§ 35
Stk. 1. Nyvalgt Folketing træder sammen kl. 12 den tolvte søgnedag efter valgdagen, dersom kongen ikke har indkaldt det til møde forinden.
Stk. 2. Straks efter prøvelsen af mandaterne sættes Folketinget ved valg af formand og næstformænd.
Kommentar:
Stk. 1. Folketinget skal samles kl. 12 den tolvte søgnedag efter et valg. Søgnedage er det samme som hverdage. Så i praksis betyder bestemmelsen, at Folketinget skal samles senest 14 dage efter valget. Men regeringen kan indkalde Folketinget til det første møde, inden der er gået 14 dage. Når Folketinget ikke mødes med det samme, skyldes det bl.a., at der går lidt tid med at opgøre valgets resultat helt præcist.
Stk. 2. På det første møde i Folketinget nedsættes Udvalget til Valgs Prøvelse.
Det andet møde indledes med en afstemning. Her godkender man valget af alle folketingsmedlemmerne, medmindre Udvalget til Valgs Prøvelse har noget at indvende. Udvalget er omtalt i § 33.
Dernæst vælges Folketingets formand og fire næstformænd. Formanden bliver valgt ved en afstemning i salen, mens de fire næstformænd udpeges af de fire største partier. Formandens parti må dog ikke tælles med i den forbindelse. Valget af formanden foregår som regel ved et fredsvalg. Det vil sige, at der kun opstilles én kandidat, og at der ikke gennemføres en egentlig afstemning.
Der vælges formand og næstformænd efter folketingsvalg og i starten af hvert folketingsår
§ 36
Stk. 1. Folketingsåret begynder den første tirsdag i oktober og varer til samme tirsdag det følgende år.
Stk. 2. På Folketingsårets første dag kl. 12 sammentræder medlemmerne til møde, hvor Folketinget sættes på ny.
Kommentar:
Stk. 1. Et folketingsår begynder den første tirsdag i oktober og varer til den samme tirsdag året efter.
Stk. 2. Folketinget træder helt automatisk sammen, når folketingsåret begynder. Herefter vælges formand og næstformænd, som det er omtalt i § 35
§ 37
Folketinget træder sammen på det sted, hvor regeringen har sit sæde. I overordentlige tilfælde kan Folketinget dog samles andetsteds i riget.
Kommentar:
Folketinget skal holde sine møder i nærheden af regeringen. Der skal være tæt forbindelse mellem ministrene og Folketinget, fordi ministrene er meget vigtige for Folketingets arbejde. De giver folketingsmedlemmerne oplysninger og forklaringer. De tager forskellige initiativer, f.eks. forslag til nye love eller ændringer af love. Og så fører de jo også Folketingets beslutninger ud i praksis. Derfor bygger grundloven i høj grad på, at ministrene er personligt til stede i Folketinget. Det står der mere om i § 40.
Der kan opstå situationer, hvor Folketinget ikke er i stand til at følge regeringen, f.eks. hvis regeringen og Folketinget bliver adskilt på grund af krig eller besættelse. Derfor siger bestemmelsen, at Folketinget kan samles et andet sted – men kun i helt særlige tilfælde.
§ 38
Stk. 1. På det første møde i Folketingsåret afgiver statsministeren en redegørelse for rigets almindelige stilling og de af regeringen påtænkte foranstaltninger.
Stk. 2. På grundlag af redegørelsen finder en almindelig forhandling sted.
Kommentar:
Stk. 1. På Folketingets første møde i oktober skal statsministeren holde en tale. Statsministeren skal gøre rede for, hvilke planer regeringen har for det kommende år. Hun eller han skal fortælle, hvilke lovforslag og reformer regeringen gerne vil gennemføre. Talen kaldes for åbningstalen eller trontalen. Det sidste er et gammelt udtryk, der stammer fra dengang, da regenten holdt åbningstalen.
Stk. 2. Når talen er holdt, sættes den til debat. Folketingets formand har pligt til at sætte redegørelsen på dagsordenen. Den politiske debat kan godt vare flere dage, og Folketingets partier skal have mulighed for at udtale sig om regeringens redegørelse. Hvis et flertal blandt folketingsmedlemmerne ikke kan gå ind for regeringens planer, kan det vælte regeringen. Det står der mere om i § 15. Grundloven kalder debatten for en almindelig forhandling. Det betyder, at der ikke er sat grænser for, hvilke emner der kan tages op.
