Tv fra Folketinget


Møde i salen (med tegnsprogstolkning)

1) Spørgsmål om meddelelse af orlov til og indkaldelse af stedfortrædere for medlem af Folketinget Roger Courage Matthisen (ALT), m 

2) Indstilling fra Udvalget til Valgs Prøvelse. 

Godkendelse af stedfortrædere som midlertidige medlemmer af Folketinget for Roger Courage Matthisen (ALT), Ane Halsboe-Jørgensen (S), Jens Joel (S), Thomas Danielsen (V) og Lotte Rod (RV).

Afspiller

3) Eventuelt: 3. behandling af L 214: Om afvikling af timebaseret afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-anlæg. 

Forslag til lov om ændring af lov om afgift af elektricitet. (Afvikling af timebaseret afgiftsfritagelse for elektricitet produceret på VE-anlæg).

Af energi-, forsynings- og klimaministeren (Lars Christian Lilleholt).

(Fremsættelse 23.05.2017. 1. behandling 29.05.2017. Betænkning 31.08.2017. 2. behandling 06.09.2017. Lovforslaget optrykt efter 2. behandling).

Afspiller

4) 1. behandling af L 216: Om forslag til finanslov for finansåret 2018. 

Forslag til finanslov for finansåret 2018.

Af finansministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 31.08.2017).

Afspiller

5) 1. behandling af L 217: Om udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2021. 

Forslag til lov om fastsættelse af udgiftslofter for stat, kommuner og regioner for finansåret 2021.

Af finansministeren (Kristian Jensen).

(Fremsættelse 31.08.2017).

Afspiller

7) Valg af 6 medlemmer til Skatterådet. 

Mødet er åbnet.

Finanslovsdebatten i dag vil blive tolket på tegnsprog, således at døve kan følge debatten. Tegnsprogstolkningen kan ses direkte på Folketingets hjemmeside, www.ft.dk, og efterfølgende on demand.

Det punkt, som er opført som nr. 3 på dagsordenen, kan kun med Tingets samtykke behandles i dette møde. Hvis ingen gør indsigelse, betragter jeg samtykket som givet.

Det er givet.

Roger Courage Matthisen har søgt om orlov fra den 8. september 2017, jf. forretningsordenens § 41, stk. 3, litra a, Ane Halsboe-Jørgensen, Jens Joel og Thomas Danielsen har søgt om orlov fra den 3. oktober 2017, jf. forretningsordenens § 41, stk. 4., medens Lotte rod har søgt om orlov fra den 9. oktober 2017, jf. forretningsordenens § 41, stk. 4.

Hvis ingen gør indsigelse, vil jeg betragte det som vedtaget, at der meddeles orlov som ansøgt, og at stedfortræderne indkaldes som midlertidige medlemmer.

Det er vedtaget.

Fra Udvalget til Valgs Prøvelse har jeg modtaget indstilling om, at 1. stedfortræder for Alternativet i Fyns Storkreds, Nikolaj Amstrup, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra og med den 8. september 2017 i anledning af Roger Courage Matthisens orlov.

Jeg har endvidere modtaget indstilling om, at følgende godkendes som midlertidige medlemmer af Folketinget fra og med den 3. oktober 2017:

1. stedfortræder for Socialdemokratiet i Nordjyllands Storkreds, Per Husted, i anledning af Ane Halsboe-Jørgensens orlov,

1. stedfortræder for Socialdemokratiet i Østjyllands Storkreds, Malte Larsen, i anledning af Jens Joels orlov og

3. stedfortræder for Venstre i Vestjyllands Storkreds, Marianne Bredal, i anledning af Thomas Danielsens orlov. Det bemærkes at 1. og 2. stedfortræder har meddelt, at de ikke ønsker at indtræde under denne orlov.

Endelig har jeg modtaget indstilling om, at 2. stedfortræder for Radikale Venstre i Sydjyllands Storkreds, Marlene Borst Hansen, godkendes som midlertidigt medlem af Folketinget fra og med den 9. oktober 2017 i anledning af Lotte Rods orlov. Det bemærkes, at 1. stedfortræder har meddelt, at han ikke ønsker at indtræde under denne orlov.

Er der nogen, der ønsker ordet?

Da det ikke er tilfældet, går vi til afstemning.

Afstemning skal som bekendt foregå, ved at medlemmerne rejser sig op efter min anmodning. Jeg vil gerne bede Erling Bonnesen og Karen J. Klint om at forestå optællingen.

De medlemmer, der stemmer for, bedes rejse sig.

Tak for det.

De medlemmer, der stemmer imod, bedes rejse sig.

Tak.

De medlemmer, der stemmer hverken for eller imod, bedes rejse sig.

Tak.

Forslaget er enstemmigt vedtaget. For stemte 109, imod stemte 0, hverken for eller imod stemte 0.

Der er ikke stillet ændringsforslag.

Er der nogen, der ønsker at udtale sig?

Værsgo til hr. Søren Egge Rasmussen, Enhedslisten.

Vi havde andenbehandlingen i går, og svarene på de sidste spørgsmål kom så dagen før. Jeg stillede ministeren et spørgsmål i går om, hvorvidt ministeren på det tidspunkt, hvor vi havde førstebehandlingen, vidste, at der var ændringer på vej for de 82.000 solcelleanlæg, som ikke var omfattet af loven. Jeg synes egentlig, at det havde været mest fair, at vi, da vi førstebehandlede lovforslaget, havde et klart billede af, hvad loven sådan set omfattede, og hvad der var af andre planer. Og jeg vil stadig væk gerne have at vide af ministeren, om ministeren ved førstebehandlingen vidste, at Energinet.dk havde en proces i gang for at ændre på vilkårene for de 82.000 solcelleanlæg, som ikke var omfattet af loven.

Det kan meget vel tænkes, at ministeren har været involveret i en bestilling af, at det skulle ske, og man kan godt spørge, hvorfor ministeren skal blande sig i det – det er en statslig institution. Man må bare konstatere i forhold til det forslag, som Energinet.dk er kommet med, at der har ministeren jo undsagt det og sagt, at Energinet.dk bør komme med en anden løsning for de solcelleanlæg, som ikke er omfattet af den her lov.

Så jeg vil stadig væk gerne have at vide fra ministerens mund, om det er sådan, at ministeren vidste, at det indgreb, som er blevet lanceret, var i proces, var planlagt allerede ved førstebehandlingen af lovforslaget her. Og hvis ministeren heller ikke i dag vil svare, har vi jo så mulighed for at indkalde til samråd og stille skriftlige spørgsmål osv., men jeg synes egentlig, det er mest fair, at man får tingene at vide, når man har anden og tredje behandling i Folketinget.

Tak til hr. Søren Egge Rasmussen.

Er der andre, der ønsker ordet?

Det er ikke tilfældet, og så går vi til afstemning.

Der stemmes om lovforslagets endelige vedtagelse.

Så skal vi op at stå igen, hvis ellers der er nogle, der stemmer for. De medlemmer, der stemmer imod, bedes rejse sig. Tak for det. Og de medlemmer, der stemmer hverken for eller imod, bedes rejse sig. Tak.

For stemte 55 (DF, V, LA og KF), imod stemte 54 (S, EL, ALT, RV og SF), hverken for eller imod stemte 0.

Forslaget er vedtaget og vil nu blive sendt til statsministeren.

Forhandlingen er åbnet. Det er først hr. Benny Engelbrecht, Socialdemokratiet. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil gerne indlede med at sende en hilsen til den, der ufrivilligt er blevet hovedpersonen i forbindelse med regeringens fremlæggelse af forslag til finanslov og skattereform, og jeg tænker ikke på Lamborghiniejeren, og jeg tænker heller ikke på de 1.000 rigeste danskere, der alene på grund af forslaget om at fjerne loftet over beskæftigelsesfradraget kan se frem til en gennemsnitlig skattelettelse på 190.000 kr. ...

Vi skal lige have lidt ro, så ordføreren kan høre, hvad han selv siger.

Jeg tænker derimod på Annette Hansen. Annette sidder ved kassen i SuperBrugsen i Køge. I søndags fremlagde hun sin lønseddel for offentligheden – det var modigt – og Annette har lært os to vigtige ting. Det er for det første, at hun har en beskeden indkomst, men faktisk en højere indkomst end den fiktive HK'er, som landets statsminister og finansminister har forsøgt at bilde os alle ind ville være den største vinder i regeringens skattereform. Og det er for det andet, at Annette mener, at alle burde prøve at sidde ved kassen i supermarkedet bare en uges tid, for så ville vi politikere nok have mere respekt for hendes arbejde.

Jeg tror, at Annette har ret i, at flere kunne have godt af at komme ud i virkeligheden. Og når man ser på regeringens forslag til finanslov og skattereform, er det langt fra virkeligheden, og det er langt fra danskernes hverdag. Dansk økonomi har ikke brug for topskattelettelser. Virksomhederne mangler kvalificeret arbejdskraft, og de efterlyser en vækstreform. Danskerne vil ikke have topskattelettelser, fordi de ved, at man ikke kan bruge pengene to gange. Hvis de bliver brugt på billigere biler og topskattelettelser i forklædning, kan de jo ikke også bruges på bedre sygehuse, bedre skoler og bedre børnehaver. Det er den virkelighed, vi lever i. Det er danskernes virkelighed.

Socialdemokratiet vil sikre en langtidsplan, der skal løse de udfordringer, som dansk økonomi står over for. Det kræver, at vi investerer i grundpillen i den danske model, nemlig vores velfærdssamfund. Det er Socialdemokratiets første prioritet. Derefter skal vi sikre vækst og arbejdspladser, og som det tredje skal vi sikre, at alle danskere kan færdes trygt på gaden; banderne skal væk fra gaderne. Og så har vi jo nogle pligtopgaver: Vi skal have styrket vores fælles forsvar, og vi skal have genoprettet tilliden til skattesystemet. Men ikke én eneste af Danmarks udfordringer løses af, at vi deler skattelettelser ud til dem, der har meget i forvejen.

Vi har et unikt velfærdssamfund i Danmark, og vores offentligt ansatte gør en enorm indsats hver eneste dag, men alligevel oplever danskerne et velfærdssamfund, som ikke kører så godt, som det burde. Der er kræftpatienter, der ikke får deres behandling til tiden; der er ældre, som ikke kan få hjælp til at komme ud af sengen; der er børn, der ikke bliver trøstet, fordi der mangler pædagoger i børnehaven. Vi løser ikke alt med flere penge, men hvis børnehaven og hospitalet og plejehjemmet skal starte hvert år med at skære ned, bliver det i hvert fald ikke bedre. Og nu vil regeringen altså skære endnu en gang.

I Socialdemokratiet ønsker vi at gå konstruktivt ind i efterårets forhandlinger, og vi vil gerne være med til at løse de udfordringer, Danmark står over for. Desværre er regeringens primære formål med finanslovsforslaget, som vi har set det før, at give store topskattelettelser. Det er skævt, og det er uansvarligt. De største skattelettelser går til velstillede borgere i nordsjællandske kommuner, som får omkring tre gange så store skattelettelser som dem, der bor på Langeland og Lolland. Pensionisterne får ingenting. Direktøren får derimod så rigeligt. Ifølge regeringen selv skyldes det et ønske om at øge arbejdsudbuddet. Fakta er bare, at takket være de seneste 10 års reformer vil arbejdsstyrken i de kommende år vokse med ca. 120.000 fuldtidspersoner. Og at bruge 15 mia. kr. på skattelettelser til de mest velstillede for at øge arbejdsudbuddet med 7.600 personer – man kan jo også sætte spørgsmålstegn ved, om regeringens beregninger holder – er en forkert prioritering.

De penge kan bruges mere fornuftigt og mere retfærdigt på at løse de udfordringer, Danmark rent faktisk står over for. Og så må vi altså ikke glemme baggrunden for den kontrakt, som vi politikere indgik med danskerne i forbindelse med velfærdsaftalen i 2006. At bruge af det skabte råderum til skattelettelser er at bryde en kontrakt med danskerne. Vi lovede danskerne, at gevinsten ved en senere pensionsalder ville være, at der ikke skulle skæres i deres velfærd. Derfor bør vi i finansloven for 2018 investere i vores fælles velfærd, i arbejdspladser, i tryghed og i et grønt Danmark.

Vores hovedprioriteter for de kommende finanslovsforhandlinger er for det første at sikre et stærkere velfærdssamfund med ordentlig ældrepleje, så der er tryghed om, at vores ældre får en værdig alderdom. For hvad nytter det, at man kan ringe til sin mor eller bedstemor på plejehjemmet fra en skattefri telefon, hvis man er bekymret for, om ens nærmeste overhovedet er kommet ud af sengen eller er blevet talt med den dag?

Derfor foreslår vi også, at produktivitetskravet afskaffes allerede fra 2018. Der er behov for, at vi skruer lidt ned for tempoet på sygehusene og giver medarbejderne noget luft til fagligheden, så de kan fokusere på at give patienterne den bedst mulige behandling.

Derudover mener vi, at hovedprioriteterne bl.a. er at øge hjælpen til psykisk sårbare unge og at få nedbragt ventetiderne til kræftbehandling. Tendensen til stigende ventelister til kræftbehandling er uacceptabel.

Dernæst vil vi i dette efterår arbejde for at sikre flere og bedre jobs. Takket være rettidige reformer har vi sikret, at arbejdsstyrken vokser, og nu skal vi så sikre, at danskerne har kompetencerne til at tage de jobs, der er. Vi har ikke alene brug for flere hænder, vi har brug for de rigtige hænder. Og derfor vil vi i modsætning til regeringen prioritere erhvervsuddannelserne, for vores virksomheder vil komme til at mangle faglært arbejdskraft.

Finansloven for 2018 skal også prioritere indsatsen mod social dumping. Ordentlige løn- og arbejdsvilkår er helt afgørende for den danske model, og vi arbejder også for, at der skal gennemføres en ambitiøs vækstreform.

Socialdemokratiet vil arbejde for, at der afsættes penge, så vi kan sætte hårdere ind mod banderne her og nu. Vi vil have et styrket og synligt politi i hele Danmark. Myndighederne skal have endnu bedre redskaber, og vi skal sætte ind med forebyggende arbejde for at forhindre lillebrødre i at blive storkriminelle.

I Folketinget er vi enige om, at SKAT skal genoprettes, og at tilliden til SKAT skal genskabes. Men indtil videre har regeringen kun fremlagt planer, der rækker til at løse de mest nødvendige opgaver. Der er brug for mere. Socialdemokratiet vil ansætte 1.000 ekstra medarbejdere fordelt over hele landet, der skal sikre bedre skatteligning og en håndfast indsats mod skattely.

Som en fjerde og sidste hovedprioritet vil jeg nævne det grønne område og regeringens udmelding om at droppe det grønne nationalregnskab. Det ærgrer mig, at regeringen på alle tænkelige måder slækker på vores grønne ambitioner, og det er jo altså ikke sådan, at bare fordi vi ikke måler på det, forsvinder problemerne. Vi vil arbejde for, at energiforskningen prioriteres langt højere i 2018, end regeringens besparelser lægger op til, og vi vil insistere på, at Togfonden DK, som et bredt flertal uden om regeringen er enige om, indgår i finansloven for 2018.

Jeg har også konstateret, at der er et folketingsflertal, der er parate til at reformere bilafgifterne til et grønnere og mere moderne system. Derfor bør regeringen indkalde til brede forhandlinger om registreringsafgiften.

Sluttelig undres vi i Socialdemokratiet over den begmand til det frivillige Danmark, regeringen giver ved at støvsuge de frivillige foreninger med rundbarberingen af momsrefusionsordningen. De frivillige foreninger bidrager til et stærkt civilsamfund.

Socialdemokratiet vil prioritere inden for det samme råderum som regeringen. Vores prioriteter er bare anderledes, og det betyder, at vi i 2018 konkret finder finansiering i eksempelvis forhandlingsreserven på 2,5 mia. kr., reserven til skattereformen på 500 mio. kr., reserven til erhvervspakken på 800 mio. kr., reserven til velfærd på 500 mio. kr. og regeringsreserven på 600 mio. kr. Og derudover vil Socialdemokratiet annullere de lempelser på arveafgiften, som regeringen har gennemført.

Med de afgivne bemærkninger ser Socialdemokratiet frem til dagens debat, men vigtigst af alt håber jeg, at regeringen vil benytte forhandlingerne om finansloven for 2018 til at sikre et bredt samarbejde om reelle løsninger på Danmarks udfordringer. Socialdemokratiet er klar til at gå konstruktivt ind i forhandlingerne.

Der er en kort bemærkning til hr. René Christensen, værsgo.

Tak for det, og tak for gennemgangen til Socialdemokratiet. Der bliver talt meget om det her med skattelettelser, så jeg vil egentlig gerne spørge, om det så vil sige, at når hr. Benny Engelbrecht siger, at Annette, der sidder ved kassen, ikke har så meget – det er jo et meget godt billede på det – så er Socialdemokratiet faktisk med på, at skattelettelser, hvis der skal være skattelettelser, skal ske i bunden, netop for at Annette, der sidder i kassen, kan få lidt mere ud af at gå på arbejde?

Jeg er meget glad for, at hr. René Christensen understreger det og siger hvis , for det må være den rigtige rækkefølge. Vi skal starte med at sikre, at der er penge til den velfærd, vi har lovet danskerne. Og så er det jo så, at vi derudover vil lave de prioriteringer, som jeg har redegjort for her, og som også fremgår af det udspil til forhandlinger, som vi har lagt frem. Og så er det klart, at hvis der så i sidste ende er et overskud tilbage og mulighed for at give skattelettelser, vil vi prioritere i bunden og ikke i toppen og da slet ikke det, regeringen har foreslået, altså at de 1.000 rigeste danskere kan se frem til en skattelettelse på 190.000 kr., alene på grund af at man fjerner loftet over beskæftigelsesfradraget. Det er forkert og skævt.

Værsgo til hr. René Christensen for næste spørgsmål.

Tak for det. Det synes jeg et er et rigtig godt svar, der kom fra Socialdemokratiet. Det er godt, fordi det også er lidt mere rundt end tidligere svar, for der har det været enten-eller – enten var det skattelettelser, eller også var det velfærd. Det, jeg hører ordføreren sige nu, er, at der selvfølgelig – og der er vi også helt enige med Socialdemokratiet – er nogle udfordringer på velfærdsområderne, og hvis man får løst dem og der er penge tilbage, jamen så er det ikke det samme som at sige, at man ikke må bruge dem på skattelettelser.

Jeg vil gerne rose ordføreren for at tage det op og tegne det her billede af en kassemedarbejder, det kunne også have været af en lastbilchauffør, det kunne have været af en medarbejder på et lager, altså mennesker, som står op hver morgen og passer deres arbejde og betaler deres skat, sikkert også med glæde, for at deres børn kan gå i folkeskole, og for at de og deres børn kan have fri adgang til sundhed og fri adgang til uddannelse og andet. Så det, jeg hører Socialdemokratiet sige nu, er, at det her med at sige enten skattelettelser eller velfærd er der blødt en lille smule op på, og det vil jeg da gerne kvittere for.

Tak. Benny Engelbrecht.

Allerførst tak for rosen for at vælge en kassemedarbejder. Havde jeg været i hr. René Christensens sko, havde jeg ganske givet valgt en automekaniker, men jeg har jo en fortid som det, vi dengang kaldte kassedame, uanset om det så var m/k, og selv om det er så længe siden, at man dengang brugte fluesmækker, når man skulle betale med dankort. Så det er rigtig mange år siden.

Jeg vil bare lige minde om, at rækkefølgen selvfølgelig skal være rigtig. Altså det, vi vil prioritere at løse først, er den store velfærdsudfordring, der er, og det ved jeg jo godt, for det kan jeg høre at Dansk Folkeparti også mener. Det, som så er vigtigt at sige, er: Ja, hvis der så er noget tilbage. Og der må vi også erkende, at så stort er det råderum jo heller ikke.

Så vi er nødt til at starte i den rigtige rækkefølge: Først er det med velfærden, og så er det med at sikre, at der foretages de investeringer, der skal til, og at sikre, at der er de rigtige hænder, og det sker ved en opkvalificering, ligesom der også skal sørges for sikkerheden ved en styrkelse af politiet – en væk med banderne. Og ikke mindst skal vi sikre, at vi også har det grønne element, hvori indgår bl.a. bilafgifter, som kan blive et spændende element, sådan at vi rent faktisk kan få gjort bilerne endnu mere sikre og endnu grønnere.

Tak for det. Hr. Pelle Dragsted.

Tak for ordførertalen. Jeg kunne høre, at ordføreren sagde, at hvis der er råd til skattelettelser, skal de gå til bunden og ikke til toppen. Det er bare lige for få det afklaret helt præcist. Når ordføreren snakker om bunden, er det så er den rigtige bund, det vil sige den gruppe mennesker, som har de laveste indkomster i Danmark, f.eks. vores fattigste folkepensionister, førtidspensionister, eller er det kun, om jeg så må sige, bunden af den gruppe mennesker, som har en arbejdsindkomst, som ordføreren taler om, hvis der skal være råd til skattelettelser?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Tak for spørgsmålet. Først og fremmest vil jeg sige, at jeg nødig vil stå her og stille nogen noget i udsigt om forskellige skattelettelser, som vi ikke ved om der overhovedet er råd til. Så jeg vil meget nødig specificere, hvem skal have hvor meget hvornår. Jeg synes, at den nuværende regering har gjort rigeligt for at stille alle mulige ting i udsigt, som er helt urealistiske. Det kan vi jo alle sammen godt regne ud, også ud fra de bemærkninger, der er kommet fra partierne uden om regeringen. Så jeg vil ikke stå her og sige, hvem det så er, der skal have en skattelettelse, som vi ikke er sikre på der er råderum til. Men det er klat, at når jeg taler om eksempelvis Annette Hansen, som er kassedame i Køge, så er det jo, fordi vi mener, at helt almindelige, hårdtarbejdende dansker vil vi sådan set godt, hvis det er sådan, at der er et råderum, belønne. Men igen vil jeg sige, at rækkefølgen skal være den rigtige.

Tak. Hr. Pelle Dragsted.

Men det her råderum er jo sådan set skabt af bl.a. den almindelige velstandsfremgang i samfundet. Jeg har svært ved at forstå den her idé om, at det skal f.eks. vores folkepensionister ikke have andel i, hvis vi vælger at dele en del af det ud som skattelettelser. Og jeg kan jo ud af socialdemokraternes finanslovsudspil, som er kommet i dag, læse, at det, man satser på, er en skattelettelse til lønmodtagerne. Men betyder det, som ordføreren siger nu, at vi ikke skal læse det så præcist, og at man ikke har lagt sig fast på, om eventuelle skattelettelser kun skal omfatte de mennesker, der er i arbejde nu, så man igen igen forbigår de mennesker, der har arbejdet hele deres liv, og som er nogle af dem i Danmark, der har de allerlaveste indkomster?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Som sagt vil vi starte der, hvor vi skriver i vores udspil vi vil starte, altså, vi vil starte med den lavtlønnede arbejder, det er klart. Men derudover synes jeg, at det, med hensyn til hvordan vi i givet fald skal skrue noget sammen, som vi ikke ved om der råd til i dag, bliver lidt for hypotetisk. Men man skal så samtidig også huske på, at der er en kamp, som jeg håber at Folketingets partier, både Enhedslisten, Dansk Folkeparti og alle andre partier, der ikke er en del af regeringen, husker, nemlig at regeringen lægger op til at lave besparelser på overførselsindkomsterne for i omegnen af 5,25 mia. kr., og vi ved ikke, præcis hvem det så er, der skal betale den regning. Det kan meget vel være pensionisterne, så i virkeligheden står slaget måske om noget helt andet.

Tak for det. Så kom jeg til at springe hr. Jacob Jensen over før. Det var ikke pænt gjort. Værsgo, hr. Jacob Jensen.

Det skal formanden ikke høre et ondt ord for, for jeg lytter gerne til en god debat om skat mellem to partier, som ellers normalt ikke taler om den slags. Men i dag er det åbenbart helt comme il faut at tale om det, og det synes jeg er godt, og derfor vil jeg også spørge om skat. For når hr. Benny Engelbrecht nu siger, at skat nærmest er af det onde, og at det kan man ikke få noget godt ud af, var det så en fejl, da Socialdemokratiet for ganske få år siden selv gennemførte en skattereform, hvor man faktisk gik ind og sænkede topskatten markant, man sænkede selskabsskatten markant, og hvor det i øvrigt blev finansieret ved, at man skar i kontanthjælpen? Var det så en fejl?

Værsgo, hr. Benny Engelbrecht.

