Folketinget giver unge ordet

06.09.2017

De unge er i centrum, når Folketinget den 7. og 8. september deltager i Ungdommens Folkemøde i Søndermarken i København.

65 gymnasieelever skal på en workshop diskutere flygtninge- og migrantkrisen og præsentere løsningsforslag for et panel af folketingspolitikere.
Panelet består af Jan E. Jørgensen (V), Søren Søndergaard (EL), Carolina Magdalene Maier (AL), Kenneth Kristensen Berth (DF) og Jacob Mark (SF). En række ungdomspolitikere hjælper eleverne under workshoppen.

Folketingets formand møder de unge

Også Folketingets formand, Pia Kjærsgaard, gæster Ungdommens Folkemøde. Det gør hun fredag formiddag klokken 11.30, hvor hun i Folketingets telt vil fortælle om arbejdet som folketingsformand:

 - Ungdommens Folkemøde er en fantastisk mulighed for at lade de unge komme til orde, siger Pia Kjærsgaard. 

- Undersøgelser viser, at danske unge er blandt de mest demokratisk kompetente i Europa, men mange føler sig ikke klædt på til at deltage i demokratiet. Det vil vi i Folketinget gerne være med til at ændre.

Du kan besøge oplysningstjenesterne

Alle er velkomne til Ungdommens Folkemøde, hvor Folketingets oplysningstjenester står klar med bl.a. lykkehjul og quizzer. 
Folk kan også tage VR-briller på og opleve et møde i Europaudvalget.

Folketinget holder til i telt nummer B23.