Åbne data

Folketingets åbne data er en tjeneste, hvor du via en webservice kan få adgang til data fra Folketinget.

Større
 
Du kan f.eks. anvende Folketingets åbne data i en app, på en hjemmeside, til analyser eller i andre sammenhænge, hvor Folketingets data kan indgå. Du kan tilgå Folketingets åbne data via databrowseren på oda.ft.dk.
 
Før du tager Folketingets data i brug, skal du dog være opmærksom på de vilkår, der gælder for anvendelse af Folketingets åbne data. 
Folketingets åbne data er tilgængelige via Odata-protokollen. Det er en åben protokol, som giver adgang til at få data leveret i ATOM format (XML) eller JSON format. 
 
Folketingets åbne data omfatter pr. 6. december 2018 følgende data: 
 
  • metadata om sager og dokumenter i det parlamentariske arbejde i Folketingssalen samt udvalg fra oktober 2013 og fremefter. Herunder data om Folketingets og udvalgenes sammensætning i de forskellige perioder samt møder. 
  • data om dokumenter indeholder links til PDF-filer på ft.dk, som viser selve dokumentet. 
  • data om aktuelle Folketingsmedlemmer indeholder et felt med medlemmets biografi i XML-format. 
  • referater af Folketingets forhandlinger i XML-format.
Data bliver opdateret løbende efterhånden som der kommer nye til, eller der sker ændringer i eksisterende data. Datastrukturen er beskrevet i en såkaldt datamodel.

Hvornår er Folketingets åbne data tilgængelige?

Databrowseren og webservicen vil så vidt muligt være tilgængelige døgnet rundt. Hvis der opstår tekniske problemer med tjenesten, vil vi rette dem så hurtigt som muligt. Det vil dog som oftest kun foregå indenfor almindelige arbejdstid.

Hvis du oplever tekniske problemer med adgangen til Folketingets åbne data, skal du være velkommen til at skrive til [email protected]. Læs mere om mulighederne for support her:

Generel information 

Folketingets åbne data omfatter data om Folketingets arbejde, herunder links til dokumenter og billeder på hjemmesiden. Selve dokumenterne og billederne indgår ikke i åbne data, dog undtaget forhandlinger i Folketinget.
  
Nogle af de data, der indgår i Folketingets åbne data, er links til offentlige dokumenter, der i medfør af ophavsretslovens § 9, stk. 1 ikke er genstand for ophavsret. Det gælder for eksempel for love, lov- og 
beslutningsforslag, folketingsudvalgenes betænkninger og spørgsmål til ministre, forespørgsler m.v.  
  
Værker, der fremtræder som selvstændige bidrag i de offentlige dokumenter, må gengives i forbindelse med dokumentet. Retten til videre 
udnyttelse afhænger af de i øvrigt gældende regler jf. § 9, stk. 2 i ophavsretsloven. Det gælder for eksempel for rapporter, artikler og præsentationer, der indgår i folketingsudvalgenes bilag på almindelig del.  
  
Folketinget giver på nedenstående vilkår brugsret til de data, der indgår i Folketingets åbne data katalog. Adgangen til at benytte de dokumenter og 
billeder, man kan få adgang til via disse data, afhænger af regler i 
ophavsretsloven og i den øvrige lovgivning.  
  
Vilkårene accepteres ved enhver brug af data. Vilkårene reguleres af dansk ret.  

Brugsret 

Folketinget giver en verdensomspændende, gratis, ikke-eksklusiv, og i øvrigt ubegrænset brugsret til de data, der indgår i Folketingets åbne data katalog. Data kan frit blandt andet:  

  • kopieres, distribueres og offentliggøres
  • ændres og sammensættes med andet materiale
  • bruges kommercielt og ikke-kommercielt  

Vilkår 

Enhver har adgang til de data, der indgår i Folketingets åbne data katalog. 
  
Data må ikke bruges på en måde, så det kan fremstå, som om Folketinget godkender, støtter, anbefaler eller markedsfører brugeren, brugerens produkter eller tjenester. Det er ikke tilladt at anvende Folketingets logo i brugerens produkter eller tjenester. 
Det skal sikres, at brug af data er i overensstemmelse med dansk ret, herunder de til enhver tid gældende regler om persondatabeskyttelse, vildledende markedsføring og ophavsret. 
  
