§ 28
Folketinget udgør én forsamling bestående af højst 179 medlemmer, hvoraf 2 medlemmer vælges på Færøerne og 2 i Grønland.
Kommentar:
Folketinget må ikke bestå af mere end 179 medlemmer. Heraf vælges 2 medlemmer på Færøerne og 2 i Grønland.
§ 29
Stk. 1. Valgret til Folketinget har enhver, som har dansk indfødsret, fast bopæl i riget og har nået den i stk. 2 omhandlede valgretsalder, medmindre vedkommende er umyndiggjort. Det bestemmes ved lov, i hvilket omfang straf og understøttelse, der i lovgivningen betragtes som fattighjælp, medfører tab af valgret.
Stk. 2. Valgretsalderen er den, som har opnået flertal ved folkeafstemning i overensstemmelse med lov af 25. marts 1953. Ændring af den til enhver tid gældende valgretsalder kan ske ved lov. Et af Folketinget vedtaget forslag til en sådan lov kan først stadfæstes af kongen, når bestemmelsen om ændring af valgretsalderen i overensstemmelse med § 42, stk. 5, har været undergivet en folkeafstemning, der ikke har medført bestemmelsens bortfald.
Kommentar:
Stk. 1. Man skal være dansk statsborger for at kunne stemme ved et folketingsvalg. Man skal også bo i Danmark. Det vil sige, at man skal være tilmeldt folkeregisteret i Danmark. Der er dog undtagelser for visse danskere, der opholder sig i udlandet. Man har f.eks. ret til at stemme, hvis man arbejder for Udenrigsministeriet eller er udsendt af en dansk myndighed, virksomhed eller forening. Det gælder også, hvis man opholder sig i udlandet på grund af uddannelse eller helbred. Og hvis man skriver under på, at man har til hensigt at vende tilbage til Danmark inden 2 år efter udrejsen. Reglerne er bestemt i valglovens § 2.
Man kan ikke stemme, hvis man er gjort umyndig. Det kunne f.eks. være på grund af en psykisk sygdom eller et mentalt handicap. Til gengæld mister man ikke sin stemmeret, fordi man får økonomisk hjælp fra kommunen, eller fordi man er straffet.
Hverken grundloven eller nogen anden lov siger noget om regentens eller dennes families valgret. Men i praksis stemmer regenten og dennes familie ikke. De er heller ikke opført på valglisterne.
Stk. 2. I 1953 skulle man være 23 år for at stemme. Siden er valgretsalderen sat ned tre gange, og i dag er den 18 år.
For at ændre valgretsalderen kræves to ting. Først skal Folketinget vedtage en lov om at ændre den. Derefter skal forslaget sendes til folkeafstemning, hvor et flertal ikke må stemme imod. Dette flertal skal dog udgøre mindst 30 procent af alle vælgere.
Det går ikke altid, som politikerne ønsker. I 1969 ville politikerne sætte valgretsalderen ned fra 21 til 18 år. Men det ville den danske befolkning ikke være med til – den stemte forslaget ned. Først ved en folkeafstemning i 1978 stemte danskerne ja til at sætte valgretsalderen ned til 18 år.
§ 30
Stk. 1. Valgbar til Folketinget er enhver, som har valgret til dette, medmindre vedkommende er straffet for en handling, der i almindeligt omdømme gør ham uværdig til at være medlem af Folketinget.
Stk. 2. Tjenestemænd, som vælges til medlemmer af Folketinget, behøver ikke regeringens tilladelse til at modtage valget.
Kommentar:
Stk. 1. Hvis man har stemmeret, kan man også vælges ind i Folketinget. Men man må ikke være straffet for noget, som i folks øjne gør én uværdig til at sidde i Folketinget. Det er Folketinget, der bestemmer, om et dømt medlem også er uværdigt.
I praksis bruger man straffen som rettesnor. Hvis et folketingsmedlem får en frihedsstraf, må medlemmet som regel træde ud af Folketinget. Det skete f.eks. for Fremskridtspartiets tidligere leder Mogens Glistrup. Han blev dømt skyldig i skattebedrageri og kom i fængsel. Folketinget mente derfor, at han var uværdig til at sidde i Folketinget, og stemte ham ud i 1983. Da han havde afsonet sin straf, stillede han op og blev atter valgt ind i Folketinget i 1987. Og Folketinget fandt ham nu værdig.
