem, jeg ser. Så til det med, at man siger, at folk ikke mærker, om det tages i slutningen eller i begyndelsen, vil jeg sige, at det godt kan være, at pensionsopsparerne ikke mærker det, men det gør den offentlige kasse, for pengene er sådan set forsvundet undervejs.
Så vil jeg sige, at der alligevel var to rigtig positive bemærkninger. Der var en fra hr. Lars-Emil Johansen. Jeg vil jo ikke kommentere Selvstyrekommissionens arbejde; der er nedsat et udvalg, der arbejder, og det vil jeg for så vidt ikke blande mig i her i forbindelse med finanslovbehandlingen, men jeg vil sige tak for det tilsagn, som hr. Lars-Emil Johansen gav om at ville stemme for finansloven. Det er jeg meget glad for.
Det gælder også for hr. Leif Mikkelsen, der klart sagde: Vi stemmer for finansloven. Det er egentlig en god begyndelse, for det er de to eneste, jeg har hørt sige i dag at de stemmer for finansloven.
Det må jeg så også sige til vores konservative ordfører og til Venstres ordfører måske er det, der skuffer mig mest, nemlig at det egentlig er første gang siden 2001, at jeg oplever, at der ikke er givet en melding om, at regeringspartierne støtter finansloven.
Jeg har en formodning om, at Dansk Folkeparti nok gør det, når det nu alligevel kører, men jeg synes jo, at man skulle lære af de meget klare meldinger, der så kom fra hr. Lars-Emil Johansens og hr. Leif Mikkelsens side. Vi er altså godt på vej. Men man kan nå det endnu, og det er altså ikke sidste frist - og det er slet ikke sidste frist for godt samarbejde.
Jeg tror, at når røgen, som egentlig har været ganske beskeden, har lagt sig om finansloven, så står vi foran et efterår, som jeg anser som politisk meget, meget spændende, nemlig forhandlingen om vores kvalitetsreform. Vi kan have mange meninger om, hvordan tilgangen har været. Vi kan måske også have meninger om, hvad den rigtige løsning er på delområder. Men jeg tror alligevel, at det vil vise sig, at vi også her finder en bredde i en fælles forståelse for, at det kunne være spændende, om vi her greb den chance og tog den udfordring op, at vi er i stand til for de midler, vi er i stand til at sætte af, uanset at nogle mener, at de er for få eller for mange, at gøre det ypperste, både for at sikre spændende arbejdspladser og for at sikre, at vores borgere oplever, at de servicetilbud, vi giver, er unikke.
Så min opfordring er, at det forløb, der kommer - det kommer jo til at foregå her i efteråret sammen med behandlingen af finansloven - bliver et fælles projekt for alle i Folketinget. Regeringen vil i hvert fald lægge det til rette, så ingen er udelukket på forhånd, for at få en reform, der understøtter det optimale, efter at vi har ændret den danske kommunale struktur og den danske struktur omkring vores amter. Så det er min opfordring her, at man også ser frem.
Finansloven bliver sikkert vedtaget. Selv om kun to medlemmer her i salen har tilkendegivet at ville støtte den, vil jeg sige, at regeringen altså står bag den finanslov, der er lagt frem, så der ikke skal være tvivl om det. Jeg vil sige, at hele regeringen står bag, så der ikke skal være tvivl om det. Og min forventning er så, at vi kan få et efterår i fordragelighed, der også viser, at de, der går og taler om blokpolitik, må sande, at det kan være, at der er blok og blokke, men at der måske også er fællesskab om den største, den store blok.