Næser, modvind og væltede taburetter

Ministre er ansvarlige for, at Folketinget får korrekte og fyldestgørende oplysninger fra regeringen. Lever en minister ikke op til sit ministeransvar, kan ministeren komme i modvind, få en næse af Folketinget eller risikere at blive væltet som minister. Hvis Folketinget mistænker en minister for ligefrem at bryde loven i forbindelse med sin embedsførelse, kan Folketinget i værste fald beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren.

Avisudklip
Større
Ansvaret for, hvad regeringen foretager sig, er ministrenes. Principperne for en ministers ansvar er helt grundlæggende elementer i det danske folkestyre. En ministers ansvar beskrives både i grundloven og i ministeransvarlighedsloven.

Ministrene – som dem, der har den udøvende magt – har et stort politisk handlerum til at stoppe eller sætte ting i gang og foreslå nye love m.m. 

Folketingets opgave er at kontrollere regeringens måde at føre landets love ud i livet på. Hvis Folketinget f.eks. finder, at noget i regeringens embedsførelse er kritisabelt, eller at Folketinget ikke har fået adgang til korrekte og fyldestgørende oplysninger, f.eks. i forbindelse med ny lovgivning, har folketingsmedlemmerne forskellige sanktionsmuligheder. 

Folketinget kan:

  • kritisere ministerens embedsførelse – det kaldes at give ministeren en næse
  • vælte ministeren ved at sige, at det ikke længere har tillid til ministeren (stille et mistillidsvotum) – så skal ministeren gå af
  • beslutte at rejse en rigsretssag mod ministeren, fordi det mener, ministeren har foretaget sig noget strafbart
 

Korrekte oplysninger er afgørende

Folketinget har ret få ressourcer til selv at indhente og bearbejde de oplysninger, som er nødvendige for lovgivningsarbejdet. Derfor er Folketinget helt afhængigt af at modtage korrekte og fyldestgørende oplysninger fra regeringen og de forskellige ministerier, når det skal tage stilling til nye lovforslag m.m. Ellers kan det ende med at stemme et forslag igennem under falske forudsætninger.

Det er ministerens ansvar, at de oplysninger, ministeriet giver til Folketinget, er korrekte, retvisende og fyldestgørende. 

Begrebet ministeransvar

Man taler om 2 slags ministeransvar:

  • politisk ministeransvar 
  • retligt ministeransvar
 
Det politiske ministeransvar stammer fra grundlovens § 15:
Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.Grundloven beskriver også, at Folketinget kan tiltale en minister ved en rigsret, hvis Folketinget mener, at ministeren har gjort noget strafbart i sit ministerembede. 


Det retlige ministeransvar er beskrevet i lov om ministres ansvarlighed fra 1964 – også kaldet ministeransvarlighedsloven. Loven siger bl.a., at en minister ikke må give Folketinget urigtige eller vildledende oplysninger. En minister må heller ikke fortie oplysninger, der er af væsentlig betydning for, at Folketinget kan bedømme en sag. Hvis det sker, kan Folketinget rejse en rigsretssag mod ministeren. 

Ministre kan få en næse

Hvis et flertal i Folketinget mener, at en minister har handlet forkert, kan Folketinget eller et af Folketingets udvalg vedtage en beslutning, som kritiserer ministeren. Det kaldes at give ministeren en næse. 

Udtrykket næse stammer formentlig fra det gammeldanske nesæ, der betyder skam eller vanære. Næsen bruger folketingsmedlemmerne til at irettesætte en minister med, men næsen har ingen juridisk betydning, og kritikken tvinger ikke en minister til at gå af. 
Hvis et flertal i Folketinget siger, at det har mistillid til en minister, skal ministeren gå af, selv om ministeren ikke har gjort noget strafbart. Alene det, at folketingsmedlemmerne ikke længere har tillid til ministeren, er nok. Det står i grundloven. De behøver ikke begrunde deres mistillid. 