Nu citerer hr. Jacob Jensen mig for at sige, at skat – eller skattelettelser, antager jeg det er – skulle være af det onde. Det mindes jeg ikke på noget som helst tidspunkt at have sagt, og måske er der et eller andet i opfattelsen hos hr. Jacob Jensen, som er lidt forkert. For jeg husker f.eks. også en debat, vi havde i sidste uge i P1, hvor hr. Jacob Jensen inviterede Socialdemokratiet til at deltage i forhandlinger om bilafgifter, og jeg har ikke modtaget nogen invitation endnu. Så det kan godt være, at der er et eller andet i hørelsen, som man lige skal have rettet lidt op på. Vi har ikke noget mod skattelettelser. Hvis man skal give skattelettelser, skal det være i bunden, men kun hvis det er sådan, at der er et råderum til det, og der må vi altså minde om, at det råderum, der er til stede i dag, er til stede, fordi vi har aftalt med danskerne, at de bl.a. skal gå senere på pension af hensyn til at kunne sikre vores velfærd. Da hr. Thor Pedersen, dengang han var finansminister, præsenterede velfærdsaftalen, sagde han ikke: Nu har vi skabt et råderum til at kunne give skattelettelser i fremtiden. Han sagde: Nu har vi skabt et råderum til fremtidens velfærd.

Tak for det. Hr. Jacob Jensen.

Det er altid godt at lytte til hr. Thor Pedersen – det skal man altid gøre – men spørgsmålet var sådan set meget simpelt, altså om det var en fejl. Var det en fejl, da man for ganske få år siden med Socialdemokratiet i spidsen gik ind og sagde, at der er behov for at skabe vækst i det her samfund? Det så man så at man bedst kunne gøre ved at sænke skatterne, og det var ikke bare skatterne i almindelighed, men målrettet en topskattelettelse og en selskabsskattelettelse, og man gik ved samme lejlighed ind og finansierede det ved at skære på kontanthjælpen. Var det så en fejl, eller hvordan skal jeg opfatte det svar, som jeg her fik?

Jeg kan i hvert fald konstatere, at det var en fejl, da hr. Jacob Jensen citerede mig for at skulle sige, at skattelettelser er onde. Det har jeg nemlig ikke sagt. Så jeg opfatter det, som hr. Jacob Jensen netop har sagt, som en anerkendelse af det. Vi lavede jo selvfølgelig en skattereform, først og fremmest for at løfte nogle folk ud af en topskat, som det ikke var meningen de skulle være i. Med den måde, som vi har indrettet topskattesystemet på i dag, har vi ca. 10 pct. af den danske befolkning, som betaler topskat. Før havde vi ca. 25 pct. af den danske befolkning, der levede i familier, som bidrog med topskatten, og det var ikke meningen, at sygeplejersken eller metalarbejderen skulle det. På den her måde kommer man, når man har en indtægt på godt 0,5 mio. kr., ind i topskatten, og dermed er det de bredeste skuldre, der bidrager bedst til samfundet. Det er en fin indretning, og det synes vi man skal fortsætte med.

Så er det hr. Joachim B. Olsen, Liberal Alliance.

Tak for det. Råd til skattelettelser er jo en sjov logik. Altså, er der er råd til, at borgerne kan beholde de penge, de selv har tjent ved at gå på arbejde? Ja, det er der, fordi der er et råderum. Når man kigger ud i fremtiden, er borgernes skatteindbetalinger højere end de planlagte udgifter. Så hvis der ikke er råd til at lade borgerne, damen, der sidder ved kassen, beholde de penge, de tjener ved at arbejde, nu, hvornår er der så? Hvornår har der tidligere i historien været et større råderum til at lade folk beholde deres egne penge?

Jeg har godt hørt argumentet også fra økonomiministeren, at danskerne skulle betale for meget i skat. Jeg minder altså lige om, at vi stadig væk har et underskud de offentlige finanser. På et tidspunkt kommer det i balance, det er godt, og det skyldes jo bl.a., at vi har ført økonomisk ansvarlig politik igennem mange årtier i Danmark. Det er godt.

Når vi så snakker råderum og dette med, at der i fremtiden bliver et overskud, skal man bare lige huske, hvad det er, vi hele tiden har planlagt at det overskud skulle bruges til. Jeg ved godt, at Liberal Alliance ikke eksisterede i 2006, men man har dog tilsluttet sig principperne i velfærdsaftalen og de efterfølgende forlig, der er lavet. Det, man har gjort, er, at man har sagt, at der skal være råd til den demografiske udvikling, der er. Der bliver flere danskere, som skal modtage velfærd. 150.000 flere borgere over 70 år vil vi være i år 2025. At tro, at man kan levere den samme velfærdsservice til dem, uden at man bruger flere penge, er altså en påstand.

Tak. Hr. Joachim B. Olsen.

Men der bliver lagt op til at bruge flere penge, og de aftaler, de reformer, der blev lavet, gør, at der kan bruges flere penge. I fraværet af de reformer havde der jo været kæmpestore underskud på de offentlige finanser, som havde medført, at man ikke kunne øge det offentlige forbrug. Så den aftale, der blev lavet med danskerne, bliver holdt, og så er der altså en manko mellem de planlagte udgifter og skatteindtægterne, og derfor er det vores prioritering, at så lader vi borgerne beholde deres egne penge. For, hr. Benny Engelbrecht, det er borgernes penge. Du har ikke tjent dem. Fru Mette Frederiksen har ikke tjent dem. Det er borgerne, der har tjent dem, og vi synes så, at de skal have lov til at beholde lidt flere af dem.

Heller ikke i den her sal bruger man direkte tiltale. Værsgo.

Men hr. Joachim B. Olsen har jo ikke ret, når hr. Joachim B. Olsen påstår, at der er planlagt, at der skal være et overskud. Det, der er planlagt, er, at regeringen siger, at man vil bruge færre penge. Hvis man skal leve op til det demografiske træk – basisvæksten på 0,3 – vil man se en gradvis udhuling af velfærdssystemet, og det ryster hr. Joachim B. Olsen på hovedet over, men Finansministeriet bekræfter jo, at sådan er det. Så kan hr. Joachim B. Olsen hoppe og danse på et ben og råbe nej, nej, nej, men sandheden er jo, at vi vil opleve, at vores velfærdssystem bliver udhulet på den måde.

Tak for det. Fru Josephine Fock, en kort bemærkning. Værsgo.

Tak for det. Tak til ordføreren, og tak for Socialdemokratiets finanslovsudspil, som jeg synes har mange rigtig gode positive takter. Noget af det, jeg gerne vil fokusere på, og det kommer nok ikke bag på ordføreren, er jo det grønne. Jeg hørte ordføreren nævne, at Socialdemokratiet gerne vil have et grønt Danmark og er uenig i, at det grønne nationalregnskab skal droppes, og det er jeg selvfølgelig rigtig glad for.

Det, jeg godt kunne tænke mig at spørge lidt ind til, er registreringsafgiften. Kunne ordføreren nævne, hvad det er for nogle tanker, Socialdemokratiet så har om en registreringsafgift, som faktisk fremmer det grønne Danmark?

Tak for spørgsmålet, og også tak for anerkendelsen af vores kritik af, at man ikke længere laver et grønt regnskab, hvilket vi jo synes er helt forkert. Det svarer lidt til, at man ikke længere måler på fattigdom – det forsvinder fattigdom jo heller ikke af.

Der er en enestående mulighed nu, hvad angår bilafgifter, al den stund at regeringen jo er kommet med et udspil, der i praksis har sat bilsalget i stå. Og så længe, der ikke er kommet en afklaring på det, kommer der heller ikke til at blive solgt en eneste bil, hverken en, der sviner, eller en, der er grøn. Jeg tror ikke, det er regeringens hensigt, at bilparken på den måde skal blive ved med bare at blive ældre og ældre; jeg tror, at regeringen også godt kan forstå, at her er en brændende platform.

De forslag, som er på banen, om at lave en teknisk baseret afgift, som bl.a. skal fokusere på sikkerhed og på udledninger – altså det, at bilparken bliver så grøn som mulig – synes vi er ekstremt interessante. Det er drøftelser, vi gerne vil deltage i. Jeg har også hørt, at andre partier gerne vil deltage i dem, og jeg håber selvfølgelig, at det flertal, som dermed manifesterer sig uden om regeringen og til dels med regeringen – for De Konservative har jo også indikeret det samme – bliver taget alvorligt, og at man går i gang med nogle reelle forhandlinger her.

Tak. Fru Josephine Fock.

Tak for det. Så kunne jeg godt tænke mig at lede spørgsmålet videre. Lad os nu sige, at regeringen faktisk ikke lykkes med noget nu her – ja, så tegner det ikke så godt. Men hvad har Socialdemokratiet så tænkt sig i forhold til et eventuelt regeringsskifte? Vil Socialdemokratiet så tage initiativ til at indkalde partier med henblik på at omlægge registreringsafgiften, så den bliver mere afhængig af CO 2 -udledning?

Tak. Hr. Benny Engelbrecht.

Altså, hvis det virkelig skulle være sådan – og jeg kan slet ikke overskue konsekvenserne, hvis det skulle være sådan – at regeringen bare lader det her ligge og ikke meget hurtigt adresserer det spørgsmål, der er med bilafgifterne, vil det være gennemført uansvarligt. Så på den måde må man sige, at det jo selvfølgelig godt kan være, at det ender med at udløse et valg – det skal jeg ikke kunne afvise – og så er det en anden situation.

Men jeg opfatter det simpelt hen ikke som realistisk, at man først i 2019 skulle få det her afklaret. Det vil de facto sætte bilsalget fuldstændig i stå. Så det, der må være hensigten nu, er, at vi får lavet noget ordentligt og noget bredt. Og jeg håber selvfølgelig, at alle partier, også Alternativet, vil være med i de forhandlinger.

Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Tak for oplægget. Vi deler et langt stykke ad vejen Socialdemokratiets bekymring over de mange besparelser på velfærdsområdet – også selv om Radikale Venstre jo gerne så, at vi havde modet og viljen til at gennemføre reformer, så vi både kunne få de skattelettelser, der kan skaffe de mennesker, der skal tage fat på vores arbejdsmarked, og samtidig have råd til at investere i vores ældre, i vores unge, i fremtiden.

Det sidste område har jeg lige siddet og læst om i Socialdemokratiets finanslovsforslag, og jeg glæder mig over, at man vil frede erhvervsuddannelserne næste år. Men det får selvfølgelig med det samme også spørgsmålet frem på læben: Hvad så med gymnasierne, hvad med professionshøjskolerne, hvad med universiteterne, hvad med forskningen? Hvad med alt det, der både skal give vores unge mennesker mulighed for at udfolde sig selv, men som jo også er det, som Danmark skal leve af, som skal skaffe kvalificerede medarbejdere til vores virksomheder? Vil Socialdemokratiet ikke også være med til at frede dem, eller vil man fortsat acceptere, at der bliver skåret benhårdt ned på det, som sådan set har gjort Danmark til Danmark, nemlig vores uddannelser?

Vi synes jo, det er uklogt at spare på det, som vi skal leve af i fremtiden, men vi bliver også nødt til at være realistiske og sige, at hvis vi skal ind til et forhandlingsbord og gøre vores indflydelse gældende, bliver vi også nødt til at prioritere. Og det er klart, at når vi kommer til at mangle 70.000 faglærte i løbet af få år, nytter det ikke noget, at man skærer ned på de faglige uddannelser.

Jeg har stor sympati for, at man gerne vil frede hele uddannelsessektoren, men hvis vi skal ind til et forhandlingsbord i 2017 og have indflydelse på finanslovsaftalen, bliver vi helt realistisk også nødt til at foretage prioriteringer, og det er det, vi gør her.

Hvad vi måtte gøre efter et folketingsvalg, vender vi selvfølgelig tilbage til, når vi ved, hvor mange ulykker den nuværende regering har kunnet nå at lave.

Værsgo til hr. Martin Lidegaard.

Problemet er, i hvert fald som jeg ser det, når jeg er ude at besøge både gymnasier og erhvervsskoler og alle andre uddannelsesinstitutioner i landet, at de besparelser, der rammer dem i de her år, rammer hårdt. Og de ville have utrolig meget glæde af at vide, både om ikke de kan stole på, at oppositionen samlet set vil gå benhårdt imod de her besparelser – i hvert fald efter et folketingsvalg – men også at vi kan finde de penge. Og så er det heller ikke flere, der skal til, for at vi kan give vores børn og unge den bedste start på livet, både af hensyn til dem selv og os.

Derfor vil jeg bare appellere til, at Socialdemokratiet måske overvejer, om ikke man næste år kan finde de penge – vi snakker jo ikke om mange milliarder kroner – der skal til, for at vi også kan friholde gymnasierne, produktionshøjskolerne, universiteterne og de mange, mange unge, hvis liv vi sådan set holder i vores hænder. Jeg har i hvert fald svært ved at finde et sted, hvor det giver mindre mening at spare end på vores børn og unge.

Altså, personligt synes jeg jo heller ikke, det giver mening at spare på de ældre, og derfor er pointen den, at man er nødt til at foretage prioriteringerne. Og igen vil jeg sige – undskyld, men nu kan jeg ikke se hr. Martin Lidegaard; det er lidt frustrerende – at hvis vi skal prioritere inden for den ramme, som regeringen har lagt, og gøre det realistisk, og det er jo det, vi forholder os til, så siger vi også, at det vigtigste er de faglige uddannelser. Men jeg har stor sympati for det radikale synspunkt – jo ikke mindst i betragtning af at siden den nuværende statsminister blev statsminister, er der faktisk blevet 3.200 færre ansatte i uddannelsessektoren, og det vidner jo om det pres, som uddannelsessektoren er kommet under.

Tak. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti.

Tak. Det vil jeg gerne forfølge lidt, fordi det selvfølgelig er rigtig dejligt at læse Socialdemokraternes forslag til finanslov i forhold til erhvervslivet. Man kan undres over, at vi har en statsminister, som italesætter sig selv som fortaler for specielt udsatte unge drenge, som har brug for en hjælpende hånd, og så bliver der skåret så meget på de erhvervsskoler, hvor vi har brug for netop at sætte ind med de her ressourcer.

Hr. Martin Lidegaard har stillet det spørgsmål, jeg ville have stillet om det samlede uddannelsessystem. I SF's forslag til finanslov er der sat penge af til det, men jeg vil så gerne gå videre til et andet spørgsmål, for ordføreren har jo svaret på det, nemlig om sygehusområdet, hvor Socialdemokraterne jo gerne vil være med til allerede næste år at fjerne eller i hvert fald kompensere for omprioriteringsbidraget på de 2 pct. Vil ordføreren ikke sige lidt mere om det? For det er vi jo rigtig glade for i SF at vi er enige om.

Værsgo, ordføreren.

Tak for anerkendelsen af også den del af vores udspil til finanslovsforhandlingerne. Vi noterer os jo selvfølgelig også, at der er partier, også i blå blok, som har indikeret, at de har nogle synspunkter i forhold til det, og vi håber selvfølgelig, at der dermed kan komme det nødvendige pres. Det er jo også derfor, at vi gerne vil være med i en finanslovsforhandling, så vi netop kan sikre, at der lige bliver det lidt mere luft ude på sygehusene, så sygeplejersker, læger og alle øvrige ansatte på sygehusene kan prioritere det, der er det vigtige, og vi så samtidig kan barbere ned på ventelisterne til især kræftbehandling.

Tak. Fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak for svaret. Jeg synes jo også, at det, ordføreren selv siger her, og også det, som Socialdemokraterne har lagt frem i deres eget finanslovsforslag, viser, at politik i høj grad også er et spørgsmål om prioriteringer. Vil man prioritere pengene til skattelettelser, der har den indbyggede skævhed, mest til de rige, eller vil man prioritere at sætte en stopper for de besparelser, der har været i f.eks. vores sundhedsvæsen. Noget af det, der betyder allermest for borgerne i det her land, er at have tryghed, hvis de skulle blive syge, eller nogle, de holder af, bliver syge. Så det er jo et spørgsmål om, hvad man vil bruge pengene til, og hvad man vil prioritere. Der kan vi forhåbentlig få noget hjælp også fra Dansk Folkeparti, der jo også har udtalt sig om det her, så vi kan få det fjernet allerede fra næste år. Det vil vi i hvert fald gerne sige tak til Socialdemokratiet for også at være villig til.

Vi bidrager meget gerne til, at Dansk Folkeparti kan leve op til deres løfter på dette område og også i forhold til eksempelvis at forsvare velfærden. På mange måder tror jeg at det er vigtigt, at vi netop sikrer brede samarbejder i Folketinget. Det er jo også derfor, at jeg ikke forstår regeringens tilgang på mange områder, hvor man meget, meget gerne vil lave aftalerne smalt i stedet for at se på, hvad det egentlig er, der er det brede flertal for i Folketinget.

Tak for det. Så er det hr. Rasmus Jarlov, Det Konservative Folkeparti.

Tak. Jeg undrer mig over, at Socialdemokratiet mener, at det skulle være så svært at finde midler til at lette skatten i Danmark. Vi har verdens højeste skattetryk, i hvert fald i OECD. Vi har det tredjehøjeste offentlige udgiftsniveau i OECD. Vi har en situation, hvor rigtig mange danskere er på offentlig forsørgelse: 47 pct. af dem, som er voksne, er på overførselsindkomst.

Hvornår synes Socialdemokratiet at det er nok? Hvornår er tørsten efter at udvide det offentlige slukket? Hvornår er velfærdsstaten blevet mæt efter Socialdemokratiets opfattelse? Skal den blive ved med at vokse, skal vi have endnu flere på offentlig forsørgelse, skal vi have endnu flere offentlige udgifter, skal vi have et endnu højere skattetryk, eller er man bare tilfreds med status quo? Hvor stor skal velfærdsstaten være?

Jeg hørte en meget interessant udsendelse på P1 i mandags, i en i øvrigt interessant udsendelsesrække, som Danmarks Radio sender med de fem nulevende – den ene nuværende og de fire tidligere – statsministre. Det var den daværende statsminister, hr. Anders Fogh Rasmussen, som udtrykte sine overvejelser over velfærdsaftalen, velfærdsforliget fra 2006. Og jeg synes jo, at det meget tydeligt understregede, hvad det var for nogle udfordringer, vi stod med i 2006. Det var, at vi vidste, at der ville blive langt flere ældre. Fra i dag og frem til år 2025 kan vi imødese, at der bliver 150.000 flere danskere over 70 år. Og uagtet at hr. Rasmus Jarlov selvfølgelig gerne vil hæve pensionsalderen, og det er jeg godt med på, så antager jeg også, at selv hr. Rasmus Jarlov dog gerne vil tillade, at folk kan nyde deres otium, og dermed også, at de folk, som har brug for velfærdssamfundet – det, de har betalt ind til gennem årene – også kan nyde gavn af det. Det er vi nødt til at sikre. Derfor er vi nødt til at holde vores aftaler, og aftalen er, at pengene fra 2006 skal bruges på velfærd.

Tak. Hr. Rasmus Jarlov.

Ja, men anerkender Socialdemokratiet overhovedet problemet? Altså, anerkender Socialdemokratiet, at vi har fået en offentlig sektor, som fylder ekstremt meget i Danmark, og at vi ville blive rigere, hvis vi kunne sænke vores skatter? Anerkender Socialdemokratiet, at hvis vi eksempelvis satte topskatten ned, ville vi blive et rigere land med et større BNP?

Forstår Socialdemokratiet overhovedet, at der er et problem? For jeg hører kun Socialdemokratiet tale dårligt om intentionen om at sætte skattetrykket ned og få det offentlige til at fylde lidt mere. Er det bare af nød, fordi Socialdemokratiet ikke mener, at det kan lade sig gøre, eller er Socialdemokratiet simpelt hen lodret imod, at vi får det offentlige til at fylde mindre?

Jamen vi synes jo ikke, at det offentlige som udgangspunkt skal fylde mindre. Vi mener sådan set, at det offentlige skal levere det, som det offentlige gør i dag. Det er ret og rimeligt. Derfor var det også forudseende, at man bredt politisk med deltagelse af Socialdemokratiet, Dansk Folkeparti, Venstre, De Konservative og Radikale Venstre indgik et velfærdsforlig i 2006. For hele udfordringen – jeg tror ovenikøbet, man talte om ældrebomben dengang, hvilket i øvrigt er et forfærdeligt udtryk – nemlig at vi vil få en ændret demografisk sammensætning, altså det, at der vil blive flere mennesker, som har brug for velfærdssamfundet, kendte man jo godt dengang. Det har vi hele tiden vidst ville ske, og derfor har vi selvfølgelig også skulle forberede os på det.

Så er det bare, vi må sige, at hvis man ikke sikrer det helt basale, som man har lovet danskerne, men begynder at fyre pengene af på skattelettelser, især skattelettelser til de rigeste, så køber vi altså ikke længere præmissen.

Værsgo, hr. Rasmus Jarlov. ( Rasmus Jarlov (KF): Jeg har fået mine to gange). Nå, okay, det kan godt være lidt svært her i dag, så vi må hjælpe hinanden med det hele.

Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre. Værsgo.

Tak for det, jeg føler mig hensat, tilbagekaldt til år 2010, hvor budskabet fra Socialdemokratiet var: Nej til skattelettelser, ja til mere velfærd. Man var imod topskattelettelser, men mente, at der skulle være flere varme hænder, at der skulle gives flere penge til SKAT, og at der skulle laves en grøn omlægning af registreringsafgiften. Hvad skete der så et år efter, hvor man fik regeringsmagten? Man gennemførte topskattelettelser, man reducerede antallet af pædagoger i daginstitutionerne, og – med ordføreren som minister – skar man yderligere ned på SKAT, altså trods løfter om det modsatte. Og der kom ikke nogen omlægning af registreringsafgiften i grøn retning – danskerne fik lov at betale 1 mia. kr. mere i registreringsafgift.

Jeg skal bare forstå: Hvad er det, der gør, at danskerne skal tro på det, som Socialdemokratiet siger i dag, når det samme budskab fra Socialdemokratiet i 2010 blev efterfulgt af præcis de modsatte politiske resultater?

Tak for det. Og værsgo.

Det er bl.a., fordi der tydeligvis ikke er flertal for regeringens planlagte politik; så allerede der kan man sige, at man måske skulle starte med at spørge: Hvad er det egentlig, Danmark har brug for? Det er det, vi gør. Og Danmark har ikke brug for lettelser af marginalskatten. Vi har ikke brug for, at de 1.000 rigeste danskere får en skattelettelse på 190.000 kr. Hvis man endelig skal give skattelettelser, skal det være i bunden; hvis alle vores øvrige prioriteter – velfærd, sikkerhed, det grønne og at skabe vækst, bl.a. igennem opkvalificering – er opfyldt og der måtte være et råderum tilbage, så kan vi tale om skattelettelser, men så er det i bunden.

Men undskyld mig, det var jo præcis det samme budskab i 2010, og alligevel – alligevel! – valgte Socialdemokratiet at give topskattelettelser, at sænke selskabsskatten, at reducere overførselsindkomsten for dagpengemodtagere, for kontanthjælpsmodtagere og for førtidspensionister. Jeg synes bare, at det må være lidt vanskeligt for Socialdemokratiet troværdigt at stå med det samme budskab igen, altså når vi ved, at sidste gang man sagde det, gjorde man det modsatte. Men det kommer vi nok ikke så meget videre med.

Jeg kunne bare godt tænke mig at spørge om noget vedrørende den her lille pamflet, som Socialdemokratiet nu har udgivet og kalder et finanslovsudspil. Det er sådan lidt tyndbenet, for nu kan jeg høre, at Socialdemokratiet i sit ordførerindlæg tordner imod den her momskompensationsordning, men hvor henne fremgår det i den pamflet på 12 sider med et finanslovsudspil? Der står ingenting om det. Og derfor kan jeg jo godt forvente mig og forestille mig, at det bliver den socialdemokratiske strategi: at man taler om rigtig meget og så gemmer sig bag en lille pamflet på 12 sider, som jo heller ikke anerkender, at en del af det råderum, der er skabt, og som er tilgængeligt, bl.a. skyldes en skattereform fra 2009, som Socialdemokratiet var imod.

Jeg skal lige minde om, at anden gang har man kun 30 sekunder. Det kan godt være lidt svært at følge med i dag, men vi må bare prøve.

Værsgo.

Vi bestræber os naturligvis, formand, på at overholde taletiden ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Det er jeg ikke i tvivl om), også selv om det kan være svært at følge med, naturligvis.

Jeg kan da godt fornemme, at hr. Torsten Schack Pedersen er lidt irriteret over, at vi faktisk har fremlagt vores politik, og at vi også har anvist fuld finansiering af den – fordi det er den samme finansiering, regeringen har, men der er bare tale om nogle andre prioriteringer. Og ja, inden for det kan man også godt forhindre en kæmpe udfordring for det frivillige Danmark. Hr. Torsten Schack Pedersen kan selvfølgelig bare lade være med at lytte efter, hvad jeg siger her; ja, undskyld mig, at jeg prøver at svare hr. Torsten Schack Pedersen! Hvorfor vil man dog ramme det frivillige Danmark? Det betyder da også noget for sammenhængen i Danmark, og selvfølgelig kan man da finansiere det inden for det samlede råderum.

