Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenens arbejde

Udvalget for Forretningsordenen (UFO) har et permanent underudvalg, som blot hedder Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen. Underudvalget forbereder udvalgets beslutninger i visse sager om ministeransvar.

Underudvalget består af 1 medlem fra hver folketingsgruppe, der sidder i Udvalget for Forretningsordenen, og af observatørerne i samme udvalg fra Folketingets øvrige folketingsgrupper. I praksis betyder det 1 medlem fra hvert af Folketingets partier bortset fra de grønlandske og færøske. At underudvalget er permanent, betyder, at det nedsættes for et folketingsår ad gangen lige som de almindelige stående udvalg i Folketinget og altså ikke blot udpeges til behandling af hver enkelt sag.

Sager om ministeransvar

Underudvalget beskæftiger sig med sager om ministeransvar og står for den forberedende behandling af Udvalget for Forretningsordenens beslutninger i visse sager herom.

I praksis sker det især, når en undersøgelseskommission har afsluttet sin undersøgelse af en sag og har afgivet en beretning. Hvis beretningen kommer ind på ministres – eventuelt tidligere ministres – forhold, tager Udvalget for Forretningsordenen sagen op og henviser den forberedende behandling til underudvalget. Opfølgningen på granskningskommissioner eller andre undersøgelser, der er iværksat på Granskningsudvalgets initiativ, forberedes i Granskningsudvalget og ikke i Underudvalget under Udvalget for Forretningsordenen.

Ministeren høres

Underudvalget holder møder om sagen og drøfter, om undersøgelseskommissionens konklusioner bør føre til et retligt eller politisk ansvar for ministeren. Underudvalget kan i visse tilfælde få foretaget nogle supplerende undersøgelser. 

Underudvalget hører ministeren, om denne har bemærkninger til kommissionsberetningen. Hvis underudvalget vil rejse kritik af ministeren, skal ministeren også høres om sine eventuelle bemærkninger til kritikpunkterne. 

Under behandlingen af sagen har ministeren ret til at få beskikket en bisidder af Folketinget.

Udtalelsen videregives til Udvalget for Forretningsordenen

Arbejdet i underudvalget afsluttes med en udtalelse, som Udvalget for Forretningsordenen kan bruge til at tage stilling til sagen. 

I praksis har underudvalgets udtalelse normalt form af et udkast til en betænkning eller en beretning. Hvis Udvalget for Forretningsordenen kan tilslutte sig underudvalgets konklusioner, afgiver Udvalget for Forretningsordenen betænkningen eller beretningen svarende til udkastet. 

En beretning kan enten indeholde en politisk kritik af en minister eller en afvisning af, at der er noget at kritisere ministeren for. Hvis der ikke er enighed blandt medlemmerne af Udvalget for Forretningsordenen, kan beretningen også indeholde forskellige udtalelser om ministerens forhold fra de forskellige partier i Udvalget for Forretningsordenen. 

Hvis Udvalget for Forretningsordenen mener, at der er grundlag for at placere et retligt ansvar, kan det afgive en betænkning med en indstilling om, at der rejses tiltale ved Rigsretten mod ministeren eller den tidligere minister. Herefter vil det være op til hele Folketinget at beslutte, om der skal rejses tiltale.