Grundlovens kapitel 3 - Regeringen

Kapitel 3 handler om kongen og ministrene. Her slås det fast, at kongens magt er indskrænket. Landet ledes af en regering, der er accepteret af Folketinget.

§ 12

Kongen har med de i denne grundlov fastsatte indskrænkninger den højeste myndighed over alle rigets anliggender og udøver den gennem ministrene.

Kommentar:

Det lyder næsten, som om dronningen bestemmer alt. Men i virkeligheden er det ikke sådan, for grund-loven indeholder store begrænsninger for, hvad hun kan bestemme. Dronningen udøver sin magt gennem ministrene i en regering; hun har ikke nogen selvstændig magt. Det er beskrevet i § 13 og § 14.

§ 13

Kongen er ansvarsfri; hans person er fredhellig. Ministrene er ansvarlige for regeringens førelse; deres ansvarlighed bestemmes nærmere ved lov.

Kommentar:

Dronningen har en ganske særlig retsstilling. Hun kan ikke drages til ansvar. Hun skal godt nok overholde landets love, men hun kan ikke anklages og dømmes af domstolene. Til gengæld har dronningen heller ikke nogen magt. Det er nemlig ministrene, der har ansvaret for det, regeringen laver. Ministrenes ansvar er bestemt nærmere i en særlig lov, der hedder ministeransvarlighedsloven. Den er fra 1964.

§ 14

Kongen udnævner og afskediger statsministeren og de øvrige ministre. Han bestemmer deres antal og forretningernes fordeling imellem dem. Kongens underskrift under de lovgivningen og regeringen vedkommende beslutninger giver disse gyldighed, når den er ledsaget af en eller flere ministres underskrift. Enhver minister, som har underskrevet, er ansvarlig for beslutningen.

Kommentar:

Grundloven giver dronningen magt til at udnævne statsministeren og de øvrige ministre. Hun kan også bestemme, hvor mange ministre der skal være, og hvad de skal lave. Desuden kan hun afskedige dem igen. Sådan fungerer det ikke i dag.

Dronningen har ingen reel indflydelse på, hvem der skal være ministre, eller hvem der skal fyres. Dronningen udnævner de ministre, som statsministeren anbefaler. Når der skal udpeges en ny statsminister, finder den siddende statsminister og dronningen ud af, hvilken politiker der kan samle et flertal blandt Folketingets medlemmer. Han eller hun må i hvert fald ikke have et flertal imod sig. Derefter udnævner dronningen den person til ny statsminister.

Dronningen skal skrive under på alle love og vigtige beslutninger fra regeringen. Men lovene og beslutningerne gælder kun, når én eller flere ministre også har skrevet under. Dronningen er ikke ansvarlig for de love og beslutninger, hun skriver under på. Det er ministrene til gengæld.

§ 15

Stk. 1. Ingen minister kan forblive i sit embede, efter at Folketinget har udtalt sin mistillid til ham.

Stk. 2. Udtaler Folketinget sin mistillid til statsministeren, skal denne begære ministeriets afsked, medmindre nyvalg udskrives. Et ministerium, som har fået et mistillidsvotum, eller som har begæret sin afsked, fungerer, indtil et nyt ministerium er udnævnt. Fungerende ministre kan i deres embede kun foretage sig, hvad der er fornødent til embedsforretningernes uforstyrrede førelse.

Kommentar:

Stk. 1. Hvis et flertal i Folketinget ikke længere har tillid til en minister, skal ministeren træde tilbage. Det sker ved en afstemning i Folketinget, hvor folketingsmedlemmerne stemmer om et såkaldt mistillidsvotum.

Stk. 2. Hvis Folketinget udtrykker mistillid til statsministeren, skal regeringen gå af eller udskrive nyvalg. Den ‘gamle’ regering fungerer, indtil der er fundet en ny. Men ministrene må i den periode kun tage sig af de praktiske ting, der er nødvendige for, at ministerierne og den offentlige forvaltning kan køre videre. Ikke andet.