§ 39
Folketingets formand indkalder Folketinget til møde med angivelse af dagsorden. Det påhviler formanden at indkalde til møde, når mindst to femtedele af Folketingets medlemmer eller statsministeren skriftligt fremsætter begæring herom med angivelse af dagsorden.
Kommentar:
Det er Folketingets formand, der indkalder Folketinget til møde. Formanden skal også sørge for, at der sendes en dagsorden for mødet ud til medlemmerne. En dagsorden bestemmer, hvilke emner man kan diskutere på mødet. Men formanden skal også indkalde til møde, hvis to femtedele af Folketingets medlemmer skriftligt beder ham om det. Det svarer til 72 medlemmer. Og de skal have lavet en dagsorden, der fortæller, hvad mødet skal handle om. Statsministeren har den samme ret, men også hun eller han skal give formanden en dagsorden.
§ 40
Ministrene har i embeds medfør adgang til Folketinget og er berettigede til under forhandlingerne at forlange ordet, så ofte de vil, idet de i øvrigt iagttager forretningsordenen. Stemmeret udøver de kun, når de tillige er medlemmer af Folketinget.
Kommentar:
Denne bestemmelse giver ministrene ret til at deltage i både åbne og lukkede møder i Folketingssalen. Men den giver dem ikke ret til at være med under udvalgsmøderne. Ministre er ikke altid valgt ind i Folketinget. Alligevel har de ret til at deltage i møderne. De kan også forlange at tale i Folketinget. En minister har kun stemmeret, hvis han eller hun også er valgt ind i Folketinget.
Når Folketinget behandler et forslag, er den minister, som forslaget vedrører, næsten altid til stede i Folketingssalen. Det gælder, uanset om det er et forslag, der er fremsat af et folketingsmedlem eller af regeringen.
Også i spørgetiden og under forespørgsler er der en minister til stede i Folketingssalen. Den eneste undtagelse er, når Folketinget behandler emner, der kun vedrører Folketinget, f.eks. valg til folketingsudvalg eller ændringer af Folketingets forretningsorden.
§ 41
Stk. 1. Ethvert medlem af Folketinget er berettiget til at fremsætte forslag til love og andre beslutninger.
Stk. 2. Et lovforslag kan ikke endeligt vedtages, forinden det tre gange har været behandlet i Folketinget.
Stk. 3. To femtedele af Folketingets medlemmer kan over for formanden begære, at tredje behandling tidligst finder sted tolv søgnedage efter forslagets vedtagelse ved anden behandling. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer. Udsættelse kan dog ikke finde sted for så vidt angår forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om indirekte skatter samt i påtrængende tilfælde forslag til love, hvis ikrafttræden ikke kan udsættes af hensyn til lovens formål.
Stk. 4. Ved nyvalg og ved Folketingsårets udgang bortfalder alle forslag til love og andre beslutninger, der ikke forinden er endeligt vedtaget.
Kommentar:
Stk. 1. Normalt er det regeringen, som tager initiativ til en ny lov. Men ifølge § 41 kan alle medlemmer af Folketinget foreslå love og folketingsbeslutninger.
Stk. 2. Et lovforslag skal behandles tre gange i Folketinget, før det kan vedtages. Ved førstebehandlingen diskuterer folketingsmedlemmerne lovforslaget bredt. Både regeringen og folketingsmedlemmerne har ret til at stille forslag til ændringer af lovforslaget, og ved andenbehandlingen tager man stilling til ændringsforslagene. Ved tredjebehandlingen stemmer man så om hele lovforslaget.
Stk. 3. Hvis 72 medlemmer ønsker det, kan de kræve udsættelse af tredjebehandlingen. De kan forlange, at tredjebehandlingen tidligst må ske 12 søgnedage, dvs. 12 hverdage efter andenbehandlingen. De skal dog skriftligt bede Folketingets formand om udsættelsen.
Retten til udsættelse gælder imidlertid ikke alle lovforslag.
Man kan ikke kræve udsættelse, når forhandlingen drejer sig om finanslove, tillægsbevillingslove og midlertidige bevillingslove eller forslag til love om statslån, indfødsret, ekspropriation og indirekte skatter. Ekspropriation betyder, at staten f.eks. inddrager borgeres private ejendom og giver dem en erstatning. Indirekte skatter er f.eks. moms og afgifter på varer. Man kan heller ikke kræve udsættelse, hvis det er meget vigtigt, at en lov træder i kraft på et bestemt tidspunkt.