Stk. 2. Tjenestemænd – f.eks. embedsmænd i ministerier – kan godt vælges til Folketinget. De behøver ikke regeringens tilladelse først. Denne bestemmelse er anderledes end i mange udenlandske grundlove, hvor tjenestemænd ikke kan være medlemmer af parlamentet.
§ 31
Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges ved almindelige, direkte og hemmelige valg.
Stk. 2. De nærmere regler for valgrettens udøvelse gives ved valgloven, der til sikring af en ligelig repræsentation af de forskellige anskuelser blandt vælgerne fastsætter valgmåden, herunder hvorvidt forholdstalsvalgmåden skal føres igennem i eller uden forbindelse med valg i enkeltmandskredse.
Stk. 3. Ved den stedlige mandatfordeling skal der tages hensyn til indbyggertal, vælgertal og befolkningstæthed.
Stk. 4. Ved valgloven gives nærmere regler vedrørende valg af stedfortrædere og disses indtræden i Folketinget samt angående fremgangsmåden i tilfælde, hvor omvalg måtte blive nødvendigt.
Stk. 5. Særlige regler om Grønlands repræsentation i Folketinget kan gives ved lov.
Kommentar:
Stk. 1. Alle vælgere skal have mulighed for at stemme til Folketinget. Vælgerne skal kunne stemme direkte på de folketingskandidater, der stiller op. Og ingen må kunne se, hvor den enkelte sætter sit kryds. Folk kan få hjælp til at stemme, hvis de f.eks. har problemer med at se eller læse stemmesedlen. Afstemningen regnes stadig som hemmelig, selv om hjælperen ser, hvor krydset bliver sat.
Stk. 2. Valgloven fortæller, hvordan valgene skal holdes. Valgloven vedtages af Folketinget, men grundloven stiller forskellige krav til loven. Valgloven skal sørge for, at alle politiske holdninger bliver ligeligt repræsenteret. Det sker ved at bruge en særlig optællingsmetode, som kaldes forholdstalsvalg. Efter den metode får partierne mandater i forhold til, hvor mange stemmer de opnår. Hvis et parti f.eks. får 10 pct. af alle stemmerne, får det også omkring 10 pct. af mandaterne i Folketinget.
Stk. 3. Man skal tage hensyn til antallet af indbyggere, vælgertal og befolkningstæthed, når man finder ud af, hvordan mandaterne skal fordeles. Den bestemmelse er taget med for at tilgodese de tyndtbefolkede egne af landet. Den betyder, at der ikke skal så mange stemmer til for at blive valgt i f.eks. Nordjylland som i København.
Stk. 4. Hvis et folketingsmedlem f.eks. er syg eller har orlov i en periode, indkalder man en stedfortræder. Disse regler står i Folketingets forretningsorden.
Hvis medlemmet træder helt ud af Folketinget eller måske dør, går mandatet videre til en stedfortræder. Disse regler står i valgloven.
Folketingsmedlemmerne har ikke personlige vikarer. Ifølge valgloven skal stedfortræderen hentes blandt de kandidater i partiet, som ikke blev valgt ind i Folketinget. Man tager normalt den person, der står øverst på listen.
Valgloven indeholder også nogle få bestemmelser om omvalg. Men de har ikke nogen stor betydning i praksis. Der har ikke været omvalg siden 1918.
Stk. 5. I Grønland vælges de to folketingsmedlemmer ved direkte valg. Men bestemmelsen giver grønlænderne mulighed for at bruge indirekte valg i stedet for.
§ 32
Stk. 1. Folketingets medlemmer vælges for fire år.
Stk. 2. Kongen kan til enhver tid udskrive nyvalg med den virkning, at de bestående folketingsmandater bortfalder, når nyvalg har fundet sted. Efter udnævnelse af et nyt ministerium kan valg dog ikke udskrives, forinden statsministeren har fremstillet sig for Folketinget.
Stk. 3. Det påhviler statsministeren at foranledige, at nyvalg afholdes inden valgperiodens udløb.
Stk. 4. Mandaterne bortfalder i intet tilfælde, før nyvalg har fundet sted.
Stk. 5. Der kan ved lov gives særlige regler om færøske og grønlandske folketingsmandaters ikrafttræden og ophør.
