Grundlovens kapitel 6 - Domstolene

Kapitel 6 handler om domstolene.

§ 59

Stk. 1. Rigsretten består af indtil 15 af de efter embedsalder ældste ordentlige medlemmer af rigets øverste domstol og et tilsvarende antal af Folketinget efter forholdstal for 6 år valgte medlemmer. For hver af de valgte vælges en eller flere stedfortrædere. Folketingets medlemmer kan ikke vælges til eller virke som medlemmer af Rigsretten. Kan i et enkelt tilfælde nogle af den øverste domstols medlemmer ikke deltage i sagens behandling og påkendelse, fratræder et tilsvarende antal af de af Folketinget sidst valgte rigsretsmedlemmer.

Stk. 2. Retten vælger selv sin formand af sin midte.

Stk. 3. Er sag rejst ved Rigsretten, beholder de af Folketinget valgte medlemmer deres sæde i retten for denne sags vedkommende, selv om det tidsrum, for hvilket de er valgt, udløber.

Stk. 4. Nærmere regler om Rigsretten fastsættes ved lov.

Kommentar:

Rigsretten er den særlige domstol, som behandler sager mod ministre. Det er omtalt i grundlovens § 16. § 59 handler om, hvordan Rigsretten skal sammensættes.

Stk. 1. Rigsretten består af højst 15 dommere fra Højesteret og det samme antal medlemmer, der er valgt af Folketinget.

De politisk valgte medlemmer skal sikre, at politisk sagkundskab også kommer til at tælle med i sager mod ministre. Rigsrettens politisk valgte medlemmer må ikke være medlemmer af Folketinget, og de er valgt for seks år ad gangen.

Rigsrettens juridiske dommere er de 15 dommere fra Højesteret, der har arbejdet i længst tid som højesteretsdommere.

Folketinget kan i en lov bestemme, at der skal være færre dommere og politiske medlemmer af Rigsretten. Men der må højst være 15 af hver, så der i alt er 30 medlemmer af Rigsretten. Det er meget vigtigt, at der er lige mange af hver. Hvis f.eks. én af højesteretsdommerne er forhindret i at være til stede i en sag, må et af de politisk valgte medlemmer også gå fra.

I rigsretssagen 1993-95 mod forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen bestod Rigsretten først af 24 medlemmer. Men nogle gik fra, så der i slutningen af sagen kun var 20 medlemmer.

Stk. 2. Rigsretten vælger selv sin formand. I rigsretssagen mod forhenværende justitsminister Erik Ninn-Hansen var Højesterets præsident formand for Rigsretten.

Stk. 3. De politisk valgte medlemmer kan ikke skiftes ud midt i en sag, heller ikke selv om deres valg-periode udløber.

Stk. 4. Folketinget har vedtaget en lov, der fastsætter reglerne for Rigsretten. Den hedder rigsretsloven.

§ 60

Stk. 1. Rigsretten påkender de af kongen eller Folketinget mod ministrene anlagte sager.

Stk. 2. For Rigsretten kan kongen med Folketingets samtykke lade også andre tiltale for forbrydelser, som han finder særdeles farlige for staten.

Kommentar:

Stk. 1. Det er både regeringen og Folketinget, som kan beslutte, om der skal rejses sag mod en minister ved Rigsretten.

Stk. 2. Man kan også rejse sag ved Rigsretten mod andre mennesker, hvis regeringen og Folketinget mener, at forbrydelsen er særlig farlig for staten. Men denne bestemmelse har aldrig været brugt.

§ 61

Den dømmende magts udøvelse kan kun ordnes ved lov. Særdomstole med dømmende myndighed kan ikke nedsættes.