Stk. 4. Et lovforslag skal være vedtaget inden den første tirsdag i oktober, hvor et nyt folketingsår starter. Ellers bortfalder det. Det samme gælder ved nyvalg. Bestemmelsen er med for at få ryddet op, inden det nye folketingsår begynder.
§ 42
Stk. 1. Når et lovforslag er vedtaget af Folketinget, kan en tredjedel af Folketingets medlemmer inden for en frist af tre søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse over for formanden begære folkeafstemning om lovforslaget. Begæringen skal være skriftlig og underskrevet af de deltagende medlemmer.
Stk. 2. Et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, jf. stk. 6, kan kun i det i stk. 7 omhandlede tilfælde stadfæstes af kongen inden udløbet af den i stk. 1 nævnte frist, eller inden begæret folkeafstemning har fundet sted.
Stk. 3. Når der er begæret folkeafstemning om et lovforslag, kan Folketinget inden for en frist af fem søgnedage fra forslagets endelige vedtagelse beslutte, at forslaget skal bortfalde.
Stk. 4. Træffer Folketinget ikke beslutning i henhold til stk. 3, skal meddelelse om, at lovforslaget skal prøves ved folkeafstemning, snarest tilstilles statsministeren, der derefter lader lovforslaget bekendtgøre med meddelelse om, at folkeafstemning vil finde sted. Folkeafstemningen iværksættes efter statsministerens nærmere bestemmelse tidligst tolv og senest atten søgnedage efter bekendtgørelsen.
Stk. 5. Ved folkeafstemning stemmes for og imod lovforslaget. Til lovforslagets bortfald kræves, at et flertal af de i afstemningen deltagende folketingsvælgere, dog mindst 30 procent af samtlige stemmeberettigede, har stemt imod lovforslaget.
Stk. 6. Forslag til finanslove, tillægsbevillingslove, midlertidige bevillingslove, statslånslove, normeringslove, lønnings- og pensionslove, love om meddelelse af indfødsret, love om ekspropriation, love om direkte og indirekte skatter samt love til gennemførelse af bestående traktatmæssige forpligtelser kan ikke undergives folkeafstemning. Det samme gælder forslag til de i § 8, 9, 10 og 11 omhandlede love såvel som de i § 19 nævnte beslutninger, der måtte være i lovsform, medmindre det for disse sidste ved særlig lov bestemmes, at sådan afstemning skal finde sted. For grundlovsændringer gælder reglerne i § 88.
Stk. 7. I særdeles påtrængende tilfælde kan et lovforslag, som kan undergives folkeafstemning, stadfæstes af kongen straks efter dets vedtagelse, når forslaget indeholder bestemmelse herom. Såfremt en tredjedel af Folketingets medlemmer efter de i stk. 1 omhandlede regler begærer folkeafstemning om lovforslaget eller den stadfæstede lov, afholdes sådan folkeafstemning efter foranstående regler. Forkastes loven ved folkeafstemningen, kundgøres dette af statsministeren uden unødigt ophold og senest fjorten dage efter folkeafstemningens afholdelse. Fra kundgørelsesdagen er loven bortfaldet.
Stk. 8. Nærmere regler om folkeafstemning, herunder i hvilket omfang folkeafstemning skal finde sted på Færøerne og i Grønland, fastsættes ved lov.
Kommentar:
Denne paragraf er grundlovens længste paragraf, og den handler om retten til at sende lovforslag til folkeafstemning. Den beskytter et stort mindretal mod at blive stemt ned af et snævert flertal.
Stk. 1. Hvis en lov bliver vedtaget, kan et mindretal forhindre, at den uden videre træder i kraft. Det kan kræve, at lovforslaget skal sendes til folkeafstemning. Og hvis der er et flertal i befolkningen imod loven, kan lovforslaget ikke blive til lov.
Mindretallet skal bestå af mindst 60 folketingsmedlemmer, og de skal være hurtige. Der må højst gå 3 hverdage, fra lovforslaget er vedtaget, til medlemmerne skriftligt beder om en folkeafstemning. Kravet og underskrifterne skal afleveres til Folketingets formand.
Stk. 2. En lov gælder først, når den er underskrevet af regenten. Men kun i helt særlige tilfælde må regenten skrive loven under, inden der er gået 3 hverdage. Mindretallet skal jo have en reel mulighed for at kræve en folkeafstemning. Regenten må heller ikke skrive under, hvis der allerede er krævet folkeafstemning.