Disse vilkår begrænser ikke brugernes muligheder for og ret til at benytte data fra Folketingets åbne data, i det omfang der er adgang hertil på baggrund af regler i ophavsretsloven, eller i den øvrige lovgivning. 
  
Brugerne af åbne data skal selv stå for driften af de produkter, de udvikler på baggrund af Folketingets åbne data. Brugen af disse produkter må ikke belaste Folketingets åbne data grænseflade på en uhensigtsmæssig, eller uforholdsmæssig måde. 
  
Folketinget vedligeholder en ændringslog, hvor vi skriver, når der er fejlrettelser, opdateringer og eventuelle forstyrrelser i driften af åbne data. Folketinget anbefaler brugere af åbne data at følge med i ændringsloggen. Ændringsloggen omfatter ikke ændringer i referaterne af Folketingets forhandlinger (se i øvrigt afsnittet Særligt om referater af Folketingets forhandlinger). 
 
Hvis Folketinget bliver opmærksom på, at der ved en fejl er blevet offentliggjort data, som ikke skulle have været offentliggjort, vil disse data blive slettet fra Folketingets åbne data. Folketinget kontakter tillige de største søgemaskiner på nettet og beder dem om at slette sider fra indeks. Hvis data bliver slettet fra åbne data, bliver det angivet i tabellen slettet. Det følger af vilkårene for åbne data, at det skal sikres, at brug af data er i 
overensstemmelse med dansk ret. Brugere af Folketingets åbne data forpligter sig derfor til at være opmærksomme på og slette data fra Folketingets åbne data, som ikke er i overensstemmelse med dansk ret, samt tage initiativer, der sikrer at eventuelle aftagere også sletter sådanne data.   

Særligt om referater af Folketingets forhandlinger  

Referaterne fra Folketingets forhandlinger gøres løbende offentligt tilgængelige i foreløbig form med forbehold for fejl og udeladelse, og de foreløbige referater revideres et antal gange, uden at det markeres i referaterne, at der er sket ændringer. Efter korrekturlæsning gøres referaterne endelige, og i den forbindelse fjernes markeringen af, at det er et foreløbigt referat. Brugere af Folketingets åbne data forpligter sig til at gøre deres brugere bekendt med, om der er tale om referatet af Folketingets forhandlinger i en foreløbig eller endelig form. Endvidere skal brugere af Folketingets åbne data stille krav til deres brugere om, at de ligeledes tydeliggør, om der er tale om referatet af Folketingets forhandlinger i foreløbig eller endelig form.    

Der gives en global, royalty-fri, ikke-eksklusiv, tidsubegrænset (i værkets beskyttelsesperiode) ret til at gengive Folketingets forhandlinger. Dog har originær rettighedshaver eneret til at udgive samlinger af sine egne indlæg jf. ophavsretslovens § 26.
Værket må ikke ændres i videre udstrækning, end den tilladte brug kræver, jf. ophavsretslovens § 11.

Kildeangivelse  

Ved brug af Folketingets åbne data skal Folketinget angives som kilde.  
Folketingets rettigheder og ansvar  
Data stilles til rådighed, som de er. Folketinget har intet ansvar for nogen form for skade, der måtte følge af brug af data. 
  
Folketinget garanterer ikke, at data fortsat stilles til rådighed og kan til enhver tid ændre brugsretten til data og vilkårene herfor.  
  
Folketinget har ret til uden varsel at lukke for adgangen til én eller flere brugere, hvis dette er nødvendigt af tekniske eller juridiske grunde. For eksempel af hensyn til at opretholde en stabil drift af Folketingets åbne data i en situation, hvor de pågældende brugere belaster Folketingets åbne data grænseflade på en uhensigtsmæssig eller uforholdsmæssig måde.  

Kontaktinfo 

Kontakt gerne Folketingets Oplysning, hvis disse brugsvilkår giver anledning til tvivlsspørgsmål på telefon 33 37 33 38 eller e-mail [email protected] 

Brugsvilkår for åbne data (PDF) Conditions for use of the Danish Parliament's Open Data (PDF)

Med databrowseren kan du få adgang til at browse rundt i data og lære datamodellen at kende. Du kan se, hvilken Odata-forespørgsel der skal udføres for at se de data, du har fundet frem. Og du kan se, hvordan data ser ud i XML- eller JSON-format.

