Sådan arbejder regeringen

Regeringens ministre leder via deres ministerier landet efter de love, Folketinget har vedtaget. Regeringen har stor indflydelse på de love, der vedtages i Folketinget, da det er regeringen, der kommer med langt de fleste forslag til nye love.

Folketingets afslutningsdebat onsdag den 1. juni 2016
Større

Regeringen fremsætter lovforslagene

Den udøvende magt ligger hos regeringen. Det står i grundloven. Regeringen har ret og pligt til at gennemføre de regler og love, som Folketinget vedtager, så lovene bliver til virkelighed i samfundet. 

Lovgivningsarbejdet har regeringen også stor indflydelse på. Det er regeringen, der forbereder og foreslår langt de fleste nye love og ændringer i eksisterende love.

Når regeringen foreslår en lov, kaldes det, at den fremsætter et lovforslag. Både regeringen og medlemmerne af Folketinget kan fremsætte lovforslag – men de fleste kommer fra regeringen. 
 
 

Lovkataloget viser regeringens mål

Hvert år præsenterer regeringen et lovkatalog eller lovprogram over de love, som regeringen ønsker at få vedtage i løbet af folketingsåret. Lovkataloget kan findes på Statsministeriets hjemmeside og giver et pejlemærke for årets politiske beslutninger.
 

Alle regeringens lovforslag vedtages

Regeringens lovforslag vedtages stort set alle sammen, fordi ministrene som regel har sikret sig, at et flertal i Folketinget vil stemme for et lovforslag, før det bliver fremsat. Ministeren indkalder de øvrige partier i Folketinget – oftest støttepartierne først – og sammen taler de lovforslaget eller dele af det igennem. Ministerens opgave består i at finde frem til et indhold, som de indbudte partier kan stemme for. Derefter sendes lovforslaget i høring, hvor eksperter, interessenter og borgere kan komme med deres kommentarer til indholdet. 

Politiske forlig er baseret på uskrevne regler

Et politisk forlig eller en politisk aftale er en tekst, som regeringspartierne og de øvrige folketingspartier er blevet enige om i løbet af deres forhandlinger. Der er ikke nogen officielle regler for, hvordan et forlig skal skrives eller se ud. Rammerne for politiske forlig er baseret på en række uskrevne regler og normer. Partierne er dermed politisk, men ikke juridisk, forpligtet til at overholde de aftalte rammer for et forlig.

Eksempler på politiske forlig

Eksempler på politiske forlig er aftalen om strukturreformen fra 2004, der blev til kommunalreformen i 2007, aftalen om efterlønsreformen i 2011 og forliget om et nyt ejendomsvurderingssystem fra 2016. 

Regeringen er ansvarlig for den danske udenrigspolitik

Den danske udenrigspolitik føres af regeringen. Det siger grundloven. Men regeringen skal rådføre sig med Folketinget via Det Udenrigspolitiske Nævn. Folketinget har også indflydelse på udenrigspolitikken via Udenrigsudvalget og Forsvarsudvalget. 

Når en ny regering tiltræder, vil de partier, der indgår i regeringen, sammen skrive et regeringsgrundlag. Et regeringsgrundlag er en slags politisk programerklæring, som signalerer, hvilken politik regeringen gerne vil gennemføre i den kommende regeringsperiode. 
 
De politiske mål i regeringsgrundlaget vil regeringen forsøge at gøre til virkelighed via nye love. De lovforslag, regeringen regner med at kunne få flertal for, bliver præsenteret i regeringens lovkatalog eller lovprogram, som udarbejdes for et folketingsår ad gangen.

I grundlovens § 38 står der beskrevet, at statsministeren skal lave en åbningsredegørelse, når folketingsåret starter. Den består af en mundtlig og en skriftlig del. Den mundtlige del er åbningstalen, mens den skriftlige del er lovkataloget.
 
Lovkataloget indeholder de lovforslag, som regeringen har besluttet at fremsætte i løbet af folketingsåret. Hvert år ved folketingsårets begyndelse præsenterer regeringen et nyt lovkatalog. Er regeringen ny, vil den præsentere sit lovkatalog hurtigst muligt efter regeringsdannelsen. 
 
Regeringen fremsætter langt de fleste af lovforslagene, men ideen til lovene kan komme mange steder fra. Før en idé bliver til en færdig lov, skal den igennem en omfattende proces fra forberedelse og godkendelse i regeringen til behandling i Folketinget.