§ 16

Ministrene kan af kongen eller Folketinget tiltales for deres embedsførelse. Rigsretten påkender de mod ministrene for deres embedsførelse anlagte sager.

Kommentar:

En minister er ansvarlig for den måde, han eller hun styrer sit ministerium på. Hvis han eller hun f.eks. forsømmer sit arbejde eller mistænkes for at gøre noget ulovligt, kan Folketinget kræve, at han eller hun skal stilles for en særlig domstol. Den hedder Rigsretten og er beskrevet i § 59. Rigsretten afgør, om ministeren er skyldig. Ifølge lovens ordlyd kan dronningen også kræve ministrene tiltalt ved Rigsretten. Men i praksis er det regeringen, som har denne ret.

Siden Rigsretten blev indført i 1849, har der været fem rigsretssager, men kun to ministre er blevet dømt. I 1910 blev fhv. indenrigsminister Sigurd Berg idømt en bøde for at have forsømt tilsynet med Den Sjællandske Bondestands Sparekasse (Albertisagen). I 1995 blev fhv. justitsminister Erik Ninn-Hansen idømt fire måneders betinget fængsel for at have hindret tamilske flygtninge i at få deres familier til Danmark (Tamilsagen).

§ 17

Stk. 1. Ministrene i forening udgør statsrådet, hvori tronfølgeren, når han er myndig, tager sæde. Kongen fører forsædet undtagen i det i § 8 nævnte tilfælde og i de tilfælde, hvor lovgivningsmagten i henhold til bestemmelsen i § 9 måtte have tillagt statsrådet myndighed til at føre regeringen.

Stk. 2. I statsrådet forhandles alle love og vigtige regeringsforanstaltninger.

Kommentar:

Stk. 1. Statsrådet består af alle ministrene, dronningen og tronfølgeren, hvis han eller hun er myndig. Dronningen leder møderne i statsrådet. Hvis hun f.eks. er ude at rejse, ledes møderne af hendes stedfortræder – en såkaldt rigsforstander. Disse regler kan man se i § 9.

Stk. 2. Alle love og vigtige beslutninger, som regeringen træffer, skal tages op i statsrådet. Men i praksis træffes beslutningerne af regeringen, ikke af statsrådet.

§ 18

Er kongen forhindret i at holde statsråd, kan han lade sagen forhandle i et ministerråd. Dette består af samtlige ministre under forsæde af statsministeren. Enhver minister skal da afgive sit votum til protokollen, og beslutning tages efter stemmeflerhed. Statsministeren forelægger den over forhandlingerne førte, af de tilstedeværende ministre under-skrevne protokol for kongen, der bestemmer, om han umiddelbart vil bifalde ministerrådets indstilling eller lade sig sagen foredrage i statsrådet.

Kommentar:

Hvis dronningen er forhindret i at komme til statsråd, kan hun kræve, at ministrene i stedet holder et møde alene. Det kaldes for et ministerråd og består af alle ministrene. Statsministeren er mødeleder. Bagefter kan dronningen så skrive under på ministerrådets beslutninger. Denne paragraf har ikke længere den store betydning. Faktisk har ingen monark benyttet sig af muligheden siden 1869. Derimod holder regeringen en gang om ugen ‘minister-møder’. De har stor praktisk betydning men er ikke omtalt i grundloven.

§ 19

Stk. 1. Kongen handler på rigets vegne i mellemfolkelige anliggender. Uden Folketingets samtykke kan han dog ikke foretage nogen handling, der forøger eller indskrænker rigets område, eller indgå nogen forpligtelse, til hvis opfyldelse Folketingets medvirken er nødvendig, eller som i øvrigt er af større betydning. Ej heller kan kongen uden Folketingets samtykke opsige nogen mellemfolkelig overenskomst, som er indgået med Folketingets samtykke.