Download vejledningen til brug af databrowseren (pdf) Åbn databrowseren

Datamodellen for Folketingets åbne data er udformet, så den afspejler Folketingets arbejde. Datamodellen er designet til at rumme data fra mange forskellige systemer, som Folketinget anvender i det daglige, herunder ESDH-systemet, afstemningssystemet og hjemmesiden.
 
Nye data bliver lagt ind i databasen efterhånden, som de bliver dannet i vores systemer. Vi skriver i ændringsloggen, når der sker væsentlige ændringer i data. 

Folketingets åbne data omfatter pr. 6. december 2018 følgende data:

Metadata om Folketingets parlamentariske arbejde fra oktober 2013 og fremad, herunder: 
  • alle sager og dokumenter, der er behandlet i Folketingssalen og i udvalgene
  • dette omfatter f.eks. lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler, spørgsmål (§20, fra udvalgene, samråd, etc.), udvalgsbilag (henvendelser, rapporter, etc.)
  • data om møder og aktører (medlemmer, udvalg, grupper, etc.) 
Afstemninger:   
  • Afstemningsdata med enkeltstemmer herunder notering af om et forslag er vedtaget eller forkastet. Bemærk at fejlregistreringer m.v. kan fremgå af afstemningskommentaren. 
Biografier:
  • Hvis en aktør er et aktuelt medlem af Folketinget, er der i medlemmets data et element med medlemmets biografi i XML-format. 

Links til PDF-filer:

  • Data om dokumenter indeholder links til dokumentets PDF-fil på www.ft.dk.

Referater af Folketingets forhandlinger:

  • Filer med referater fra Folketingets forhandlinger kan hentes i XML-format. 

Data der foreløbigt ikke kommer med  i Folketingets åbne data

I datamodellen for Folketingets åbne data er der gjort plads til data, som endnu ikke er en del af de åbne data. Dette omfatter f.eks. 
Videolinks
  • Links til videooptagelse af møder. Hvis man vil finde disse, kan det ske via punktet TV fra Folketinget på www.ft.dk.  
Links til Folketingstidende
  • Links fra sager til oversigten over hele sagsbehandlingen på www.folketingstidende.dk.

Kalender og nyheder

  • Kalenderbegivenheder og nyheder fra Folketinget fra www.ft.dk. Disse vil fortsat kun kunne findes under punktet Aktuelt på www.ft.dk. 

Opdateringsdato

Alle dataelementer er forsynet med en opdateringsdato, som også indeholder tidspunkt. Det er det tidspunkt, dataelementet sidst er opdateret i åbne data. Det er således muligt via opdateringsdatoen at lave søgninger på nye data eller på opdatering af eksisterende data blot man holder styr på, hvornår man sidst har søgt efter data. 

Relationer

Folketingets åbne data er lagret i en relationsdatabase. Dvs. næsten alle data relaterer sig til andre data. F.eks. relaterer et dokument sig altid til en sag. Fra sagen kan der igen være relationer til de forskellige sagstrin samt møder, hvor sagen har været behandlet. Ved hjælp af databrowseren kan man få et overblik over, hvilke relationer der eksisterer mellem de forskellige typer data.

 

De væsentligste ændringer og opdateringer i Folketingets åbne data bliver noteret i ændringsloggen.

Gå til ændringsloggen
Hvis du har brug for hjælp i forbindelse med åbne data skal du kontakte enten Folketingets webmaster eller Folketingets Oplysning.
 
Hvis du oplever tekniske problemer med adgang til web servicen eller databrowseren, kan du kontakte Folketingets webmaster via e-mail på [email protected]. Folketingets webmaster vil kunne henvise til IT-personale i Folketinget, hvis der er brug for yderligere teknisk hjælp.
 
Folketingets åbne data afspejler Folketingets arbejde, og dermed også de begreber, der indgår i det daglige arbejde i Folketinget. Hvis du i dit arbejde med Folketingets data får brug for at vide mere om, hvordan Folketinget arbejder, kan du kontakte Folketingets Oplysning via e-mail på [email protected] eller via telefon +45 3337 3338.
 
Nedenfor kan du finde en række korte vejledninger vedrørende brugen af Folketingets åbne data.

Gå til vejledninger
Her er en række korte vejledninger til Folketingets åbne data. 

Vejledning om forespørgsler 

Webservicen til Folketingets åbne data er tilgængelig på adressen oda.ft.dk. Du kan sende forespørgsler til data på denne adresse ved at opbygge en URL i henhold til Odata standarden.
 