Stk. 3. Hvis mindretallet har bedt om en folkeafstemning, kan flertallet fortryde lovforslaget. Det kan trække lovforslaget tilbage, selv om loven faktisk er blevet vedtaget. Flertallet skal blot gøre det, inden der er gået 5 hverdage, fra loven blev vedtaget.
Det lyder måske underligt, at politikerne skulle have lyst til at trække en lov tilbage, som de netop har fået vedtaget. Men det er en meget god livline at have. For rent politisk er det et problem at tabe ved en folkeafstemning. Og flertallet kan være så bange for at tabe afstemningen, at det hellere vil trække forslaget tilbage. Så kan det f.eks. udskyde lovforslaget til senere eller gennemføre det i en ændret form.
Stk. 4. Hvis Folketinget ikke trækker lovforslaget tilbage, skal statsministeren udskrive folkeafstemning. Statsministeren bestemmer selv, hvornår den skal afholdes. Men det skal ske 12-18 hverdage efter, at hun eller han har udskrevet afstemningen og offentliggjort lovforslaget med meddelelsen om, at der skal holdes folkeafstemning.
Stk. 5. Her beskrives afstemningsreglerne. Man skal stemme for eller imod lovforslaget. Og lovforslaget kan kun blive forkastet, hvis et flertal stemmer nej. Dette flertal skal bestå af mindst 30 pct. af alle vælgere. Ugyldige stemmer tælles ikke med.
Stk. 6. Dette er undtagelsesbestemmelsen i § 42. Her beskrives alle de love, som ikke kan komme til folkeafstemning.
Det er mest love om skatter, økonomi og udenrigspolitiske forhold, der ikke kan komme til folkeafstemning. F.eks. kan befolkningen ikke underkende en finanslov ved en afstemning. Der kan heller ikke stemmes om statens ekspropriationer, der er omtalt i § 73. Denne paragraf giver staten ret til at tage folks ejendom, hvis det er i almenvellets interesse.
Nogle udenrigspolitiske forhold kan dog godt komme til folkeafstemning. Hvis et flertal i Folketinget beslutter det, kan man sende en lov, der er vedtaget efter § 19, til folkeafstemning. Men først skal Folketinget vedtage en lov om, at beslutningen skal underkastes en folkeafstemning. Den mulighed blev brugt for første gang nogen sinde, da Maastrichtaftalen i 1993 kom til folkeafstemning for anden gang.
Stk. 7. I ganske særlige tilfælde kan regenten skrive en lov under, straks efter at den er vedtaget i Folketinget. I den forbindelse er der indført en særlig garanti for mindretallet. 60 medlemmer kan kræve en folkeafstemning om loven, selv om den faktisk er blevet stadfæstet. Det foregår efter de samme regler, som er beskrevet i stk. 1 og 5. Hvis loven forkastes af befolkningen, skal den trækkes tilbage. Det sker, ved at statsministeren meddeler resultatet af folkeafstemningen senest 14 dage efter afstemningen.
Stk. 8. Det er op til politikerne at vedtage reglerne for folkeafstemninger ved lov. De skal også vedtage reglerne for folkeafstemninger på Færøerne og i Grønland. I princippet kan Færøerne og Grønland holde afstemning på et andet tidspunkt end Danmark. Men Folketinget har vedtaget en lov om, at afstemningerne skal holdes samtidig, hvis emnet berører de tre lande.
§ 43
Ingen skat kan pålægges, forandres eller ophæves uden ved lov; ej heller kan noget mandskab udskrives eller noget statslån optages uden ifølge lov.
Kommentar:
Folketinget sidder tungt på retten til at bestemme landets skatter, afgifter og statslån. Det er et af Folketingets væsentligste magtmidler, og det kan ikke overlades til regeringen. § 43 slår nemlig fast, at spørgsmål om skatter, afgifter og statslån kun kan besluttes ved lov. Og det er jo Folketinget, der vedtager lovene. Bestemmelsen sikrer en demokratisk styring af og kontrol med skatteudskrivningen.
§ 43 fastslår også, at Folketinget bestemmer, hvor mange soldater der må indkaldes.
§ 44
Stk. 1. Ingen udlænding kan få indfødsret uden ved lov.
Stk. 2. Om udlændinges adgang til at blive ejere af fast ejendom fastsættes regler ved lov.
