Ministrene

Regeringen, og dermed ministrene, har den udøvende magt i Danmark. Det vil sige, at ministrene har det overordnende ansvar for, at de love, som Folketinget vedtager, føres ud i livet. Ministrene har meget magt og ansvar, og en af deres vigtigste opgaver er at foreslå ny lovgivning.

Folketingets åbning
Større
Regeringens ministre har hver sit fagområde: Kulturministeren har ansvar for kulturområdet, skatteministeren for skatteområdet osv. 

De fleste ministerområder ligger nogenlunde fast – f.eks. er der i praksis altid et Justitsministerium, et Finansministerium osv. Men statsministeren kan ændre ministrenes fagområder eller oprette nye ministerier, hvis statsministeren ønsker at begrænse, fremhæve eller styrke bestemte fagområder. F.eks. blev der efter valget i november 2007 som noget nyt udnævnt en minister for klima og energi. 

Ministrenes opgaver

At foreslå ny lovgivning er en af ministrenes fornemste opgaver. Lovforslagene bliver forberedt i ministerierne, som har mange medarbejdere til bl.a. at skrive lovforslag.

En ministers arbejde består bl.a. i at:

  • forhandle indholdet af nye love på plads 
  • svare på spørgsmål fra Folketinget, f.eks. fra Folketingets udvalg 
  • svare på henvendelser fra borgere og organisationer m.fl. 
  • informere offentligheden om ministeriets arbejde, bl.a. i form af hjemmesider, interviews og pressemeddelelser
  • træffe beslutninger i ministeriet og sørge for, at ministeriet arbejder effektivt
  • samarbejde med internationale parter, herunder EU
  • deltage i ugentlige ministermøder med resten af regeringens ministre
  • deltage i statsrådsmøder og regeringens udvalg
  • deltage i regeringsseminarer

Alle kan afgive høringssvar

Inden regeringen fremsætter et lovforslag i Folketinget, har ministeren ofte talt med bl.a. de relevante politiske ordførere og interesseorganisationer m.v. om indholdet. Det ministerium, der har lovforslaget, har også sendt lovforslaget i høring i offentligheden. 

Alle, der mener noget om forslaget, kan sende deres mening til ministeriet inden for høringsfristen. Det kaldes at afgive et høringssvar. 

Typisk er det de relevante interesseorganisationer og virksomheder, der indsender høringssvar, men også almindelige borgere kan skrive et høringssvar. 

En minister behøver ikke at være folketingsmedlem

Grundloven siger ikke noget om betingelserne for at blive minister. Der kræves ikke formelle ministerkvalifikationer, som f.eks. at justitsministeren skal være jurist. 

Statsministeren bestemmer, hvem der skal være minister. Ofte vælger statsministeren sine ministre blandt de ledende partipolitikere i det/de partier, der er med i regeringen, og som er medlemmer af Folketinget.
 
En minister behøver dog ikke at være folketingsmedlem. Hvis en minister ikke er det, kan vedkommende alligevel deltage i forhandlingerne i Folketingssalen, men kan ikke stemme i Folketingssalen. Det kan kun medlemmer af Folketinget.

Ministeriet hjælper ministeren

Ministeriets ansatte hjælper ministeren med at skrive lovforslag og rådgiver ministeren om faglige forhold. Ministeriet hjælper også med planlægning af de mange møder og aktiviteter, en ministers arbejdsdag består af. 

Et ministerium er typisk opbygget sådan:

  • Den politiske og øverste chef: ministeren
  • Den administrative chef: departementschefen
  • Afdelingschefer
  • Kontorchefer
  • Fuldmægtige og konsulenter
  • Kontorfunktionærer

Styrelser og direktorater hører under ministeren

Ministerierne har også typisk en række myndigheder under sig – direktorater eller styrelser. De arbejder også for ministeren, men inden for en mere afgrænset del af det pågældende område. F.eks. er Banedanmark, Trafik- og Bygge- og Boligstyrelsen og Vejdirektoratet alle styrelser, der hører ind under Transport- og Bygnings- og Boligministeriet. 
 
En minister har rigtig meget magt. Men ingen magt uden ansvar. Derfor skal en minister til enhver tid stå til ansvar for den måde, ministeren og ministeriet anvender sin magt på. Det er altså ministerens ansvar at sørge for, at alt, hvad der foregår på ministeriets område, ikke bryder nogen love. Det politiske ansvar står beskrevet i grundloven og det retlige ansvar står beskrevet i ministeransvarlighedsloven. 

Ministeren kan agere bredt

Grundloven siger kun ganske lidt om, hvordan en minister skal styre sit fagområde, og om en ministers ansvar. Derfor er spillerummet for, hvordan en minister kan og bør handle, ret stort. Der er i stedet skabt en såkaldt parlamentarisk praksis, som er bredt accepteret af Folketinget og regeringen, for en ministers arbejde og samarbejde med Folketinget, f.eks. om, hvordan regeringen laver politiske forlig og aftaler med Folketingets partier. 

Mærkesager kan variere fra minister til minister

Ministeren følger regeringens overordnede politiske mål og visioner. De står i regeringsgrundlaget og kan være mere eller mindre detaljeret beskrevet. Inden for disse rammer kan en minister følge sin egen politiske overbevisning i ministerarbejdet. 