Tak for det. Så er det fru Louise Schack Elholm. Nej, hun er vist ikke til stede, så vi springer videre.

Hr. Marcus Knuth, Venstre. Værsgo.

Mange tak. En af de store udfordringer, vi står over for i de her tider, er integration. Når jeg læser Socialdemokratiets udspil, fremgår der ikke noget om det, som mange af os meget længe har håbet på et svar på, nemlig hvad Socialdemokratiet vil gøre i forhold til integrationsydelsen. Integrationsydelsen er den nuværende regerings helt centrale værktøj – for det første for at sikre, at det ikke er unødvendig attraktivt at komme til Danmark, og for det andet for at sikre, at dem, der allerede er i Danmark, og som ikke er i arbejde, ikke bliver en unødvendig stor byrde.

Kan ordføreren komme med et bud på, hvad Socialdemokratiet har tænkt sig at gøre i den retning?

Men hr. Marcus Knuth har jo fulgt debatten så grundigt, at han også godt ved, at det, vi især bekymrer os om, er børnene. Og som bekendt kunne vi ikke være med i den aftale, som var. Vores bekymring gælder stadig væk i forhold til børnefamilierne, og det står selvfølgelig uændret.

Værsgo, hr. Marcus Knuth.

Det vil sige, at jeg kan konkludere, at Socialdemokratiet vil ændre integrationsydelsen.

Hvis det er sådan, at vi kan komme med ind i forhandlinger om det, er det klart, at vi har nogle bekymringer omkring børnene.

Så er det hr. Rune Lund, Enhedslisten. Værsgo.

Vi har jo på debatten kunnet forstå, at vi ikke har kunnet få noget løfte fra Socialdemokratiet om at rulle en sådan skattereform, som regeringen ønsker, tilbage efter et valg, hvis der kommer et nyt flertal – i hvert fald ikke noget konkret løfte. Okay. Men kan vi få et løfte om, at Socialdemokratiet efter et kommende valg vil føre en økonomisk politik og en politik i det hele taget, som i det mindste på et overordnet plan mindsker uligheden i samfundet?

Jeg tror faktisk ikke, at vi har været inde på det spørgsmål om, hvad der skal ske med skattelettelser. Jeg tror, vi har snakket om bilafgifter. Det kan være, at hr. Rune Lund har fundet et af Venstres talepapirer, for jeg tror nok, at det er et af de spørgsmål, som skulle have været stillet fra dem til os. Jeg kan se, at det også er på vej over.

Nu er det jo sådan, at jeg godt kan høre, hvad der bliver sagt af de partier, som ikke er en del af regeringen, og når Dansk Folkeparti tordner imod topskattelettelser, uanset om de hedder topskattelettelser i praksis eller i forklædning, kan jeg jo ikke se, at der er et flertal for at skulle give eksempelvis de tusind rigeste danskere 190.000 kr. mere efter skat. Så det bliver en relativt hypotetisk situation om noget, som der ikke er et flertal for skal rulles tilbage. Når vi i forbindelse med et valg ved, hvad den nuværende regering har skabt af ubehageligheder – også de skævheder, der måtte komme efterfølgende – er det selvfølgelig klart, at vi vil overveje situationen derfra og fremadrettet.

Værsgo til hr. Rune Lund.

Nu har vi jo ført en meget intensiv debat om det skatteforslag, der er kommet fra regeringen, også uden for denne Landstingssal, og jeg er ked af, at man ikke allerede nu kan sige, at man som det første, hvis der kommer en ulighedsskabende skattereform, selvfølgelig vil se på, hvordan man ruller den tilbage. Jeg synes egentlig, det er et problem, at Socialdemokratiet ikke kan melde det ud. Men kunne vi dog i det mindste få en generel melding på, om man fra Socialdemokratiets side i den situation, når der forhåbentlig kommer et nyt flertal efter et kommende valg, vil føre en politik, som fører til mindre ulighed mellem toppen og resten af Danmark?

Det, vi især vil måles på – skulle vi være så heldige at overtage regeringsansvaret, hvad vi selvfølgelig håber på – er, at vi skaber reelle lige muligheder. Det er ikke nok at måle på Ginikoefficient, vi er også nødt til at se på, om vi rent faktisk kan sikre, at datteren af en alkoholiker eller sønnen af en ufaglært får reel mulighed for at komme videre i livet og gøre det bedre og bryde den sociale arv. Det er det, vi vil måles på – skulle vi være så heldige at overtage regeringsmagten.

Tak for det. Og den næste er hr. Finn Sørensen, Enhedslisten. Værsgo.

Tak. Jeg bliver nødt til at følge op på hr. Rune Lunds spørgsmål, for jeg synes ikke, ordføreren svarede på et egentlig meget enkelt spørgsmål. Så nu vil jeg prøve at stille det samme spørgsmål, og jeg håber, at jeg gør det så klart, at der kan svares ja eller nej. Vil ordføreren garantere, at man, når Socialdemokratiet igen får regeringsmagten, ikke én gang til laver en skattereform, som man gjorde i 2012, hvor man jo i høj grad lod mennesker på overførselsindkomst betale for skattelettelser til dem oppe i toppen? Kan vi få sådan en garanti fra Socialdemokratiet?

2012-skattereformen handlede om at løfte grænsen for topskat, sådan at en almindelig arbejder, sygeplejersken, metalarbejderen osv., ikke var omfattet af det. Det betyder, at der er ca. 10 pct. af den danske befolkning, de bredeste skuldre, som bærer det tungeste læs, som betaler topskat – i grove træk, hele træskolængder, skal man tjene en halv million for at komme over topskattegrænsen. Det er der ikke brug for at gøre igen. Den opgave er løst, og derfor er der heller ikke brug for at gentage den øvelse, som vi lavede i 2012, og som i øvrigt skete på et tidspunkt, hvor Danmark var i en tung økonomisk krise.

Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Men som flere af de borgerlige ordførere har mindet om, er det sådan, at da vi gik til valg i 2011, havde Socialdemokratiet den opfattelse, at der slet ikke skulle gives skattelettelser, og derfor er det vel naturligt nok, at jeg gerne vil have en garanti for, at Socialdemokratiet ikke gør noget sådant en gang til.

Nu siger ordføreren, at der ikke er brug for det. Det må vi håbe at Socialdemokratiet også mener efter et folketingsvalg. Men så kommer det naturlige spørgsmål: Der sker jo en voksende ulighed mellem mennesker på overførselsindkomst og mennesker i arbejde som følge af den skattereform, der blev lavet i 2012, og måske bliver det endnu værre med det, som regeringen laver sammen med Dansk Folkeparti, så hvad er Socialdemokratiets svar til f.eks. dagpengemodtagere, i forhold til at købekraften bliver voldsomt forringet alene i kraft af den skatteaftale, man lavede i 2012?

Som sagt har jeg redegjort for, hvad vi vil gøre i forhold til ulighedsdiskussionen. Vi vil skabe reelle muligheder og måles på det – skabe reelle lige muligheder for alle.

Når det er sagt, er hr. Finn Sørensen jo også inde på noget helt centralt, for det er helt rigtigt, at en af de udfordringer, vi godt kan komme til at se i løbet af kort tid, er, hvis regeringen kommer igennem med det der skjulte katalog – for 5,25 mia. kr., som man ikke vil specificere, så vi ikke ved, om det er pensionisterne eller kontanthjælpsmodtagerne eller SU-modtagerne, som skal betale de 5,25 mia. kr. til skattelettelser. Så jeg forstår også godt den del af hr. Finn Sørensens bekymring.

Tak for det. Den næste er hr. Carsten Bach, Liberal Alliance.

Tak for det. Nu har vi jo snakket en hel del om skattelettelser hidtil i debatten, men det er vi tilsyneladende ikke så enige om. Derfor tænker jeg, det måske er bedre at tale om noget, vi er mere enige om, eller vi måske rent faktisk er helt enige om. Der blev snakket meget om kassedamer, men som forsvarsordfører for Liberal Alliance vil jeg hellere snakke om soldater.

Hr. Benny Engelbrecht var ganske kort inde på det i sin ordførertale og nævnte, at det er en fælles opgave at styrke forsvaret. Det er jeg og – er jeg også ret sikker på – mine kollegaer i blå blok er helt enige med hr. Benny Engelbrecht i, og det betyder så formentlig også flere penge til Forsvaret. Men er hr. Benny Engelbrecht som finansordfører for Socialdemokratiet ikke også enig med undertegnede i, at vi så skal sikre, at de flere penge bliver brugt rigtigt, og at de penge, vi bruger på forsvaret i øjeblikket, bliver brugt rigtigt. I den forbindelse kunne jeg også godt tænke mig at høre om Socialdemokratiets holdning til den lille halve milliard kroner, man i øjeblikket bruger på at uddanne værnepligtige i Forsvaret, og de ca. 3.500 unge mennesker, som man sender hjem – svarende til ca. 85 pct. – uden at de reelt set har løst en forsvarsmæssig opgave for Forsvaret.

Ja tak! Værsgo.

Jeg vidste ikke engang, at forsvarsforhandlingerne var indledt. Så havde jeg selvfølgelig taget de store våben med på talerstolen i dag. Det skal vi selvfølgelig tage ved forhandlingsbordet. Jeg håber, at vi også på det punkt kan lave brede aftaler. Jeg mener, det er meget vigtigt, at aftaler om forsvaret er bredt baseret.

Så må jeg minde om, at når jeg fremhæver sikkerhed, ja, så anerkender vi, at der er udfordringer i forsvaret, som skal løses. Vi har jo også fængselsvæsen, og vi har også ikke mindst et politi, som jeg også eksplicit har sagt bør styrkes for at sikre borgernes daglige sikkerhed. Altså, når banderne regerer på nogle gader i større byer i Danmark, er der brug for mere synligt politi ikke kun i de større byer, men også i de mindre byer.

Tak for svaret. Så ville det være naturligt, hvis jeg fortsatte spørgerækken med at spørge hr. Benny Engelbrecht, om Socialdemokratiet stadig væk vil afskaffe værnepligten – det har man tidligere villet. Men det vil jeg faktisk lade være med. I stedet for vil jeg spørge den tidligere skatteminister hr. Benny Engelbrecht om, hvordan det kan være, at den regering, som hr. Benny Engelbrecht selv var en del af, aldrig nogen sinde fik lavet den grønne omlægning af registreringsafgiften, som ellers var en del af regeringsgrundlaget?

Fordi der desværre ikke tegnede sig flertal for det. Nu er det så sådan, at den nuværende regering har foreslået noget, der heller ikke er et flertal for, men fordi man har sagt det åbent, højlydt – ja, det startede jo faktisk før sommeren med, at hr. Joachim B. Olsen gik ud og annoncerede på forsiden af Børsen, at nu kom der ændringer af registreringsafgiften – så er alting jo sat i stå. Dermed har vi en brændende platform. Ikke blot bliver der ikke solgt nye biler, men det er jo altså også sådan, at hvis der sidder en dansk bilejer i dag og tænker: Jeg har altså en bil, som jeg godt kunne tænke mig at komme af med – så er det bare synd, for den brugte bil er der næppe nogen, der vil købe, altså, medmindre man sender den til skrotning. Så derfor er der behov for at gøre noget nu, og det erklærer vi os klar til.

Tak for det. Den næste er hr. Hans Andersen, Venstre.

Tak for det. Tidligere fremgik det af ordførerens tale, at i forhold til Socialdemokratiets finanslovsudspil var finansieringen den samme for alle de gode gaver, som Socialdemokratiet nu vil give, som den, regeringen har lagt frem, altså den samme som den, regeringen lægger til grund for sit finanslovsudspil. Kan jeg så konkludere, at Socialdemokratiet sådan set støtter jobreform I, som er en del af grundlaget for finansieringen, og hvor vi laver et kontanthjælpsloft? Jeg skal bare forstå det. For ellers er det jo lidt for kreativt at stå her og dele milde gaver ud og pege på en finansiering, som man i øvrigt er imod. Så betyder det, at Socialdemokratiet støtter kontanthjælpsloftet og støtter integrationsydelsen, eller hvordan skal jeg forstå det?

Som jeg allerede har redegjort for, er vi jo ikke med i forhold til integrationsydelsen. Vi har nogle bekymringer i forhold til især børnene, og det kan vi jo så vende tilbage til, hvis man ønsker at åbne op for det.

I forhold til kontanthjælpsloftet er vi heller ikke med i det, og som man også har kunnet se af vores ændringsforslag til finanslovsforslagene i de forgangne år, har vi også adresseret det med at afsætte en pulje til en tilbagerulning, og sådan vil det selvfølgelig også være i udgangspunktet her. Det er klart, at vi gerne vil ind til et forhandlingsbord, men vi har selvfølgelig også en reserve til at kunne adressere den del af det. Så ændrer det jo altså helt grundlæggende ikke på, som jeg også har ridset op, at vi har gennemgået vores finansieringselementer, og man skal huske, at vi jo så der også har sagt, at vi gerne vil rulle den lempelse af arveafgiften tilbage, som regeringen har foreslået.

Værsgo til hr. Hans Andersen.

Tak for det. Det var et meget langt svar eller forsøg på svar på et konkret spørgsmål. Jeg må så konkludere, at Socialdemokratiet ikke vil rulle kontanthjælpsloftet tilbage. Socialdemokratiet vil gerne diskutere integrationsydelsen – der er noget med nogle gummistøvler, nogle vinterstøvler og nogle termodragter, som man ønsker at bevilge – men ellers står man ved integrationsydelsen. Er det den måde, jeg skal forstå det svar på? Man vil altså ikke rulle kontanthjælpsloftet tilbage, og man vil sådan set gerne tale om integrationsydelsen? Der er lige nogle få elementer, men ellers står man ved integrationsydelsen? For ellers hænger det jo ikke sammen; ellers hænger finansieringen overhovedet ikke sammen i det udspil, som Socialdemokratiet er kommet med.

Tak. Værsgo.

Jo, det gør det, og det var også derfor, det var vigtigt for mig lige at understrege den del med arveafgiften, som hr. Hans Andersen dér belejligt undgik at nævne i forhold til det. Men det er jo i virkeligheden ret enkelt. Hvis vi skal ind til et forhandlingsbord nu, kan vi jo godt læse mandaterne i Folketinget og se, at der er 90 mandater for regeringens politik, og at tro, at man kan få ændret på den del af det, er nok ikke realistisk. Men hvad vi kommer til at gøre efter et folketingsvalg, kommer vi også til at fremlægge dér. Det er klart, og den tid skal nok komme, og hvis hr. Hans Andersen ønsker at fremskynde den, så gerne for mig. Så kan vi tage et hurtigt folketingsvalg, men mon ikke det tager lidt tid endnu, før vi når derhen?

Tak for det. Faktisk er tiden gået, men da stort set alle har overskredet taletiden, fordi det i dag er meget svært at finde ud af, hvornår man skal stoppe – til daglig er det jo så nemt, der overholder alle taletiden, men det gør man ikke i dag – så giver jeg lige ordet til hr. Morten Østergaard, Radikale Venstre, som den sidste. Værsgo.

Tak for det. Jeg vil bare følge op på det spørgsmål, hr. Martin Lidegaard stillede, hvor jeg synes, svaret var lidt svært at forstå. Altså, hvis jeg har forstået hr. Benny Engelbrecht i dag og det, som Socialdemokratiet har beskrevet, korrekt, så er det jo, at man mener, der er et råderum, og at det råderum skal bruges i den offentlige sektor. Og det, der så bliver spurgt om, er, om man er imod de planlagte besparelser på uddannelsesområdet, som er en del af regeringens finanslovsforslag, altså 2 pct.s besparelser på alle ungdomsuddannelser, alle de videregående uddannelser.

Dertil er svaret så, at Socialdemokratiet har valgt at prioritere, så man kun er imod besparelserne på erhvervsuddannelserne. Og så siger jeg bare, at jeg ikke forstår det: Hvis man mener, der er råderum til mere, hvorfor har man så i forhandlingerne med sig selv valgt at prioritere sådan, at man går ind for besparelser på størstedelen af uddannelsessektoren og kun undtager et område?

Først og fremmest fordi vi er i stand til at læse den politiske virkelighed, hr. Morten Østergaard. Altså, jeg kan jo godt høre, hvad det er, der allerede er flertal for i Folketinget, og hvordan man kan påvirke det. Når eksempelvis Dansk Folkeparti har indikeret, at de faglige uddannelser er noget, de også går op i, så håber vi selvfølgelig at kunne, om jeg så må sige, sparke en åben dør ind. For vi er imod besparelserne, især dem på de faglærte uddannelser.

Det er vel ret enkelt, at når man skal forhandle med en regering, som har et flertal, et parlamentarisk grundlag, på plads, så bliver man selvfølgelig også nødt til at læse den politiske virkelighed, der er. Og selv om vi var kommet med den prioritering at tage det hele med – det kunne hr. Morten Østergaard sikkert godt finde på i sit udspil – så tror jeg altså ikke, det var muligt at få det igennem.

Værsgo, hr. Morten Østergaard.

Jamen det plejer vel at være sådan, at det finanslovsudspil, man lægger frem, er det, man ville gennemføre, hvis man fik magt, som man har agt. Og derfor kan det jo ikke læses anderledes, end at hvis Socialdemokratiet selv kunne bestemme, hvordan finansloven skulle se ud, så skulle der skæres ned i alle dele af uddannelsessystemet. Ethvert hf-center, ethvert gymnasium, ethvert erhvervsakademi, enhver professionshøjskole og ethvert universitet skulle der skæres ned på, på trods af at man siger, at der er et råderum til øget velfærd.

Derfor må jeg jo bare sidde tilbage med det indtryk, at Socialdemokratiet er imod besparelser på erhvervsuddannelserne hele året og på uddannelsesbesparelser det meste af året, bare ikke når der skal forhandles finanslov. Og det er jo lidt afgørende, hvornår på året det er, man er imod det, for det er i finanslovsforhandlingerne, det afklares. Derfor synes jeg, det er beklageligt, at på trods af at der henvises til et råderum, mener man, det er nødvendigt at spare på størstedelen af uddannelsessystemet.

Jeg ved, det kan være svært, også for Radikale, at læse det, Socialdemokratiet lægger frem. Det, vi har lagt frem, er vores prioriteringer i forbindelse med finanslovsforhandlingerne: Hvad er det, vi realistisk gerne vil påvirke? Derudover er det også klart, at vi har indikeret, hvad der skal ske frem til 2025 i det tilfælde, at vi efter næste valg overtager regeringsmagten, og det er jo helt grundlæggende to forskellige situationer.

Derfor siger vi også: Hvis vi bliver inviteret ind til forhandlingsbordet denne gang – det er vi jo ikke blevet de sidste par år – så er vores hovedprioritering at fjerne den besparelse, der er lagt på de faglige uddannelser. Det tror jeg er så klart og tydeligt, at man også i den radikale folketingsgruppe forstår, at det er en prioritering.

Tak for det. Så foretager vi lige en kort udskiftning af formanden på grund af et nødvendigt ærinde.

Den næste ordfører er hr. René Christensen fra Dansk Folkeparti.

Tak for det. Så står vi så her og skal debattere finanslovsudspillet fra regeringen. Hvorfor jeg egentlig starter med at sige det, er, fordi det er det, det er. Vi har jo ventet lidt på det, også lidt længere tid, end vi plejer, og det kom så i en form for tretrinsraket. »Sådan forlænger vi opsvinget«, »Sammen om fremtidens virksomheder« og »Et trygt og sammenhængende Danmark«. Det er gode overskrifter. Det er ligesom juleaften, når man får sådan nogle flotte pakker, hvor papiret knitrer. Vi kan huske det alle sammen, fra vi var børn, og man blev rigtig glad, og så pakkede man op, men nogle gange var det bløde pakker, og så blev man lidt skuffet alligevel. Men nu har vi fået det, og vi anerkender selvfølgelig, at regeringen altid har den mulighed som regering at komme med sit oplæg til finansloven.

Det er sådan, at Dansk Folkeparti går til de her forhandlinger med nogle klumper, som vi gerne vil have diskuteret. En af de helt store klumper, som vi har med, er selvfølgelig kravet på 2 pct., som der har ligget på sundhedsområdet, lige siden regionerne blev født, og der vil jeg gerne sige, at Dansk Folkeparti ikke altid har været modstander af kravet på 2 pct., og det tror jeg sådan set heller ikke det samlede Folketing har været. Man skal faktisk være glad for, at regionerne har gjort det rigtig godt. Kravet på 2 pct. har haft en fantastisk god virkning, i forhold til hvad man producerer i sundhedsvæsenet. Udfordringen er bare, at værktøjet ikke duer mere, det skulle faktisk have været udskiftet for år tilbage, men det er desværre ikke sket. Det er sådan i forbindelse med sundhedsvæsenet, at det er en aftale, der bliver lavet mellem den til enhver tid siddende regering og regionerne. Det vil sige, at regeringen har et mandat til at lave aftalen, og regionerne har selvfølgelig også et mandat fra regionerne til at gå ind at lave aftalen. Der har vi som Dansk Folkeparti og resten af partierne i Folketinget sådan set ikke noget mandat med, men det har vi netop, når man laver finanslov, og derfor har vi taget det mandat med til finansloven, at vi ønsker, at kravet på 2 pct. skal væk og også gerne i 2018.

Kan det lade sig gøre i 2018? Det mener vi faktisk godt det kan. Hvorfor kan det så det? Regionerne har meldt ud, at de godt kan leve med, at deres budgetter bliver meldt ud senere. Det vil sige, at hvis vi fremrykker processen lidt i forhold til den arbejdsgruppe, der er nedsat, og som kigger på, hvad de nye redskaber, vi skal bruge i forhold til regionerne, skal være, så kan den blive færdig, så budgetterne kan blive meldt ud på et senere tidspunkt. Hvorfor er det vigtigt for Dansk Folkeparti at få en ny ordning meldt ud? Man skal huske i forbindelse med den her konkurrence, der er herinde på Christiansborg, med at melde ud, at der hurtigt går overbudspolitik i den. Hvis den ene siger, vi skal have 1.000 betjente, så siger den anden, vi skal have 1.200 betjente. Hvis der skal være 1.000 af noget, siger de andre, at der skal være nogle flere, så der går overbudspolitik i den. Først blev der sagt 2019, så bliver der sagt 2018, men nu har regionerne sådan set spillet positivt med.

Man skal bare huske, at regionerne er en kæmpestor organisation. Der er rigtig mange ansatte, og skal de nu gå rundt et helt år og vente på, at der nok nu kommer noget andet? Jeg vil bare sige til jer, at det godt kan være, at det virker logisk inde på Christiansborg at sige, at nu laver vi bare sådan et mellemår, hvor man lige finder ud af at finansiere det, og så skal I vide, at så kommer der noget andet. Der vil vi selvfølgelig bruge vores mandat på at sige, at der skal komme noget andet, og vi vil se, om ikke vi kan levere en samlet pakke. Det vil vi prøve, men ingen tvivl om, at kravet på 2 pct. skal væk, men vi skal altså huske på, at for de rigtige mennesker, der går derude, er det også deres arbejdsplads, og selvfølgelig skal de også kende rammerne for, hvad det er, vi måler dem op på, hvad det er for en ny styreform, der skal være ude i regionerne. Men 2018 mener vi er helt realistisk i forhold til at få fjernet kravet på 2 pct.

En anden ting, som har fyldt rigtig meget, har været bilafgifterne. Det har fyldt rigtig meget også de seneste uger, og jeg vil gerne fra Dansk Folkepartis side sige, at vi virkelig håber, at der kommer en aftale inden for kort tid. Der er ingen tvivl om, at hele markedet derude, både forhandlerne, men så sandelig også køberne, altså dem, der skal ud at købe en bil, står i et vakuum nu og tør ikke gå ind at foretage den aktive handling, det også er at sælge eller købe en bil. Så skal vi huske på, at det at købe en bil for de fleste mennesker er den næststørste investering efter køb af fast ejendom, så vi kan simpelt hen ikke være bekendt, hvis det her skal trække meget, meget langt ud.

En anden ting, som har fyldt meget i debatten her, efter vi fik de her tre oplæg, er skatten. Ingen tvivl om, at regeringen vil meget på skatten, og man kan jo kun sige, at det er fair nok, at regeringen har et ønske om at lette skatten med op til 23 mia. kr. Der må jeg bare helt klart sige, at det er der ikke i vores model. Hvorfor er der ikke det? Jeg vil gerne sige, at Dansk Folkeparti ikke er et parti, der ønsker, at danskerne skal betale så meget i skat som muligt - bestemt ikke! Men vi er selvfølgelig et parti, vi er politikere, og vi prioriterer, hvordan de penge, der er til rådighed, kan bruges. Og der må vi bare sige, at på velfærdsområderne har vi nogle udfordringer, som vi skal have løst først. Og hvad er det? Det er bl.a. på sundhedsområdet, som jeg har været inde på, bl.a. med kravet på 2 pct., og det er bl.a. på ældreområdet.