Folketingets webservice anvender Odata version 3.0. Via nedenstående link kan du læse mere (på engelsk) om OData Version 3.0, herunder hvordan du opbygger forespørgsler.
 
I Folketingets databrowser kan du også finde  eksempler på, hvordan du kan udforme forespørgsler til Folketingets åbne data. Læs mere på odata.org: 
 

Vejledning om databrowser 

 
Her kan du også finde information om, hvordan du kan hente alle data i Folketingets åbne data på én gang, så du kan starte med at bygge din egen database med de data, du vil arbejde med.

Vejledning om sletning af data 

Hvis Folketinget bliver opmærksom på, at der ved en fejl er blevet offentliggjort data, som ikke skulle have været offentliggjort, vil disse data blive slettet fra Folketingets åbne data. Folketinget kontakter tillige de største søgemaskiner på nettet, og beder dem om at slette sider fra indeks.
 
Hvis data bliver slettet fra åbne data, bliver det angivet i tabellen, slettet. Det følger af vilkårene for åbne data, at det skal sikres, at brug af data er i overensstemmelse med dansk ret. Brugere af Folketingets åbne data forpligter sig derfor til at være opmærksom på og slette data fra Folketingets åbne data, som ikke er i overensstemmelse med dansk ret, samt tage initiativer, der sikrer, at eventuelle aftagere også sletter sådanne data.  

Vejledning om perioder 

Data i Folketinget kan være tilknyttet en bestemt periode. Når man søger i de åbne data skal man således være opmærksom på, hvilken periode data knytter sig til. Det gælder f.eks. sager, møder og aktører. 
 
En periode kan være en Folketingssamling, der normalt løber fra oktober til oktober. I et valgår kan der være flere separate samlinger. Hvis man eksempelvis vil søge efter Folketingets sammensætning, vil man finde flere ”Folketing”; nemlig ét pr. samling. Det samme gælder for udvalg.
 
En periode kan også være et finansår, der følger kalenderåret. Eksempelvis tilknyttes forslag fra EU-kommissionen – såkaldte KOM-sager - finansår. Det samme gælder for aktstykker, der angiver bevillinger i henhold til den gældende finanslov. 

Vejledning om aktører 

Aktør er en samlet betegnelse for de personer, grupper og organisationer, som har roller i det parlamentariske arbejde. Der kan eksistere relationer mellem forskellige aktører. F.eks. kan en person indgå som medlem af en anden aktør, hvis denne aktør f.eks. er et udvalg eller selve Folketinget.
 
Når en aktør er knyttet til andre dataelementer i Folketingets åbne data, vil aktøren typisk være tilknyttet med en bestemt rolle. En person kan i forhold til et udvalg f.eks. være medlem eller formand. I forhold til en sag kan aktører f.eks. være minister eller ordfører, hvis sagen er et lovforslag.
 
Der findes i åbne data hjælpetabeller, der angiver de forskellige typer af roller, en aktør kan have i forhold til andre data. F.eks. angiver tabellen SagAktørRolle, hvilke forskellige roller, der findes i forhold til en sag.

Vejledning om emneord

Kontrollerede emneord:
 
  • Bruges på alle sags- og dokumenttyper. Emneordene vælges ud fra en begrænset liste af emneord, der bl.a indeholder loves populærnavne.
  • Brugen nedtrappes i forbindelse med indførelsen af sagsområder
Lovsagsnavne:
 
  • Bruges på alle sager af typen lovforslag, beslutningsforslag, forespørgsler og redegørelser. Lovsagsnavnene er et ældre emnesystem, der anvendes af Folketingets Bibliotek til at gruppere lovforslag m.v. emnemæssigt, så det f.eks. er enkelt at følge en enkelt lovs ændringer. Lovsagsnavnene mappes med almindelige emneord på www.folketingstidende.dk 
Sagsområder:
 
  • Bruges på alle sags- og dokumenttyper fra oktober 2013. Sagsområderne vælges fra en begrænset liste af emneord, hvor hvert udvalg har sit eget udsnit af sagsområder, der dækker udvalgets arbejdsområder.
  • Sagsområderne erstatter i vidt omfang brugen af kontrollerede og ukontrollerede emneord
Ukontrollerede emneord:
 
  • Bruges på alle sags- og dokumenttyper. Emneordene vælges ud fra en liste af emneord, som den enkelte bruger selv kan opdatere med nye ord. Brugen nedtrappes i forbindelse med indførelsen af sagsområder.