Folketingets Præsidium

Folketingets formand og 4 næstformænd fra de største partier udgør Præsidiet.

Større
Præsidiet beskæftiger sig med Folketingets indre forhold såsom ledelse af møderne i Folketingssalen, drift og officiel repræsentation af Folketinget. Det er Folketingets formand, der tager de endelige beslutninger, da næstformændenes rolle formelt kun er rådgivende. Præsidiet vælges for 1 år ad gangen.

Sammensætningen i Præsidiet

Præsidiet i Folketinget består af Folketingets formand og 4 næstformænd. Folketingets formand vælges af et flertal i Folketinget for 1 år ad gangen, når et nyt folketingsår begynder i oktober. De 4 næstformænd kommer fra de 4 største partier, som ikke har formandsposten.

Præsidiet består af følgende folketingsmedlemmer:

Tingsekretærerne 

Til Præsidiet er der tilknyttet 4 tingsekretærer. De 4 tingsekretærer vælges blandt medlemmerne af Folketinget og de leder møderne i Folketingssalen, hvis formanden eller en af næstformændene ikke kan være til stede. Tingsekretærerne hjælper også til ved afstemninger, når det elektroniske afstemningsanlæg ikke anvendes, og de underskriver vedtagne love sammen med Folketingets formand.

Tingsekretærerne består af følgende medlemmer: 

Mødeleder i Folketingssalen

Formanden leder møderne i Folketingssalen fra formandsstolen og sørger for god orden og en værdig forhandlingsform. Folketingsmedlemmerne skal således tiltale hinanden med hr. og fru, og de må ikke bruge bandeord. Formanden og næstformændene fordeler tiden i formandsstolen mellem sig i såkaldte stolevagter. Når ingen af de 5 præsidiemedlemmer har mulighed for at sidde i formandsstolen overtager en af de 4 tingsekretærer opgaven.

Ansvar for Folketingets drift og ansatte

Formanden leder Folketingets indre forhold, herunder Folketingets administration og drift efter forhandling med næstformændene.

Formelt er næstformændenes rolle alene rådgivende, men i praksis optræder Præsidiet som et kollegialt organ. 

Læs om formandens opgaver og ansvar

Folketingets budget

Forslag til Folketingets budget behandles af Præsidiet, der afgiver en indstilling til Udvalget for Forretningsordenen. Folketingets formand er også formand for Udvalget for Forretningsordenen. Udvalget vedtager budgetforslaget og sender det til regeringen. Præsidiet kan i løbet af budgetåret beslutte tillægsbevillinger i tilknytning til Folketingets budget i lighed med Finansudvalget på det statslige område. 

Ændring af Folketingets forretningsorden

Reformer af forretningsordenen forberedes i Præsidiet, ofte i dialog med partiernes gruppeformænd. Ændringerne i forretningsordenen forelægges derefter Udvalget for Forretningsordenen til beslutning eller fremsættelse i salen.

Præsidiet vurderer med jævne mellemrum, om der er behov for at ændre på, hvordan Folketingets parlamentariske praksis står beskrevet i forretningsordenen i forhold til f.eks:

  • spørgetime
  • aktuelle debatter eller hasteforespørgsler
  • ventetid på forespørgsler 
Præsidiet arrangerer indimellem større konferencer for Folketingets og regeringens medlemmer med henblik på at drøfte arbejdsformer, lovkvalitet og samspil. 

Præsidiets repræsentative rolle

Præsidiet med formanden i spidsen repræsenterer Folketinget udadtil. Dette indebærer bl.a., at Præsidiet deltager i tilbagevendende begivenheder som: 

  • Folketingets åbning
  • statsborgerskabsdag
  • flagdag
  • kontaktudvalgsmøder med Grønlands Landsting og Færøernes Lagting 
Formanden og Præsidiet modtager også officielle besøgende, og tilsvarende aflægger Præsidiet officielle besøg hos parlamenterne i udlandet.
Grønlands Landsting Færøernes Landsting

Leksikon

Gå til leksikon
Præsidiet
Folketingets øverste ledelse, der består af Folketingets formand og fire næstformænd.
Folketingets formand
Folketingets formand har det overordnede ansvar for tilrettelæggelsen og afviklingen af Folketingets arbejde og leder forhandlingerne i Folketingssalen. Formanden er et af fem medlemmer af Folketingets Præsidium.
Næstformand
Folketinget har en formand og fire næstformænd. De fire næstformænd udgør sammen med Folketingets formand Folketingets Præsidium.
Tingsekretær
Hvis formanden eller en af næstformændene ikke kan være til stede i Folketingssalen, ledes mødet i stedet af en af fire tingsekretærer.
Forretningsorden
Reglerne for, hvordan arbejdet i Folketinget tilrettelægges og afvikles, står i Folketingets forretningsorden.