Lovforslaget bliver:

  1. udarbejdet i det ministerium eller de ministerier, loven hører under
  2. godkendt på et ministermøde og i statsrådet
  3. sendt i høring hos relevante organisationer m.v., som kan kommentere lovforslaget
  4. fremsat i Folketingssalen, dvs. at Folketingets formand anmelder det i salen
  5. førstebehandlet i Folketingssalen, hvor partiernes ordførere debatterer lovforslaget
  6. sendt i udvalg, hvor medlemmerne diskuterer forslaget mere i detaljer, stiller spørgsmål til ministeren eller eventuelt kalder ministeren i samråd
  7. andenbehandlet i Folketingssalen, hvor ordførerne igen har mulighed for at diskutere forslaget og stemmer om eventuelle ændringsforslag
  8. udvalgsbehandlet igen i sjældne tilfælde
  9. tredjebehandlet og stemt om i Folketingssalen
  10. underskrevet af dronningen, inden 30 dage efter at det er vedtaget i Folketingssalen

Bag et lovforslag ligger et omfattende arbejde i ministeriet. Embedsmændene undersøger mulige konsekvenser af lovforslaget, laver beregninger på, hvad det vil koste, osv. 

Ministerierne tjekker lovforslag igennem 

Når lovforslaget er skrevet, sendes det forbi eventuelle relevante ministerier, som tjekker det. Lovforslaget vil også altid blive sendt forbi Justitsministeriet for at sørge for, at det er juridisk holdbart og ikke bryder reglerne i andre love eller internationale konventioner. I Finansministeriet vurderes de økonomiske konsekvenser af lovforslaget. 

Et lovforslag skal også præsenteres på et ministermøde og et statsråd, inden det bliver fremsat i Folketingssalen.

Regeringen sender lovforslag i høring

Høringer er en af civilsamfundets muligheder for at få indflydelse på lovgivningen. Når et lovforslag er skrevet og tjekket igennem, sender ministeriet det til relevante myndigheder, organisationer og foreninger. De kan så komme med skriftlige kommentarer til og indsigelser mod forslaget. Disse kaldes for høringssvar. Også almindelige borgere kan indsende høringssvar. 

Eksperter skal sørge for høj kvalitet af lovene

De myndigheder og organisationer, der får tilsendt et udkast til lovforslag, sidder typisk inde med en speciel viden eller særlige erfaringer, som er vigtige for regeringen at kende, inden den formulerer lovforslaget helt færdigt og skal debattere det med Folketinget. Processen med høringer skal bl.a. sørge for, at Danmarks love har en høj kvalitet og tager højde for de problemer, loven skal løse, så godt som muligt.

Udvalgene modtager høringssvar

Regeringen sender normalt de høringssvar, der er kommet ind, til det relevante udvalg i Folketinget, inden et lovforslag skal debatteres i Folketinget. Sammen med høringssvarene sender regeringen også et høringsnotat til udvalget, der består af et resumé af høringssvarene og regeringens kommentarer hertil. Høringssvarene er en af måderne, hvorpå borgerne kan få indflydelse på lovgivningen. Folketingsmedlemmerne bruger f.eks. borgernes høringssvar, når de skal vurdere, om lovforslaget er rimeligt og hensigtsmæssigt, og om der måske skal tilføjes noget.

Regeringen kan se bort fra høringsvar

Regeringen retter sig ikke altid efter de indsigelser eller kommentarer, den får under høringsprocessen. Det kan f.eks. være, at regeringen mener, kritikken er irrelevant, eller at den går imod regeringens politiske mål. Et forlig mellem regeringen og partier i Folketinget kan også binde regeringen på en måde, så den må se bort fra høringssvarene. 
Det er en del af de demokratiske spilleregler, at regeringen kan og har ret til at se bort fra et høringssvar.

Høringssvar kan læses på ft.dk og høringsportalen

På høringsportalen.dk og på Folketingets hjemmeside ligger alle høringssvar tilgængeligt. Her kan interesserede borgere, virksomheder organisationer m.v. se, hvilke forslag til regler der er på vej, hvilke organisationer m.v. der høres, og hvilke høringssvar der er afgivet. 

Politiske forlig og aftaler er ikke omtalt i grundloven eller Folketingets forretningsorden, men er en del af en række uskrevne regler og normer for, hvordan regering og Folketing samarbejder om lovgivningen – uskrevne regler, som er udviklet og accepteret af begge parter.

Regeringen indkalder til forhandlinger

Politiske forlig eller aftaler bliver indgået mellem regeringen og en kreds af partier. I praksis foregår det, ved at regeringen inviterer ordførere fra forskellige partier til møder om et bestemt politisk initiativ. Her diskuterer de sagen/initiativet og forhandler sig til rette – de forliges om en aftale. Nogle gange indkalder regeringen alle Folketingets partier til møder, andre gange kun nogle af partierne – her ofte de partier, der støtter regeringens politik. Regeringen bestemmer selv, hvilke partier den ønsker at indkalde og forhandle med. 

Partiernes styrke afhænger ikke altid af størrelsen

Under forhandlingerne giver og tager man. Det er som regel nemmere for de partier, der har flest mandater i ryggen – dvs. de store partier – at få sine politiske krav opfyldt i et forlig, end for partier, der har få mandater. 

Antallet af mandater repræsenterer jo antallet af vælgere, der har stemt på partiet, og stor vælgeropbakning giver stærkere politiske muskler end lille vælgeropbakning. Men hvis man som et lille parti er tungen på vægtskålen i en forhandling, kan man nogle gange godt ende med at få store krav gennemført – fordi regeringen ellers ikke vil have flertal og dermed ikke kan få sit forlig igennem. 