I praksis vil folketingsflertallet dog ofte begrunde sin mistillid med, at ministeren ikke har overholdt sine pligter – f.eks. ved at ministeren har givet Folketinget forkerte oplysninger eller har tilbageholdt oplysninger.

En erklæring om mistillid – et mistillidsvotum, som det også kaldes – gælder principielt først, når medlemmerne har stemt den igennem i Folketingssalen. I praksis er det dog ikke kommet så langt, siden den nuværende grundlov blev vedtaget i 1953. 

Trækker det op til en mistillidserklæring fra Folketinget, vælger ministeren som regel selv at træde tilbage inden, eventuelt fordi statsministeren beder ministeren om det. 

Regeringen har mulighed for at tilkendegive, at en mistillidserklæring til en minister vil blive opfattet som et udtryk for mistillid til regeringen i sin helhed, og at regeringen derfor vil gå af, hvis mistillidserklæringen bliver vedtaget. 

Hvis Folketinget holder fast i mistilliden, vil regeringen enten udskrive valg og bede vælgerne om at forny deres opbakning til den eller blot træde tilbage. Træder regeringen tilbage, skal der holdes en dronningerunde og dannes en ny regering.

Hvis et flertal i Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, kan statsministeren enten udskrive valg, eller regeringen kan gå af, og en ny regering skal sammensættes af det eksisterende Folketing.

Udskriver statsministeren folketingsvalg, vil valget vise, om vælgerne støtter den siddende regering eller de partier, der stemte for mistillidserklæringen. Hvis der også i det nye Folketing er et flertal mod regeringen, må denne gå af, og der skal sammensættes en ny regering. 

Kun 3 gange i det 20. århundrede har Folketinget vedtaget en mistillidserklæring til statsministeren og dermed regeringen:

  • i 1909 mod regeringen Holstein-Ledreborg 
  • i 1947 mod regeringen Knud Kristensen
  • i 1975 mod regeringen Poul Hartling
Hvis en minister ligefrem mistænkes for at gøre noget decideret ulovligt, kan Folketinget kræve, at han eller hun stilles for Rigsretten. Det kan også ske, efter at ministeren er trådt tilbage. 
 
Rigsretten er en særlig domstol, der bruges, hvis regeringen eller Folketinget ønsker at rejse en sag mod en minister. Rigsretten er skrevet ind i grundloven. 
 
 
En minister kan straffes, hvis ministeren f.eks. har givet Folketinget forkerte oplysninger eller under Folketingets behandling af en sag har fortiet oplysninger, som var af væsentlig betydning for Folketingets bedømmelse af en sag. Ministeren kan også straffes, hvis ministeren f.eks. medvirker til ulovlig administration af lovgivningen. 
 
 
Rigsretssager er meget sjældne. Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der kun været rejst 5 rigsretssager. Kun 2 ministre er blevet dømt – senest i 1995, hvor forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen blev dømt for at have hindret tamilske flygtninge i at få deres familier til Danmark (tamilsagen).
 
De 5 rigsretssager er:
 
  • den 27. februar 1856 
    • Anders Sandøe Ørsted m.fl.: Frifundet
  • den 13. juni 1877
    • Andreas Frederik Krieger m.fl.: Frifundet
  • den 4. oktober 1877
    • C.C. Hall: Frifundet 
    • Jens Jacob Asmussen Worsaae: Frifundet
  • den 17. juni 1910
    • J.C. Christensen: Frifundet
    • Sigurd Berg: Bøde på 1.000 kr. eller 60 dages fængsel
  • den 22. juni 1995
    • Erik Ninn-Hansen: 4 måneders betinget fængsel med 1 års prøvetid
 

Sagen om Skatteministeriets edb-udgifter (1990)

I marts 1990 blev der nedsat en kommissionsdomstol til at undersøge de ledelses- og bevillingsmæssige forhold omkring edb-udgifter inden for Skatteministeriets område. 
 
Kommissionsdomstolen afgav sin beretning i oktober 1992. 
 

