Høring om investeringer i de israelske bosættelser

30.05.2017

Folketingets Udenrigsudvalg afholder åben høring om investeringer i virksomheder, som er aktive i de israelske bosættelser. Høringen finder sted torsdag den 1.juni 2017 kl. 14-17 på Christiansborg.

Folketingets Udenrigsudvalg afholder høring om danske investorers ansvar og handlemuligheder i forhold til investeringer i virksomheder med aktiviteter i de israelske bosættelser.

Temaet vil blive belyst fra forskellige vinkler og af forskellige eksperter. Høringen vil blive indledt af udenrigsminister Anders Samuelsen (LA), og herefter vil der være oplæg om blandt andet FN’s retningslinjer for menneskerettigheder og erhvervsliv, OECD’s retningslinjer for multinationale selskaber, danske og udenlandske investorers erfaringer med firmaer, som har aktiviteter i bosættelserne samt om folkeretten i fht. Israel-Palæstina konflikten.

Program

Høringen er åben for alle, men tilmelding er nødvendig. Tilmelding skal ske senest onsdag den 31. maj kl. 10. Der er et begrænset antal pladser til høringen, og pladserne vil blive fordelt efter først til mølle-princippet.

Tilmeld dig her

Gæster i Folketinget må beregne ekstra tid til registrering i besøgsindgangen på grund af sikkerhedstjek, og det anbefales derfor at møde op ca. en halv time, inden høringen starter. Det er tilladt at optage lyd og billeder under høringen, hvis det kan ske uden at forstyrre høringens afvikling i øvrigt. Høringen tv-optages og vil blive vist live her på Folketingets hjemmeside, hvor den også kan findes efterfølgende under "TV fra Folketinget". Desuden vises høringen forskudt på Folketingets tv-kanal.