Hvad er det egentlig med det ældreområde, hvad er det, der er behov for derude? Mange snakker om det her billede af, at de ældre sidder derude med våd ble og andet. Hold nu op med at tale medarbejderne ned derude, for det er ikke et billede, der er rigtigt, det er ikke sådan, at de medarbejdere, der er ansat ude i kommunerne, SOSU-assistenterne og de andre, der er derude, er fuldstændig ligeglade med de ældre. De leverer faktisk et rigtig godt resultat derude, og langt hovedparten af de ældre er faktisk tilfredse med den service, de får. Men der er selvfølgelig alligevel et behov for et løft – og hvorfor er der det? Det er, fordi der bliver flere ældre. Det er ligesom alle andre steder: Når der er flere kunder, der efterspørger et produkt, og her er det flere ældre, der efterspørger et produkt, og så er man selvfølgelig nødt til at udvide kapaciteten også i forhold til de ansatte. Jeg vil bare gerne sige, at vi i Dansk Folkeparti altså ikke taler ned til dem, der er ansat ude i sektoren, og siger, at de laver et ganske forfærdeligt, dårligt stykke arbejde. De har behov for at styrke den faglighed, der er derude, de har behov for at styrke, at de får flere kolleger, fordi der er flere ældre, som de skal passe derude.

Det er ikke kun flere varme hænder, der er brug for, for en anden ting, som der også er behov for på ældreområdet, er ældreboliger. Når vi bliver flere ældre, også ældre, som har et plejebehov, ældre, som ikke kan være i egen bolig mere, bliver der også et pres på, at man skal bygge flere ældreboliger, og det er selvfølgelig, fordi de ældre også skal have en passende bolig i forhold til de udfordringer, de nu har i livet, og derfor er det en bindende opgave at finde flere midler til det område. Det kan ikke være anderledes.

Hvordan vil vi så finansiere det? I regeringens forslag vil jeg bare tage to små eksempler. Der er selvfølgelig mange, der vil sige, at det bare er pillet ud af en kontekst, men når nu det alligevel er valgt at bruge så mange penge på bl.a. skattelettelser, kan man, når man bladrer finanslovens mange sider igennem, se også de små tal, som der ikke er så mange, der lægger mærke til. Hvis man tager sådan en lille ting som Forbrugerrådet. Her skærer man grundbevillingen med 5 mio. kr., og så skriver man saftsuseme også - hvis jeg må bruge det udtryk – at man fremadrettet ikke må bruge pengene, grundbeløbet, til at deltage i den offentlige debat. Hvad i alverden skal et forbrugerråd så lave, hvis ikke det skal deltage i den offentlige debat? Jeg vil bare gøre opmærksom på, hvorfor vi måske ikke har så mange ulykker i daginstitutionerne i Danmark, for det er måske også, fordi Forbrugerrådet kigger på en flyverdragt og ser på, hvad det er for nogle snore, der er i, for at forhindre, at man ikke bliver kvalt på en gynge, hvis man pludselig ikke er under opsyn af en voksen. Alle de her ting, som man har lavet, hvor man har sørget for, at vi har nogle produkter i Danmark, der er af høj kvalitet, er rigtig gode, og jeg vil bare sige, at de 5 mio. kr. er jo ikke dem, der redder en finanslov. Men det er sådan noget, der skinner i øjnene, når man kigger. 7 mio. kr. til døvefilm. Hvad er nu det for noget? Det er faktisk ikke ret mange år siden, jeg kan ikke huske, hvor mange, men det er få år siden, for jeg var selv med til det, vi faktisk anerkendte, at tegnsprog er et modersmål, men nu skriver man så i en finanslov, at det tilbud, vi har, altså den service, der er over for døve, bl.a. på tv og andet, vil man nu indskrænke. Selvfølgelig vil man ikke indskrænke det her omkring public service og viden, altså tv-avis og alt det andet, men hvorfor i alverden skal man ikke have underholdning, fordi man er døv? Selvfølgelig skal man da det! Det er heller ikke de 7 mio. kr., der gør det. Det er bare for at sige, at en finanslov jo er meget sådan noget 23 mia. kr. herovre, 10 mia. kr. derovre, men det er altså også 5 mio. kr. og 7 mio. kr., og det skal man lige være opmærksom på, når man taler om finanslov.

Den måde, som vi vil finde noget finansiering på, er bl.a. også med optjeningsprincipper. Og hvad er nu det? Optjeningsprincipper har vi talt om i mange år, og for få år siden fik vi at vide, at det slet ikke kunne lade sig gøre, og EU kom efter os, og menneskerettigheder, og vi fik at vide, at optjeningsprincipper ikke kan lade sig gøre. Vi har nu fået det på børnecheck, vi har fået det på kontanthjælp, vi har fået det på førtidspension, og det vil vi gerne udbygge. Hvorfor vil vi så det? Det vil vi, fordi vi gerne vil værne om vores velfærdsydelser, for vi er faktisk stolte af det velfærdssamfund, som vi har, og vi er faktisk stolte af, at hvis man i en periode står uden arbejde, hvis man i en periode har det rigtig svært i livet, kan man faktisk få nogle ydelser, så man kan opretholde en fornuftig levestandard. Udfordringen er så bare, at det, der står i vores sociallovgivning, i § 2, nemlig at alle med lovligt ophold i Danmark kan søge efter denne lov. Det er der flere og flere, der finder ud af man kan, også folk, som opholder sig her i kortere eller længere periode. Derfor ønsker vi selvfølgelig, at der kommer optjeningsprincipper, ellers vil en til enhver tid siddende regering, ligegyldig om den er rød eller blå, eller hvad farve den har, om få år have en diskussion om, hvordan det her finansieres, om ydelserne skal skæres, om SU'en skal være mindre, om vi skal lade være med at have den her ydelse. Der siger vi, at vi vil have de samme ydelser, for det velfærdssamfund, som vi har i dag, skal vi også have i morgen, og derfor er det, som vi siger om optjeningsprincipper, en værnsregel for at opretholde det velfærdssamfund, som vi kender i dag.

Så vil jeg også gerne sige meget åbent, at det helt klart selvfølgelig også er en udlændingestramning. Det gør vi med åbne øjne, meget åbne øjne. Der er ingen tvivl om, at Danmark også er interessant, specielt for flygtninge og indvandrere, bl.a. fordi vi har et velfærdssystem, som fra dag et åbner sig også for den gruppe af borgere, som kommer til Danmark.

En anden ting, som Dansk Folkeparti har med, er selvfølgelig grænsekontrollen. Den vil vi gerne bevare og også gerne udbygge. Jeg kvitterer også for, at regeringen i dag har sagt, at selvfølgelig skal der være en grænsekontrol i Danmark. Det værn, som vi har ved grænsen, virker. Sidste år var det sådan, at der måtte vi kæmpe 220 mio. kr. frem til at finansiere den grænsekontrol, som vi har, og det vil vi selvfølgelig gøre igen, for det er vigtigt.

Så kan jeg se på formanden, at tiden er ved at være gået.

Tak til ordføreren. Hr. Benny Engelbrecht, værsgo.

Tak, formand. Tak til hr. René Christensen for ordførertalen. Jeg noterer mig de ting, som der bliver givet udtryk for omkring 2-procentskravet. Det er noteret. Jeg skal bare for en god ordens skyld være sikker på, at hr. René Christensen og Dansk Folkeparti også har forstået de tilkendegivelser, der er kommet fra andre dele af Folketinget, den klare tilkendegivelse, der er om afskaffelsen, og om det er sådan, at det her bliver et prioriteret spørgsmål i finanslovsforhandlingerne.

Det kan jeg garantere bliver et spørgsmål, der bliver stillet, og det er også højt prioriteret. Det er faktisk en af de højeste prioriteter, vi har. Men det, der også er interessant – nu må man jo ikke sådan stille spørgsmål tilbage herfra – er jo også den her konkurrence med, om det skal være 2018 eller 2019. Når nu regionerne åbner op for, at de faktisk godt kan leve med, at de får deres budgetter senere udmøntet, synes jeg faktisk, at det virkelig er en åben dør, de viser. Så håber jeg også, at der vil være et flertal i Folketinget og faktisk også sammen med regeringen til, at når vi nu er enige om, at vi skal af med det her 2-procentskrav, så skal vi gøre det på den rigtige måde, så vi ikke får sådan et vakuum, hvor hele den her kæmpe organisation skal gå og være afventende over for, hvad det så er for et system, der kommer i stedet for, og så udmønte budgettet lidt senere, hvis det kan lade sig gøre.

Hr. Benny Engelbrecht.

Der er også kommet en række meldinger fra hr. Kristian Thulesen Dahl, Dansk Folkepartis formand. Den seneste melding var i går, mener jeg, i et ugebrev, hvor hr. Kristian Thulesen Dahl slår fast, at det, som ligger fra regeringens side i forhold til registreringsafgiften, er at sammenligne med topskattelettelser. Jeg skal bare forstå, når det bliver sagt på den måde, om det så er sådan, når Dansk Folkeparti i øvrigt siger nej til topskattelettelser, at man så også dermed har sagt klart nej til det udspil, der ligger fra regeringens side på registreringsafgiftsområdet.

Værsgo, ordføreren.

Jeg vil sige, at det også handler meget om prioritering. Jeg vil også gerne sige med det samme, at vi altså ikke har det sådan, at vi mener noget grimt om direktøren. Det er efterhånden blevet sådan noget med, at den, der er direktør, er sådan en ond en. Det mener jeg faktisk ikke, for det er også dem, der skaber nogle arbejdspladser.

Det handler om prioritering, og vi vil bare sige, at den model, som man har lagt frem fra regeringens side, ønsker vi ikke, altså den her flade 100-procentsmodel, fordi den er skæv. Det er faktisk ikke de biler, som der bliver solgt flest af, der får mest gavn af den. Vi vil sådan set mere have en teknisk model. Og hvorfor det? Det er så også, for at være helt ærlig, for at få lukket diskussionen. Vi kan ikke år efter år sætte både købere og branchen i den her situation. Hvis man lavede den på 100, er jeg overbevist om, at så vil der komme nogle næste år og sige: Nu er den på 100; skulle den dog ikke være på 90 nu? Og så har vi altså det her marked. Det fungerer ikke i Danmark. Vi skal lave en ordning, som vi blev enige om, hvor vi får nogle bedre og billigere biler til danskerne.

Tak for det. Hr. Jacob Jensen, Venstre. Værsgo.

Tak, og tak til hr. René Christensen for en som altid god og sober tale, også indholdsmæssigt. Jeg er personligt glad for den bemærkning om regionerne, og at man kerer sig meget om dem, men det skal vi nok vende tilbage til på et senere tidspunkt.

Som hr. René Christensen rigtigt siger, handler finansloven jo om prioritering. Det handler om at prioritere, hvordan man ser fremtiden, hvordan man ser mulighederne. Helt konkret, hvordan ville hr. René Christensen prioritere, hvis han skulle vælge mellem at give en gevinst til dem, som er i arbejde, eller give en øget overførselsindkomst?

Værsgo, hr. René Christensen.

Jeg vil gerne sige, at vi ikke ønsker at skære i overførselsindkomsterne – på ingen måde. Vi siger også, at når vi kigger på skattesystemet, vil vi gerne være med til det, hvis der er plads til det. Vi har selvfølgelig en ting, og det vil jeg gerne sige vi vil have først, nemlig velfærdssamfundet, som vi er meget stolte af, og der har vi nogle udfordringer, og dem kan vi også løse. Vi skal huske, at der faktisk er et råderum. Vi står jo i en situation, hvor folk skal have penge til at gøre noget, og det er jo også derfor, vi diskuterer, hvad det så er, vi skal gøre. Den ting skal vi have løst først. Derefter vil vi gerne være med til at se på, at hårdtarbejdende danskere – også SOSU-assistenten og sygeplejersken, der render stærkt ude på sygehuset – får lidt mere ud af at gå på arbejde.

Værsgo, hr. Jacob Jensen.

Lad mig så spørge konkret, for jeg er glad for den melding. Muligheden er at give netop den hårdtarbejdende dansker på arbejdsmarkedet lidt flere af vedkommendes egne penge igennem en skattelettelse, hvor det er et alternativ at fjerne integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet, ikke noget med at skære, men så øger man de udgifter, der er i forhold til overførselsindkomstområdet. Så hvis hr. René Christensen skal vælge imellem at give midler og lade folk beholde lidt flere af deres egne penge, altså dem, der er på arbejdsmarkedet, eller bruge de samme midler på at øge overførselsindkomsterne ved at fjerne kontanthjælpsloftet, integrationsydelsen, hvad vil Dansk Folkeparti så vælge?

Vi har jo været bannerførere for at få integrationsydelsen, så den kunne vi selvfølgelig ikke finde på at foreslå fjernet igen. Men altså igen, vi er da det parti, som har opfundet ældrechecken, og det er det bestemt også noget, vi har med til de forhandlinger her. Hvis der bliver et yderligere råderum i forhold til den finansiering, vi har med, kan jeg love for, at også folk på overførselsindkomst, herunder pensionister, der eksempelvis modtager ældrecheck, er nogle, der står på vores seddel, og vi vil gerne være med til at hæve ældrechecken. Så det er ikke sådan et, at enten er man i beskæftigelse, eller også er man uden for beskæftigelse. Vi vil også gerne være med til måske på en anden måde at hjælpe folk, der er på kontanthjælp, måske ikke med at hæve kontanthjælpen, men sørge for, at der er nogle gode tilbud til, at man kan komme tættere på arbejdsmarkedet via opkvalificering og andet. Så er det et både-og i forhold til det at være uden for arbejdsmarkedet og være på arbejdsmarkedet.

Tak for det. Hr. Finn Sørensen, værsgo.

Tak. Vi har hørt ordføreren sige, at man vil indføre optjeningsprincipper på SU. Jeg tror ikke, man behøver være verdensmester i regning for at vide, at det ikke er mange penge, der ligger i det. For hovedparten af de udlændinge, der får det, er jo EU- og EØS-borgere, som har anciennitet med fra de lande, de kommer fra. Så det er ikke mange penge.

Så er der langt op til regeringens målsætning om at spare lidt over 5 mia. kr. på overførselsindkomster. Jeg gerne spørge ordføreren, om ordføreren blankt vil afvise regeringens målsætning om at spare lidt over 5 mia. kr. på overførselsindkomster, og om ordføreren vil give en garanti for, at Dansk Folkeparti ikke medvirker til at forringe ydelserne for pensionister, arbejdsløse, syge, mennesker med handicap og studerende.

Værsgo til ordføreren.

Jamen det er jo netop det, der er hele argumentationen for, at vi siger optjeningsprincipper. Det er, fordi vi ikke ønsker at gå ind og skære i den enkelte ydelse. Og det er jo derfor, vi siger, at vi kan se, at nogle af vores ydelser er under pres. Det er bl.a., fordi der kommer mange til Danmark.

Så er jeg faktisk ikke enig med ordføreren i, at vi ikke kan lave et optjeningsprincip, som ikke også gælder for borgere, som kommer fra EU. Selvfølgelig kan vi det. Udfordringen er jo desværre, at det, når man gør det, også rammer danske statsborgere, som eksempelvis rejser ud af Danmark i mere end 12 måneder. Nogle gange er det jo også sådan, at man må betale en pris. Men vi ønsker ikke at skære i SU'en. Vi er stolte af, at vi har et SU-system, som gør, at alle har mulighed for at tage en uddannelse i Danmark, ligegyldig hvilken familiær baggrund man kommer fra. Hvis man har evnerne, har man også muligheden for at udnytte det.

Hr. Finn Sørensen.

Tak. Jeg hører altså ikke ordføreren svare på nogle rimelig klare spørgsmål. Vil ordføreren blankt afvise regeringens forslag om, at der skal spares lidt over 5 mia. kr. på overførselsindkomster, som rammer alle de grupper, jeg nævnte? Vil ordføreren give en garanti for, at man ikke medvirker til at forringe ydelserne for de grupper, jeg nævnte? Det er da et meget klart spørgsmål, som man kan svare ja eller nej til.

Hvis man nu laver et provenu ved at lave et optjeningsprincip, hvor kommer de penge så fra? Kommer de fra overførselsindkomsterne? Ja, det gør de. Så det vil jeg da bestemt ikke garantere. Jeg vil da ikke garantere, at vi, når vi selv kommer med et forslag, så ikke vil bruge pengene, som kommer ud af det forslag. Men jeg kan da garantere, at vi ikke kommer til at skære i ydelserne til folkepensionister. Vi kommer ikke til at skære i den enkelte ydelse i forhold til SU. Det kan jeg garantere. Men jeg kan også garantere, at vi vil arbejde for, at det bliver en begrænset gruppe, som har adgang til de ydelser. Det er det, der ligger i optjeningsprincipper. Og det er faktisk for at værne om selve ydelsen. Vi er egentlig stolte af, at vi har et system, der gør, at alle har lige adgang til uddannelse. Men vi har sådan set også et socialt system, som gør, at man har mulighed for at få dækket de udgifter, man kan have, hvis man har en kortere eller længere periode, hvor man har det svært i livet.

Tak for det. Vil hr. Joachim B. Olsen have ordet? Nej, vi går videre. Så er det fru Josephine Fock, Alternativet. Værsgo.

Tak for det. Tak til ordføreren for ordførertalen. Jeg noterede mig i forhold til registreringsafgiften, at der ønsker Dansk Folkeparti en aftale, men ikke den aftale, som regeringen har lagt frem. Det synes jeg er rigtig positivt; det bakker jeg op om. Jeg noterede mig så, at ordføreren sagde: Bedre og billigere biler til danskerne. Men han nævnte i virkeligheden ikke det, som jeg i hvert fald har set i pressen at Dansk Folkeparti også har været ude med, nemlig at det også skulle have et grønnere sigte. Så kunne ordføreren uddybe, præcis hvad det er, Dansk Folkeparti tænker i forhold til registreringsafgiften?

Ja, jeg kan bekræfte, at det er det, vi går efter. Vi vil gerne have mere sikre og bedre biler og mere miljørigtige biler. Og en måde at gøre det på er, at vi kommer væk fra, at vi beskatter prisen på produktet i stedet for at beskatte produktet, som vi jo gør i dag. Altså, i dag har man jo ikke rigtig nogen sådan, hvad skal man sige, tilgang til, hvad det er for nogle biler, der kører. Vi tør faktisk godt tage det politiske ansvar og sige, at vi gerne vil være med til, ikke at bestemme, hvad for nogle biler danskerne skal købe, men i hvert fald lave nogle incitamenter – det har vi mulighed for – der gør det. Og vi vil gerne have mere sikre biler, og vi vil gerne have grønnere biler. Og jeg tror sådan set, at alle, der har gået en tur på H. C. Andersens Boulevard før, har set, at der stod en kasse – nu er den godt nok blevet flyttet, og det er måske belejligt – der målte, hvor høj forureningen var her. Der var mange biler, og den var meget høj. Vi vil jo sådan set gerne have, at man om 8 eller 10 år, hvis man laver målingen der, ser, at forureningen er væsentlig lavere – og man har ikke begrænset bilisternes mulighed for at køre. Det kan man bl.a. gøre ved at omlægge afgiften.

Fru Josephine Fock.

Det synes jeg selvfølgelig er rigtig positivt, og Alternativet vil rigtig gerne deltage også i de forhandlinger. Nu er det jo så ikke Dansk Folkeparti, der indkalder til dem – det er jeg helt opmærksom på.

Noget af det, som Alternativet også er meget fokuseret på – og det spiller ind i den her debat – er hele debatten om elbiler. Forestiller Dansk Folkeparti sig at behandle elbilerne ens i forhold til de øvrige biler, eller hvordan tænker ordføreren elbilerne ind i det her?

Der skal man jo i hvert fald huske, at det er rigtigt nok, at elbiler ikke bruger benzin, men så bruger de en anden form for energi. Og derfor kan man sige, at hvis man omregner det, i forhold til hvad det egentlig er for en faktor, man bruger, altså hvor mange kilowatt en elbil bruger, kan man faktisk godt lave nogle fordelingsnøgler, hvor det sådan set godt kan sættes ind i, hvad skal man sige, samme model. Altså, i forhold til benzinbiler og dieselbiler kan man snakke om kilometer på literen, og i forhold til elbiler kan man sagtens tale om, hvor mange kilowatt man bruger på at køre.

Så skal man huske, at der også er nogle udfordringer i forhold til elbiler, men det ved ordføreren jo alt om – altså i forhold til hvad der sker, når elbilerne bliver gamle, og hvordan vi håndterer de gamle batterier osv. osv. Der er selvfølgelig en udfordring, i forhold til at man har to forskellige slags drivmidler, i relation til miljøet. Men det mener vi godt man kan håndtere.

Tak for det. Så er det hr. Martin Lidegaard, Radikale Venstre.

Jeg vil egentlig gerne fortsætte der, hvor fru Josephine Fock slap, og tale lidt mere ind til det politiske. For sagen er jo den, at der er et massivt flertal i Folketinget, der faktisk på det her område gerne vil gå Dansk Folkepartis vej: Hele oppositionen, De Konservative – kan man også forstå – og Dansk Folkeparti ønsker en omlægning af registreringsafgiften i en grøn retning. I virkeligheden er det ikke kun en omlægning af registreringsafgiften, men af bilafgifterne, for en mulighed er også at gøre registreringsafgiften lavere og så sætte den grønne ejerafgift op, og det er også det, jeg forstår Dansk Folkeparti måske overvejer. Men det må ordføreren da gerne bekræfte.

Men mit politiske spørgsmål er egentlig: Kan vi ligesom få en garanti for i dag, at Dansk Folkeparti ikke af hensyn til Liberal Alliance, som er det eneste parti, der virkelig ønsker det her, risikerer at pantsætte hele det danske bilafgiftssystem, sådan at vi får massive nedsættelser af registreringsafgiften, men uden den grønne omlægning, som et bredt flertal af Folketinget faktisk ønsker, og som Dansk Folkeparti vil?

Det synes jeg ville være rart, og det vil give lidt ro i maven, for vi undrer os over, at regeringen ligefrem har sagt, at de ikke vil have andre end Dansk Folkeparti med, og derfor er det kun Dansk Folkeparti, der ligesom kan udstede den garanti: at det her ikke bliver en snævert vedtaget, bevidstløs nedsættelse af registreringsafgiften.

Vi har i hvert fald meldt klart ud – og det tror jeg heller ikke kommer bag på regeringen – så det er ikke noget, jeg breaker her fra talerstolen, at den model, som regeringen har fremlagt, synes vi ikke er god nok. Hvorfor er den så ikke det? Det er den ikke, fordi det stadig er en model, som, selv om det er på et lavt niveau, er baseret på prisfastsættelsen af produktet. Det vil sige, at den her leasingudfordring, som vi har, gør, at vi faktisk mister noget, der ligner tæt på 1 mia. kr. om året, og det er ikke, fordi folk gør en godt handel, nej, det er, fordi fællesskabet går glip af de penge.

Produktet beskattes ikke korrekt, for man får flåderabat og andet, hvis man køber mange biler, hvilket man jo kan gøre, hvis man leaser mange biler ud. Så får man en meget, meget stor rabat, vil det altså sige, at registreringsafgiften også bliver det mindre. Selvfølgelig er det sådan, at hvis det hele kommer ned på 100 pct., bliver hullet jo mindre, og så er det måske ikke 1 mia. kr., men 800 mio. kr., men ved at omlægge til tekniske parametre, herunder miljø, sikkerhed og andet, bliver det hul også lukket.

Det vil faktisk sige, at de penge, vi mister – omkring 1 mia. kr. – vil vi sådan set gerne beholde i systemet, for dermed får vi mulighed for at få nogle bedre biler, både hvad angår miljø og sikkerhed, med samtidig kan vi faktisk også godt få nogle billigere biler, og det er sådan set det, regeringen gerne vil. Det er jo ikke sådan, at der er et modsætningsforhold, hvad angår resultatet.

Tak. Hr. Martin Lidegaard.

Så må jeg spørge lidt mere præcist, for jeg er helt enig, og jeg må sige, at det også er derfor, det giver mening at sætte registreringsafgiften ned og de grønne ejerafgifter op. Man afgrænser hullet ind til leasingproblematikken, og jeg kan se, at ordføreren er helt enig. Og netop fordi vi er så enige, og fordi alle partier, bortset fra Liberal Alliance, faktisk er enige om at gå den vej – jeg ved ikke helt, hvor Venstre er, de har haft lidt flakkende meninger på det område – spørger jeg bare: Kunne vi så ikke få den garanti fra Dansk Folkeparti i dag, at vi ikke ender i en situation, der ender med, at vi nedsætter registreringsafgiften i retning af det, regeringen foreslår, med det snævrest mulige flertal, så vi ikke får den sikkerhed for bilejerne, som Dansk Folkeparti også ønsker? Det er jo desværre kun Dansk Folkeparti, der kan give os den garanti, og jeg håber, at hr. René Christensen vil give den nu.

