Grundlovens paragraf 65

§ 65

Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.

Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.

Kommentar:

Stk. 1. Så vidt det er muligt, skal retssager være åbne for offentligheden. Folk skal kunne overvære retssagerne, og pressen skal kunne skrive om dem. Alligevel er der en række undtagelser fra denne grundregel. De står i retsplejeloven. F.eks. kan dommeren beslutte, at dørene skal lukkes i en sag. Det sker som regel af hensyn til offeret eller den tiltalte. Og det sker faktisk ret tit.

Dommeren kan også bestemme, at der skal være referat- eller navneforbud. Det betyder, at pressen ikke må referere fra retssalen eller offentliggøre offerets eller den tiltaltes navn. Det sker også ret tit. Dørene kan også lukkes af hensyn til arbejdet med at opklare en sag

Stk. 2. Det er ikke kun dommere med en juridisk uddannelse, der dømmer i straffesager. Ifølge grundloven skal der også være almindelige borgere med som dommere. De kaldes lægmænd. Dette princip blev indført i 1849, fordi man havde dårlige erfaringer med retssystemet i enevældens sidste år. Der var en tendens til, at domstolene slog meget hårdt ned, når sagerne på den ene eller anden måde var politiske. Folk, der var kritiske over for regeringen, fik ofte meget hårde straffe. Selv om princippet om lægmænd blev indført i 1849, blev det først gennemført i retsplejeloven i 1919.

Det er op til Folketinget at bestemme, hvordan lægmændene skal fungere. Det sker ved lovgivning. Lægmændene optræder i retten under to forskellige former: som domsmænd og som nævninger.

I en domsmandssag er der to ‘civile’ domsmænd og én juridisk dommer, hvis sagen foregår i byretten. I landsretten er der tre civile domsmænd og tre juridiske dommere. De behandler sager af mindre grov karakter. Det kan f.eks. være tyveri, hvor den tiltalte ikke erkender sig skyldig, og hvor anklagemyndigheden ønsker, at den tiltalte idømmes mindre end fire års fængsel. Domsmændene og dommerne afgør i fællesskab, om den tiltalte er skyldig eller ej. De udmåler også straffen i fællesskab.

Nævninger optræder i sager, hvor anklagemyndigheden mener, at den tiltalte bør idømmes fire års fængsel eller mere. Det kan f.eks. være sager om mord eller røveri. Her har man seks nævninger (lægdommere) og tre juridiske dommere. For at den tiltalte kan dømmes, skal mindst fire nævninger og to dommere anse det for bevist, at den tiltalte er skyldig. Hvis den tiltalte findes skyldig, udmåler nævningerne og dommerne i fællesskab den eventuelle straf. Den tiltalte kan efterfølgende anke sagen. Hvis den tiltalte vælger at anke, behandles sagen i landsretten som en nævningesag med ni nævninger og tre juridiske dommere. Her kræves mindst seks nævningestemmer og to dommerstemmer for at finde en tiltalt skyldig.