Sådan danner man en regering

Grundloven giver dronningen magt til at udpege statsministeren og de øvrige ministre. Men i praksis er det et flertal i Folketinget, der er afgørende for, hvem der skal være statsminister. Statsministeren sætter så sit ministerhold – danner sin regering.

Større

Statsministeren vælges og nedsætter sin regering

Folketingsvalg skal afholdes mindst én gang hvert 4. år. Det står i grundloven. Statsministeren kan dog til enhver tid udskrive folketingsvalg, så der kan sagtens gå mindre end 4 år mellem hvert valg.

Når valget er slut og mandaterne fordelt, er det nye Folketing fundet. Så skal man i gang med at finde ud af, hvem der skal være statsminister og danne regering.

Negativ parlamentarisme

Den siddende statsminister fortsætter, hvis der ikke er et flertal imod ham eller hende - dvs. 90 eller flere ud af de 179 folketingsmedlemmer. Det kaldes negativ parlamentarisme.

Taber regeringen valget, skal der findes en ny statsminister og en ny regering.

Dronningen udnævner formelt den nye regering

Den siddende statsminister skal, i samarbejde med dronningen, finde ud af, hvilken statsministerkandidat der har den bredeste opbakning hos det nye Folketings medlemmer. Det kaldes en dronningerunde.

Når statsministeren har fundet sine ministre, udnævner dronningen formelt regeringen på Amalienborg. Regeringen kommer bagefter ud på slotspladsen. Her præsenterer statsministeren sin nye regering for danskerne. 

Statsministeren sætter sit ministerhold 

En nyvalgt statsminister sætter et helt nyt ministerhold. Statsministeren skal bestemme sig for, hvilke ministerier der skal være, og hvem der skal have hvilke ministerposter. De fleste udpegede ministre er også valgt ind i Folketinget – men behøver ikke være det. 

En genvalgt statsminister vil ofte benytte lejligheden til at sætte et nyt ministerhold. Der bliver måske udnævnt nye ministre, og nogle af de hidtidige ministre flytter måske fagområde.

En genvalgt statsminister justerer også nogle gange ministeriernes fagområder. Nogle ministerier lægges måske sammen, mens politikområder, som regeringen opfatter som særlig vigtige, kan få deres egne ministre.

Ministrene har stor indflydelse

Hvis man virkelig vil sætte et politisk aftryk på et område, gør man det bedst som minister på området. Folketingspolitikere fra regeringspartiet/-erne sidder derfor efter valget og venter spændt på, om den nye statsminister ringer og spørger, om de vil være ministre. For en ministerpost er både en stor personlig anerkendelse og en enestående mulighed for at føre sin politik ud i livet.

En regering har støttepartier og oppositionspartier

Når et parti støtter den kommende statsminister, betyder det ikke nødvendigvis, at partiet kommer med i regeringen. Det betyder heller ikke, at det vil stemme for alle de lovforslag, regeringen foreslår. Men et støtteparti signalerer, at det ikke har til hensigt at vælte regeringen – støttepartiet vil hjælpe regeringen med at få flertal for sin politik. Det kaldes at være en regerings parlamentariske grundlag.

Det eller de partier, der er en regerings parlamentariske grundlag, kan være mere eller mindre tæt knyttet til regeringen. 

Oppositionspartier, eller blot oppositionen, kaldes de partier, der ikke støtter regeringen. 

Det parlamentariske grundlag holder en mindretalsregering ved magten

At få det parlamentariske grundlag på plads er meget vigtigt i dansk politik. For Danmark ledes tit af en mindretalsregering, der i sig selv ikke har 90 eller flere folketingsmedlemmer i ryggen. 

En mindretalsregering skal derfor finde politiske samarbejdspartnere blandt de partier, der vil støtte dens politik, så der ikke er et flertal på 90 mandater eller mere imod de lovforslag, regeringen foreslår. Får regeringen et flertal imod sig, skal den gå af.

Mange love vedtages med støtte fra både støttepartier og opposition

Selv om oppositionspartierne er imod regeringens politik, er det sådan i Danmark, at en stor del af en regerings lovforslag bliver vedtaget med stort flertal ‒ især i forbindelse med politiske forlig. Her stemmer altså både støtte- og oppositionspartier for regeringens lovforslag – et bredt flertal omtales det ofte som i medierne.
Dronningerunden bliver holdt, hvis flertallet bag regeringen er væk og regeringen må træde tilbage. Partilederne rådgiver under dronningerunden dronningen om, hvilken person de mener skal lede forhandlingerne om at danne en ny regering. Den person, der kan samle den bredeste opbakning, vælges som forhandlingsleder og bliver sædvanligvis også statsminister.