Kommentar:
Stk. 1. En udlænding kan kun blive dansk statsborger, hvis der laves en lov om det. Regeringen eller en anden myndighed kan ikke bare selv give dansk statsborgerskab til en udlænding. De kan heller ikke bestemme reglerne for, hvornår man kan blive dansk statsborger. Alligevel siger den nuværende lov, at man i visse situationer bliver dansk statsborger helt automatisk.
I loven om indfødsret er der også regler om, at man kan få dansk statsborgerskab ved at afgive en erklæring. Der er dog en række betingelser, som først skal være opfyldt.
Ellers kan man kun blive dansk statsborger direkte ved lov. Det foregår i praksis sådan, at justitsministeren fremsætter et lovforslag om, at en række mennesker får dansk indfødsret. Forinden har man undersøgt, om personerne nu også opfylder betingelserne for at blive danske statsborgere. Dernæst bliver lovforslaget vedtaget ved en afstemning i Folketinget.
Stk. 2. Udlændinge kan ikke bare købe jord og ejendomme i Danmark. Det er besluttet i en lov fra 1959, som stadig gælder – med visse ændringer. Loven kræver, at man har fast bopæl i Danmark eller har boet her i landet i mindst 5 år, før man kan købe jord. Hvis ikke, må man have en tilladelse fra Justitsministeriet, før man køber ejendom.
Der er dog visse undtagelser for EU-borgere og borgere i de gamle EFTA-lande, der stadig står uden for EU. Det er Norge, Island, Schweiz og Liechtenstein.
Hvis man som udlænding er ude efter et sommerhus i Danmark, skal man have tilladelse fra Justitsministeriet. Den får man kun, hvis man har en særlig stærk tilknytning til landet.
§ 45
Stk. 1. Forslag til finanslov for det kommende finansår skal fremsættes for Folketinget senest fire måneder før finansårets begyndelse.
Stk. 2. Kan behandlingen af finanslovforslaget for det kommende finansår ikke ventes tilendebragt inden finansårets begyndelse, skal forslag til en midlertidig bevillingslov fremsættes for Folketinget.
Kommentar:
Stk. 1. En finanslov er et budget over statens indtægter og udgifter. Finansloven bestemmer, hvor mange penge staten må bruge.
Finansloven gælder for 1 år ad gangen – et såkaldt finansår. Siden 1979 har det fulgt kalenderåret. Forslaget til finansloven skal fremsættes senest 4 måneder før, næste finansår starter. Det vil sige, at forslaget skal fremsættes senest den 1. september. Derefter skal det genfremsættes i oktober. Det siger § 41, stk. 4.
Stk. 2. Hvis Folketinget ikke bliver færdig med at behandle forslaget til finanslov inden nytår, kan det vedtage en midlertidig bevillingslov, der dækker de mest nødvendige udgifter. Den gælder, indtil selve finansloven bliver vedtaget. Den bestemmelse brugte man f. eks. i 2011, fordi et folketingsvalg forsinkede behandlingen af finanslovsforslaget for 2012.
§ 46
Stk. 1. Forinden finansloven eller en midlertidig bevillingslov er vedtaget af Folketinget, må skatterne ikke opkræves.
Stk. 2. Ingen udgift må afholdes uden hjemmel i den af Folketinget vedtagne finanslov eller i en af Folketinget vedtaget tillægsbevillingslov eller midlertidig bevillingslov.
Kommentar:
Stk. 1. Staten må ikke opkræve skatter eller afgifter, medmindre Folketinget har vedtaget en finanslov eller en midlertidig bevillingslov.
Stk. 2. Man må heller ikke bruge penge til at betale udgifter, før Folketinget har bevilget dem. Det kan enten ske gennem finansloven, en midlertidig bevillingslov eller en tillægsbevillingslov. Det sidste er en lov, der indeholder en række udgifter, som ikke er med på selve finansloven.
I praksis er bestemmelsen dog ændret lidt. En minister kan nemlig godt betale udgifter, der ikke er bevilget på finansloven. Men han må først have en tilladelse fra et særligt folketingsudvalg: Finansudvalget. Bagefter skal udgiften anføres på en tillægsbevillingslov, der skal vedtages af Folketinget. Ministeren kan altså helt lovligt betale udgiften, hvis han eller hun har Finansudvalgets tilladelse – også selv om det viser sig, at der ikke senere er flertal i Folketinget for bevillingen.
§ 47
Stk. 1. Statsregnskabet skal fremlægges for Folketinget senest seks måneder efter finansårets udløb.