Storebæltssagen (1990)

I maj 1990 blev en kommissionsdomstol nedsat til at undersøge omstændighederne omkring sagsbehandlingen vedrørende den såkaldte »køb dansk-klausul« i udbudsmaterialet for licitationen over Storebæltsbroen. 

Kommissionsdomstolen afgav sin beretning i juli 1991. 
 

Tamilsagen (1990)

I juli 1990 blev der nedsat en undersøgelsesret til at undersøge beslutningsprocessen og administrationen i forbindelse med behandlingen af sager om familiesammenføring for flygtninge fra Sri Lanka. 
 
Undersøgelsesretten offentliggjorde sin beretning i januar 1993. Umiddelbart efter gik daværende statsminister Poul Schlüter og hans regering samt Folketingets formand af.
 
På baggrund af undersøgelsen rejste Folketinget i juni 1993 rigsretssag mod den tidligere justitsminister Erik Ninn-Hansen, fordi tinget mente, at han havde handlet i strid med udlændingeloven. Den 22. juni 1995 blev der afsagt dom i rigsretssagen, og Erik Ninn-Hansen blev idømt 4 måneders betinget fængsel. 
 
Sagen om behandlingen af flygtninge i Københavns fængsler 1990 
I september 1990 blev der nedsat en undersøgelsesret, der skulle undersøge behandlingen af flygtninge i Københavns fængsler. 
 
Undersøgelsesretten afgav sin endelige beretning i december 1992. 
 

Volfingsagen (1991)

I marts 1991 blev der nedsat en undersøgelsesret til at gennemføre en undersøgelse af omstændighederne i forbindelse med FNs flygtningehøjkommissærs anvendelse af danske bistandsmidler (UNHCR-sagen). 
 
Undersøgelsesretten afgav sin beretning i september 1992. 
 

Himmerlandsbanksagen (1993)

I november 1993 blev der nedsat en undersøgelsesret til at undersøge visse forhold i forbindelse med Sparekassen Nordjyllands overtagelse af engagementer fra Himmerlandsbanken. 
 
Undersøgelsesretten offentliggjorde sin beretning i oktober 1994. Retten konkluderede, at Sparekassen Nordjylland havde et skatteretligt krav på at kunne fratrække 173 mio. kr. på de engagementer, som sparekassen overtog fra Himmerlandsbanken. 
 
Efterfølgende nedsatte Folketinget i oktober 1994 et særligt udvalg. Udvalget fik til opgave at undersøge, om ministre i perioden frem til nedsættelsen af undersøgelsesretten vedrørende Himmerlandsbanken havde afgivet mangelfulde eller forkerte oplysninger til Folketinget, som kunne give anledning til at drage de pågældende til ansvar. 
 
Udvalget afgav beretning den 29. juni 1995. 
 
 

Den færøske banksag (1995)

Folketinget vedtog den 2. juni 1995 loven om undersøgelse af den færøske banksag. En undersøgelseskommission fik til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med de initiativer, der fra 1992 blev taget for at redde Sjovinnubanken og Føroyabanken fra økonomisk sammenbrud og frem til sammenlægningen af bankerne i 1994.
 
Kommissionen afgav sin beretning i januar 1998. 
 

Nørrebrosagen (1996)

Den 14. maj 1996 vedtog Folketinget loven om undersøgelse af Nørrebrosagen. En undersøgelseskommission fik bl.a. til opgave at undersøge og klarlægge det samlede begivenhedsforløb i forbindelse med urolighederne på Nørrebro den 18. og 19. maj 1993. 
 
Kommissionen afgav sin beretning den 12. juni 2000. 
 

PET-kommissionen (1999)

PET-kommissionen blev nedsat ved lov nr. 359 af 2. juni 1999 om undersøgelse af politiets efterretningsvirksomhed på det politiske område og af de aktiviteter, der var baggrunden for denne virksomhed.
 
Kommissionens opgave var at undersøge og redegøre for politiets efterretningsvirksomhed i perioden 1945-1989 i forhold til politiske partier, faglige konflikter og politisk-ideologisk prægede grupperinger og bevægelser i Danmark.
 