Dannelse af regeringen foregår således:

Forhandlingslederen får et forhandlingsmandat

Hvis der mangler et oplagt flertal for en ny regering, gælder det om at få sammensat en regering, som har de bedste muligheder for ikke at blive væltet. I sådanne tilfælde kan dronningen pege på en forhandlingsleder, der skal forsøge at forhandle sig frem til at få et flertal bag sig   – eller sørge for, at der i hvert fald ikke er et flertal imod den nye regering.

Hvis det lykkes forhandlingslederen at samle et flertal, går forhandlingslederen tilbage til dronningen og får til opgave at danne regering. Lykkes det ikke, vil forhandlingslederen gå til dronningen og få et nyt mandat.

Dronningen kan udpege statsministeren med det samme, hvis partilederne fortæller hende, at de peger på en flertalsregering eller på en mindretalsregering ledet af den og den statsminister, og at et flertal i Folketinget støtter en sådan regering. Statsministeren kan derefter danne regering.

Dronningen har ingen reel politisk indflydelse

Grundloven giver i princippet dronningen magt til at udnævne, hvem der skal være ministre, eller hvem der skal fyres. Men reelt har hun ingen politisk indflydelse. Den fungerende statsminister og Statsministeriet følger dronningerunden tæt og rådgiver dronningen. Så selv om det kan lyde, som om dronningen har en selvstændig rolle, når der skal dannes en ny regering, er hendes magt i denne situation kun formel. I praksis vælger en statsminister nemlig selv sine ministre. Bagefter udnævner dronningen de ministre, statsministeren har valgt.
 
Hvis regeringen bliver væltet og dermed træder tilbage, fortsætter den, i forbindelse med at et valg udskrives, som et forretningsministerium, indtil en ny regering er udnævnt. Det betyder, at ministrene i den periode kun må tage sig af de praktiske ting, der er nødvendige, for at ministerierne og den offentlige forvaltning kan køre videre. 

Træder regeringen ikke tilbage, men udskriver valg – måske fordi der er ved at være gået 4 år siden sidste valg – er den friere stillet end et forretningsministerium. Regeringen vil så fortsætte sit arbejde, men den vil ikke tage nye store politiske initiativer under en valgkamp, hvor den jo er i gang med at finde ud af, om vælgerne stadig støtter dens politik. 
De fleste af en regerings medlemmer vil også være travlt optaget af at føre valgkamp. Alene af denne praktiske grund kører en regerings arbejde på vågeblus i en valgkampsperiode. 

Leksikon

Gå til leksikon
Regeringen
Regeringen er landets udøvende magt ifølge grundlovens § 3. Dens opgave er at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.
Regeringsgrundlag
Et regeringsgrundlag er en programerklæring, som skrives af de partier, der indgår i regeringen efter et valg. Regeringsgrundlaget skal signalere, hvor regeringen vil hen i den kommende regeringsperiode.
Parlamentarisme
Når en ny regering bliver dannet, skal den ikke godkendes af Folketinget. Til gengæld må regeringen ikke have et flertal imod sig. Det vil sige, at en regering godt kan have opbakning i Folketinget, selv om de partier, som er med i regeringen, ikke udgør et flertal i Folketinget. Men hvis 90 eller flere af medlemmerne i Folketinget er imod regeringen, kan regeringen væltes. Det kaldes for parlamentarisme.
Parlamentarisk grundlag
Det parti eller de partier i Folketinget, som har ministre i regeringen, kaldes regeringsparti/-er. Hvis regeringspartiet/-erne behøver stemmer fra andre partier for at opnå flertal, er der tale om en mindretalsregering. De partier, som hjælper en mindretalsregering til at opnå flertal, kaldes regeringens parlamentariske grundlag.
Mindretalsregering
Danmark er et demokratisk land med parlamentarisme. Det betyder, at regeringen skal have flertal i Folketinget - eller i hvert fald ikke have et flertal imod sig. Det parti eller de partier i Folketinget, som har ministre i regeringen, kaldes regeringsparti/-er. Hvis regeringspartiet/-erne behøver stemmer fra andre partier for at opnå flertal, er der tale om en mindretalsregering.
Opposition
Oppositionen er de partigrupper, der ikke er i regering, og som ikke er støtteparti til regeringen. Oppositionens vigtigste opgave er at føre kontrol med regeringen. Det kan den bl.a. gøre ved at stille spørgsmål til ministrene eller kalde en minister i samråd i et udvalg.
Dronningerunde
Hvis en regering har mistet sit flertal efter et valg - eller situationen bare er uklar - vil der blive indkaldt til en dronningerunde. Ved en dronningerunde udpeger dronningen på råd fra repræsentanter fra partierne en a) forhandlingsleder – eller b) peger på en person, der får til opgave at danne en regering og blive statsminister. Den fungerende statsminister og Statsministeriet rådgiver under hele forløbet fra sidelinjen.