Stk. 2. Folketinget vælger et antal revisorer. Disse gennemgår det årlige statsregnskab og påser, at samtlige statens indtægter er opført deri, og at ingen udgift er afholdt uden hjemmel i finansloven eller anden bevillingslov. De kan fordre sig alle fornødne oplysninger og aktstykker meddelt. De nærmere regler for revisorernes antal og virksomhed fastsættes ved lov.
Stk. 3. Statsregnskabet med revisorernes bemærkninger forelægges Folketinget til beslutning.
Kommentar:
Stk. 1. Statens regnskab over alle udgifter og indtægter skal præsenteres for Folketinget, senest 6 måneder efter at finansåret er udløbet.
Stk. 2. Folketinget vælger et antal statsrevisorer. Der skal være mindst fire og højst seks statsrevisorer. Revisorerne kan godt være medlemmer af Folketinget og er det ofte. Der er ikke noget krav om, at de skal have en revisoruddannelse.
Revisorerne skal gennemgå statsregnskabet. De skal kontrollere, om regnskabet er ført rigtigt, og om der er en bevilling bag alle de penge, staten har brugt. Statsrevisorerne får hjælp til at gennemgå regnskaberne af en rigsrevisor. Han er uafhængig og ansat af Folketinget. Han er ikke folketingsmedlem.
Stk. 3. Når revisorerne har gennemgået regnskabet, skriver de deres bemærkninger og giver dem til Folketingets medlemmer. Derefter skal regnskabet til afstemning i Folketinget. I praksis godkendes det endelige årsregnskab uden forbehold. Men i løbet af året afgiver statsrevisorerne en række kritiske beretninger om konkrete sager. Det kan f.eks. være it-projekter, administration af bevillinger til det offentlige, særlige tilskudsordninger eller store offentlige byggeprojekter.
§ 48
Folketinget fastsætter selv sin forretningsorden, der indeholder de nærmere bestemmelser vedrørende forretningsgang og ordens opretholdelse.
Kommentar:
Hvis Folketinget skal kunne fungere, må der være bestemte regler at arbejde efter. De står i den såkaldte forretningsorden, som Folketinget har vedtaget. Den indeholder f.eks. regler om Folketingets ledelse, hvordan møderne skal foregå, og hvordan der skal stemmes. Den indeholder også bestemmelser om Folketingets Administration. Og der er ordensregler for, hvordan tilhørere i Folketingssalen skal opføre sig. Der er tradition for, at Folketinget vedtager en ny forretningsorden, hver gang der laves om på grundloven. Mange af reglerne er ændret med tiden, men en del er, som de altid har været. Nogle går helt tilbage til Folketingets første forretningsorden. Den blev vedtaget den 11. februar 1850.
§ 49
Folketingets møder er offentlige. Formanden eller det i forretningsordenen bestemte antal medlemmer eller en minister kan dog forlange, at alle uvedkommende fjernes, hvorpå det uden forhandling afgøres, om sagen skal forhandles i et offentligt eller lukket møde.
Kommentar:
Folk kan frit komme og overvære møderne i Folketingssalen. Men Folketingets formand, en minister eller 17 medlemmer kan foreslå, at en sag skal behandles for lukkede døre. Beslutningen træffes så ved en almindelig afstemning i Folketinget. Det er meget sjældent, at Folketinget holder møder for lukkede døre. Sidste gang det skete, var i 1924. Dengang var der en strid om Østgrønland mellem Norge og Danmark. Og Folketinget valgte at indlede andenbehandlingen for lukkede døre.
Folketingets debatter og en række åbne møder vises direkte på Folketingets tv-kanal og på Folketingets hjemmeside. Alle referater af forhandlingerne i Folketingssalen, forslag, udvalgsbetænkninger m.v. skal offentliggøres på en af Folketingets hjemmesider. Man kan se den officielle udgave af dokumenterne på ft.dk. Dokumenterne findes også på folketingstidende.dk.
§ 50
Folketinget kan kun tage beslutning, når over halvdelen af medlemmerne er til stede og deltager i afstemningen.
Kommentar:
Der skal være mindst 90 folketingsmedlemmer til stede, før Folketinget kan stemme om lovforslag og andre beslutninger. De har tre muligheder: De kan stemme for, imod eller hverken for eller imod.
§ 51
Folketinget kan nedsætte kommissioner af sine medlemmer til at undersøge almenvigtige sager. Kommissionerne er berettigede til at fordre skriftlige eller mundtlige oplysninger såvel af private borgere som af offentlige myndigheder.