Mærkesagerne for en minister afhænger i høj grad af, hvad ministeren og hans/hendes parti anser for vigtigt. Én sundhedsminister vil f.eks. nedbringe ventetiden for kræftbehandling, mens en anden sundhedsminister fra et andet parti vil forbedre forholdene for psykisk syge. 
Vigtige regeringssager taler regeringen om på et ugentligt ministermøde i Statsministeriet i de perioder, hvor der er møder i Folketinget. Her deltager alle ministrene, og statsministeren er mødeleder. 

Ministermøderne har stor betydning, for det er her, regeringens politik formelt vedtages.

På ministermødet behandler man f.eks.:

  • lovforslag og beslutningsforslag, inden de fremlægges for Folketinget
  • større regeringsinitiativer 
  • aktuelle politiske spørgsmål 
  • redegørelser fra ministrene til Folketinget m.v. 
  • valg af personer til bestyrelser, råd og nævn m.m.
Inden en minister har et lovforslag med på et ministermøde, har ministeren ofte talt om forslaget med andre ministre og eventuelt også med andre partiers ordførere og relevante organisationer – dels for at få input til lovforslaget, dels for at finde ud af, om ministeren kan få mere end 90 folketingsmedlemmer til at stemme for sit forslag, altså få flertal for det.

Statsråd - dronning og regering mødes

Et lovforslag skal også præsenteres på statsrådet. Statsråd er møder mellem statsministeren, regeringens øvrige ministre og dronningen. Statsråd holdes med jævne mellemrum.

På statsrådet: 

  • underskriver dronningen de love, Folketinget har vedtaget
  • orienterer regeringen dronningen om nye lovforslag, den ønsker at fremsætte
I grundloven står der: ”I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger”. I dag er statsrådet dog mest en højtidelig og formel ceremoni og ikke et møde, hvor der bliver truffet beslutninger. Det er på ministermøderne, de væsentlige politiske beslutninger træffes. 

 
Regeringen har en række udvalg, som har stor betydning for regeringens politik, fordi det er her, regeringens ministre lægger deres politiske tiltag fast. De vigtigste og mest magtfulde udvalg er Koordinationsudvalget og Økonomiudvalget. Det er magtens maskinrum. Derfor er det meget attraktivt for en minister at få en plads i et af de to udvalg.

Regeringen kan altid oprette et nyt udvalg efter behov. 

Koordinationsudvalget

Regeringens vigtigste udvalg er Koordinationsudvalget, også kaldet K-udvalget. Det er regeringens centrale maskinrum. Statsministeren er formand for udvalget, der mødes en gang om ugen. 

Hvilke øvrige ministre der sidder i udvalget, og hvor mange ud over statsministeren, ligger ikke fast. Men der er tale om få og centrale ministre. Som regel er de ministre, der tidligere var formænd for deres partier, med i K-udvalget. Store og væsentlige initiativer bliver diskuteret i udvalget. Det kan f.eks. være større regeringsudspil og omfattende lovforslag. 

Godkendes et lovforslag i Koordinationsudvalget, har en minister fået regeringens godkendelse til at gå videre med det, forhandle med Folketingets partier om det, fremsætte det i Folketinget osv.

Det forberedende koordinationsudvalg

Departementscheferne for de ministerier, der har punkter på Koordinationsudvalgets næste mødedagsorden, holder et formøde, hvor de diskuterer de pågældende sager og sørger for, at kun de punkter, som er klar til beslutninger kommer med. Disse møder kaldes for forberedende koordinationsudvalgsmøder.

Økonomiudvalget

Økonomiudvalgets opgaver handler om regeringens samlede økonomiske politik. 

Udvalget beskæftiger sig f.eks. med:

  • forslaget til finansloven
  • økonomiske relationer til kommuner og regioner
  • andre sager med stor betydning for statens økonomi og budget

Finansministeren er formand for Økonomiudvalget. Der er ikke faste regler for, hvem der ellers er medlem. Erhvervs- og vækstministeren og skatteministeren vil typisk sidde i Økonomiudvalget, fordi de har med landets finanser og økonomi at gøre. 

Leksikon

Gå til leksikon
Regeringen
Regeringen er landets udøvende magt ifølge grundlovens § 3. Dens opgave er at regere landet efter de love, som Folketinget har vedtaget.
Regeringsgrundlag
Et regeringsgrundlag er en programerklæring, som skrives af de partier, der indgår i regeringen efter et valg. Regeringsgrundlaget skal signalere, hvor regeringen vil hen i den kommende regeringsperiode.
Minister
En minister er medlem af regeringen. Antal ministre varierer fra regering til regering. Det er den til enhver tid siddende statsminister, der udpeger og bestemmer, hvor mange ministre en regering skal have, og hvem der skal være minister. Hver minister har sit eget ansvarsområde – det kaldes for ressort.
Lovforslag
Folketinget behandler to typer forslag: lovforslag og beslutningsforslag. Et lovforslag behandles tre gange i Folketingssalen. Hvis det vedtages, bliver det til en gældende lov, når dronningen og en minister har skrevet loven under i statsrådet, og når den er offentliggjort på www.lovtidende.dk.
Høring
Folketingets udvalg har mulighed for at holde en høring om et emne, der interesserer udvalget. Ved høringer inviteres eksperter til at komme og fortælle om deres viden og synspunkter om emnet. Høringerne er i reglen åbne for pressen og offentligheden.
Høringssvar
En del af lovgivningsprocessen går ud på, at organisationer og myndigheder m.fl. får mulighed for at kommentere nye lovforslag og sende deres bemærkninger til ministeren. De kaldes for høringssvar.