Stk. 6. Mister et medlem af Folketinget sin valgbarhed, bortfalder hans mandat.
Stk. 7. Ethvert nyt medlem afgiver, når hans valg er godkendt, en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.
Kommentar:
Stk. 1. Der skal være folketingsvalg mindst hvert fjerde år.
Stk. 2. Statsministeren kan udskrive valg, før de 4 år er gået. Det er en stor fordel for regeringen. Så kan statsministeren nemlig udskrive valg på det tidspunkt, der er bedst for netop hendes eller hans parti. Statsministeren må ikke udskrive valg, lige efter at han eller hun har dannet en regering. Statsministeren skal først stille op til en debat og gøre rede for sine planer i Folketinget.
Stk. 3. Statsministeren skal sørge for, at der holdes nyvalg, inden de 4 år er gået.
Stk. 4. Når der bliver udskrevet valg, beholder folketingsmedlemmerne deres mandater. Mandaterne gælder, indtil valget er forbi. Det gælder også for folketingsmedlemmer, som ikke stiller op til det nye valg.
Stk. 5. Der findes særlige valglove for Færøerne og Grønland.
Stk. 6. Hvis et folketingsmedlem erklæres for uværdigt til at sidde i Folketinget, mister han eller hun sit mandat. Det sker også, hvis vedkommende flytter permanent til udlandet eller bliver gjort umyndig. Læs mere om valgbarhed i § 33.
Stk. 7. Et folketingsmedlem skal højtideligt love, at hun eller han vil overholde grundloven. Det sker ved at underskrive en erklæring. Ellers kan vedkommende ikke deltage i Folketingets forhandlinger eller afstemninger. Hun eller han kan heller ikke være medlem af et folketingsudvalg. Det står i Folketingets forretningsorden.
§ 33
Folketinget afgør selv gyldigheden af sine medlemmers valg samt spørgsmål om, hvorvidt et medlem har mistet sin valgbarhed.
Kommentar:
Folketinget afgør selv, om et valg er gået rigtigt til. Det sker tit, at nogle klager over fejl ved et valg. Det kan f.eks. være over fejl i opstillingslister eller fejl i optællingen af stemmesedler. Hvis der er klaget over et valg, må Folketinget finde ud af, hvordan sagen hænger sammen. Der nedsættes et midlertidigt udvalg, som skal vurdere, hvad der er sket. Det hedder Udvalget til Prøvelse af Valgene. Hvis der er sket fejl, skal Folketinget tage stilling til, hvilke konsekvenser det skal have. Folketinget skal først og fremmest tage stilling til, om fejlen er så stor, at valget bør erklæres for ugyldigt. Men i de fleste tilfælde bliver man enig om, at fejlen ikke har betydning for det endelige valgresultat.
Det er også Folketinget, som skal behandle spørgsmål om medlemmernes valgbarhed. Man har nedsat et fast udvalg, som undersøger medlemmernes forhold i tiden mellem valgene. Det kaldes for Udvalget til Valgs Prøvelse. Hvis man mister sin valgbarhed, kan man ikke beholde sit mandat i Folketinget. Praksis i dag er, at man er uværdig til at sidde i Folketinget, hvis man er idømt en frihedsstraf. Læs også om dette i § 30.
Hvis Udvalget til Valgs Prøvelse mener, at et medlem har mistet sin valgbarhed, fremsætter det forslag om, at medlemmet skal miste sit mandat. Og dette forslag kommer til afstemning i Folketinget.
§ 34
Folketinget er ukrænkeligt. Enhver, der antaster dets sikkerhed eller frihed, enhver, der udsteder eller adlyder nogen dertil sigtende befaling, gør sig skyldig i højforræderi.
Kommentar:
Folketinget er landets øverste myndighed. Det anses for højforræderi at gøre noget, som truer Folketingets sikkerhed eller frihed til at bestemme. Ifølge straffeloven kan det give fængsel i op til 16 år eller livstid. Man fritages ikke for ansvar, selv om man har fået en ordre til at angribe Folketinget. Hvis f.eks. en soldat eller en politibetjent får sådan en ordre, skal han nægte at adlyde den. Man må heller ikke forstyrre Folketingets arbejde ved f.eks. at demonstrere i Folketingssalen. Man bliver godt nok ikke dømt for højforræderi. Men det er ulovligt – og som regel fører det til, at man bliver idømt en bøde.