Kommentar:
Folketinget kan nedsætte en såkaldt parlamentarisk kommission til at undersøge en vigtig sag. Den består af folketingsmedlemmer. Muligheden bruges ikke så tit. Siden 1849 har der kun været nedsat en parlamentarisk kommission fem gange. De tre første kommissioner skulle opklare forskellige spørgsmål om lovgivning. De to sidste skulle efterforske, om der var grundlag for at rejse sag mod forskellige ministre.
Den seneste parlamentariske kommission blev nedsat i juni 1945 efter afslutningen af den tyske besættelse af Danmark. Kommissionen skulle undersøge forholdene under besættelsen. På den baggrund skulle Folketinget så vurdere, om man burde gøre et ansvar gældende over for nogle af ministrene.
Der har ikke været nedsat en parlamentarisk kommission, efter at grundloven blev lavet om i 1953. I stedet har regering og Folketing ofte sat en dommer til at undersøge såkaldte skandalesager.
§ 52
Folketingets valg af medlemmer til kommissioner og hverv sker efter forholdstal.
Kommentar:
Valg til kommissioner og udvalg sker efter forholdstal. Det vil sige, at pladserne i de forskellige udvalg fordeles efter partiernes størrelse.
Folketingets udvalg har hver 29 medlemmer. Udvalget for Forretningsordenen har dog 21 medlemmer, og Udvalget til Valgs Prøvelse, Finansudvalget og Indfødsretsudvalget har 17 medlemmer.
Et lille parti kan sikre sig lidt mere indflydelse ved at gå i valgforbund med andre, større partier. I så fald er det nemlig valgforbundet, der fordeler pladserne i de forskellige udvalg mellem forbundets partier. På den måde kan et lille parti få flere pladser, end dets størrelse berettiger til.
§ 53
Ethvert medlem af Folketinget kan med dettes samtykke bringe ethvert offentligt anliggende under forhandling og derom æske ministrenes forklaring.
Kommentar:
Ifølge § 40 har ministrene adgang til Folketinget, selv om de ikke er medlemmer af Folketinget. § 53 giver Folketingets medlemmer ret til at kræve oplysninger og forklaringer af ministrene. Denne debat kaldes en forespørgselsdebat, og ministeren har pligt til at svare. Folketinget skal godt nok sige ja til, at en forespørgselsdebat kan holdes. Men Folketinget har kun i meget få tilfælde nægtet at godkende sådan en debat.
Man kan også stille spørgsmål til en minister under Folketingets forhandlinger eller i spørgetiden om onsdagen. Spørgsmål til ministeren er ikke det samme som en forespørgsel. De skal ikke godkendes af Folketinget, og ministeren har ikke pligt til at svare. Man kan bede om, at de bliver besvaret mundtligt eller skriftligt. Den mundtlige besvarelse foregår i Folketingets spørgetid om onsdagen. Det er ikke muligt at føre en egentlig debat, og der kan ikke træffes beslutning om et spørgsmål.
I folketingsåret 1997-98 indførte man desuden en særlig spørgetime. Her kan medlemmerne stille spørgsmål til de ministre, som er til stede. Og de får svar med det samme. Statsministeren meddeler inden mødet, hvilke ministre der kommer i spørgetimen og besvarer spørgsmål. De sidste 20 år er antallet af forespørgsler og spørgsmål steget meget. Det giver folketingsmedlemmerne mulighed for at kontrollere regeringen og de enkelte ministre.
§ 54
Andragender kan kun overgives til Folketinget ved et af dettes medlemmer.
Kommentar:
Hvis man som borger ønsker, at Folketinget skal tage et konkret emne eller en sag op, må man gå til et folketingsmedlem for at få den på dagsordenen. Derefter kan Folketingets formand henvise sagen til et bestemt udvalg. Bestemmelsen bliver ikke brugt ret tit.
Hvis enkeltpersoner eller organisationer ønsker at få indflydelse på lovgivningen, går de som regel direkte til en partigruppe eller til et af Folketingets udvalg. De kan også forsøge at overtale et folketingsmedlem til f.eks. at stille et spørgsmål til en minister.
§ 55
Ved lov bestemmes, at Folketinget vælger en eller to personer, der ikke er medlemmer af Folketinget, til at have indseende med statens civile og militære forvaltning.