Kommentar:

Det kræver en lov at regulere domstolenes forhold. Reglerne findes i retsplejeloven, der har mere end 1.000 paragraffer. Man må under ingen omstændigheder nedsætte en særdomstol med magt til at dømme. En særdomstol er en domstol, der nedsættes til at behandle én bestemt sag. Domstolen skal altså behandle en sag, der er kendt, før dommeren er udpeget. Det er et problem, fordi regeringen kan have en interesse i at vælge en dommer, der har en bestemt holdning til sagen. Derfor siger grundloven, at en særdomstol ikke kan dømme. Den kan kun undersøge en sag.

§ 62

Retsplejen skal stedse holdes adskilt fra forvaltningen. Regler herom fastsættes ved lov.

Kommentar:

Denne paragraf slår fast, at domstolene skal være uafhængige af regeringen og forvaltningen. Den hænger tæt sammen med grundlovens § 3, der handler om magtens tredeling.

Domstolene hører til under Justitsministeriet, men i 1998 indførte man en lov om en særlig styrelse af domstolene. Loven kaldes lov om Domstolsstyrelsen. Styrelsen har sit eget budget, og forvaltningen sker uafhængigt af Justitsministeriet.

Man kan godt læse § 62, som om de samme mennesker ikke må arbejde for forvaltningen og domstolene.

Men sådan bliver paragraffen ikke fortolket. Mange dommere har f.eks. ekstraarbejde som formænd for forskellige offentlige klagenævn, der behandler borgeres klager over det offentliges afgørelser.

§ 63

Stk. 1. Domstolene er berettigede til at påkende ethvert spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser. Den, der vil rejse sådant spørgsmål, kan dog ikke ved at bringe sagen for domstolene unddrage sig fra foreløbig at efterkomme øvrighedens befaling.

Stk. 2. Påkendelse af spørgsmål om øvrighedsmyndighedens grænser kan ved lov henlægges til en eller flere forvaltningsdomstole, hvis afgørelser dog skal prøves ved rigets øverste domstol. De nærmere regler herom fastsættes ved lov.

Kommentar:

Stk. 1. ‘Øvrighedsmyndighed’ betyder den udøvende magt. Det er ministerier, kommuner, særlige nævn m.m.. Hvis man som borger mener, at f.eks. staten eller kommunen har gjort noget forkert, kan man rejse sagen ved en domstol. Mens sagen føres, er man dog nødt til at rette sig efter det, staten eller kommunen har bestemt. Retssagen har ingen ‘opsættende virkning’. Denne bestemmelse stammer helt tilbage fra den første grundlov i 1849. Dengang var det vigtigt at slå fast, at man kunne føre sag mod forvaltningen uden kongens tilladelse. Under enevælden kunne man nemlig ikke lægge sag an mod forvaltningen (som i virkeligheden var kongen) uden først at have kongens tilladelse.

Stk. 2. Folketinget kan oprette særlige forvaltningsdomstole til at tage sig af sager mod forvaltningen. Det kunne f.eks. være aktuelt, hvis politikerne ville sikre, at dommerne fik en særlig ekspertviden inden for forvaltningsspørgsmål. Men afgørelser fra en forvaltningsdomstol skal altid kunne indbringes for Højesteret. Bestemmelsen blev sat ind ved den seneste grundlovsændring i 1953. Men der har endnu ikke været oprettet forvaltningsdomstole.

§ 64

Dommerne har i deres kald alene at rette sig efter loven. De kan ikke afsættes uden ved dom, ej heller forflyttes mod deres ønske uden for de tilfælde, hvor en omordning af domstolene finder sted. Dog kan den dommer, der har fyldt sit 65. år, afskediges, men uden tab af indtægter indtil det tidspunkt, til hvilket han skulle være afskediget på grund af alder.

Kommentar:

Dommerne skal kun rette sig efter det, der står i lovene. Regeringen eller Folketinget kan ikke bestemme, hvordan en dommer skal dømme. Og dommerne må ikke lade sig påvirke af andre, hverken private, kolleger, foreninger, medierne el.lign. Regeringen kan heller ikke afsætte en dommer. Det kan kun en anden dommer.

