Folketinget åbner

28.09.2017

Tirsdag den 3. oktober 2017 begynder det nye folketingsår. Højdepunktet er årets første møde i Folketingssalen, som starter kl. 12 med overværelse af mange officielle gæster, her i blandt kongehuset. Et folketingsår begynder altid den første tirsdag i oktober kl. 12 og slutter på samme tidspunkt året efter.

Det nye folketingsår begynder tirsdag den 3. oktober, hvor statsminister Lars Løkke Rasmussen holder sin åbningstale. Åbningstalen danner afsæt for en af de længste debatter i Folketingssalen - nemlig åbningsdebatten, som finder sted torsdag den 5. oktober.

Bertel Haarder åbner folketingsåret

Præcis kl. 12 begynder folketingsårets første møde, og det ledes af det medlem, som har siddet længst tid i Folketinget. Igen i år er det Bertel Haarder (V), som nu har været medlem af Folketinget i over 37 år. Folketingets første møde overværes traditionelt af kongefamilien. 

Første punkt på dagsordenen er valg af Folketingets formand. Når formanden er valgt, får statsminister Lars Løkke Rasmussen ordet og holder sin åbningstale. I åbningstalen gør regeringslederen status over Rigets og omverdenens tilstand.

Folketingets Åbning 2016 - Fotograf Bjarke Ørsted

Program

Programmet for dagen forløber som følger:

Kl. 07.00 - Billetter til Folketingets åbning udleveres til interesserede borgere efter "først til mølle-princippet" 

Kl. 10.00 - Gudstjeneste i Christiansborg Slotskirke

Kl. 11.40 - Kongefamilien ankommer til Christiansborg

Kl. 12.00 - Bertel Haarder åbner Folketingets møde som aldersformand

Kl. 12.05 - Statsministeren holder sin redegørelse for Rigets tilstand

Kl. 13.00 - Folketingets møde slutter og de kongelige gæster forlader Christiansborg

 

 

Se flere nyheder fra Folketinget