Stk. 2. Bortset fra forsvar mod væbnet angreb på riget eller danske styrker kan kongen ikke uden Folketingets samtykke anvende militære magtmidler mod nogen fremmed stat. Foranstaltninger, som kongen måtte træffe i medfør af denne bestemmelse, skal straks forelægges Folketinget. Er Folketinget ikke samlet, skal det uopholdeligt sammenkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget vælger af sin midte et udenrigspolitisk nævn, med hvilket regeringen rådfører sig forud for enhver beslutning af større udenrigspolitisk rækkevidde. Nærmere regler om Det Udenrigspolitiske Nævn fastsættes ved lov.

Kommentar:

Dronningen udøver sin magt gennem ministrene. Hun kan ikke stilles til ansvar for, hvad regeringen foretager sig (§ 12, § 13 og § 14). Derfor skal ordet ‘kongen’ læses som ‘regeringen’.

Stk. 1. Det er Folketinget, som lægger hovedlinjerne for landets udenrigspolitik. Langt de fleste udenrigspolitiske beslutninger om aftaler med andre lande skal nemlig godkendes af Folketinget. Regeringen kan ikke blot selv bestemme. Det gælder, når Danmark indgår aftaler med andre lande om samarbejde, som f.eks. NATO og FN.

Stk. 2. Regeringen kan heller ikke bare beslutte, at dansk militær skal angribe andre lande. Folketinget skal spørges først. Der er dog én undtagelse. Regeringen må godt bruge de danske styrker til forsvar, hvis vi bliver angrebet af et andet land. Men den militære indsats skal straks efter forelægges for Folketinget. Hvis Folketinget ikke er samlet, f.eks. på grund af ferie, skal det straks indkaldes til møde.

Stk. 3. Folketinget skal nedsætte et udvalg, som regeringen skal drøfte større udenrigspolitiske beslutninger med, før beslutningerne træffes. Udvalget kaldes Det Udenrigspolitiske Nævn. Medlemmerne af udvalget har tavshedspligt. De må ikke udtale sig offentligt om det, de får at vide på møderne.

§ 20

Stk. 1. Beføjelser, som efter denne grundlov tilkommer rigets myndigheder, kan ved lov i nærmere bestemt omfang overlades til mellemfolkelige myndigheder, der er oprettet ved gensidig overenskomst med andre stater til fremme af mellemfolkelig retsorden og samarbejde.

Stk. 2. Til vedtagelse af lovforslag herom kræves et flertal på fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Opnås et sådant flertal ikke, men dog det til vedtagelse af almindelige lovforslag nødvendige flertal, og opretholder regeringen forslaget, forelægges det folketingsvælgerne til godkendelse eller forkastelse efter de for folkeafstemninger i § 42 fastsatte regler.

Kommentar:

Stk. 1. Danmark samarbejder med andre lande i organisationer som f.eks. EU. Der kan opstå situationer, hvor det er nødvendigt, at den internationale organisation kan træffe beslutninger, som borgerne i alle landene skal følge. Det giver denne paragraf i grundloven mulighed for. Man kalder det at ‘afgive suverænitet’. Der er dog en række betingelser, som skal opfyldes. Først og fremmest skal der vedtages en lov. Den skal fortælle, hvilken magt Danmark afgiver.

Stk. 2. Det er ikke nok, at loven vedtages med et almindeligt flertal i Folketinget. Mindst 150 af Folketingets 179 medlemmer skal stemme ja til lovforslaget. Det svarer til fem sjettedele af Folketingets medlemmer. Når almindelige lovforslag skal vedtages, er det nok, at der er flere stemmer for end imod. Men hvis flertallet for et forslag om afgivelse af suverænitet er mindre end fem sjettedele, skal det sendes ud til folkeafstemning, for at det kan blive til lov.

Reglerne for folkeafstemningen står i § 42.