Kommissionen skulle desuden undersøge og redegøre for karakteren af de aktiviteter i politiske partier m.v. der i perioden 1945-1989 var baggrunden for politiets efterretningsvirksomhed på dette område.
 
Herudover havde kommissionen til opgave, for så vidt angår perioden 1968-1989, at vurdere politiets efterretningsvirksomhed set i forhold til de nævnte aktiviteter i politiske partier m.v., og herunder belyse, om politiets efterretningsvirksomhed blev udøvet i overensstemmelse med de regler og retningslinjer, som var fastsat af Folketinget eller regeringen.
 
PET-kommissionen afgav sin beretning den 24. juni 2009. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 19. december 2011 beretning om PET-kommissionens beretning. 

 

Farumsagen (2003)

På baggrund af en folketingsbeslutning blev Farum-kommissionen nedsat den 6. august 2003. Kommissionen havde til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til de beskrivelser og påstande, der fremkom i medierne og den offentlige debat, om en lang række kritisable forhold vedrørende Farum Kommune i perioden fra den 1. januar 1990 til kommissionens nedsættelse den 6. august 2003. 
 
Som eksempler på de angivne kritisable forhold kan nævnes sager om kommunens låneoptagelse, kommunens indgåelse af aftaler med organisationer og private virksomheder, indgåelse af reklame- og sponsoraftaler mellem sportsklubber og private virksomheder med forretningsforbindelser til kommunen, kommunens afholdelse af udgifter i forbindelse med restaurationsbesøg m.v., kommunens køb af fast ejendom, kommunens behandling af bygge- og plansager, herunder opførelse af ungdomsboliger, kommunens aktiveringsindsats og kommunens behandling af sager om aktindsigt. Endvidere var der i debatten rejst kritik af den måde, hvorpå tilsynsmyndigheder m.v. reagerede på forholdene i Farum Kommune.
 
Farum-kommissionen havde endvidere til opgave at komme med forslag til sådanne ændringer af love, administrative bestemmelser eller administrativ praksis, som undersøgelsen af det samlede begivenhedsforløb kunne begrunde.
Kommissionen afgav sin beretning den 12. april 2012. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 8. maj 2013 beretning om Farum-kommissionens beretning. 
 
 

Dan Lynge-sagen (2003)

Den 15. september 2003 blev der nedsat en undersøgelseskommission, der fik til opgave at undersøge det samlede begivenhedsforløb, som knyttede til sig politiets samarbejde med Dan Lynge såvel i forbindelse med efterforskningen og bekæmpelsen af rockerkriminalitet som i andre sammenhænge. Undersøgelsen skulle omfatte dels politiet – herunder Politiets Efterretningstjeneste – dels andre relevante myndigheder, herunder den overordnede anklagemyndighed og Justitsministeriet.
 
Kommissionen afgav sin beretning den 19. september 2006. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 23. maj 2007 beretning om Dan Lynge-sagen. 
 
 

Skattefradragssagen (2003)

Den 16. december 2003 blev Skattefradragssagskommissionen nedsat. Undersøgelseskommissionen havde bl.a. til opgave at undersøge det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til, at skatteministeren ikke i forbindelse med lovforslag nr. L 99 fra 2. samling i folketingsåret 2001-02 – eller på et senere tidspunkt inden fremsættelsen af lovforslag nr. L 27 fra folketingsåret 2003-04 – fremsatte forslag om bestemmelser om en regulering af en mulighed for at forøge grundlaget for skattemæssige fradrag. 
 
Den 16. juni 2006 afgav kommissionen sin beretning. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 28. februar 2007 beretning om skattefradragssagen. 
 