Kommentar:
Folketinget kan vælge én eller to personer til at behandle klager over den offentlige forvaltning. Folketinget har dog besluttet kun at vælge én. En sådan person kaldes en ombudsmand, og hun eller han må ikke være medlem af Folketinget. Man kan som borger klage til ombudsmanden, hvis man mener, at f.eks. et ministerium eller en kommune har truffet en forkert afgørelse.
Ombudsmanden kan ikke behandle alle slags klager. Man kan f.eks. ikke klage over en lov, der er vedtaget af Folketinget. Man kan heller ikke klage over en afgørelse, der er truffet af en domstol. Den første ombudsmand begyndte sit arbejde i 1955.
§ 56
Folketingsmedlemmerne er ene bundet ved deres overbevisning og ikke ved nogen forskrift af deres vælgere.
Kommentar:
Grundloven fastslår, at medlemmerne af Folketinget er uafhængige. De kan frit stemme efter deres overbevisning. De har ikke pligt til at tage hensyn til, hvad deres parti eller vælgere siger. De behøver heller ikke at opfylde de løfter, de f.eks. har givet vælgerne i en valgkamp.
Et folketingsmedlem har også ret til at skifte mening og parti. Hun eller han kan melde sig ud af sit parti og blive løsgænger.
Hvis man først er blevet valgt til Folketinget, kan man ikke miste sit mandat før næste folketingsvalg, medmindre man da gør noget ulovligt, så man er uværdig til at sidde i Folketinget. Det står der mere om i §§ 30 og 33.
Omvendt forhindrer § 56 ikke, at et folketingsmedlem indordner sig under partidisciplinen. Og den vej vælger langt de fleste.
§ 57
Intet medlem af Folketinget kan uden dettes samtykke tiltales eller underkastes fængsling af nogen art, medmindre han er grebet på fersk gerning. For sine ytringer i Folketinget kan intet af dets medlemmer uden Folketingets samtykke drages til ansvar uden for samme.
Kommentar:
Et folketingsmedlem kan ikke uden videre stilles for retten i en straffesag eller fængsles. Folketinget skal først give tilladelse til, at der kan føres straffesag mod medlemmet. Det sker gennem en særlig afstemning. Bestemmelsen er indført for at beskytte Folketingets medlemmer mod vilkårlige forfølgelser fra regeringens side. Men beskyttelsen gælder kun, så længe man er medlem af Folketinget. Når man ikke længere er medlem, kan man godt retsforfølges for ting, der er sket, mens man sad i Folketinget.
Der er en enkelt undtagelse. Hvis et folketingsmedlem bliver taget med fingrene i kagedåsen – altså på fersk gerning – kan medlemmet uden videre stilles for retten eller fængsles. Folketingsmedlemmer kan få mindre bøder, f.eks. for at køre for stærkt, uden at Folketinget skal give sit samtykke. Men kun hvis den pågældende frivilligt betaler bøden. I praksis giver Folketinget altid tilladelse til, at der kan rejses tiltale eller ske fængsling.
Grundloven giver også folketingsmedlemmerne en udvidet form for ytringsfrihed, når de taler i Folketinget. Der kan ikke føres f.eks. injuriesager mod medlemmerne for noget, de har sagt i Folketinget, medmindre Folketinget giver tilladelse til det. Her er Folketingets praksis modsat den tidligere nævnte. Folketinget giver aldrig tilladelse til den slags retssager.
§ 58
Folketingets medlemmer oppebærer et vederlag, hvis størrelse fastsættes ved valgloven.
Kommentar:
Folketinget fastsætter selv det beløb, folketingsmedlemmerne skal have for deres arbejde. Det er bestemt i en lov, der hedder folketingsvalgloven. Frem til 1920 fik folketingsmedlemmerne et vederlag, der var fastsat som et bestemt beløb pr. mødedag.
Sådan er det ikke mere. I dag får medlemmerne et fast beløb om måneden. Beløbet består af et grundvederlag og et omkostningstillæg, som skal dække de udgifter, de har i forbindelse med deres arbejde. Medlemmer valgt i Grønland og på Færøerne får et særligt omkostningstillæg, der er lidt højere end de i Danmark valgte medlemmers. Omkostningstillægget er skattefrit. Medlemmer, der bor uden for det sjællandske område, kan desuden få stillet en af Folketingets medlemslejligheder vederlagsfrit til rådighed. Folketingsmedlemmerne får også et såkaldt eftervederlag, hvis de holder op i forbindelse med et folketingsvalg eller ved sygdom.
Endelig har folketingsmedlemmer ret til pension, ægtefællepension og børnepension.