Den her sag er sådan lidt mere kompliceret end normalt, for når vi laver politik, diskuterer vi normalt længe, længe, længe. Det kan vi altså ikke gøre her, for her skal vi træffe en forholdsvis hurtig beslutning. Jeg vil også gerne sige her fra talerstolen i dag, at hvis vi ikke kan finde frem til en løsning, er alternativet, at man ingenting gøre. Altså, så beholder vi bare det system, vi kender i dag, og så må vi jo kigge på, hvordan vi får lukket leasinghullet. Det er jo også en udgang på det, hvis vi ikke kan blive enige. Så der er sådan flere scenarier, i forhold til hvordan det her kan ende.

Men vi siger i hvert fald, at det bare ikke er noget, vi kan blive ved med at diskutere måned efter måned. Det kan vi simpelt hen ikke være bekendt. Så enten finder partierne her frem til en løsning, som både Dansk Folkeparti og regeringen kan sig selv i, eller også gør man ingenting, og så må alternativet være, at man lukker det leasinghul på en anden måde.

Tak for det. Så er det fru Lisbeth Bech Poulsen, Socialistisk Folkeparti. Værsgo.

Tak. Jeg vil gerne fortsætte lidt i samme dur. For det er jo selvfølgelig et område, der har rigtig stor betydning, både for vores forurening, vores CO 2 -udslip, for borgernes privatøkonomi og for vores samfundsøkonomi. Så ordføreren har jo fuldstændig ret i, at der skal findes en beslutning rimelig hurtigt. Jeg er også glad for, at ordføreren siger, at vi bliver nødt til at tage hensyn til den forurening, til den miljøpåvirkning, til den klimabelastning, som vores persontransport udleder. Vil ordføreren i sådan en forhandling også lægge vægt på, at vi bliver nødt til at se på det samlede udslip, altså ikke kun kigge på, hvad den enkelte bil efter et nyt afgiftssystem vil udlede, men også – og det kan man jo komme med nogle kvalificerede skøn på – hvad det samlede udslip vil være? For vi kunne jo også godt få en omlægning, hvor vi, fordi priserne bliver så lave, ser, at de her markante stigninger i bilsalget, som vi har set det seneste års tid, fortsætter, og og at den samlede udledning, den samlede miljø- og klimapåvirkning, dermed bliver større. Det var det ene spørgsmål.

Det andet er, at Dansk Folkepartis formand jo har været ude at sige, at det, som regeringen har lagt op til, lidt er at sammenligne med topskattelettelser, bare inden for bilafgifterne. Betyder det, at der i den model, som Dansk Folkeparti vil gå med til, skal være et værdielement, altså at man skal kunne se på, om det er dem, der har råd til at købe de dyreste biler, der i en fremtidig model også vil få de største lettelser? Altså, vil man også blive ved med at se en fordelingsprofil i det, som Dansk Folkeparti ønsker sig?

Det er jo to sådan forholdsvis store spørgsmål. I forhold til den samlede klimadebat vil jeg sige, at vi også er på linje med det her med reparationsgrænsen, og hvorfor er vi så det? Man skal jo huske, at miljøministeren – nu er han her ikke mere, han var her før – er rejsende rundt i, at nu skal vi have en cirkulær økonomi; vi skal lade være med at bruge for mange karklude og alle de her ting. Samtidig med det har vi sådan set et system, hvor man måske har en bil, der er 2-3 år gammel, man har købt den til ca. 130.000-140.000 kr., man laver en lillebitte bule i den, den kan faktisk stadig væk køre, og så smider man den ud. Det er helt vildt, hvad der har været af miljøpåvirkning ved at producere bilen, man har ikke kørt ret meget i den, og så smider man den ud. Derfor har vi også det element med inde at sige, at selvfølgelig er der nogle af de her forholdsvis nye biler, som ikke skal kasseres. De skal selvfølgelig ud at køre igen, og det vil være til glæde for miljøet, men det vil så sandelig også være til glæde for brugerne af de her biler. Så det er i hvert fald også noget af det, der fylder noget for os.

I forhold til det andet har jeg så et spørgsmål: Vil man stadig væk have sådan en meget, meget stor misundelsesafgift i forhold til bilafgifterne? Der vil jeg gerne sige, at vi har stort fokus på, at man får bedre biler. Der skal man altså bare være opmærksom på, hvis miljøet virkelig betyder noget for en, at det ikke er de billigste biler, der er de bedste. Det er faktisk de ringeste. Det er faktisk mellemklassebilerne og de lidt dyrere biler, der er de bedste. For det er der, hvor der er råd til at bruge den nyeste teknik. Så det vil være biler med den model. En mellemstor mellemklassebil, altså en stor familiebil, ville man kalde den, vil selvfølgelig også falde inden for det. Men det er også det bedste for miljøet. Det er også der, man får mest sikkerhed.

Værsgo, fru Lisbeth Bech Poulsen.

Tak. Jeg synes ikke, at det stod helt klart for mig, hvor DF vil hen i forhold til det første spørgsmål, altså hvad for en målsætning der skal være på klimaområdet. For klimaet er jo ligeglad med, hvor forureningen, hvor CO 2 en kommer fra, men det er mængderne af det, der har betydning, og derfor kunne man jo også vælge at sige, at vi skal have et system, hvor vi også holder øje med, hvor meget den samlede miljø- og klimapåvirkning af det system, vi har nu, er. Derudover betyder mængden af biler på de danske veje jo også noget i forhold til trængsel, forurening og hvordan det er at leve i byerne osv. Så jeg vil bare igen spørge, om ordføreren kan blive lidt mere klar sådan i forhold til det overordnede billede, og hvor man vil hen.

Tak. Ordføreren.

Det kan jeg svare helt klart på. Det indgår bestemt ikke i vores beregninger, at man skal ud at købe CO 2 -kvoter eller andet for at købe en bil. Det ville være et meget bureaukratisk system at lægge ned over for bilejerne. Så det ønsker vi ikke. Men det, vi ønsker, er, at bilejerne får nogle mere miljørigtige biler, og så ønsker vi selvfølgelig også, når man kigger på klimaet og miljøbelastningen, at en bil, der er blevet produceret, ikke meget hurtigt kommer ud af systemet igen. For så skal man jo – hvad skal man sige – bruge den kapital. Altså, den miljøkapital, der er blevet puttet ind i en bil, skal man selvfølgelig udnytte maksimalt, sådan at vi ikke bare skrotter en bil og køber en ny bil igen, selv om det er få skader, der er blevet lavet.

Tak. Så er det hr. Bjarne Laustsen. Værsgo.

Tak, formand. Jeg er jo som socialdemokrat meget optaget af, hvordan og hvorledes vi finansierer den offentlige velfærd, og det kunne jeg også høre på ordføreren at han gik meget op i på Dansk Folkepartis vegne, og derfor tror jeg jo heller ikke, at Dansk Folkeparti har sådan en særlig pengekasse med nogle særlige penge, der kan bruges til bestemte formål. Så hvis man giver lettelser, som regeringen har lagt op til, og som Dansk Folkeparti støtter, hvordan ser det så ud med den offentlige vækst? Der har Dansk Folkeparti jo tidligere været inde på, at den skulle være på 0,8 pct. i forhold til de udfordringer, som også Socialdemokratiets ordfører hr. Benny Engelbrecht var inde på, altså at der kommer flere ældre, og at der også er brug for, at der bliver taget hånd om kræftbehandlingen og mange andre ting. Så der er nok at bruge pengene til. Derfor vil jeg gerne høre, hvad der er Dansk Folkepartis bud på en procentsats for at kunne sikre den offentlige velfærd. Tak.

Værsgo, ordføreren.

Der er behov for en lille, moderat offentlig vækst, og vores mål er 0,8 pct. Men det, der også er vigtigt for os – det vil jeg gerne sige – er, hvad pengene bliver brugt til. For det er nemlig en prioritering, det er rigtigt. Da Bjarne Laustsens parti var i regering, det skal vi bare huske, havde vi en offentlig vækst, der lå på langt over 1 pct., men det var ikke, fordi der kom flere SOSU-assistenter, og det var ikke, fordi der kom flere sygeplejersker. Men det var, fordi vi fik 25.000 flygtninge/indvandrere ind, og det kostede utrolig mange penge, og det gjorde så, at vi havde en meget høj offentlig vækst. Så for Dansk Folkeparti er det ikke vigtigt bare at bruge pengene, for os er det vigtigt, hvad de bliver brugt på.

Men til spørgsmålet: Jo, vi har så sandelig et mål om, at der skal være en lille, moderat vækst i det offentlige forbrug, men på de rigtige steder.

Det glæder mig at høre. Men vi har jo før set, når man sidder i en forhandling i en sen nattetime, at Dansk Folkeparti så siger ja til noget, de tidligere har sagt nej til, og det er jeg jo rigtig ked af. For der er netop det der med, at der ligger så mange forslag til ufinansierede skattelettelser osv., som der er lagt op til at de dårligst stillede skal betale, og her sidder vi jo altså med rigtig mange kernevælgere, både hos Socialdemokratiet og hos Dansk Folkeparti, f.eks. ældre, som kan se for sig, at hvis der ikke bliver en ordentlig fremskrivning af den offentlige økonomi, så bliver der skåret i kernevelfærden. Det er bare helt evident, at det er sådan, det er, og derfor vil jeg selvfølgelig gerne have den garanti fra Dansk Folkeparti, at de ikke giver sig i forhold til de 0,8 pct. Så må Dansk Folkeparti for min skyld jo gerne øve indflydelse på og sætte grænser op med hensyn til, hvor det er, man vil sikre væksten henne. Men det er vigtigt, at der er økonomi til de opgaver, der skal udføres.

Ja tak. Værsgo.

Først vil jeg lige sige, selv om vi ikke er en del af regeringen, at det er det forkerte talepapir, hr. Bjarne Laustsen har fået. For det er faktisk ikke ufinansierede skattelettelser, regeringen har fremlagt. Vi er bare ikke enige i, at man bruger pengene dér. Men det er jo en prioritering, som regeringen har haft. Vi er ikke enige i den prioritering, men de har brugt pengene på det. Sådan er det. Det er bare for at få det slået fast. Vi ønsker at bruge dem et andet sted, og det har jeg jo sådan set også svaret på hr. Bjarne Laustsens spørgsmål. Ønsker Dansk Folkeparti at flytte nogle af de penge, som regeringen har brugt på skattelettelser, over til velfærd? Ja, det gør vi.

Tak for det. Så er det hr. Torsten Schack Pedersen, Venstre.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for det, som Dansk Folkepartis ordfører sagde om overbudspolitik, nemlig at det var i højsæson lige nu, og at der ikke var grænser for, hvad der kunne loves herinde. Jeg var selv lidt inde på det i forbindelse med min debat med Socialdemokratiets finansordfører. Socialdemokratiet sagde tidligere på året, at der var brug for 1.000 ekstra medarbejdere i SKAT. Nu kommer regeringen med et udspil, hvori der også er flere medarbejdere til SKAT, og Socialdemokratiet foreslår stadig væk 1.000 ekstra medarbejdere. Det synes jeg er et godt eksempel på noget af det, som hr. René Christensen var inde på.

Derfor vil jeg også spørge ind til, om det så ikke også er vigtigt, at vi står ved de ting, vi har aftalt. Her tænker jeg på aftalen om regionernes økonomi, som blev lavet før sommerferien, og som er godkendt og stemt hjem igennem Folketingets Finansudvalg, set i forhold til den diskussion, der er om det her 2-procentskrav. For der synes jeg det har været lidt uklart og svært at forstå, præcis hvad det er Dansk Folkeparti mener. Man har støttet aftalen om et 2-procentskrav, og så har man sagt, at jo, men man vil gerne se på noget mere hensigtsmæssigt som styringsmekanisme. Det har vi en aftale om at der arbejdes på. Så skal jeg bare forstå: Mener Dansk Folkeparti, at man inden for den aftale, man har lavet med regionerne, og uden at have et nyt styringsredskab alligevel kan løbe fra den aftale, der indeholder produktivitetsstigningskrav på 2 pct.?

Det er jo sådan, som jeg også prøver at sige en lille smule pædagogisk – det tror jeg da at det var – at hele Folketinget, og i hvert fald Socialdemokratiet, sådan set, mener jeg, har godkendt aftalesystemet, hvor regionerne kommer ind og laver en aftale. Der har vi ikke noget mandat; det har vi så nu. Det, jeg synes, der er forskellen på det, altså i forhold til det her med, at man kun kan lave det om til 2019, er, at regionerne har været ude og sige: Selv om der er indgået en aftale, kan vi faktisk godt leve med at få de nye budgetter udmøntet på et senere tidspunkt i 2018 – hvis det lykkes i finansloven at få 2-procentskravet taget ud allerede i 2018 – end de ellers ville have fået. Det åbner da for en ny politisk mulighed for at komme det krav, der er stillet derudefra – og som regeringen også er enig i, nemlig at man sådan set også vil arbejde for at få det væk i 2019 – i forkøbet. Men hvis vi i fællesskab i finanslovsforhandlingerne kan få det væk i 2018, også med accept fra regionerne af, at de får deres budgetter senere, så synes jeg da, at det i hvert fald skal prøves af. Det håber vi meget kan lade sig gøre, og vi håber, at regeringen er velvillig over for det.

Tidligere har hr. René Christensen jo sagt, at hvis vi skulle af med 2-procentskravet, skulle der være et nyt styringsværktøj i stedet for. Og det er bare ikke klart endnu. Så er det bare jeg siger: Skaber vi så ikke en uholdbar situation, i forhold til at vi har lavet en aftale, at vi bredt har aftalt, at vi skal se på et bedre styringsinstrument, som vi kan bruge fremadrettet? Er det så ikke et forkert sted at prioritere og sige, at det, der er aftalt, afviger man fra, i stedet for at bruge finanslovsforhandlingerne til at kigge på nogle andre initiativer på sundhedsområdet, som der jo også er sat penge af til i regeringens udspil? I stedet for kunne vi sige: Her er nogle målrettede løsninger på udfordringer på steder, vi skal forbedre, og så prioritere og sætte ind der, hvor vi synes udfordringerne er størst, i stedet for at blive låst i sådan en bevillingsteknisk diskussion, som vi har sagt vi kommer til at kigge på fremadrettet.

Jeg beder om, at man overholder taletiden! Værsgo.

Jo, men jeg vil gerne vende tilbage til at se på, hvad der er sket i SKAT. Det er en kæmpestor virksomhed, og jeg tror, hvad skal man sige, at moralen i SKAT ikke er dårlig, men den er godt nok slidt. Jeg tror, at mange skattemedarbejde er sådan lidt kede af det, når de er ude til frokost andre steder og bliver spurgt: Hvad laver du? Så svarer de: Jeg arbejder i SKAT. Nå, jamen I passer ikke jeres arbejde. Det er svært.

Vi skal passe på, at vi ikke får lavet det samme i sundhedsvæsenet. Vi er altså ved at slide de her mange tusinde medarbejdere op, fordi det her 2-procentskrav desværre stadig væk er der. Som jeg sagde før: Det har haft sin virkning; det skulle have været skiftet ud for år tilbage. Nu åbner regionerne op for, at de faktisk godt kan leve med, at man måske gør det i 2018 – også selv om de får udmøntet budgetterne senere. Jeg tror, vi gør regionerne en kæmpe tjeneste, hvis vi får det her væk i 2018, også for at vi kan få optimismen tilbage. ( Formanden (Pia Kjærsgaard): Ja tak!) Det er rigtig ærgerligt at have sådan en organisation, hvor optimismen ikke er til stede.

Så er det fru Trine Bramsen, Socialdemokratiet, og fru Stine Brix bagefter.

Tak for det. Jeg vil gerne kvittere for det rigtig gode samarbejde, som vi jo har mellem Socialdemokratiet og Dansk Folkeparti, om trygheden i Danmark, om at sikre, at der er politibetjente nok, både til at løse de store konflikter, bandekonflikter, terrorudfordringen, men også det pres, vi har lagt, i forhold til at der også skal være betjente lokalt i alle dele af Danmark. For politi er jo også velfærd; det er også velfærd, når man ser en patruljebil i lokalområdet. Jeg tror, det står klart for alle, at det jo koster penge, når man gerne vil ansætte nogle flere politibetjente og andre i kriminalforsorgen og på retsområdet. Derfor vil jeg gerne følge lidt op på det, min kollega hr. Bjarne Laustsen spurgte ind til, nemlig hvor stor den offentlige sektor skal være. Jeg vil gerne have bekræftet, at Dansk Folkeparti stadig væk holder fast i en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct.

Det gør vi. Og jeg er også fuldstændig enig med ordføreren i, at politi om noget da også er kernevelfærd. Selvfølgelig er det at føle sig tryg, det at kunne ringe til politiet, hvis man har haft indbrud, og så kommer der en betjent, det, at man forhåbentlig i en meget nær fremtid ikke skal være nervøs for at gå på gaden og for, at der bliver skudt rundt, i allerhøjeste grad velfærd. Det er rigtigt, og det er også derfor, vi siger, at det er svært at give skattelettelser af den kaliber, som regeringen har lagt op til. Det er ikke, fordi vi ønsker, at danskerne skal betale så meget skat som muligt, vi har bare et andet sted, vi gerne vil prioritere først, fordi vi står med nogle udfordringer, herunder selvfølgelig også politistyrken.

Fru Trine Bramsen.

Vil Dansk Folkepartis ordfører så her i dag give håndslag på, at der slet ikke bliver diskuteret skattelettelser til de rigeste, før vi har løst de problemer, vi har, med trygheden i Danmark, før vi har sikret, at politistyrken bliver udvidet og den øvrige retskæde følger med?

Jamen det er det der med de rigeste. Jeg har også hørt nogle af ordførerens kollegaer i forhold til loftet over beskæftigelsesfradraget – det er på 331.000 i dag – og at hvis man flytter det, er det de rigeste. Jeg vil bare gerne sige, at hvis man tjener 331.000 kr. om året, er man ganske almindelig lønmodtager, og det er sådan set dem, vi snakker om, i den offentlige sektor og andre steder. Der vil vi sådan set gerne kigge på, hvordan vi også kan belønne dem for det kæmpestore stykke arbejde, de laver, også i forhold til den velfærd, som skal udføres. Vi snakker om det der med øget velfærd, som om det er sådan noget, man bare trækker i en automat, men det er jo rigtige mennesker, man skal ansætte, og som skal arbejde ude i velfærdssamfundet, og det vil vi gerne kigge på også.

Tak for det. Så er det fru Stine Brix og derefter fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Tak for det. Det er jo velkendt i den danske offentlighed, at vores finansminister er en aktiv gymnast, men det kom faktisk bag på mig, at Dansk Folkepartis finansordfører, René Christensen, var så dygtig til kolbøtter og flikflak, som vi så i sidste uge. Og jeg tænker på de to historier, der var i Altinget. Man kunne læse den 29. august: »DF i kovending:« – jeg ved ikke, om det er en gymnastikøvelse, men det kan jo godt være – »Vil fjerne sparekrav på sygehuse allerede i 2018«.

Så gik der 3 dage, så skrev Altinget en ny historie: »DF på tilbagetog: Sparekrav til sygehuse kan fortsætte i 2018«.

Derfor er mit spørgsmål: Hvor har vi egentlig Dansk Folkeparti, når det gælder det her produktivitetskrav på sygehusene, som vi har talt så meget om? Holder Dansk Folkeparti fast i den melding, der kom den 29. august, eller skal jeg lytte til det, som Dansk Folkeparti sagde den 1. september, nemlig at det alligevel ikke kan lade sig gøre?

Altså, det er sådan, at vi anerkender aftalesystemet, det gør partierne i Folketinget jo. Vi anerkender også, når der bliver indgået overenskomst eller andet. Så går vi ikke bagefter ind og siger: Nå, det kan da godt være, der er indgået en overenskomst, men nu laver vi den bare om. Vi anerkender det jo.

Det, der sker, er, at regionerne går ind og siger: Den aftale, som vi har indgået, kan vi godt leve med ikke bliver overholdt. Det byder de ind med: Aftalen behøver ikke blive overholdt, og vi kan godt få vores budgetter senere.

Det vil sige, at når den ene part i aftalen siger, at man godt kan leve med, at aftalen bliver brudt, så er vi nødt til at gå til den anden part – det er jo regeringen – og høre, om vi kan presse dem til at gå ind sammen med os og sammen med regionerne og sige: Hvordan kan vi gøre det her også i 2018?

Det er altså bare for at sige, at vi jo også skal anerkende det her system. Vi skal altså anerkende, at det er rigtige mennesker, der er derude i sundhedsvæsenet. Det er deres arbejdsplads, og selvfølgelig skal de vide, hvad de har at arbejde med. Jeg synes, det er meget positivt, at regionerne har sagt, at det her godt kan ske i 2018, selv om man har indgået en aftale. Man kan godt få sine budgetter senere. Jeg håber bestemt, og jeg tror også på det, at det lykkes at få lavet en aftale med den anden part – det er så regeringen – om, at vi kan fjerne 2-procentskravet i 2018. Det er helt klart vores mål, og det er det mandat, vi tager med.

Fru Stine Brix.

Det er jeg glad for at høre, og det kan jeg garantere for at vi fra Enhedslistens side vil følge meget nøje med i. Og vi er selvfølgelig også klar sammen med andre partier i Folketinget, hvis det er, regeringen skulle vise sig at være for vanskelig at arbejde sammen med. Jeg vil i hvert fald gerne advare mod at lytte til det, som kom fra Venstres hr. Torsten Schack Pedersen lige før, nemlig at der skulle være en masse tekniske problemer. Det er jeg fuldstændig uenig i. Der er jo ingen, der er over eller ved siden af Folketinget i den her sammenhæng.

Så synes jeg også, det er værd at have med, at regionerne i den aftale, som blev indgået, jo faktisk eksplicit skrev, at de noterede sig, at der var et flertal i Folketinget og et ønske fra regeringen, men at det altså ikke var deres ønske. Regionerne har jo været fuldstændig klare om, at de gerne vil af med det her produktivitetskrav så hurtigt som muligt, så det er i hvert fald ikke dem, der står i vejen for det.

Nej, det er det bestemt ikke. Men hvis man siger, at der ikke er nogen problemer med bare at afskaffe det her, at det bare er så nemt ude i regionerne, så vil jeg sige igen: Det er overhovedet ikke nemt. Det er overhovedet ikke nemt bare at afskaffe noget, der er, i forhold til hvad det er, man skal måle regionerne på. Jeg tror ikke, regionerne er interesseret i, at de bare får nogle penge og så bare kan gøre noget, at der ikke er noget, man måler på.

Selvfølgelig skal man kigge på, hvad det er, der sker i sådan en organisation, og det, vi gør nu, er, at vi simpelt hen måler på det forkerte. Altså, 2-procentskravet duer simpelt hen ikke. Man måler bl.a. på, hvor mange konsultationer der er, og det vil sige – som jeg plejer at sige sådan lidt med et smil på læben, men det er faktisk sandt – at hvis man kommer på Nykøbing F. Sygehus med en nedgroet negl, så kan man også komme en tur på Slagelse Sygehus og en tur på Næstved Sygehus og så tilbage til Nykøbing F. Sygehus. Så er der foregået tre konsultationer, og så er det gået rigtig godt, for man har øget produktiviteten. Det system, vi har i dag, er jo dybt godnat, og derfor skal vi have et nyt – og hellere i 2018 end i 2019.

Så er det fru Pernille Rosenkrantz-Theil og derefter fru Kirsten Normann Andersen. Værsgo.

Tak for det. Jeg mener, at vi står over for nogle ret fundamentale valg i det her efterår, og Dansk Folkeparti har jo som bekendt de afgørende mandater, forstået på den måde, at Dansk Folkeparti kan træffe et valg, hvor man enten vælger at gå ned ad den vej, at rigtig mange af de penge, der skal anvendes i efteråret, bliver anvendt på skattesænkninger, eller også kan man vælge at sige, at vi først og fremmest skal bruge de her penge på velfærd.

Tidligere er det lykkedes Dansk Folkeparti og Socialdemokratiet i fællesskab at undgå nogle af de her tidsler – bl.a. havde regeringen et ønske om at hæve pensionsalderen – og det er jo til stor glæde for ikke mindst de mennesker, det ville være gået ud over. Derfor synes jeg jo, at det store spørgsmål i efteråret bliver, om Dansk Folkeparti har tænkt sig at bruge sine mandater på den måde, at vi faktisk kan få brugt pengene på velfærd. For bottom line er, at enten kan man træffe et valg om, at de penge bliver brugt på den række af forskellige skattesænkninger, som regeringen lægger op til, eller også kan man vælge at tage de penge og få dem brugt på det, vi faktisk har behov for i vores samfund, altså opkvalificering af medarbejdere, en bedre ældrepleje end det, vi har i dag, og masser af andre ting på velfærdsområdet, som jo har lidt under, at der har været økonomisk krise, og derfor har behov for, at vi ligesom får boostet det op på et niveau, hvor vi kan være det bekendt.

Hvad er Dansk Folkepartis kommentar til det?

Værsgo til ordføreren.