 

Blekingegade-kommissionen (2010)

Den såkaldte PET-kommission, der undersøgte en lang række aspekter vedrørende PET’s aktiviteter frem til slutningen af 1980’erne, herunder også visse forhold i tilknytning til sagen om Blekingegadebanden, afgav sin beretning i juni 2009.
I forlængelse heraf besluttede et enigt Folketing at gennemføre en selvstændig undersøgelse af Blekingegade-sagen med henblik på at få belyst de relevante dele af sagen, som PET-kommissionen ikke havde undersøgt. Blekingegade-kommissionen blev nedsat den 15. september 2010 og fik bl.a. til opgave at undersøge og redegøre for, om Justitsministeriet, Politiets Efterretningstjeneste (PET) eller andre relevante centrale myndigheder modvirkede det almindelige politis og anklagemyndighedens opklaring og strafforfølgning af de strafbare forhold, som bl.a. i den offentlige debat er blevet forbundet med den gruppe af personer, der blev kendt som Blekingegadebanden.
 
Blekingegade-kommissionen afgav sin beretning den 26. maj 2014. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Blekingegade-kommissionens beretning. 
 

Statsløsekommissionen (2011)

Statsløsekommissionen blev nedsat den 23. august 2011 og fik til opgave at undersøge og redegøre for det samlede begivenhedsforløb, som knyttede sig til statslige forvaltningsmyndigheders administration af ansøgninger om indfødsret til statsløse personer omfattet af FN’s konvention fra 1961 om begrænsning af statsløshed og FN’s konvention fra 1989 om barnets rettigheder.
 
Kommissionen skulle som led i sin undersøgelse bl.a. undersøge og redegøre for, i hvilket omfang ansøgninger om indfødsret fra statsløse personer blev behandlet efter de almindelige betingelser for meddelelse af indfødsret og ikke efter de mere lempelige betingelser, som følger af Danmarks internationale forpligtelser efter de nævnte FN-konventioner.
Undersøgelsen og redegørelsen skulle omfatte perioden fra ændringen af indfødsretsloven i 1999, til Integrationsministeriet i januar 2010 orienterede Folketingets Indfødsretsudvalg om sagen. Kommissionen skulle i relevant omfang inddrage forhold vedrørende FN’s konvention fra 1961 og frem.
 
Kommissionen afgav sin beretning den 17. august 2015. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 16. marts 2016 beretning over Statsløsekommissionens beretning. 
 

Skattesagskommissionen (2012)

Skattesagskommissionen blev nedsat den 12. marts 2012 og havde som opgave at undersøge og gengive sagen om behandlingen af Helle Thorning-Schmidts og Stephen Kinnocks skattesag, heriblandt den korrespondance, der var fundet sted mellem myndighederne og Ombudsmanden i sagen. Kommissionen blev etableret for at komme til bunds i anklagerne om politisk indblanding og flere alvorlige brud på tavshedspligten.
 
Kommissionen afgav beretning den 3. november 2014. Udvalget for Forretningsordenen afgav den 10. marts 2015 beretning om Skattesagskommissionens beretning. 
 
 

Leksikon

Gå til leksikon
Minister
En minister er medlem af regeringen. Antal ministre varierer fra regering til regering. Det er den til enhver tid siddende statsminister, der udpeger og bestemmer, hvor mange ministre en regering skal have, og hvem der skal være minister. Hver minister har sit eget ansvarsområde – det kaldes for ressort.
Mistillidsvotum
Hvis et flertal i Folketinget ikke længere har tillid til en minister, skal ministeren træde tilbage. Det sker ved en afstemning i Folketinget, hvor folketingsmedlemmerne stemmer om et såkaldt mistillidsvotum. Hvis Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, skal regeringen gå af eller udskrive nyvalg.
Ombudsmanden
Efter hvert folketingsvalg vælger Folketinget en Ombudsmand. Ombudsmandens opgave er at kontrollere statslige og kommunale myndigheder og andre offentlige myndigheder, der har ret til at træffe afgørelser om borgerne. Borgerne kan gå til Folketingets Ombudsmand med en sag, de ønsker undersøgt, og Folketingets Ombudsmand kan også selv tage sager op. Ombudsmanden arbejder uafhængigt af Folketinget.