Før Danmark blev medlem af EF/EU i 1973, var det nødvendigt at holde en folkeafstemning efter § 20. Der var godt nok et stort flertal i Folketinget for medlemskabet, idet 141 folketingsmedlemmer stemte ja, og 34 stemte nej. Men hermed kom flertallet ikke op på fem sjettedele. Folkeafstemningen foregik den 2. oktober 1972. Siden da har der flere gange været folkeafstemninger om ændringer i EF/EU-traktaterne efter reglen i § 20. En § 20-lov gælder ikke for evigt. Hvis et flertal i Folketinget ønsker det, kan man opsige en traktat, der er vedtaget efter § 20. Det vil sige, at et flertal i Folketinget kan bestemme, at vi skal melde os ud af EU.

§ 21

Kongen kan for Folketinget lade fremsætte forslag til love og andre beslutninger.

Kommentar:

Regeringen kan foreslå love og stille forslag om andre beslutninger, som Folketinget skal tage stilling til. Faktisk har alle medlemmer af Folketinget ret til af foreslå love og stille forslag. De kaldes for private forslag og omtales i § 41, stk. 1. Men i praksis fungerer det lidt anderledes. Langt de fleste lovforslag kommer fra regeringen. Ligesom det er regeringen, der kommer med næsten alle de lovforslag, der bliver vedtaget. Det hænger sammen med, at regeringen tit har støtte af flertallet i Folketinget. Regeringen kan også få hjælp i de forskellige ministerier, hvor man har eksperter til at udarbejde de enkelte lovforslag.

§ 22

Et af Folketinget vedtaget lovforslag får lovskraft, når det senest 30 dage efter den endelige vedtagelse stadfæstes af kongen. Kongen befaler lovens kundgørelse og drager omsorg for dens fuldbyrdelse.

Kommentar:

Dronningen stadfæster en lov ved at skrive under på den. Det vil sige, at loven først gælder, når hun har skrevet under.

En regent har ikke nægtet at skrive under på et lovforslag siden 1865. Og grundloven fortolkes sådan i dag, at regenten slet ikke har ret til at nægte.

Regeringen skal også skrive under på lovforslaget. Det sker ved, at ministeren på området giver sin underskrift. Lovforslaget bliver ikke til lov, hvis regeringen af en eller anden grund nægter at skrive under, eller hvis lovforslaget ikke skrives under, inden der er gået 30 dage.

Lovene skal offentliggøres, inden de gælder for borgerne. Det sker ved, at de bliver offentliggjort på www.lovtidende.dk.

§ 23

I særdeles påtrængende tilfælde kan kongen, når Folketinget ikke kan samles, udstede foreløbige love, der dog ikke må stride mod grundloven og altid straks efter Folketingets sammentræden skal forelægges dette til godkendelse eller forkastelse.

Kommentar:

Denne paragraf handler om foreløbige eller provisoriske love. Hvis det ikke er muligt at samle Folketinget, kan regeringen på egen hånd udstede en foreløbig lov. Men loven må ikke være i strid med grundloven. Og den skal hurtigst muligt behandles i Folketinget, når det igen kan samles. Her kan et flertal godkende eller forkaste loven.

Bestemmelsen kan kun anvendes i helt særlige tilfælde. Desuden skal Folketinget være forhindret i at samles. Det kunne f.eks. være på grund af krig eller naturkatastrofer. Men det kunne også være på grund af nyvalg. Der går nogle dage, fra valget er overstået, til de nye folketingsmedlemmer kan samles. Finansloven kan dog ikke vedtages som en foreløbig lov. Det fremgår af § 46.

§ 24

Kongen kan benåde og give amnesti. Ministrene kan han kun med Folketingets samtykke benåde for de dem af Rigsretten idømte straffe.

Kommentar:

Oprindelig havde kongen ret til at fritage folk for en straf eller dele af en straf. Det kaldes at benåde. I dag er det justitsministeren, som har denne ret.

Ministeren benåder kun folk, hvis der er særlige personlige forhold, som taler for det. Det kunne f.eks. være sygdom, alder eller familieforhold. Og i praksis sker de fleste benådninger, før folk er begyndt at afsone deres straf.