Det er helt klart – man skal altid stille de spørgsmål, hvor man kender svaret – for regeringen kom med et oplæg, og det er vi ikke enige i. Det har vi sådan set sagt meget klart fra dag et, da vi så det. Vi synes, regeringen har prioriteret alt for meget i forhold til skattelettelser. Og hvorfor synes vi, det er alt for meget? Det er, fordi posen simpelt hen ikke er stor nok. Vi har nogle andre ønsker. Vi vil have flyttet meget mere af det, som regeringen har lagt hen til skattelettelser, over på velfærdsområdet. Det er den måde, vi vil prioritere på. Og det er, fordi vi står over for den udfordring, at folk lever længere, men der er jo også muligheder i det. Det bliver hurtigt sådan noget med, at det ikke er så godt. Jo, det er da rigtig godt, at vi lever længere. Det er da rigtig godt, at vi også kan have et godt liv, selv om vi fejler en lille smule. Det koster så lidt mere til velfærd, og det vil vi gerne være med til at betale. Og når der kun er én pose penge, må vi tage dem, som regeringen har skrevet skattelettelser på, og skrive velfærd på. Det er egentlig bare, fordi der sker det positive – det en del af det – at vi lever længere, og det vil vi gerne finansiere.

Fru Pernille Rosenkrantz-Theil.

Det synes jeg er en utrolig positiv melding fra Dansk Folkepartis side, ikke mindst fordi en rigtig stor del af de penge jo netop kommer, fordi vi rettidigt gik ind og justerede på, hvor mange penge der skulle være, når de store ældreårgange gik fra.

Jeg hørte tidligere ordføreren sige i forhold til de der 5,25 mia. kr., der skal tages fra overførslerne – det er så ti gange kontanthjælpsloftet; det er et voldsomt stort beløb – at det var Dansk Folkeparti ikke indstillet på, og det glæder mig. Men spørgsmålet er jo, om man i sidste ende vil acceptere, at der er lettelser, og i øvrigt primært i toppen. Jeg anerkender, at der også er nogle længere nede, der får noget ud af det, men beløbene er særdeles skæve. Så spørgsmålet er: I sidste ende, når der skal hugges til, hvor stor en del af posen vil Dansk Folkeparti så acceptere ligger ovre på skattelettelsesdelen, som ordførerens formand selv har kaldt topskattelettelser?

Tak. Værsgo.

Jamen udfordringen er, hvis man bare skal tage et enkelt element i forbindelse med skatteudspillet, at der bl.a. er en fremrykning af nogle aftaler fra 2012, altså eksempelvis nogle aftaler, vi slet ikke er en del af, og hvorfor i alverden skulle vi finansiere det? Det er rene topskattelettelser, der ligger der fra skatteaftalen i 2012. Der ligger bl.a. også det, at man fjerner hele loftet over beskæftigelsesfradraget, og der har vi meget tydeligt sagt, at vi ønsker, at der skal være et loft over beskæftigelsesfradraget. Altså, hvis der bliver penge tilbage til skattelettelser, skal det ske i bunden. Og det støtter faktisk også den retorik, som alle tre regeringspartier brugte op til valget: Det skal bedre kunne betale sig at arbejde. Jamen så skal man lette skatten i bunden.

Tak for det. Den næste for en kort bemærkning er fru Kirsten Normann Andersen, Socialistisk Folkeparti, og hr. Pelle Dragsted bagefter. Værsgo.

Tak for det. Jeg tror, at jeg hørte ordføreren sige noget i retning af: Hold nu op med at tale social- og sundhedspersonalet ned. Det vil jeg rigtig gerne på SF's vegne bakke op om. Til gengæld håber jeg ikke, at det var et udtryk for, at Dansk Folkeparti bagatelliserer nogle af de alvorlige problemstillinger, som der er i ældreplejen.

I mandags deltog jeg et folkemøde i Ikast. Det var en ganske almindelig borger, som havde planlagt et møde, hvor han inviterede folk til at drøfte ældreplejen. Han var også pårørende til en borger på et plejehjem. På mødet deltog der rigtig meget personale, og der deltog rigtig mange pårørende til gamle, som bor på plejehjem i dag. De havde én stor appel: Vi bliver nødt til at rette op på en ældrepleje, som bliver ringere og ringere.

Jeg hørte også ordføreren sige, at der skulle rettes op i forhold til den demografiske udvikling. Det koster noget i omegnen af 1 milliard, altså det dobbelte af det, som regeringen har afsat til velfærd. Vil Dansk Folkeparti bakke op om, at vi får rettet op på den demografiske udvikling i ældreplejen?

Jeg kan sige, at vi jo allerede har skaffet den ene milliard ved tidligere finanslov, fordi der fik vi jo en værdighedsmilliard, der gik målrettet netop til ældreområdet, altså bundet til det område, ud til kommunerne. Det er jo, fordi vi er meget opmærksomme på, at når vi bliver flere ældre, er der en større efterspørgsel, og så kræver det også nogle flere midler. Så det er regeringen helt klart kommet med. Det er bestemt positivt. Det er jo heller ikke, fordi der bliver sådan et billede af nu, at der er nogle, som anerkender, at vi bliver flere ældre, og så er der nogle, der ikke anerkender, at der bliver flere ældre. Sådan er det jo ikke. Men der er ingen tvivl om, at der er behov for et løft også økonomisk, fordi der er behov for flere varme hænder.

Det kan man jo ikke kalde fuldstændig præcist. 1 mia. kr. ville det koste cirka bare at kompensere for den demografiske udvikling. Og i virkeligheden på samme måde i forhold til 2-procentskravet ville det jo koste 1,4 mia. kr. at kompensere for det. Er Dansk Folkeparti klar til at afsætte de penge?

Ja, det er vi.

Det var i hvert fald kort. Så kan det være, vi når de sidste ordførere.

Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Så kan jeg måske få lidt længere tid?

Jeg kan forstå, at Dansk Folkeparti ikke vil acceptere de her meget store skattelettelser i toppen, og det er jo positivt. Det håber vi så at der bliver holdt fast i. Hvis vi nu forestiller os, at der bliver lavet en skattereform af meget mindre omfang, som så tilgodeser nogle af de mennesker, som har de laveste lønindkomster, så er mit spørgsmål:

Kan Dansk Folkeparti medvirke til en skattereform, der fuldstændig forbigår 1 million danske folkepensionister, og som fuldstændig forbigår førtidspensionister? Det er to grupper, som i det ene tilfælde er uden for arbejdsmarkedet, fordi de ikke kan arbejde, og i det andet tilfælde er uden for arbejdsmarkedet, fordi de har knoklet hele deres liv og været med til at skabe den velstand, som gør, at der overhovedet er et råderum.

Hvis vi ser tilbage på de skattelettelser, der er blevet gennemført i de sidste årtier, så er de stort set blevet forbigået hver gang. Så mit spørgsmål er: Kan Dansk Folkeparti acceptere, at det sker én gang til?

Ja, de bliver forbigået, og så bliver de også trukket i forbindelse med satspuljen, så det slår sådan set igennem to gange.

Nej, vi ønsker sådan set også, at der skal ske noget for den gruppe, og det er der er andre redskaber til end kun lige skat. Man kunne eksempelvis kigge på licensen; det er noget, alle mennesker skal betale i dag. Bare man ejer en radio, skal man betale licens. Det ville alle få glæde af, ligegyldigt om man er på overførselsindkomst, eller man er i beskæftigelse. Man kunne også forestille sig, at man kiggede på ældrechecken, som er målrettet pensionisterne. Og der er jo det gode ved ældrechecken, at den er målrettet de pensionister, som har mindst. Så der er bestemt muligheder for at tilgodese den gruppe også, uden at man skal gøre det i skattesystemet. Så det kan man godt.

Det vil vi gerne, hvis det var det, man ville høre.

Værsgo, hr. Pelle Dragsted.

Så jeg skal forstå det, som ordføreren siger, sådan, at der ikke bliver lavet en stor økonomisk plan her i efteråret og gennemført de her skattereformer, som indebærer, at lavtlønnede får en skattelettelse – det synes jeg sådan set er udmærket, hvis det er finansieret på den rigtige måde – uden at man samtidig sikrer, at nogle af de grupper, som er blevet snydt hver gang, i øvrigt uanset regering, også tilgodeses, sådan at de følger med den almindelige velstandsudvikling og også kan få glæde af, at vores samfund bliver rigere.

Ja, og jeg vil gerne kvittere over for Enhedslistens ordfører. Det er faktisk en ret interessant debat, for hvis man kigger tilbage på bare de sidste sådan 8 år, har de skattelettelser, der er blevet givet, været selskabsskattelettelser og topskattelettelser. Så kan man sige, at man er blevet forbigået, hvis man har været på overførselsindkomst, men det er man så sandelig også, hvis man har været i beskæftigelse i et lavtlønsjob. Derfor er svaret på spørgsmålet, at det jo ikke behøver være skattesystemet, der gør, at man får et større rådighedsbeløb, eller at ens købekraft bliver bedre, når man er på overførselsindkomst. Der kan også bruges andre redskaber.

Men nu må vi jo se, hvor stor posen bliver i den her afdeling, der sådan hedder lettelser. Vi håber, og det vil jeg gerne sige og stå på mål for, at der bliver noget tilbage, så danskerne kan få lidt mere.

Jeg må sige, at vi mangler ganske få ordførere. Jeg vil rigtig gerne have alle med, selv om vi måske overskrider tiden en smule. Men det betyder altså også, at de sidste skal overholde taletiden. Vi kommer til at overskride, men vi gør vores bedste for at få alle med. (René Christensen (DF): Det skal vi gøre, formand). Godt, så er det fru Julie Skovsby. Værsgo.

Tak for det. Tak for en god ordførertale. Jeg er glad for, at Dansk Folkeparti lægger så meget vægt på også at få fortalt, at vi har nogle rigtig dygtige medarbejdere i vores ældreomsorg. Det, som ordføreren også var inde på, var, at man jo ikke holder til, at der i årene fremover bliver færre og færre kollegaer på arbejdspladserne inden for ældreplejen og ældreomsorgen. Min kollega, fru Trine Bramsen, spurgte ind til det her med væksten på de 0,8 pct. Hvis man holder fast i det, som regeringen lægger op til, altså væksten på de 0,3 pct., så er det lige præcis sådan, at der vil være færre medarbejdere i bl.a. ældreplejen og andre steder i den offentlige sektor.

Så derfor vil jeg bare gerne spørge Dansk Folkepartis ordfører: Kan man præcist sige, at man holder fast i kravet om de 0,8 pct. i offentlig vækst?

Jeg vil starte med at sige ja. Det er vigtigt for os, at vi selvfølgelig kan have det velfærdssamfund, som vi kender i dag. Men jeg vil også sige, at alt jo så pludselig handler om sundhed og om ældre, og det er også de to store klumper. Men man skal også kvittere for det oplæg, der er kommet fra regeringen. Der er også sat 500 mio. kr. af til skoleområdet. Vi skal huske, at når vi kommer op i en højkonjunktur, bliver der født flere børn, og om få år skal de i skole. De starter med at komme i daginstitution. Så velfærd er jo mange ting. Vi skal også passe på, at vi ikke sådan tror, at hvis vi bare løser det på sundhedsområdet – og vi har fået fjernet det her 2-procentskrav – så har vi løst alle opgaver. Det har vi bestemt ikke. Der er masser af opgaver derude, hvor vi oplever et pres. Vi skal glæde os over, at vi lever længere, men vi skal altså også glæde os over, at der kommer flere børn, og at de skal have en god skole.

Så ja, der er behov for et lille moderat løft. Og vi skal huske, at vi altså diskuterer de sidste 0,2-0,3 pct. Det er den diskussion, vi har. Det bliver sådan en lille smule fluffy, hvad vi diskuterer, men selvfølgelig skal der være et løft i det offentlige forbrug.

Det er selvfølgelig meget med tal, men jeg vil så gerne have, at Dansk Folkepartis ordfører siger, at det er partiets politik at få en vækst i det offentlige forbrug på 0,8 pct. årligt – og dertil også, at der ikke i det forbrug indregnes skattelettelser.

Jeg kan bekræfte, at det er Dansk Folkepartis politik.

Så tager vi den allersidste ordfører, og det er hr. Peter Hummelgaard Thomsen. Værsgo.

Tak for, og tak for debatten og ordførertalen. Jeg havde i virkeligheden tænkt mig lidt at spørge om noget af det samme som den foregående ordfører, så jeg skal bare have bekræftet, det sidste jeg hørte. Jeg så jo, som sikkert mange andre danskere – i hvert fald sikkert mange andre her i Folketinget – ordføreren i Deadline den 25. august. Der har jo siden hen også været en debat med regeringspartierne om, hvad velfærd egentlig er – og det er en sproglig diskussion, for velfærd kan også være skattelettelser.

Nu har ordføreren jo bekræftet, at Dansk Folkeparti går efter – og det er Dansk Folkepartis politik – at man skal have et velfærdsløft på 0,8 pct. i det offentlige forbrug. Men kan ordføreren ikke specificere det? Altså, kan skattelettelser bo i de 0,8 pct., eller hvordan ser ordføreren på det?

Nej, det mener vi ikke. Men jeg vil gerne sige, og det vil jeg gerne slå meget fast: Vi er ikke et parti, der mener, at skattelettelser til dem, der går på arbejde hver dag og har de laveste lønninger, kun er af det onde. Det synes vi også positivt. Vi synes også, det er positivt, at rigtig mange af dem, der har de lave lønninger, faktisk er ansat i det her system, som vi snakker om skal vokse. Altså, de er jo ansat ude på sygehusene, de er ansat ude i kommunerne, de er ansat i staten – det er altså også dem, der har de små lønninger. Det er bare for at sige om det der med, at det er af det onde, hvis man giver skattelettelser til dem, der tjener mindst: Det mener vi ikke det er. Vi mener faktisk, det er godt, også i forhold til at kunne skaffe kvalificeret arbejdskraft i den offentlige sektor.

Værsgo til hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Jamen det syn deler Socialdemokratiet jo fuldstændig. Vi mener ikke, at alle typer skattesænkning er af det onde. Vi er sådan set også tilhængere af – og det var også det, der var vægtningen i den skattereform, man lavede i 2012 – at man forsøger i hvert fald at ramme lønmodtagere med nogle af de laveste lønninger. Men det interessante spørgsmål var jo her om skattelettelser, og som jeg forstod ordføreren, regner man ikke et eventuelt brug af penge på skattelettelser med i sin beregning af, at det offentlige forbrug skal øges med 0,8 pct. Er det ikke helt korrekt forstået?

Værsgo til ordføreren.

Det er korrekt. Men vi regner så sandelig politiet og forsvaret med. Altså, det mener vi også er en kerneydelse, som et samfund skal yde, så vi kan føle os sikre. Så det regner vi med, når vi snakker om, hvad det er for et forbrug, der er i det offentlige.

Så igen bare for at slå det helt fast: For Dansk Folkeparti er det ikke vigtigt bare at tilføre penge. For Dansk Folkeparti er det også vigtigt, hvad de bliver brugt på. Det er derfor, man også skal prioritere, og det er det, vi gør i forhold til den finanslov, som vi skal ud i forhandlinger om nu. Og der er bl.a. ældreområdet, og der er bl.a. sundhedsområdet, og som jeg også sagde før, er der faktisk også andre områder, herunder folkeskoleområdet, daginstitutionsområdet osv.

Tak for det. Og det var så slut på debatten.

Vi fortsætter mødet kl. 13.00, og da er det hr. Jacob Jensen, Venstre, som er den første, som får ordet.

Mødet er genoptaget.

Den næste ordfører til punkt 4 er hr. Jacob Jensen fra Venstre, Danmarks Liberale Parti.

Tak for det. Det går godt i Danmark. Vi har høj beskæftigelse, vi har lav ledighed, og det giver os nogle muligheder for at kunne fremtidssikre vores land, så det ikke kun er for vores generation, men også for kommende generationer, at vi har et godt samfund, et trygt samfund med rum for initiativ og aktivitet og et socialt sikkerhedsnet for dem, der har brug for fællesskabets hjælp.

Sådan helt overordnet kan man vel sige, at der, som det tegner sig i øjeblikket, er to veje i dansk politik: enten at lade dem, som arbejder, beholde lidt mere til sig selv, eller give lidt flere penge til dem, der ikke arbejder. Balancen kan man selvfølgelig altid diskutere ved forhandlingsbordet, men jeg forventer trods alt, at dem, der ønsker at gøre noget for arbejderne, også kan se sig selv i et skulderklap til at give en gevinst til netop dem, der rent faktisk arbejder og holder samfundet i gang.

Hvis jeg skulle vælge imellem at give en økonomisk håndsrækning eksempelvis til den enlige mor – hun kunne hedde Annette, hun kunne også hedde noget andet – der er ved kassen i Netto eller i Brugsen, eller til en indvandrerfamilie, der er kommet til Danmark, og hvor begge ægtefæller er på kontanthjælp, vælger jeg at støtte Bettina eller Annette, eller hvad det nu ellers er, de hedder, det arbejdende folk i Danmark.

Skåret ind til benet er det jo et valg, som man kan sige står imellem en lettelse til de lavtlønnede, der har bidraget til samfundet gennem en årrække, eller at øge kontanthjælpen til indvandrerfamilien, fjerne integrationsydelsen og kontanthjælpsloftet. Det er de to muligheder, der også er.

Tingene hænger også sammen. Hvis man laver en lavere skat, vil det være med til at give flere hænder, mere aktivitet. Vi lægger også op til at støtte en aktiekultur, der kan være med til at finansiere de små og mellemstore virksomheder. Det kan give mere innovation, det kan igen give mere effektivitet, det kan igen give flere indtægter på længere sigt.

Der er brug for hænder, hvis vores opsving både skal have lidt større flyvehøjde og lidt længere flyvelængde. Den største udfordring i øjeblikket er, at vi mangler hænder. Der er flaskehalse på arbejdsmarkedet, og at sænke skatten frem for at øge et i øvrigt i forvejen stort offentligt forbrug er i sig selv med til at dæmpe risikoen for, at netop flaskehalsene skal tage over og kvæle opsvinget.

De skattelettelser, som regeringen lægger op til, er ikke for de få. Det er for 2½ millioner danskere, som kan få glæde af det udspil, der ligger. Samtidig er det fortsat, selv efter en gennemførelse af det udspil, de bredeste skuldre, der selvfølgelig skal bære de tungeste byrder. I dag er det sådan, at hvis en, lad os sige en direktør med en løn på 1 mio. kr. betaler syv gange så meget som kassedamen med en løn på 215.000 kr., vil direktøren efter en reformgennemførelse stadig betale syv gange så meget som kassedamen. Det er også vigtigt at understrege, at der ikke går en krone fra den fælles velfærd til det, vi kalder den individuelle velfærd, altså til de skattelettelser, vi lægger op til.

Tværtimod bliver der også i 2018 afsat flere penge til kernevelfærden, herunder med de aftaler, der er lavet med kommunerne og regionerne og direkte på finansloven. Det er jo i modsætning til den tidligere regering, hvor der rent faktisk bliver fjernet penge fra kommuner og regioner for at finansiere bl.a. lettelse i topskatten og selskabsskatten. Bare lige for at nævne det, inden der er nogle, der svinger sig alt for højt op i træet.

Nogle har spurgt, hvordan vi kan tillade os at give skattelettelser, når der samtidig er eksempelvis kræftpatienter, som ikke får den rette behandling til tiden. Jeg vil insistere på at se Danmark i en sammenhæng. For at vi kan få en god kræftbehandling, skal der også være nogle, der tjener pengene til det først. Der skal være nogle, der arbejder. Det skal kunne betale sig at investere i danske arbejdspladser. Innovative virksomheder skal have kapital for netop at kunne styrke de muligheder og udviklinger, der skal være, eksempelvis til at sikre fremtidens medicinaludstyr. Lægerne skal kunne blive i Danmark og ønske at blive i Danmark frem for at tage til udlandet, hvor det efter sigende i nogle tilfælde er mere attraktivt.

Det går godt i Danmark, og det er bl.a. takket være forskellige reformer, som skiftende regeringer har lavet. Jeg tror, at det var den tidligere statsminister, Helle Thorning-Schmidt, der ifølge hende selv var gået reformamok, og der blev lavet både topskattelettelser og lettelser af selskabsskat og beskæringer af kontanthjælpen, mens Socialdemokraterne sad for bordenden. Men som Socialdemokraternes eller for at være helt korrekt SF's hr. Jesper Petersen, som han var på det tidspunkt, i Jyllands-Posten 2012 i januar udtalte:

Uligheden bliver næppe mindre med skattereformen. Det er muligt, at det vil medføre en stigning i den økonomiske ulighed, men jeg vil ikke betragte det som et nederlag, hvis det sker, for at de hårdtarbejdende, lavtlønnede danskere får mere i lønningsposen.

Jeg er meget enig med hr. Jesper Petersen anno 2012.

For mig handler det ikke om tredje decimal på en Ginikoefficient eller procenter på forskellige regneeksempler eller en diskussion af diverse forudsætninger eller alt muligt andet spinsnak. Det handler ganske simpelt om at give en større gevinst til folk, der arbejder. Det handler om, at vi kan sikre danskernes tryghed ved at give politiet og forsvaret nogle bedre redskaber. Det handler om, at vi kan prioritere kernevelfærdsområderne som sundhed og ældreområdet både i dag og i morgen, men også om 5 og 10 år. Det handler om, at vi kan nedbringe vores underskud og skabe balance mellem indtægter og udgifter som et robust fundament for fremtidens velfærdssamfund.

Det handler om, at vi skal kunne have tillid til vores skattevæsen, ikke mindst når vi betaler en af verdens højeste skatter, også efter at vores reform måtte være blevet gennemført. Det handler om, at vi fortsat er et af verdens mest lige lande langt foran Sverige og Tyskland til eksempel. Det handler om, at vi fortsat også er internationalt engageret og bl.a. giver verdens bedste og mest effektive ulandsbistand, ikke mindst i nærområderne til konflikterne rundtom i verden.

Regeringens finanslovsforslag er vel uden sammenligning det bedste udspil til finanslov, der er set i år, og så vidt jeg ved, er det også det eneste. Jeg har godt noteret mig, at der her til morgen tilfældigvis er kommet et par sider, men det opfatter jeg mere som nogle overskrifter, end at det er et gennemarbejdet oplæg til finanslov. Men jeg ser frem til forhandlingerne med dem, der vil være med. Den, der har evnen, har også pligten, og efter min opfattelse i særdeleshed pligten til at anerkende og belønne Bettina, Annette og alle de andre danskere, der er på arbejdsmarkedet, og sige tak for den indsats, de gør for det danske samfund.

Tak til ordføreren. Vi går nu over til spørgerne, og den første spørger er hr. Morten Bødskov fra Socialdemokratiet. Det er en rigtig god idé, hvis man kan finde en mikrofon, så vi alle kan høre.

Værsgo.

Tak for det, formand. I 2006 indgik et bredt flertal i Folketinget en historisk velfærdsaftale. Det gjorde vi, fordi vi ville fremtidssikre velfærdssamfundet. Vi sagde til dem, der var på vej på pension på daværende tidspunkt: Vi har brug for, I bliver lidt længere på arbejdsmarkedet. Så sagde vi samtidig til dem: Det har vi, for at vi kan fremtidssikre velfærdssamfundet. Og i den aftale, vi lavede, skrev vi alle sammen under på, at så ville vi dermed også have fremtidssikret finansieringen af det fremtidige velfærdssamfund. Ældre- og sygehusområdet blev nævnt som to specifikke områder.

Det finanslovsforslag, som regeringen nu har fremsat, indeholder en økonomisk politik, som betyder, at der, hvis det bliver vedtaget, bliver skåret ned på den grundlæggende velfærd. Synes ordføreren, at det finanslovsforslag, som man har fremsat her, lever op til de løfter, som vi gav hinanden håndslag på tilbage i 2006, om, at vi ville bede danskerne blive lidt længere på arbejdsmarkedet, mod at de havde sikkerhed for, at der var finansiering til den fremtidige velfærd?

Det ville være overraskende, hvis jeg svarede meget andet end det, jeg gør, og jeg er fuldstændig overbevist om, at det er rigtigt. Selvfølgelig skal vi kunne fremtidssikre vores velfærdssamfund, bl.a. med den reform, som vi står sammen om, og bl.a. med en stribe af andre reformer, som er blevet gennemført, også under Socialdemokratiets regering. Jeg nævnte selv skattereformen fra 2012 som et eksempel, hvor man jo også gik ind og tog et decideret, man kan sige omfordelingsbidrag – det kan man vel næsten kalde det – hvor man gik ind og skar ned på kontanthjælpen for til gengæld at kunne lette bl.a. på topskat og på selskabsskat.