Hvis regeringen bare kunne afskedige en dommer, ville domstolene ikke være uafhængige. For så kunne man presse dommeren i en bestemt sag ved at true ham med fyring. Af samme grund kan dommere heller ikke flyttes til andet arbejde, medmindre de selv ønsker det. Men man må godt ved lov oprette nye domstole eller lægge flere domstole sammen. Hvis det sker, kan dommeren ikke nægte at lade sig forflytte eller afskedige. Dommere kan afskediges, når de fylder 65 år. Men de skal alligevel have fuld løn, indtil de bliver 70 år. Først da skal en dommer gå af på grund af alder. Herefter kan han eller hun få tjenestemandspension.

§ 65

Stk. 1. I retsplejen gennemføres offentlighed og mundtlighed i videst muligt omfang.

Stk. 2. I strafferetsplejen skal lægmænd medvirke. Det fastsættes ved lov, i hvilke sager og under hvilke former denne medvirken skal finde sted, herunder i hvilke sager nævninger skal medvirke.

Kommentar:

Stk. 1. Så vidt det er muligt, skal retssager være åbne for offentligheden. Folk skal kunne overvære retssagerne, og pressen skal kunne skrive om dem. Alligevel er der en række undtagelser fra denne grundregel. De står i retsplejeloven. F.eks. kan dommeren beslutte, at dørene skal lukkes i en sag. Det sker som regel af hensyn til offeret eller den tiltalte. Og det sker faktisk ret tit.

Dommeren kan også bestemme, at der skal være referat- eller navneforbud. Det betyder, at pressen ikke må referere fra retssalen eller offentliggøre offerets eller den tiltaltes navn. Det sker også ret tit. Dørene kan også lukkes af hensyn til arbejdet med at opklare en sag

Stk. 2. Det er ikke kun dommere med en juridisk uddannelse, der dømmer i straffesager. Ifølge grundloven skal der også være almindelige borgere med som dommere. De kaldes lægmænd. Dette princip blev indført i 1849, fordi man havde dårlige erfaringer med retssystemet i enevældens sidste år. Der var en tendens til, at domstolene slog meget hårdt ned, når sagerne på den ene eller anden måde var politiske. Folk, der var kritiske over for regeringen, fik ofte meget hårde straffe. Selv om princippet om lægmænd blev indført i 1849, blev det først gennemført i retsplejeloven i 1919.

Det er op til Folketinget at bestemme, hvordan lægmændene skal fungere. Det sker ved lovgivning. Lægmændene optræder i retten under to forskellige former: som domsmænd og som nævninger.

I en domsmandssag er der to ‘civile’ domsmænd og én juridisk dommer, hvis sagen foregår i byretten. I landsretten er der tre civile domsmænd og tre juridiske dommere. De behandler sager af mindre grov karakter. Det kan f.eks. være tyveri, hvor den tiltalte ikke erkender sig skyldig, og hvor anklagemyndigheden ønsker, at den tiltalte idømmes mindre end fire års fængsel. Domsmændene og dommerne afgør i fællesskab, om den tiltalte er skyldig eller ej. De udmåler også straffen i fællesskab.

Nævninger optræder i sager, hvor anklagemyndigheden mener, at den tiltalte bør idømmes fire års fængsel eller mere. Det kan f.eks. være sager om mord eller røveri. Her har man seks nævninger (lægdommere) og tre juridiske dommere. For at den tiltalte kan dømmes, skal mindst fire nævninger og to dommere anse det for bevist, at den tiltalte er skyldig. Hvis den tiltalte findes skyldig, udmåler nævningerne og dommerne i fællesskab den eventuelle straf. Den tiltalte kan efterfølgende anke sagen. Hvis den tiltalte vælger at anke, behandles sagen i landsretten som en nævningesag med ni nævninger og tre juridiske dommere. Her kræves mindst seks nævningestemmer og to dommerstemmer for at finde en tiltalt skyldig.