Justitsministeren kan også benåde en gruppe mennesker, der er dømt for en forbrydelse. Det kaldes for amnesti. Det sidste har især været brugt i forbindelse med en række politiske begivenheder. Senest ved afslutningen af tyskernes besættelse af Danmark i 1945.

Regeringen kan ikke på egen hånd benåde en minister, der er dømt ved Rigsretten. Her må regeringen stille et forslag i Folketinget og forsøge at få et flertal.

§ 25

Kongen meddeler dels umiddelbart, dels gennem vedkommende regeringsmyndigheder sådanne bevillinger og undtagelser fra lovene, som enten ifølge de før 5. juni 1849 gældende regler er i brug, eller hvortil hjemmel indeholdes i en siden den tid udgiven lov.

Kommentar:

Bestemmelsen i § 25 har en ganske særlig historisk baggrund. Før 1849 var kongen enevældig. Han bestemte lovene, og han kunne også gøre undtagelser fra dem. I tiden op til grundloven blev vedtaget, var det almindelige lovgivningsarbejde næsten gået i stå. I stedet gjorde kongen tit undtagelser fra loven, f.eks. med hensyn til skilsmisser. Dengang var det meget svært at blive skilt efter loven. Alligevel blev en del ægtefolk skilt, fordi kongen bevilgede dem skilsmisse.

Da grundloven blev vedtaget i 1849, var man klar over, at der ville gå lang tid, før alle undtagelserne fra de tidligere love kunne skrives ind i nye love. Derfor blev § 25 skabt. Bestemmelsen skulle først og fremmest lette overgangen fra enevælden.

I dag har bestemmelsen næsten ingen betydning. De fleste områder er nu dækket af en lov.

§ 26

Kongen har ret til at lade slå mønt i henhold til loven.

Kommentar:

Det er staten, som udsteder de danske mønter. Staten og hermed regeringen har godt nok også ret til at udstede sedler, men det står ikke i grundloven.

I praksis har Nationalbanken eneretten til at udstede sedler. Det fremgår af lov om Danmarks Nationalbank.

§ 27

Stk. 1. Regler om ansættelse af tjenestemænd fastsættes ved lov. Ingen kan ansættes som tjenestemand uden at have indfødsret. Tjenestemænd, som udnævnes af kongen, afgiver en højtidelig forsikring om at ville holde grundloven.

Stk. 2. Om afskedigelse, forflyttelse og pensionering af tjenestemænd fastsættes regler ved lov, jf. dog herved § 64.

Stk. 3. Uden deres samtykke kan de af kongen udnævnte tjenestemænd kun forflyttes, når de ikke derved lider tab i de med tjenestemandsstillingen forbundne indtægter og der gives dem valget mellem sådan forflyttelse og afsked med pension efter de almindelige regler.

Kommentar:

Staten har brug for gode, loyale embedsmænd, der ikke lader sig bestikke. Derfor bliver en del af de højst placerede ansat efter nogle særlige regler, der beskytter dem. De kan f.eks. ikke afskediges uden særdeles god grund. Og de har ret til pension, selv om de bliver fyret.

Stk. 1. Reglerne er fastsat i en lov, der hedder tjenestemandsloven. Statens tjenestemænd skal have dansk indfødsret. Det vil sige, at de skal være danske statsborgere. Det krav gælder ikke for kommunale tjenestemænd. Borgere fra EU og de nordiske lande kan godt arbejde i tjenestemandsstillinger i Danmark uden først at blive danske statsborgere. De bliver i stedet ansat på tjenestemandslignende vilkår.

Stk. 2. En lov fastsætter også regler for afskedigelse, forflyttelse og pension. Reglerne står i tjenestemandsloven og i tjenestemandspensionsloven. Dommere kan dog ikke forflyttes mod deres vilje. Det fremgår af § 64.

Stk. 3. Man kan godt forflytte andre tjenestemænd ved f.eks. at give dem en ny stilling. Men det må ikke betyde, at de går ned i løn. Hvis de forflyttes, skal de have lov til at vælge enten det nye job eller at gå på pension.