Selvfølgelig skal der være det, og det er også derfor, at finanslovsforslaget netop lægger op til, at du får løftet på forskellige områder, herunder kernevelfærden, men hvor der samtidig med den anden hånd også er mulighed for, at vi kan fremtidssikre vores samfund ved at skabe rum for, at der er flere, der kommer i arbejde, at der også er penge til den individuelle velfærd, altså til Annette eller Bettina, eller hvad de hedder, som får lidt flere penge mellem hænderne. Så ja, det er absolut en del af velfærdsaftalen, som vi står inde for.

Det finanslovsforslag, som regeringen her har fremsat, har det, der hedder en realvækst i det offentlige forbrug, hvis man trækker bl.a. forsvar og politi ud af det, altså hvis man ser på, hvad der sådan kunne gå til direkte velfærd, på 0,3 pct. Finansministeriet og andre, der fremlægger beregninger, siger, at hvis man bare skal leve nogenlunde i takt med at have den velfærd, vi har i dag, og lidt mere til måske, således at vi kan betale stigende medicinpriser og andet, så skal vi op på 0,6-0,7 stykker.

Nu stiller ordføreren jo op som spidskandidat for Venstre i Region Sjælland til regionsrådet – tillykke med det. Vil ordføreren i sin valgkamp virkelig stille sig op og sige, at hvis det finanslovsforslag, der her er fremsat, bliver vedtaget, så betyder det på ingen måde nogen forringelser for sundhedsområdet?

Altså, jeg synes, det er noget mærkeligt noget at tale om sådan direkte velfærd – hvad er så indirekte velfærd? For mig at se hænger det her land sammen med alle de ting, vi gør på vores finanslov. Det handler selvfølgelig om de sundhedstilbud, vi kan give, det handler så sandelig da også om den tryghed, vi kan være med til at skabe for vores familier og for vores kære og vores kollegaer og alle andre i det her land, herunder også at sikre, at politiet og forsvaret har nogle midler og nogle muligheder. I forhold til det der med at sige, at nu isolerer vi lige politi og forsvar, for det er ikke sådan rigtig velfærd, eller for den sags skyld, at Annette eller Bettina ved kassen i Køge, eller hvor det var henne i eksemplet fra før, kan få lov til at have en ekstra ferie eller tage en tur i Tivoli for de ekstra 5.000 kr., hun kan få lov at beholde fra sin arbejdsindkomst, vil jeg sige, at det i vores optik også er velfærd, hr. Morten Bødskov.

Hr. René Christensen, Dansk Folkeparti.

Tak for det. Jeg vil lige skifte emne lidt. Der bliver jo talt rigtig meget om skat, velfærd og alle de her ting, men en ting, som jo også fylder noget, er uddannelse. Og når man sådan læser lidt i pressen, kan jeg ikke helt finde ud af, hvor Venstre står henne med hensyn til erhvervsskolerne. Der har i hvert fald været lidt forskellige udmeldinger. Det er jo sådan, at der er lagt sådan et produktivitetskrav på 2 pct. ned over erhvervsskolerne. Samtidig må man erkende, at den erhvervsskolereform, der er lavet, og som vi sådan set bakker op om – altså det her 02 plus 02-krav – også har gjort, at erhvervsskolerne står i en situation, hvor deres potentiale med hensyn til elever er markant forringet. Derfor er der færre kunder i butikken, samtidig med at man også skal leve op til et 2-procentskrav.

Så er mit spørgsmål til ordføreren egentlig bare: Hvordan ser ordføreren på, at vi i forbindelse med den her finanslov, ligesom vi gjorde det sidste år, får løst den udfordring, som erhvervsskolerne står over for? Det drejer sig om 150 mio. kr.

Men det er rigtigt, som hr. René Christensen henviser til, at erhvervsskolerne har været bedre stillet end andre uddannelsesinstitutioner i de senere finanslove; det har de, bl.a. fordi man, hvilket vi også har været fælles om, har kunnet tilføre de 150 mio. kr. Men de er jo så, kan man sige, primært gået til at opdatere det udstyr og de redskaber, man bruger, og det er jo ikke udstyr eller redskaber, der så forsvinder i 2018; det bedre udstyr og den kvalitet, der ligger i det, er der jo stadig væk.

Derudover kan man sige, at pengene også følger med, så i takt med at der forhåbentlig også i de kommende år kommer flere ind på erhvervsskolerne, følger der også penge med. Vi har kunnet se, at under den tidligere regering – det er ikke, fordi jeg vil pege fingre, men det var tilfældigvis under den tidligere regering – faldt antallet, der søgte erhvervsskolerne. Det fik vi så af forskellige årsager bremset, som én ting. Derudover har man så også i trepartsaftalen fået lavet en god aftale om, at man vil sikre 8.000-10.000 ekstra praktikpladser frem mod 2025, hvilket jo også er med til at give mulighed for at understøtte, at der vil være en aktivitet på erhvervsskolerne. Og med aktivitet følger også midlerne, så det er jeg helt tryg ved.

Jamen tak for svaret. Jeg skal bare lige forstå det helt rigtigt: Vil det sige, at ordføreren ikke mener, at der er tale om en udfordring, når man oplever et fald i tilstrømningen af elever, altså at pengestrømmen til undervisning bliver mindre, fordi der simpelt hen er færre unge, der vælger en erhvervsskole, samtidig med at der er lagt et produktivitetskrav ned over? Og då er det jo fuldstændig rigtigt, at de penge, der blev sendt ud sidste år, og som Dansk Folkeparti også var en del af, bl.a. var målrettet til, at når man kommer på en erhvervsskole og er i sit skoleforløb, så oplever man også en kulisse, som ligner en rigtig virksomhed, også i forhold til de nyeste apparater osv.

Men det er vel ikke en blank afvisning af, at man kan se på, hvordan man eventuelt kan være med til at understøtte erhvervsskolerne, fordi de står i det her vakuum, indtil de får et større rekrutteringsgrundlag, altså flere unge, der vælger en erhvervsskole?

Nej, jeg skal jo overhovedet ikke stå og blankt afvise noget. Jeg forholder mig selvfølgelig både til det, vi i fællesskab har gjort for erhvervsskolerne, den situation, som de har været i, det, der er gjort for at sikre, at der også kommer flere unge ind på erhvervsskolerne, og også det, at vi i øvrigt i modsætning til tidligere rent faktisk har sat en målsætning om det, plus de ting, jeg nævnte før, om, at vi i trepartsforhandlingerne har sikret praktikpladser.

Det skulle alt sammen gerne munde ud i, at der rent faktisk kommer flere, altså mere søgning på erhvervsskolerne. Og med aktiviteterne følger midlerne så også med. Men lad os da endelig diskutere, hvilke muligheder der er, for det handler, som jeg ser det, og som jeg også hørte hr. René Christensen sige det i sit indlæg – i øvrigt meget fint – ikke kun om at få brugt flest mulige penge. Det handler også – som en del af den samlede pakke – om den kvalitet, der er, og om de krav, man stiller til de unge, som kommer ind på skolen.

Hr. Pelle Dragsted, Enhedslisten.

Først og fremmest vil jeg sige tak til ordføreren for overhovedet at være til stede, som øjensynligt det eneste medlem af Venstres folketingsgruppe, bortset fra ministeren. Jeg kan forstå, at der er blevet lagt en reception for en minister på samme tidspunkt som finanslovsdebatten. Det synes jeg egentlig er lidt ærgerligt, da vi så ikke kan have en debat sammen. Men lad os gå til spørgsmålet.

Det, jeg spørger til, er: Hvem skal betale regningen? Hvem er det, pengene skal tages fra, når man vil lave de her sænkelser af skatten, som jeg primært, i hvert fald når vi ser på kroner og øre, tilgodeser dem, der har mest? Vi kan så se i udspillet, at man vil finde 5 ¼ mia. kr. ved det, man kalder justeringer – justeringer – af overførslerne, og det er ti gange så meget som kontanthjælpsloftet, som ramte 40.000 børn. Og hvis vi ganger det ud på antallet af folkepensionister, er det 5.000 kr., som hver folkepensionist skal aflevere. Men regeringen vil jo ikke fortælle, hvem det er, der skal aflevere de penge. Man snakker om børnepenge og optjeningsprincipper. Men alle, der har den mindste indsigt i offentlig økonomi, ved jo godt, at der finder man ikke 5 mia. kr.

Så mit spørgsmål er egentlig ganske enkelt: Hvem er det, der skal betale? Kan ordføreren garantere, at det ikke bliver folkepensionisterne, de studerende, eller mennesker ramt af sygdom og arbejdsløshed, der skal betale regningen for de her skatterabatter?

Jeg kan i hvert fald sige, at vi ikke i vores udspil har nogen planer om at sænke nogen ydelser. Men vi har planer om, forslag til og tanker omkring nogle ting. Nu nævner ordføreren bl.a. børnechecken. Jeg synes, det er rimeligt at gå ind i og kigge på, om der skal være et loft over den i forhold til, hvor mange børn man har. Det synes jeg. Og når jeg kigger rundt i salen, kan jeg se, at der er andre, der har den samme opfattelse, og det er et flertal, tror jeg. Spørgsmålet er så bare, hvor det snit skal ligge.

Omvendt kan jeg jo spørge Enhedslisten: Er det fuldstændig lige meget, hvor mange børn man har, og at man stadig væk få fuld børnecheck hele vejen igennem? Er det okay, eller kunne man måske også der gå ind og sige: Der er nok nogle andre, der har et større behov, end man ellers har? Det er bare et af elementerne.

Vi har peget på nogle områder i forhold til det her, og det er optjeningsprincipperne, deltagerbetaling for danskundervisning og så i den sammenhæng også et loft over, hvor mange børn man kan få børnecheck til. Det er dog mere, end man kan høre kommer fra Enhedslisten, der ikke selv har nogen finansieringsforslag, men bare taler om flere penge.

Det er det rene vrøvl. Man kan ikke finde et forslag fra Enhedslisten, som ikke er fuldt finansieret. Men ordføreren svarer udenom. Før jeg hørte godt det om børnechecken og optjeningsprincipperne. Men jeg kender godt hr. Jacob Jensen og ved, at han også kender til offentlig økonomi. Og jeg ved også, at ordføreren godt ved, at 5 mia. kr. finder man altså ikke på de tre poster; ikke med de ting, der har været nævnt.

Så hvem er det, der skal betale? Det er de store grupper, man skal have fingrene ned i lommen på, hvis de her 5 mia. kr. skal findes. Det er de studerende, folkepensionisterne og førtidspensionisterne. Eller kan vi i dag få en garanti fra Venstres ordfører for, at de grupper, jeg lige har nævnt, ikke kommer til at betale for lavere skat for menneske med høje indkomster?

Jeg kan i hvert fald garantere, at vi ikke kommer til at lave en skattereform som den, som blev lavet under den regering, som hr. Pelle Dragsteds parti støttede, hvor man gik ind og skar i kontanthjælpen, samtidig med at man lettede topskat og selskabsskat. Vi har ikke noget imod lettelser i topskat eller selskabsskat, men det er bare ikke noget, vi gør med det her udspil. Det gør vi ikke. Så jeg synes måske, at det lidt vender den tunge ende nedad, når hr. Pelle Dragsted står og spørger os om, hvad vi vil gøre.

Vi har peget på forskellige emner, og det er rigtigt, at en del af det, er noget, der, som det også bliver sagt, er noget, som kaldes en justering af overførselsindkomsterne. Og her giver vi som eksempel, at der er forskellige optjeningsprincipper, og det er f.eks. børnechecken, altså i forhold til, hvor mange børn man kan få det til. Så der er de eksempler på det, og hr. René Christensen var selv inde på, at optjeningsprincipperne er noget af det, som han også ser som noget, man kan kigge på. Så det vil vi gerne tale med Dansk Folkeparti om under finanslovsforhandlingerne.

Fru Josephine Fock, Alternativet.

Tak til ordføreren for talen. Det, jeg godt vil spørge ind til, er om det, som det tegner til at regeringen vil droppe, nemlig den fortsatte bevilling til det grønne nationalregnskab. Så jeg vil egentlig gerne spørge ind til, hvorfor det er, at regeringen ikke mener, at det er vigtigt at fortsætte med at have det?

Altså, vi synes, at den grønne omstilling, som Danmark er førende nation på, skal vi selvfølgelig holde fast i, og det er der også enighed om. Men der er så forskellige midler til at nå det. Vi har gjort forskellige tiltag. Der er også i finanslovsforslaget afsat midler til det, vi kalder en grøn pulje, så der kan være andre forslag, som kan bringes i anvendelse. Men også her kræver det selvfølgelig, at vi prioriterer de ting, der er mulige, og som vi synes er nyttige. Det her er så en af de ting, som vi vurderer man kan få flere penge for, ved at man gør det på en anden måde.

Altså, det undrer mig jo bare, at fru Anni Matthiesen, Venstre, har været ude og tale for, at det var et rigtig godt middel, for man ved jo også, at det, vi måler på, vægter vi.

Men lad mig så fortsætte med et andet spørgsmål, for noget af det i regeringens finanslovsudspil, Alternativet i virkeligheden også har kigget på, er, hvilken betydning klimakonsekvenserne vil få for finansloven, altså, hvor meget ekstra CO 2 der som konsekvens af den her finanslov udledes i forbindelse med udbygningen af den fynske motorvej E45 og beskæringen af DSB.

Jeg kunne egentlig godt tænke mig at høre, og nu er jeg med på, at finansordføreren ikke er specialist på det område, om det er noget, regeringen agter at svare os på, og om regeringen vil konsekvensberegne finansloven i forhold til CO 2 -udslip.

Jeg er altså helt sikker på, at hvis fru Josephine Fock stiller et konkret spørgsmål, er jeg også med på, at Finansministeriet givetvis vil være parat til at regne på, hvad der kan regnes på, og også give de svar, der skal gives. Men jeg vil bare fastholde, at vi også ser de her ting, og nu nævner fru Josephine Fock bl.a. udvidelsen af motorvejen over Vestfyn. Jamen det er en del af det at skabe aktivitet i det her samfund, at man ikke holder i kø motorvejene, og at man kan komme frem, at der er mobilitet, og det kan så godt være, at det koster noget i et andet regnskab på CO 2 -kontoen, men jeg vil sige, at vi bare har den ambition, at der skal være plads til, at man også kan komme rundt i det her land.

Det er også mit indtryk, at der er forskellige andre partier, herunder Socialdemokratiet, som er af den samme opfattelse; det hører jeg i hvert fald, når jeg lytter til lokale borgmestre rundtomkring i landet, det kan være i Næstved, det kan være i Kalundborg, det kan være i Østjylland, det kan være mange steder. Der er mange, der ønsker den mobilitet. Og ja, det er klart, at det vil blive bedre med mere plads på vejene, men det vil også gøre, at vi kan komme hurtigere frem, for vi skal ikke holde i kø, og det er også en samfundsgevinst, som vi kan omsætte på anden vis til det, som vi ønsker.

Den næste spørger er hr. Martin Lidegaard fra Radikale Venstre.

Tak. Måske vil jeg bare gerne i al venlighed bede ordføreren bekræfte, at det er godt 70 pct. af nydanskerne her i Danmark, der ikke er på overførselsindkomst. Det tilsvarende tal for gammeldanskere, om jeg så må sige, er 80 pct. Man kunne godt få det indtryk af ordførerens tale, at alle indvandrere er på overførselsindkomst, mens danskerne ikke er. Men det var egentlig ikke mit ærinde.

Mit ærinde er et mere præcist spørgsmål: Vi er jo enige i, at økonomien og tiden kalder på nogle skattelettelser. Men det, som regeringen lægger frem, giver en meget lille effekt på arbejdsudbuddet, i forhold til hvor mange penge man bruger. Faktisk gav den aftale, vi lavede i vores regeringstid, og som Lars Løkke Rasmussen kaldte for en lille fin aftale, mere for et betydelig mindre beløb, end den her aftale gør.

Den her aftale kunne man kalde for en stor ufin pakke, fordi man klatter penge væk på registreringsafgiftsnedsættelser, frie mobiltelefoner og andre ting, som ikke lige så målrettet giver lige præcis de flere mennesker, der kan tage fat på arbejdsmarkedet. Og så er den ovenikøbet finansieret ved at låne af vores børn, og den er finansieret ved at skære ned på uddannelse og alt det, der skal skaffe os kvalificeret arbejdskraft på lidt længere sigt.

Kunne Venstre ikke se sig selv i en anden pakke, der stadig væk lettede skatten socialt balanceret på arbejde, men som var finansieret på en ordentlig måde og på en måde, så der rent faktisk skete noget alvorligt med arbejdsudbuddet?

Jeg takker sådan set for spørgsmålet og er egentlig også glad for, at Martin Lidegaard netop nævner den balance, der selvfølgelig også er i skattepolitikken. For hvis man udelukkende havde det sigte at øge arbejdsudbuddet og ikke så på nogen sociale profiler eller noget som helst andet, så har jeg i hvert fald hørt økonomer sige – givetvis også set i Finansministeriets beregning, uden at jeg lige kan sætte fingeren på, hvilket notat det drejer sig om – at så skulle man tage topskatten og starte fra den side af. Det er det, der ville give det største arbejdsudbud.

Det var givetvis også derfor, at Martin Lidegaard sammen med Socialdemokratiet lavede den reform netop med det sigte at lette på topskatten – godt nok finansieret ved at beskære kontanthjælpen, men alligevel for at øge arbejdsudbuddet. Hvis det var det eneste sigte, skulle man have gjort sådan. Men vi har bare i al beskedenhed et mere balanceret sigte med vores skattepolitik. Vi har talt om den lavtlønnede, der sidder ved kassen i brugsen i Køge eller andre steder, og vi mener sådan set, det er fornuftigt og også retfærdigt, at de får en større gevinst, at de simpelt hen kan beholde flere af deres egne selvtjente penge, end de gør i dag, og at vi derved gør forskellen mellem arbejde og ikkearbejde en anelse større.

Vi står meget gerne på mål for de reformer, vi lavede, hvor vi også gik efter at få flere i bunden i arbejde. Og vi ønsker også at have et helt klart større fokus i bunden end i toppen, fordi vi anser det for vigtigere at få flere med ind på arbejdsmarkedet, end at dem, der allerede er der, arbejder mere. Men det ændrer altså ikke på, at når man klatter pengene væk på registreringsafgiftsnedsættelser eller på at lette skatten for de største biler, er der ikke noget særligt socialt afbalanceret i det, og det er i hvert fald ikke den mest effektive måde at øge arbejdsudbuddet på – da slet ikke hvis det handler om at få folk i bunden til at komme ind på arbejdsmarkedet.

Så prøv lige igen: Kunne man forestille sig en pakke, der var mere målrettet det, dansk økonomi har brug for, og som ikke var finansieret ved at skære ned på uddannelse og låne af vores børn, men ved at lave reformer?

Jamen jeg ved ikke, hvad det er, hr. Martin Lidegaard refererer til i forhold til at skære ned på uddannelserne. Altså, hele folkeskoleniveauet, grundskoleniveauet, er jo et kommunalt anliggende, og som jeg nævnte i min indledning, har kommunerne et større råderum til næste år, end de havde sidste år, jævnfør den kommuneaftale, der er lavet. Så der kan man jo passende prioritere det i den kommunale valgkamp, hvis man synes, der er behov for det lige præcis i ens egen kommune.

I forhold til de videregående uddannelser og forskningsområdet i det hele taget kan man jo også der se, hvordan man kan bruge midlerne både mere effektivt og med en bedre prioritering. Jeg hører i hvert fald om forskellige uddannelsestyper, som jeg har meget svært ved at se lige præcis være specielt velegnede til at skabe yderligere vækst i det danske samfund. Og på den måde er der jo også muligheder både teknologisk, men også prioriteringsmæssigt for at få en større kvalitet. Det handler ikke kun om midler, hr. Martin Lidegaard, det handler også om måden, man bruger midlerne på.

Fru Lisbeth Bech Poulsen, SF.

Tak. Jeg vil gerne spørge lidt ind til det her med børnechecken, altså som er blevet skåret ned i forhold til det tredje barn og fjernet i forhold til det fjerde barn. Vil Venstres ordfører ikke fortælle lidt om regeringens planer på det her område? For vi havde jo også den her diskussion sidste år. Der fik vi nogle klokkeklare tal, og de har trods alt ikke ændret sig det seneste år. Og de kommuner, som vi kan se vil blive hårdest ramt af det her, er jo Ringkøbing-Skjern, Herning, Favrskov, Skive, Tønder, Holstebro, Billund, Viborg, Lemvig, og jeg kunne blive ved. Der er et fuldstændig klokkeklart billede, når man kigger på danmarkskortet, af, at det er Vestdanmark, der bliver ramt, det er landdistrikterne, der bliver ramt, og der får folk flere børn. Det kan godt være, at Venstre ikke kan lide det, men det er altså de her steder, hvor folk har børnefamilier med tre og fire børn.

Det her betyder rigtig meget for familiernes økonomi, og så er det et lige lovlig frækt nok svar at sige, at så kan man lade være med at få så mange børn. Det er da rigtig godt, at der bliver født børn i det her land.

Det sidste har jeg i hvert fald aldrig sagt, og jeg er i øvrigt en af dem, der selv har tre børn, så jeg bliver vel også et eller andet sted ramt, går jeg ud fra. Men det klarer vi jo nok.

Nej, jeg håber simpelt hen ikke, at der er nogen i det her land – og det tror jeg heller ikke der er, men det lyder lidt sådan på debatten – der mener, at man får børnene, fordi man også kan få en børnecheck. Selvfølgelig gør man ikke det. Det er et bidrag i forhold til de udgifter, der selvfølgelig er forbundet med børnene, så det kan løbe rundt.

Men jeg må modsat spørge, om SF slet ikke har noget ønske om, at der skal være en eller anden form for loft for, hvor mange børn man kan få børnecheck til. Altså, er det lige meget, om man har fem børn eller ti børn eller noget andet? Er der ikke et eller andet sted, hvor man også fra SF's side vil sige, at nej, nu er der nok noget synergi dér? Det er f.eks. ikke nødvendigt, at man skal købe en ny barnevogn til hvert eneste barn. Det kunne godt være, at der var lidt at hente der. Jeg ved det ikke, men det kan være, at fru Lisbeth Bech Poulsen kunne løfte lidt af sløret for det.

Der er altså for det første ikke ret mange børnefamilier i de her kommuner, hvor gennemsnitsindkomsten er den samme som et folketingsmedlems. For det andet vil jeg sige, at hvis du får tre eller fire børn, køber du jo ikke en ny barnevogn til hvert eneste barn. Det her er simpelt hen ikke rimeligt. Det er også de her steder i landet, hvor der er blevet skåret ned på en masse andre ting. Det her er familier, der ikke ligger i den højeste ende af indkomstskalaen. Der er blevet lavet masser af undersøgelser om det her. Men man prøver at flytte debatten hen til at dreje sig om, at det sikkert er nogle, der har et fremmedklingende navn, der får de her børn. Det er 95.000 danske familier, der bliver ramt. Det er en overførsel fra det rigeste Østdanmark til Vestdanmark. Hvordan hænger det sammen med regeringens ønske om et Danmark i balance? Det er jo geografisk hamrende skævt.

Jamen jeg skal ikke gøre mig klog på – men det kan fru Lisbeth Bech Poulsen så fortælle mig – hvor lige præcis geografien er i det. Det her er et forslag, der er geografiblindt set med vores briller. Det handler om, hvad der er rimeligt, og hvordan vi kan få tingene til at hænge sammen. Og jeg hørte ikke – men det er måske heller ikke rimeligt, at fru Lisbeth Bech Poulsen i sine spørgsmål skal give et svar til mig; det kan jeg så selv spørge om senere – om ikke der skulle være et eller andet loft for, hvor mange det skal gælde. Vi har jo selv hørt eksemplerne på familier, der havde, jeg tror, det var otte, ni, ti børn. Og det hørte jeg, i hvert fald på det tidspunkt, en enorm forargelse over herinde: Det kan ikke være rigtigt, at vi skal finansiere så meget børnecheck til den slags familier. Derfor er det bare, at vi forsøger at lægge et loft ind et eller andet sted med det her forslag.

Så vil jeg sige, i forhold til at det er geografisk skævt, at der insisterer jeg på igen at se politikken i en sammenhæng. Det her er ét element, men der er så sandelig rigtig, rigtig mange andre elementer, som vi har ført frem – udflytning af arbejdspladser, landbrugspakke, og hvad det hedder alt sammen, som jo understøtter udviklingen i landbrugssegmentet – ja, både i landbrugssegmentet, men også i landdistriktssegmentet, som fru Lisbeth Bech Poulsen her henviser til. Tingene skal ses i en sammenhæng og ikke bare isoleret set som en silo.

Så er det hr. Peter Hummelgaard Thomsen fra Socialdemokratiet, og efter ham er det fru Lea Wermelin. Det er som en servicemeddelelse, så man kan nå at komme over til mikrofonen. Værsgo til hr. Peter Hummelgaard Thomsen.