Forligsteksten beskriver rammerne for forliget

Et politisk forlig vil normalt blive skrevet ned i en forligstekst, som kan være mere eller mindre detaljeret afhængigt af omstændighederne. Forligsteksten beskriver f.eks., hvad forligsparterne er enige om, at forliget skal opnå. Forligsteksten kan også beskrive:

  • hvor længe forliget skal gælde
  • hvilke lovforslag der skal udarbejdes for at føre forligets indhold ud i livet 
  • under hvilke omstændigheder der skal ske en ny forhandling om indholdet 

Brede aftaler sikrer langtidsholdbare love

Forlig gør, at en stor del af eller alle Folketingets partigrupper står bag en lov. Det gør lovene mere langtidsholdbare. En regering tilstræber ofte, at så stor en del af Folketinget som muligt står bag en lov, fordi det bl.a. skaber større tryghed og stabilitet i samfundet, når lovgivningen ikke ændres for ofte. 

Forligsparterne er ikke juridisk forpligtet

Uskrevne regler og normer dikterer rammer for politiske forlig. Hverken regering eller opposition er dermed juridisk forpligtet til at overholde et forlig. Det er udelukkende den politiske kultur, der forpligter parterne. Men alle har en interesse i at overholde de uskrevne regler for forlig. 

Alle aftalepartier skal nikke til ændringer

Partierne i et forlig har en politisk vetoret over for ændringer, så længe forliget gælder. Hvis en regering ønsker ændringer i en lov, der er en del af et forlig, skal regeringen altså have alle aftalepartierne til at acceptere ændringerne – og de har ret til at sige nej. Det gør forlig til en betydningsfuld måde for et lille parti at opnå konkret indflydelse på. Gennem forlig opnår regeringen omvendt den nødvendige støtte til at kunne gennemføre sine lovforslag.

En aftale er en aftale

Det, man enes om i et forlig, bliver til lovforslagets grundlag, og forligspartierne stemmer senere for forslaget, når regeringen fremsætter det i Folketinget. Regeringen ved dermed på forhånd, at den har flertal bag sit forslag. 

Et politisk forlig kan godt indebære, at der skal flere lovforslag til, og det kan også berøre forskellige ministeriers områder. 

Hvis flertallet bag et forlig forsvinder, f.eks. i forbindelse med et folketingsvalg, ophører forliget med at eksistere. Det kan også være, at et eller flere af partierne bryder et forlig. Men et politisk forlig er en meget bindende aftale. Det er meget alvorligt, hvis en regering eller et parti bryder et forlig. Det sker derfor næsten aldrig. Det er ligesom blandt mennesker uden for politik: En aftale er en aftale. 

Tidsrammen for et forlig er aftalt på forhånd

Et politisk forlig kan have en aftalt udløbsdato eller være uden. Forliget bag finansloven, der er et årligt tilbagevendende politisk forlig, gælder f.eks. for 1 år. Et forlig kan også gælde i en valgperiode. Andre, brede forlig som SU-forliget og medielicensforliget er uden udløbsdato og har varet i mange år. Også folkeskolen har igennem lange perioder været omfattet af brede forlig – det vil sige, hvor en stor del af Folketingets partier er med. 

Regeringspartier bliver en del af forliget

Hvis to eller flere partier danner et regeringssamarbejde og et af partierne er med i et forlig, som der stadig er flertal bag, men det andet parti ikke er, så er der tradition for, at alle regeringspartier bliver en del af forliget. Det skete f.eks. i 2001, hvor Venstre var med i folkeskoleforliget fra 1993, mens Konservative ikke var det. Da de to partier gik i regering sammen i 2001, blev Konservative automatisk en del af forligskredsen bag folkeskoleforliget.
 
Det er regeringen, der ifølge grundloven fører Danmarks udenrigspolitik. Men Folketinget har indflydelse på udenrigspolitikken via især Det Udenrigspolitiske Nævn, som regeringen skal rådføre sig med, og via Udenrigsudvalget og Forsvarsudvalget. Det vil sige, at regeringen handler på Danmarks vegne over for andre lande og i internationale organisationer, f.eks. i NATO og FN. Men Folketinget har en væsentlig betydning for landets udenrigspolitik, for mange udenrigspolitiske beslutninger om aftaler med andre lande skal godkendes af Folketinget. 

Folketinget skal spørges, før dansk militær sættes ind

Regeringen kan heller ikke bare beslutte, at dansk militær skal sendes til andre lande. Folketinget skal spørges først. En undtagelse er, at regeringen godt må bruge de danske styrker til forsvar, hvis vi bliver angrebet af et andet land. Men den militære indsats skal straks efter forelægges for Folketinget. Hvis Folketinget ikke er samlet, f.eks. på grund af en mødefri periode, skal det straks indkaldes til møde.