Tak for det. Nu var hr. Morten Bødskov jo inde på det historiske med velfærdsforliget tidligere, og jeg kunne sådan set bare tilføje til det, at man jo i virkeligheden brød den samme type løfte til vælgerne, da den daværende og også nuværende statsminister Lars Løkke Rasmussen valgte at stille danskerne i udsigt, at hvis vi langsomt gradvis udfasede og afskaffede efterlønnen, var det også med det henblik at kunne finansiere fremtidens velfærd. I den nytårstale, hvor statsministeren på det tidspunkt lancerer, at vi nu skal afskaffe efterlønnen, siger han jo, at vi skal have et robust grundlag for hele tiden at udvikle vores velfærd.

Vil ordføreren ikke medgive, at præmisserne både for velfærdsforliget dengang i 2006 og for den sags skyld også for, da man selv i 2011 vælger gradvis at udfase efterlønnen, hele tiden har været, at man har stillet danskerne i udsigt, at man gjorde det med henblik på at kunne fremtidssikre finansieringen af velfærdssamfundet?

Men det er under den falske præmis, at der så er sat mindre af på den her finanslov – mindre til den fælles velfærd. For jeg forstår, at Socialdemokratiet har en definition af velfærd som det, der er den fælles velfærd. Det er ikke noget med, hvad den enkelte familie må beholde til sig selv, eller hvordan den må have mulighed for at købe en lille bil eller tage på en lille ferie eller tage i Tivoli – nej, det er ikke velfærd. Jeg forstod også på hr. Morten Bødskov, at det at sikre tryghed og sikkerhed i vores gader med politi og forsvar heller ikke sådan direkte var velfærd, det var noget individuelt, noget andet noget.

Vi ser samfundet som et hele, og den velfærdsaftale, som der blev lavet, herunder også de skatteaftaler, vi indgik sammen under den tidligere regering, er jo selvfølgelig med til, og det har jeg også kvitteret for over for skiftende regeringer, at sikre, at vi også fremadrettet kan have nogle muligheder og fremadrettet kan øge det offentlige budget. For det offentlige budget bliver jo som bekendt øget, det bliver ikke skåret ned.

Jeg er helt med på, at der er et sprogligt sådan badutspring for tiden for at forsøge at gøre velfærd til noget andet, end det vi jo i hvert fald i årtier, måske endda i et halvt århundrede har betragtet det som i det land her. Fred være med det. Men når vi snakker om det offentlige forbrug, hvor Finansministeriet forudsætter, at det offentlige forbrug, for at man kan følge med den demografiske udvikling, skal stige med 0,7 pct., og når man har lagt op til, at det næste år skal stige 0,5 pct. og fremadrettet 0,3 pct., vil ordføreren så ikke medgive, at det vil føre til besparelser, og vil ordføreren ikke medgive, at det vil føre til en ringere sundhedsbehandling i lige præcis den region, han selv stiller op som regionsrådsformand i?

Nej, det ved jeg ikke medgive, for igen, som vi har været inde på flere gange: Penge er ikke alt. Jeg tror – det var, da hr. Bjarne Corydon sad i finansministerstolen – at selv hr. Bjarne Corydon havde et budskab om, at man kunne modernisere den offentlige sektor for, var det vist, 12 mia. kr. Jeg tror faktisk, det svarede nogenlunde lige præcis til det demografiske træk på det tidspunkt. Så selvfølgelig kan man da hele tiden se en udvikling. Der er da ny teknologi, der udvikler sig. Der er da hele tiden nye muligheder, nye arbejdsmetoder, nye strukturer. Der er da mange ting, der hele tiden udvikler sig. Jeg har da ikke en forestilling om, at den menneskelige formåen har toppet præcis i dag. Det har den da ikke i dag.

Men vi giver et moderat løft, samtidig med at vi også sikrer, at der kommer balance mellem indtægter og udgifter, som jo også er en del af fundamentet for et fremtidigt velfærdssamfund. Derfor skal de ting jo også være i balance, så jeg medgiver ikke det, den præmis, der bliver stillet op, siger, og jeg vil insistere på at tale om velfærd i bred forstand – også den velfærd, som Annette, der sidder ved kassen i Brugsen i Køge, kan få ved at beholde 5.000 kr. mere til sig selv og sin familie.

Så er det fru Lea Wermelin, og efter hende er det fru Eva Flyvholm.

Ja, det er godt nok en lidt bemærkelsesværdig øvelse, som Venstre her er ude i. Men jeg vil nu erklære mig enig i det, som ordføreren startede med at sige, nemlig at der er to veje i dansk politik i forhold til, hvad vi gerne vil. For det er det jo rigtigt nok at der er. Men det er bare ikke de to veje, som ordføreren skitserer, for der er jo en forskel mellem, om man bruger pengene på skattelettelser, eller om man bruger dem på velfærd. Man kan ikke bruge de penge mere end én gang, og det går jeg sådan set også ud fra at ordføreren trods alt vil være enig med mig i. Men der har været lidt forvirring om, hvem der så får noget ud af det finanslovsforslag, som ordførerens parti lægger ryg til. For statsministeren og ordføreren selv gør sig jo utrolig stor umage med at tale om den her kassedame eller HK'eren, som skulle få rigtig meget ud af det her udspil. Men nu er der jo blevet regnet på det efterfølgende, og jeg kunne egentlig godt tænke mig at få ordføreren til at bekræfte, at det udspil, der ligger, tilgodeser direktøren med en årlig indtægt på 1 mio. kr. mere end en gennemsnitlig HK'er, og det er altså både i kroner og øre og relativt. Det synes jeg ville være rart at få på plads en gang for alle her i dag.

Nu er det bare mig, der har refereret til hr. Benny Engelbrechts udmærkede eksempel med Annette fra kassen i Brugsen i Køge, men det skal ikke skille os ad. Jeg kan i hvert fald bekræfte, at det skatteudspil, som vi har lagt frem, giver mere til den lavtlønnede medarbejder, HK'eren, kassemedarbejderen, eller hvem det er, end det, som Socialdemokratiet lægger frem. Det giver mere til dem, der så kan beholde lidt flere penge til sig selv. Vi giver 5.000 kr. til den lavtlønnede. Socialdemokratiet ønsker, at de skal have 0 mere. Det synes vi selvfølgelig er en fair diskussion. Vi mener så til gengæld også, der er plads til det, og det er også rimeligt. Det giver i øvrigt også en beskæftigelsesfremgang eller et arbejdsudbud, om end ikke så meget som hr. Martin Lidegaard gerne ønskede sig, for så skulle man have fjernet topskatten, som den daværende S-regering var i gang med. Men vi mener, at der er en balance i de her ting, så det både er rimeligt og også socialt afbalanceret.

Men lad os nu lige holde fast i det spørgsmål, som jeg stillede ordføreren. For ordføreren kan have alle mulige holdninger til Socialdemokratiets politik, og det er helt fair, og der har også været en hel time, hvor man har kunnet spørge vores ordfører. Men nu spørger jeg helt konkret Venstres ordfører, fordi statsministeren jo var ude at sige at HK'eren får mest ud af det her. Og nu har vi fået nogle tal på bordet, som viser, at det simpelt hen ikke passer. Direktøren får mere ud af det, både i kroner og øre og relativt, og det er faktisk det, som jeg spørger ordføreren om. For det er jo fair nok, at Venstre gerne vil lægge ryg til en skattereform, som er socialt skæv – den er også geografisk skæv – men jeg synes, det vil være på sin plads, hvis man så også vil anerkende det fra talerstolen.

Jeg tror, det var hr. Karsten Hønge fra SF, der på et tidspunkt meget klogt udtalte – han siger mange kloge ting, i hvert fald en gang imellem – at man ikke kan betale med procenter, men man kan betale med kroner og øre, og det er jo rigtigt. Derfor er det jo afgørende for den lavtlønnede, at man rent faktisk får noget mere til sig selv, som man så kan betale med, hvis man ønsker en ferie, en tur i Tivoli, en lille bil, eller hvad det nu kunne være, og det får man med det her skatteudspil. Jeg vil så sige, at en del af skatteudspillet jo sådan set netop er – og det burde ordføreren her jo være glad for – en fremrykning af den reform, som vi var fælles om, nemlig det element, hvor man gør noget ved topskatten. Det fremrykker vi så gennemførelsen af. Det er altså en socialdemokratisk reform, som vi nu forsøger at fremrykke i et højere tempo. Det burde da ligge lige til højrebenet at skrive under på fra Socialdemokratiets side.

Så er det fru Eva Flyvholm fra Enhedslisten, og efter hende er det hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet.

Tak. Jeg vil gerne høre, hvorfor regeringen fortsætter med de meget store milliardnedskæringer på uddannelse, der er i det her finanslovsforslag. Jeg synes, at vi i de senere år har kunnet se, at der er blevet lukket skoler og uddannelsesinstitutioner rundtomkring, at der er blevet fyret lærere og undervisere, og at kvaliteten af uddannelserne simpelt hen daler. Det bliver bare værre, hvis regeringen fortsætter de her nedskæringer. Det er næsten 15 mia. kr., der i alt kommer til at forsvinde fra uddannelsesområdet.

Det er sindssygt mange penge, og derfor vil jeg gerne høre, hvorfor regeringen ikke vil investere i uddannelse, som jo helt grundlæggende er til gavn for os alle sammen.

Jeg synes, det sådan lidt er en diskussion om marginaler, hvad det selvfølgelig også hurtigt bliver: Hvem vil investere mest? Hvem vil sætte flest penge af? Hvem vil gøre mest i forhold til at bruge penge?

Vi har tidligere bl.a. friholdt erhvervsskolerne fra omprioriteringsbidraget. Det er så en del af den samlede offentlige sektor, kan man sige, hvor man nu kan se, at der også er muligheder for at gøre tingene anderledes og bedre. Vi kan også se, at der tidligere har været et fald – og nu nævner jeg bare erhvervsskolerne som et eksempel – i aktiviteten, altså færre elever. Det har vi fået bremset. Vi er også gået ind og har stillet krav til dem, der skal ind på skolerne, for simpelt hen at sikre kvaliteten. Vi har også været inde og give 150 mio. kr., det nævnte hr. René Christensen også før, i forhold til at opdatere på maskiner og redskaber.

Altså, det handler jo ikke kun om at se på, hvad der lige præcis er i kroner og øre. Det handler også om den kvalitet og de rammer, man stiller op for skolerne. Og hvis det medfører flere elever på f.eks. erhvervsskolerne, hvad jeg håber på, altså med den indgåede trepartsaftale om flere praktikpladser, så følger der selvfølgelig også penge med.

Jeg synes helt ærligt, at det er vanvittigt at tale om marginaler, når man år efter år skærer 2 pct. på hver eneste uddannelse. Der er tale om sindssygt mange penge, og jeg tror, at alle andre end regeringen kan se, at vi står med et kæmpestort problem her.

Senest har Dansk Erhverv været ude og bede regeringen om at stoppe de her nedskæringer, og Dansk Industri siger, at man skal stoppe nedskæringerne. Og i forhold til de store innovative virksomheder, som ordføreren selv nævnte i sin tale, f.eks. Novo Nordisk, kan vi se, at de beder regeringen om at stoppe de her nedskæringer, og det gør fagbevægelsen også. Alle aktører på området siger, at den er gal. Jeg vil gerne høre, hvorfor regeringen går stik imod de anbefalinger.

Selvfølgelig er der tale om midler. Hvis det bare var peanuts, så ville vi jo ikke gøre det. Det er jeg da helt enig med spørgeren fra Enhedslisten i.

Men ser man det i forhold til det store, samlede budget, og det gør jeg, vil jeg sige, at ud fra den betragtning handler det altså også om, at det er noget med marginaler, når vi taler om 0,3 pct. eller 0,5 pct. For mig er det ikke afgørende, og det er ikke et kapløb om at få sat fleste penge af, for det løb kan vi aldrig vinde i den borgerlige lejr: Hver eneste gang vi sætter en milliard af, kommer der nok et ønske om, at det skulle have været to, og havde vi afsat to milliarder, skulle det nok have været tre.

Så vi er fokuseret på at sige: Hvilken kvalitet og hvilke rammer kan vi sætte op for bl.a. uddannelsesområdet, så vi kan prioritere inden for uddannelsesområdet og se, at vi kan få mere ud af pengene? Og også sørge for, at de uddannede kommer ud i noget relevant arbejde efterfølgende og ikke ud til arbejdsløshed.

Så er det hr. Benny Engelbrecht fra Socialdemokratiet, og bagefter er det en, der måske kender kassedamen fra Køge, nemlig hr. Jacob Mark fra SF. Værsgo.

Tak, formand. Jeg vil godt vende tilbage til bemeldte kasseekspedient. Jeg kender ikke den bemeldte kasseekspedient personligt, men har jo i hvert fald siddet i en tilsvarende stilling. For det har fyldt meget både hos statsministeren, finansministeren og i regeringens publikationer, at der skulle findes en, må man forstå, typisk HK'er, som matcher nogle bestemte forudsætninger. Derfor har jeg bl.a. efterlyst, om man kunne finde en HK'er, som matcher de bestemte præmisser. Det har jeg ikke kunnet finde. HK har heller ikke kunnet finde det.

Så jeg er næsten bare nødt til at spørge hr. Jacob Jensen, som tilsyneladende har en meget stor omgangskreds: Kender hr. Jacob Jensen nogen eller bare et eneste mennesker i Danmark, der opfylder de præcise kriterier, altså har en årsindtægt på 215.000, er enlig, er medlem af HK, og som også har en husleje på de der ca. 6.300 kr. om måneden?

Jeg synes, det er lidt ærgerligt, hvis det skal være en diskussion om forudsætninger, for der er jo ikke nogen i Finansministeriet, i regeringen, i regeringspartierne, der har puttet med, hvad det er for nogle forudsætninger, hvad det er for et regneeksempel, hvad det er for nogle tal, der ligger til grund for det, der blev præsenteret. Jeg har heller ikke hørt nogen overhovedet sætte spørgsmålstegn ved beregningerne, altså at førnævnte Annette ville få 5.000 kr. i skattelettelse, eller at direktøren i dag betaler syv gange det, som Annette betaler, for det kommer direktøren også til at betale efter gennemførelsen af den reform, som vi har lagt frem.

Så vi kan da godt tage en lang snak om forudsætninger og eksempler og procenter, men som hr. Karsten Hønge fra SF sagde meget fornuftigt, betaler man med kroner og ikke med procenter, og det vil jeg holde fast i som et princip. Jeg kan i hvert fald sige så meget, at uanset om vi ser på en HK'er i den ene eller den anden situation, vil der gælde det, at HK'eren vil få mere i skattelettelse og kunne beholde flere af sine egne penge, end hvis det var det, som hr. Benny Engelbrecht ønsker skulle gælde for HK'eren. For hr. Benny Engelbrecht ønsker nemlig ikke, at HK'eren skal beholde flere af sine egne penge. Det er et rundt nul, der står på den konto.

Så svaret er altså med andre ord et nej. Hr. Jacob Jensen kender ikke en HK'er, som opfylder de betingelser, og det gør jeg heller ikke.

Som bekendt er der netop indgået den første delaftale i forbindelse med finanslovsforslaget, og den handler om udmøntning af Togfonden DK, en udvidelse af Togfonden DK. Det er regeringspartierne, herunder Venstre, ikke en del af. Derfor kunne jeg bare godt tænke mig at høre hr. Jacob Jensens svar, og det med statsministerens egne ord, på, hvor længe Venstre og regeringen vil stå på det ene ben og hoppe og sige nej, nej, nej til Togfonden DK. Hvornår er det, at man melder sig ind i kampen og er med til i praksis at udmønte det, som et bredt flertal i Folketinget står bag?

Jeg ved ikke, om det var en invitation til at indtræde i aftalen, eller hvordan jeg lige skulle opfatte det. Jeg noterede mig selvfølgelig, at man med vanlig præcision og timing lavede en aftale her tidligere på dagen, og det er jo et flertals ret at gøre det, selvfølgelig er det det. Jeg noterer mig så også bare de konsekvenser, det så måtte få i forhold til de mange, mange lokale borgmestre og andre, som står og råber op om, at de nu også skal have lavet en ekstra motorvej til Næstved, eller hvor det nu er henne, som der i hvert fald er nogle borgmestre, der render mig på dørene om en gang imellem, eller i hvert fald i den offentlige debat har været ude og nævne. Som der var en, der sagde før, kan man jo kun bruge pengene en gang, og når pengene er brugt – i det her tilfælde på Togfonden DK – er de der ikke til anden form for infrastruktur.

Så det må være svaret. Men jeg ved altså ikke, om det var en invitation, for det kræver, at forligspartierne ligesom er enige om, at der er andre, der kan træde, og i så fald vil jeg da lade stafetten gå videre til finansministeren for at få at vide, hvorvidt regeringen er af den opfattelse.

Den næste er hr. Jacob Mark fra SF, og efter ham er det hr. Lars Aslan Rasmussen fra Socialdemokratiet.

Tak for det. I forhold til kassemedarbejderen i Brugsen i Køge kender jeg ikke den der brugs i Køge. Jeg ved, at der ligger en Kvickly og en Netto, men så sad jeg og tænkte, at kassemedarbejdereksemplet jo er lige så realistisk som regeringens HK-eksempel, altså ikkeeksisterende. Men det var faktisk ikke det, jeg ville spørge om, for jeg vil spørge ind til besparelsen på erhvervsskolerne. For jeg har egentlig hørt en bred konsensus i det danske Folketing om, at vi har brug for flere faglærte. Vi har lavet en erhvervsuddannelsesreform, som skal sikre, at flere bliver erhvervsuddannet i fremtiden. Jeg har egentlig også haft fornemmelsen af, at der på tværs af partierne var en enighed om, at der var nødt til at være noget ro, også økonomisk, på det her område, for at man ligesom sikrede, at flere valgte den vej i fremtiden.

De sidste 2 år, hvor der har været et omprioriteringsbidrag på uddannelsesområdet generelt, har man haft en pulje til kvalitet, som lidt modsvarede omprioriteringsbidraget på erhvervsuddannelserne, på 150 mio. kr. om året. Den bortfalder med den nye finanslov. Så vil jeg gerne spørge ordføreren: Hvad er det, der har ændret sig fra i år og sidste år til næste år, der gør, at erhvervsuddannelserne ikke længere behøver en pulje, der modsvarer besparelserne?

Som jeg har svaret tidligere, handler det også om, hvad du har fået ud af de midler, og puljerne på de 150 mio. kr. er jo primært gået til at opdatere udstyr, redskaber og andet, altså selve indholdet, som man kunne præsentere og bruge i sin undervisning. Uden at jeg skal gøre mig helt til ekspert, tænker jeg, at det udstyr, som man fik for et års tid siden, eller som man måske er i gang med at investere i, ikke er forældet til næste år eller næste år igen. Så der er jo selvfølgelig sagt lidt på nydansk en spillovereffekt, altså at du kan bruge den indsats, den investering, der er blevet gjort, til at sikre kvaliteten også i de kommende år. Det er i hvert fald min vurdering. Desværre er der jo så også sket et fald i aktiviteten på erhvervsskolerne, i hvert fald mellem 2015 og 2016, og det er også det, der har medført, at man – kan man sige – har fået et lavere aktivitetstilskud. Men som jeg har svaret tidligere, tror jeg også på, at de tiltag, man har lavet, bl.a. i forbindelse med trepartsaftalen, hvor man har sagt, at man gerne vil sikre et sted mellem 8.000 og 10.000 ekstra praktikpladser frem mod 2025 – og der er i øvrigt også den kvalitet, der ligger i, at vi har stillet krav til dem, der kommer ind på skolerne – er med til at sikre, at aktiviteten og dermed også midlerne til erhvervsskolerne i de kommende år vil gå op igen.

Det er rigtigt, at der er sket et fald fra 2015 til 2016. Men der er jo ikke sket et fald i det nye år. Målet er jo, at flere skal tage en erhvervsuddannelse, og skolerne får penge pr. elev, og det gør de, uanset hvor mange der vælger at gå den vej. Men det har jo ikke noget at gøre med den der 150-mio.-kr.-besparelse. Den rammer jo hele uddannelsesområdet. Så er det rigtigt, at vi har investeret i udstyr, men det var for penge, som vi vedtog sammen under erhvervsuddannelsesreformen. Den der pulje til kvalitetssikring var alene for at modsvare det omprioriteringsbidrag, der rammer hele uddannelsesområdet. Ordføreren kan jo f.eks. besøge erhvervsskolen i Holbæk, der siger, at de nærmest ikke kan få det til at hænge sammen længere, og at de er nødt til at lave store besparelser nu. Så frygter ordføreren ikke, at det her vil ramme så hårdt i kvaliteten, at man igen vil se et fald i antallet af elever, der vælger en erhvervsuddannelse i fremtiden?

Nej, det gør jeg ikke. Vi lytter da selvfølgelig til, hvad der også bliver sagt fra erhvervsskolerne – andet ville også være underligt – og vi lytter også til, hvad der bliver sagt politisk, både fra SF, fra Dansk Folkeparti og andre gode kræfter, som gerne vil erhvervsskolerne det godt, og som også med rette vil dem det godt, for det er jo en vigtig del af vores uddannelsesinstitutioner. Men jeg vil stadig væk fastholde, at det for mig og for Venstre ikke kun er et spørgsmål om, hvor mange midler man putter ind i forskellige sektorer. Det handler også om, hvad du så laver af strukturer, hvad du laver af kvalitetssikring, og hvad du laver af krav til, hvad der i det hele taget foregår på skolerne. Det er jo nogle af de elementer med trepartsaftalen – vi har nævnt den et par gange – som jeg tror på kan være med til at sikre, at der både vil være flere, men at der også er en god kvalitet i det, der foregår på erhvervsskolerne. Og med højere aktivitet følger, som hr. Jacob Mark rigtigt siger, også et højere tilskud til eleverne.

Hr. Lars Aslan Rasmussen. Og efter ham er det hr. Henning Hyllested fra Enhedslisten.

Jeg vil gerne spørge ordføreren lidt til ulighed, for Venstre havde jo en tidligere socialminister, Eva Kjer Hansen, som sagde, at ulighed skabte dynamik, og hun blev så banket på plads, med hensyn til at det ikke var Venstres politik, af tidligere statsminister Anders Fogh Rasmussen. Nu siger skatteministeren så, at den her reform skaber ulighed, og at man gør det med åbne øjne. Hvad er Venstres holdning til ulighed? Og hvor stor skal den være, før man er glad i regeringen?

Men også her skal vi jo have proportionerne på plads. Jeg tror – uden at ordføreren må hænge mig op på det – at vi, som det er nu, ligger på en tredje- eller fjerdeplads på listen over de mest lige lande i verden. Hvis det her bliver gennemført, ligger vi, som jeg husker det, på en fjerde- eller femteplads – langt foran Sverige og Tyskland. Så det vil sige, at hvis det her, som ifølge Socialdemokratiet og andre er så skævt, så skævt, så skævt, bliver gennemført, som det ligger, så vil man kunne tage over til Sverige og kigge over Øresund til Danmark, og der ville skulle gennemføres enorme ændringer, for at Sverige skulle komme op på niveau med Danmark. Jeg hører ikke sådan om de helt store udfordringer i Sverige, hvad ulighed angår.

Lad mig bare komme med sådan et enkelt citat af hr. Jesper Petersen, som nu er blevet socialdemokrat, men tidligere var SF'er – jeg nævnte det også i min indledning:

»Uligheden bliver næppe mindre med skattereformen. Det er muligt, at det medfører en stigning i den økonomiske ulighed. Men jeg vil ikke betragte det som et nederlag, hvis det sker for at give hårdtarbejdende, lavtlønnede danskere mere i lønningsposen.«

Det var altså om den reform, som S stod bag i 2012, og jeg er helt enig.

Det er da godt, at der kan blive citeret andre SF'ere end Karsten Hønge. Men det ændrer jo ikke ved, at uligheden stadig væk bliver større mellem folk, der går på arbejde. Kan ordføreren ikke bekræfte, at hvad angår hårdtarbejdende folk, så bliver uligheden mellem de her grupper på arbejdsmarkedet – mellem direktører og HK'ere – markant større med den reform, Venstre lægger frem?

Men jeg vil bare holde fast i, at det her for mig handler om andet end den tredje decimal på en teknisk Ginikoefficient, og jeg er enig i det citat af hr. Jesper Petersen, jeg lige læste op tidligere. Og jeg kan jo spørge modsat: Hvad var det, der var så forfærdeligt ved den skattereform og den aftale, hvor man gik ind og skar ned på kontanthjælpen for at finansiere topskattelettelser, da Socialdemokratiet havde rorpinden i det her land? Der steg Ginikoefficienten og uligheden i samme omfang, som vi nu her taler om. Det var ikke noget problem, for, som hr. Jesper Petersen sagde, var det ikke et nederlag, hvis det gav hårdtarbejdende, lavtlønnede danskere mere i lønningsposen. Hvorfor var det ikke et problem i 2012, når det åbenbart i dag, hvor man sidder i opposition, er et kæmpe problem? Det forstår jeg ikke helt logikken i.